Danske sagn, som de har lydt i folkemunde

Go ugle

This is a digital copy ofa book thai was preserved for general ions on library shelves before il was carefully scanncd by Google as part of a projecl

to makc thc world's books discovcrable online.

Il has survived long enough Tor ihc copyright lo expire and thc book to cntcr thc public domain. A public domain book is onc thai was ncvcr subjecl

to copyright or whosc legal copyright icrrn has expired. Whelher a book is in thc public domain may vary country lo country. Public domain books

arc our galeways to thc pasl. reprcsenting a wcalth of hislory. cullurc and knowlcdgc ihat's oflen diflicull to discover.

Marks, notations and other marginalia present in thc original volumc will appcar in this lilc - a reminder of this book's long journey from ihc

publisher lo a library and linally lo you.

Usage guidelines

Google is proud lo partner wilh libraries lo digili/e public domain malerials and makc ihem wide ly accessible. Public domain books belong lo ihc
public and we are merely iheir cuslodians. Neverlheless. ih i s work is expensive. so in order lo keep providing ihis resource. wc have taken sleps to
prevenl abuse by commercial parlics. iiicludmg placmg Icchnical reslriclions on aulomaled uuerying.
We alsoask that you:

+ Make non -commercial u.se of the files We designed Google Book Search for use by individuals. and we reuuesl thai you usc these files for
personal, non-commercial purposes.

+ Refrain from mttoinated querying Do not send aulomaled uueries of any sort lo Google's system: If you are conducting research on machine
translation, optical character recognition or other areas where access to a large amount of texl is helpful. please conlact us. We cneourage the
use of public domain malerials for ihese purposes and may be able to help.

+ Maintain attribution The Google "watermark" you see on each lilc is essenlial for informing people aboul this projeel and helping them find
additional malerials ihrough Google Book Search. Please do nol remove it.

+ Keep it legal Whatever your use, remember thai you are responsible for ensuring ihat whal you are doing is legal. Do nol assume that just
bccausc we believe a brøk is in the public domain for users in thc Uniied Staics. thai thc work is also in ihc public domain for users in other

counlries. Whelher a book is slill in copyright varies from country lo country, and we can'l offer guidance on whelher any specilic usc of
any specilic book is allowed. Please do nol assume thai a book's appearance in Google Book Search mcans il can bc used in any manncr
anywhere in the world. Copyrighl infriiigcmeiil liabilily can bc quite severe.

About Google Book Search

Google 's mission is lo organize the world's information and to make it universal ly accessible and useful. Google Book Search helps readers
discover ihc world's books while lidpiujj anlliors and publishcrs reach new audienecs. You eau search through the lul I lexl of this lu mk on ihc web
at|http : //books . qooqle . com/|

Go ugle

Dette er en digital kopi af en bog. der har været bevaret i generationer pa bibliotekshylder, fur den omhyggeligt er scannet af Coogle

som del af et, projekt, der går nd pa at gøre verdens buger tilgængelige online.

Den har overlevet længe1 nok til. at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. Kn offentligt ejet bog er en bog.

der aldrig har været underlag! eopyrighi . eller hvor de juridiske copyright vilkår er udlobet. Om en bog er offenllig ejeudoui varieret1 fra

land til land. Bøger, der er oli'entlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der

ofte er vanskelig ni opdage.

Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i der oprindelige bind. vises i denne til - en påmindelse om denne bogs lange

rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig.

Retningslinjer for anvendelse

Coogle er stolle over at indgå partnerskaber med bibliotekerom al digitalisere offentligt ejede materialer og gore dem bredll ilgamgelige.
Offentligt ejede boger tilhorer alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, sa. har vi taget, skridt i retning af at
forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger pa automatiserede forespørgsler for fortsat at,
kunne tilvejebringe denne kilde.
Vi beder dig også om følgende:

• Anvend kun disse filer til ikke- kommercielt brug

Vi designede Google fiogsogning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge; disse; filer til personlige, ikke-kon mi ordelle formål.

• Undlad at bruge automatiserede forespørgsler

Undlad at sende; automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af maski-
noversættelse. optisk l.egngenkernlelse eller andre omrader, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os.
Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formal, og kan måske hjælpe.

• Bevar tilegnelse

Det Google-" vane Imæ.rke" du ser pa hver lil er en vigtig made at fon adle mennesker om deni1 projekt og hjælpe dem med at finde
yderligere materialer ved brug af Google' Bogsøgniug. Lad væm med at fjerne ilet.

• Overhold regierne

Uanset hvad du bruger, skil du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at det du gør er lovligt. Antag ikke;, at bare fordi vi tror,
at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog
stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt, anvendelse af en bog er
tilladt. Antag ikke al en bogs tilstedeværelse i Google Bogsugning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden.
Erst.al.ningspligl.em for krænkelse af eopyrighi kan være ganske alvorlig.

Om Google Bogso»'iiiii|;

Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at. gore dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsogning
hjælper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidig med at ilet hjælpfy forfattere og udgivere rned at nå nye målgrupper. Du kan
søge gennem hele teksten i denne bog på internet, t-Ct pa|http : //books . google , coiti|

&

.2-

***.

L. i'*v» ' • c* - ' -v

\'t-

OF

\

$

**

DANSKE SAGN,

_^ ^v« ..***j*':-:*-**tS--,-''s -»•*r»»J«»^

SOM DE HAR LYDT I FOLKEMUNDE.

UDELUKKENDE EFTER UTRYKTE KILDER

[ SAMLEDE OG TILDELS OPTEGNEDE

i

t ~~

\ • AF

EVALD TANG /KRISTENSEN.

\ t ELLEFOLK, NISSER

0 lCnPIIMfil06 ADSKILLIGE UHYRER,

(.iruELina. SAMT religiøse sagn..

LYS OG VARSLER.

ÅRHUS.

-ÅRHUS FOLKEBLAD'S BOQTRYKK.ERI.

; J Kommission J-toe Pyldendalske ^oqhandeu J J^jSbenhavn

1893.

J\\

f mine betydelige samlinger af folkeminder har jeg nu
udskilt det, der kan komme ind under begrebet folkesagn« og
vil forsøge at lade disse komme på tryk. Dertil har jeg fojet,
hvad jeg af utrykte kilder har fundet anden steds — og har
da også nyttet Svend Grundtvigs utrykte samlinger. At der
dog endnu må kunne findes lidt, er indlysende nok, ti jeg er
allerede bleven opmærksom på forhen optegnede, raeu hidtil
upåagtede sagn, siden trykningen af dette første bind be-
gyndte, men det har jeg så lagt til side som grundlag for
et påtænkt tillæg til samlingen. Aldeles færdig kan jeg jo aldrig
blive med et sådant arbejde, så længe der endnu er noget at samle
ude blandt folk, og dertil kommer, at jeg kun en sjælden gang
får lejlighed til at undersøge bibliothekers og arkivers utrykte
sager. Det er utvivlsomt, at der i mange af landets ældre kirke-
bøger også findes hidtil utrykte sagn. Der er dog il. afdeling i
det hele prøver på alt, hvad der har levet på folkemunde
om bj&rgfolkene. De følgende afdelinger, der allerede er ord-
nede og lagt til rette til trykning, vil indeholde :
II. Sagn om eliefolk, nisser og adskillige uhyrer, samt re-
ligiøse sagn, lys og varsler.

III. Sted sagn.

IV. Personsagn.

V. Sagn om spøgelser og nedmaninger.
VI. Sagn om hekseri og djævelskuiister.
VII. Forskjellig folketro.

Når værket er sluttet, vil der med sidste bind følge et
tillæg til alle afdelinger, mange henvisninger til forhen trykte
sagn, oversigt over alle mine kilder, indholdsfortegnelser, fuld-
stændigt stedregister, samt titelblade til de enkelte afdelinger.
Hvert bind bliver omtrent af samme størrelse (28 ark) og
kan sælges subskribenterne for den særdeles billige pris af
10 øre arket. Men man skal da mælde sig hos mig selv som
subskribent under min adr.: Hadsten st., og hvert bind vi
da blive vedkommende sendt, så snart det er trykt. For
kjøbere af enkelte bind er prisen 16 øre arket.

Den 18de juli 1892.

E. T. K.

R0SENKIL0E and BAGGER

KRON - PRINSENS -GADE 3
COPENHAGEN K - 0ENMAni/

ANDEN AFDELING.

ELLEFOLK, NISSER

OC ADSKILLIGE UHYRER.

SAMT

RELIGIØSE SAGN,

LYS OG VARSLER.

A. Eliefolk.

B. Nisser.

€. Farende uhyrer.

D. Vandets ånder.

E. Lindorme og småkryb.

F. Varulve og marer.

G. Religiøse sagn.
fl. Dodsvarsler.

I. Lys og andre Tarsler.

DANSKE SAGN,

SOM DE HÅB LYDT I FOLKEMUNDE.

UDELUKKENDE EFTER UTRYKTE KILDER

SAMLEDE 00 TILDELS OPTEGNEDE

AF

EVALD TANG KRISTENSEN.

( ELLEFOLK, NISSER o. 8. v.
ANDEN AFDELING RELIGIØSE SAGN.

I LYS OG VARSLER.

ÅRHUS.

JACOB ZEUNERS BOGTRYKKERI.
1893.

Vi X,

A.

Ellefolk,

1. Eliefolk, man har set.

1. Adam havde først en kone, der hed Lillis, hun kunde
flyve, og hun kunde svomme, og når hun bekom born, var
det en halv snes stykker på tiden. Det var alle deher elle-
folk, og de var så bitte lille. De fik det navn efter deres
moder, for det hun havde alle de 1-er i hendes navn. De
gamle vilde have til, at Vorherre skabte to mennesker på én
gang, og så blev Herren kied af kvinden, som hed Lillis, og
skabte Eva, som det fortælles i Bibelen. Jens Kristensen, Ersted.

2. For Kristendommen kom, avlede bjærgfolkene bom
med menneskene, og de var halv mennesker og halv trolde.
Men indbyrdes kunde de ikke avle. Nu, siden bornene bliver
dobt og konfirmerede, dør de ud. Noget skidt har der vel
været, tror a nok. Det samme var tilfældet med kjærfolk og
eliefolk, men de- var værre at komme i med, for bjærgfolkene
kunde én endda komme fra, men det var ikke sådan med
kjærfolkene. Kristen Ebbesen, Egtved.

3. Folk fortæller, at der nu kun findes ellefolk ét sted
på Mors, nemlig i Flade bakker. For halvtredsindstyve år
siden kan Per godt huske, at de havde linned ude til bleg på
en hoj i Ording. A. H. Schade.

4. Ellekonernes bryster er så lange, at de ligger over
kors på skuldrene. Der boer smede og harpespillere i
hojene. Eliefolkene boer i moser, bakker, hoje, under hylde-
træer og i folks bryggerser. De skal bære hvide klæder, p. K. M.

5. En karl og en pige stod i en mødding og fyldte møg.

M558753

A. Eliefolk.

Så kom der en ellepige forbi. cDetermin, den bitte,* sagde

han for at drille pigen. Hun var nemlig hans kjæreste.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.

6. Ellefruerne boer i moserne, drejer sig efter vinden
og passer al tid at have medvind. F. L. Grundtvig.

7. Ude på Horndrup mark er der noget eliekrat og
andet kratteri. Der kunde de i- mine pigedage om hojmiddag
se ellepigerne. De var så pæne fortil. Ane Lavrsdatter, T&ning.

8. I Stokbro er der en gård, der hedder Elgården, og
den var i gammel tid omgivet af elletræer. Der var af de-
her eliekvinder. De var i sjet (til syne) der til visse tider,
og de var ligesom i hvide klæder. Niels Mortensen, Stokbro.

9. En mand gik en gang fra Vænøby til Norskov om
natten. Der modte han et kvindemenneske i en besynderlig
lys og tåget skikkelse og dragt, men da hun var kommen
ham lidt forbi, så han om og blev vaer, at hun var hul i ryggen.

C. M. Carstensen.

10. Min mormoder, som den gang tjente for lillekvinde,
har set en eliekvinde sidde på en stente en måneklar morgen-
stund, da hun var ude at malke. Hun var hul i ryggen. Det
kan vel være en 80, 90 år siden. Kr. Eriksen.

11. En mand i Humle så en skjon sommerdag klokken
2 en dejlig jomfru stå et stykke henne ved siden af vejen.
Hun gik til side ind i en elleskov. Han hilste, idet ban red
forbi, men fik intet svar. Da han etojeblik efter så sig til-
bage, vendte hun ryggen til, .og den var hul som et dejtrug.

G. M. L.

12. En bonde gik en middagsstund i Asserbo hegn, da
han så en ellepige, som her ude kaldes el-lise, stå og læne
sig op mod et træ. På mandens råb : «Lad jnig se dig bag
på!» forsvandt hun. Det er et godt råd til at fordrive dem
med, da de ej tor vise deres ryg. V. L.

13. En gammel kone så en gang tre ellefruer gå sam-
men på en vej. De var hule i ryggen, da de vendte sig.

Tøstrup. F. L. Grundtvig.

14. Der er nogle enge nede ved Mos sø, der mente de
også, der var ellefolfc. De lod dem somme tider se, og de
var hule i ryggen. Niels Pedersen, Hårby.

15. I gammel tid var der også eliefolk her på egnen,
og de kom med deres brusende hår her op fra Kvindehoj
her lige oven for byen, og de gik ned efter en bæk, de kalder

1. Ellefolk, man har set.

Norhcek, og tog vand. De slog deres hår over deres ovsler,
og når man så dem æfor til, så var de pæne, men når de
så dem bag til, var de så hulryggede og så slemme, te det
var grimt at se på. Jens Pegs enke, Smidstrup.

16. Ham, a er kaldt efter, han var skovfoged i Stenalt
skov. Han og hans kone de gik tit i skoven for at forslå
tiden, og da så de tit ellekjællingerne. De var smnkke og
pæne at ae til, men når de kom nær til dem, var de hule i
ryggen. Konen var bange for dem, men manden ikke, og
så lod de dem have deres gang. Niels Frandsen, Vore.

17. Karlene, der gik om natten og passede bæsterne i
marken, havde gjort et bål af pinde for at varme sig ved.
Det var benne i Vester -Alling kjcere tæt ved et sumpet sted,
hvor der var elle og væld. Så kom ellekjællingerne til dem,
og de så så smukke og dejlige ud. Men så sagde karlene til én
af dem : «Lad mig se, om du er æbag, som du er æfor,» så-
dan havde de lært at skulle sige, og da de havde spurgt om
det, blev hun benne. De kunde høre, at de sagde ude i el-
lene: «Ha-ha-ha-ha, ha-ha-ha-ha !» Anders Brøsted, Nørager.

18. På Skjoldelev mark ligger Fisselskoven, og der var
ellekjællinger ude. En gang kom to søskende, som vogtede
kreaturer, der ind, for kreaturerne var løbet fra dem, og da
de nu kom ind mellem buskene, så de to sm å nogne gå der,
de var ikke storre end born. De havde røde luer på og
bindærmer og var hule bagan ligesom et bagetrug. Da bornene
så kommer hjem, fortæller de, hvad de har set. Deres for-
ældre sagde, at det var ellekjællinger, og forbød dem tiere
at gå der ind. Jens Peter Smed, Lading.

19. Der var en gammel én, der hed Mads Hugger, han hug-
gede bleger (kalk). Han gik derud om morgenen klokken 4, og
begyndte at arbejde, og så klokken 8 kom bærerne, der skulde
bære blege bort. Der iblandt var hans kone, som kom med
fødevarer til ham til hans frokost. En dag, da hun kom, siger
han : «Hvad var Kirsten Marie så tidlig efter her i morges?*
Kirsten Marie var hans datter. Så lægger konen til at bande
— hun var al tid så slem til at bande — at hun havde ikke
været der. Jo, hun stod her på blegepladsen. Nej, hun læg-
ger til at bande igjen, datteren havde ikke været der, og så
skogrede hun af den snak. « Ja, så har det også været elle-
konen, » siger han så, «a tykte nok, te hun var så hul æbag, a
troede for resten ikke, der havde været flere af dem nu. Så
havde han da set flere for hende, kan a forstå.

Mønsted. Petrine Kristiansen, Mollerup.

A. Ellefolk.

20. Der har været ellepiger i lunden ved Gjesing mølle.
Jorden Podemand så to én aften, han som sædvanlig gik fra
gården til sit hjem i Torslev. De var at se som de pæneste
piger, og kom ad en vej, der kryssede hans, tæt forbi ham,
og så vendte de hani ryggen og slog et skogger op ad ham.
De var hule i ryggen, og da han så det, så ckan et nåk:
vææ, a fek bien å go po, a mat te å astæp Hans meldmad,
som han havde svobt i et tdrklæde og båret under armen,
mente han, de havde revet fra ham, da de gik om ved ham.
Nok er det, han så hverken klæde eller meldmad siden.

Karen Marie Rasmussen.

21. En mand i Funder by skulde en aften ud i skoven
for at hente sine svin, som gik på olden. Da han kom lidt
ind i den, syntes han at kunne høre og se svinene bag
nogle buske; men pludselig så han en ung smuk pige stå
lænet op til et træ. Han spurgte hende da, om hun ikke
havde set hans svin; men hun gav sig så til at løbe
rundt om træet, og råbte: cSvin, svin!> Manden troede, at
hun var gal, men da han nu så, at hun var hul bagtil og
lignede et svinetrug, tvivlede han ikke om, at det var en el-
lepige, og gik videre. Han sdgte derefter længe efter svinene,

men fandt dem mærkelig nok ikke den aften.

Lærer Christen Htfrdom, Funder.

22. A havde en morbroder, han har set en eliedreng
ligge oppe i et eliekjær på Mollerup ?nark, der kaldes Støel-
kjcerety for det er tæt ved Mollerup skjel. Han gik der inde
og ledte om nogle kreaturer, og da fik han oje på den dreng,
som lå der og sov med en rød lue på. Han så ham tydelig,
men lod ham jo ligge der inde i ellene. Den gang var der
så mange elle alle steder, men nu er de ryddede op, nu er
der aldrig en busk. Peder Hansen, Hårup.

23. Min rader og en halvfarbroder, a havde, fulgtes ad
en aften og kom da forbi to ellefolk et stød sønden for noget,
de kaldte Hale. De var hule æbag. Min fader så ingen ting
til. Men hans halvbroder sagde: «Men, Jesper, fornam du
dem ikke?» — «Nej.» Og de gik endda midt igjennem dem.

Ane Malene Jespersdatter, Lille -Londebjærg.

24. Ost for Søby sø er en stærk skråning opad, og derpå
er en hoj, som har været beboet af ellefolk. Folk har kunnet
høre, at noget har arbeidef og klappet inde i hojen. Der for-
tælles også, at når ellekonen gik op af hojen, gik hun lige
op ad; men når hun vilde ned, fulgte hun lavningen omkring
ved héjen.

Omtrent to mil fra Assens går Assens-Odense landevej

2. Gravelsmøer. Hyldefolk.

over en temmelig stor banke, Dyne- Olænsbjaerg i Kjøng sogn.
I forbindelse med den er en mindre, hvorom der fortælles,
at den har været beboet af trolde, og at den om natten har
ståetpå fire røde pæle, mens troldene dandsede inde under den.
Sydost for Øksnébjærg og sydvest for Søbydal ligger
Bythqje, en banke, på hvilken der er én kæmpehoj og har
været én til. Denne banke har tit stået på fire gloende pæle,
og troldene har dandset der inde under. Morten Rosenkjær.

2. Gravelsmøer. Hyldefolk.

25. Gravelsmøer opholder sig ved Bundsgårds træer og
i Urbakken. Det er farligt at søge deres selskab for ofte.
En mand, som hed Anders Væver, besogte dem tit, men
blev til sidst vanvittig. Han kunde ofte blive længe borte,
og ingen vidste, hvor han var. Når han kom tilbage, talte
han aldrig om sit opholdssted, men han pralede bestandig
med sin rigdom og sagde, at han ejede mere end nogen her-
remand. Det var i grunden ganske sandt, ti han havde sin
rigdom hos gravelsmøerne. Øland. Nik. Christensen.

26. En gammel kone, som hed Ellen Bisp, gik til
JBirkfuldsdal for at hente sin ko, som græssede der. Da hun
kom til stedet, fik hun qje på tre småpiger med hvide for-
klæder. Hun havde hørt, at nogle piger vilde gå derhen og
samle enebærris, og troede da, at det var dem, og sa^de, at
de behøvede ikke at være bange for hende, hun skulde ikke
røbe dem for skovfogden. Men da hun havde sagt dette,
forsvandt de pludselig for hendes ojesyn, og da vidste hun,
at det var gravelsmoer. Øland. Nik. Christensen.

27. Thomas i Boden gik en aften fra Sønderskov til sit
hjem. Da kom tre dejlige jomfruer til ham, og de fulgte
ham til doren. Men da han var bange for, at de skulde følge
med ham ind, gik han baglænds ind og stak en kniv over
ddren. De måtte da blive uden for, men han hørte længe,
hvordan de turede. Disse jomfruer var gravelsmøer. Nik. Chr.

28. I en lille hoj ude på skoven på Drejø har der tid-
ligere boet hyldefolk, de var små og gronne. Det var let at
få dem at se, når det regnede, og solen skinnede, ti da var
det deres bedste tid, og da havde de deres toj ude til tor-
ring. Hojen løftede sig i vejret og stod på pæle, og de små
gronne puslinger dandsede nok så muntert der inde. B. H. Schak.

8 A. Ellefolk.

29. Mens gamle Kristen Grade levede, så han en gang
helt tydelig en byldedreng. Et sted, hvor vejen går ned til
stranden, stod der den gang et stort gammelt hyldetræ] inde
i et bjorne af hegnet. Ved siden af træet var der et hul
ind i hegnet så stort, at en hare omtrent kande krybe der
igjennem. Da Kristen Grade en dag kom gående, lå to små-
piger, hvoraf den ene var hans egen datter, og var falden
i sftvn i nærheden af hylden. Han så da, at en lille gron
hyldedreng kom ud af hylden, løb over de sovende piger og
tilbage over dem igjen, derpå løb den ind igjennem hylden og*
ned i hullet i hegnet, hvor den forsvandt B. H. Schak.

30. Der har også været ellefolk på Lundø. Der var en
gammel hyldebusk, som de boede under, og det var inrfe i
byen. Ane Kirstine Refsgård, Røddtog.

31. Folk her omkring var både bange for, at ellefolk
og hyldefolk skulde komme og overse dem. Hyldefolkene
var helt blanke at se til, men ellefolkene var mere dunkle, og
de var hule bagtil Lærer K. N. Stegger, Lystrup.

3. Ellekongen.

32. Eliekongen skal opholde, sig i de egne af landet,
hvor landets konge endnu ikke har været. Det skal navnlig
være tilfældet i Stevns herred. For omtrent tredive år siden
havde ellekongen sin vej igjennem en af Tåstrup udflytter-
gårde og fortyrrede herved ikke blot folkenes, men meget
mere gæssenes ro i gården, ti disse måtte vandre omkring i
3 til 2 timer, efter at han var kommen der igjennem, og to
og to følgendes ad under råbet: <Kjæk, kjæk, kjæk!» Om
dette skete nødtvungent eller ej, vides ikke, men de glemte
ikke at nikke, hver gang de kom til portene. Så blev den
ene port flyttet anden steds hen. Lars Nielsen.

33. I Stevns herred regjerer ellekongen, og han [tåler
som bekjendt ikke, at nogen anden konge sætter sin fod i
landet, hvilket imidlertid lige fuldt er sket flere gange. Han
tåler heller ingen fremmede fjender, og i dette punkt har han
efter sagnet haft stdrre magt til at sætte sin vilje igjennem,
hvilket viste sig 1807, da Engelskmændene kom som fjender
her til landet. Da de nemlig vilde ind i Stevns og derfor
skulde over Prambroen (broen over Stevns å), kunde de ikke
komme længere end til midten af broen. Her måtte de

3. Eliekongen. 9

standse og vende om, og ingen vovede at gå længere, ti en
usynlig magt ligesom drev dem tilbage. De måtte derfor
nojes med at hjemsøge landsbyerne på den anden side af
åen, som Stevnsboen siger, og her plyndrede og røvede de
rask væk, hvorimod Stevns blev fuldstændig skånet. Beboerne
fra de hjemsogte byer flygtede derfor også over til Stevns,
hvor de vidste, at de var i sikkerhed. P. Chr. Hansen, Langø.

34. I Stevns herred kan ingen fjendtlig krigshær komme,
ti eliekongen forsvarer det med hele sin store hær. I krigs-
tid holder han stadig vagt ved grændserne rundt omkring, og
da Engelskmændene i 1807 vilde over Prambroen og ind i
herredet, var ellekongen parat ved broen og forhindrede ham
i at komme ind — usynlig naturligvis. Undertiden faldt
hans vej ind gjennem gårde, hvor begge portrummene findes
lige over for hinanden, men for at undgå hans rumsteren
har de bønder måttet flytte det ene portrum. I ældre tider
har han ført musik med sig over alt, hvor han har været,
men i den sidste tid har man ikke hørt noget dertil. En hus-
kone fra min fødeby gik over engen, hvor igjen bækken rin-
der, som gjor skjel mellem Stevns og Fakse herreder, med en
mølleslump på nakken. Da hun kom over på den anden
side af engen, satte hun sig ned ved en elletrunte for at hvile,
men havde næppe siddet et Øjeblik, forend det begyndte at
suse igjennem luften, og hun så, engen bugnedes op og
ned ligesom af hele skarer af ryttere, der kom bag efter
hverandre, og så hørte hun, at der var musik med. Midt
iblandt alt dette blev konen så forfærdet, at hun segnede til
jorden og besvimede. Men siden efter, da det onde vejr var
forbi, var hun helt rask. Det må sikkert have været elle-
kongen, der red med musik og i fuld rustning. JOrgen Jensen.

35. Da kong Frederik den 6te en gang aflagde et besøg
på Dragsholm, døde pludselig en dejlig stor lænkehund af
en sjælden race, netop den nat kongen tilbragte der. Folkene
tilskrev dette uheld eliekongens hævn, som efter sagnet har
taget bolig i den til borgen stødende elleskov, og harmedes
over, at et andet kronet hoved vovede at betræde hans rige. M. M.

36. En murmester i Lyderslev arbejdede i kirketårnet,
og der gjorde han nar ad eliekongen. Da faldt noget kalk
ned i ojnene på ham, så han blev blind sin levetid. Folk
sagde, at det var eliekongen, der havde kastet ham kalken
i ojnene. H. Rardam.

37. En pige skulde ud i Norreskov, Bråby, for at malke
køerne, der den gang havde lov til at græsse i skoven. Hun

10 A. Eliefolk.

kunde imidlertid ikke finde dem, men der gik bele tiden en
lille gron mand foran hende og drev en hel flok kvæg. Til
sidst vendte hun om, da hun nok vidste, at den lille gronne
mand var eliekongen, der vilde forvilde hende. F. L. Grundtvig.

38. Skovfoged-konen Trine hørte kort for sidste jul en
aften omtrent klokken 11 et stærkt hestetrav op og ned ad
Holtug gade og tænkte: «Hvem mon der dog rider her så
silde ?» Næste morgen spurgte hun sine naboer, hvem det
kunde være. De sagde: c Véd du da ikke, at det er elle-
kongen?* Flere har også set ham slå ild på vejen mellem
Holtug og Gjorslev. E. Mariboe.

39. I Stevns klint i nærheden af Hojerup kirke er der
et sted en indhuling i klinten, der kaldes eliekongens hus. Her
ud for gik en gang et par unge knægte i vandet. Pludselig
fik de oje på en overmade fin dame, der stod og så på dem.
Af undseelse vendte de sig et ojeblik om, men da de igjen
så mod land, var damen borte. Det var sikkert eliekongens
dronning. p. Chr. Hansen, Langø.

4. Elleborn. Stjålne menneskeborn.

40. Ude på Væno i Norskov havde bornene gået og

ment deres hoveder ind om aftenen, og da kom der nogle

elleborn, usle bitte små skabninger, og gik ved dem og hjalp

dem at gjenne hovderne ind. Der var et stort elletræ ude i

deres have, der sagde de, at de var under. Min gammelmo'r

var fra den gård, og hun fortalte os det.

Ane Katrine Jensdatter, Kloster Hedehus.

41. Min moder tjente ovre ved Orumstrupy og da kom

der en dag om vinteren et nøgent barn ind og satte sig på

skorstensskjødet. De havde store skorstene den gang, og da

konen skulde hen og røre i gryden, så hun, at barnet var

hult bagtil. Så snakkede hun til det og spurgte hende, hvem

hun var, og hun vilde også røre ved hende. Men så sprang barnet

ud af doren og over leddet for gården, og dernæst hen ad

en sti ned mod skoven i de bare fodder. Folkene Jøb bag

efter, men hun forsvandt for dem, og så domte de, at det var

et af ellefolkenes born, der var der inde i skoven.

Ane Hansdatter (Lamme-Ane), Torrild.

42. Min mormoder fortalte, at forend udskiftningen da var
al den strækning, som nu kaldes Skårup øre efter den gamle
del deraf, eller rettere med det nye navn Åbyskov, bevokset

4. Ellebflrn. Stjålne menneskebarn. ' H

med skov og træer, som tilhørte den gamle nu hartad tilin-
tetgjorte herregård Vejstrupgård. Her fik bønderne udvisning,
og ved at hente dette fandt en bonde en gang en dreng på 2,
3 år, som han bragte hjem med sig. Drengen voksede vel, men
fik et usædvanlig stort hoved og vilde aldrig snakke. En
anden gang var bonden atter i skoven, og fler så han en
kvinde, hvis bryster hængte langt ned, der løb og skreg på
ét navn bestandig. Da bonden kom hjem, fortalte han om
denne kvinde, og da udbrød drengen: «De va min moa !»
Han blev derpå ført ud, hvor de havde fundet ham, og de så
ham aldrig mere. Det havde altså været en eliekvindes son. N. J.

43. Du har vel nok hørt sige af én, de kaldte Gal-
Kragen i Påby; han var sådan ligesom lidt sæt. Han så en
middagsstund en ellekjælling, der sad på en korsvej med et
barn på skjødet, men det var ikke hendes eget; det var ét,
hun havde stjålet, og Kragen kjendte barnet og vidste, hvis
det var, og han tog det fra hende igjen og bar det hjem.

Karen Marie Rasmussen.

5. Lokkende ellefolk og følgeskab

med dem.

44. Der boede en mand i Mern, som hed Jens Væver.
Hans kone havde nylig fået et barn, og hun var lidt syg
endnu efter det. De var fattige folk og brugte at gå hen i
skoven og samle pindebrænde. Så havde konen været nede
i Togeby kohave at samle brænde, men hun kunde ikke selv
bære det hjem. Nu vilde manden, mens han hvilede i mid-
dagsstunden, gå ned og hente det. Da han så havde fået
et stykke reb bundet om det og bojede sig ned for at tage
det op på nakken, kom han til at se, at der inde under en
elietrunte sad et nøgent menneske. Han keg noget på det
og kom til at le noget ved sig selv, for han havde aldrig
troet disse historier om eliefolkene. Men i det samme steg-
ler han Uge på næsen over knippet. Han mente, at han var
bleven svimmel, men da han nu atter vil tage brændet op,
stegler han igjen, og sådan gik det fremdeles. Han kunde
ikke få det på nakken, om det så skulde koste hans liv.
Altså måtte han gå hjem og lade brændet ligge. Han vidste

siden ikke, hvad han skulde tro om den tildragelse.

H. P. Nielsen, Sejling.

45. Om sommeren henslængte ellefolkene skjonne nøgler

12 A. Ellefolk.

garn på vejen, for at små bom skulde finde dem og tage dem
op, hvilket ikke bekom dem vel. Lærer Schive.

46. Ellekjællingerne kom ind om aftenen i Søndergård
i Nielstrup og tappede ol. Det var min moders faders føde-
gård. Den gang havde de udskåwr på stuehusene, og der
havde de deres gamle 61 og mjød gjemt. De blandede nem-
lig mjød der, for det var en stor gård. Så havde de en
plejepige, der var af familien, hun var ellers henne fra Sønder-
Borup ved Banders, og hun skulde en aften gå ind og tæppe
et krus mjød. Da hørte hun, der stod én uden for træskåd-
det og sagde: « Maren, lille Maren, luk op!» Nu troede hun,
det var naboens barn, og så siger hun straks : c Ja, nu skal
a lukke op.» Men da hun fik skåddet fra og så ud, da stod
der en bitte dreng med et stort hoved. Hun blev så bange,
at hun smed kruset og rendte ind til folkene og sagde, at der
var en lille bitte én, der havde kaldt ad hende uden for, og
hun var så angst, at hun sprang om mellem manden og
karlen. De sad begge to ved bordet og skulde til at spise
deres nadver, og manden for bordenden. Så varede det et
bitte korn, da blev hunden gal, og nu kom denher bitte trold-
dreng ind i stuen. «Hvor er du fra?» siger manden. Ja, han
var ude fra ellerne. «Det er ikke sandt,* siger manden, efor
det er mine eller, og der er ingen bygninger ude.» Drengen
han blev nu ved at gjentage lige så småt: « Lille Maren,
kom med ud.» Konen var noget rask i det, og hun siger så:
«Er du ikke sulten, vil du ikke have noget til din nætower?*
Det sagde han jo til. «Ja, så skal du min salighed også
have din julenætower her,» og hun henter en tallerken grød
og sætter den på den nedre ende af bordet og mælk til. Så
siger han: «Hvi skal a ikke have smor i min grød lige så
vel som de andre ?» Konen går da hen til de andres mælk
og laver to huller og kommer sur mælk i dem i steden for
smor: «Der har du nu smor i din grød,» siger hun. Men
han rørte det aldrig, og så tog han noget af hans lomme
som et stykke flæsk og lagde midt i grødhullet, og med det
samme slog han et skvalder op, så det rungede i hele stuen.
Den gang de havde nu afspist, og han blev ved at hviske
til pigen: «Følg med mig ud, lille Maren,* så rejste manden
sig og sagde: «Nu skal du blive fulgt ud.» Så rejste han
af, og manden og karlen bag efter, men i det samme for-
svandt han. Anden dagen kjørte manden Maren hjem til hen-
des forældre i Borup, de turde ikke beholde hende længere,
for de var jo rædde, denne her elledreng skulde få fat i hende.

Rasmus Kjær, Viliendrup.

47. Min plejemoder var barnefødt i Vinterslev, og hun

5. Lokkende ellefolk og følgeskab med dem. 13

fortalte, at hun havde set en lille pige ude i skoven af
storrelse som hende selv. Hun tykte, det lignede en pige,
hun kjendte, og så råbte hun : cBi lidt, Grete, a vil snakke
med dig.» Men det kunde være det samme, hvordan hun
løb omkring, den anden pige vendte bestandig forsiden til
hende, men hun svarte hende ikke. Så nærmede hun sig en
banke i skoven, og da hun kom dertil, så vinkede hun ad
min plejemoder, der vilde hun have haft hende hen formo-
dentlig. Men så kom møllerens kone og greb hende og sagde :
«Der skal du blive fra, Maren.» For hun havde haft to born,
der havde været ved dem, og de var nu voksne, men de var
tossede siden, og alt hvad de stræbte efter, det var at komme
derhen ig]en. Basmas Peter Mortensen, Mejlby.

48. Der sad en gang en ellekone på Bostenhqj i 0 og
råbte: «Kom her op, Per Lovring !» Men -han vilde ikke
komme. Han boede der, hvor Anders Vad nu boer.

De var så klinger i lyden og vilde så gjærne blande sig
med folk.

Ellefolkene vil forfølge folk, men kommer de til en kors-
vej, må de dér blive stående. Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

49. En pige fra Neble sad en morgen tidlig på Lang-
bjærg og malkede. Da kom der en gammel gråklædt kjæl-
ling og satte sig ved siden af hende. Hun talede intet, og
pigen heller ikke. Da hun havde malket den første ko og
gik hen til den anden, gik kjællingen med og satte sig. Men
da nu pigen fik malket den ko med, turde hun ikke mere.
Hun løb da hjem det bedste, hun kunde. At det var en trold-
kvinde, derom var hun overbevist. Chr. B.

50. Lamdrup Kohave, Svindinge, som for hundrede år
siden var et stort overdrev til fællesgræsning for Lamdrup
bymænd, er nu dels skov, dels agerland; men i den tid pi-
gerne gik herud for at malke, var der en gang en pige, som
flere gange traf en fremmed mand derude, som hun snakkede
med. Det faldt hende dog omsider underligt, og så fortalte
hun om ham hjemme. Der var da nogen, som sagde til hende,
at når han nu kom næste gang igien, så skulde hun sige til
ham, at han skulde vende sig om. Dette gjorde hun også
næste dag, og da hun derved fik ham at se på ryggen, op-
dagede bun, at han bagtil lignede en elletrumpe. Det var
altså en ellemand, hun var kommen i lag med. p. Jensen.

51. Min oldemoder på moders side hed Karen Rasmus-
datter og var født i færgegården på Ristinge, Langeland; hun
har fortalt min moder, at da hun tjente på Langeland som

14 A. Enefolk.

malkepige, var der en af datidens eliekarle, som kom til hende,
hver gang hun var i. marken for at malke, og samlede køerne
på ét sted, som jo var til stor tjeneste for hende. Men
nu blev han så længe ved med sin godhed og tjeneste, at
hun blev bange for ham og kjed af hans venskab. Så var
det en middag, da han stod og næsten gav mine til at ven-
nes med hende, at hun lager sin ene træsko af, sætter sig
ned og gjor sit behov deri ved siden af mælkebøtten, og
eliekarlen olev da så led ved hende, at han ganske forlod
hende, og hun så ham ikke mere forend mange år efter, at
hun var kommen her på Pyen at bo. Da viste han sig for
hende en gang lige i middagsstunden i deres have, men talte
ej noget til hende, og hun ej heller til ham. Siden så hun
ham aldrig mere. Det var ellers mærkeligt nok, han var
kommen her til Fyen, han måtte formodentlig have gået
over på is. D. J.

52. En pige i Hqje malkede en sommer i en mark, hvor
der var en elledreng, som bestandig drev hende køerne sam-
men på ét sted. Hun syntes imidlertid ikke om den hjælper
og fortalte det hjemme. Der var da nogen, som rådede hende
at medtage et stykke mad og bide derpå, imens hun malkede,
men hver gang hun havde bidt, skulde hun sætte det om på
sin træskohæl. Dette råd fulgte hun, men da eliedrengen så
det, spyttede han flere gange ad hende og løb sin vej og kom
aldrig mer igjen, men siden var køerne al tid spredte over
hele løkken. JEn pige fra Trunderup, Kværndrup sogn, som gik
ud i marken (Norremose) at malke, traf der al tid en lille
dreng, som drev køerne sammen for hende, så det var nemt
at få dem malkede. Men da denne dreng var af eliefolket,
var hun ikke rigtig glad ved det alligevel, og der var da
nogen som rådte hende, at hun skulde tage et stykke mad
med sig o. s. v. P. Jensen, Kværndrup.

53. Et sted var en karl bleven forelsket i en ellekjæl-
ling og havde blandet sig med hende, men så blev han kjed
af forholdet og nægtede at komme ud til hende en aften.
Ellefolkene fik dog fat i ham og rendte så med ham over
bakker og moser, så han var helt ude af sig selv. Nu hen-
vendte han sig til en klog mand, og han gav ham det råd,
at når nu ellekjællingen kom for at lokke ham med sig igjen,
skulde han gå ud i gården til hende — for ind kunde hun
ikke komme — og have en meldmad i hånden og gå og bide
af. Så skulde han gå hen på moddingen med det samme og
sætte sig der i naturlig forretning. Når hun så det, vilde hun
blive kjed af ham. Han fulgte rådet, og da hun så ham

5. Lokkende ellefolk og følgeskab med dem. 15

bære sig sådan ad, rendte hun sin vej, og han så hende ikke
mere. Anders Brøsted, Nørager.

54. Der var en ellekjælling her nede i Skagelund-skoven
nede ved Baby kjæry hun sad og gav et barn patterne inde
i skoven, og hun var hul æbag ligesom et bagtrug. Der kom-
mer så én gangende og får dether at se. De kaldte ham
den tyske Krage, for han var noget tysk i snakken, og han
var fra Dalsgården. Hun smider barnet og af sted efter ham.
Han stak jo af, da hun smed knægten, og han kom endda
lykkelig hjem, så hun fik ikke fat på ham. P. Justesen Kristensen.

55. Henne ved Rode i Skibrring sogn der vilde elle-
drengene følges hjem med hjordedrengene om aftenen. Der
var en tre gårde, de skulde til, og når de kom så tæt op til
gårdene, så sprang eliedrengene lige så stærkt, som de kunde,
ned ad eliemoradset igjen der vesten for. Peder Hansen, Hårup .

56. Min mormoder fortalte, at når hendes fader havde
været i Svendborg, var det tit, han råbte, når han kom ude
i gården: cSlukker ild og lysb Så vidste de al tid, at han
havde været i lag med ellepigerne på hjemvejen/ n. J.

57. Der var en skovfoged i Nielstrup, han havde op-
syn med Hvalløs vie. En middag, han sad dernede i skoven,
da kom der den fineste pige med en pandekage og satte på
hans knæ, og så så han til pandekagen, og han så til pigen
og vidste aldrig, hvad han skulde gjøre ved den. Endelig
tager han hans kniv op af lommen og skjærer et kors i pande-
kagen, og med det samme han havde gjort det, så forsvandt
både pige og pandekage. Hun var lige så hul på hendes ryg
som et driftetrug. Sådan fortalte manden, og han sagde også,
at han flere gange havde set nogle af deher ellepiger dandse
der nede i vierne. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

58. I Tangemosen ved Dragsholm går Væs-kjællingen om
natten og skriger og klager sig så ynkelig for derved lokke
folk ud i mosen. Hun boer i Væshcy tæt derved. Th. Leth.

59. En mand gik igjennem en skov, og uden at han
vidste hvorfra, kom en dejlig jomfru hen til ham. Hun var
så nydelig, at han aldrig havde set hendes mage. Det var
omtrent midt på dagen, og da manden havde hørt tale om
ellefolk, så tvivlede han ikke om, at det måtte være en elle-
frue. Hun talte godt for ham og søgte at lokke ham ind i
skoven, men manden var hende for klog, og til sidst sagde
han : «Vend dig om og lad mig se, om du er bag som for.?
Da hun hørte det, gik hun sin vej, og han så nu, at hun
var hul som et dejtrug. E. L.

16 A. Ellefolk.

60. I Elverhoj ved Torpe boede forhen nogle skjonne
hvidklædte jomfruer; man mener, det var eliefolk. Tit 6å
man en stor mængde linned hænge ude på hajen til torring.
En mand fra Boslunde lagde sig en nat til at sove på højen.
Da kom der to skjonne jomfruer og vilde overtale ham til
at følge med ned og blive hos dem, men han vilde ikke.
Alligevel havde de fået magt over ham, hvis ikke hanerne
nede i Torpe i det samme havde begyndt at gale, men da
var spøgelse-tiden omme. Chr. B.

61. Der var ellekvinder oppe i noget kjær, de kalder
Takh'æret. De var hule på ryggen ligesom et driftetrug. Så
boede der en skovfoged der oppe, og hans kone havde de
fået snakket for, så hun vilde med dem. Men hendes mand
og husens folk de fik lige godt hold på hende, lige idet hun
rendte -fra dem, og fik hende vendt om, og så måtte de passe
på hende for eftertiden. Jens Hattemager, Hinnerup.

6. Eliefolks sang.

62. Nede på noget kjær i Skallerup er der en del sten.
Det sted kaldes Melderåsstjcenn. Min fader fortalte, at en
gammel mand havde stået oppe på bakken og hørt eliefruen
sidde der nede og synge. Kjæret går ud imod fjorden, da
her er en vig, som kaldes Båurwig. Lærer Dissing, Erslev.

63. To karle, der lå ved et gjærde nær Brændtebjcerg
ior at sove til middag, fik. oje på eliefruen, der kom hen imod
dem. Da sagde den ene : «Nu skal vi lade, som om vi sover,
så synger hun kan ske, det skal være så pænt at høre.*
Da eliefruen var kommen nogle skridt forbi dem, satte hun
sig ved gjærdet og sang så nydeligt, så det var mageløst
De lå begge to så stille som en mus for ikke at forstyrre
hende. Da middagssovnstiden var forbi, måtte de jo rejse sig
sig, men da løb også eliefruen. A. N.

64. Sønderhave kaldes en skov, der ligger omtrent syd
for Kværndrup by, og her har for været mange ellefolk. Den
gamle Peder Skovfoged var godt kjendt med dem og vidste,
hvor de var. «Du må komme til mig ved middag eller ved
midnat, så skal jeg vise dig dem !» sagde han til Jens Pe-
dersen i Øksenhave, Bobjærg mark. Men han gik dog aldrig
med ham. Derimod kunde Jens Pedersens kone og pige høre
ellefolkene spille og synge i skoven, når de var ude at malke
på den del af marken, der lå ud til Sønderhave. Holdt de

6. Eliefolks sang. 17

så op med at malke, var alt roligt, så længe de lyttede, men
så snart de begyndte at malke, kunde de høre musiken igjen.
Omtrent midt i Sønderhave til venstre for den store vej,
når vi kommer fra Kværndrup, lå i gammel tid et hus, og
her boede Marker (Markvara) Sønderhave, hans born gik i
skoven og legede med ellefolkéne, men så var de næsten også
helt vilde, når de havde været derude.

Der var en gang en mand, som brændte kulmiler imel-
lem Sønderhave og Kværndrup, omtrent der, hvor Hans
Kristensens gård ligger, og da kom der en ellek vinde og satte
sig ned ved kulmilerne for at varme sig, men så tog manden
en brand og stak imellem benene på hende. Hun hujede og
skreg og løb af sted, men næste morgen var alle milerne fuld-
stændig spredte til alle sider. P. Jensen, Kværndrup.

•

65. Der stod nogle elle oppe ved Festibak ved Jordbodal.
Der går sådan en rund (lavning) derop, og oppe ved enden af
den rund stod ellene. Vi born skulde med vor moder der
op at plukke eliebark. Det brugte vi at farve i. «Nu skal
I få eliefolkene at høre,» sagde hun. Det var sådan nogne
bitte små nogne, små gronne drenge med røde luer på. Hun
sagde, at hun havde hørt dem synge og set bjærgdrengene løbe
ind og ud af bakken, og så løb de og legede der ude. Hun
sagde fremdeles, at der stod lys og brændte der ude, og hvor
de lys var, der var ellefolkéne. Men visa dem ikke. «Ja, de
er der såmænd alligevel,* sagde hun. Hans Pallesens enke, Ry.

66. Hans Mørk i Vinkel tjente i Ronge, og der var
noget, de kaldte Æleshave, det hørte til Sønder- Tulstrup gård.
Så kunde han høre, mens han gik og flyttede kreaturerne,
hvordan eliefolkene de sang der inde i ellerne og førte de
fineste stemmer, og det var den dejligste sang, somme tider
hojt og somme tider så fint, så fint. Så vilde han liste sig
derhen og høre nojére efter, men så snart han kom til træ-
erne, var det forbi. Han fik dem aldrig at se, men han sagde :
cDet er Gud hjælpe mig sandt, a hørte det.»

Odsgård. Basmus Nielsen m. fl. •

67. Der var ellefolk i elieskifterne i Elling skov. De
var sådan til at synge, og folk har gået efter at høre dem,
men så blev de tåbelige. Et kvindfolk fra Elling kom til
dem og blev vildt og tåbeligt, og siden vilde hun følge dem.
De spillede også. Jens Pedersen, Ris.

68. I gamle dage var der i skoven ved Rydhave en
ellepige. Om aftenen kunde folk høre hendes sang og turde
ikke gå i skoven. En karl, som tjente på gården, fandt me-

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemund a. II. 2

18 A. Ellefolk.

gen behag i sangen og gik en aften i skoven, hvor han modte
ellepigen. Hun fulgte imod hans vilje med hjem i hans kam-
mer og var ikke til at få derfra, for der kom tre præster, som
fik hende til at forlade gården. Jens Nielsen, Ringkjøbing.

7. Elleskudte.

69. En dreng i Smorumovre, der i efterhosten skulde
finde noget kvæg om aftenen, kom til eliefruen, og hun gjorde
hans hoved forvirret. Ellepigerne dandser ellers st.-Hansnat.

V. Boye.

70. En karl fra Termestrup plojede en dag i marken
uden for byen. Kjøres venden bemærkede, at han af og til
lo. Da der var gået en times tid, løb han væk og kom til-
bage igjen efter nok en times forløb, helt mismodig og bleg.
Han havde nu været i selskab med diekvinderne. R. H. K.

71. «Mallemusse-grete» hedder et spøgelse, som huserer
i Maglemose ved Hallerup skov; men jeg tror ellers nok, at
hun ikke er så slem nu, som hun for har været, for nu er
mosen opdyrket. Den gang, da den lå hen som ellemose, skulde
man helst tage sig i agt for at komme der ved aftenstide,
ellers blev man elleskudt. Kræmrekaren, da hun tjente til
Grigges, hun blev da elleskudt, og det var bare, fordi hun
kom ud og malke så meget silde en aften i hosten. Hun blev
syg på stedet og lå syg længe, var helt tosset og forvildret
i hovedet, men hun kom sig dog til sidst. Hun så en skik-
kelse, siger hendes moder, og den havde fat i hende og ryst-
ede hende. Karen Toxværd, SiJlestrup.

72. I Lindeskoven ligger en temmelig stor sten med en
hulning i overfladen som af et sæde; det er mærke af, at
skovfruen eller ellefruen, hvad hun nu er, plejer at sidde der.
I Hallerup skov er en lignende sten, der har «Mallemusse-
grete» sit sæde; ja, lige i de sidste år, har en gammel kone
fra Tjæreby set hende sidde der, når det blev lidt silde om
aftenen, for konen gik hjem med sit bundt brænde på ryggen.
«Mallemusse-grete» driver sit spil i Maglemose, som strækker
sig ind igjennem Hallerup og et stykke på hver side. Hun
har på tider været slem nok. Sådan var der en karl i Sønder-
Vedby, han lever for resten endnu som en gammel mand, han
var en aften silde ude med hestene i Maglemose, og der ser
han lidt henne sådan en pæn pige. Nu, han fik lyst til at
snakke med pigen og gik hen efter hende, men hun gik fra

7. Elleskudte. 19

ham ; så løb han for at nå heade, men hun løb også, og så-
dan gik det i nogen tid, indtil han var hende ganske nær,
så var det en gammel hul pil, som stod der og var halvt
udgået. Men så blev karlen helt vild og tosset og var syg
i lang tid efter. Karen Toxværd, SilJestrup.

73. Det er endnu en vedtægt, at de unge karle, når de
i visse egne afmejer høet på engene, ej lægger deres leer af
hænderne, forend de har strøget dem. Hvis dette bliver for-
somt, skal ellekonerne kunne lægge leerne, og da er slætte-
karlene grebne af kjærlighed til dem. Hansen, Borbjærg.

74. En pige har fortalt, at da hun var fuldvoksen, lå hun
og sov i en ellemose. Men da hun rejste sig, var hun for
styrret i hovedet og blev siden rent tosset. Da hun var tyve
år, blev hun dobt i kirken og blev straks bedre. N. J.

75. I en af de midterste gårde i Trunderup, kaldet
Stærbogården, tjente en pige, som traf på en ellemand i
marken, en gang hun var ude at malke, og snakkede med
ham. Da hun var kommen hjem og havde fået mælken siet
og ordnet, var hun som helt forstyrret og vilde ud til elle-
manden igjen. Det var med nød og næppe, at man fik hende
forhindret deri. p. Jensen, Kværndrup.

76. I skoven på ifogrø gik beboernes kvæg løst i fællig,
og når nu pigerne, som ralgtes ad ud at malke, havde malket
hver sine køer, kaldte de på hverandre for at følges ad hjem.
men en dag, som de skulde til at gå hjem, manglede den ene
pige, som slet ikke vilde svare, hvor meget de end kaldte. Til
sidst gik de omkring for at lede hende op og traf hende da
enlig siddende i en ellemose ganske forvirret i hovedet. De
fik hende med nød og næppe hjem med, og her fortalte hun ,
at der ved ellemosen var kommen en sådan dejlig mand til
hende og havde spurgt hende, om hun vilde være hans kjæ-
reste, og ved sin tale bedåret hende, så at hun ikke kunde
komme væk fra ham; han havde også lokket hende til, at
hun ikke skulde svare, når de andre piger kaldte på hende.
Siden skulde hun hver gang ned til ellemosen, men en gang
gav nogen hende det råd, at når ellekongen kom igjen, skulde
hun tre gange sige til ham : « Vend dig, at jeg kan se, om
du er bag som for.» Dette gjorde hun næste gang, og da
hun nu så, at han var hul bagtil, råbte hun : «Nej fy, du er
jo så hul som et dejtrug !» hvorpå han forlod hende, og siden
den tid havde hun fred for ham. Lærer Hansen.

77. Oppe i den vestlige udkant af Nordskoven i Horns

2*

20 A. Eliefolk.

herred har der for været en mose ved navn Smedemose ; nu
ligger den udenfor skoven og er pløjeland. Om den var det
et almindeligt sagn, at det ikke var rigtig fat i den. En gang
red en mand igjennem skoven på en hingst, og da han kom
forbi Smedemose, hørte han en dejlig musik af horn og andre
blæsende instrumenter ligesom regimentsmusik. Han stands-
ede sin hest for at høre derpå, men på øjeblikket blev hesten
løbsk, snøftede og fnøs, så at han ikke kunde styre den, men
tog i fuld fart vejen hjemad og løb lige imod en smal låge,
hvor der ikke var plads for rytteren til at komme ind uden
at blive rendt fordærvet. I sidste ojeblik fik han dog tid til
at lade sig glide ned af hesten, så at han slap godt derfra.
Han troede fuldt og fast, at hesten måtte have set ting, som
han ikke kunde se.

En anden gang havde folkene fra en nærliggende gård
været til høslæt i mosen. Om aftenen savnede de en halv-
voksen, lidt tåbelig knøs, der hed Niels. De troede da, at
han var gået forud hjem, men da de heller ikke fandt ham
på gården, gik de på ny ud i mosen, sdgte efter ham og
kaldte på ham. Da hørte de, at der med en spæd rost råbtes :
« Niels, Niels !» snart hist og snart her, og Niels's stemme,
der svarede: «Ja, her er jeg!» De gik efter stemmen, men
når de kom derhen, hvorfra den lød, var Niels der ikke, og
da lød stemmen et andet sted, så at de til sidst var nær ved
at blive vildfarende. Endelig så de Niels komme løbende i
fuld fart mellem tuerne. Han løb lige forbi dem uden at se
dem, og da de så fik ham opløbet, var han helt vild. « Hører
I ikke, hvor de kalder på mig?> råbte han og vilde på ny
rive sig løs. Han fortalte dem, at en kvinde, som stod inde
i mosen og kaldte ham ved navn, var løbet foran ham og
stadig ved sin kalden havde lokket ham dybere ind i mosen.
Man antog, at det var en els, som man på den egn kalder
eliekvinderne. Fra den tid var drengen endnu mere tosset i
hovedet end for. Anna 8tolpe, Rjobenbavn.

78. Der ligger en gård syd for Egeskov, men ikke langt
derfra, som hedder Skjærningegården. Der tjente en dreng
for et halvt hundred år siden. Om ham fortælles der, at
han en gang var bleven noget sær og vilde al tid ned i Kal-s-
vådet, en stor eng, som ligger syd for gården, om aftenen.
Folkene kunde da aldrig vide, hvad der var ved det, men så
skete det en dag, de kom ned i engen, hvor drengen lå. og
sov, at de fik at se, der løb flere små gronne drenge eller
ellefolk omkring ham. Heraf sluttede folkene da, at det var
disse gronne drenge, der havde haft deres spil med drengen
og gjort ham ellevild. Folkene fik dog lykkeligvis drengen

7. Elieskud te. 21

snakket fra at komme der mere, end ban nødtes til, og det
gik også helt over med ham igjen. Sødinge skole.

79. Ellekvinderne var i elle og moradser. De var så
slemme efter karlfolkene, og når de kom til at gå til dem,
så var der ingen mulig råd for, at de kunde lade det være.
Så gik de og tærtes hen. De kvinder var kjonne fortil, men
bagtil hule som et droftetrug. Niels Simonsen, Vejrum.

80. Der var en karl, som var så stolt, at han sagde,
hver gang han dandsede: «Her kommer Gudfader og 6ud
den Helligånd.* Samme karl slog en gang hø, og da ønskede
han, at han havde sin kjæreste hos sig. Da kom der en elle-
pige fra lÅUbjærg og sov hos ham, og hun kom til ham hver
nat derefter. Så blev karlen tåbelig, og han gik til præsten
for at søge råd, men han åbenbarede ham ikke sandheden.
Da hørte de i det samme, at ellepigen råbte: «Du har lovet
at ægte mig!» men de kunde ikke se hende. Han vilde nu
rejse fra hende og sejlede over et stort vand, men hun fulgte
lige godt med og græmmede ham til døde. Nik. Christensen,

Elle bjærg ligger i Tisted sogn i Hobro-egnen.

81. Lars Jensen, der boede i Stubberup,, tjente i sin
ungdom i Mosegården i Dalby, og på dens mark er tvende
småskove, af hvilke den ene for en del består af sumpet elle-
krat. Det var i forsommeren, og de havde haft slågilde. Lars
Jensen var en vild krabat til at dandse, og det var næsten
dag, for gildet var forbi. Så siger han til lille-drengen: «Du
må gjærne gå hen og lægge dig, så skal jeg nok flytte bæst-
erne. » Han går ud til dem, de stod i eller tæt ved elleskoven.
Efter flytningen lagde ban sig ned i græsset, for han var træt
og tung i hovedet og faldt i sovn, men vågnede, lige i det
solen stod op, og så et ungt, smukt fruentimmer, klædt som
bondepige, stå over ham og pille i hans knapper. Han troede,
det varen af pigerne fra gildet, og sagde: «Hvi kan du ikke
lade mig sove i ro?» Men han gjorde sig nu nftjere kjendt
med hende, end han vel turde, og først bag efter mærkede
han, at det var galt fat. Ti fra den tid måtte han besøge
hende i skoven hver nat og kunde aldrig have ro til at blive
i sin seng. Gik han ikke en vis tid hver aften, så kom hun
selv og hentede ham. Til sidst gik det så vidt, at hun kom
efter ham midt på dagen, og folkene i gården så hende ofte
uden for vinduet, og når hun kom der, måtte han af sted.
Dog fik hun ikke så megen magt over ham, at hun kunde
beholde ham. Hun var tit i færd med ham om, at han skude
følge med hende hjem, der skulde han få mange herligheder
at se; men det vilde han ikke, han var bange for, at deres

22 A. Ellefolk.

mandfolk skulde gjøre ham fortræd. Nej, det havde ingen
nød; sagde hun, bare han vilde følge med, så skulde han få
det godt, og var han ikke tilfreds med hende, så kunde han
få hendes søster, der var meget kjonnere end hun, og hvad
hun nu kunde sige. Men hun fik ikke bugt med ham. Det
blev således ved til hen på efteråret; han blev mere og mere
afkræftet og frygtede for, at han ikke kunde stå hende imod
længer. Han s5gte da til præsten, som kom og lod ham lægge
sig i sengen, gav ham sakramentet og bredte messehagelen
over ham. Nu vidste de nok, hun vilde komme, og hun kom
også og vilde have ham med sig, men kunde ikke. Præsten
sagde til hende, at nu måtte hun tage ham, hvis hun kunde,
og hvis ikke, så fik hun ikke noget at gjøre med ham tiere.
Sa måtte hun gå med uforrettet sag, og ira den tid blev Lars
Jensen fri for hende, men det var nok også på det yderste
med ham. Det har nok været en ellepige, men hul i ryggen
var hun ikke, som dog folk vil sige, den slags skal være. a. G. P.

82. Mens min moder tjente hos Jens Hansen i Tågeby,
tjente der en pige hos sognefogden, som hed Maren. I den
tid gik alt kvæget løst på de fælles byjorder om efteråret, og
når det var koldt, vilde de jo gjærne gå hen i skoven, som
der er meget at der omkring. Nu skulde pigen en aften ud
at malke, og da hun kom derud, var kvæget henne i en mose,
som kaldtes Rævemosen, i Tågeby Kohave. Den var meget
berygtet for eliefolk, og ingen holdt af at gå forbi den om
aftenen. Lige uden for skoven ligger en hqj, Trcehoj, der for
resten bliver brugt endnu som sømærke. Da hun. havde
malket og skulde hjemad og så kom lige ud for Træhoj, kom-
mer der en fin jomfru ud fra hojen, og en lille hund, som
pigen havde med sig, foer lige ind mod jomfruen. Pigen gik
nen imod hende, der så meget rar ud, og kaldte ad hunden.
Jomfruen indbød nende til at komme hen i Rævemosen, tor der
skulde være bal om natten. Pigen vilde grumme gjærne have
været med straks, men hun skulde først hjem med mælken,
og rendte så, hvad hun kunde, alt imens hun spildte dygtig
af den. Hun løb ind i stegerset og satte spanden, så mælken
floj over alle bredder. Hun vilde nu straks til at af sted igjen,
men konen, som stod der ude, blev vred og skjældte ud/for
det hun sådan spildte mælken. Ja, hun skulde skynde sig, sagde
hun, for hun skulde til bal. «Nej, du skal værsågod at blive
her og hjælpe mig at si mælken. » Der var ingen andre hjemme
end en husmand, der stod og tarsk, og da nu pigen løb,
sprang konen bag efter og fik fat i hendes skjort. Hun slog
efter konen, der så fik kaldt på husmanden, og han kom og
hjalp hende med at få pigen i seng, og så fik de stobt bly

7. Elleskudte. 23

over hende. Det hjalp dog ikke lige straks, men til sidst blev
hun så dygtig, at hun blev gift. Hun kom sig dog aldrig
rigtig. H. P. Nielsen, Sejling.

83. I Mern sogn er der to gårde, som kaldes Skalsby-
gårdene. Den ene beboedes for en halvtredsindstyve år siden

af Rasmus Bosens enke. Hun havde den i livsfæste og havde
en son, Peder Rasmussen, der bestyrede gården. Hver gang
de skulde bage, skulde de ind i skoven og stjæle brænde til
bagningen. På den tid tjente en pige i gården, som hed Bo-
dil, og hun skulde hjælpe til med det. Skoven kaldtes Jens
Bæs Kohave. Sonnen og karlen skulde bjærge brændet. Den
ene skulde skjære det ned, og den anden slæbe det ud, og
imidlertid skulde pigen gå og se efter, at skovfogden ikke
skulde komme. En gang var de atter ude på fangst, og de
blev færdige med deres, men da de nu skulde se efter pigen,
var hun forsvunden. Peder Rasmussen kaldte ad hende, men
fik intet svar, og de var nu bange for, at hun var gået vild.
Så råbte han igjen, og da måtte hun til at svare, men det
var fra en helt anden kant af skoven. De fik hende så fundet,
men da var hun helt forstyrret i hovedet. Hun vilde ikke
med hjem og sagde, at hun skulde hen i Langemose til bal,
så de måtte tage hende med magt og slæbe hende hjem. Hun
kom i seng, og de kunde nok forstå, hvad der var ved det
med hende, hvorfor de fik hentet en kone, der kunde støbe
bly over hende, og så blev hun da rask igjen. Så længe hun
levede, kunde hun godt huske, hvad hun havde set, og for-
talte det. Da hun gik der inde og lyttede, syntes hun, at
det på én gang blev så underlig lyst omkring hende, og så
kom der to små drenge og tog fat i hver sin hånd af hende.
De fortalte, at de boede der ude i Langemose, og den ene
hed Svip, og den anden bed Glooje. De bad hende så meget
om at komme ud og dandse med dem, for eliefolkene skulde
have bal der ude i ellemosen om natten. Hun fulgte så med
dem fra Langemose op til en anden mose, der kaldes Karen
Bondes mose, og var så svært glad ved at gå og tale med
dem. Da var det, hun hørte, Peder Rasmussen kaldte ad
hende. Første gang vilde hun ikke svare, da hun nødig vilde
skilles fra drengene, men da han kaldte anden gang, syntes
hun ikke, hun kunde lade det være, men aldrig så snart hun
havde svaret, var drengene væk, og al ting var så bælmørkt
om hende, at hun ikke kunde finde vej eller sti, men så kom
karlene da og fandt hende. H. P. Nielsen, Sejling.

84. Ude i Skjælby er der en mand, og han er bleven
jordskudt. Det var en dag, han var ude at ploje, så lige

24 A. Ellefolk.

med ét kom der lige som et puf op af jorden, og så trillede

der lige som et sort negle ben ad ruren foran ham. Han faldt

naturligvis og blev helt syg og tosset i hovedet; kom sig

gjorde han jo, men der er da dem, der mener, at han har

en lille »nært endnu.

Det var. mens han var dreng, han blev jordskudt, men nn er
han mellem 40 og 60 år. Karen Toxværd, Sillestrup.

85. Karen Bødker fortæller: Den gang jeg var barn og
var hjemme i Bruserup, så var jeg og mine brodre ude at
forsyne kreaturerne. Drengene vandede kvæget, men så vilde
de ikke flytte fårene, det skulde jeg. Jeg gik så også hen
til dem og begyndte at flytte dem, men lige med et kom der
et pust op af jorden lige ved det ene lam, så det faldt, og
der stod en røg og porr, så det var rent forskrækkeligt. Det
kan nok være, jeg blev kyst og gav mig til at skrige og løbe
bjem. «Fa'er og mo'er!» råbte jeg, «skynd jer at komme,
det røger op af jorden, og det ene lam er død.» Herregud,
jeg vidste jo aldrig, hvordan det kunde være ; men mine for-
ældre vidste straks, at så var lammet jordskudt; og meget
rigtig, da vi kom derhen, var lammet død og blev død, og
der var kommen tre blå pletter under bugen på det. Vi skar
straks halsen over, så blodet kunde løbe af, og brugte natur-
ligvis sulet, det fejlede jo ingen ting. K. Toxværd, Sillestrup.

8. Ellefolks dands.

86. Når moserne damper stærkt, siger man, at elle-
pigerne dandser. F. L. Grundtvig.

87. I Vester-Assels er en stor hoj, hvorpå ellepigerne
dandser om aftenen. Man har også hørt hammerslag der inde,
og en kone har set smeden kjøre ind i hfljen på en glødende
vogn. Gamle folk har tit fortalt om den smed. p. k. M.

88. En gammel kone, som var født i disted på Fyen,
fortalte for sin datter, at da hun var barn, så hendes moder
ellefolk, aldeles hule i ryggen, og da bornene bad moderen
om lov til også at få dem at se, krøb de op på en grøfte-
vold og så eliefolkene dandse i ellekrattet der inden for.

Fortalt af konens datter, smed Rasmus Kristensens enke på
Lørup mark. Lars Frederiksen.

89. EUekjællingerne dandsede i Bagtyk syd for Tarup.
Der var et helgenbillede i Avning kirketårn, og det sagde
man var en ellekjælling, for hun var hul i ryggen. Tarup.

8. Ellefolks dands. 25

90. Min fader gik en gang til Hranstrup og skulde
gjøre hove. Så kom lian forbi Gjøtrupbjærg, og der vilde
han vente efter en anden, som også skulde komme, og så
satte han sig ved bjærget. Da hører han knap efter noget, der
rasler, og så ser han to jomfruer, der dandser. Så mente han,
de begjærede, at han skulde dandse med dem, men da fik
han at se, at de var hule i ryggen, og så listede han af. Da
ban kom til Hvanstrup, fortalte han jo, hvad der var hændet
ham, men de overbegrinte Inm. Poul Snedker, Farsø.

91. På Alken mark i Skanderborg-egnen ligger Dak-
bjcerg, der måler omtrent tyve fod fra grundfladen til toppen.
Her boede for nogle år siden en del eliefolk. Hver aften, når solen
var gået ned, blev h5jen lettet og sat på store sten, og så
dacdscde de. Folk, som kom forbi, kunde godt se dem, men de
fik dem kun at se forfra, hvor de så meget kjonne ud. En
hyrdedreng fra Alken, som havde været ude at sætte kvæget
til nat, kom på hjemvejen der forbi. Han blev stående for at
se på dandsen. Lidt efter kom en ellepige hen og bød ham
op til dands og han gik med hende uden at tænke på no-
get. Næste morgen gik nogle folk forbi hojen, og de fandt
hans lig, han var datidset ihjel af ellepigen. k. P. Dalin.

92. Kohule er et stort dalstrøg mellem Hardldslund og
Tåstrup marker. Her boede ellefolk, som kom frem i skum-
ringen og dandsede. Folk, som sent på dagen færdedes i
denne dal, skulde sorge for at komme derfra inden solens
nedgang, da elietojet ellers let kunde føre dem med sig ned
i sumpen. Hvis man fik nogen af ellefolket at se, skulde
man kaste en sten eller en kjæp over hovedet på, dem, så
forsvandt de. Lærer Jensen, Lading.

93. Min bedstemoders søster har fortalt, at hun har set
ellepiger dandse i Tebsirup skov. Det havde regnet så stærkt,
og ovenpå var det blevet så dejligt solskin. Så kom de ud
af et tæt krat på en åben plads på engen og morede sig for-
træffelig, både mandfolk og kvindeskikkelser. Hun var fra en
gård tæt ved skoven, sad og syede og skulde se efter køerne.

Jens Andersen, Te bs trup.

94. En mand, der boede ved en af de strandmoser, der
fra Jægerspris skove strækker sig ud imod Roskilde fjord,
var en dag med sin halvoksne datter ude at rive hø i engene.
1 middagsstunden lagde de sig til hvile ved en hov tæt ved
en ellemose, der var i skovkanten. Da de var ved at sove,
Wte de en nydelig musik fra mosen, og som de hørte på
<fet, kom en smuk jomfru dand sende efter musikken ud af

26 A. Ellefolk.

mosen og hen imod dem. Datteren rejste sig og vilde dandse
hende i møde, men den gamle holdt på hende og tvang hende
til at lægge sig næsegrus ned i hoven og ikke se på elsen
(diekvinden). «Lad os se,» sagde den gamle, «om du ser ud bag,
som du ser ud for.» Da vendte elsen sig om, og så korn der
sådan en storm, at høet fra hoven hvirvlede hojt op om dem,
men i steden for elsen så de kun en elietrunte. «Men hvad
er dog det? » råbte datteren. «A, når hun først har f . . .t af,»
svarede den gamle, «så går det nok over.» Og med det
samme hørte musik og storm op, og elletrunten forsvandt.

Anna Stolpe, KjObenhavn.

95. I Alling var der en pige, der gik og passede en
ko, og så kom der nogle ellefolk til hende og dandste med
hende, og hun kunde ikke blive skilt ved dem. Hun var snart
helt fra sandsen, da de kom til hende. Jens Pedersen, Jævngyde.

96. En ung karl, Jens Bovens, der var hjorde ude i
skoven, kom om ved et sted, de kalder de døde eller. Så
kom han ikke hjem om middagen med køerne, og de skulde
ud og lede om ham, og da de fandt ham, var han helt van-
vittig. EUefolkene havde dandst med ham, og siden den tid
vokste han ikke. Han blev ikke storre end en lille dreng
nogen sinde. Jens Pedersen, Jævngyde.

97. De* har også snakket om ellefolk på denher bymark

her ude ved skoven. Det er i noget, de kalder de dqjer eller,

og har al tid kaldt dem sådan. De skal have været efter en

hjordedreng og vilde have ham med dem, og havde en grumme

tummel med ham. Men så korn moderen og fik ham reddet.

Ole Povlsen, Jævngyde.

98. Nede ved Skjodstrup var der en hoj, der var så
mange elle ved siden af, og der var mange ellefolk. De
dandste så gjævt oppe ved hdjen. Så var der en dreng, der
gik og gandede (o: vogtede) kreaturerne, han havde sådan

E laser af at se på dem. Til sidst omkredsede de drengen, og
an kunde ikke komme ud nogen steder. Deres karl han
plovede knap derved, og så red han ind i kredsen og snap-
pede drengen og red hjem med ham. Men drengen han var
så sær alle tider siden. Det var al tid hans mundheld, han
vilde ud til eliefolkene. Margrete Jensdatter, Mejlby.

99. En snedker i Nielstrtip gik ned i skoven om mid-
dagen og dandste med ellekjællingerne, ilav han skulde have
sovet middagssøvn. Men han blev så mager af det og kom
til at se så ringe ud. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

100. Det var i Balle, deres flyttehjorde blev henne en

8. Ellefolks dands. 27

gang og var væk i otte dage. De mente, at han var gået i
et hul og druknet. Men så en dag, de gik og mejede, da fik
de at se, at der kom en hel flok pæne jomfruer ud af et hurl
elle og gik og dandsede, og der imellem var jo drengen.
Karlen smed nu bjollen og sprang lige ind imellem dem og
snappede drengen. Jomfruerne sagde ingen ting, men stod
og så på ham en lidt, og så vendte de dem omkring og
rejste ind i ellene igjen. Drengen kunde ingen ting fortælle,
andt end han havde været imellem de pæne damer, og han var
siden ikke rigtig i hovedet. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

101. En karl og en dreng fra Niels Lets gård i Kvotrup
var nede i Ris skov en dag, og da fik drengen at se, hvor-
dan ellekjæUingerne dandsede. Da de så var komne hjem,
og karlen stod inde i loen og skar hakkelse, var drengen
bleven henne. Han sprang så tilbage til skoven og fik fat
i drengen og fik ham hjem. Han havde jo fået lyst til at
løbe derned igjen. Kristiane Pedersdatter, Kvotrup.

102. Kusk-Jakob'es son, Kusk-Mads, fik en ellevildelse,
mens han som stor dreng var hjemme ved hans fader i
Byatrup. Når det kom på ham, rendte han ned i en torve-
mose mellem Stilling og Bjatrup, de kalder Norre-mose, og
der var nogle kvindfolk, der tog imod ham og dandste med
ham. Så vilde hans forældre have præsten i BUgind derover
og følge med ham derned. Han kom også, og drengen førte
dem nu hen til et hul og sagde, at der fik de små folk ham
med ned. Det hul var ved en ellebusk. Da han siden kom
på sessionen, vilde faderen have ham taget fri, og han fortalte,
at når sonnen satte ned til ellekonen, kunde han rende så
stærkt, at ingen hest kunde rende ham op. Ja, så sagde
sessionsherrerne for plaser, at de vilde have ham til jæger,
men de tog ham slet ikke, for han var for bitte.

Kytter-Niels, Hdrning.

103. En småmand i Bramstrup vai kommen i lag med
ellekjæUingerne, de understøttede ham og gav ham en god
forplejning, men han skulde møde visse dage hver uge hos
dem på et bestemt sted, og det var ovre i Radbjærg hede,
der havde de dands og lystighed, og så skulde han dandse
med dem. Det samkvem blev han nu ved med i flere år, og
de betalte ham godt for at komme der. Endelig bliver han
lidt gammel og kan ikke stå ved det længere, og så blev han
da hjemme. Der var jo mange forsamlede, og han skulde
dandse med dem alle sammen. Så blev de fornærmede på
ham, og en aften, han havde været til mølle i Alstrup mølle,
så træffede de ham pa vejen, og der klemte de ham ihjel.

Basmus Kjær, Viliendrup.

28 A. Ellefolk.

104. En pige, der var fra en gård inde i Oalten by,
skulde sætte farene til ly ude på marken, for det var sådan
et strængt vejr, og så satte hun dem nede ved purrerne i elle-
kjæret. Men der kommer hun til nogle voslinger, og dem var
hun ved til langt ud på natten. Hun sagde siden, at der var
nogle, der spillede, og de andre dandste, og hun dandste med dem.
Der var båae mandfolk og kvindfolk, og de var i røde bindærmer.
Hun kom endelig hjem hen ad morgenen og sogte selv hen-
des seng. Så kaldte folkene på hende, at hun skulde ud at
malke, og hun stod op, men hun kunde ikke snakke, ikke
heller få hendes mund op, det var, ligesom deu var helt vristet
sammen. Da de kunde nu ikke ørke et ord af hende, så
blev de rædde og fik bud efter en klog mand, der boede ude
i Låsby elleskov. Han sagde, at hun havde dandst med elle-
folkene, og nu skulde de føre hende derud igjen ; en mand
skulde gå ved hver side af hende, og selv skulde hun ride
på et limeskaft. Når de kom så vidt, at hun kunde se elle-
folkene, så skulde de føre hende tilbage igjen. Han vristede
så munden op på hende med en sølvske, og de kom af sted.
Endelig kunde hun se dem, og så gav hun et skrig og sagde :
«Der er de !» Med det samme vilde hun have løbet hen til
dem, men mændene holdt i hende og trak hende med til-
bage. Hun kom nu hjem og var frelst og fortalte hele rede-
ligheden; men hun holdt aldrig siden af at tale om det, og
var ellers noget sær siden den tid. A kan huske hende som
gammel kone, hun var gift med Jens Snedker, og de kaldte
hende Karen Snedkers. Ane Margrete Sørensdatter, SkjOrring.

105. Ellefolkene boer under elietrunterne og kommer kun
frem om sommernætterne for at holde dands. Ved den
tid er det farligt at komme ellemoserne nær, da ellefolkene
vil drage folk til sig. Bliver man forgjort af dem, er der
ikke andre råd end at støbe bly over dem. Så vidt jeg véd,
bestod det i at smælte bly og hælde ud i en skål vand over
den syges hoved. Så dannede der sig figurer i vandet af
blyet, og de skulde forklare trolddommen. Det var også
farligt at komme ned i ellemosen i middagsstunden. Om
sommeren lå den tor, men om vinteren stod den under vand,
og da ragede elletrun terne op som en mængde småøer. For-
neden bortskyllede så vandet de løse dele, og derved dan-
nedes dybe huller ind iraellem rodderne. Når vi born så om
sommeren gik og plukkede hindbær, var vi næsten helt bange
for at gå der, og fulde af angst keg vi stadig ind under elle-
trunterne. H. P. Nielsen, Sejling.

0. Taget af ellefolk. 29

9. Taget af ellefolk.

106. Gamle Johanne har fortalt, at der var ellefolk i
Havreballe skov. En karl, der var ude at lede efter nogle
hoveder en middag, var kommen til dem, og de dandsede
med ham, og han gik ned til dem hver dag til en bestemt
tid, og han viste folk, hvor han gik ned. Det var ved en
elierod. Men når han var hjemme, var han så sær og kunde
hverken sand se eller samle. Der måtte tre præster til ham
og læse for ham, inden de fik ham løst ud af det. Så var
han rele efter den tid, men han skulde jo passe på ikke at
komme der ud mere. M. H. og J. B.

107. En ung pige, der hed Gjertrud, fra Satrup mark
— det hører for resten til Hylke sogn — hun gik til elle-
folkene i skoven tæt ved og var aldrig fra dem. Hun kom
ind til forældrene en gang imellem, men så smuttede hun
igjen, og de kunde ikke passe hende. Hun var sær og blev
sær, til nun døde. De ellefolk sang så godt Ris.

108. I krattet ved Haverslund var det fuldt af ellepiger,
og i byen boede en mand, som havde en smuk son ved
navn Tammes (Thomas). Ham havde eliekvinderne et godt
oje til, og når han sildig om aftenen drev kvæget ned i
folden, hørte han på deres sang og spil og så' på deres dands.
Tit blev han længe borte, og så skjændte faderen på ham,
men hans længsel forøgedes så meget des mere. Endelig en
silde aften, vovede han sig så nær, at de slog kreds om ham,
og så kom han ikke mere hjem. Forældre ventede forgjæves
i tre år på ham. Da hørte de tale om en klog kone, der
skulde kunne hjælpe, og de fik hende derned en vis aften
og ventede udenfor krattet med spændt opmærksomhed. En-
delig hørte dandsen op, og ellepigerne forsvandt, men der lå
noget på jorden, og det var Tammes. Men han var død. De
havde dandset ham ihjel, og blodet flød ud af næse og mund.
Efter den tid vilde intet lykkes hos Nis Tamsen, hvorimod
alt lykkedes, mens sonnen var hos ellepigerne. Det var omtrent
år 1700, da hr. Peder Thæde var præst i Osterløgum. A. L.

109. Ved Knud Andersens gård i Bubbel var der i
gamle dage ellefolk. En gang konen i gården havde gjort
barsel, gik hun ud, inden hun havde holdt sin kirkegang. Da
kom én af ellefolkene efter hende og greb fat i hende, men
hun sled sig fra ham og rendte hjem efter kjøkkendoren, alt
hvad hun kunde, og råbte, at de skulde lukke op. Men in-
den dette skete, tog ellemanden hende. K. P. Dalin.

30 A. Ellefolk.

110. I gamle dage var der en ellemose ved Stågerup,
Otterup sogn, og man sagde, at der var ellefolk, og det
hændte sig en gang, at en pige, der tjente i den gård, som
oven nævnte ellemose tilhørte, var ude at malke og kom da til
eliefolkene. Det skete da tit, at hun blev for sildig borte,
hvorfor hendes madmoder vilde vide, hvordan det forholdt sig.
Hun sagde, at hun havde en ellemand til kjæreste, og det
var ham, hun talte med. Derfor var hun så sent på færde.
cHam skal du lade fare,* sagde madmoderen, cog når du
skal der ud igjen, så skal du have et stykke smorrebrød med,
og det skal du begynde at spise, når han kommer, så har
han ingen magt over dig mere. Men det vilde pigen ikke,
og straks efter blev hun borte, og ingen hørte mere til hende.

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.

10. Eliefolk i husene.

111. I byen Binderup var en aften en familie samlet i
sin stue, og på én gang blev man et lys vaer, der hævede
sig op af en i nærheden liggende hoj og nærmede sig huset.
Der bankedes på doren, og en kvinde i hvide klæder trådte ind
og gik hen og satte sig ved bordet Da hun havde siddet
der en stund, gik hun atter ud af doren, men nu så man, at
hun var hul i ryggen, hun gik atter hen mod hojen og for-
svandt. Folkene turde aldrig mere nærme sig hojen, når det
var mørkt. A. O. L.

112. En gammel og troværdig kone fra Staby, der hed
Ane Marie Digeborg, har fortalt : Da jeg var en lille én, så jeg
en lille bitte kvinde komme op ved den ene side af klokkehuset.
Hun stod stille et bitte gran, så sagde hun: «Hvem er a?>
— «I er æ bussemand,* sagde jeg, og så sok hun for en
ulykke lige ned igjen. p. K. Madsen.

113. Der fortælles, at her i en gård boede ellefolk, som
voldte, at deres kalve al tid døde. Så en dag, folkene var
ved at bage, og det var en klingrende frost med snefog, kom
eliefolkene ind for at varme sig ved ovnen, og sagde: «Det
hytter og fytter i då, mower !» Konen, der var vred på
dem, fordi de ødelagde kalvene, vilde jage dem hort, men
fik til svar, at de skulde bare flytte deres kalve et andet sted
hen, da vandet fra dem løb ned på deres bord. Kalvene
blev så flyttede, og der var ingen af dem, der siden døde.

Maren Nielsen, Fur.

10. Eliefolk i husene. 31

114. For min fader kom her, var der eliefolk her i
gården. Deres kalve vilde do for dem. Så en dag kom et
lille elle-kvindemenneske og sagde, at de skulde flytte deres
kalve, for de piste ned til dem. Anders Olesen, Dostrup.

115. Eliefolkene skal have holdt meget af varme, skjondt
de boede inde i den kolde jord, ti de kom tit frem med
hornene på armen og varmede sig ved bagerovnen. Lærei Schive.

116. En gammel kone havde tjent et sted nede i Vester-
egnen, ilav hun var pige, og der sad to ellepiger på skor-
stenen, når folkene var gåede ind, og der var et hul ned i
jorden for ved skorstenen, der smut de ned, når konen eller
pigen kom. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

117. I Bjærggård i Nederby på Fur kom i gamle dage
undertiden en ellekone ind, når de bagede, for at varme sig
ved ovnen. Hun havde gjærne et barn på ryggen, og hendes
bryster var så lange, at hun kunde slå dem over skuldrene
og give barnet på ryggen die. r. h. K.

118. I en anden gård var der også mange ellefolk, som
voldte megen uro. Så en aften kom manden hjem og for-
talte, at nu var han vis på, de nok skulde få ro i gården,
han havde set, at alle ellefolkene flyttede om i naboens gård.
Fra den dag af var de også fri for dem. Der, hvor de nu
kom til, var en kone, som slet ikke kunde høre. Men om
natten, når andre sov, kunde hun høre, ellefolkene tumlede
med oltønderne, tor da var de ved at brygge. Da de så
havde boet i denne gård en tid lang, var det en nat, at færge-
manden roede over sundet uafbrudt den hele nat uden at
vide, hvad han roede med og uden at kunne få lov at gå i
land. Han kunde mærke, der var noget i båden for hver
gang, men han så ingen ting. Endelig, da han atter var ved
den anden side, kom der én og satte ham en anden hat på
hovedet, og så kunde han se en forfærdelig mængde stå på
stranden. Først nu forstod han, hvad han havde sejlet med.
Der kom så én af dem og stak ham en fyldt pengepung i
hånden, så færgemanden fra den dag af var en rig mand.
Siden hin nat har der ingen ellefolk været på øen.

Maren Nielsen, Fur.

11. Ellekonen vasker toj.

119. Ved den bæk, der løber lige vesten om Vejrum
præstegård, skal der i sin tid have boet ellefolk. Deres

32 A. Eliefolk.

kvinder, som ofte har været set, når de stod og vaskede toj
i bækken, havde meget lange bryster. M. Møller.

120. Når vi kommer fra Ferup by og går ud mod
Norvang, kommer vi over en bæk, som løber ned til Nebel
å. Her ved bækken til hojre for vejen inde på engen kan
ældre folk endnu huske, at der groede en del ellebuske, og
under en kroget el, som stod her, har man for set en elle-
pige stå og banke bøg (vask) op. Ellebuskene er nu fjærnede,
og bækken rettet. Engen kaldes Heilet, hvilket nogle mener
skal være Helvede. P. Jensen, Kværndrup.

121. Lidt nord for Pjedsted løber en bæk, som over-
skjærer jærnbanen, og den kaldes Fesbæk. Der står om nat-
ten en eliefrue lidt fra banen og banker toj.

Man fortæller en ret morsom spøg fra dette sted. En mand
kom en lys aften balende ned ad skrænten mod bækken og bører
da ganske tydeligt ellekonen banke tøj. Han står i sin angst stille,
men da kan ban intet børe. Det samme gjentager sig flere gange.
Så snart han løber, kan ban børe den uhyggelige banken, men når
ban standser, standser denne også. Endelig opdager ban, hvad det
er. Han havde pattet sin snustobaksdåse i sin bat, et yndet sted
for lignende ting, og det var den, der gjorde alarmen, når han løb.

Mads Jepsen.

12. Eliefolk forlanger og yder hjælp.

122. Når ellefolkene havde brugt folks sager, lagde de
penge til dem soin vederlag. Ane Noer, Vilsted.

123. Ellekjællingerne dandsede og morede dem ude i
Kairis. Der var en plads her neden for gården, der kaldtes
Fruerstuen, og på den morede de dem især. Det var tit,
én og anden kom i deres lag, men så kom de al tid
syge hjem. Der ligger en lille hoj, Kalrishoj, et stykke her
henne, den ligger i Jens Baks Kairis, men er nu slojfet, og
der havde de især deres bopæl. Derfra gik de ind i den
vestre gård i byen og lånte skydsel og rage. Jens Andersen, Kalris.

124. Ude i Alstrup sogn, ligger en gård imellem nogle
store bakker, og i de bakker boede der ellefolk. Ellepigerne
sad der inde i deres dagligstue om natten og kartede og
spandt De kom en gang til den gård og vilde låne et kar
61. Så havde de også et karfuld, der stod, for de havde
nylig brygget, og konen fulgtes så med dem ud at vise dem
det Der lå to pinde overkors over karret, og dem for-
langte ellepigen, at hun skulde tage væk. Det gjorde konen

12. Eliefolk forlanger og yder hjælp. 33

så^ og pigen gik med karret. Hun leverede det også tilbage
igjen, og det var udmærket godt 61. Kristian Torp, Ullita.

125. Gamle Basmus Rasmussen i Lyndelse bar fortalt,
at han en gang havde været i Lillevangen (Lyndelse skov)
og taget nogle vidjevSgre til en kurv, som han begyndte på
om aftenen og derfor lod ligge inde i stuen, da de gik i seng;
men ud på natten kom der sådan et kjont kvindfolk ind til
dem, det så hans kone, og hun puffede ham i siderne, til
han vågnede, og nu kom hun tæt hen til sengen og så på
ham. Han formodede, at det måtte være en ellekvinde, som
han kanske havde fornærmet, den gang han tog vogrene, og
derfor sagde han: c Gå kun, i morgen, så snart det bliver
dag, skal jeg nok bære dem ned, hvor jeg tog dem.» Hun
gik; og da de så hende bag på, lignede hun en gammel elle-
trunte. Næste morgen bar Basmus alle vogrene ned, hvor
han havde taget dem. D. J.

126. Der vat en tid, da eliefolkene om aftenen ved

solens nedgang kunde høres råbe til høstfolkene : «Hov, hov,

skynd jer og kom hjem, det bliver hftjtvejr i morgen !» Det

skulde betyde, at det blev ondt vejr næste dag.

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp.

127. For mange år siden sogte en fiskerpige ind i skoven
ved Kokkedal på Sjælland i et meget stærkt tordenvejr og
faldt i søvn og dromte, at en troldkvinde sagde til hende:
« Dersom du vil sorge for, at dette træ, du her sidder under,
bliver stående, når den øvrige skov bliver hugget, skal du
komme til at eje Kokkedal, ti jeg boer i dette træ.> Et par
år efter giftede ejeren af Kokkedal sig med den fiskerpige,
og da han lod skoven omhugge, sorgede hun for, at træet ole v
stående, derfor kaldes det endnu Frue-bøgen. Det er et dej-
ligt træ, står ude på marken og er nu sømærke. E. J. W.

128. Midt på Kokkedals marker, tre og en halv mil fra
KjSbenhavn, står en uhyre bøg, der tjener som sømærke for
Sundet og kaldes Fruens bog. Her har forhen stået en stor
skov, og her gik en aften nogle piger, der kom hjem fra de-
res arbejde på marken, da der pludselig opstod et slemt uvejr
med lyn og torden. De løb alle sammen for at nå hjemmet
med undtagelse af én, der stillede sig under det store træ
for at søge ly. Her viste sig en hvidklædt skikkelse for
hende og åbenbarede hende, at hun en gang skulde blive
huskvinde på Kokkedal, kun måtte hun love aldrig at give
sit minde til, at dette træ blev fældet Nogle år efter så her-
ren på Kokkedal hende, syntes godt om hende og friede til
hende. Da hun huskede spådommen, gav hun ham sit ja.

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 3

34 A. Eliefolk.

Hele skoven er siden fældet, kun dette ene træ er ejerne* for-
pligtede til at lade stå. F. Algreen Ussing.

Dette sagn findes stærkt adformet i en årgang af c Danmarks
illustrerede Almanak* ved GI. Rosenhoff.

129. Uden for Legeveds vang sønden til der ligger en
hqj, som kaldes Kalve kuUe. På samme hoj er en stor sten,
i den sten er et stort hul, som en elveko haver født en kalv
udi. Som nn denne kalv var fød, løb elvekoen steaks frem
til byen til en kilde og drak af hende. I det samme kom
der en kvinde at hente sig en spand vand af samme kilde til
at lade i sin kjærne. Og så meget vand, som hun lod i kjær-
nen, det blev til smor. Der kvinden dette fornam, hentede
hun mer vand, men dette havde dog intet på sig.

Fjelkinge sogn, Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm.

13. Ellefolks tyveri.

130. En pige i Lodderup bandt korn en måneskins-
aften. Da hun var færdig hermed, så hun ellekonen. Hun
havde et brunt skjort og en brun troje. Hun tænkte da,
hvad ellekonen vilde her, men kom endelig efter, at hun
havde et lille stykke brød i sin lomme. Det kastede hun
til ellekonen, og så forsvandt denne. Nik. Christensen.

131. En karl fortalte mig følgende: Hans fader tjente
i TSjstrupy og den gang gik skoven helt ned til Tojstrup by,
nu er der kanske en hel fjerdingvej op til den. Der i skoven
var eliefolk, som var hule op ad ryggen. De kom tit hen
til ham, når han var hyrde, og de vilde gjærne liste hans
meldmad fra ham, det var jo det, de gik efter. De gik også
ind i byen og var slemme til at stjæle der og tage deres
katte. I)em spiste de, sagde man. Folkene skulde se noje

å, at deres katte ikke var ene i stuen, for ellers snappede
e dem. Basmus Dyrholm, Bode.

132. En mand i Hesselager tæt ved Nyborg havde en
mose, hvori der var ellefolk. En dag bagede hans kone og
lagde brødene uden for huset i et dejtrug; men eliefolkene
fik lyst til dem og tog dem alle sammen. En lille pige, som
så dette, fortalte det til konen, og hun fortalte det igjen til
manden, da han kom hjem. Så blev han meget vred og gav
sig til at grave i mosen efter dem. Han fandt dem imidler-
tid ikke, og ellefolkene blev fortrydelige og plagede ham på
alle måder, så de til sidst plagede livet af ham. Efter hans
død mærkede man dem ikke. Nik. Christensen.

i

13. Eliefolks tyveri. 35

133. I Oinnerup ved Kreibjarg er der så mange hoje,
og der har for i dage været eliefolk. Min moders moder har
fortalt, at de var så tyveblændte, man kunde høre dem komme
om natten og øse op af dejnekarret i deres malmgryder, men
når man slog kors på dejen, kunde de ikke tage det, og det

8 'orde man så og gjor endnu, men uden at tænke derved.
d gang ellekonen kom til Mads Bakkes gård, fortæller en
anden, kom manden over hende med en økse, som hun stod
og vilde øse dej op i sin malmgryde; denne slængte hun og
løb sin vej, og gryden havde man længe der i gården, indtil
en gang, man havde glemt den ude en nat, og da var den
borte om morgenen.

Men allerværst var de efter udobte born, og derfor slog
man kors over vuggen, på begge ender, på siderne, foran og
forneden. En nat kom der to og vilde tage et barn, men
der var slået kors over vuggen. «Tag den ud af enden!*
sagde den ene. «Det kan jeg ikke,* sagde den anden, «for
der er slået kors.> — « Tag det ud af siden !> — «Nej, det kan
jeg heller ikke, der er slået kors alle steder.* Så måtte de
gå igjen. Man kunde også se dem om dagen; de havde
sis, store bryster, at de måtte slå dem op over deres aksler,
når de rendte. p. K. M.

134. Når der skulde være gilde nogen steder i Jævn-
gyde, og de havde bagt og brygget til det, så kom der nogle
ellekjællinger om natten og tog både brød og 51. De var
så smykkede og pæne at se til, når de så dem for fra, men
bag til var de som et driftetrug. Var folkene ved at gjøre
ild på, og der kom sådan en kjælling i det samme, når de
så ikke vilde give den det, den forlangte, så slukkede den
ilden, og de kunde ikke få den til at brænde mere.

Ane Marie Jensdatter, Hårby.

135. I Bal hestehave, som hører til Hovdinggård, findes
en ellemose, som forhen må have været meget storre, da
den nu er gravet ud. Her fandtes ellepiger, som malkede
bøndernes køer der ude i skoven. Basmus Jensen fra Mern
gik en aftenstund der ude og sogte efter heste, og så da
flere ellepiger sidde og malke køerne fra den by, han boede
i. De løb nok så vims fra den ene ko til den anden, og da
han havde set lidt på dem, blev han så fortumlet i hovedet,
at han nær ej havde fundet ud af skoven og slet ingen heste
fandt. Bang.

Z*

36 . A. Eliefolk.

14. Ellefolk gjor fortræd.

136. Farer nogen vild i skoven, er det eliefolkene, der
lader én gå vild. Man skal da vende et klædningsstykke avet.

137. Min bedstefader var fra Stovring. Der græssede
de forhen deres bæster på de åbne pletter inde i Stovring-
gårds skov, den gang var den ikke så fuldkommen, som den
er nu, og der var mange ellebuske. En aften, han red hjem,
kom ellekjællingerne efter ham. Hestene blev så gale og
piskede med halerne, og det hvide skum drap af dem, in-
den han kom til byen, og, det er endda ikke så forfærdelig
langt. Han så også tit ellekjællingerne sidde og spinde der
ude, og de var hule æbag. Lavrs Jensen, Marie-Malene.

138. Ved Fjelkinge by nær hos en mands gård, der står

tre hoje stene, hvilke kaldes Modis. Der siges at være ondt

hos samme stene, og folk hatfer ofte set spøgelse der. Og

endnu denne dag om aftenen silde, når nogne går frem om

samme sten og vil råbe : Bodis, da vederfares de visselig ondt.

Rodis : Rådys, af rå : Huldre og dyss : dysse.
Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm.

„139. Dasvad er i skjellet mellem Helstrup, Grensten
og Ostervelling. Der løb nogle ellekjællinger og løb langs
med vejen ..efter Ulstrup, indtil de kom til skjellet mellem
Langå og Ostervelling, og så tilbage igjen til broen. Når én
kom ridende ad den vej ved nattetid og kom i møde med
dem, gjaldt det om, hvem der kunde først komme over broen.
Kom de først, lagde de dem på broen, og så kunde den rid-
ende ikke komme over, inden han sagde: «Er du et men-
neske, så tal, er du en djævel, så vig !» Kristen Andersen, Vore.

140. Ved Nordige oppe i skoven på Gjøl var der elle-
folk, og i de vesterste steder i byen dværge. De havde klæder
(linned) og ét og andet ude. Det var for 1802 ved Nordige,
da der kom beboere dertil, og de fordrev dem derfra, men
de fik andet at vide, folk eller fæ kunde ikke være nogen
steder. Men så siden har der ikke været noget i vejen og er
heller ikke den dag i dag. Nik. Christensen.

141. Vesten for Rovenborg i Vejrum ved Struer lå en
hoj, som i den senere tid er bleven slojfet, og der boede el-
lefolk. De havde tillige deres gang i en lavning, hvor der
løb en bæk og stod nogle gamle piletræer. Under et af disse
var der et hul, og det var nedgangen til. deres bolig. Folkene
i Rovenborg levede i god forståelse med eliefolket, og hver

14. Eliefolk gjør fortræd. 37

juleaften satte de grød ud til dem, hvorfor alt trivedes vel
i gården. Men nu skete det en gang, at de havde en karl,
der var en rigtig drillepig, og han var da kommen de her
eUefolk for nær på en% måde, det var noget med deres grød,
kort, de var blevne vrede på ham og vilde have hævn. Så
en hellig juleaften, da karlen havde været ude at fodre hest-
ene og lige vilde gå ind, stodte han pludselig mod et træ,
hvilket han blev meget forundret over, da der ingen træer
var i gården; han vender sig til den anden side, men der
stod også et træ, og snart opdager han, at han pludselig var
flyttet ind i en skov, og således var det. Han vankede længe
om, men kunde ikke finde sig til rette, da han ikke kunde
se noget for det tætte mørke, og først da han hen på morg-
enen hørte, hanen gol på Kvistrup, hittede han der til og
fandt så uden videre hændelser hjem. M. Møller, Sir.

142. Der var eliefolk i Kristen Skyttes have i Gassum,
og de kom tit ind i kjøkkenet og sad og varmede sig ved
ilden, når det var koldt. En aften, det var snevejr, sagde
de til manden : <De hytterer, å de pytterer, bitte fåer.» Der
kom de ellers godt ud af det med folkene, som lod dem gå
i fred. I Mads Kandrups gård i Over-Randrup derimod, hvor
de også tit kom ind og varmede sig ved ildstedet, var der en
kåd dreng, der grinede og gjorde nar ad dem. Til straf der-
for hængte de ham en nat over brøndens bolværk på en stang,
og en anden nat hængte de ham op ved benene med hovedet
ned ad i den ostre port. Så kunde han mærke, at han ikke
kunde være der længere, og rejste da langvejs bort« Nogle
år efter kom han tilbage og vilde have besdgt sin gamle hus-
bond, men kunde ikke komme til gården, han kunde ikke
nå længere end til Kåtbcek, der begynder i gadedammen her
i byenTnemlig imellem Gasrom og Randrup marker, der kom
eliefolkene og modte for ham, og så måtte han rejse sønder
på igjen den samme vej, han var kommen. Lærer Dystrup, Gassum.

143. I Ejemstok skal der for en snes år tilbage have
været mange eUefolk. De var meget ondskabsfulde. Når folk
tidlig eller silde kom igjennem skoven, blev de al tid for-
fulgte af ellefolkene, der vilde stikke dem med deres skarpe
pigkjæppe. Folk kunde som oftest rende fra dem, for elle«
folkene var gjærne gamle folk. K. p. Dalin.

144. En dreng kom forbi et eliekjær og gik derned og
satte sig for at lyske i hans bukser. Da kom der en elle-
kjælling, hun var hul i ryggen som et dejtrug, og så blev
han bange og rendte, men hun rendte efter ham og råbter

38 A. Eliefolk.

«Pelinki, Pelanki, tag dine bukser med dig h Men han turde

ikke vende om efter dem og fik dem heller aldrig mere.

Mads Hanøens enke, Sterregård.

145. De lå og brændte mile dei; i nærheden af Enge-
dalen. I véd jo nok, at en mile bliver tårret (torvet), det vil
sige: belagt med trekantede torv, så at den ene spids griber
ned i den anden ; og så stikker de ild i toppen af milen, så
kan det brænde ned ad. Lige med et råber den ene mand
til den anden : «Kom her ned med din spade U Han svarede
dertil: «A har nok at gjøre med min egen mile.» For da
slog det torvene af milerne, og det brændte, lige til det lor-
mede. De gravede såend og kastede på for at dæmpe, men
det kunde jo ikke forslå med det sand, når ilden skulde
dæmpes i sådan fart. Den gang der var gået en lille tid,
så var alting ganske rolig, så kunde de tårre deres mile og
stå i god forretning som forben. Det havde de også mening
om var eliefolkene, der fartes (færdedes), og at det stod i for-
bindelse med Spindehuset, hvor de sogte til. Søren Hansen, Hårup.

15. Brændte ellekoner.

146. Der var én i Iglsø, de kaldte Otto, og han brændte
kul i ellene oven for Karmark. Så kom der en ellekone
og varmede sig. Han smed en skovlfuld varme kul på hende,
og så råbte de om hjælp. Han løb nu ind i en rugager og
blev der til om morgenen. Lavrs Jensen, Vinkel.

147. £n mand brændte kulmile ved en mosekant, hvor
der stod en del ellebuske. Han fik da at se, at der sad en
ellepige henne på en elletrumpe. Hun var at se til forfra en
rigtig kjon pige, men bag til lignede hun en elletrumpe.
Manden tog nu en brand fra kulmilen og stak hende bagfra
med den, og hun sprang da op og hujede og løb ad elle-
mosen til. Men det varede ikke længe, for hun kom tilbage
i følge med en del andre eliefolk, og manden måtte nu løbe
sin vej for ftt undgå dem. Da han så omsider vovede sig
hen til stedet igjen, var hans kulmile spredt over hele plads-
en, og kullene var ødelagte. p. Jensen, Kværndrup.

148. Der var ellekjællinger nede ved Knude bro ved
udløbet fra Knude sø. Når de havde spændt bæsterne fra,
drev hjordedrengene dem sammen i en flok og gik og græs-
sede dem. Når det så var koldt, slæbte de pinde sammen
og stak ild i. Så kom der nogle ellekjællinger og varmede

15. Brændte ellekoner. 39

ved ilden. Da tager en modig knægt en brand og jager
_ under éns skjorter, og så begyndte det at mylre 1 busk-
ene, og havde vi ikke haft bæsterne at smide os på, så havde
<let gået os rent galt. Nu er det alt sammen ryddet og helt væk.

Jakob Jørgensen, Firgårde.

149. Også fra Lavefiy som skjeller med Sejs, går der
sagn om eliefolk. Ved Milestederne var der sådan opført en
lille jordhytte, hvor den, som skulde passe milerne, kunde
i ly for vejret Der brændte gjærne en ild foran hytten,

for

or at de kunde have den at varme sig på og tillige for
at give lys, og en gammel mand så da tit eliefolkene komme
og varme sig og dandse om ilden. Han vilde prøve på at
gjøre dem forskrækkede og tog en brand ud af ilden og
kastede efter én af dem. Men hvordan det så gik, vidste han
ikke. Da han kom til sig selv igjen, var hans mile splittet
ad, og han selv lå et stykke fra jordhytten og var næsten
stivfrossen. Søren Hansen, Linå.

150. Sådan har de også fortalt om en mand fra Rold,
dede han var i lag med de ner ellekjællinger. Han lå i skoven
og brændte kul, det var nu så meget skikken i forrige tider.
Når de kjobte træer i skoven, så brændte de al tid toppen i
kul og havde en hel del kulmiler at passe. Nu var denne
her mand altså ude i skoven en nat at passe hans mile, og
så kommer der en ellekone og står og sanker hendes skjorter
op og står og varmer sig ved milen. Så tykker han, hun
skal varmes noget bedre, og han tager da en pind af milen
og jager til hende. «Hvad hedder du?» siger hun. «A sjæl,»
siger nan. Nå, så råber hun : cFussibuu og Trussitrold, feuk-
kjærskjællinger og Aldålsdreng, pussullin er åbrænd.» Lige-
som hun sagde det, så stod de wenner (ved hende) alle dem,
hun havde kaldt på. «Hvem har gjort det?» råbte de. «A
sjæl, a sjæl !> Så troede de jo, hun havde selv gjort det, og
det varede længe, inden de kunde få den rigtige sammenhæng
at vide, så manden kom næsten hjem imens, han havde jo
fundet det klogest at komme af vejen. Ligesom han var
kommen ind og havde fået doren lukket, så var de derved
og slog på dorene, men da var han jo frelst. Om morgenen
efter, da han kom ud i skoven, var alle hans kulmiler split-
tede æd. Så havde de da gjort ham det Det var nu i Bold
skov, han brændte kul, og Bukkjær og Aldal er netop et par
steder inde i skoven. Aldal er lige over for Stvbberup} og
der har været en vej op ad dalen, men et år skred den næsten
sammen. Trussitrold boede vel i Trys sø, som findes ved
siden af landevejen fra Tveden til Rom, og Fussibuu havde'
vel sit hjem i Fossi mose, som ligger tæt ved Fåre sø.

40 A. Eliefolk.

I den bakke, de kaldte Stubberup hus, boede eliefolk«
Der slæbte folk ilding sammen i skoven og brændte mile.

Jens Kristensen og Kirsten Kristensdatter, Ersted.

151. En milebrænder fra Ry lå en nat ved sin kulmile
i den midterste slugt i Ry Norskov. Ilden knitrede uden jfor
hans milehytte, hvori manden lå og strækkede sine lemmer,
medens han samtidig holdt vagt ved milen, sådan at ikke
kullene skulde brænde til aske. Da klokken var tolv om nat-
ten, kom der en ellepige, satte sig for ilden og vendte an-
sigtet imod manden, viste sine ben frem og pegede på dem,
i det hun spurgte manden: «Kinde (kjender) du benpippen ?» Han
svarede : cKinde du brandstikken ?> og med disse ord tog
han en brand fra milen og stak til ellepigens ben. Men nu
råbte hun, så det hørtes over hele skoven : «Røø, røø elldræng,
ellepiig åpbrænd !> Så knagede det i skoven, som om den
skulde have væltet, og fra alle dens kanter strommede elle-
folket til i hundredevis. Manden løb, så stærkt han kunde,
den halve mil efter hjemmet Men ellefolket løb bag efter
ham med brande af milen. Næsten var han ved at give tabt,
men slap så under tag ved et hus, han kom forbi. Under
taget turde ellefolket ikke komme, og så var han reddet«
Om anden dagen gik manden og nogle flere ud i skoven for
at se til milen. Den var splittet en halv fjerdingvej i om-
kreds og ikke til at sanke sammen igjen. Manden duede al-
drig siden, men svandt langsomt hen og døde omsider. Folk
mente, han var forgjort af ellefolket.

Jeg hørte ovenstående sagn af min moder, da jeg var en lille
dreng. Stedet, hvor det passerede, er lige tæt ved mit fødested.

C. Sørensen (Thomaskjær).

152. For et hundrede år siden brændte de meget træ-
kul i Venge, og de holdt da vagt om natten, at ikke ilden
skulde gå ud. Da en mand sådan lå vagt en nat, kom en
ellekone løbende hen til milen, hvor hun satte sig på hug
foran ilden for at varme sig. Som hun sad der, slog r hun ud
med armene og råbte: «Sko skrin, sko skrip!» Hvad det
var, vidste manden ikke, og da nan var ræd for konen og
gjærne vilde af med hende, tog han en brand ud af ilden og
brændte hendes ene knæ. Men da blev hun vred, sprang op
og råbte flere gange: « Eliedrenge, røde drenge !» 1 samme
ojeblik kom der sådan en mængde ellefolk, at manden måtte
skynde sig derfra, ellers havde han nok fået en ulykke.

Fortalt af Bas Nielsen, Galten. K. P. Dalin.

153. En hyrdedreng fra Mollerup havde en gang gjort
ild på ude i Favrskjær. Så kom der en pige og stillede sig
lige tværs over ilden og spurgte drengen : «Kjender du kud-

15. Brændte ellekoner. 41

flærpen ?> Han var nu ellers ingen kryster, og så tog han en
brændende pind fra bålet og spurgte pigen: cKjender du
brandstikken ?> Da blev pigen ræd og råbte : «Ellesvend, du
røde svend ! ellepige bliver opbrænd !» 8. P. Jenaen, Vole.

154. Der var lige sådan en dreng, som var kommen
med eliefolkene i Havreballe skov. Heroppe i Lovpåren
{Liwpurrerne) ved Kyvlingshoj har der også været ellefolk.
De brændte miler, men kunde ikke have dem i fred for de
kanaljer. Det var nu de Tehstrupper, der brændte der, og
min fader var med. Så kom ellekonerne og vilde varme dem.
En karl fra Tebstrup tog en brand, og så råbte de på «ell-
dreng og røø-dreng, fippen er opbrændt!* Han rendte nu
derfra, og deres miler blev splittet ad. Den karl kunde aldrig
komme der mere. Det er galt endnu ved de lovpurrer. M.H., J. B.

155. Der var en mand, der sad i Linå skov og brændte
mile om natten, det var jo skik og brug den gang. Så kom
en ellekjælling og sad og varmede sig. Så sagde han til
hende, om hun kjendte oråndstikken. cKjender du kud-
flirpen ?» sagde hun og sad og skrævede. Så jog han en
brand op under skjorterne på hende. Da råbte hun og sagde:
c Røø-dreng og elidreng, mussikus er opbrænd !» Så kom der
så mange rendende, at manden turde ikke være ved hans
mile længere, og rendte fra den. Men om morgenen, da han
kom ned til den, var den split ad, der var aldrig en stump
af den tilbage. Stiren Hansen, Hårap.

B.

1. Nisser i gårde og huse.

1. Den gang, da nisser og troldtoj opholdt sig her i
landet, tog de deres føde på bondens kornager, men til sidst
lærte man råd her imod. Når man nemlig såede, lod man
sædekornet falde sådan, at det dannede et kors, og fra den
tid har de ikke kunnet få noget til føden og er da for-
svundne. L. Fr.

42 B. Nisser.

2. Et sted i Vadum opholdt sig to gårdboere. Da de
gamle beboere rejste (døde), så rejste gårdboerne med, de
vilde ikke være der længere, siden den stamme uddøde.

I Vendsyssel brages både gårdbak og gårdboer. Nik. Chr.

3. I Norre- Skovby, Vedsted, det yderste sted, når man
går til Hoptrup, der står lovinduet al tid åbent, og deraf
nar Nis rug sin ind- og udgang; han har været der, så
længe nogen kan huske. Nik. Christensen.

4. Nisser er kjendte alle vegne. Der siges her, at når
en mand gjor mere fremgang end andre under lige forhold,
så har han en nisse. I en by på Nordfalster havde to na-
boer hver sin nisse, men kunden ene mand gjorde fremgang,
hvorimod den anden stadig gik tilbage; men det kom af, at
den ene nisse hed Lystig, den anden Paspå. KLToxværd.

5. Folk troede forhen, at nisserne var så flinke. De
havde jo små so j huse (buse, opsatte af såd) den gang, og så-
danne huse var somme tider knøgne efter i flere dage. Men
når folkene så kom ind til kreaturerne omsider, var de godt
tilpas og rogtede. Det havde nissen gjort. Jesper Skrædder, Nygård.

6. Stine Faster havde en gårdbo. Da hendes moder
en gang skulde op på loftet for at hente brænde, så hun noget,
der lignede en broget kalv. Hun blev så forskrækket, at hun
nær var falden ned gjennem loftet, og hun mente jo, det var
gårdboen. Anholt. M. T. M.

7. I Frenved er der en gårdmandskvinde, som også
har med nisser at gjøre. Hun har således to køer, som in-
gen får lov til at malke; hun malker dem selv og laver ost
og smor af mælken ude i et lille kammer, hvor ingen får
lov at komme. P. L. J.

8. En mand, som rejste fra Ingstrup, så, idet han kom
forbi Jonstrup, to dværge med røde luer på hovedet, som
løb hen imod Jonstrup-gården. Manden forfulgte dem og
hørte dem småle eller nrise, idet de forsvandt for hans blik.

K. L.

9. Der var ikke mange nisser i forrige tider, for der
var kun fa, der havde foder og korn nok, og det skaffede
nissen jo meget af, da han hentede det om natten. Han
havde gjærne en stor rød hue på, men det var ikke alle, der
fik ham at se. En gang var han ude på gaden blandt ung-
dommen, og da slog de kreds om ham, men når de prøvede

Så at slå efter ham ved den ene side, så skrannede han ved
en anden. Grd. Niels Andersen, Tørring, ved Sofie Lund.

1. Nisser i gårde og huse. 43

10. Da Vang brændte for omtrent halvtredsindstyve år
siden, da løb der nogne bitte nogne med røde huer på i ilden.
Det så ud, som de sankede noget op. De gubrede og sagde :
cHahuhu!» En mand stod og så derpå, og han sagde: «Fan-
den skulde tage jer, at I fryser i sådan en ild.» Nik. Chr.

11. Når man forhen vilde fange en nisse, brugtes følg-
ende fremgangsmåde : Man gik ud i skoven for at fælde træer.
Ved lyden af et træes fald kom æ nisser løbende, alt hvad
de kunde, for at se, hvordan folkene bar sig ad med det, og
de satte sig da ved siden af dem og snakkede med dem både
om det ene og det andet. Folk vilde den gang gjærne have
en nisse i deres huse, for de vilde da gjærne fange én* Når
de så kilede træet ud, traf det så tit, at nissens lille hale
kom ned i sprækken, og når de så stræbte at få kilen ud,
sad halen i Klemme. Så var nis fangen, og på den måde
fangede man mange nisser i gamle dage. Saren Hansen, 8kjellerup.

12. I en gård i Jetsmark, der kaldtes Honsholm, havde
de en gammel torvestak, hvori der var en nisse. Stakken
var forskrækkelig gammel, og ingen turde røre den. Nissen var
iført en lille grå kofte og havde en rød hue på hovedet.
Samme nisse havde også en stor grå kat, som oite kom ind
i stuen og lagde sig under kakkelovnen, men ingen turde røre
den, ti så var de visse på, at nissen vilde hævne. Han var
slem til at stjæle grød, men hvis folkene kom og så det, sprang
han af sted, alt hvad han kunde. *frik. Christensen.

13. Nisserne i Mollerup sad og spilte kort ved en skjæppe,
som de vendte bunden i vejret pa. De spilte også om penge,
for folkene kunde træffe om morgenen at finde penge siddende
om i kanten af den. Peder Johansen, Mos sø.

2. Kirkenisser. Skibsnisser.

14. Mange steder er der også kirkenisser, de ser ud
som husnisser, små drenge med røde huer på. Man kan se
dem sidde oppe i glamhullet, når man går forbi, og nikke
med hovedet. j. m.

15. I Besser kirke boer der en nisse. Over kirken hør
han sit leje i et bundt klude, men om søndagen og andre
tider, når der ringes med kirkeklokken, skjuler han sig i en
hfljj lidt derfra. Han kan undertiden udføre ét eller andet

e skjælmsstykke, som gjærne -går ud over én eller anden.

noi
lilfc

44 B. Nisser.

der har fornærmet ham. En aften, da klokkeren kom for at
ringe solnedgang, spillede hr. Nis ham et lille pus. Da han
begyndte at ville ringe med klokken, kunde den ikke give en
lyd fra sig. Klokkeren opdagede da, at der var bundet et
stort bundt klude om knevlen. Som han står og forundrer
sig herover, ser han et lille grinende ansigt oven på klokken
med rød toplue på. Mikkel Sørensen, Samsø.

16. Også mod sømanden er nissen god. Han gjor spek-
takler om bord for at underrette sømanden om, at det bliver
ondt vejr, rørvejr. Når et fartttj forliser, er nissen gået fra
det. Men sin julegrød skal han have, og hver aften skal der
sættes mælkegrød på kværnen eller på trappen til ham.'

C M. I/»

17. For nogle år siden strandede et skib på Norstrand
ved Skagen. Nu var der nogle, som havde lyst til at stjæle
fra vraget, men skibsnissen var endnu til stede; han gjorde
larm og skræmmede tyvene tilbage*

Danske søfolk fortæller, at de forud for en storm kan
høre en underlig knagen i skibet. Det er da nissen, som
giver varsel Nik. Christensen.

18. Det havde været en svær storm i Vesterhavet, og
mange skibe havde vieret nærved at gå under. Da det om-
sider blev bedre vejr, mddtes to s&ibe der ude og kom hin-
anden så nær, aj folkene kunde råbe sammen om, hvor de
kom fra, og hvor de hørte hjemme og sådan noget. I det
samme hører de, at to nisser råber tal hinanden fra toppen
af masten, én på hvert skib, om, hvordan de har haft aet i
denne storm. Den ene sagde: «Jeg har haft nok at bestille
med at holde fokkestaget, for ellers var masten falden om.»
Da folkene så vilde se til vejrs efter rosten, slap nis staget,
som med det samme faldt ned på dækket, og han gav sig
til at le af fuld hals. Nu fik folkene andet at tænke på end
at se efter nis, for masten var nær gået over borde. I lag
de havde travlt med at danne det igjen, så nis hans snit til
at smutte ned i lasten, hvor de ikke kunde finde ham.

Stfren Hansen, Skjold.

19. For omtrent halvfjerds år siden var der et skib i
Horsens havn, der havde en nisse om bord. Folkene hørte
ham tydelig om natten, når han tumlede med sagerne nede
i lasten. Han var dem undertiden også til noget gavn. Så-
dan skete det en gang, at skibet nær var gået under i en
storm, men en af folkene havde fået den bestilling at se ef-
ter, hvornår nis gik i land. For når han ikke gjorde det,
for de sejlede af, vidste de til visse, at de ikke forliste, og

3. Nissehjælp. 45

denne gang gik han ikke i land, hvorfor skibet heller ikke gik
ander. Bette har jeg for en pålidelig tildragelse. S. H., Skj.

20. En nabo til min fader, Johan Nielsen i Skårupøre
ved Svendborg, havde en jagt, hvormed han en gang lå til
ankers ved Dragør. Som skipperen om natten lå i sin koje
cg sov, vågnede han ved, at der blev lukket op ned til ham,
og han så et lille menneske som en nisse, der sagde til ham :
«I)u skal aldrig ligge for det store anker mere.* Om mor-
genen tog han ind til Kjobenhavn til en ankersmed og byt-
tede sit anker bort med et nyt, men både han og det øvrige
mandskab måtte først gjøre ed på, at de ingen fejl vidste
med deres anker, som der heller ingen var at se. Men så
snart ankerstokken blev slået fra, skiltes ankeret ad neden
under i to stykker. N. J.

3. Nissehjælp.

21. Nisserne skulde især passe heste. De yndede visse
farver mere end andre, og hvilke dyr de fik nag til, blev al-
drig gode mere. For deres tjeneste skulde de have visse klæder
og visse måltider. De tålte i regelen ingen irettesættelse og
gik for det meste under navnet Lille-Niels. Karlene i en gård
i Lyndelse var kjede af, at de aldrig kunde blive færdige med
at tærske i ordentlig tid som andre folk, men manden holdt
meget af nissen, for det smed af sig. D. J.

22. Nede i Bøgeskoven boede to fattige folk. Som de

en nat ikke kunde sove, talte de om, at det var dog rart,

hvis der vilde komme en nisse og hjælpe dem. Aldrig så

snart havde de sagt det, for de hørte en buldren på loftet

som af én, der målte kom. «Nå,» sagde manden, «der har

vi ham allerede. > — «Herre Jesus, hvad siger du, mand!»

sagde konen, og så snart hun havde nævnt Herrens navn,

hørte de nissen brase ud af loftet og tage gavlen med sig.

E. Mariboe.

23. En velhavende mand i Stenlille siges at have en
nisse. Denne sorger for, at hans lade aldrig kan blive tomt,
og tærskemanden på stedet skal have forsikret, at det hul,
han gjorde i laden ved at vælte neg ind i loen, blev al tid
udfyldt den påfølgende nat. A. N.

•

24. Her har de også fortalt om nisserne (gårdbonisser),
og hvordan de vilde gå og hjælpe folkene mea alt og især

46 B. Nisser.

med at fodre kreaturerne. Men fårene vilde nissen ikke fodre,
for de vilde træde ham.

Et sted lovede han manden, at der aldrig skulde blive
mere end én arving i gården, og på den måde blev rigdom-
men holdt vedlige. (Se afdl. L nr. 366 m. fl.) Niels Povlsen, Lerbjærg.

25. En mand, der skulde skjære hakkelse til jul, kom
ud i loen og så, at den fornødne havre var kastet ned på
gulvet. Hvem havde nu gjort det? Ingen i gården havde
kastet den ned, og så havde altså nissen været behjælpelig
hermed. 0. M. I*.

26. På en gård i Kollerup var en gårdbuk, som rot-
tede to øg, og de måtte al tid være ens af lød, ellers vilde
han ikke passe dem. Når karlen vandede dem, plejede gård-
buk at sidde på staldddren, og stodte de dem løs, var han
godt fornojet og lo. En aften rendte de fra karlen, og folk-
ene rendte efter dem, men kunde ikke få dem ind. Gård-
buk måtte da endelig selv til det, han hoppede fra ét hus
til et andet og kaldte ad dem : «Kom hjem, mine bitte plage,
så skal I få en skovlfuld til.* På den måde fik han dem ind.

Vester-Han herred. Nik. Christensen.

27. I Fuglsang skar en karl julehakkelse til sine heste.
Da ønskede han, at han måtte få noget havre at give dem.
Så snart han havde ønsket det, falder der fire havrekjærve
ned fra høloftet, og det var gårdbukken, som havde skaffet
det til veje. Øland. Nik. Christensen.

28. I Dommestrup var også en nisse. Folkene så ham
sjælden, men somme tider kunde det dog ske, at de så lige-
som en grå kat i hærdetoppen på den forreste af hestene, når
de gik til vands, og de gik al tid rolig der ned og kom til-
bage igjen, for nissL silede for dem. D. J.

29. Boeslunde byes nisse var i den gård, hvor nu Jorgen
Jensens enke boer. .Manden dér havde al tid nogle forfær-
delig fede heste. Der blev aldrig fodret af ved sengetid, det
skulde nissen passe. Når manden havde knapt for halm, så
stjal nissen i Sønderup, En gang så man et Ises halm komme
kjørende fra Sønderup ad Boeslunde til, men der var ingen
heste for. Folkene, som så det, lod vognen frit passere, for
de vidste nok, at det var nissen, der kjørte. Kort efter smut-
tede vognen ind i Toftegården. Cbr. B.

30. Der var en nisse i en gård i Båring. I Ole Mad-
sens tid slæbte den bort fra gården, og i Simon Jorgensens
tid slæbte den alt godt t i 1 gården. L. F.

6. Nissehjælp. 47

31. Hver by havde sin nisse. Vemmelev-nissen boede
hos en mand, som hed Per Olsen. Han havde al tid nogle
forskrækkelig fede heste, og dog kom de aldrig i hus, men
gik hele vinteren igjennem på en mødding og levede ved
bavrehalm. Men en mand, som lå der i gården en nat, så
tydelig, at det ene havreneg kom flyvende ind over has-
længen efter det andet. Det var nissen, som stjal havre fra
naboerne til Per Olsens heste. Chr. R.

32. Rævhede kaldes nogle gårde og huse, som hører til
Hvedsted og ligger i nærheden at herregården Rævkjærgård.
Her var en gårdbuk, som passede hestene og kunde ikke
fordrage, at nogen anden tog sig for at sorge for dem andre
end han. Manden stolede også godt på ham, men imellem
kande gårdbukken gå ham af minde, og det kunde da træffe,
at han gik ind i stalden og så til hestene. Da tog gård-
bakken en tagkjærv og daskede manden med så længe, ind-
til han kom til besindelse og huskede på, at her havde gård-
bakken ene at råde. Nik. Christensen.

33. Lavst Hylledig i Ovtrup på Mors havde en nisse,
hvorfor han al tid kunde sælge så meget korn. Den gamle
Jens Væver har fortalt mig, at hans faders gård var lige så
stor, og marken lige så god som Lavst Hylledigs, men deres
korn kunde aldrig slå ti), medens Lavst al tid havde nok, så
han kunde sælge både rug', byg og havre og kartofler i
mængde. Han måtte rigtignok også give nissen føde, for hver
aften gik han ud i gangen med nogen grød og mælk, som
han da satte op oven loftslemmen til nissen.

Jens Kr. Kristensen, Rakkeby.

34. En gårdmand i Dybbøl stod i et meget venligt for-
hold til nogle små nisser, som boede der i nærheden, og disse
bragte bestandig så meget til gårde, at der var stor rigdom
dér. Da manden så døde, kom en dag en lille nisse til son-
nen og spurgte, om han vilde stå i det samme forhold til
dem, som hans fader. Det vilde sonnen ikke svare på, uden
nissen kunde sige ham, hvor hans fader var. Det kunde
nissen nok, ti hans fader var hos dem. «Nej,» sagde sonnen,
så vil jeg ikke have noget med jer at bestille.* Men nu
sagde nissen : Ja, hvis han ikke vilde det, så måtte han også
finde sig i, at de bar alt det bort igjen, som de havde båret
til i hans faders tid. Sonnen bad da om, at det ikke måtte
ske på én gang, men lidt efter lidt. Dette lovede nissen ham
også for hans faders skyld. Efter den tid blev der stor

fattigdom på gården, og det har der været bestandig siden.

Marie Johansen.

48 B. Nisser.

35. På en gård boede en lille nisse, men ejeren af gårde j^
var ikke rigtig god ved ham, ti han gav ham aldrig grød med
smor i på juleaften og andre helligaftener. Der var heller
ingen lykke for ejeren, alt gik tilbage for ham og omsider
måtte han sælge gården og kjøbe et lille sted der i nær-
heden. Men karlen, som havde tjent der på gården i flere
år, længtes så meget efter den lille nisse, ti ban havde al
tid fået sig en lille passiar med ham hver dag. Derfor gik:
nan også nu, efter at de var flyttet fra gården, så snart han
havde lidt tid, over for at tale med sin lille ven. En dag,
da han kom igjen, spurgte nissen ham om, hvorledes det gik
hans husbond. «Det går kun dårligt,* sagde karlen, «det vil
heller ikke lykkes for ham der.» — «Da skal du,» sagde
nissen, «sige til din husbond, at han skal gå her over og
bede ham, som kjøbte gården af ham, om han ikke må tage
den gamle skjæppe, som står bag skorstenen, for han glemte
at tage den med, da de flyttedo — « Ja, men vi glemte den
ikke,» sagde karlen, «vi vilde ikke have den med.» — cja-
men sådan skal I sige alligevel,* sagde nissen. Karlen gik
nu også hjem, og fortalte hans husbond, hvad nissen havde
sagt til ham, og manden gik da over til ham, som nu ejede
gården, og bad om den gamle skjæppe, som stod oppe bag
skorstenen, da han havde glemt den. « Jo, den må du gjærne
have,» svarede manden, «den bruger vi ikke alligevel, vi har
en. ny.» Da nu manden kom hjem med skjæppen, gik den
i stykker for ham, men i det samme trillede en hel mængde

enge ud på gulvet Der havde nemlig været en dobbelt
und i skjæppen, og der imellem havde pengene ligget. Manden
blev ordenlig glad, ti der var så mange penge, så han kunde
kjøbe sin gamle gård tilbage igjen, og det gjorde han også.
men efter den tid glemte han aldrig at sætte risengrød med
smor i ud til nissen, og strøede end også et godt lag ka-
nel og sukker på, og efter den tid lykkedes også alt godt
for ham. Marie Johansen.

36. I en gård i Kolby boede en nisse, han gik og hjalp
til med at passe løwueret (kreaturerne), men en aften, da han
gik og fodrede hestene, slog den ene hest ham. Siden den
tid blev den hest jo længere jo magrere, folkene i gården kunde
ikke forstå, hvoraan det kunde være, da den blev fodret godt.
Endelig kom man i tanker om, at nis måske havde en finger
med i spillet, og en aften, da karlen havde fodret af, fjælede
han sig ude i stalden. Lidt efter kom nis og ryddede alt
foderet fra den magre hest og bar det om til den anden til
straf, fordi den havde slået ham. Mikkel Sørensen.

37. I en gård ude på Sletten på Fyen var der en nisse.

bi

S. Nissehjælp. 49

Det var sådan en lille skikkelig én, som aldrig gjorde nogen
fortræd, når man lod ham være i fred; tværtimod var han
al tid folkene behjælpelig med arbejdet både i stalden og i
laden. Han mugede, skar hakkelse og tarsk korn, men al
tid om natten, så der var sjælden nogen, der så ham. Dog
kande man undertiden om aftenen se barn oppe i en loftluge
med sin pibe i munden. Folkene holdt meget af ham, og
han fik derfor hver aften sin grød i et lille fad, der blev sat
hen i en krog i laden. En gang blev han dog vred. Det var
kommen en ny karl i gården, og denne syntes, at det kunde
være morsomt at narre nis. En aften kom han derfor en bel
del grus i grøden, som nis skulde have, og stillede sig der-
efter på lur. Nis kom ganske rigtig og gav sig i lag med
grøden, men kunde jo snart mærke, at der var grus deri, dog
lod han som ingenting og spiste det hele. Men om natten,
4a karlen lå og sov, listede han sig ind i kammeret og tog
hans toj og dyppede det i tjære. Næste morgen blev der
jo en redelighed med at få tojet renset så vidt, at det kunde
bruges, og skjondt ingen viaste, hvordan det var gået til,
kunde man jo nok skjonne, at det måtte være nis, der havde
været på spil, og karlen måtte til sidst selv fortælle, hvad
han havde gjort. Herman Pedersen, Hammerum et.

38. Ijelkinge bakkes skrænter er udskiftede mellem byens
forskjellige gårdejere, og om et af disse «skiften> — en ager,
der, så vidt ieg mindes, kaldes Ormelykkekrogen — findes det
sagn, at i ældre tider, når kornet på denne ager var modnet
til at hoste, bragte bonden, som ejede den, et stort fad
risengrød og et anker 61 ud på ageren lidt f&r solnedgang,
hvorefter han i tavshed begav sig hjem. Når han så den
næste morgen kom derop igjen, var grøden spist, og oliet
drukket, men så var ageren også meget pænt hostet, og kornet
bundet og sat sammen i traver. Saledes havde det gået i
mange år, uden at nogen egentlig vidste eller vovede at efter-
spore, hvem hostfolkene var. Men så blev gården overtaget
af de gamles son og sonnehustru, og denne sidste havde in-
gen ro på sig, forend hun havde fået at vide, om det var
mennesker eller, således som man almindelig påstod og tro-
ede, at det var, goenisse, der hostede. Så et år, efter at grød
og 61 som sædvanlig var bragt ud på marken, begav hun sig
også derud i al stilhed og skjulte sig bag en sten. Hen imod
midnatstid så hun tre små mandslinger i grå bluser og med
røde huer komme ind på ageren. Den ene bar en segl og
begyndte rask væk at afskjære kornet; den anden var for-
synet med en rive, og han samlede sammen i neg, hvorefter
den tredje bandt disse og stillede dem i traver. Rask gik

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 4

50 B« Nisser.

det, og på ganske kort tid var hele ageren hftstet, hvorefter
de alle tre gav sig til at spise grøden og drikke oliet, hvil-
ket også gik usædvanlig hurtig, så de snart havde fortæret
det bele. Da rejste konen sig op og sagde til puslingerne:
« Ja, I er da de dygtigste hostfolk, jeg endnu har set, og nu
skal I rigtig have tak for jer ulejlighed. Men i samme oje-
blik forsvandt de alle tre, og fra den dag af har bonden for-
gjæves ventet på at få ageren hdstet ved hjælp af nisserne.
En anden ager kaldtes i ældre tid Sjvguna og var næsten
helt bevokset med hasselbuske. Her kunde man en gang
imellem se en ganske lille gråklædt mand, der i hastig fart
foer omkring iblandt buskene og bar en hvid hdne på de
over brystet korslagte arme. Han gjentog stadig for sig selv:
«Kå, kå, min pytte-kåen og k&epytten og pytte-kaen> ; men
hans hjemsted eller virksomhed blev aldrig opdaget. Nu fin-
des han næppe mere. En Villandsbo i Kjøbenhavn. John Johnssoa*

4. Nissen stjæler.

39. På Hindø i Stadil fjord boede en mand, der ellers
sad vel i det, men et år i en stræng vinter slap foderet op,
og manden var så bedrøvet over den ting. Han sad en dag
ved bordet og klagede sig, da lød en underlig rost tæt ved:
«Jeg skal nok hjælpe dig.» De så og så, men der var ikke
et menneske at se. Manden biede nu et par dage, og køerne
trivedes vel, skjondt der var ikke foder. Men en dag sagde
han: «Jeg kommer til at vove mig over isen til Stadil for
at kjøbe foder,* og manden kom af sted. Da han kom
midt ud på isen, kom en underlig lille mand til ham og
spurgte: « Hvorhen, bonde ?> Ja, han vilde da til Stadil og
kjøbe foder. «Det behøves ikke,> sagde den lille, «jeg skal
nok hjælpe dig,* og dermed var han helt borte. Manden

Sundede på den ting, og endelis vendte han sig hjem ad.
en tiden gik, foder var der ikKe, dog trivedes kreaturerne
vel, og manden vilde påny af sted. Da kom der lys i sagen.
En aften silde i måneskin så man en lille mand trække en
rød ko ud af stalden, ud over isen og stævne aver mod det
faste land til en gårdmand i Sirsbæk, og om lidt kom den
lille med koen, men denne var belæsset med foder, og nu
forstod de, at det var nissen, der med den røde ko hentede
foder til køerne. Siden havde folkene deres lojer med at se
efter bissen. En nat kom han ud fra Sirsbækgården med en
stor, sortbroget ko, men et stykke vej fra land faldt den

4. Nissen stjæler. 51

sortbrogede ko på isen. cJa, kan du ikke gå her, må du
hjem igjen,» sagde nissen, og han trak koen hjem, men kom
snart tilbage med den røde. Nis vilde unde sin husbond den
store brogede, men da den ikke kunde gå på isen, blev der
intet af det bytte. Marie Sandal.

40. På Refsnæs boer en gårdmand, hos hvem nissen
har sit tilhold. Da hans husmand en gang stod og tarsk korn,
mærkede han nok, at hvor meget han end tarsk, blev der dog
ved at være lige meget i laden. Så gik han en morgen der-
over og talte negene, og da var der halvanden trave, som
ban da taisk den dag. Men da han om aftenen sagde det
til manden, svarede denne: «Ja, du skulde ikke have talt
negene. > Samme mand kan kjøre til kjobstad med læs hver
dag, skjondt han selv kun har lidt korn på loftet. F. L. Gr.

41. I Hårmark var der tidligere to gårde, som hver
havde sin nisse. Nisserne blev godt Deværtede, i det der ofte
blev sat et fad mælk op på stænget til dem, og på hojtids-
aftener fik de grød med en god klat sntår i. Nisserne var
derfor også meget tjenstvillige og sogte på alle måder at
gavne deres husbond. Således var det meget almindeligt, at
de kastede neg og halm ned fra stænget. Stundom kunde
de også for spøg, når der kom folk ud i loen om aftenen,
kaste neg i hovedet på dem. Undertiden kunde det også
falde nisserne ind at stjæle fra naboen. Imellem gårdene var
en dam, og når denne var tillagt med is, så man dem ofte
gå derover med noget, de havde nappet hos naboens. Det
traf fiere gange, at ae efter at have været ude i samme ærende
modtes på hjemvejen ude på isen, og ved sådanne lejligheder
kom det gjærne til så heftige slagsmål, at tyvekosterne røg
til alle sider. Ole Bonde ved N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø.

42. Tæt ved Akkerup i Hårby sogn ligger gården FU-
strup. Der skal i sin tid have været nisser. Om dem for-
tælles der, at de en nat var i færd med at flytte en kornhæs
imellem Filstrupgård og Akkerup præstegård. Da Filstrup-
folkene vågnede og kom ud, forstyrrede de dem i arbejdet,
så hæssen blev stående. #

En anden gang traf det sig, at der tjente to små piger
på Filstrup, og den ene af dem skulde flytte til Kjøng præste-
gård, hvorimod én, der var storre af vækst, skulde flytte fra
Kjong præstegård til Filstrup, og da tog nisserne om natten
den ny pige og bar hende til Kjøng igjen og tog den anden
med tilbage, i det de sagde, at de ikke vilde have en stor
og en lille, men de vilde have to Maliller. Morten Rosenkjær.

52 B. Nisser.

ed<

43. En mand i Stybbæk havde en puge. En gang, da
han fik vel tidlig opfodret, kom pagen hver aften og bragte
et helt læs hø, som han stjal fra en anden mand, han ej
kunde lide. Når han kom med høet, så det ud, som om hele
massen af sig selv trillede hen ad vejen, men pugen sad midt
inde deri og råbte uophørlig, til hvem han mddte : cLalusse,
lakisse !» og ingen turde komme ham i vejen.

En gang havde en nabo fortornet ham. Denne mand
havde en skjon hingst, som pludselig blev borte af stalden.
Man ledte aUe vegne, men hørte da en vrinsken som fra skyen,
; så var hingsten sat op på rygningen af huset, og det kost-
e stor mdje at få den uskadt ned. Hvis pugen ikke fik
et stort, dybt smdroje i sin grød, fik honsene pip, eller de
lagde vindæg, eller mælken blev blå, og smorret bittert o. s. v".

A. li.

44. I en gård ved Kirkerup sø havde de en nisse. En
dag om vinteren, da bondens hø var sluppet op, så han nis-
sen sidde oppe på hanebjælken. «Hvad, er du der !» sagde
bonden, ckan du ikke skaffe mig noget hø?» — c Jo, jeg
kan.> Om natten kom han og baukede på vinduet og sagde:
«Du kommer til at sidde op og spænde for en vogn og kjøre
ud på søen for at hente en visk hø, jeg tabte der ude.»
— «Spænde for en vogn og hente en visk hø,» mumlede
bonden. Han csad» dog op, spændte for og kjørte ud på
søen. Da var der et helt læs. Han læssede nu høet på og
kjørte hjem med det, og det slap ikke så let op, da nissen
jævnlig 6ar mere til.

Der fortælles om den samme mand, at han strøg sine
heste med en rød klud nytårsmorgen, og når han gjorde det,
kunde hans heste ikke blive magre det år. H. Nielsen.

45. I en gård var der en nispuug, som man tit kunde
se i gavlhullet Han mddte manden, hos hvem han boede,
en aften, da han kom med ti bygvipper, pustende og ston-
nende, som han da havde en svær byrde. Så lo manden ad
ham og sagde: «Det er nok en svær byrde, du der har.» —
c Havde du lukket din mund,» svarede nissen, c havde du
haft ti tønder byg mere i din lade i morgen. » j. m.

5. Nissens hvile.

46. På en gård i Dokkedal, Mov sogn, boede der for
nogle år siden en mand, der almindelig blev kaldt Peder
Skelund« På denne gård boede nissen. Den samme mand

6. Nissens hvile. 53

havde et lille øg, som nissen holdt meget af at ride på. Men
så var det sådan hen ad forårstiden, da foderet i laden var
ved at slippe op, at karlen en dag sagde til nis, at efter som
der var så lidt at fodre med, kunde det nok ikke gå an, at
han vedblev med sit ridt «Du skal ingen ting bryde dig
om}> svarede nissen, «jeg skal nok finde på råd.» Om af-
tenen bad han karlen om at følge med sig, og da de havde
forsynet sig med et dygtig langt reb, begav de sig over
Vildmosen til Sønder- Kongerslev. Der i byen boede netop
en mand, som hårde et helt gulv utærsket havre i sin lade.
Nu tog nissen det halve af havren og bandt det i rebet,
hvorefter de begge begav sig på hjemvejen. Men som de kom
ned på Vildmosen, begyndte karlen at blive træt, hvorfor
han spurgte nissen, om de ikke skulde hvile. «Hvile, hvad
er det for noget ?» spurgte nis. «Det er sådan at lade knip-
pet ligge på jorden og sætte sig derpå,* svarede karlen. Nu
gjorde de, som karlen foreslog. Men da nissen satte sig ned,
befandt han sig så vel derved, at han udbrød: . «Håd a
trowe, hwilen håd wåt så huld, så had a tån hiele gwolt fuld.»
Mads Andresens kone, Sandhusene, Hadsund, v. Lovise Hansen.

47. En mand og hans nisse vilde følges ad hen at stjæle
foder, for manden var i fodertrang. De tog ved en mand,
hvor der var nok. Manden tog en brønding, og nissen tog en
trave. Da de kom lidt hen, sagde manden: «Skal vi ikke
hvile ?» — «Hvad er det?> siger nissen. « Ja, det er at sætte
og tage ved igjen.» Da de havde hvilet lidt, sagde nissen :
« Havde a vidst, te hvile var så god, havde a taget den hele
lade på ryggen.* Hårup.

48. En mand, der var bleyen i fodertrang, havde en
nisse, men det var af de unge nisser, der ikke var rigtig lært
Han og karlen var gode venner og kunde så godt følges ad.
Så skulde de hen at stjæle foder og kom ind i en lade. Nis-
sen tog så meget både uden al ende og tal, og så gik de.
Da de havde gået et stykke, siger karlen: «Skal vi ikke
hvile?* Hvad det var? Ja, det skulde ban vise ham, og så
satte han sig ned. Da de havde siddet lidt, siger nissen, at
dersom %han havde vidst, der var noget, som kaldtes at hvile
sig, så skulde det have været til gården, alt hvad der var i
laden. Kiels Pedersen, Stjær.

49. Der var en nisse her i Sønder- Kongerslev i Kræn
Bundesens gård. Karlen var en gang med ham i Randrup

• at stjæle, og de skulde jo have en god borren. Da de kom
til en bitte hoj på præstens mark, der kaldes Knoldhqj, sagde
karlen, at nu vilde de hvile dem. Nissen sagde så, at havde

54 B. Nisser.

han vidst, at hvilen var så god, så vilde de have taget hele
gulvet Der var også en nisse her nede i BUkkilde- gården.
Han måtte ud til Dokkedal at hente en ko i steden for den,
han havde vreden halsen om på. Sønder-Kongerslev.

50. I et knapt år sagde en bonde i Vollerup en jule-
aften, da grøden var sat på bordet, til konen : «Mar, vi kan
ikke dyppe ret dybt i smorhullet for . . .» Han blev i det
samme afbrudt ved et lydeligt « godaften*, der blev udtalt af
en lille mand med en rød hue på, som just trådte ind ad
ddren. «Kom frem,» sagde bonden, «og spis med os.» Konen
så surt hertil og blev rent af lave, da gjæsten dyppede ikke
alene grøden, men næsten Jhele skeen i smorhullet Ud på
aftenen fik den arme mand endelig lejlighed til at sige konen,
at gjæsten var en af de gode nisser, der nok reddede deua
fra aen fodertrang, der stod for doren. Han havde heller
ikke taget fejl, for straks efter opfordrede nissen ham til at
følge med over til nabobyen Kallerup, hvor der var hostet
Guds velsignelse af sæd. Der krøb nissen som en kat op i
en lade og smed mange læs sæd ud af «tvisten» og kom selv
bag efter. «Så meget Kan vi ikke bære,» sagde bonden. «Jo,
du. tager fire neg, og jeg resten. > Det gik nu over det slemme
Stensbjærg, hvor en hare regjerer. Der blev bonden træt og
vilde hvile o. s. v. V. Boye.

51. «Havde jeg vidst, at hvilen var så god, skulde
hæssene have fulgt mig både.» Lærer Hansen.

52. Svend Felding kom til en nisse, der kom gående
med syv traver havre på ryggen. Det var jo en stor borren,
og så sagde han til ham, at han skulde hvile sig lidt Det
gjorde så nissen, og da siger han: « Havde a vidst, hvile var
så god, så. kunde a have taget syv traver til.» Nu gav han
ham syv karles styrke for det gode råd, men fra den tid
kom han også til at æde for syv mand.

De havde en stor gryde i Skjoldelev præstegård, som
brugtes i steden for kakkelovn, og den kaldte de al tid Svend
Feldings dovrepotte. Den skulde han nemlig have fået hans
mad kogt i, men den er kommen væk for længe siden.
(Sml. 1. afdl. nr. 959—969.) Ane Nielsdatter, Fårup.

53. Lige ved vejen mellem Nimtoft og Koed er en
meget stor sten, der ovenpå har et indtryk, som om én har
siddet på den. Den kaldes Hvilestenen. Det mærke er frem-
kommet således. Herremanden på Vedø havde intet foder,
og hans kreaturer stod og sultede, men så var der en nisse,
som havde ondt af dem, og han gik til Ryomgård efter fo-

5. Nissens hvile. 55

der og blev sådan ved flere nætter at bære foder på sin ryg
fra Ryomgård til Vedø, og hver gang han kom med en byrde,
hvilede ban sig på den sten. Så tung var byrden, at det
har efterladt sig det mærke i stenen.

Tæt ved den sten er en boj, lidt nord for, og den rej-
ser sig hver helligaften på fire gloende pæle. Hvem der er
synsk, kan se, at der holdes gilde af ojærgfolkene, og det
skal da være farligt at komme der forbi Jeg har talt med
en gammel mand, som bar set det. o. Holm, Ørsted.

54. På Koed mark ligger en stor og flad sten med nogle
underlige fordybninger, som ser ud til at være fremkommne
derved, at en mand havde sat sig på den, og stenen så havde
givet efter. Den kaldes Hvilestenen. Et år var der avlet
meget lidt på Ryomgård, medens man på nabogården Vedø
havde haft en rig host En nisse, der var hjemmehørende
på Ryomgård, tog del i hans gårdfolks sorg over det ringe
år og vilde gjøre sit til, at kornet ikke skulde slippe op.
Den gik derfor en nat over til Vedø, tog der så mange rug-
neg, som den kunde slæbe, og gik med sin store borren hjemad.
På vejen blev han træt og satte sig ned på bemeldte sten for
at hvile sig. Derfra skriver sig fordybningerne og stenens
navn. Ole Bork Holm, Kjærgårdsholms mølle.

6. Nissers slagsmål.

En plov som våben. Valpladsen bliver hOj, hul, sø.
Nissen sover på stakken, c Så du, jeg stod mig.»

Det gloende hjul o. s. v.

55. Der var en nisse i Trandum, han rogtede bæsterne,

og de var så dejlig fede. Om ham fortælles også, at han

stjal foder og var oppe at slås med en anden nisse.

Ane Malene Jespersdatter, Lille- Londebjærg.

56. Nedergård og Hestholm ligger kuns et lille stykke
fra hinanden. I disse to gårde har der i gamle dage været
nisser, men de kande ikke komme til rette og var derfor
bestandig i totterne på hinanden. De stjal og røvede fra
hinanden, det bedste ae kunde, og det vedblev de med, til
de fik hinanden lagt øde. Men gårdene vedbliver endnu at
kaldes Nisgårde. Fr. Knudsen, Agerskov.

57. På hver af gårdene i Starholm i Båbjærg var der

56 B. Nisser.

en nisse, og de lå idelig og kivedes med hinanden, hvilket
havde til følge, at den ene en gang blev slået ihjel af den
anden. Nissen besørgede selv sin kost undtagen hver jule-
aften o. s. v. Han hentede en ko i Bunken en halv mil syd for.

A. P. Gårdboe.

58. Der var nisser i de to osterste gårde i byen på
Hjarnø, og de kunde ikke forliges, de sloges imellem så længe,
at der var store blodspor i sneen om vinteren. I en anden
gård var en nisse, som var meget dygtig til at tærske, men
ikke af de allerbedste til at fodre hestene. Søren Hansen.

59. Gården Ultved hører til Tylstrup i Ajstrup sogn.
Her var en gårdbuk, som passede to røde Køer, og på 'Garn-
melvrå var én, som også passede to røde køer. De stjal
foder fra hinapden. En gren af Lindholms å adskiller gård-
ene, og der modtes de på broen en nat og sloges, så der
ikke blev andet tilbage af dem ecd deres tommeltæer. Kik. Chr.

60. Nebbegård ligger ikke længere, hvor den for lå, og
grunden dertil er følgende: Nebbegård og Ødstedgård havde
hver sin nisse. Disse to levede ikke i et videre godt forhold
til hinanden, da de for at berige deres herskaber stjal korn
fra hverandre. En aften traf det sig da hverken værre eller
bedre, end at de modtes hver med en god ladning korn. Nu
sloges de, til det stod efter, men enden blev, at nissen fra
Nebbe måtte give sig, og han blev dræbt. Nu tumlede den
Ødsted nisse sig sådan ovre på Nebbe, at de måtte flytte
gården lidt bort, da nissen så ingen magt havde. Det blev
gjort, og siden var der fred. Mads Jepsen.

61. Nissers slagsmål på Trøderup og Kragdrup . . .
Stjal foder, slog hinanden ihjel. Nik. Christensen.

62. Der var en gårdbonisse i Brunsbjcerg og én i Ebbes-
gård. De vilde stjæle foder fra hinanden. Så kom de til at
slås midtvejs mellem gårdene nede i kjæret Han fra Ebbes-
gård tog en bagplov og slog med. Lem, Sall.

63. Her i Fårbæk har der i gamle dage boet en gårdbo.
I nabobyen Egelund opholdt der sig på samme tid en nisse.
Disse to var ikke i nogen god forståelse med hinanden, og
der fortælles, at da de en gang traf sammen på vejen mellem
de nævnte byer, kom de op at slås. Den ene greb en plov,
og den anden en harve, og med disse slog de dygtig løs på
hinanden. Hvem der gik af med sejren, vidste fortælleren
dog ikke. H. Pedersen, Fårbæk.

64. På Djernces havde de en nisse, og på Færgegård

6. Nissers slagsmål. En plov som våben. 57

havde de også én. Disse to kunde aldrig forliges, ti de stjal
så forvovent fra hinanden, at de en dag blev uklar, og hver
tog en bagplov i hånden, og med den sloges de så længe,
til hver havde kuns en lille stump i hånden. Lars Dybdahl.

65. Flynderaård og Bcekmark har hver haft sin nisse.
I den sidste gårcT havde han især kastet sin kjærlighed på
nogle stude, som af den grund al tid var bedre i stand end
de andre. På Holmgård sagdes også, at der var nogle stude,
nis stadig foretrak. Nisserne i Flyndergård og Bækmark stjal
fra hinanden, men når de en gang imellem greb hinanden i
det, kom de jo til at skjære sammen, og så tarsk de nok godt
til. En nat blev manden i Flyndergård vækket ved, at én
råbte ved vinduet : «Sæj mæ, hwa a ska slå mæj !» Manden
betænkte ikke følgerne og råbte tilbage: «Du kan tage bag-
ploven.* Bondekonen blev også vågen ved denne råben, og
manden sagde til hende, at det vist var nis, der havde råbt,
ti han syntes ikke, han kunde tale rent, og det kan den slags
folk nok heller ikke. Næste dag fik han vished i sagen, ti
da han skulde have for ploven, var bagploven slået i splinter.

M. Møller, Sir.

66. Emeld Synder-Owle å Sorrerup ned ad se mark der
æ en lille lyk, dæ hed Pugholm. De navn har en faet a to
puger, den jenn kom fra Synder- i, vie mæ et las halm, som
han haj hindt dær, den aan kom fra S&rrerup, han vild ha æ
halm mæ tebaag te Owle. Di kam te å slås å sprat i æ jord,
te dæ bldw et lille bjærre, hvor ævej gær 5ver indno. Æ
vuen mæ æ halm vældt di over i den lille lyk, der indno hed
Pugholm. J. p. N. L.

67. Gårdene Astrup, He sogn, og Sørup, Torsted sogn,
havde i gamle dage hver sin nisse. Derom går følgende
sagn. Nisserne vilde en vinter, da foderet var knapt, stjæle
fra hinanden og bringe det til hver sit opholdsted for at give
kreaturerne det. Nu traf det sig en nat, at begge nisserne
inddtes på heden imellem begge gårdene, hver med en del
foder, som de gjensidig havde stjålet i Astrup og Sørup lader.
Da kastede de foderet væk og floj i totterne på hinanden og
sloges hele natten. På denne tumleplads blev der siden en
gron plet, som endnu den dag i dag kaldes Nissernes gromie.

Værtshusholder Jens Nielsen, Ringkjøbing.

68. Nisser fra Tanderup og Onsbjærg stjæler fra hin-
anden. Mødes med et ordentligt læs havre på ryggen. Slags-
mål. Havren lå som hakkelse og avner om morgenen.

Fortalt af Morten Kusk, Samsø. N. P. Olsen, Selsinggårde.

69. Der var en nisse i Bolkjcsr og en i Storegård. Ikke

58 B. Nisser.

ret langt fra Bolkjær er en lille bøj, æ Vanghqj, og der lå
al tid noget halm ved, når én kom forbi. Det hidrørte fra nis-
sernes slagsmål, da de stjal foder fra hinanden. Kristen Vad.

70. Der inddtes to nisser en gang påZ/a/2øsø(Tjele-L.), og
de kom op at slås. Den ene var fra frastruplund, og den an-
den fra Flarup. De stjal jo fra hinanden. Om morgenen lå
der så meget havre på pladsen og var split ad. De kunde
bære en halv trave navre ad gangen, men ikke mere end tre
rugnege. Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

71. Nissen på Løjtved stjal fra nissen på Skjoldemose. Til
sidst bebrejdede manden på Skjoldemose denne gårds nisse, at
han havde så stort tab, og så blev han fortrydelig på Løjtved
nisse, endskjondt de hidtil havde været gode venner, gik til Løj-
tved og stjal et lille læs hø på to stænger, som han tog på
nakken og vilde hjem med. Men i det samme mærkede Løj-
tved-nissen uråd og kom efter den anden, og de kom nu til
at slås i Brunemose mellem Løjtved og Skjoldemose, så læs-
set blev spredt over hele mosen. p. Olsen.

72. Nisserne passede især hestene, og hvor nissen var rigtig
god, kunde de derfor også have gode heste. En nisse henne
ved Ojæstelev havde taget et halvt havrehæs fra en anden
mand og vilde nu hjem med det, men da møder han netop
nissen i den gård, hvorfra han havde taget havren, han
havde vel også været ude i forretninger, og så kom de op
at slås om havren, hvoraf følgen bleVa at navrehæsset blev
splittet ad og spredt over hele marken. Siden kalder de
marken der omkring Havrevcenget p. Jensen, Kværndrup.

73. Der var gårdboer på Hesthave og en anden stor
gård i Krejbjcergy Bakkegården, og de kom til at slås ude
på marken. De havde overtrippet en hel tønde bygsædeland.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.

74. Nisserne fra Spotrtip og Rodding præstegård kom
en gang til at slås, og vi kan se knuden endnu, hvor det
gik for sig. Anders Møller kom en aften forbi det sted, han
var den gang møllersvend i Spotrup mølle og vilde hjem. Da
blev det helt mørkt, og der Kom noget forbi ham som et
læs ris eller en rubberet lime, der strøg hen ad hans klæder.

Lem, Sall.

75. I et meget knapt foderår var de gårde, der havde
en dygtig nisse, godt farne, ti disse små, men stærke pus-
linger var rigtig 'gode til at bjærge til den mand, hvor de
havde taget ophold, og således havde Hemingsholm og Gjel-
lerup præstegård hver en ret god nisse. De stjal en nat fra

I

6. Nissers slagsmål. Valpladsen bliver hftj, hul, sø. 59

hverandre en god dragt foder, hvormed de modtes på engen
mellem Herningsholm og Gjellerup præstegård, og da de så
hinandens streger, blev de så vrede, at de tog til at slås, og
begge foderdragterne nedtrampedes i den bløde engbuna.
Derved fremkom en holdt, der den dag i dag kaldes Nisses-
holdt og ligger i præstegårdens eng. Holdten er der endnu
som synligt vidne om denne begivenhed fra nissernes tid.

Kiels Uglsø, Sønder-os.

76. I Langeble ved Nyborg er der på en mark et dybt,
bundløst hul, som kaldes Nissehullet, fordi to nisser, som
havde stjålet hø hos hverandres husbonder, her kom op at
slås om det og sank så til sidst ned begge to.

Folk sagde om en mand i Tarup, at han havde en nis-
se på sin gård, fordi, skjondt han ikke mere end lige kunde
bjærge sig med, hvad han havde, hans heste dog al tid var
bedre istand end nogen andens i byen, men det kom af, at
han var nær ved selv at trække for hestene, så nænsom var
han mod dem, og så skar han hakkelse så fin, som der ikke
en gang nu er nogen, der gjor på maskine. Y. Bennike.

77. I Voer sogn ligger to gårde tæt ved hinanden, som
hver havde sin nisse, disse to nisser kunde ikke forliges. En
dag, medens manden i den ene gård lå og sov, kom hans
nisse og råbte til ham : «Fåer, hwa 6ka a ta å slå niæj ?»
Han svarede: «Du kan tage den gamle vogn, der står i gården,
den er ikke for god.> Næste dag var vognen spredt i stumper
og stykker i gården, og i et hul på engen mellem gårdene
var naboens nisse bleven stoppet ned, og hullet hedder den
dag i dag Oårdbonisses hid. Jens N. Bloch, Kjobenhavn.

78. For mange år siden var der en nisse på Bisgård,
og der var én på Frodesdal. De kunde ikke rigtig komme
ud af det med hinanden, for de stjal havre fra hinanden. En
aften modtes de på Frodesdals mark og havde begge en or-
dentlig dragt havre på nakken. «Godaften,» siger nissen fra
Biseård, «hvor har du fået det havre fra ?> — «Fra Bis-

Såra,» lød svaret; cmenhvor bar du fået det havre fra, som
u har på nakken ?» — «Fra Frodesdal,» lød svaret. De kom
nu op at skjændes, og det endte med slagsmål, hvorved de
trampede et stort hul i jorden, som endnu den dag i dag
kaldes Nisseshul, men siden har man aldrig hørt noget til
nisserne på de to gårde. F. P. J. Lund, VintenEnner.

79. To gårdboer, den ene fra Trevad og den anden fra
Kirkegård, Sevel sogn, modtes en nat nord for Trandum
kirkegård på Kirkegårdsbakken, nogle hundrede alen vest for

60 B. Nisser.

Krarup å, hvor det kom til en ordstrid mellem dem, der endte
i håndgribeligheder. Men den ene var den anden så meget
overlegen i legemskræfter, at han smed ham fra bakken, livor
han stod, ned i en lavning vesten for Tastum (afstanden er
omtrent en mil); og hvor han faldt, blev et hul i jorden, der
straks fyldtes med vand cg siden forstorrede sig så meget,
at det blev til en sø på et par kvadratmile. Nu er den ud-
torret. Jeppe Jensen, Åkjær.

80. En nisse på Bramminggård og én på Sneumgård
de modtes på Sneum bro, og der kom de op at slås.

Terkild Grregersen, Ørris.

81. I Dalum, en halv mil fra Odense, findes i Odense
å en gammel bro, kaldet Nissebøvedbro. Den kommer kun
til syne, når åvandet udtommes eller på anden måde synker
lavt Navnet Nissebøved skyldes to nisser, der boede i to
gårde, som lå på hver sin side åen. De bestjal hinanden
gjensidig. Karlen i den ene gård hørte en dag, da han op-
holdt sig i loen, e*n af nisserne pustende og stønnende slæbe
med hø på loftet. Han forholdt sig da ganske stille. Nissep,
som ikke troede sig beluret, udbrød til sidst halv hojt: «A
fy, hvor jeg sveder!* — *Ja fy, hvor du stjæler !» råbte
karlen og lo. Kort efter, da han stod i gårdens torveskur, så
han begge nisserne komme med hver et knippe hø på nak-
ken. De modtes midt på åbroen. Da de ikke kunde komme
forbi hinanden med høet, og den ene ikke vilde gå tilbage
og give plads for den anden, kom det følgelig til slagsmål.
Da høet hindrede dem i ret at få tag i hinanden, kastede de
det i åen og forsoete nu hver især at sende sin modstander
samme vej. Det vilde dog ikke lykkes; altså skiltes de, som
det syntes, vel forligte. Om aftenen havde samme karl været
borte fra gården. Da han vendte hjem, var det sildigt, og
han havde derfor lygte med. I det han kom til gårdsleddet,
så han nisserne sidde på hver sin ledpæl. Som ban nu vilde

!jå ind, råbte den ene til ham: «Lys nojt?» Han holdt da
ygten i vejret, men fik i det samme en vældig ørefigen af
den anden nisse, der nu råbte: «Lys lavt!* Så sænkede
han lygten ; men nu fik han fra modsatte side et lige så droit
slag med befaling om atter at lyse hojt Og således blev de
ved, indtil karlen fandt på at slukke lygten. Det var vel
sagtens nissernes hævn, fordi karlen havde været øjenvidne
til deres kamp på Nissebøvedbro og så frækt vovet at tyvte dem.

Lærer H. Hansen, Hjallese.

82. I min fødegård Kjølkede, Bovling ved Lemvig, var
der i forrige dage en gårdnisse, som der i min barndom blev

J

6. Nissers slagsmål. Nissen sover på stakken. 61

mig fortalt mange historier om. Lidt nord for Kjølhede lig-
ger præstegården, en stor gård på omtrent fjorten tdr. hart-
korn, hvor der også var en nisse. Disse to små fyre levede
ikke al tid i den bedste forståelse som gode naboer, i det
de hver for sig vilde deres gårds bedste, der tit var på den
andens bekostning. Så hændte det sig et år, at præstegården
havde en mindre god avl, men den var så god i Kjølhede,
at der måtte sættes noget korn ude i stak. Denne overflø-
dighed gjorde ondt i præstegårds-nissens ojne. Vor nisse
vidste imidlertid godt, at præstens nisse omgikkes med tyve-
tanker. For des bedre at kunne passe tyven op sov han
hver nat ovenpå stakken, men han var ikke så let i blund,
som fugl i lund. En loverdag nat kom præstens nisse listende
på tyvesokker og borede sig ind under stakken, løftede den
op og bar den bort på hovedet. Vor nisse sov den retfær-
diges søvn og mærkede intet, f5r tyven kom til præstegård-
ens markskjel, omtrent midt imellem begge gårde, hvor der
var en storre grøft og et dige. Da tyven vilde hoppe der-
over, faldt stakken fra ham, og ved den forstyrrelse, som
dette afstedkom, vågnede soveren op og så straks, hvad der
gik for sig. I en fart kom han ned, hvor der så stod en
skrækkelig kamp, der varede ved til morgengry. Da folk
søndag morgen gik til kirke, undredes de over at se en korn-
stak stå på dette sted. De gik nærmere for at se, hvordan
det kunde hænge sammen, og fandt da bagdelen af en to-
hjulet plov og en halv harve henslængt ved stakken, samt
mærker af en voldsom kamp. De to dele havde altså været
de våben, som de to vrede kjæmper havde brugt mod hin-
anden. Peder Kjølhede, Muskegon i Michigan, Amerika.

83. Der var nisser på Torlundgård og L/indbjærg i
Olgod9 og begge steder havde de stakke ude. Så kom nis-
sen fra Torlund og stak hovedet ind under en stak, men der
lå den anden nisse og sov oppe i, og han mærkede det ikke,
inden de kom til Torlund. Da vågnede han, og så stod der
en kamp, der varede til dag. Men stakken blev stående.

Niels Tranbjærg, Tirstrup.

84. Der var nisser her på Houm og Grubbesholm. De
stjal stakke fra hinanden. Den, der var her på gården, lå en
gang og sov på en kornstak, og da kom den anden og vilde
tage den. Så blev han vågen, ved at stakken begyndte at
ryste, og han »kom ned, og de kom til at slås der ude ved
<e Vejle. Der er en stenkiste over den, og der skulde nissen
jo over med stakken. Om morgenen lå halmen der, og så kunde
folk da se, hvor de havde slåedes. Dorthea Kristensdatter, Houm.

85. På Donneruplund og så en anden gård i Give, der

62 B. Nisser.

hedder Søndersthoved, havde de nisser. På Donneruplund
var der store kornhæs ude, og så vilde den anden nisse
komme og stjæle af dem. I det han nu tager et hæs, lå nis
ovenpå og sov. Han vågnede omsider ved den skumpen, og
da var hæsset kommet omtrent midtvejs. De kom nu til at
slåes, og så rev de hårene af hverandre, så de floj runden
om dem. Næste morgen fandt man hæsset stående der på

EJadsen, og folkene på Donneruplund måtte til at kjøre aet
jern igjen. Vinding højskole.

86. Der er også gode nisser til. En sådan opholdt sig
en gang på herregarden Skjoldemose i Sydfyen. Det år gik
høet for tidlig op mange steder, også på den gård, hvor nis-
sen boede. Han var inderlig kjed deraf på sin husbonds
vegne og besluttede til sidst selv at skaffe hø. Nu havde
han set, at de Kroghenlunds folk havde hø i stakke uden for
deres lade. Altså lister han sig derhen ved nattetid, tog en
god stor stak på nakken og skyndte sig ad Skjoldemose til
med den. Uheldigvis lå Kroghenlunds-nissen og sov i stakken.
Så snart denne mærkede, hvorledes høet, han lå i, huutplede
og skumplede under ham, kravlede han ud og så nu til sin
forbavselse, at han blev båren over den ene plojemark efter
den anden, tilmed af en anden lille rødhuet mssebro'r. Det
var mer, end han vilde finde sig i. Han sprang derfor ned,
og nu kom nisserne op at slås. Under kampen spredtes
høet over hele løkken. Men siden den tid vil der ikke ret

vel vokse noget i den løkke. Bruneløkken kaldes den.

Lærer H. Hansen, Hjallese.

87. Der skal være et træ i Lindum skov, der er hult,
og det tor ingen komme til. Et par mænd var nysgjerrige
og vilde hen og se ned i det. Den ene var nærmere ved
end den anden og så derned, og til ham kgm der en skiveise,
som sagde: «Så du, hvor a bankede ham der nede?> Han
svarte : «Ja, efter ham igjen !» og så skyndte han sig bort
med den anden, men skiveisen forsvandt i træet. Se, det
var åndsnærværelse. Mads Sørensen Stær, Glenstrnp.

88. For mange år siden var der en mand fra Balslev,
der hed Kristen Jakob, han kjørte til Middelfart med et læs
korn. Som han kom ud for Jeppes torvemose, så han to
nisser, som sloges. Han vilde skynde sig at kjøre, for det
var jo ikke rådeligt at se på, at nisser slås. Men i det samme
blev slagsmålet forbi, og den nisse, som stod sig, råbte hen
til ham : «8å du, Kristen Jakob, jeg fukled Jasef !» — « Ja,
fukl du ham kun én gang til,» svarede manden og kjørte sin vej.

K. P. Dalin.

6. Nissers slagsmål. «Så <ln, jee stod mig.» 63

89. To nisser var kommen op at slås om deres fodring.
En karl, der hed Terkild,* var kommen forbi og vilde gå et
sted hen. Men da han nu så slagsmålet, vilde han gjemme
sig i nogle træer, og der stod han så og så på, hvordan det
gik. Endelig råbte den ene: «Så du nu, Terkild i trunten, a
sto mæ iliiwal.> — <Jamen du fik endda det sidste slag,»
sagde Terkild. Så blev nis vred og rendte efter ham, og han
måtte rende stærkt. Endelig kom han til kirkegården, og
der smuttede han ind ad lågen og slog den stærkt i efter sig,
og var han ikke kommen derind, så havde nis taget ham.
Men der blev en stump af hans kjole siddende i lågen.

Maren Knudsdatter, Uglbølle.

90. Dem i Hallendrup de havde en nisse, og dem i
Ginderup de havde én. Så kom Ginderup-nisse i hov omf
at han vilde op og stjæle i Hallendrup, og så siger han til
én, der hed Terkild, det gjorde nis, oin han vilde ikke med
der op og stjæle havre i aften. Terkild sagde jo, det kunde
de jo godt. Så gik de, og de tav (o: tog) så meget som de
kunde både slæbe og bære hverre (hver). Da de kom så
midtvejs på tilbagevejen, så modte de Hallendrup-nisse, han
havde været i Ginderup og stjæle havre. De kom nu begge
op at slås, og imens puttede Terkild sig ind i en trætrunte,
der stod ved siden ar. Da de var så færdige med at slås,
havde Ginderup-nisse stån sig. Han tager da ordet og siger
til Terkild : «Kan du nu se, Terkild i trunten, a stod mig
endda.* Så fik de bylten på dem igjen,oog så trækket de af
med den. Lidt efter siger Terkild : «A, lad os hvile. » —
«Hvad, er der hvile til?» siger nis, «så kunde a have båret
lige så meget til, som a har.» Kirsten M. Pedersdatter, Hornslet.

91. I Hesselager imellem Svendborg og Nyborg havde to
naboer hver en nisse, og den ene vilde da stjæle hø fra den
anden, men den anden havde mærket det og passede på, til
han kom igjen, og der blev et helt slagsmål. Manden, der
var stjålet fra, kom tilfældigvis gående i det samme, og han&
nisse kom ham da glædesstrålende i møde og siger til ham :
«8å du det, Skjephavremand, jeg børsted Bærtel?»

Rasmus Kristensen, Vester-Skjerninge.

92. I Ncerå var en nisse, og i Ore var også én, de kunde
aldrig forliges, de stjal hele hæs ad gangen fra hinanden Nu kunde
bymændene nok have lyst til at vide, hvordan de bar sig ad.
Derfor gav de hver en mand to skjæpper havre, for at han
skulde sidde et sted i nærheden for at se til og fortælle,,
hvordan de bar sig ad. Han gik da ud og satte sig i et træ
i god tid. De modtes lige for ham og tog fat, for det var

64 B. Nisser.

lige på markskjellet, han sad. Det gik hårdt på, men den
ene fik dog den anden til at flygte, og derpå gik han hen og
så op i træet og sagde: «Så du det, Skjæppehavremand, vor
duntende Bartus (o: hvor jeg duntede Bærtel)?» — « Jamen
eja, du fik en skrup mere end han,» sagde manden. « Gjorde
jeg?» sagde nissen og foer af sted for at betaleden. Imens
øb Skjæppehavremand hjem. D. J.

93. Herregårdene Kra&trup og Vår i den nordlige del
af Ålborg amt havde i gamle dage hver sin nisse. De levede
i ufred med hinanden, og det blev aftalt, at en tvekamp
imellem dem skulde jævne striden. Nissen fra Vår, der an-
såes for den svageste, påkaldte staldkarlens hjælp, og da denne
ytrede sin frygt for at være deltager i kampen, forklarede
nissen ham, at hele hans deltagelse skulde bestå i at stå og
være parat med en høtyv og støde denne i et glødende hjul,
under hvilken skikkelse Krastrup-nissen nemlig vilde komme
ved nattens frembrud, for så var sejren vis. Karlen tog mod
til sig og gjorde, som nissen sagde, og han vandt derved
nissens venskab, hvilket han havde gavn af mange gange
siden. J. D. Jensen, Vindblæs.

94. Nisser stjal foder og bestemte en aften til at slås.
Den, der fik magt, skulde være mest. Da Ejålgårds gård-
buk kom hjem, sagde han til manden, at han skulde, fidre
med halmbånd mellem egerne på et hjul, og når de kom til
at slås, skulde han stikke ild i hjulet og trille det ind imel-
lem dem. Så begyndte dysten, og Kjålgårds-manden trillede
hjulet. Da blev Kjøldrup gårdbuk så forskrækket, at han
løb sin vej. Siden blev Kjålgårds-gårdbuk anset for den mæg-
tigste. Nik. Christensen.

95. Der hvor landevejen forhen gik imellem JerUv og
Vilstrup, der gik den over en stejl banke, som nu er sønden
for landevejen og kaldes Pugkjærs banke, og kjæret der neden
for kaldes JPugkjær. Den banke var alle folk så kjede af,
for den var så stejl, og der ovenfor skulde folk al tid bede.
Så var der en mand i Jerlev og én i Vilstrup, de havde
hver en nispuug til at fodre deres kræ. De vilde plyndre fra
hverandre og hente havre til kræet — hvad enten det
nu var sande eller 15gn, det véd a ikke, men de vilde vir-
kelig have til, at der var nisser i gamle dage, der fodrede
for folk — og så kom de op at slås. Ham, der kunde ikke
stå sig, han blev gal i hovedet, og vilde have den anden slået
ihjel. Så finder han på en dag at tage et hjul, og det om-
vikler han med halm og blår og dypper i tjære, og så lader
han det om natten løbe ned ad banken, da han havde stuk-

. 6. Nissers slagsmål. Det gloende hjul m. ni. 65

ket ild i det. Den stærke stod og så efter det, og ilav kom
den anden og slog ham ihjel. Sådan har den banke fået sit
navn efter nispugen. Kristen Ebbesen, Egtved.

96. Stude by og Hemmeshoj by havde også hver sin
nisse. De stjal fra hinanden, men det gik tilbage for Hem-
meshoj mænd, for Stude-nissen var så stærk, at han kunde
koste den anden væk. Så fik Hemmeshoj-nissen en karl lok-
ket til at krybe ind i en sæk, som var fyldt med halm, og
tage sit fyrtoj med. Den gang Stude-nissen nu fik denne
sæk på nakken og var kommen halvvejen, så begyndte den at
blusse, og da nissen havde bundet den så for sandt (o : suf-
fisant) på sig, at han ikke i hast kunde få den løst, så måtte
nissen blusse med. Karlen derimod skar et hul i sækken og
løb hjem. Siden den tid stod Hemmeshoj sig godt. Chr. R.

97. På Lykkegård, der da lå sydvest for Birkumgård,
var en gårdbuk. De havde også én på Birkumgård, og de
sloges. f)a de var yed et led, kom en mand, der hed Peder
i Havens, og skilte dem ad, og han trængte heller ikke, så
længe han levede. Nik. Christensen.

98. Slagsmål imellem Klokmose-nissen og Fastergårds-
nissen. Denne undskyldte sig med, at det blot var hans eget
foder, han gik med, og derfor vandt han, da han havde ret-
ten på sin side. «Den nisse, der har uret, kan aldrig stå sig,>
siger folk. Der blev en pøl eller en plump, som endnu hed-
der Nissesig. Men den samme nat havde en karl fra Klok-
mose været ovre på Fastergård at se til sin kjæreste, og på
hjemvejen kom han forbi nisserne, mens de sloges. I steden
for at hjælpe sin gårdnisse løb han, alt hvad han kunde,* hjem.
Men Klokmose-nissen havde set ham og var nu gal over, at
han ikke havde hjulpet ham, og han besluttede at hævne sig.
Natten efter, da karlen var kommen i seng, kom nissen, tog
ham og bar ham ud i gården med de ord: «No a dæ ska
måål, te æ kåk vel gåål,» og smed ham omkring på møddingen,
indtil der ikke var et sted på denne, hvor ban ikke havde
hgget. Så sagde nissen : « Ja, ær dær et mier lannd, så ær
der dåw nåt wannd !> og sparkede til karlen, så han floj ud
i æ møddingsflod. P. K. M.

7. Nissens narreri.

99. I Rasmus Povlsens gård i Udby var i gamle dage
en nisse. Han var meget godmodig og gjorde mange tjenester

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 5

66 B. Nisser.

i huset; men gjorde nogen ham fortræd, så spillede han dem
og til gjengjæld alle de puds, han formåede. Da således en
pige en gang havde gjort sig lystig over ham, trak han om
natten, mens hun sov, begge hendes hoser inden i hinanden*
Da hun så klædte sig på om morgenen, trak hun jo begge
hoser på ét ben. Nis sad og grinte ad hende: «Ti-hi ti-ha,
tåw ho, ta tåw hoser på i lo'.* K. P. Dalin.

100. En aften, da manden sov, kom nissen og puttede
mandens ene strompe ind i den anden, og da han om morg-
enen stod op, så trak han begge strømper på én fod, da han
jo ikke tænkte på, hvad nissen havde gjort Men da sad
nissen under bordet med et underlig fortrukkent ansigt og
sagde i en tone, som om han havde ondt ved at bare sig
for latter: tHihihi! to hoser på én fod, det har jeg aldrig set
for i mine dage h Seminarist P. Olsen.

101. Nisserne har al tid været med til gavtyvestreger*
Således var der i en gård på Skarø en nisse, som om morg-
enen havde taget mandens strømper på ét ben« Manden sogte
da efter dem, men kunde ikke finde dem. Endelig råber
nissen : «Tihihit, to howser på ét ben!» R. Kristensen, V.-Skj.

102. Nisserne viste sig gjærne i skikkelse af en væd-
der. En karl fra Sandvig sKulde en aften følge sin kjæreste
hjem. Så skulde de over en stente, og der så de, at der
hængte en vædder med forkroppen på den ene side og bag-
kroppen på den anden side og kunde ikke komme over.
Maas tager da ordet og siger: «Du stakkel, se, hvor du er
kommen til at hænge». Dermed gik han hen for at løfte
den ned. Men alt det ban løftede, hjalp det ikke, og da
han så blev kjed af det og gik, grinte nissen og sagde i
«Håhåhå !» H. P. Nielsen, Sejling.

103. En tærskemand skulde en morgen tidlig hen til
en gård, dér lå langt fra byen; han gik fra Sandvig og ad
Skalsby. Da han kommer op på Easmus Bo's mark, ser han,
at der ligger en grå vædder på ryggen i en ren med alle
fire ben i vejret. Manden gik så hen og løftede den op;
men da han havde gået et lille stykke, ser han, at der ligger
akkurat én lige sådan. Han blev nok lidt forundret, men gik
lige godt hen og rejste den op med. Da han havde gået et
lille stykke til, så ligger den samme fyr der igjen. Men så
siger manden: «Nej,nu skal du have tak, du har narret mig
to gange, den tredje gang skal du ikke narre mig.» Nu kunde
han forstå, hvad det var, og så grinede nissen.

H. P. Nielsen, Sejling..

7. Nissens narreri. 67

104. Gamle-Hans i Banner fortalte, at da ban var ung
og tjente på Øland, skolde han en aften fodre hestene. Det
var så mørkt som en brand. Han stak skovlen i hakkelsen
og førte den til krybbemundingen, men i det samme føg hak-
kelsen om ørene på ham, og han hørte da noget bag ved sig,
der lo : «Hahaha!» Det var da gårdbukken, som havde lagt
sig i hakkelsen, og Hans havde taget ham med i skovlen.
Fra den tid rørte ban al tid om i hakkelsen for at mærke,
om der var noget deri. Nik. Christensen.

105. Nissen på Skjeld ved Vedsted gryntede en aften
som et svin, da manden var kommen ud i stalden for at
fodre hestene. Det sagde: «U, u!> men manden rendte i
sin iver hovedet mod væggen og sagde: «Av, av!» Da lo
det inde i foderbåsen og sagde : «Hahaha !» Så vidste manden,
at det var gårdbukken, og gik rolig ind, for han vidste nok,
at den sorgede for hestene. Nik. Christensen.

106. I Kjøng præstegård og på gården Filstrup havde
de byttet piger, så at der var gommen en lillepige til Kjøng.
Da nis om aftenen kommer ind for at se til pigerne, synes
han, at den ene er mindre, medens de i forvejen var lige
store. Han tager i benene på den lille og trækker hende ned,
hvorfor der kommer til at mangle et stykke ved hovedgærdet.
Derpå trækker han hende op, men nu mangler der et stykke
ved fodenden. Han siger da : «En lang og en stumpe og to
mage lige; gjønge du til Kjøng, så skal jeg nok gjønge dig
tilbage igien,» hvorpå han tager den lille og bærer hende til
Pilstrup, Juvor han tager den anden og bærer til Kjøng. De

Erøvede et par gange på at gå tilbage ; men nis byttede dem
ver gang, medens han gjentog ovennævnte.

Gjønge udtales gjønge med tydeligt j.
(Sml. nr. 42 og 142.) Stud. P. Jacobsen, Kjtfbenhavn.

107. Anders Nielsen på Mern mark havde en nisse,
der boede under en havrebod inde i gården. Denne havre-
bod kaldte de al tid djævleboden. Der var en kætte (o : åb-
ning mellem to huse), som aldrig nogen turde gå ind af om
aftenen. En af karlene havde en aften været i byen, og da
han kom hjem, havde de lukket porten for ham, så han
kunde ikke komme ind uden at skulle gjennem denne kætte.
Han havde nok hørt nogle fortællinger om den, men tænkte,
at det var vel ikke andet end snak det hele, og gik så der-
ind ad. Aldrig så snart han var kommen der ind, var det,
ligesom én tog fat i ham og hug ham fra den ene væg til
den anden. Endelig slap han helt fortumlet og forslået der-
fra og kom ind i seng. Siden gik han aldrig gjennem kæt-

68 R X

ten. Det samme sted narrede nissen så tit kariene om natten.
De vågnede og hørte spektakel i hestestalden. Således har
min morbroder fortalt, som tjente dér i flere år.

Laerer H. P. Nielsen, 8ejling.

8. Nissen i logabet o. s. v.

Karlen over brøndkarmen.

108. I Sepstrup er der to store garde, der kaldes B*es-
kolm. Her var en nis, som fedede deres heste, og han fik
en gryde grød med smor i hver aften. Han opholdt sig i
laden, og når karlen gik af laden og gik ind, satte han sig i
ladehullet. Denher bitte /Ireng var så ligegyldig med dem,
og de var kjede af ham. En af karlene listede sig til at skyde
ham ned af hullet en gang, han vendte ryggen til, te han
blåt ind i loen. Nis kunde just ikke stede sig, men han vilde
nok gjøre ham et puds igjen.+ Om middagen, de går hen og
sover, da kommer nis og tager og bærer ham ud på kjelde-
vippen, og det formærkede han ikke til. Så kommer manden
hen og vil tale til karlene og ser da, han ligger der. Nis
giver sig straks til kjende henne i laden ved at stå sådan og
skrannigrinne ad det. Manden far ved karlen og får ham

ned. «Å, det har den forbandede nis gjort!* sagde han.

J&rgen Villadsen, Bamsing.

109. En nis sad i et høhul og drillede hunden og sagde :
«Tosselall, ta i den to, tosselall,ta i den to !> og så stak han
den ene fod og så den anden fod ud til hunden, som stod
bunden neden for. Det stod en karl og hørte på, og så list-
ede han sig hen og skjowd ham ned til hunden. Men om
natten tog nis en navfjæl og lagde over kjallen, og så tog
han karlen, men han soved', og lagde ham på den fjæl. Han
vred sig, og så faldt lian ned i vandet* men nis hjalp ham
op igjen. Maren Knndsdatter, Uglbølle.

110. De havde også en nisse i Sønderup. Han sad og
trassede deres hund og tråd med benene: Så var der en
karl, der skubbede ham ud. En morgen efter lå karlen på
en fjæl over kjelden, som de havde at stå på, når de drag-
ede vand op. Andet end den fjæl havde de ikke at trække
op på, så det var farligt nok, men som karlen lå, det var
Også farligt Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

111. De havde en gårdbo på Skivehus, og deres hund

8. Nissen i logabet o. s. v. Karlen over brøndkarmen. 69

hed Tåggi. Så sad gårdboen oppe i en svale oven over
bunden og sagde: « Tåggi, ta to, Tåggi, ta to!» En dreng
listede sig så op på ladet og skjøcT ham ned, og hunden
gav ham nogle slemme plusk. Om natten lagde gårdboen
ham så på en fjæl over kjelderammen, men stod ved siden
af ham, for det han skulde ikke falde i.

Gårdboerne har også været i Krarupgård her i Hvid-
bjærg, men der har a ikke hørt til noget spil på dem.

Peder Kristensen, Hvidbjærg.

112. Nissen rdgtede jo' kreaturerne, og derfor fik han
grød otn aftenen i bryggerset Der var sådan en rende, og
et hul ind i muren, som ban gik Ind af, og så spiste han
grøden der hver aften, og der var smor i dem. Men så en

aften var der' ingen smor. Slår én af studene ibjel

bytter den om. (Sml. nr. 49.)

En dag sidder han i logabet, og der vilde karlen ikke
have ham til at sidde. Han siger: «Hvis du ikke fortojer
die af gabet, skal a snart få dig ud!» Men nej, han bliver
siddende, og karlen skyder ham så ud. «Det skal du få skam
for,» siger nissen. Om natten lagde han ham tvæær over en
kjeldekarm. Han blev nok så forfikket, da han vågnede.
Siden den dag lod ban nok nis sidde. Morten Jensen, Darum.

113. Der var en gård her i byen, som nu er udflyttet,
og der havde de en nisse. Han bjærgede havre hjem til
køerne og bæsterne, og de var da alle tider så fede. Når
hundene kom efter ham, bjærgede han sig op i et høhul, og
der kunde han så sidde og drille hundene, så der kunde være
et forfærdeligt spektakel på dem. Fordi han var så god til
at bjærge, fik han sødgrød hver aften, og når han ikke fik
dem, vilde han gjøre fortræd ved kreaturerne. N. Frandsen, Vore.

114. I Kasse boj en mand, der haaj en stor bindhund.
De vår om æ vinter, æ kael stoi å æ lo å tosk, så høør han,
æ hund blow så gal. Æ kael, dæ vå nysgjerre, gik op å æ
lowt for å se, va de vår, æ hund gjæflet ad. I æ lowtgaf
dæ sad æ nispug å drillet æ hund, han stak æ ben ud a æ
lowtgaf å sooj: «Dæræ nisses stor tå, dær æ nisses lill tå.»
Æ kael skød så nis ud te æ hund å saaj : «Dær æ nis ald-
sammel!* J. P. N. L.

115. I Tommerup var en pige krøbet op på stænget
for at vælte hø ned. Da hun så, nissen lå henne ved kanten
af stænget og drillede hunden med at række først den ene
og så den anden hånd frem efter den, i det han råbte : «Pus mig
den lalle, og pus mig så d en lalle, > listede hun sig hen bag
ham og sagde : «Pus mig det hele legeme !» o. s. v. A. N.

70 B. Nisser.

_______ •

116. I en gård i Dybbøl sad nissen en dag oppe i en.
luge (lem), stak benene ud og sagde til hunden, som stod.
nedenfor : cPus mæ den fodlall, pus mæ den fodlall !» Én af
karlene, som hørte det, listede sig hen ad loftet og skubbede
til nissen med en fork og sagde til hunden: cPus ham do
begge forrelallU Men næste nat, da karlen sov, tog nissen
ham og lagde ham over en åben brønd på et par stænger,
så karlen blev meget forskrækket, da han om morgenen våg-
nede og så, hvor han var. Marie Johansen.

117. Nytårsaften, den gang de havde fået deres nætter,
gav de dem til at spille kort om pebernødder på Hestehave.
Så var der sådant et levnet på hunden. Den stod bunden
uden for stalddøren, og Jens Hårby vilde da ud at se, hvad
der var ved det med den. Så kunde han se, det var gård-
boen, der drillede hunden. Han sad i et svalehul oven stald-
doren og puttede så ét ben og så et andet ben ud, idet han
sagde: «Kys migdenlaal, kys mig denlaal.» Det var hunden
gal over. Så lister Jens Hårby sig op på loftet og skyder
til gårdboen, så han flyver ud til hunden. Han rendte af vejen,
og hunden var nu ikke mere gal. Folkenene sad til midnat
og spilte kort, og så de æd sengen, men Jens Hårby våg-
nede ud ad natten, han var så forfrossen, og han tykte, han
havde så hårdt et leje. Som han nu følte ned til hver side,
da lå han på en fjæl over kjelden al stovsnagen, og det både
knøg og frøs. Jens Hårby kom godt fra det, men da han
rendte ind, da grinnede gårdboen, te det var forskrækkeligt.
Det var et godt puds. Anden dags nat taler han ved vin-
duerne og siger: <Æ ku hår kælled, æ ku hår kælled!* De
rejser dem alle tre, både Jens Hårby og drengen og pigen,
tænder lygten og vil ud og se efter koen. Da har den godt
nok fået kalv, og kalven lå i grebningen, drengen og pigen
kunde da ikke se bedre. Men Jens Hårby bar nogen tvivl
om detber, og så siger han: «Det er en vanskabning, den
kalv, den vil vi ikke have i bøvlen, tag du den ved bag-
benene, så kyler vi den ud på møddingen.* Det gjorde så
han og drengen, men gårdboen rejser sig op, klapper i en-
den af dem og var så forgrinnet af, at han sådan havde
narret dem op. Ellers kom Jens Hårby godt af sted med
gårdboen. Niels Ebbesen, Andrup.

118. Hundene var så slemme til at giø på nisserne og
bide dem, og dem kunde de ikke værge dem for, nisserne
har ingen magt over hundene. Et sted var en karl, der rendte
ud til hundene, som stod og gjøede ad nissen, han kunde ikke
lide, de havde det kram. Hundene rev klæderne af ham, og

8. Nissen i logabe t o. s. v. Karlen over brøndkarmen. 71

•

det fik karlen Ion for; næste nat tog nissen og lagde ham

Så en smal fjæl over deres kjelde, han skulde have faldet i.
[en husbonden kom op om morgenen i god tid og listede
sig hen og tog ham af vejen, for karlen kunde ikke vågne,
inden der kom en mand og kaldte på ham. Så skulde han
jo have faldet i. Nissen havde nemlig ikke magt til at kyle
ham i kjelden. Niels Pedersen, Stjær.

119. På Viumgård var en karl og en pige kjærester.
De finder på at tage grød fra nis og spiller ham flere pudser.
En gang havde han været henne at stjæle en fire, fem havre-
neg til hestene, og dem gjemte de for ham. Eudelig bliver
nis gal i hovedet og vil hævne sig. De havde nu for skik
at trække deres linned af om natten. Så lå de om morgenen
ude i gården ved siden af hverandre tværs over kjeldekarmen
lige så splitternøgne, som de var komne til verden. Siden
kunde han være i fred, de lovede fuldt og fast ikke at for-
nærme nis tiere. Ole Sig, Rærup.

120. Nisserne er nogle små grå væsener med spidse
luer, og i gamle dage var der næsten én i hver gård, som
gik og gjorde både gavn og spilopper. Nissen tog foderet
Ira de kreaturer, han ikke kunde lide, og gav det til andre,
han syntes bedre om, derfor var der enkelte fede dyr mellem
de magre. Nissen skulde have noget at spise hver(?) aften,
helst mælk og grød, og fik han ikke, hvad han skulde have,
så gjorde han fortræd. Der var dog dem, som mente, at
han ikke spiste, hvad han fik, men satte det ned under en
sten i kohuset bag ved køerne, og lod det stå der. Gjorde
nogen nissen fortræd, kunde han nok få i sinde at hævne
6*g> og det temmelig slemt Således havde en pige en gang
narret nissen for hans grød, men så om natten tog han pigen,
mens hun sov, og lagde hende på en stige tværs over den
åbne brønd i gården. Pigen blev heldigvis rolig liggende
på stigen til om morgenen. Ved den mindste bevægelse
vilde hun være falden i brønden, men hun fik da således at
se, hvor nemt han kunde hævne sig. p. Jensen, Kværndrup,

121. I en gård i Ørby boede en nisse, som hver aften

fik sin mælk og grød. En aften skulde drengen gå over og

give ham dette, men han sagde til karlen, at han vilde ikke

gå over til nis med mælk og grød, da det ingen nytte var

til. Drengen gik nu i seng, men om natten listede nis sig

ind i hans kammer, tog ham op af sengen, bar ham ud og

lagde ham tværs over brønden. Siden efter undlod drengen

ikke at gå ud med aftensmad til nis.

Præst-Barbara, Selsing gårde, ved N. P. Olsen.

72 B. Nisser.

122. I en gård bragte nis at sidde og ride på bæsterne,,
og det kande karlen ikke Ude, han brugte pisken til ham.
Så puttede han sig oppe på hjalden, og der var et hul eller
en låge på enden af det hus! Så kommer karlen gående en
aften, han havde været i by, og da ser han, nis stod på es
stige tæt uden for den låge og stod og rogte af en pibe. Så
går karlen hen og snapper stigen fra ham, piben faldt på
jorden, og nis steglede baglænds ind på hjalden. Så gik karlen-
hen og vilde tage nisses pibe, men han brændte hans hånd
så skrækkelig, det var ligesom et stykke gloende ild. Nu gik
karlen indjog i seng i staldkammeret, men han havde så ondt
i hans hånd. Endelig faldt han i søvn. Da kom nis ind til
ham, for han vidste nok, at han havde brændt sig, og tager
i benene af karlen og bliver ved at trække med ham frem
og tilbage i sengen. Han kunde ikke vågne, men kunde dog
mærke, at nis var der. Så tog han ved hans hånd og gjorde
ved den, så den kerte sig igjen. Nu blev karlen omsindet og
kom i tanker om, at nis var bedre, end han havde troet,
hvorfor han vilde have ham til gode venner igjen. Han
kjobte en pibe og noget tobak til nis, og det lagde han et
sted og sagde, at det skulde han have, for det han kurerede
hans hånd. Siden gik han ind hver aften og hentede en
skål mælk og grød og gav nis, og så blev de så meget gode
venner. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

123. Det var i den tid, der var gårdbukker, da var en
karl gået ud en aften at give deres øg. Så sidder gårdbuk-
ken oppe på overbjælken i deres lade og legte med hans
patrilaller. Så giver karlen øgene, og da han var færdig, tager
han deres laderive og slår m ham, så han bliver hændesløs
og virmer ned. Så sagde gårdbukken, idet han gik ud, at
det skulde karlen få betalt; men han regnede det ikke med
den betaling. Karlen var kjæreste med pigen på gården, som
de tjente, og så fulgtes hun en aften med ham ud at give de-
res øg. Så forekom det dem, at de hørte nogen, der gik.
«Nu kommer der é*n,» siger pigen og springer ud, og så bliver
karlen henne og kommer ikke igjen. Folkene troede jo, han
var gået i seng, så det faldt dem ikke ind at se efter ham
om aftenen. Men om morgenen spurgte de jo efter ham og
så efter ham, men der var ingen karl nogen steder, og rygtet
fortæller, at de fandt ham ikke inden om hosten, de kjørte
korn ind. D« fandt de ham øverst oppe i deres lade under
en svarlægte. Der sad han og var vissen og helt fortært. De
mente, at gårdbukken havde stoppet ham ind der.

Kristen Kjeldsen, Ullerup.

124. Et sted havde de en gårdbuk, der al tid sad på

8. Nissen i logabet o. s. v. 73

brønddiget. En dag, da drengen vandede kreaturerne, sad
han der som sædvanlig. Da tog den kåde dreng et ris og
svirpede ham over benene med. «Haba, håhåb lo gård-
bakken, «det kan vel blive betalt, når du mindst tænker der
på.» Det stod nu hen til vintertid. Da hændte det sig en
nat, at drengen stod op af sengen cg gik uden/ for. Så var
gårdbukken straks ved hånden og stoppede ham ind i foderet
i laden, og hen i foråret fandt de hans lig. Nik. Christensen.

125. Der har været en nisse i en gård i Værslev. En
gang så folkene, at nissen sad på stænget over norten og lod
benene hænge ned. Så kom gårdhunden løbende, og da nis-
sen så den, sagde den: «Lådne ta tåen, lådne ta tåen!*
Hunden blev vred og gav sig til at gjø, men nissen blev ved
at drille den. Jargen Hansen.

126. Nissen sad henne på portslyden og tirrede den
stakkels hund, så der hverken var mål eller måde med. Da
siger en dristig tjenestedreng: «Nu skal jeg narre kanaljen, »
tager en bøfork og lister sig op på stængerne, skubber til
ham, så han bumper ned til den store hund, og var nær bleven
bidt fordærvet Det var en kold vinternat. Aldrig så snart
drengen var bleven varm i sengen, fSrend nissen ind i stalden,
slog alle hestene løse og kom dem til at slås. Drengen måtte
op at binde dem. Sådan gik det hele natten. Hver gang
drengen havde buiidet hestene og blev varm i sengen, løste
nissen dem, så han ej fik den allermindste søvn eller ro den nat.

D. J.

127. På Birkumgård der sad gårdbukken en eftermiddag
i en luge, og da gjorde en karl nar ad ham. Samme karl
havde en god ven, en kjæreste, som man kalder det, og hun
kom til ham om natten, men da kastede gårdbukken søvne-
bryne på dem, og så tog han både dem og sengen og bar
ud på deres staldmødding, og der lå de om morgenen, da de
andre kom op. Nik. Christensen.

9. «Lys kojt, lys lavt!»

128. I Tylstrup, Ajstrup, ligger en gård, som har en
gårdbuk. Der tjente to karle, og den ene holdt meget af
gårdbukken, den anden fandt bestandig sin storste fornojelse
i at drille den. En gang tog han grøden fra ham. «Det skal du få
betalt, » sagde han, og næste morgen, da karlen vågnede, havde
gårdbukken lagt en harve over rygningen af laden, og karlen

74 B. Nisser.

igjen på de skarpe tænder. «Det skal du f& betalt,* tænkte
karlen. Der gik nu nogen tid hen. Da bad den anden karl

fårdbukken om at sy noget for sig, for han var skrædder af
åndværk. Da det nu blev en smuk måneskinsaften, tog gård-
bukken nål og tråd og satte sig op på høstakken og gav sig
til at sy. Så kom der en blåne for månen, bedst som han
var i færd med arbejdet. Da blev den lille utålmodig og sagde :
«Lys, lys hdjt.» Den drilagtige karl stod imidlertid neden for
med en slagel i hånden, og da han hørte det udråb, slog han
ham over benene med slagelen. Da troede gårdbukken, at
det var Vorherre, som straffede ham, for hans mandige ud-
råb, og han sagde da meget ydmygt : «Herre, Herre, lys, som
du vil.> Nik. Christensen.

129. En gårdbuk sad en aften for enden af huset og
lyskede sig. Der kom nogle enkelte blåner for månen, og så
råbte han: «Lys hojt, du store mand!» Karlen havde stået
et sted der ude og hørt det, og så gik han ind i loen og
hentede hans plejel, listede sig dernæst hen bag ved ham, og,
i det han sagde det igjen, slog han til ham med plejlen, te
han trimlede runden om. Så troede gårdbukken, det var må-
nen, der havde slået ham, og han råbte da: «Så hojt og så
sagt, som du vil.> Han skulde have smor i hans grød . . .

Hans Kristiansen, Vokslev."

130. På Norbjærggård, Qjotrup, var en nisse, der en
aften sad og lyskede sig. Månen var noget overtrukken . . .
«Lys hojt, lys hdjt.» Karlen gav ham et skrald . . . «Lys
hojt, lys lavt, så lys, ligesom du vi!-.» Han troede jo, han
havde fornærmet månen. Lærer Kristensens kone, Væsløa.

131. Nordligt i Trunderup, imellem Kalvemosegården
og Nisgård, ligger Nissetoft. I or den nuværende gade blev
anlagt, førte en gangsti over toften. På denne sti kom en
aften en mand gående med sin plejel, og som han da nær-
mer sig stenten, ser ban en nisse sidde på denne i færd med
at stoppe sine hoser. Månen skulde lyse for ham, og han
sagde derfor: «Lys hojt h Det passede ikke, og så sagde han :
«Lys lavt !» Manden kunde nu høre, at det heller ikke var
nissen til måde, os gav ham derfor et dygtigt rap af plejlen.
Nissen, som troede, at slaget kom fra månen, udbrød da :
«Lys, ligesom du vil !»

Andre fortæller, at når nissen mærkede, der kom nogne,
var det han sagde til månen : «Lys lavt,» og når de så var
gåede forbi, sagde han «lys hojt». Under disse udbrud faldt
nissen en gang ned og brækkede sit ene ben, og fra den tid
afsagde han altid: «Lys hojt, lys lavt, lys, ligesom du vilU

9. cLys hojt, lys lavt.* 75

Dette : »Lys højt, lys lavt, lys, ligesom da vil,> kan man stan-
dom børe anvendt som et mundheld her på egnen. P. J., Kværndrup.

132. En aften sad en gårdbak i Brovst og så i sin
skjorte. Da kom der en sky for månen. Han blev ærgerlig
og sagde: «Lys hdjt!» Karlen og drengen der på stedet
vilde gjærne drille gårdbukken en smule, og da de nu hørte,
hvad han sagde*, gav de ham et træk over benene. Da blev
han forskrækket og sagde: «Lys hojt og lavt, som du vil.»
De gav ham endnu et rap. Da blev han så fornummen, at
han tav ganske stille; men da de tredje gang slog til, så
mærkede han, hvem det var, og besluttede at hævne sig.
Bar dem ud på brønddiget, og de måtte der ved den mindste
bevægelse falde i vandet. Han løb hele tiden omkring brønden
og sagde: «Tehi, tehi, tehi! den lange og den stakken! tehi,
tehi, tehi, den lange og den stakken U Det sagde han for at
få dem vågne, men de blev dog ved at sove, til gårdens folk
kom op og fik dem båret ind. Nik. Christensen.

133. Gårdboen sad på monningen af Noragergård og
lyskede sin skjorte. Blåne for. «Lys hojt, du store mand.»
En karl tog; en snebold og slog ham under øret med; men
det kom han hårdt til at fortryde. Lå i en snedrive om
morgenen. Nik. Christensen.

134. Nissen, der bøder sine bukser. « Ly-ly-ly-ly-lys hojt,
ly-ly-lys lavt, lys, ligesom du vil.» D. J.

10. Drilleri mod nissen.

135. Der var en mand, som hed Jens Frajterup, han
fortalte så meget om gårdbonisse. Han var 101 år, da kong
Frederik den sjette var her. Der var en jomfru, der gik igjen
dér i Bjornsholm, og så havde han al tid sådan en tummel
med denher gårdbonisse. Hun gik i nødset, for der havde
hun taget livet af et barn. Så vilde Jens Frajterup se hende,
men han kunde ikke træffe hende nogen tider, og da lagde
han sig på et lad for at se, når hun kom i grevmngen. Så
kommer nis og vil også have hende at se. Da hun så kom,
vilde nis række sig ud for at se noget bedre, og der skub-
bede Jens Frajterup til ham, så han faldt ned i hovedet af

jomfruen. Siden blev Jens og nis aldrig gode venner.

Peder Jensen Smed, Strandby.

136. Der var en nis i Svegård. Da karlen en klar frost-
nat var ved at smøre vognen, fordi hans husbond og mad-

76 B. Nisser.

moder vilde kjøre til Tisted og af sted for dag, stod nissen
hos og så til, men gjorde nogle fæle grimasser med munden.
Endelig sagde ban til karlen : «Har du set så grim en kjæbe
for ?> I det samme havde karlen dyppet smørepinden i tjære-
kanden, og nu jog han den i gabet på nis med det sporgs-
mål : «Har du set sådan en kjæbefuld tjære for?» Men denne
streg blev hævnet, ti da karlen næste nat lå og sov, tog nis
ham og bar ham ud på den tilfrosne sø, og der vegnede han
omsider i en kold drom. Johan Nielsen.

137. Min bedstefader tjente på Viumpård som fåre-
hyrde, da han var 8, 9 år. Han kom der tidlig om foråret,
for fårene kom ad heden. Så skulde han hjælpe rogteren at
vælte hø ned af hjålden. Det var nemlig en gammel mand.
Så siger han en dag : «Mynderne går op på hjålden og læg-
ger dem, a vil gå op og øde deres leje.» — «Det skal du ikke
fjøre, lille Lars,» siger rogteren. Men nok er det, Lars gjor
et alligevel. Nu sad folkene længe oppe om aftenen og
holdt sladder der i borgestuen, og Lars blev jo sovnig og
vilde nok ad hans seng. De skulde over gården for at komme
ad rogterkammeret, og der turde han ikke selv gå over, men
så fulgte den gamle rogter med ham til ddren. Han gik selv
ind, og nu havde han for skik, at det sidste han trak at var
bukserne, dem kunde han lige smide af og så springe i
sengen. Da han nu slog dynen op, springer der en mynde
ud af sengen, og Lars tager flugten med bukserne under armen
og løber så ind. Han var så fuldkommen vis på, at det var
nissen. Så siger rogteren: «Ja, a sagde dig det nok, du skulde
ikke have ødt myndernes leje pa hjålden, så havde de vel
heller ikke kommet i dit leje.» Ole Sig, Bærup.

1.38. Et sted vilde de drille nissen og satte hans grød
på kjelderammen, så han faldt ned i kjelden, da han åd aem.

E. T. K.

139. På Sevedø ved Skjelskjør boede en kone, Ane
Dorte, som havde en nisse, hendes mand hed ellers Per Bas-
mussen, men hun var mand i huset. Hun havde en gang
en karl, som tog et par samle bukser, der hængte på loftet,
og smed dem ud i stranden, men da han kom hjem, hængte
de igjen på loftet. Han druknede dem anden og tredje gang,
men hver gang kom de igjen. Nu kunde han ingen steder
gå, uden at han så en stor nisse med mange små omkring
ved sig, og måtte da til sidst rejse. Chr. R.

140. Soren arbejdede hos en brændevinsmand, Holm i
Frederiksborg. Der var en nisse, som gik bestandig og pus-
lede. Han vanrørte maltet og tittede ind under kjedelen mel-

10. Drilleri mod nissen. 77

lem karlene. De kunde fornemme noget trænge sig ind imel-
lem dem, men de så intet. Holm havde en broder, der var
garver og boede i gården. Der kom nissen ofte slæbende fra
søen med hele bundter huder over hovedet og bar op på
loftet. En nat, da Soren og en anden karl brændte, vilde
denne prøve at drille nissen, han tog en salmebog og satte
sig på et kar for ved ildstedet, men ligesom han sad, blev
han løftet lige op til loftet og sat med sådan en kraft ned i
karret, at han i flere dage ikke kunde røre sig. C. Brockdorff.

141. Pigen på Vorgård driller gårdbukken. En dag, da
de bagede, og brødet var taget ud af ovnen, kom gårdbuk-
ken efter hende. Hun krøb da ind i ovnen, slog kors for
munden og vendte sit forklæde, så mente hun at være sikker.
Men han sagde: «Ja, kors for munden, men bitte Niels kan
gå ind ad tuden.* Nu krøb Niels ind ad tuden og krystede
pigen ihjel. Det havde pigen ikke troet, at han kunde krybe
igjennem så lille en åbning. Nik. Christensen.

142. Lumby- nissen. Lillepigen kom en gang noget an-
det i fadet, da hun selv havde spist grøden, for den var
bedre end den, folkene fik, og så satte hun det ud med de ord :

cP...j potte, sk., i fad, det kan lille nisse ha\>
Det blev lille Niels naturligvis smækvred over og hævnede sig.
Men han kunde ikke gjøre noget ved hende, for hun blev lige
så lang som den anden, og trak hende da snart i den ene,
snart i den anden ende til dag. Om morgenen sagde pigen,
at hun vilde hjem, for hun kunde ikke have det sådan. Hun
gik. Manden kaldte på nissen og sagde noget til ham, fordi
pigen var gået. «Er hun gjynget til Kjøng,» sagde den lille
og lo, «så skal hun komme til at gjynge tilbage igjen.» Om
natten hentede han hende i Kjøng, mens hun sov, og bar
hende de mange mil til Lumby, hvor hun først vågnede om
morgenen. D. J.

143. En gang havde Kristen Madsen i Vejlby (Middel-
fart) givet en stodder natteleje på høslyden. Der blev sat
sødgrød ud til nis, men da han kom og vilde spise dem,
havde stoddermanden taget dem og lagt « noget andet » i
potten. Herover blev nis vred og endevendte hele slyden for
at finde og få fingre i stodderen. Da folk kom og gik til
kirke, kunde de næsten ikke komme ned ad gaden for hø,
hvorfor de knurrede lidt, men da de kom tilbage, var ikke

et strå at se der, så rent havde nissebuk igjen fejet gaden.

P. K. M.

78 B. Nisser.

11. Nissens grød.

144. Kud i de gårde, hvor nisserne blev godt bevært-
ede, var der lykke. I Trceldegård i Knebel blev der med
megen omhyggelighed sorget for nissens bespisning, og der-
for bentede han også hø og halm i de mindre venligsindede
gårde og slæbte til Trællegård. Først da Molboerne fik kirke-
klokker, forsvandt nisserne. J. Grønb. Pedersen.

145. I Puggård i Ojording giver de endnu Nis Pug
boghvedegrød hver løverdag aften og har gjort det, så længe
folk kan huske. De lægger dem ind under en sten, og kom-
mer smor i dem. Der er gravet et hul ind under stenen, og
der kommer han så og tager dem. Ane Marie Pedersdatter, Egholt .

146. I en gård i Kolby var der en nisse, som var vant
til regelmæssig at få sine mælk og grød hver aften, hvorfor
også alt stod vel til i gården. Men på én gang fandt manden

1>a, at han ikke mere vilde give nis noget; dette var imid-
ertid uklogt af ham, ti fra den tid af gik det stadig tilbage
for ham, så han blev lige så fattig, som han for havde været
velhavende, og deri var nis skyld, ti han bar om natten fra
ham og over til en anden bonde. Dorte, Selsinggårde, v. N. P. O.

147. Min pleiemoder var fra Egå og tjente Niels An-
dersen der. Der var en nisse, og han kom om ved hende
mange gange. Da hun var ræd, sagde han, at hun skulde
ikke være bange for ham, han skulde ikke gjøre hende nogen
fortræd, for han kunde jo nok mærke, at hun kunde se ham.
De malkede al tid deres køer ude ved en esk, for der havde
han hans bolig, og så havde de al tid mere smor og mælk.
Konen skulde koge melgrød til nis hver dag, og dem han
levnede, dem havde han al tid at fodre en hest med, som
var vænt til at få dem. Så en dag de sad og malkede, så
kom han og slog mælken fra konen. « Ja, a véd nok, der var
for lidt smor i din grød,» siger hun, «men dersom du mi
vil lade mig være, så skal du nok få mere smor i i morgen,
a havde for lidt i dag., Han gik nu al tid o? fodrede bæst-
erne, men en gang havde de en karl, der vilde løfte ham ud
af stalden. Så siger nis til ham: «Nej, hold lidt, vi skal i
det sted hen at have noget mere havre til bæsterne. » Han
fik ham også med. Karlen bandt ti neg sammen, men nis
tog en trave (60 neg). Da de så kom halvvejen, vilde karlen
til at hvile. Da de havde hvilet, sagde nis : «Havde a vidst,
der var hvile til, .så vilde a have haft Uge så meget til.» Den
gang de kom hjem, var karlen glad, for nu havde han fået

11. Nissens grød. 79

noget at fodre med, og for eftertiden måtte nis gå og fodre,
ligesom han vilde. Så fik de atter en karl, han vilde ikke
sådan lade ham gå. Man ban blev løft op i hans seng og
helt op til stængerne, så lå han kvæld om morgenen, folkene
kom op. Ane Margrete Jensdatter, Mejlby.

148. En aften, da pigen i Hedegård, Jetsmark, havde
lavet grøden i stand og vilde have den ind, så hun, at der
sad nogle puslinger ved gryden og hjavsede i grøden. Hun
fortalte det, da nun kom ind. Fra den tid blev der al tid
hensat grød til dem, og det blev ikke fortrudt. Nik. Chr.

149. I Herfølge by var der en gård, hvor de al tid stod
i forbindelse med trolden. Han kom tit og lånte en tøude
korn hos dem, og sagde så al tid, at når de næste gang
målte op på Gunnerup, så skulde de få korn igjen. Så
kom han stadig med meget mere, end han havde lånt af dem,
han kom med to lagener sammensyede, så der var en 3, 4
tønder deri. Han kom al tid i mørkningen, inden folk åd deres
nadver, og konen sagde da til pigen, at hun skulde sætte
melgrøden ind på bordet, men når trolden var gået, var den
al tid spist, og pigen måtte koge ny grød. Det blev hun til
sidst kjed af, og så lærte nogen hende, at når hun slog kors
over grøden, så' kunde trolden ikke røre dem. Det gjorde
hun også en gang, da trolden kom, og ganske rigtig rørte
han ikke grøden, så hun slap for at koge ny grød. Men
siden på aftenen faldt hun og brækkede sit ben, og det var
jo nok trolden, der havde gjort det. Konen sagde til hende,
at hun kunde jo også sagtens koge grøden, når hun selv vilde
give, hvad der skulde til. Folkene blev ellers så rige i den
gård, den lå yderst i byen.

Et andet sted i byen var der også nogle folk, der havde
at gjøre med trolden, og manden spurgte så denne en gang
om, hvor han fik alt det meget korn fra. Trolden sagde, at
han skulde en gang gå ned og se, når de målte op på Gun-
nerup. Da manden gik derned« så han, at trolden stod bag
ved med sin sæk, og når folkene troede, at de målte op i
deres egen sæk, så gik der lige så meget i troldens sæk.

Lovise Sandolin. *

150. Nissen eller pugen fik jo al tid smor i sin søde
boghvedegrød, og dersom det ikke glemtes af husmoderen,
så bragte han buset lykke og velsignelse i al verdslig hen-
seende. Men smorret spiste han ikke, nej, det gjemte han
for deri at stege deres sjæle, som han havde stået i forbind-
else med i denne verden. A. L.

80 B. Nisser.

12. Nissens drillerier.

151. Den gamle Hans Morten i Herslev havde med
nissen at gjøre, og man sagde, at han var al tid på hans loft,
for der måtte aldrig nogen komme. Når der skulde lægges
sæd op, stod Hans Morten selv der oppe og tog imod sæk-
kene. Så var der en karl, som, i det han kom op med en
sæk, vilde titte ovenfor, men da faldt lemmen ned på hovedet
af ham og havde nær slået det i stykker, og det var sikkert
nissen, der gjorde det. p. l. J.

152. I provst Hammers tid var der nisser i Kolby præste-
gård. Karlene så ham tit sidde grinende under bryntaget
(tagskjægget), især når en ko kjælvede, eller lignende var på
færde. Den ene af karlene stod stedse på en god fod med
nis, der nok skulde fodre de heste om natten, som han brugte.
En anden karl kunde nis slet ikke lide, hvorfor denne også
blev smidt ned på hovedet, når han om morgenen krøb op
på stænget for at smide havre ned, og kjærvene blev smidt
ned ovenpå ham. Da provst Hammer flyttede til Besser, flyt-
tede nissen ud til en mand, der boede på Taftegård i Ons-
bjærg sogn. Da nis havde taget ophold der, samlede manden
sig velstand, hvilket stedse sker, hvor nis er til huse, og her
kunde det så meget lettere ske, som han kjørte med manden
ud om natten og hjalp ham med at stjæle. Taftegårds-nissen
var den sidste på Samsø. Han forlod øen med den erklæring :
c Vi kan ikke være her for jer kossen og kryssen og den
stowe ding-dang i Tranebjærg kirke, » og gik så herfra og lil
Norge, hvor der endnu lever nisser. Sejren Præst, Tannerup. N. P. O.

Samsingerne kalder en toft: taft, deraf byen Taftebjærg o. s. v.

153. Det gik heller ikke rigtig til på høstænget, ti det
slog aldrig fejl for gamle Jdrgen, rogteren på Gavnø, at når
han havde fået kastet så meget hø ned, som kvæget behøvede
til én gang, var det ham aldeles umuligt at få mere ned,
men lige så rask han kastede det hen mod hullet, kom det
tilbage igjen, og når han vilde tvinge høet ned, kom det
flyvende lige i hovedet på ham. p. N.

154. Gårdmand Per Hansen fra Trunderup og en mand
til kjørte en gang nede i landet lige om natten klokken 12.
De ser da en lille grå mand, omtrent som en nisse, komme
gående midt ad vejen, og de talte da om, at ham behøvede
de da ikke at kjøre af vejen for, de havde da ret til at følge
sporet, mente de, men lige i det samme blev den ene hest

12. Nissens drillerier. 8 1

■

flyttet over stangen, så at begge hestene nu stod ved én side.
De måtte altså helst have kjørt af vejen. p. Jensen, Kværndrup.

155. I den vestre gård i Tisted skulde manden i hov-
rejse en dag. Men da han kom ind i stalden, var øget løftet
op i et ruggulv, og han måtte da låne en hest. Men da han
var rejst bort, og folkene kom derud, stod øget på sin gamle
plads. Nik. Christensen.

156. I Kolby præstegård boede en nisse, som var slem
til at ride på præstens rid ehest, når den stod i stalden. Når
det hændte sig, at præstens karl om natten skulde op at sadle
hesten, traf han undertiden nissen siddende på dens ryg, og
den var dækket af skum over hele kroppen.

Jens Tunbo, Selsing gårde, ved N. P. Olsen.

157. En kone i Drossélbjærg ved Slagelse fortæller, at
i de forrige folks tid var de gode venner med nisserne, og
derfor blev de til velhavende folk. Men hun og hendes mand
vidste ikke af det, at der var nisser, og forstod sig ikke på
at omgåes med dem, og derfor gik det i en anden stue med
deres bedrift. Den første juleaften, efter at hun og hendes
mand var kommen i gården, så konen en lille fugl inde i
kjøkkenet, men hun jog den ud, og siden den tid var der
hverken rist eller ro i gården for nisserne. Deres kreaturer
blev spolerede, fordi nisserne brugte dem om natten. En gang
havde deres pige faet lov til at gå bort og var bleven ude til
klokken 3, 4 om natten. Da hun kom nær ved gården, så
hun, at der var nogen, som red derind med bæsterne. Så
blev hun glad og tænkte : <Nu kan jeg slippe ind ad porten,
siden vore folk er opsidte og vander bæster. » Men da hun kom
hen til porten, var den i lås, og hun måtte ind i haven for
at banke på vinduerne, da hun ellers ikke kunde slippe
ind. Det havde altså været nisserne, der havde brugt bæst-
erne om natten. A. N.

158. Den sidste nisse, der var i Flojstrup, boede i mange
år hos Jorg en Pedersen, siden fly ttede han o ver til Jørgen An-
dersen, der boede ved siden af. Her gjorde nis nytte med
at hjælpe drengen at rage hø ned af høstænget til at fodre
kreaturerne med. En dag, da nis således var beskjæftiget med
at hjælpe drengen, så den sit snit og gav ham et puf, så at
han faldt ned tillige med høet. «A trowe, do æ gal, nis,»
sagde drengen, <a ku jo nær ha brækket æ hals.> — «Bræk-
ket æ hals, brækket æ hals,> gjentog nis oppe på høstænget
og skoggerlo. Siden den tid var der ikke så godt et for-
hold tilstede mellem nis og drengen, som der plejede at være.
En dag havde nis samlet alle byens hunde sammen ved

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 6

g2 B. Nisser.

stanggavlen, og selv sad han i denne og drillede hundene af
alle Kræfter, i det han rakte så det ene ben frem og så det
andet, og han sagde: «Sku mæ den lank, sku mæ den lank.»
Nu listede drengen sig op på høstænget og hen, hvor nis
sad, og gav ham sådan et puf i ryggen, at han faldt ned blandt
de forbitrede hunde, som han selv havde drillet til raseri.
Nu gav nis sig til at løbe, og hundene bag efter. Endelig
nåede han skoven, hvor hundene tabte hvert spor, og siden
den tid har der ingen nisse boet i Flojstrup. Lovise Hansen.

159. I en gård i Onsbjaerg rar nisser, som passede
hestene om natten, og når karlene om morgenen tidlig ko in
op på havrestænget, gjorde nisserne dem undertiden så for-
vildede, at de ikke selv kunde finde ned igjen, ti nisserne
vilde ikke forstyrres. En gang kom karlene sent om aftenen
ned i kostalden, men den første, der kom derind, blev smidt
på en stige og slæbt hen til den anden ende.

Morten Kusk, ved N. P. Olsen.

160. Min moder tjente i præstegården henne i Bomme,
og der var en nisse. Han var så god til at gå og hjælpe

pigerne at bære torv ind og aske ud, og de havde sådan far-
L lige af ham. Så satte pigerne grød og mælk op på loftet
til ham, når de fik spist nætter, men det havde avlskarlen
meget imod, og så havde nissen også hørt det Nu var det
skik der, te de trak deres heste ud om aftenen til dammen
at vande dem, og så gik nis en aften ud ad stalden og vilde
også op at ride ligesom karlen, men han satte sig jo op inde
i stalden. Hesten den bliver gal og hopper og springer. Så
kunde karlen nok forstå, at det var nis, og han siger til ham,
at dersom han lod det ikke være, så skulde han nok lære
ham. Nis blev siddende, og så tager han en jærngreb og
giver sig til at tærske på nis med, men kunde aldrig træfie
ham, han var al tid henne i en anden krog. Men så en an-
den aften skulde han have bedre spil af ham. Nis kunde
ikke lide karlen for, at han havde sat ham fra hans gode
kost inde ved pigerne, og da de nu kommer ind med hest-
ene og skal have dem bundne, så kryber han under krybben
og bider karlen i hans lår. Æ karl mente, at det var æ hest,
der bed ham, og han slog til den, den skulde være ordentlig.
Så ser han ind under æ krybbe og får oje på nis. Han vilde
så sparke ham, men da er nis langt henne, han skulde jo
nok passe på at komme af æ vej, sådan, han skulde ingen
skade tage. Den gang æ karle kom ad æ seng om aftenen,
da var nis også kommen ind ad æ staldkammer, og da de
var faldne i søvn, får han æ klæder trukne af æ seng. De
kunde aldrig forstå, hvordan det kunde være, te æ klæder

12. Nissens drillerier. 83

sådan gik af deres seng, og de stod op og famlede omkring
og vilde have fondet klæderne, men det kunde de ikke hverken
for lidt eller meget Om morgenen, de kom op, da lå æ dyner
lige nden for æ sengestok. Så kom karlen i tanker om, at
det kunde ikke hjælpe at drille nis længere, han måtte hel-
lere komme til at snakke vel med ham. Så gik han ind til
pigerne og fik noget hvedebrød og gode sager, og det lagde
han op på æ staldloft. Nis vidste nok, at det var til ham,
og så fik han det jo fortært. Nu blev det så forfærdelig godt,
og nu vilde han hjælpe karlene med alle tine i æ stald og
hjalp dem at moge og sådan, og siden den tid levede karlen
og nis som perlevenner. Kvindfolkene, havde det al tid været
godt med, og nis gik jo ind og fortalte dem, hvordan han
havde været i konfus med karlen. Henrik Mon, Matrup hedehus.

161. Der var en nisse på Lydumgård. En mand, der
hed Peder Kammergård, var ridende dertil, og så bandt han
hans hest ude i gården og gik ind. Da han kom ud igjen,
var hesten henne. Da han kom udenfor gården, kunde Joan
se den et stød henne på vejen. Han blev ved efter den,
men kunde ikke godt nå den. Endelig kom han til den, og
så blev den til en nisse. Så rejste han jo tilbage til gården,
og da stod hesten der, hvor han havde bundet den, og rystede.

Dorthea Kristensdatter, Houm.

13. Nissen som kalv. Den løse stud.

162. For en hundrede år tilbage da tjente der en mand
på IAndbjcerg som rogter, og han hed Nis. Det var i den
tid der var nisser til, os når nogen gjorde nissen fortræd, så
hævnede han sig. En ko stod for kalven, og så gjorde han
sig til kalv og lod Nis slæbe af med sig og stod så og
skranniede af ham. Sådan havde nis spil af Nis.

Jørgen Andreas Lavrsen, Havland.

163. Der var nisser på Staby -Kjærgård og Brunbjterg,
to gårde i Staby. Alle aem røde køer der var i gårdene,
dem fodrede de så godt, og de blev så tykke og fede. En
aften kom pigen der på Staby-Kjærgård ud at malke, og så
var der en ko, der så ud til at ville kælve. Så fik hun
en af karlene til at komme ind at hjælpe hende og være der
ved den. Det stod så meget hårdt med den kalven, og
de sled så meget hæslig på det. Endelig omsider fik de kalven
fra koen, og da var det nissen, og han sprang så fra dem og

6*

&4 B. Nisser.

ind ad laden og skranniede. Det var ham, der havde stilt
alt det an. Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

164. En gammel kone fra Hedehusene i Olgod fortæller,
at hun som pige tjente oster på og skulde sidde oppe ved
en ko, der vilde kælve. Den kalvede, og hun fik kalven i
en stovte og kjørte den over ad fårestien. Men lav hun så
væltede den af støvten ved dftren, så stod den op og slog
en skranni af hende. Det var jo nis. Niels Tranbjærg, Tirstrup.

165. I den ene af Krogsgårdene boede en nisse, han
gjorde ofte flere spilopper, og en aften, da folkene sad inde,
hørte de et forfærdeligt spelttakkel ovre i stalden. Da de
kom derud, lå der en nyfødt kalv bag ved en af køerne.
Folkene tog den og bar den ind i et rum, men -da blev den
pludselig til en nisse med rød lue på hovedet, som løb op
på stænget og sad og grinte ad dem. Mikkel Sørensen, Alstrup .

166. I en gård i Kollerup havde de en gårdbuk til at
passe køerne. Når de kælvede, plejede han at kalde på pi-
gerne, men de havde været slemme til at drille ham, og så
vilde han hævne sig. Kaldte tre nætter, de første to nætter
.bar de ham bort i en kurv, og tredje nat den rigtige kalv
ud i møddingspytten. Nik. Christensen.

167. En gang havde de i Kolby præstegård en ko, der

skulde kælve. Nu blev karlene en nat vækkede ved, at der

blev stor uro i kostalden. De gik da derover i den tro, at

koen havde kælvet, og tog i den anledning en løb (halmkurv)

med for deri at bære kalven bort. Da de kom derover, fandt

de også kalven liggende bag koen, de tog den så og puttede

i løben og bar den over i laden, men da de hældte den ud

i halmen, viste det sig, at det var nis, der gav sig til at

skoggerle ad dem, fordi de havde ladet sig narre af ham.

Jens Tunbo, Selsinggårde, ved N. P. Olsen.

168. I en gård i Lgitslevmagle var der spøgeri ude i
stalden. Det hændte undertiden, at hestene var flyttede om
i stalden, og at den ene stod inde i et honsehus om morg-
enen. Så en aften var der da en farlig brølen imellem køerne.
To af karlene tændte lygten for at gå ud og se, hvad der
var på færde, og så var det en ko, der havde Kælvet. Kalven
lå der, og karlene fik ham op i en høkurv og bar ham ind
i en lade, men da de væltede den af, grinnede kalven, så
munden gik helt om til ørene. Karlene lukkede doren og
skyndte sig ind. Men næste morgen var der ingen kalv der
inde, og først to dage efter fik den samme ko en kalv.

Ungkarl Basmas Madsen, Høve v. Skjelskør. Theodor Jensen.

1

13. Nissen som kalv. . 85

169. Gårdbukken på herregården Bratskov narrede pi-
gerne. En ko fik kalv, men «den gik i sin moder igjen*,
da de kom. Råbte igjen til dem, anden gang og tredje gang.
Så smed de kalven i møddingspølen, men hørte da, at gård-
bukken lo, så det gjaldede i hele gården, for nu havde koen
virkelig fået kalv, og pigerne havde kastet kalven der ud i
steden for gårdbukken. Nik. Christensen.

170. På en herregård var en gang en gammel rogter,
der skulde passe køerne. En aften skulde en ko kælve, og
røgteren skulde våge for at se til koen en gang imellem.
Da han kom ud, havde koen kælvet. «Bø!» siger kalven.
<Det var pokkers rart,» tænkte den gamle, tog kalven nok
så behændig og bar den hen i kalvestien, men til hans store
forbavselse begyndte kalven at skoggerle ad ham, for det var
jo nissen, der havde skabt sig til en kalv, for at have lojer
af den gamle rogter. «Det skal du få betalt, » sagde han, og
nissen, der hørte det, sagde: «Det var godt* Nu, dagen gik,
og aftenen kom. Rogteren skulde atter til at våge over koen.
«Jo, ganske rigtig, nu har koen kælvet, den gang er det nok
ikke nissen.* KOgteren tager fat i den og lægger den hen i
kalvestien. «Hå, hå, hå,» skogrede nissen, «nu har jeg rig-
tig pudset dig to gange.* Den gamle tænkte : « Jeg skal endda
se, om jeg ej kan pudse dig den tredje gang, min ven.* Det
gik lige sådan den tredje aften .< Da den gamle kom, havde
koen kælvet, og rogteren tog nu kalven og kastede den ud i
møddingspytten, så langt ud han kunde. «Nu skal jeg vise
dig, hvem der skal blive narret den tredje gang,* sagde den
gamle, men i det samme tog nissen, som ikke var langt der-
fra, til at skoggerle og klappede i sine hænder. Den gamle
kunde nu se, at han atter varnarret, og tænkte aldrig mere
på at hævne sig på nissen. M. Dalsgård.

171. Den gamle JOrgen Kristensen i Vejlø, der i over
tredive år har tjent som rogter på Gavnø avlsgård, var i al-
mindelighed meget tidlig på færde om morgenen. Som han
nu en morgenstund ved juletider kommer i kostalden, ser han
den krumhornede ko gå nede i diget (?), og Jorgen, der intet
ondt aner, tager et stykke # reb og lægger på koen for at
trække den hen til båsen, men da han nu kommer der, ser
han, at den står der allerede, og da han vender sig om, står
han der med en tom strikke. Nu var han da helt vis
på, at det var den gamle forpagter Madsen, som havde hængt
sig samme år, der i skikkelse ar den krumhornede ko havde
stået i diget, og som han havde trukket med.

Han har også mange gange modt en hare på dammen,

86 B. Nisser.

der fører over en arm af Susåen ind til Gavnø. Den springer
al tid ud over stendæmningen og ud i vandet, når den møder
nogen. P. N.

172. Mens Niels Madsen var rogter i Maricujer-kloster,
skete det en nat, at han vågnede ved, at der var sådan en
dumlen ude i nødset Han stod af sengen og gik derud uden
at tænde sin lygte, for det var månelyst, og han syntes godt,
han kunde se. Der gik også en ko løs i grævningen, og han
gav sig til at lede om den tomme bås, medens han drev
koen forved sig. Men han gik frem, og han gik tilbage, og
han kunde ingen tom bås finde; så blev han da kjed af det
og bandt koen i en stump reb nede ved doren, i det han
tænkte som så: «Lad hende nu stå der til dag, så finder jeg
nok båsen, når jeg kan bedre se,» og så gik han og lagde
sig igjen. Men om morgenen var koen forsvunden, rebet
hængte ved doren, og alle køerne stod godt nok i deres båse.
Så torstod Niels Madsen, hvem det var, han havde gjennet
med om natten, og siden gik han aldrig i nødset om natten
uden at tage sin tændte lygte med, for han havde ikke lyst
tif at komme til at trække med «den bitte mand* en gang
til. Det var hans held den nat, at han gik i sin gode tro-
skyldighed, og aldrig tænkte på andet, end at det var en
rigtig ko, derved havde det ingen magt over ham.

Karen Marie Rasmussen.

173. Rogter på Lundences, der bildte sig selv og an-
dre ind, at der var en nisse i kjorhuset. Den narrede ham
tit Ko havde kalvet, og når han så kom, skrannede nis, og
der var ingen kalv. SOren Karl Hansen, Ådum præstegård.

174. I den samme gård i Ty, hvor min gammelfa'r tjente,
blev der sådan en malør inde i stalden om natten. Han var
nu avlskarl, og så gik han ind og fik alle folkene op, og
de kom ud for at se, hvad der var ved det Da var alle
studene løsnede og gik nede i grævningen. Så skulde de jo
til at have dem bundet, og den ene skulde pakke i båse, og
den anden binde dem. Men så var der en stud, de kunde
umulig finde en bås til, ihvor længe de ledte. Så siger min
gammelfa'r : c Ja, kom så her hen med den til stalddoren og
luk så overdoren op.» Så holdt de hen til doren, og ban tog
hans fyrtoj op og slog ild. Så fut den over æ nedre stald-
dør som en kat, og siden den tid kunde deres hoveder stå
bundne. Mariane Madsdatter Agger, Bjærgby.

175. Thomas Oot, der i sin tid tjente på Mølgård som
dreng, han sagde, at overdoren på staldhuset, hvor de havde
fede stude, aldrig kunde være lukket om natten. Den stod

15. Nissen som kalv. Den løse stud. 87

*

al tid åben, og der stod en stud i doren ved nattetid. Når
de gik ind til nætter, så lukkede de dflren, men når de kom
igen, var den åben. Når de så kom og tog fat på studen og
trak ined den op og ned ad grævningen, var den så kold
som stål Der kunde jogså ligge en kalv i grævningen inde
i kohuset Når rdgteren kom og fik den lagt på båren, floj
den af og var henne med det samme. Niels Korregård, Havbro.

176. Min fader tjente i Hessel og var rogter. Så var det
en aften, han og den anden rogter kom ud i fæhuset, da
stod der en stor stud inden for doren. «Den er fra en af
de øverste båse,» sagde han og trak op med den. Nej, de
var fulde, c Ja, så må det være en af plovstudene. » De stod
et andet sted. Men de stod også godt nok, og ingen steder
var der en tom bås. Nu blev de noget sære ved det og
gik ind til forvalteren og fik ham ud med en lygte. Da de
kom så derud, stod alle kreaturerne og var bundne godt nok.

Strandby.

177. Der gik en stud inde i Lundergård. som der var
ingen råd til at finde bås til. Så trak rogteren ham hen og
bandt ham ved fårehusdoren, men da han ikke havde noget
reb at binde ham ved, så tog han et rughalmbånd. Om
morgenen var studen henne, og der lå som skindet af en
slævret kalv i halmbåndet. Kristen Nielsen, Mosehuse.

378. Rogteren på Kokkedal finder et løst kreatur og
binder det da i en jærnlænke, fordi han mente, at jærnet skulde
fordrive spøgeriet. Ikke desto mindre var koen om morgenen
forsvunden og kun jærnlænken tilbage. N. L.

179. Norbjærg i Gjetrup. Den løse stud i stalden . . .
Rogteren trak den uden for og bandt den i en krog. Om
morgenen hængte der et ledigt reb på stedet. Kik. Chr.

14. Den dræbte ko.

180. Der skal have været nisser både her i Strandby-
gårde og i Kjærsgård. De vilde stjæle fra hverandre og kunde
ikke forliges om det. Den ene så så længe galt til den an-
den, at han går hen og brækker halsen over på én af den
andens køer, og de kom i en forfærdelig træde om det. Men
så fortrød han det og rejste over til Sallina efter en ny ko,
og manden vidste slet ikke af, at han havde mistet koen.

Niels Er. Jensen, Fredbjærg.

88 B. Nisser.

181. I Rodding havde de i gamle dage en gårdbo-nisse
til at passe byens hoveder, og folk skiftedes til at bære
grød ud til barn i kjæret om middagen; men de måtte ikke
glemme at komme smor i dem. Så var der en kone, der
havde lagt det ved bunden en dag. Da nissen så grøden,
men så intet smor, blev ban så vred, at ban løb hen og vred
halsen over på konens ko. Men da han kom til bunden, så
han smorret. Fortrød så, hvad han havde gjort, og tog
over til Mors, hentede en rød ko og satte i steden for den,
han havde vreden halsen om på. (Sml. nr. 49, 1 12 m. fl.) P. Kr. Madsen.

182. Om juleaften gik manden ud og spurgte nissen,
om ban vilde rogte til næste år igjen. Så spurgte han om,
hvis de vilde have ham til rogter, hvad han så skulde rdgte.
Så kunde manden sige enten bæster eller køer, men nan
måtte ikke sige fårene, for dem vilde nissen ikke rogte, de
vilde træde ham.

Han skulde have en potte bogetgrynsgrød med smor i

hver juleaften, andre tider spiste han ikke, og han skulde

æde dem af den potte, de var kogt i. Så var der en kone,

der havde puttet smorret så langt ned, at det kunde slet ikke

sees. Han ad lidt af det, men da han ingen smor mærkede,

blev han vred og gik ind og vred hovedet om på en ko . . .

Anden dagen, da køerne var ude til vands, dandsede sten

og kjæppe mod væggene, for den ny ko var jo fremmed,

og nis vilde have hende til at bære sig ad som de gamle.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

183. Fra Borglum by til Vollerup by går der en stor
hede, som kaldes Skrottes hede. Den er rundt ombygget af
steder, og i et af dem boer en nisse, som passer mandens
køer om vinteren, så, at de ser meget bedre ud end andres.
Men nissen vil også have sin tøn derfor, han vil have et fad
sødgrød med smor i, og træffer det sig, at der er lovlig lidt,
så hævner han sig meget. En aften, da han som sædvanlig
kom for at få sin grød, fandt han ikke smor deri og blev
da naturligvis meget fornærmet, samt besluttede at hævne sig.
Han gik så ned i stalden og tog fat på den storste og bedste
ko, der fandtes, tog den ved hornene og vred halsen om på
den. Da han nu havde siddet og gottet sig en stund over
sin bævn, kom ban dog i tanker om, at det var bedst at
spise sin grød alligevel. Nu fapdt han smorret på bunden
af fadet, ti det var skjult af pigerne for at narre ham lidt.
Så fortrød han rigtig nok, hvad han havde gjort, °S beslut-
tede at gjøre det godt igjen. Han tog da den døde ko på
nakken, og gik med den hen over heden til en anden stor

14. Den dræbte ko. 89

gård, hvor ban vidste, at der stod en ko af samme lød og
lige så god, tog så den levende ko på nakken og bar den
tilbage. Da han nu havde fået den ind i stalden og bundet,
klagede han sig slemt i sin ryg: «Aå båå, mi ryg, Skrålles
hie wa lang, å den røø kow wa tang, åå håå, mi ryg.» Han
sagde det så hojt, at folkene nede i gården kunde høre det.

Georg Himmelstrup.

184. Amtoft er en lille by, som ligger en halv mil fra
Feogesund og tæt ved fjorden. På en gård der havde de
en" nisse, som passede køerne fortræffelig, så do havde
de bedste køer, som fandtes i hele Amtoft by. Det eneste,,
nissen forlangte til Ion derfor, var, at han vilde have grød med
smor i hver aften, og det fik ban også redelig. Men en aften
fandt en af pigerne på at ville spille nis et lille puds. Hun
lagde derfor smorret i bunden af fadet og kom så grøden
ovenpå. Da nu nissen skulde til at spise sin grød, troede
han ikke, at der var smor i, og han blev derfor vred og gik
hen og slog begge forbenene i stykker på den bedste ko, de
havde, så koen døde straks. Da nis nu blev mere sulten,,
syntes ban dog alligevel, at det var bedst at få grøden i sig.
Han gik så hen og fortærede den og opdagede nu, at smor-
ret lå på bunden. Nu fortrød ban rigtig nok, hvad ban havde
jort, og besluttede at ville gjøre den lidte skade god igjen.
Len der var kun ét sted, hvor han vidste, at de havde
sådan en ko, og det var på Fur. Det var rigtig nok lovlig
langt henne, for det ligger tre mil derfra, når man regner
lige tværs over vandet. Det fik dog at gå, som det kunde,
ti nissen angrede meget sin gjerning, og da der var stærk is
på fjorden, tog han trostig den døde ko på nakken og van-
drede af sted. I den gård, hvor han vilde have koen byttet,,
var der også en nisse, og det var da ej underligt, at han var
lidt bange for ubehageligbeder af ham, eller at han skulde
sætte sig til modværge. Nis blev derfor meget glad, da han
slet ingen tegn fandt til den anden, og byttede så den døde
ko med den levende, som han nu tog på nakken og skyndte
sig bort med. Da han igjen kom et stykke ud på fjorden,
så han, at der fra den anden side af vandet kom et stort
kornhæs vandrende, og da de kom nærmere sammen, op-
dagede han, at det var nissen fra den gård, hvor han havde
byttet koen, som havde været i Amtoft og stjålet et læs korn,
ti der var fodertrang på Fur. Da de nu kom sammen, op-
stod der slagsmål, ti Amtoft-nissen vilde have foderet igjen,
og den anden vilde have koen, som han kunde kjende, og
ingen af dem vilde give slip. Men enden på kampen blev
dog, at nissen fra Pur tabte og måtte skynde sig hjem og

90 B. Nisser.

lade kjærvene ligge. Den sejrende gik stolt hjem med koen
og lagde sig så til hvile og sov den hele dag efter den an-
strengende kamp. Om morgenen, da folkene i Amtoft kom
op, blev de jo meget forundrede over at finde et helt læs
korn ude på fjorden, men snart opdagedes det dog, hvis det
var, og de fik så travlt med at få det slæbt hjem igjen.

Georg Himmelstrup.

185. I en anden gård var der ligeledes en nis, som
havde sit ophold. Men sa en skjon dag olev manden og nis-
sen uvenner, fordi manden gik hen og fornærmede nissen.
Som hævn derfor vred han den følgende nat halsen over på
den bedste af mandens køer. Nu indså manden, at det ikke
kunde hjælpe ham noget at tage nissen på den måde. Han
sogte da at blive forsonet med ham, og de blev atter gode
venner. Nu vilde nissen også vise sig og gjøre det onde

fodt igjen. Han hentede næste nat en ko mange mange mile
orte og satte den i den bås, hvor den forrige, som han havde
vredet halsen om på, havde stået, og den ny var endda en
del bedre. Fr. Knudsen, Agerskov.

186. En gang boede der på gården Hjortnæs en gårdbo,
som pigerne på gården en aften fik i sinde at drive lojer med.
Nu skulde han have smor * i sin julegrød, men det skulde
skjules på bunden af fadet. Da gårdboen nu kom for at
spise sin grød, der var sat ud i loen, og ikke så noget til
sradrret, der jo var skjult på bunden af fadet, blev han vred,
og i sin forbitrelse over, at man således, som han troede,
havde helt undladt at give ham smor i julegrøden, gik han
ind i stalden og vred halsen over på den bedste af køerne,
en smuk rød ko. Derefter gav han sig i lag med grøden
og fandt på fadets bund smorret. Han fortrød nu sin hævn
og ønskede at gjøre skaden god igjen. Gårdboen vidste, at
der på Stenbjcerggård, som ligger på den anden side af
Skrolhede, stod en ko, som nojagtig lignede den, han havde
vredet halsen om på. Han tog nu den dræbte ko på sin ryg
og bar den til Stenbjærggård, hvor den blev lagt i båsen i
steden for den der stående, som gårdboen trak til Hjortnæs
og opstillede der. Med hele bedriften var han færdig, for det
blev lyst Siden den tid siger folk: « Skrolhede er lang, og
den røde ko var tång.» A. Olsen.

187. tDn må hverken grynt he'r gry,

a hår hendt den jenn i Mås å dæn åån i Ty,»

sagde nissen til en kone, som var vred på ham, fordi han
havde gjort hendes køer fortræd. Lærer Futrup, Vostrup.

188. Jens Hårby på Hesthave stod sig svært godt med

14. Den dræbte ko. 91

gårdboen. Det var skik at sætte sødgrød med dygtig smor
i ud til ham juleaften. Men nu var der noget kunster i Jens
Hårby, og han stopper da smorret ned til bunden af fadet.
Ud ad aftenen kommer gårdboen hen til grøden, og han bliver
vred, går op i nødset og slår den bedste ko ihjel. Derefter
går han tilbage til grøden og finder smorret. Nu vidste han,
at der var mage til den ko ovre i Mors, de var bestemt på
ens lød, og så bytter han dem om. Pigen kunde ikke kjende
dem fra hinanden, da hun var ude at malke, men det kunde
Jens Hårby, og han fik gårdboen til at bekjende. Men de
led io ikke noget tab, for det var en meget bedre ko til brug.

Niels Ebbesen, Andrup.

189. Hver nytårsaften skulde nissen have sin nadver.
Men så traf det en sådan aften, at der var en stærk frost,
og derfor kom de smorret ned i bunden af graden, at det
ikke skulde stævne. Da nu nissen kom og vilde spise sin
grød og ikke fandt smorret, blev han så vred, at han sprang
af staldloftet og ned i stalden og slog en rød ko ihjel, hvorpå
han gik op igjen til sine grød. Da han så kom til bunden
af gryden, fandt han smorret. Nu fortrød han, at han havde
slået koen ihjel, og fik travlt med atter at skaffe en ko til
veje. Han måtte over på Fur for at få en ko, der kunde
passe med den, han havde slået ihjel, for at ingen skulde
vide det. Mads Skriver.

190. Historien om nissen med smor i grøden o. s. v.
♦Trolds hede er lang, og den røde ko er trang.*

Jens Kristian Smed, Tranum,

191. Der gik en gårdbuk her i gården, og han skulde
have sødgrød til hans onden hver eneste dag og dygtig smor
i. Det var oppe i Hoven i en gård der. Han skulde passe
to røde køer og to sorte øg. De køer, han paste, brugte han
narrestreger med og kom til at slå dem ihjel, men øgene
jgjorde han ingen fortræd, det nænnede han ikke. Så fortrød
han det dog og slæbte dem hen til en anden mand og satte
to af hans i steden. Fra Åby.

192. En nisse havde ophold ved en mand, og de så
ham sådan engelangs (o: tid efter anden). Han havde været
der til juleaften og fik en pot sødgrød med smor i. Men så
var smorret sunket vel langt ned, og han blev vred, da han
intet så, og vred halsen om på en af mandens køer o. s. v.
Hentede éu på Tyland. • Jens Vinter, Løgsted.

193. På Mølgård havde de en nisse, der var rdgter
om vinteren. Han skulde have en gryde grød hver aften.
En gang havde pigen* stukket smorret for langt ned, og så

92 B. Nisser.

gik han ud og brækkede halsen tvært; over på en rødbroget
ko, det var den bedste, de havde« Da han kommer ind igjen,
går han hen og ser til grøden, og da er der smdr nok. S&
fortryder ban jo, hvad han har gjort. Men na vidste han
en herregård ovre i Salling, og ban fik den døde ko på
nakken og går til Salling, lægger den og tager den anden i
steden. I Mølgård blev de aldrig kloge på, hvordan det var
gået til. Jens Krist. Kristensen, Risgårde.

«

194. I Mørke fik nissen smdr i sin grød hver aften. En
gang var det kommet for langt ned, og ban kunde ikke
finde det Så kvælld han to røde køer, men siden måtte
han skaffe to igjen. Om morgenen, konen kom ud at malke,
tykte hun, de to køer var så skidt tilpas, og så gik hun ind
og snakkede med sin mand om det. Det hørte nis, og så
sagde han:

t Maren, Maren, du skal ikke gry,

den jenn er kommen fra Mors, og den åån fra Ty.>

Maren Knudsdatter, Uglbølle.

195. Nissens smOr i grøden var bare hyllet til, for at
det kunde bredes. Han fik travlt med at slæbe den døde
ko ud og få den begravet, og så få en ny hentet ovre fra Mors.

Dette skete i Bangsgård i Skyum. Der havde de en
son, som rejste bort en dag, og ingen vidste, hvor han var
bleven af. Mange år efter kom han tilbage som præst og
blev så præst i Skyum. Men siden han kom hjem, var der
ingen, der så færd til nissen. J. Kr. Krabbe.

196. Dæ wa jen gong nue, dæ håd glæmt å gi nes
hans iwlgrød. Så om næten slow nes jen ow di bæst kyer
ihjæl. De gik æ kuen da å klawet sæ så mø; ørøe, soen te
nes fåbarrrot sæ øice hendåsåå: cAka hendt jærø f ræ Mås
å jærø fræ Tø;, mæn så mo do et glæmtn, hwa do låwet mæ
å flø/.» Så om monenge wa dæ kommen tåw i æ stæj>
akurdet lisom dænd, han håd slåwen ihjæl. S. Hansen, Skjold.

197. Der har været nisser her i Odsgård, og der var i
Vinkel, De vilde stjæle havre til hestene. Kom imod hin-
anden her henne ved Kjællingbro osten for enden af søen.
Folk kunde se, at der havde været slagsmål, for havren lå der.

De nisser fik deres potte søde grød hver aften. Han her
i Odsgård drejede halsen om på en sortbjelmet ko, fordi • • «
Bar den over til Lavst Præstegård i Tapdrup, der stod en
ko akkurat mage til . . • Nu var det i orden.

Der gik en dreng oppe på høstangene. Nissen sad i bø-

fabet og sagde: c Tisse ta tå, Tisse ta tå !» og drillede hunden
ermed. Drengen sprang ned, skød til ham og sagde: «Kisse>

14. Den dræbte ko. 93

ta æ hele stykke.* Så vilde han hævne sig. Lagde ham
over kjelden på en fjæl. Drengen faldt vist i kjelden, men
blev hjulpen op. Rasmus Nielsen, m. fl., Vinkel.

198. I kaptejnens gård i Vadstrup var der også nisser,
som hver aften fik deres gode fad grød med smor i sat hen
i rullestuen, hvorfor også alt lykkedes der i gårde. En aften
havde pigen for at gjække nis lagt smOrret neden under grøden,
men om morgenen, da folkene kom ud i stalden, så de én
af de bedste køer ligge der med knækket hals. Der var en
bestemt hest i stalden, som nis red hver nat, hvorfor den
heller aldrig kunde være bunden, undertiden var den ganske
svedig om morgenen. Morten Kusk, ved N. F. Olsen, Samsø.

199. Norden for Mellerup er to gårde, der kaldes Sædov,
og de havde en nisse. De var sådan rare at have, de fodrede
kreaturerne, og de gårde havde da al tid villele kreaturer.
Nissen fik ikke andet for det end hans grød med folkene jule-
aften og nytårsaften. De satte det ind i ovnen til ham, der
kom han og tog det Så en juleaften vilde de drille ham
lidt; han skulde have smor i hans grød, men de kom det
nedenunder grøden Der var en ko akkurat lige så-
dan af kulør oppe i Hald, og så byttede han den døde med
den levende og satte den i pladsen.

En dag var hundene så slemme efter ham, og de gik jo
løse. Han sad i logabet og pegte ad hundene med fod åerne:
cPus mæ no den pussinafl.» Da løb karlen, som stod i laden
og tarsk, hen og skød til ham og sagde : cPus ham så åld-
sammelb Så en nat tog han karlen og lagde ham på en
fjæl oven over kjalden, men sad lige godt og passede på, at
han ikke skulde falde i kjalden. Han blev meget forskrækket
oin morgenen, da han vågnede. Tvede mølle.

200. Henne i Sæddov ved Mellerup havde de lige så-
dan en nisse, og han var god til at fodre. De havde kun én
ko> der havde iået kalv, men den kunde lige godt holde dem
vedlige med mælk. Nissen fik smftr i hans grød, men en aften
fjælld pigen det, og så blev han vred og vred halsen om på

koen Der var ingen ko mage til nærere end i Hald.

Så fik han den døde ko slæbt hen i den bås og fik den sorte
tilbage. Det var så hårdt for ham at få den slæbtover Søle-
kjcer imellem Tvede og Sæddov, men han nåede dog at få
den hjem til gården, inden solen kom. And. Kristensen, Tørring.

201. I Skalmstrup var der en nisse, som fik smor i sin

grød om aftenen. En aften Så vred han halsen over

på en ko Vidste, hvor der var én af samme mønster,

94 B. Nisser.

nemlig i Sædov. Så slæbte ban den døde ko derover og tog
den levende i steden. Men det var strengt at slæbe den, og

han sagde: dmeld Sedov og Søøl,

der var en Helvedes pøøl.»

Dagen efter, de skulde til at vande koen, vilde den løbe hen,
og han måtte stå hele tiden og slå den i sten for at få den
til at blive. De kande se stenene komme, men nissen kunde
de ikke se. Niels Kristensen, Tørring.

202. I en af j&ædrø-gårdene ved Mellerup havde de en
nisse, men så var det en juleaften, at pigen sådan for nar
havde lagt smorret på bunden af fedet, hvori hun hældte
nissens grød. Da han nu kom og skulde spise, blev han
grumme vred. Slog en god ko ihjel i nødset Gik tilbage til
grødfadet. Slæbte den døde ko op til Hald, hvor der var en
mand, han var vred på, lagde den i hans kostald og tog hans
bedste ko med og satte i den dødes sted. Da han var kom-
men over Sølkjær nær ved Sædov, sagde han:

cMellem Sædov og Søøl, der er så manne pøøl' ;

mellem Søøl og Hald, der er så manne fald !> Sofie Lund.

203. I en gård i Tisted havde de en son, der var ude
at studere. Da de nu satte grød ud ved en sten i gården,
siger han : cHvad skal det der ?» Ja, det var til gårdboen.
Så væltede han stenen af stedet, og da stod der levret blod
under den. Næste dags morgen var halsen vreden om på
den bedste ko. Det gjorde den bitte, for nu vilde han rejse
derfra. Nik. Christensen.

204. Nissens julegrød på Fastergård. Nu vidste han,
at der var en ko i Himmerland, men da han kom derned,
var der malet et stort hvidt kors på stalddøren, og så kunde
han ikke komme ind ad denne. Han lavede derfor et hul

Så muren, hvor igjennem han fik den døde ko slæbt ind og
en levende trukket ud. Efter megen moje fik han endelig
den ny ko sat ind på sin plads på Fastergård, og det var i
en heldig stund, ti straks efter galede hanen, og siden hane-
gal kan nissen ikke gjøre noget, der skal kraft til. P. K. M.

205. Sådan var der også nogle piger på en stor gård
i Avlum, der vilde have nissen til bedste og skjulte smorret
på bunden af fadet, da de satte grøden ud til ham. Da nu
nis så grøden og ikke kunde finde smorret, troede han, at der
intet var. Vred hovedet af den bedste malkeko og gav sig
så i kast med grøden. Angrede sin gjerning, tog et lille skrin,
der var fyldt med guldpenge, og satte ved siden af den dræbte
ko. Siden hår der al tid været velstand i dep gård. M. Møller.

14. Den dræbte ko. 95

206. Nissen i Aldrup. Da ban havde dræbt koen, tog
han grøden og smed til hunden, men opdagede nu smorret.
Imidlertid havde manden set den døde ko, og han og karlen
slæbte den ud i laden og lod den der ligge til næste dag.
Nis ærgrede sig over sin gjerning, tog efter nogen betænkning
koen på .nakken og gik til Langå for at bytte den. Men ned
ad de Hvorslev bakker satte han sig på koen og lod sig
glide ned, idet han sagde:

«Nie a bakki, næn i dåål, skal nisses ryg slet it betå&l.>
Da manden dagen efter fandt koen spillevende, blev han
bange for den og jog den ud af gården og byen ved hjælp
af en rød hund, da han troede, det var et gjenfærd. Nis fulgte
koen, og de blev begge vel modtagne i den ene af Kovdal-
gårdene, der siden den tid har haft en god besætning, s. J. Sort.

207. Nissen slæber sig næsten ihjel på den ko, han
havde taget i et af nabosognene. Man har siden den sige :
«Er koen stor, som heden er lang, er den god.»

Hjortends i Jetsmark. R. H. K.

208. Nissen, der vred halsen om på en ko og skaffede
én igjen. Da den ikke kunde finde truget, og karlen slog den,
sagde nis : «Husk på, den er kommen fra Åls i nat.» N. O.

209. I Agersbcek i He var der i gamle dage kuns én
gård, og på gården var en nisse. Han plejede hver juleaften
at få siitår i grøden. En sådan aften fik pigen det indfald at

narre nis ved at komme smorret forneden Portrød

nu, at han havde dræbt koen. Men nis var ikke rådvild«
Han vidste, at på Hindø i Stadil fjord, der hører ind under
He sogn, havde de mage til koen. Han slæbte da den døde
ko over isen til Hindø og lagde den i stalden, hvor han bort-
tog magen til den, trak den hjem til Agerbæk og satte den
der i stalden. J. Nielsen, Ringkjøbing.

210. Juleaften skulde man al tid i gamle dage sætte
grød til nissen i stalden og ikke glemme at komme en god
stor klump smdr i. Hvis man glemte det, blev nissen meget
vred, og han hævnede sig så ved uden videre at vride halsen
om på en ko. Sporger man ham så, hvorfor han har gjort
det, så svarer han: «Jo, for du gav mig ikke smor i min
grød, og jeg har givet dig så mangen en kande mælk, du
ellers ikke havde fået.» Ma*en Bonde.

211. Der boede en gårdmand i Dybbøl, som hver aften
plejede at sætte et fad grød med smor i ud på kværnen til
en lille nisse, som havde sit ophold der på gården. En aften

96 B. Nisser.

havde pigen sat smørret underst og grøden ovenpå.

Ikke andet at gjøre, end at han måtte se at finde en ko, som
var helt mage til den, han havde slået ihjel. Men den var ikke
så nem at finde, og han fandt først sådan én langt oppe på
Als. Det lykkedes alligevel for ham at få alt bragt i orden
til næste morgen. Da pigen nu skulde vande køerne, kunde
denne ikke finde sin bås. Hun blev derover vred og slog
koen. Da kom lille nis og sagde : «Du må ikke slå den, for
den er ikke van,» og derpå måtte han fortælle pigen det hele.

Marie Johansen.

212. En nisse i Mollerup Til en anden gård-
mand i byen, der havde en ko, som bestemt lignede den døde.
Ingen fik det at vide uden pigen, hende fortalte han det til,
men forbød hende at sige det til nogen. s. P- Jensen.

15. Nissens ny klædning.

213. En bonde havde i sin gård en nisse, der i sin
stumpede troje med samt sin røde lue gjorde megen nytte.
Når han kom hjem fra Skanderborg ellerHorsens om aftenen,
behøvede han kun at smide tommen og skynde sig ind til
skorstenen. Nissen spændte fra, fik bestene ind i stalden,
fodrede og vandede dem, alt med redeligste omhu. Nu blev
der streng vinter, og det gjorde bondens kone ondt for nis-
sen, hun lod derfor sy gode ny vadtnelsklæder, blandt andet
en langskjødet kofte i steden for den gamle stumpede troje.
Bonden drager atter til kjobstad, kommer sildig hjem og
smider som sædvanligt tommen, og går ?nd og i sene. Her
hørte han rigtignok: «Å, di sølle hest', å mi gue nojkjowl;»
men tænkte ikke, det havde nogen nød. Om morgenen fandt
han sine heste døde for vognen, frosne ihjel Nissen havde
været bange for at smøre sig. Hvem der fik utak, det var
nissen, men han bad bonden om at have tålmodighed til
næste morgen. Da fandt bonden to end bedre heste i sin
stald. <Ja, dem ka a jo alder kom nower stæjer mæj, dem
hå do stållen.* Nissen svarte:

c Do kan hverken ræddes eller gry,

den jenn hented a i Vendsyssel, den anden i Ty.» h. Br.

214. I Kristen Madsens gård i Vejlby har nissebuk al
tid haft sit tilhold. Når drengene ikke trædede (drillede) ham
alt for meget, var han helt omgængelig og gjorde ikke en
kat fortræd. Kom manden end nok så sidlig hjem fra kjøb-

16. Nissens ny klædning. 97

— ^ -— "- - - — - ■ --"— - - r - — i ■■!! n ru i iib ■» ■■■!._

sted, kunde han frit kaste tftmmen, nis skulde nok spænde
fra. Af taknemlighed gav konen ham en ny pels til vin«
teren, men siden spændte nis aldrig fra, og da Kristen Madsen
skjændte på ham, sagde han : «Tror du og, jeg vil fli (smudse)
mine ny klæder.* Middelfart. P. K. M.

215. En mand i Lundby kom silde hjem fra Odense,

det regnede og var fælt vejr. Han lod hestene stå for vognen,

da nissen plejede at spænde fra og fodre. Men om morgenen,

da han vågnede, stod hestene endnu for vognen. Han kaldte

på nissen og spurgte : «Hvorfor har du ikke spændt fra, lille

JJiels ?» — «Tror du, at jeg skulde gå ud og skidte min ny

kjole, som vor mo'r gav mig i går,» svarede den lille og lo.

D. J.

16. Nissen flytter eller jages bort.

216. I Havréballe var to mænd, og den ene af dem
havde en nisse. I samme gård var to sorte heste, og dem
skaffede nissen foder til. Den stjal også de andre solle
folks foder hen om vinteren, for der var kun gjærdet lidt
imellem hver sit rum i den fælles lade. Den anden gård
ejedes af en ung enke, og hende kunde nissen så meget nem-
mere stjæle foder fra — (men de var vel selv nissen), Så havde
manden en son, der var ude at tjene, og da han kom hjem,
solgte manden den ene hest. Det blev nissen gal over, og
så rendte han hans vej. Siden kunde de have deres havre i
behold i den anden gård. Den mand havde jo gården i fæste,
og han var jo et mere skikkeligt menneske end den anden,
kan vi forstå. Samme tid var der en nisse i Hjordbjærg, og
de to besogte hverandre. Så vilde de Hjordbjærg karle gjøre
nar ad ham i Havréballe, men nu skulde de jo have det be-
talt. Så bar han dem ud i det bare linned og lagde dem
over kjelden. Der havde folkene lagt deres mogfjæl over,
for at hullet ikke skulde knyge efter — (det har vi også gjort
somme tider). Men nu var den ene længere end den anden,
nis vilde have dem lige lange. Så stod han sådan og trækkede
den stakkede frem og tilbage, for når de var lige lange for-
oven, var de det ikke forneden. Da det så blev dag, rendte
han og lod dem ligge. De var så stive af kulde, den gang
de vågnede, te de kunde ikke gå selv derfra. — (Det kunde
gjæme være, når han der havde stået og slæbt med dem en
halv nat.) Lavst Sommer, T&ning.

De indskudte parentheser er fortællerens egne tilføjelser,

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 7

98 B. Niawr.

217. Der var to gårde i Ommestrup, og den ene mand
var fattig, og den anden var rig, og det kom af, at han havde
en nisse. Så skolde den fattige broder også have lykken, og
så kjørte de nis ned til ham på en hjulbor. No vendte det
sig sådan om, at han blev rig, og den anden fattig, men om
det var nisses skyld, vidste de jo ikke. Maren Knadadatter,TJglbølle.

218. Hos Peder Sorensen var der også en gårdbo; men
hans seks sonner drillede ham, hvorfor han forsvandt In-
gen af sonnerne fik gården efter faderens død, de tog alle
i fremmed tjeneste. M.T.M.

219. Nissen havde bragt lykke til en mands gård, så at
han blev en rig mand. For sin død siger han til sonnen, at han
skolde leje sig en dreng med tiphøue (høllehoe, toploe) på,
som vilde mælde sig til tjeneste. Da faderen døde, kom nis-
sen ganske rigtig med sin tiphølle på, men den ny ejer viste
ham bort No gik det bestandig .tilhage for sonnen, indtil han
ikke ejede mere, end faderen havde, da han kom til gården.

O. M. L.

220. En mand i Sønderstrup havde en nisse, der hjalp
ham i alle måder. En gang gik de ene to og læssede favne-
brænde på fire slæder, som den næste morgen skolde kjøres
til Roskilde; men lige på én gang blev de usåttes, og manden,
der var noget hastig, sagde: «Nu kan do rejse, hvornår da
vil, no er au færdig her.> — «Itte rejdi,» svarede nissen og
gik sin vej. Men da de nu tidlig om morgen-dagen skolde
spænde for slæderne, var de alle væltede med orænde og
samt og vendte mederne i vejret A. N.

221. En gård på Lolland var svært besat med nisser.
En karl på gården lovede at skaffe dem bort og bad, om
bryggerkjedelen måtte fyldes og hedes. Da det var sket, kom
fem nisser frem, krøb od på kanten af kjedelen og skolde da
titte ned for at se, hvad der var. Karlen havde imidlertid
indbundet sig i et stort halmknippe og kom således ind i
bryggerset Nisserne så på ham og sagde: «Strå går, strå går!»
men ventede sig ingen fare, inden karlen var ved dem ok
styrtede dem ned i kjedelen. Siden så man ingen nisser på
gården. Sv. Grundtvig.

222. På en gård i Østermærker (Ostermarie) sogn kom
en lille dreng og tog imod hestene, og al tid, når folkene kom
od på loen om aftenen, var hækkene eller krybberne fulde
af sæd. Bonden var ilde til mode derover og bad præsten
om at befri sig for den lille dreng. En gang bonden var
kjørende bort, tog præsten sin bog under armen og gik ned

16. Nissen flytter eller jages bort. 99

på gården, og om aftenen, da manden kom, gik præsten i
sin præstedragt ud i gården og befalede, at alle porte og låger
skulde lukkes, ti det var hans mening at læse, til den lille
floj op over længerne. Den lille kom som sædvanlig og vilde
tage imod hestene, men så gav præsten sig til at læse af sin
bog, og dværgen måtte vige tilbage. Til sidst gik han ud
af en låge ved at bryde den itu, og så bister var han, at hele
dorkarmen revnede tillige med væggen der omkring. Siden
så de ham ikke. Bornholm. 6. J.

223. En mand havde en bitte dreng, der var så villele
til at fodre. Når de skulde have nætter, sad han ved nedre*
bordenden og fik smor i grøden, for det han var så dygtig,
men de andre fik ingen smor. Han gik al tid med en rød
lue på. Så havde samme mand en son, der havde lært at
studere, og han kom hjem, han havde jo gået i den sorte
skole. Så siger han: Hvad det var for en bitte dreng, de
havde der? Ja, det var en dreng, der var så villele til at
fodre. Ham kunde studenten ikke lide, og så tog han en
knappenål og prikkede et i hul vinduesblyet og gjente ham der
ad af. Siden havde de aldrig nisse der. And. Kristensen, Tørring.

224. I Norgård i Tolstruv boede en nisse, som skulde
have sin mælkegrød. En karl, der tjente der, så en aften,
månen skinnede blank, at nissen lyskede sin skjorte. Der gik
en blåne for månen, og så sagde han: «Lys hojt, du store
mand, at jeg kan se at kneppe mine lus.» Da listede karlen sig til
at slå ham over ryggen med en kjæp, og nissen bliver arrig,
tager karlen og smider ham oven over huset tre gange. De
to gange tog han ham, inden ban kom til jorden, og smed
ham tilbage igjen, men den tredje gang lod han ham falde
til jorden, så han slog sig helt fordærvet Folkene der i gården
havde en son, der var henne at studere til præst, og han kom
hjem om sommeren i ferietiden. Så skulde de til at kjøre hø
ind, og de havde så langt til engene. Sonnen og hans moder
skulde bære høet ind, til vognen kom igjen. Men de nisser
var jo flere steder til nytte, og da nu sonnen gik og sagde:
«Vi skal ud og have det hø ind, moder,» men hun blev ved
at gå og se efter andre ting og vilde ikke med, så blev han
til sidst utålmodig og sagde: «Nu vil jeg gå ud at begynde,
så kan I komme.» Da han kom ud, lå nissen i høet inden
for doren og havde fået det slæbt ind alt sammen, og han
lå og var så svedig og træt. Så siger sonnen: «Hvad be-
stiller du her?> Ja, han havde båret høet ind. Hvad han
fik for det? Ja, han havde jo da hans tilhold på gården.
Sonnen havde nu fået at vide, at han fik det her mad, og

100 B. Nisser.

sporger ham så, hvad ban gjorde ved det, for han spiste det

{'o ikke. Det sagde han jo til, og så gik han hen — de
mvde sådan en stor bindesten i gården — og lettent den lidt.
Der under var så sagerne, han havde fået Så siger sonnen :
«Det var din mening, te mine forældre en gang skolde komme
til at hvile der nede under den sten, men nu skal du selv
komme derned,* og så manede han ham ned der, for han var
jo bleven noget klog.

Den samme nisse skal bave været med til at bygge en
bro over Aggersund. (Sml.: Kjæmper, afd. HL) Chr. Sloth, Havbro.

s

225. I ældre tider havde de nisser ved de store gårde,
og dem, der var rigtig formuende, de havde gjærne et par
stykker. Disse folk gik da aldrig i fodertrang, og de kunde
have så mange kreaturer for resten, som de vilde og kunde
have i deres huse. Men nisserne skulde have lidt aparte kost.
De vilde gjærne have sødgrød (boghvedegrød) til middag • . .
Der kom en mand til en herremand, 6om havde to nisser, og
sagde til ham, at han vilde for resten også gjærne have en
nisse. Ja, da skulde han gjøre anstalt for, at han kunde få
én. Den her bondemand fik ham så, men da han havde haft
ham et par år og fik at høre, hvordan nisserne gik og stjal foder,
blev han kjed af at have ham og vilde ikke længere have
med ham at gjøre, det var jo af Djævelens folk. Han solgte
gården og vilde flytte langt hen. Det sidste læs flyttegods
var en stor del skrammel. Manden holdt en gang stille på
vejen for at rette ved noget, der vilde skride af, og da kom
nissen op af det her skrammel og sagde: «Vi flytter nok i
dag, fatter. » Altså havde han ham endnu.

Når herremanden drog til kjobsted, sad hans to nisser
og sang og var lystige, for når han var hjemme, skulde de
være skikkelige. De sang : «Nu vil vi dandse og være så glad
og strække vore6 ben og række vores ben, til vor fa'r kom-
mer hjem, til vor fa'r kommer hjem, så skal vi i kurven igjen.»
Nisserne vilde så gjærne sidde og bage dem i lade vinduerne
om foråret. Niels Pedersen, Stjær.

226. Der var en mand og en kone, der havde en nis-
pug. De havde al tid grumme velstand, og det gik dem
godt. De havde sådan nogle grumme kvier, men når de kom
til at stå i en vis bås, så døde de alle tider. Det kunde
manden ikke forstå. Så kommer han en gang hjem fra mær-
kend, og da var der atter død en kvie. Han bandte så over
det, da de var komne i seng, men konen tykte, det kunde
endda blive godt, for alt det andet lykkedes jo så godt. Som
de nu ligger og snakker om det, så lettes der en fjæl i gulvet,

16. Nissen flytter eller jages bort. 101

og en lille nis kom op med hans røde lue på og siger til
manden, te det måtte han ikke være vred over, for den bås
var lige over bans bord, og når kvierne skulde stå der, vilde
ajlen dryppe ned på det. Det vilde ban ikke have, og der-
for lod ban alt det andet lykkes så meget bedre. Når manden
vilde lade den stå tora, skulde ingen dø. En gang døde der
en blåskimmel for dem, sådan en grumme hest, og det græd
konen over. Så siger nis til hende, at det skulde hun ikke,
for han skulde nok bente hende én, der var meget bedre, og
det gjorde han også. Men hun græd endnu. Så spurgte han
ad, hvad hun græd nu for. Jo, bun var så evig ræd for, at
der skulde komme nogen og kjendes ved den hest, og så tro,
at de havde stjålet den.

«Nej, du skal hverken sørge eller gir,

for a hår hendt dem låndt nejer i Mås å Ty.>

Konen blev så enig med nis pug ora, at ban skulde skaffe
dem mange penge, og så skulde han have søde bogetgrød
hver aften med meget smor i. Men hun måtte ikke svie dem.
De skulde stå på kjøkkenbordet, og der skulde han hente
dem. Det gik nu godt en tur, men så fik manden at se, te
han stod der op af kjøkkengulvet og tog dem grød. Han
vilde lige have bandet over det, men konen satte hånden for
bans mund, og det blev så ikke til mere. Men om natten,
da ban havde ligget og spekuleret på det en tag, rejser han
sig og går ben og lægger ildklemmen og ildskovlen over det
hul, hvor nis pug kravlede op af, han vidste nok, det var det
bedste råd. Nis gjorde så ikke mere, end han stak hovedet
op imellem sagerne og sagde: <Haha! her kan du se, at jeg
hverken er en djævel eller gjenganger, du behøver ikke at
lægge noget over kors for mig.» Dermed forsvandt han igjen.
Så siger manden til konen : «Nu vil vi have gården solgt, for
vi vil ikke være her.» Det græd hun over og var kjed af,
men nis pug sagde, at det skulde hun ikke være kjed af, for
han skulde nok flytte med. Så fik manden gården solgt, og
de kom til Hytten. Men så lav de havde læsset det sidste
læs, som manden selv vilde kjøre med, og der var alt skram-
mel på den vogn, for ban var grov gjerrig og vilde have alt
samlet med, og han så kjørte ud at porten, råbte nis pug,
idet ban rakte hovedet op : «Haha, vi flytter i dag med Dal-
lier og med bøtter (siges fint og læspende). » Det fortrød
manden svært på, han havde gjort en solle handel, og nu
kunde han se, han skulde have nis pug at trækkes med, invor
han blev af. Ane Marie Pedersdatter, Egholt.

227. En mand var så meget kjed af nissen. Den gik
ind om nætterne og tog mælk, og hvad den fandt for godt.

102 B. Nisser.

Den vilde også gjærne have grød. Så sælger manden gården,
for han vilde være fri for den nisse. Den dag de flyttede
og havde al ting pakket op, tønder og bøtter o. s. v., og de
kommer ad på vejen, giver han sig til at skrannie, han sad i
en bøtte og sagde : «I-i-i, i dag flytter vi.» Da manden hørte
det, blev han endnu mere ærgerlig end for.

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

228. Ude i Vesteregnen ligger Skophuset, hvortil var
mange tønder land, men næsten ingen af dem var opdyrket.
En gang havde manden været i Viborg, og da han kom til
sit hjem, så han, at der ude på havediget sad en nisse. Ham
tog han med ind og gav ham både 83de og drikke, så han
fik lyst til at blive der for bestandig. Fra den tid af blev
hvert år flere tønder land af bedejorden dyrket op, uden at
man næsten vidste, hvordan det gik til, cg efter en del års
forløb var der frodige kornmarker, hvor derfor kun voksede
lyng. Men mandens kone var slet ikke god ved nissen, endda
aet var ham, som havde hjulpet til, at de var blevne vel-
havende folk. En anden dag, manden var i Viborg, forlangte
hun, at nissen skulde skafte tusend rigsdaler til ethvert af
bornene, ellers tog hun ham og smed nam på ilden i skor-
stenen. Nis vægreae sig derved, men endelig rumlede og skrum-
Iede det, og så lå alle pengene på kjøkkengulvet Konen sam-
ede dem op, kom dem i en pose og gravede dem ned i haven.
Noget efter kom manden fra Viborg, os da sad nissen ude
på havediget, hvor manden første gang havde set ham. Han
spurgte atter nissen, hvorfor han sad der, nu skulde han
følge med ind og få en tår af dunken, for den var ladet Men
nissen svarede, at nu rejste han til de underjordiske igjen, og
fortalte manden, hvordan han var bleven behandlet afkonen.
«Du har været god ved mig,» tilfojede han, «jeg vil nu sige
die farvel og tak; her har du nu nogle småsten, som leg
vil give dig til afskedsgave.* Så var nissen væk, og fra den
tid Begyndte det at gå tilbage for folkene i Skophuset Jorden
blev igjen forvandlet til hede, og bornene døde et efter et.
Da så alle var døde, og velstanden helt forsvunden, vilde konen
ud i haven at grave pengene op, som hun der havde gjemt.
Hun fandt dem også, men da hun rørte ved dem, blev de til
sten. Derover blev hun så ærgerlig og tungsindig, at hun faldt
om og døde med det samme. Så var manden altså ene. En
dag kom ban i tanker om at ville se til de småsten, som
nissen havde givet ham ved afskeden, og da han lukkede
skabet op og rørte ved dem, blev de til guldpenge. S. P. Jensen.

c.

Farende uhyrer.

l.| Wojens jæger og hans hunde.

f |J. Da Kristendommen kom her til Norden, flygtede
Odin her over til Møen og gjemte sig i Klinten, hvor man
endnu påviser hans bopæl. Han blev den gang af præsterne
kaldet jætten fra Upsala, men hedder nu i folkesproget Jon
Upsal, og fra det navn stammer vist også det udråb, som man
så tit hører på Møen : «Men jdtten dog,» hvor det ellers hed-
der: «Men Jos dogb Udenfor hans døråbninger der en gron
plet på den ellers hvide klint; det skal komme af, at på det
sted plejer han at gå ud på naturens vegne. En mand, som
nu boer i»Kjobenhavn, skal en gang, da han sejlede langs
med Klinten, have set Jon slænge sit fejemøg ud; i alt fald
stod der en svær stovsky ud af hans dor. Adskillige endnu
levende folk skal ved at have faret vild i Klinteskoven være
komne ind i Jon Upsals have, der skal være så stor og dej-
lig, at det er over al beskrivelse, og som også står i fuld flor
midt om vinteren; men vil man så bag efter give sig til at
lede efter denne have, så er den naturligvis ikke til at finde.

Lærer N. E. Hanøen, Borre.

2. A har hørt Wojens jæger en aften. Vi var gåede
udenfor doren og stod og ventede efter min kone, der var
gået til Lerkenfeld, da kom det her over byens nordende og
op efter Lerkenfeld til. Hun var kommen op at kjøre med
en møllevogn, og imens manden var inde et sted med en
pose, holdt hun ved bæsterne, og da kom det, så øgene blev
gale og snorkede, og hun havde nær ikke holdt dem. Det
myslede både under øg og vogn, for hundene kom langs ad
jorden, men jægeren oppe i luften. Hvor der træffer at være
dore åbne, kan hundene godt løbe ind. Ullits.

3. Da jeg var bleven konfirmeret, tjente jeg nogle år
hos Soren Olsen i Føns. En aften fik han mig forledt til at
gå med ham ned i Tybrind skove for at stjæle brænde. Det
var lige ved jul, men for resten kjont frostvejr og måneskin.

104 O. Farende uhyrer.

Som vi just var i lag med en ung esk, hørte vi noget boiie
en hest komme tøvende, og kort derpå råbte rytteren halo.
Jeg syntes, at det var den gamle skovrider Hastrups stemzne.
Han kom bestandig nærmere, red stadig stærkere og råbte
nok en gang hallo. Nu blev vi nysgjerrige og løb ud til hqgnet
for at se, hvad det var. Da foer det forbi os som en susende
stormvind, så at min kaskjet blæste af, skjondt det ellers var

Suske stille. Rytteren råbte nok en gang hallo, men vi kunde
le se det allerringeste, og nu blev vi så rædde, at vi lod øks-
erne ligge og skyndte os hjem over maen. Først næste dag
turde jeg gå ind i skoven for at hente værktojet p. Rasmussen.

4. De kan både høre og se Wojens iæger og hans

hunde. A har kunnet fornemme, te de har løbet forbi mig,

men a så dem ikke. A gik en gang til Orynderup huse, os

da var de ikke fire favne fra mig. A hørte ham flojte ad

hundene, te det svarede i skyen. De rendte på jorden og

myslede og pibte. A paste min tur, og så var de væk igjen.

min fader har også set dem en gang. Han kjørte til Lcrketi-

feld med tiende og havd$ lånt befordringen i Hvanstrup. Da,

han kjørte hjem igjen og kom over Sålbro, et stort vad, der

er imellem Hvanstrup og Stotrup, så kom det. Han havde

et føløg for, og føllet mærkede det først og rendte^ ind imod

moderen. Så kom der fem bitte hunde, og de var hvide alle

fem og rendte runden om vognen. Da de havde rendt en

bitte krumme, så flojtede jægeren ad dem, og så var de henne

med det samme. Min rader blev lige godt bange.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

5. Tranehwe på Mondrup mark består af tre tæt ved
hinanden liggende hftje, af hvilke de to nu til dels er lagt
under ploven. Ved siden af er nogle sige med vældhuller
i, som kaldes Tranékjærene. På den storste af disse hoje
brænder lys, særlig i tåget vejr, og det er set af mange. Her
har også været et ustyr af skarnstrolde, der ledede folk vild
o. s. v. Hi/ens jæger vandede sine heste i kjærene. De folk,
der møder ham, kommer ikke hjem den nat og er småtossede
i længere tid. Det anbefales at kaste sig plat ned på maven
og læse sit Fadervor, så snart han høres. Der må nok være
en forbindelse mellem Huens jæger og tranerne, siden han
holder sig der til Tranekjærene. 8. Jensen Sort, Århus.

6. A gik en aften fra Trige og ned til Olsted, og det
var slet ikke mørkt Da kom der tre hunde og foer om«
kring mig, de vifrede og gjøede, men a kunde ingen ting
se, a kunde blot høre, at der var tre lyd. Så drog a min
kjæp og trak den lige runden om mig og sagde: «Hvad er

1. Wojens jæger og hans hunde. 105

det for skytter, her går i aften ?> Der kom intet svar. Så
blev der sådan en tåge om mig, og a blev helt vild. A vid-
ste ikke andet, end a stod nede ved Ellebækken, men nu
vidste a slet ikke, hvor a var. Så bliver a ved at gå, indtil
a kommer til et sted. Det tykkes a er smedens, også går
a hen og fornemmer på klinkfaldet på bans dor. X>a a nu
kan mærke, at det er rigtigt, går a hjem. Men da bliver a
som en kalket væg og brækker, så det er grueligt. Trige.

7. En aften a var i marken at flytte øgene, da hørte
a noget hvisle i luften. Så troede a, det var Woens jægere,
og løb hjem, som om der var ild i mig. Knud Jørgensen, Nørbeg.

8. Wojens jæger har modt Jens Kristian i Krastrup flere
gange^ og nogle bitte hunde har ordentlig pisset ham op ad
benene, han hørte, de kom gjøende som hunde efter harer.

Ohr. Sloth, Havbro.

9. UZs jægere de flyver hvert forår. De har 3 stem-
mer, og de er ligesom jagthundenes gjæf. 8. Jørgensen, Alken.

10. Ufe jæger færdes mest sidst om hosten.

Smede-Rasmus, Dover.

11. Joens jæger kan børes i luften, det skriger som hunde.
Når han kommer forbi, og folk i det samme fldjter ude, så
kommer de, og hundene giver da lyd. Som born blev det
forbudt os at flojte om aftenen, efor så kommer Jons jæger,»
sagde de. jens Mark, Vogslev.

12. A har hørt æ Dywlsjægere om aftenen. Det er en
jæger, der rejser i luften med hans jagt Mikkel Skrædder.

13. Hyrøls jæger er en skytte, der farer af og til i luften.
Det tager på ligesom nogle små hundehvalpe. A har ellers
hørt det tit, men har endda ikke hørt det i år. Peder Hansen.

14. I Sødal skov farer en skytte med fem røde mynde-
hunde efter sig. Min fader havde været oster på og kom
ridende gjennem skoven. Da kom hundene om ham, og han
måtte sætte sig af og bolde ved øget, indtil de var komne
forbi. De ordentlig pibte i buskene. Niels Nedergård, Pederstrup.

15. En nat kom noget, de kaldte Kåels Uen farende i
luften. Så lå drengene og gjorde nar ad den og gjøede ad
hundene. Da faldt de ned på drengene og overbed dem.
Men så flojtede jægeren, han kaldes Wåwns jæger, og så floj
alle hundene af vejen op i luften, og det susede, te det var
forfærdeligt. A havde en morbroder, der var hyrde der på
marken. Så kom bjærgfolkene op og vinkede ad ham med

106 C. Furende uhyrer.

et hvidt torklæde, han skulde komme hen til dem. Han
paste dog på at komme ind på noget plojet, for hvis de kom
rendende efter ham, så vilde de falde for hver fure, der kande
de ikke gå. Ane Marie Madsdatter, Brovst.

16. En mand i Margårds mølle i Vigerslev havde gjort
en aftale med Palle Jæger, men han brød den, og nu vidste
han godt, at det gjaldt for ham ikke at færdes ude på de tider,
hvor han var udsat for at træffe Palle Jæger, og han vidste
nok, at så snart solen var gået ned, havde Palle jagtret Men
en eftermiddag hen ad efteråret var han ude at ploje og havde
en ager, som han gjærne vilde have plojet af, så det trak
ud til efter solnedgang. Da hørte han pludselig Palle Jægers
hunde, og han skyndte sig nu, det bedste han kunde, med at
spænde fra for at komme af sted i hus. Men inden han red
fra ploven, tog han sin Dels af og bandt om plovstyret, og
så satte han sig op på den ene af hestene og red, hvad han
kunde. Hundene kom, og det første, de gjorde, var at splitte
trdjen ad. Det opholdt dem så længe, at mølleren netop nåede
at komme hjem og ind ad stalddoren, som han slog i efter
sig. Men så nær var hundene på, at de hug kløerne i den
indvendige side af doren, og mærkerne af dem kan sees den
dag i dag. En karl på Testrup højskole.

17. En karl gik over gården ud at fodre, og da kom
Høens jægere flyvende. Som de sagde, sådan sagde han det
efter dem, men så kom de og slog ned på ham, og hvis han
ikke var sluppen ind ad stalddoren, så havde de split ham
ad. Derfor har a al tid passet på ikke at efterligne så-
danne lyd. Vinkel.

18. I et hus, som kaldes Babes-hus, der ligger på
Oultved mark i Kværndrup sogn, boede en mand, som de
kaldte Niels Tobak, nu er han død for omtrent tredive år
siden. Han havde den svaghed, at han aldrig kunde sige
det, han vilde, men gav det al tid et forkert navn. Den
svaghed havde han fået en nat, han var ude i en lille skov,
Killepot, der ligger et kort stykke fra huset, for at samle
brænde. Det var midt om natten, og just som han gik og
sankede, får han en stor mængde sorte bunde at se, der færdes
omkring ham, så han slet ikke kan få fat i noget brænde for
dem. Så råber han: «Gå I væk, I himmel-hunde U Han
blev i kort tid derefter helt aparte, men det gik dog nogen-
ledes over igjen; den forkerte talemåde forvandt han dog
aldrig. 8ødinge skole.

19. At høre den lyd, som Hotøens jæje og hans hunde

1. Wojens jæger og hans hunde. 107

frembringer, varsler både om krig og fred. Skriger det stærkt,
skal der snart blive krig. Kristen Pedersen, Vivild.

20. Der var én i gammel tid, der rendte Falster om-
kring. Alt det han kunde rende omkring i fire timer, det
skulde høre Falster til. Det har a hørt efter min fader. Men
den gang han fik så rendt en lidt, og de så, han rendte så
stærkt, var der én, der skod ham, for det så jo ud til, som
han vilde have taget hele verden. Efter ham gik der al tid
noget spøgeri, de kaldte Mani-pytten. Der var en karl, der
var ude at ride en aften, de skulde ride strandvagt, og han
var så dristig, de andre turde ikke ride over det sted (hvor
han var bleven skudt), men han regnede det ikke for noget.
Men det kom efter ham og kom på ryggen af ham og tum-
lede ham. sådan, så han var nier ikke^ommen hjem eller
bleven skilt ved det Han var ikke for at komme derud siden.
De mente, det var Marri-pytten, der var efter ham.

Jens Begs enke, Sandstrap.

21. Min fader var soldat i ni år oe lå der oppe på

Falster som rytter. Så havde han sandvåd tilfælles med en

anden der, og de gik og fiskede om natten. Ligesom de

gik og fiskede der ved det sted, hvor spøgeriet (Marri-pytten)

vandrede, så kommer der en store ting i deres våd, hgesom

det kunde have været en kalv eller et ungnød. De var nær

aldrig at have fået garnet slæbt til dem, men da de fik det,

var der ingen ting. Så kunde de ikke stille våddet i fjorden.

Men så fandt min fader på at vende kalven i garnet avet,

så kunde de fiske.

Kalven er den pose, de samler fiskene i. J. Begs enke, Sandstrap.

22. Når man ribber fjer, må man ikke klippe den yderste
pyt af, ti så kommer Pytmanden efter den, der smider rib-
D«ne ud, da han nemlig betragter pytterne som sin lovlige
ejendom. Lærer N. P. Olsen, Selsinggårde.

2. Den ridende skytte. Den evige jagt.

23. I gamle dage levede der i Hjorting en konge, han
rådede over Vendsyssel og var vidt bekjendt for sin vilde
lyst til jagt og hans spot med Kristendommen. En søndag,
som folk var i kirke, var kong Jon på jagt lige tæt ved
kirken, og hans hunde kom efter en hare, der for at skjule
sig løb ind i kirken og op for alteret. Begge hunde var bag
efter, og det gjorde jo en slem forstyrrelse i gudstjenesten,

108 C. Farende uhyrer.

ti præsten var midt i sin prædiken, men end mere forstyrrelse
blev der, da kong Jon kom ridende ind i kirken for at få
fat på sin fangst, som hundene allerede havde grebet. Nu
blev præsten vred og sagde, at han ikke syntes, det var lig
efter noget sådan at forstyrre gudstjenesten. Men det brød
kongen sig ikke om. «Når jeg blot må beholde min jagt
både her og efter min død,» sagde han, c så må de andre for
mig godt beholde både gudstjeneste og Himmerig. » I det han
nu havde fået fat i haren, vendte han hesten oppe for alteret
og travede ud af kirken. Nogen tid efter døde nan, men kan
ikke finde ro nogen steds, og derfor rider han i lyse som-
meraftener oppe i luften med sine pibende hunde bag efter
sig. Den lyd kan man tit høre, og han er ikke god at mødes
ene med. Georg Himmelstrup.

24. Der var en gang en jæger, ban var så ivrig på
jagten, at ban ønskede, han måtte jage til evig tid, så måtte
Vorherre for ham beholde Himmerig. Hans ønske opfyldtes
også, så man endnu ved nattetid kan høre ham suse i luften,
og hans tre hunde : Sink, Dink og Falli med gloende tunger
ud af halsen følger ham. S. P. Rasmussen, Ås.

25. En skytte fra Wafens i Salling ønskede, at han
måtte leve og jage her på jorden, så måtte Vorherre beholde
Himmerig. Han kaldes Wojens jæger. A har hørt ham lige
oven over vor gård om natten. Han sukker (pudser på), og
hans hunde vifter. Anders Jørgensen, Søby.

26. Dywls jæger det var en jæger, der havde så svær
en lyst til jagten. Så bad han til Vorherre, te når han var
død, han så måtte jage i luften, og det er det, vi hører om
sommeren imod godt vejr, så kan vi høre hans hunde. Der
er tre, den ene er grovs i lyden, den anden er imellem, og
den tredje er en bitte fin én. Det tager sådan en strækning
for og bliver ved runden om i længere tid, og når ban og
hans hunde så får den strækning undersdgt, så tager de
flytte hen til en anden egn. Søren Hansen.

27. Wojens jæger var en konge, der havde ønsket sig
at være jæger, så længe verden stod, og så vilde han godt
give slip på Himmerig. Da han så var død, kom Wojens
jæger jo. En gammel mand har fortalt, at der er to hoje her
vesten til på Uisgård mark, og der sad han ved om aftenen.
Så hører han Wojens jæger komme, qg det piber og hviner
og flojter og gjdr istand. Så blev manden jo noget bange og
tænkte, at det var galt, han var kommen til at sidde vea den
hoj. Ligesom han så sidder og hører efter, giver det et

2. Den ridende skytte. Den evige jagt. 109

skatorn inde i hojen, som om den var falden rent sammen.
Den tid var det skik, at de om efteråret sad ved kreaturerne
til langt ud på natten. Han bliver nu så forfar, og i det
samme kommer der en hund og lugter til hans bukser, og
der kommer nok én og vilde have været til at pisse på dem.
Men så farte hundene igjen op ad luften, og der blev atter
hvinen og fldjten. Så kan det nok være, at manden blev for-
skrækket, og han lader så klø hjem ad. Der kommer han
imod konen i doren, og hun kunde se på ham, der var no-
get i vejen. «Du er syg,» siger hun. Aja, der havde været
noget etter ham. «Grå så ind og se i kakkelovnen først, inden
du går ind til lyset.* Havde han ikke gjort det, så havde
han blevet syg. Mikkel Jensen, Grynderup.

28. Wåjens jæger han fordrede præsten til at berette
sig til døden, men han vilde ikke dø, så fremt præsten ikke
kunde love ham, at han kunde jage lige så vel i hans døde
som i hans levend'. Så vilde præsten ikke have mere med
ham at bestille, for det kunde han jo ikke love ham. Men
nu da han er død, så jager han alligevel, men det har præsten
jo ikke gjort ud. Det er ikke mange år siden a erfarede, at
han var til færds. Det kom omkring ved mig om natten, da
a gik på Iglsø bymark. Det kom mig ret rele for, te jorden
russiede under mig, og hundede gjæffede: Vaf, va£ vaf !
Lidt efter flojtede han i krudmåden (krudtmåleren) oppe i
luften, og a blev jo ræd, men daskede af, og lidt efter kunde
a høre det igjen. Da var det ikke mere, end a kunde lige
høre lyd af det Han har sit navn fra en stor herregård inde
i SaUing, der hedder Wojens. Her har han ikke haft hans
vandring, og her véd de ikke noget af det, men henne i de

egne, hvor han boede, der hører de ham ikke sjælden.

Ole Mønsted, Holbæk.

29. De gamle sagde, at rigens råd foer i luften om nat-
ten, og * hans hunde myslede og peb, og det kom af, at han,
mens han var levende, havde ødt bøndernes korn med hans
jagt Det gik på strøget mellem Randrup og Vindum- Over-
gård. MoTst Jensen, Vinkel.

30. En herremand havde svoret, at han ikke havde været
over skjellet med hans jagt, og ønskede, at hvis han havde
gjort det, han så måtte fare i luften, så længe verden står.
Endnu kan man høre ham og hans hunde, én flojter, og en
anden gjøer. Jens Peter Smed, Lading.

31. I Bredmose, Jandrup, jager en herremand fra Hes-
selmed med heste og hunde, der har gloende tunger. Hans Fel-
ding i Hannevang har en gang været i knibe med det. Jægeren

110 O. Farende uhyrer.

skal have tilhold i etværelse på Hesselmed, hvorfor der al tid,
i det mindste da N. Andersens kone i Kjærup tjente der,
hængte en stor hængelås. Jagten går fra Bredmose over
Støvshbje ad Hesselmed til. H. M. Jversen.

32. På Søgård, Søby sogn, skal der i gammel tid have
været en herremand, der har været en frygtelig jæger. I lang
tid efter hørte folk ofte, hvorledes han om natten roer af sted
gjennem luften med hujen og skrigen, fulgt af et stort kob-
bel hunde. Sødinge skole.

33. Der er en ridende skytte, der rider i luften her ved
Engelsholm. Han rider over moser og krat, men a har al-
drig set ham. Himmelhundene er vel hans. Det var en mand,
der Havde sagt, at det var hans storste plaser at jage på
jorden til evig tid. Hans Pedersen, Bostrup.

34. Fynshovedmanden er almindelig kjendt på Hinds-
holm. Dog er meningerne delte om, hvem han egentlig er.
Almindelig antages det, at det er en herremand fra en af
gårdene her på Holmen, der i lidenskabelig jagtlyst havde til-
byttet sig jagten her på Fyenshoved for Himmeriges salighed.
Også har jeg hørt den mening, at han skulde komme ovre
fra Slesvig. Men vist er det, at han hver lille-juleaften
drager gjennem Holmen til Fyenshoved, hvor han så går på
jagt indtil Hellig-tre-kongersdag, da han så rejser tilbage igjen.
Hans vej falder da gjennem Egense og Nordskov. Nogle
mener, han rider over Veflen ved Bregner og kommer gjen-
nem Bogense, og andre nar hørt, at han kan spores helt ind
gjennem Fyen på den anden side Odense. Men i alt fald
følgfer han den retning, hvor vejen i forrige tider har gået. I
en af Egense-gårdene må man lade porten stå åben lille-
juleaften, ti Fyenshovedmanden rider da gjennem gården.

Fyenshoved er den yderste spids af Hindsholm en og er endnu
ubeboet. A. G. P.

35. I Nordskov på Hindsholm fortælles der, at Fyens-
hovedmanden en bestemt dag i året kommer ridende syd på
gjennem Kobberporten ved det sydligste hus i byen, og der-
fra gjennem Martofte på jagt. En anden dag kommer han
ridende hjem ad en anden vej. Han er ledsaget af tolv bunde.

Adjunkt J. E. Boesen, Sorø.

36. Det berettes, at Valdemar Atterdag under navn af
Fyenshovedmanden gjorde jagtrejser gjennem det nordlige
Fyen. Han tog igjennem en gård i Egense på Hindsholm,
hvor der var to porte lige over for hinanden, og på den tid,
da folkene ventede ham, lod de portene stå åbne. Da han

2. Den ridende skytte. Den evige jagt. 111

kom igjennem den allernordligste by, Nordskov, på rejsen til
Fyenshoved, var han bleven tørstig og bankede på ddren til
et hus for at få noget at drikke. Konen lukkede op og gav
barn en potte 61 (andre siger kjærnemælk) at drikke. På sine
rejser undlod Fynshovedmanden ikke at betale for, hvad
han modtog, således også her. Da han ingen småpenge
havde hos sig, sagde han til konen:

c Væk, var dig, min pfert (hest) slår dig!»
Konen foer forskrækket ind, og med det samme lød et klask
på ddren. Næste dag fandt konen en sølvhestesko siddende

i ddren.

Meddelt af Knud Nielsen, Etterup, og ham fortalt af hans hustru,
der var fra Hindsholm, hvor sagnet er almindelig bekjendt.

Stod. Fr. Melbye.

37. Også inde i landet, hinsides Odense, har den vilde
jaeger haft sin fart. Om det nu har været Fynshoved-manden,
der, som en kone mente, kom ovre fra Slesvig, skal jeg lade
være usagt. En husmand der på egnen gik en aften hjem
fra herregården, hvor han havde tærsket, [rå vejen mærkede
han, at den vilde jagt var efter ham. Han stikker i en hast
sin plejl i jorden, hænger sin kofte derpå og tager så benene
med sig hjem efter, det bedste han havde lært. Han nåede
lige at slippe ind ad sin dor, men da var hundene også i
hælene på ham. Om morgenen gik han ud for at hitte sin
kofte, men fandt den reven i utallige småstumper, der lå spredt
omkring. Men den havde dog opholdt hundene, så ban var
sluppen. A. 0. Paulsen.

38. Ufa jæger det er en skytte, som en gang af Vor-
herre blev domt til at fare i luften, for det han havde be-
gået en stor forbrydelse. Der farer han med hans hunde, og
dem har a hørt så mange gange om natten. N. Pedersen, Hårby.

39. Der er nogle fugle, der kaldes himmelhunde. En
jæger ønskede at leve alle tider, og så kom han til at jage
i luften. Tebbestrup.

40. Der var en gang på Boller en skytte, der hed grev
Otte. Han sagde, at han misundte ingen Himmerig, når han
måtte have evig jagt på jorden. Så siden han var død, så
jagede han i det distrikt, som han havde jaget i, mens ban
levede. Det bjæffede somme tider om sommeren. Hans Jesper
i Sønder- Aldum, den gård hørte under Boller, hans stude var
komne løse om natten, og så sagde de, at grev Otte havde
været der og jaget. Så var det også en gang, at Frandses fader
i Urlev skov en aften, han gik hjem, kom til grev Otte. Så

112 C. Farende uhyrer.

slog han efter ham, og siden den tid gik han al tid og sagde:
«Py, fy, hen, hund!* N. A. Ammentorp.

41. Fra Refstrup har der redet en friskytte om natten.
Else Marie har hørt det en aften, hvordan det plaskede i
vandet i et stort høl på Refstrup mark, der kaldes Store-høl,
det var i engene ved Smidstrup å, og hun hørte, det rindede
med de lænker, som hundene var lænkede sammen med. A
har også hørt, det var en hovedløs hest, han red på. Mårskjælgård.

42. Sagnet fortæller, at der en gang har boet en mand
på Refstrup ved navn Palle Jæger eller den sorte skytte.
Han skal have været en vældig jæger, og alt, hvad han sig-
tede på, måtte falde for hans hånd. For at nå sådan en
sikkerhed i kunsten havde han lovet sig til den Onde med
hud og hår, på det vilkår, at han efter døden til visse tider
af året skulde have lov at jage. Man vil endnu til sine tider
kunne høre og se hans jagtfærd gjennem Tykhojet og Linde-
balle skove, min rider så på en hovedløs hest og nar med
sig et stort kobbel sorte hunde med gloende tunger hængende
ud af halsen, og deres halsen kan høres langt bort For nogle
få år tilbage blev denne vilde jagt set i Lindeballe skov af
nogle folk, der en aftenstund brændte kul. Chr. H. Møller.

43. Den ridende skytte kommer fra Refstrup og over
Smidstrup marker, så ud ad noget, der hedder Møl-eng, og
dernæst ad noget, der hedder Ridedal ved Bollershave, ende-
lig ind ad Lindebatle skov. Det er jo én, der har været
skytte på Refstrup fra gammel tid. Han skal jo have gjort
noget, men det véd a ikke noget om. Der kjørte en mand
fra Lindeballe by en aften, der hed Hans Gydesen, og ved
han kommer ind i Lindeballe skov til noget, de kalder Lang-
kj<er> så hører han noget, der giver et huj eller en lyd fra
sig. Han tror jo, at det er én, der er gået vild, og så giver
han lyd fra sig igjen. Da kommer den her skytte ridende
med to hunde, men hesten havde intet hoved, og hundene
hellerikke. Så spor det ham ad: « Hvad vil du mig?» Han
svarer : « Intet !» og dermed så vendte det igjen og tog tilbage.

Tue Madsen, Lindeballe.

44. I Torsted kan gamle folk enduu høre den flyvende
jæger og hans hunde bjæffe og anden stoj som af jagthorn.
I syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden. Når
vore hunde bliver galne, kommer det al> at de er bidte af
den vilde jægers hunde. p. K. M.

45. En herremand jager hans jæger ud at jage påske-
morgen. Så kom han til at ride i luften for det med hans
hunde. Jens Begs enke, Sundstrup.

2 Den ridende skytte. Den evige jagt. 113

46. Ea jæger var ude at jage pintsemorgen, og så skød
han en hare pa en andens jagtret. Det vilde han så gå fra
og ønskede, at dersom han havde gjort det, så vilde han
være på jagt i laften, så længe verden står. Den første tid
på aftenen farer det sønder på, og hen på natten mod dag
kommer han igjen og farer nord på. Han søger efter at
komme til Kristi grav, og kan han få så meget som et sand-
korn derfra, så kan han få ro. Men det kan han ikke, for
der er så kort tid til at komme så langt.

En morgen de var ude at binde rug hos vores, og vor
naboes skulde også ud at binde, da hørte vore folk en lyd
som en tør vogn, der knærkede, og så sagde de : «Nu er na-
boens lige godt ved at kjøre et læs hjem, de har været for
oppe end os.» Men da de så kort efter gik hjem ad,
kom de imod naboens, der kom og vilde i marken. Så kunde
vi forstå, det var noget aparte, vi havde hørt. Jægeren giver
nemlig også den den lyd fra sig som en tor vogn. Først er
det som noget, der mys!er så sært, og så kommer den her
torre rumlen, men man kan også høre vingeslag. A har hørt
ham to gange. Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

47. Man kan høre helhundene, når kong Valdemar
jager i luften. L. Fr.

48. Ved Ore/s kaldte de det kong Wolmers jagt. Sådan
sagde min moder. R. p. Randlev, T&ning.

49. Kong Valdemar jager ved Ledoje. En gårdmand
dér må holde sine porte åbne for ham. En aften, da han
-vilde stjæle nogle tækkekjæppe ved Jonstrup, hørte han stærkt
hundeglam. Først troede han, at det var sognefogdens støvere,
men pludselig sværmede omkring ham en mæugde spættede
hunde, hvis ojne hang langt ud af hovedet ned til snuden,
og straks så han en rytter komme farende på en hovedløs
hest. Hundene forsvandt, og han hørte da en raslen af lænker;
men Jens Larsen vidste godt, at det var kong Valdemar.

V. Boye.

3. Wojens jæger farer igjennem gård

eller hus.

50. I Båsted mølle var der to dore lige for hinanden i

møllehuset Den ene var sønden ud, og den anden norden

ud. Der skulde himmelhundene igjennem.

Ane Kirstine Kristensdatter, Hoven.

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 8

114 C. Farende uhyrer.

51. Nattejægeren jager gjennem alle de gårde, hvor
portene er lige for hinanden. 1 en gård i Ubberup fandtes
en gang en hestesko af sølv, som folkene hængte op på et
bjælkehoved, men dagen efter var den borte, og i steden for
lå der gode drikkepenge. F. L. Grundtvig.

52. I Jorgen Johans gård i Valsømagle var portene
lige for hinanden, og nattejægerne jager også der igjennem
med deres hunde og råber : «Suk, suk.» Folk måtte tit holde
koblet, og somme tider pissede hundene op ad dem. j#rg. Hansen.

53. Hans Frederiksens kone i Jyderup har fortalt mig,
at en aften for nogle år siden, da hun alene sad sent oppe,
hørte hun med et en underlig stoj og raslen, ligesom det var
en stor mængde hunde, der var Koblede sammen med store
jærnlænker. Lyden kom nærmere og nærmere, og til sidst helt
ind i gården. Hun hørte tydelig hundene gjø og bjæffe som
store jagthunde, og jægeren råbe og kalde på dem. Da hele
det natlige jagttog havde passeret gården, tog det vej tværs
over marken ad skoven til, hvor stojen tabte sig, så hun
ikke længer kunde høre dem. Selskabet var naturligvis kong
Valdemar med sine jagthunde, der endnu spøger meget her
på egnen. Juliane Bergo.

54. Lars Jensen tjente for karl i Horby, og så var det
en forårsaften, at karlene havde flokket sig sammen til lag.
Da horte de med et, Uen og hans jægere komme. Det mjavede
og mjaslede og gav alle slags lyd i luften. Da det nu var
kommet forbi dem, var der én af karlene, som flojtede og

! jorde nar der ad, men da vendte det straks tilbage og kom
ige ind til dem i gården. De foer nu alle ind i laden og
stængede for sig med alt, hvad de kunde få hold L De
stod længe her med et klemt hjærte, indtil det endelig var
faret bort igjen. Nik. Christensen.

55. I True havde en mand en aften glemt at slå kors
over noget, hvad det var, og så kom den vilde jæger, Høens
jaeger, som ban kaldes, ind i gården. Da var manden så re-
solut at skyde en kvie ud af stalddøren til ham, og den rev
han straks i fire parter og smed en part til hver af hans
hunde med de ord : « Havde du ikke gjort det, så havde det

fået dig ilde.» Der blev et forfærdeligt rabalder, da han
om, og hundene havde gloende tunger. Mads Hansens enke.

56. I mange byer havde de en bytyr, der gik« på om-
gang. Så var der en gårdmand i Gjesing, der havde bytyren
et år, og en nat, som han ligger i sin seng, kommer der én

3. Wojens jæger farer igjennem gård eller has. 115

og banker på vinduet, og så rejser han sig og sporger, hvem
det er. Pen fremmede svarer, at han er tjener for en for-
nem herre, der holder her uden for med et stort jagtselskab,
og skulde hilse fra ham, om han ikke for gode ord og be-
taling kunde få noget kjød til jagthundene. Manden und-
skyldte sig og sagde, at han havde ikke noget kjød at und-
være. Tjeneren mente dog, at han havde nok et og andet
kreatur, og han skulde nok få det godt betalt. Manden tænkte
så over det, men vilde dog ikke give slip på noget af sine
egne kreaturer, han havde i sin stald. Derimod kom han til
at tænke på, at han havde jo bytyren, som stod ude i toften,
og den gav han så tjeneren anvisning på. Denne gav ham
en* hel hoben penge for den, og de glimrede sådan i hånden
på ham, at han troede, det var guldpenge. Men da han om
morgenen kom hen og vilde se på dem, viste det sig, at det
kun var nogle kulstykker. Og da han så kom ud og vilde
se efter bytyren, var der ikke andet tilbage end klovene. Da
bymændene- fik at vide, hvordan det var gået med deres gode
bytyr, blev de vrede på manden, for de mente jo, han havde
gjort fejl i at give det hen, der ikke var hans eget, og de
sagde, at han nu skulde beholde klovene, og til straf fra den
tid have det navn Jens Klove. Slægten har så båret det
navn efter ham, det blev siden forandret til Kløve, og der
er mange endnu af det navn. Folkene kunde ikke udregne
andet, end det var kong Wolmer og hans hunde, der havde
været der. Her kaldes han for resten Wåwns jæger af de
gamle. N. Ebrenreich, Tarup.

57. Når der står tre låsed5re (åbne) lige for hverandre,
kan Jwens jæger og hans hunde få magt til at komme ind,
hvis han er i nærheden. Sådan kom han ind et sted i Hjorte-
thbs i en stor bondegård, og a var hyrdedreng der tæt ved.
Så spurgte han jo om, hvad de havde at spendere på Jtiens
jæger i dag. 8a gik manden ud og hentede en stor mand-
volm tyr, og ham åd de helt op inde - på gulvet i stuen,
for de var ret sultne. Da de fik det gjort, sagde jægeren, at
de skulde få sådan held med fæavl, te det var mageløst, og
det fik de også; deres køer fik gjærne to kalye.

En gang så nogle præsteborn, der gik på Oster-Bjermits-
lev mark, J?iens jæger og hans hunde. De pegte æd dem og
gjorde nar æd dem, og så blev de kryst og kom lidt i for-
træd. Men så lovede de aldrig at gjøre det mere.

Kristen Nielsen, Mosehuse.

58. Jit stæj bagtes dær om nætten, å så kam Wøens
jægger å låå sæ ve owwnsmondingen, få ban sojt aldti te, hwå
dæ wa i/d. Han vild it go dæfrø, faa han fæk en terøg. Så

8*

116 C. Farende uhyrer.

ga di ham bytøren, å dænd gang ban ræjjst m#-en, brominet
en fåiærdelig i loften. Så såå Wøens jægger: Di haj it
slawen dæm åpo munden, dæ hå gi dæm de ro.

Johan Jensen, Mollerup.

59. Den her friskytte har også redet her. Han skal have
haft hans fart gjennem Knud Grdnbjærgs gård, for den blev
flyttet. Han kunde aldrig have portlågerne lukt for det, skyt-
ten foer der igjennem om natten. Den færdsel stod i god sam-
menhæng med skovens retning forhen. Der skal have været
en vise om den jagt, og deri stod:

Ved Båstlund krat, der fik de Mikkel fat.

Peder Mikkelsen, Gadbjærg.

60. Jons jæger vilde give hans Himmerigs part hen for
at få lov at jage. Han kommer al tid om aftenen lidt efter
solnedgang nordfra og drager sydpå, og hen ad morgenen
drager han tilbage sydfra og nordpå. De skal passe på at
holde deies dore lukkede for ham. Et sted var konen ved
at brygge, og da kom hans hunde løbende ind eg slappede
af urten. Så fløjtede han ad dem: c Vil I blive her, vil I
blive herU Jens Hansen, Sønderup.

61. I Torsted siger man endnu at kunne høre den flyv-
ende jæger, høre hans hunde bjæffe og anden stdj som af
jagthorn. Derfor skal man passe på^ ikke at have to dore
åbne lige over for hinanden, da hundeue så farer der igjen-
nem ; i syv år farer han i luften, i andre syv igjen på jorden.
Når vore hunde bliver galne, kommer det af, at de er bidte
af den vilde jægers hunde. p. K. Madsen.

62. I omegnen af Ålborg farer Jons jæger ofte gjennem
luften, ledsaget af en stor mængde hunde, som løber bag efter
på jorden. Den, som møder ham, må lægge sig plat ned på
joraen, ellers bliver han syg derefter. Undertiden høres jae-
geren at kalde på sine hunde med et fælt skrig. Træffer det
sig, at han kommer over et hus, hvori to dore står åbne lige
over for hverandre, da farer hundene der igjennem, og hvis
der på samme tid brygges eller bages der i huset, bliver det
alt fordærvet. M. C. Nielsen.

63. Dær ær æn bestæmt d6, te falkes howwder et kand
st6 fe/st, å de korner o, te Un han rier åp i æ skytjir mæ
ålld hans tø/ hunnd, å dæm ær dær søn æn forskrækelig reng-
len å raslen ø, å dæfuer e ær, te æ howwder et kand sto
fé/st Di se/er åse, te nér dær ær tow daar epo æn hurøs,
dær kand læ sæ lok åp po æ udesii, så korner han dæærerød
mæ alld haus hunnd, a så se/e di, han wel et go ijæn, uden
di for alld de, te både ham å æ hunnd kan eed, å di se; er,

3. Wojens jæger farer igjennem gård eller hus. 117

te di kand eed [så mo;, te dær ær engen, dæ ka følld æm.
De war jen gang, han kam end te en fate kwon, å hon war
we-ed å bååg, mæn bend gik ban sn5r uwå (re ijæn. Hon
*ga ham en kååg, å dænd gårøg han h6d f6t dærød, så gik
han ijæn, får han øngkes otier hend, få de hon war så fate,
å siin troner a engen han h&r wæt ennd we, fa falk paser
aUdtir pø å loker dæn jænn å æ daar enden pø. Nik. Chr.

64. Våwns jægers hunde kom en gang ind i min kones
fødegård og snusede imellem sengene. Det var om hosten,
og folkene var gåede ud at binde kornet. En gammel kone,
der var fra Gislum, hun hørte dem, a véd ikke, om det var
min kones bedstemoder eller oldemoder. J. Ravnkilde, Haverslev.

65. Jwens jæger rejste i luften med hans hunde, det
kunde gnisle og pibe i skyen. Han kom engang om ad en
kone, der havde brygget, og så havde hun loppet dorene, for
at oliet skulde svales. Så rendte bundene ind og slappede
af øwten. Da hun kom fram og vilde røre i den, kunde hun
børe sådan en slappen, men ikke se noget, så kunde bun jo
nok forstå, det var dem. Niels Kristian Nielsen, Kvorup.

66. Der var en kone, der havde to dore på hendes hus, én

sønden ud og én norden ud. Den sidste dor var jo på hendes

frammers, og da hun havde været ved at brygge, så havde

hun slået begge dore åbne for at få Oliet koldt og få gjær

sat på i god tid. Se, der kunde Jons jæger og hans hunde

komme ind, og de drak alt hendes ut, og så måtte hun endda

give dem en grovkage for at gå igjen. Jægeren han Tar gron,

og ban havde hundehvalpe med rode munde med sig.

Jens Kristensen, Ersted.

67. En kone i Svendstrup var en morgen for dag oppe

at brygge juleOl og havde ladet de to d5re på bryggerset

stå åbne. De var lige for hinanden på hver side af huset.

Da kom der tre hunde løbende ind, og de gav dem til at

labe 61 af et kar. Hun tænkte nu nok, at det var Uns hunde,

men var bange for dem og mente, at det var bedst at have

alt til vens med dem. Hun gik da hen og slegede for dem

øg' sagde : « A, I stakler!* og de løb så bort igjen, men det

var ikke til forgjæves, at hun havde været så venlig mod dem,

for da det var bleven dag, og hun gik udentil, da lå der en

hestesko af guld uden for den ene dor. Nik. Christensen.

68. En kone, der en aften just havde brygget 61 og nu
stod og drak sig en kop kaffe, hører en smaskende lyd bag
ved sig. Da er det tre røde hunde, der læskede deres tflrst*
Så kom kong Vollermand ind ad doren, og ham gav hun et

1X3 C. Farende uhyrer.

sikar mælk for hans egen mund, da han trøstede hende godt
og betalte hende ved med ildskuffen at øse af de gloende
emmer i hendes forklæde. Vester-Egesborg. P. N.

69. Da kong Voldemar efter sin død drog omkring på
jagt, havde han også sin vej igjennem Jens Bryggers gård i
Stensby. En gang traf det, han Kom der igjennem, da Konen
var i iærd med at brygge, og det var just Voldermissedag.
Voldemar kom ind og forlangte noget at drikke, som han
også fik. Så bad han hende at holde sit forklæde op, og det
gjorde hun også. Der blev da kastet en del gloende kul i
forklædet, og de faldt straks gjennem det og ned på gulvet,
og så var det klare sølvpenge. «En anden gang,» sagde han
så, «må hun vide, at hun ikke må brygge på voldermisse-
dag.» Gamle folk bar al tid sagt, at der ikke måtte bryg-
ges den dag, for så kom kong Volderinand.

På samme Jens Bryggers mark i Stensby skal der være
en eg, hvor kong Voldemar skal have bundet sine hunde, og
efter sigende kjendes det endnu, hvor lænken har skåret ind
træet. E. Olsen.

70. Den vilde jæger og hans hunde kom ind et sted,
hvor der var to dore lige for hinanden. Da de nu kommer
sådan farende ind, går konen hen og skjærer brødet midt
over, og så giver hun hver af hundene et halvt brød. Da
de havde ædt det, foer hele historien ud af den anden dor
og op i luften. Lærer Sø, Gudum.

71. Wojens jæger kom ind et sted, hvor de var ved at
bage. Konen, der var ene hjemme, var ved at få brødet af
ovnen. Med et blev der sådant spektakel der inde og myl-
der af hunde. I sin forskrækkelse tog konen en hel småkage
og brækkede i små" stykker og smed for hundene. Hun

tykte, de åd det, men da de var forsvundne, lå det der endnu.
Strandby.

72. Wåjens jæger kom ind et sted, hvor tre dore stod
åbne lige for hinanden, og der var konen ved at bage. Hun
tog en kage af ovnen, brækkede i tre stykker og smed et af
dem til hver af hundene. Så kom hun af med dem igjen.
Wåjens jæger har nemlig tre hunde. Min mand har hørt
ham flere gange på strækningen mellem Søby og Hqjslev. Søby.

-4 . Man holder Wojens j ægers hunde, giver hans hest at drikke. 119

4. Man holder Wojens jægers kunde,
giver hans hest at drikke.

73. Wojens jæger har da redet her i Salling. Han kom
ind i en mands gård om aftenen, pigen var ude ved kielden
efter vand. Så siger han til hende, om hun vilde ikke slå
en spand vand op til hans hest. Hun vidste jo ikke, hvad
det var for en karl, men gjorde det da. Den gang hesten
havde drukket, tager han i hans lomme, som han vilde give
hende drikkepenge, og pigen holder hendes forklæde ud.
Men der kom ingen. Så siger han:

cNu kan du se og vide,
hvad nød og hvad kvide
kong Valdemar må lide.»

Han rejste jo så igjen, og hun havde det tomme forklæde.

Jens Kr. Kristensen, Risgårde.

74. På den gamle Egtvedgård, Haraldsted, var portene
lige for hinanden, og derfor holdt nattejægeren også en far-
lig ståhej der igiennem med hans hunde, der sagde: «Huj,
huj h En mand, der måtte holde dem, brændte sine vanter
op på de gloende tojr. Jørgen Hansen.

75. En tærskemand, der gik silde til sit hjem, modte
natjægeren, der tvang ham til at holde hans hunde. De hylede
og skabede dem, rev og sled i lænkerne, men de havde dog
ikke magt til at gjøre manden noget, ikke heller til at rive
sig løs. Imidlertid var det dog trælsomt at stå der hele ti-
mer. Da manden slap og kom til andre folk igjen, klagede han
sig derfor i hårde måder. En gammel mand rådede ham til at
tage en krogkjæp med sig næste gang. Hvis han så igjen
blev bemøed om at holde hundene, skulde han stikke krog-
kjæppen i jorden og fange lænken derpå. Tærskemanden ad-
lød også dette råd, den første gang han skulde holde hunde
igjen, men siden blev han aldrig bemøed om det mere. A. N.

76. En mand, der gik post til Sorø, måtte tit holde
hunde for nattejægeren, når han var kommen for tidlig på
gled om morgenen. Når han nu havde fået fat i lænken, og

i'ægeren så klappede eller skød i nærheden, så hundene kunde
løre ham, da havde manden sin hårde nød med at holde
dem, ti da hylede de og bed og sled i lænken, dog havde
de ingen magt til at gjøre ham noget Da hittede han en
gang på at sætte sit fyrstål i lænken, og straks lagde hund-
ene sig ned og blev rolige, lige til nattejægeren kom og
hentede dem. A. N.

120 O. Farende uhyrer.

77. Når man går vejen fra Viger sdal ved Ringsted til
Kværkeby, kommer man forbi Khkkehoj, men der er ikke al
tid godt at komme ved nattetid, ti en gang kom en vejfar-
ende mand galt af sted. Han mødte en kulsort mand med
et kobbel sorte hunde, som han måtte holde for ham, enten
han vilde eller ej, men hans hænder tog også skade. jg. Hansen.

5. Wojens jæger og ellekvinderne.

78. Horøens jaeger ham har a hørt. Han var en gang
kommen efter en nok eliekvinder. Et menneske sad under
en bro, og da kom deher ellekvinder løbende over. De kom
tjattende ligesom en flok gjæs. Jægeren kom bag efter, og
hans hunde nåstrede, og han sagde : «Tohejj, tohejjj !» Det
er et gammelt sagn, at han skal jage de eliekvinder af vejen,
men manden, som sad under broen, vidste ikke, om han
fangede dem eller ej. Haus Kristian Pedersen, fiaslum.

79. Fra Lundby ved Præstø er fortalt mig følgende:
Det hændte ikke så sjælden, når hovfolkene gik på Lundby-
gårds marker, at de ved aftenstid så en hoj kvinde komme
farende ud af skoven, hendes bryster var så lange, at hun
havde kastet dem over skuldrene. Bag efter hende jog en
rytter på en kulsort hest. «Så I hende U råbte han til hov-
folkene, mens han forsvandt i mørkningen. Noget efter kom
han tilbage og havde kvinden lagt tværs over hesten foran
sig. «Så I, jeg fik hende !» råbte han igjen til hovfolkene,
hvorefter han red ind i skoven. Det var kong Atterdag, på
jagt efter .eliefruen, forklarede min hjemmelsmand.

Somme tider hændte det også, når hovfolkene gik på
marken ved aftenstid, at der kom en fremmed til dem og;
sagde : «Nu må I nok gå hjem, folk, nu er det nok for i dag.» —
c Det var kong Atterdag,* tilfojede min hjemmelsmand, «men
ham var folkene aldrig bange for, han gjorde dem ikke noget*

Johannes Neve.

80. En gammel mand i Vester- Egesborg mddte en af-
ten ved Vejlø-broen et ualmindelig stort fruentimmer, der

Eustede og stønnede, så han kunde høre hende, længe for
un kom til ham. I det klare måneskin så han, at tungen
hængte langt ud af halsen på hende af bare anstrængelse, og
hendes blottede bryster hængte helt ned til bæltestedet Lidt
længere henne, hvor Ndrrestrand går lige op til landevejen,,
in od te han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kon*
kong Vollermand farende på en snehvid hest og spurgte, om

6. Wojens jæger og eilekvinderne. 121

han ikke havde set eller modt en slattenpatte. Jo, og hun
lod til at have hastværk. «Ja, men det hjælper hende ikke,»
og så red han videre. Lidt efter drønede et skud og hørtes.
et gjenneintrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte. p. N.

81. En bonde i Vordingborg -egnen var en gang ude at
flytte heste, og da kom der en jæger med et kobbel hunde
og bad bonden passe godt på dem, indtil han kom tilbage.
Bonden slog lænken om et træ, og få ojeblikke efter hørte
ban et skud, og derpå kom jægeren jagende med et fruen-
timmer hængende bag over hesten. «Så du, jeg fik hende,
men jeg måtte også til Falster for at hente hende.» Det var
en ellepige. C. Brockdorffljg

82. Kong Valdemar blev, fordi han holdt så meget af
jagten, sat ned i en åben begravelse med en hest og jagt-
redskaber hos sig. Han farer om natten gjennem luften med
alle sine hunde, så det hviner og tuder efter. En karl fra
Ormitslev har hørt det mange gange. En gang var han på
jagt efter en havfrue, som hed Slattenpat. Han traf da en
dreng, som måtte strø møg om natten, fordi han ikke kunde
nå nok om dagen. Jægeren bad da drengen om at holde sine
hunde, mens hau red et stykke vej på jagt. Drengen holdt
dem også, og jægeren red bort, men straks efter kom han
tilbage med et fruentimmer hængende over hesten. Til
Ion for sin ulejlighed fik drengen lov at patte fruentimmeret,,
hvoraf han blev så stærk, at da manden næste aften vilde
drive ham i marken, tog han ham og smed ham over hus-
længen.

Den samme jæger kom en gang ind til en kone og bad
om noget at drikke. Konen undskyldte sig med, at hun havde
ingen krukke, men jægeren tog da et sold og drak af. Da han
havde drukket, fyldte ban soldet med trækul, men konen reg-
nede ikke disse for noget og satte dem afsides i en krog.
Nogen tid derefter vilde hun koge mad ved kullene, men
da var det bare sølvpenge. Chr R.

83. To drenge stod ved et led i Snerreris skov. Da kom
nattejægeren farende med sine hunde og bad dem holde dem
en times tid. . Efter denne tids forløb kom han igjen med
et kvindemenneske hængende tværtover hesten. «Nu har jeg
været oppe i Sverig og skudt Slanten-Langpatte,» sagde han
og tog sine hunde. JOrgen Hansen.

84. Ved åbredden mellem Brede og Agterp lå en mand,
der var i fugled, som man her siger, for at skyde vildænder.
Som han der ligger og lurer, ser han. et kvindfolk komme

122 O. Farende uhyrer.

farende med langt udslaget hår og skrigende: «Red mig,
red mig!» Efter hende kom en mand til hest, som så river
den jamrende pige op på hesten til sig og iler bort med. A. L.

85. Horns jæger havde som bekjendt påtaget sig at ud-
rydde alle eliekvinder. Ved Lyngå var en mand tidlig om
morgenen gået ud at flytte bestene. Da han nu var færdig
og vilde gå hjem, hørte han med forfærdelse en stærk susen
i luften ; den kom stedse nærmere, og med ét holdt en mand
til hest for ham. Han råbte : «Hold mine hunde !» og manden
adlød. Jægeren havde tre store hunde bundne ved en silke-
tråd. Bonden betragtede denne med opmærksomhed, indtil

{'ægeren efter få øjeblikke kom tilbage. Han havde over
testens ryg hængende to eliekvinder sammenbundne ved deres
lange hår. «Giv mig mine hunde!* sagde jægeren, «og ræk
mig din hånd hid, så skal jeg give dig drikkepenge.* Manden
gjorde så, og jaegeren stak de tre fingerspidser ind i bondens
hånd, hvor de efterlod sig store brændte mærker. Derpå foer
han susende bort under eliekvindernes hyl og hundenes larm.

R. H. K.

86. To mænd huggede gjærdsel af nogle stubbe, der
stod på siden af Brcendtebjærff.i)2L kom eliefruen ; hun havde
hastværk og bad dem ikke at sige nogen, at de havde set
hende. Så kom natjægeren, og de lod, som de ikke havde
set nogen. Han red videre, og kort efter hørte de et skud.
Da de næste morgen vilde fortsætte deres arbejde, var al
deres gjærdsel splittet, formodentlig af natjægeren, der vilde
hævne sig. A. N.

87. Wojens jæger skal have været konge en gang. A
véd ikke, enten det var en bjærgkvinde eller eliekvinde, han
en gang var kommen for, og hun havde givet ham et brev,
som han flere gange prøvede på at begrave, men der var
ingen råd til, at han kunde komme af med det. Da ønskede
han, at han fra den tid af måtte jage efter de underjordiske,
så længe verden står, og så blev det sådan.

De skal have set ham i en mølle en gang. Der kom
to jomfruer løbende med hverandre ved hånden, alt hvad de
kunde, gjennem møllen ved måueskin, og de så dem tilbage
og sagde: «Vi redder os vist ikke for ham.» Så varede det
ikke svar længe, inden jægeren kom igjennem møllen med
hans hunde, og det var ret som et lyn, og så to timer efter
kom han tilbage med dem begge to, de var bundne sammen
i deres hår og hængte over manken på hesten.

Der har været sagt, te dersommenstid de holdt en naar-
dør (nftrred., frammersd.) åben, der skulde han have ret til at

6. Wojena jæger og eliekvinderne. 123

tage ind. Så skete det et sted, te de glemte at lukke doren
om natten, og der kom hundene så ind. Jaegeren talte så
til manden: hvorfor han havde ladet den dor stå åben?
nu havde han ret til at tage derind og kunde ikke holde
hans hunde ude. Så skulde han give ham noget til dem.
Ja, manden vidste ikke, hvad han skulde finde på. Men én
ting skulde han give, og så springer han ud og læt en garn-
melagtig tyr, han havde, ud i gården, den var mamdolm og
kunde nok værge sig selv. Så blev der sådant et forfærde-
ligt spektakel, og det varede ved, til det var næsten dag. Da
manden kom op om morgenen og vilde se til tyren, da lå
den og var split ad, lige så ussel småt, som den var malet.
Siden den tid paste de på at have deres norredore lukkede.
De siger, at det skal være værst at lade dem stå åbne til
hojtidsaftener, for da skal han snarest fare.

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

88. En jysk karl fortalte mie, at da han om sommeren
1810 tjente ovre på Sjælland mellem Vordingborg og Næs-
tved, hørte han fortælle af en karl, han tjente i gårde med,
at dennes bedstemoder havde set den vilde jagt. Som hun
gik en aften, hørte hun en rytter komme bag ved sig. Hun
vendte sig hurtig om, og da var rytteren så nær, at hesten
stejlede, da hun vendte sig. Bytteren gjorde en kort om-
kring og red hurtig bort ; men tre gloende hunde fulgte ham,
og han sukkede, sa hun tydelig kunde høre det. Det fore-
kom hende, som hun noget efter hørte skud. K. P. Dalin.

89. I de huse, hvor der var gavlddre, og hvor de ind-
vendige, dore var lige imod hverandre og imod yderdørene,
der kunde djævlene Voldborg aften komme igjennem. Sådan
var der et sted, hvor djævelskabet havde sit træk igjennem.
Der var én, der hed Gad, han kunde ride igjennem huset,
om der var end aldrig så snæver plads. Dorene gik op af
dem selv, når han kom, og gik selv i igjen. Det var sådan
til visse tider, og folkene vidste nok af ham at sige. En
gang han kom, spurgte han, om de ikke havde fornummet
nogle eliefolk der omkring. Jo, der nede i den mose, der
skulde være så mange, de navde da været der. Et bitte korn
efter hørte de et par skud nede i mosen, og så kom han at-
ter ridende gjennem huset og havde to med sig, én på hver
side af bæstet Han var nu så slem efter den slags folk.

Niels Pedersen, Stjær.

90. En mand kom gående fra Lrsted til Årestrup, Så
kom der to eliekvinder løbende nok så stærkt imod ham,
og de satte ned der ad søndre side af byen, imens de sagde
tn hverandre : cHan tager os ikke end, for han er ikke rén. »

124 C. Farende uhyrer.

Nå, manden blev jo ved at gå ad vejen hans gang, men så.
kom der én ridende imod ham, og det var ingen anden end
Jons jæger. Han siger: «Kom der ingen imod dig?» — «Jo,
der kom to bitte nogne rendende så stærkt, som de kunde. »
— «Hvad sagde de til hverandre?* spurgte den ridende.
«De sagde : ban tager os ikke end, for ban er ikke rén.»
Så piste ban i hans bånd og toede sig med, og så sagde han til
manden: «Vil du nu lægge dig ned og stoppe dine fingre i
dine ører, så skal jeg betale dig godt for det, når jeg om et
bitte korn kommer tilbage igjen.* Ja, det gjorde han også,
men så tykte han, det varede vel længe, og så vilde han tage
fingrene af ørene lidt. Først tog han den ene finger af, og
da hørte han én, der skod; men det var ikke så stakket henne,
han tykte, det kunde være ude ved Hobro. Nå, så lægger
han sig ned igjen et korn. Men det blev ham atter for kjed-
somt at ligge sådan, og han letter sig og tager den anden

finger fra. Da hører han igjen et skud, men det var så langt
henne som ved Horsens. Nå, så skynder han sig at stoppe
fingrene i ørene og lægger sig ned på sin gamle plads. Da
kommer den ridende med dem begge to, og de var bundne
sammen i hårene og hængte over hesten hver på sin side.
Så siger ban : «Du skal få en god betaling, men den skulde
have blevet bedre ; dn har taget dine fingre af dine ører, og
det skajj mig så meget, at jeg måtte ride fra Hobro til Hors-
ens for at fange den sidste.* Nu havde hans hest tabt en
sko der henne på vejen, og den kunde han gå hen og tage,
så havde han betaling nok. »Da manden kom hen og fandt
den, viste det sig at være en guldsko. Jens Kristensen, Ersted.

91. Min moders fader og en anden mand gik ned til
havet en morgen og vilde fiske. Der skulde jo komme flere,
og da de var komne for tidlig, lagde de dem nede på stranden
ved båden. Så kommer der to kvindemennesker løbende langs
stranden af osten, og de vendte dem og så dem tilbage. Nu
så de vel ikke deber to, der lå, og så sagde de til hveran-
dre: «Han kan ikke nå os, for ban er fnattet.* Ikke så
meget længe efter kommer der én ridende, og han spurgte
mændene, om de ikke havde set nogle. De siger jo, de havde
set deher to kvindemennesker, og de havde sagt til hveran-
dre, at ban kunde ikke nå dem, for han var fnattet Så sætter
han sig af hesten og pisser og toer sig i vandet, og så rider
han igjen. Det varer så ikke længe, inden han kommer til-
bage, og havde dem bag ved sig på hesten. De hang hver

til sin side og var knyttet sammen i deres hår.

Kristen Jepsen, Rødehas.

92. I en gård i Nielstrup i Rude sogn lå konen i bar-

J

6. Wojens jæger og ellekvinderne. 125

selseng. Det var i hostens tid, og manden og bans folk var
ude i marken at binde korn. Det var en månelys, klar host-
nat, og som hun nu lå i sengen, blev doren reven op, og der
kom det pæneste kvindfolk springende ind ad den, og hun
satte sig for bordenden, men sagde ikke et ord. Konen, der
lå i sengen, var så ræd, te det var forfærdeligt, og hun ræk-
kede over og gjorde kors for hendes barn. Så talte hun
endda til kvindemennesket, men denne svarte ikke, hun sad
ganske rolig en times tid der inde uden at sige nogen ting,
og så rejste hun sig, da hun fik sind for det, og gik ud igjen.
Da kunde konen se, at hun var helt hul i ryggen. Da manden
kom hjem, lå konen i stftrste angest i sengen. De gik om-
kring i huset for at se, om der ikke var noget at finde, siden
der havde været sådan en én. Så fandt de også i ovnsgraven
en bitte lille hundehvalp, og den tog de og lagde hen i en
kurv, og der blev den liggende i den kurv anden dagen over.
Så om anden dags aftningen tog de den og satte den uden
for på et halvtag, og så forsvandt den i luften. De kunde
jo nok forstå, hvor hvalpen var kommen fra. Det var én af
Huens jægeres hunde, den var kommen for uheld og plat ned
igjennem skorstenen aftenen for, og så bleven liggende der,
og han var jo kommen farende, lige i det pigen kom spring-
ende ind ad doren, for han jager jo som bekjendt efter det
slagels, og så vilde hun frelse sig.

Folk siger jo, at der er noget, der nostrer og farer i
luften, og at det er Huens jæjer. Når han får fat på nogle
ellekjællinger, så binder han dem sammen ved deres hår par-
vis og hænger dem over hesten. Rasmus Kjær, Villendrup.

93. En mand fortæller, at ude på en hoj, han havde,
hørte han tit som en jæger komme ridende med hunde, der
gjøede, og han gav skud. En fremmed mand vilde overbe-
vise ham om, hvad det var, og tager en bøsse med og går
med manden ud på hojen. Så lægger han an på det oppe
i luften, og da falder der en natugle ned. j. Jakobsen, N.-Vissiag.

6. Knarkvognen.

94. Knarke/enen flyver altid Kamme vej. Det er noget
farligt at se den. Det er fordømte ånder, der skal flyve
jorden rundt i et døgn, og derfor hører man dem al tid fare
samme vej, nemlig i nordost. A hørte det som barn.

Lærer Dissing, Erslev.

95. Jeg og min kone hørte en nat Knarkvognen på vejen
imellem Mqwy og Haverslev. Jens Bavnkilde, Haverslev.

126 O. Farende uhyrer.

96. Knarkvognen flyver i nordost om natten. To kom-
pener fra Ullits gik en aften silde fra Ojedsted, og da kom
Knarkvognen. Så siger den ene : « Vend om og sk . . i navet!*
for det knarkede jo så stærkt Men så slog det ned om ørene
af dem. De var nær ved at have sat livet til. Det var ude
i kjæret, det kom, og blev så ved at forfølge dem ind til
byen, og jo længere de løb, jo hårdere blev det Dersom
de ikke var slupne ind i en mands gård, mente de snart
ikke, de havde værget dem for det Lavst Sørensen, Ullits.

97. Da de en gang var til Gunderupgårds hove, så
passerede det på hovmarken, hvor de var vecfat skulle stakke
hø, at da kommer Knarkvognen. Så varder en mand fra Myre-
hoj til hove, og ban siger, at den skulde vende og sk . . . i
navet. Så blev det galt. De halve hovfolk måtte ovenpå
ham, og det slog ham endda sådan i oinene, at han blev
rødojet, og gik med røde ojne alle hans dage.

Jens Kr. Kristensen, Risgårde.

98. Thomas Smed fortalte, at mens han var dreng, var
det så grusselig galt med den Knarkvogn. Nogle drenge
var ude om aftenen efter deres kreaturer, og så kommer den
jo. Der er så én af dem, der siger til den : « Vend dig om
og sk . . i navet. Så vender Knarkvognen sig også omkring,
og der blev sådant et spektakel. Men drengene lader klø
hen til et bitte hus, alt hvad de inderlig kunde. Men de
kunde ikke nå det Da er det så heldigt, at en gammel kone
i det samme kommer imod dem, og nu vidste de, at hun
kunde mere end hendes Fadervor, så råbte de til hende, om
hun vilde ikke gjøre dem den tjeneste at vise Knarkvognen
tilbage igjen. For det var et gammelt ord, at man kunde
vise den et vist stykke vej tilbage igen. Hun gjorde det også,
men det havde nær ikke blevet nok. Den nåede dem lige
ved uderdoren, men de kom dog ind og fik doren slået i, og
han bl ev ved at skrabe og slå ned på doren snart den hele
nat, og drengene måtte blive inden for doren til om morgenen.

Mikkel Jensen, Grynderup.

99. En mand her fra egnen, Jens Kristian i Krogstnw,
tjente som dreng nede i Tolstrup og passede på kreatur. De
enge grændser sammen med Hansens på Krastrup, og da der
nu var en hel del drenge tilsammen, hørte de Knarkvognen.
Så siger én af dem: «vend og kjør tilbage og smør!» Så
kommer den ned over ham. De andre drenge vælter dem hen
over den her dreng for at hytte ham. Ohr. Sloth, Havbro.

100. A kom ned fra Fredbjterg med mit redskab på
nakken og vilde hjem. Da a kommer forbi Fugslhoj og går

6. Knark vognen. 127

over Fuglsjavning ,og det var ligeså månelyst, da kom Knark-
vognen, men den sagde ingen ting, for den kom lige tæt til
mig. Men så begyndte den at knarke og tog på som den
slemmeste vogn og lod, te det var farligt A stod al stille og
så på det. A kunde ikke se andet, end det var ni fugle, lige-
so m ænder, og de havde næbbene i hverandre lige i en tre-
kant, der var ingen skjel imellem dem. Det var så fælt, som
det lod. Det var lige her norden for, a hørte det. Når én
siger : «Du har ikke smurt, du skal vende og sk ... i navet,*
kan én komme i forlegenhed. Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

101. Knarkvognen har jeg hørt så mange gange, det er
Gadgjæs, der knarker. De kaides Radgjæs, fordi de flyver
i racL O. Brøgger, Ravnkilde.

7. Natravnen.

102. En treds-årig kone bar af sin moster hørt i sin
barndom, at en fugl, som kaldes Slattenpatte, bliver forfulgt
af Natravnen. Hun har været en jomfru, og denne en mand,
som er bleven forvandlede, fordi de begge har øvet en ond
gjærniug. Martin Dyrholm.

103. Natravnen skal være den Slemme selv, der flyver
omkring og vil gjøre ulykker på folk. En fisker ved Løgst-
ør skal have gjort nar ad en Natravn og efterlignet dens

skrig, hvorfor han blev således tumlet med, at han nær havde
sat livet til. Et par piger fra Skyum ved Tisted har lige-
ledes modt en Natravn. De undslap ved at flygte ind i
et hus, men om morgenen sad der et par gloende vinger
på doren. Lærer S. Ditlevsen. Elsted.

104. En Natravn skal være én, som er begravet i et
trebundet skjel og har gjort uret Der er visse årer i jorden,
de skrider i, farcnstid (o: for end) de kommer ud. rTår de

kommer op, farer de jo omkring. En pige havde en gang
været ude at malke til kvælds, og da hørte hun også Nat-
ravnen og skjældte den noget ud. Men så kom den efter
hende, og hun skyndte sig at springe ind og få doren luk-
ket. Men om morgenen var dåren helt blodig.

Niels Er. Jensen, Fredbjærg.

105. En gammel præst i Emmerlev ved Højer ved
navn Holst, skal have fortalt konfirmanderne, at de nedma-
nede stundom påtager sig skikkelsen af en Natravn og flyver
omkring i luften, rælen havde efterladt et stort hul i hojre

128 C. Farende uhyrer.

vinge. Træffer det sig nu sådan, at nogen ser solen igjenaem
dette hul, han kunde herefter se alt, hvad der ellers var
skjult for andres ojne. A. L.

106. Mens a var en bitte knægt, havde a tit hørt tale
om Natravneu, men aldrig set den. Mændene hentede lyng
langt henne, og det blev tit sent for dem, inden de kom
hjem. Det var nu om sommertiden, sent om natten, a kom
forbi en mand, der skulde efter lyng. Så hører vi en fugl,
der kom langt vester fra og svingede lige oven over os, og den
sagde : «Baw-u-u ! baw-u-u !» så det skingrede i luften. Bag
efter kom en anden fugl, der var mere pib i lyden. «Hvad
var det?» siger a. «Det skal du ikke befatte dig med, » siger
han, «det er Natravnen, p — «A befatter mig heller ikke med
det, men a sporger blot om det.» Bag efter har a hørt efter
de gamles fortælling, at alle dem, der ombragte dem selv,
skulde begraves i et trebundet markskjel, og de måtte grave
eller skyde dem til siden et sandkorn om året, og endelig efter
mangfoldige års forløb kunde de da komme op og komme
til flovt for at flyve efter den hellige grav, men de måtte kun
flyve et vist stykke hvert år. Det kunde kanske vare flere
hundrede år, inden de nåede det. Vesterbølle.

107. Manden i den midterste gård i Kobberup — som
nu er flyttet bort — var en aften gået ned i Torsdal for at
sætte hans heste, og der ser han en Natravn. Han ser op
efter den og ser hullet i den hojre vinge, og da han kom
hjem, var han gået fra forstanden. Der er nemlig én manet
ned i Torsdal, men det er så gammelt, at ingen véd, hvad
det er. Gamle Ole Søndergård hørte af og til, den Natravn
skreg. A har haft lyst til at gå på jagt, men har aldrig
turdet gå der nede for ikke at komme til at se den Natravn.

Nu er der kun to gårde i Kobberup, da den ene er lagt under
møllen. Kobberup.

108. Min gammelfader har hørt Natravnen om aftenen,
når de var nede ved fjorden for at drage sandvåd. Han
skræbte, så det svar igjen i hele fjorden. A har også hørt
fortælle, at en karl gik en aften og vilde til en anden by, og
da skulde han i en naturlig forretning. Som han nu sidder
der, så hører han noget, der siger nede i jorden under ham :
«Nu vender a mig.» Karlen bliver helt forskrækket. Så siger
det igjen: «Nu vender a mig.» Da tænker karlen: «Hvad,
hvad mon det er? ja, a skal da sige én ting til det.» Så
«iger rosten det tredje gang. Da svarer karlen: *Ja, vend
dig så i Josse navn og så aldrig mere.» Så bliver der så-
dan glæde i jorden under ham. For de siger jo, at dem, der

7. Natravnen. 129

-er begravet i et trebundet skjel, det er natravne, og det var
sådan én, der råbte ; men ved karlen sagde det, blev ban så
vel tilpas og bliver reddet Jens Kr. Kristensen, Risgårde.

109. Ved præstens Viemose (Vidjemose) ved Fravde
præstegård, stod en manepæl, .fortalte Ma Drues, men hun
skulde nok vogte sig for at rykke i den, for så var bun
bleven der. Hun hørte tit ligesom et barn græde derude, og
undertiden hørte hun en susen i luften og ligesom noget, der
sagde: «Grav! grav!» Ma Drues har tydelig set, at pælen
rokkede, og en ravn flyve derover. Denne ravn havde et hul
igjennem sin hojre vinge, men man skulde vogte sig for at
kige der igjennem, for gjorde man det, så mistede man sit
hojre oje. Der var sådan visse bestemte dage, at ravnen
skulde op, og da var det, at hun i forvejen kunde høre
det suse, og at der var noget, der sagde: «Grav! grav.»

P. Jensen, Kværndrup.

110. Der var en stor tøs, der skulde være hyrde den
dag, hendes søster havde bryllup, og det tog hun sig så nær,
at hun jrik i et høl nede i Gravlev kjcer, de kalder Kat-
hjelde. Endelig fandt de hende, og hun blev fisket* op og
skulde så kastes ned, for hun måtte jo ikke blive begravet pa
kirkegården sådan uden videre. Liget blev lagt på en vogn
med et par stude for, og så lod de dem gå, Tivor de vilde.
Men så gik de endda hen og lukkede kirkeporten op, for om
studene kunde ikke have faet i sinde at gå derind med hende. De
gik også op til kirkeporten, men der blev de stående. Så sagde
præsten: « Ja, så nær var hendes sjæl ved Himmerig, men den kunde
dog ikke komme der ind.» De vendte altså studene omkring
og gjente på dem igjen. Nu gik de hen og blev stående oppe
oven for, som Jens Binderups gård nu ligger. Den kaldtes
Helledi, for der var to gårde i Gravlev, der hed Himmerig
og Helledi. Hun blev altså begravet i et markskjel, som nu
er på deres mark der, og hende var det, der blev til den
natravn, som folk har hørt der på egnen. Når den skulde
over rindende vand, så var det den skreg og sagde: «Ba-u,
ba-u, ba-u !» Jens Kristensen, Ersted.

111. Det spøgede i Udby præstegård. Præsten lavede
en grime af en rød silketråd, og gik over i folkestuen til sin
broder, der var forvalter, og 4bad ham gå op på loftet og
lægge grimen på den hest, der gik der oppe. Forvalteren
kom straks tilbage med en grå hoppe, som han trak ned i
et hjorne af haven, og præsten manede den ned der. Men
om tyve år skulde den stå op som natravn. Da tiden kom,
kørtes der en nat et voldsomt spektakel i en mose uden for

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 9

130 O. Farende uhyrer.

Udby, det varede et par timers tid, og da det ophørte, var-
der noget, som floj gjennem luften og skreg: «Bav, bav!»

Jørgen Hansen.

112. Nat ravnen det er én, der er manet. Der skal
være én manet her ude i Ounderupgårds hede. A kan ikke
huske, hvor mange tusende kokketnn det er fra gården, men
hvert år sådan ind for jul, så river det da et forskrækkeligt
brøl, og så tager det et trin ind mod gården.

Sådan var der tre, der fulgtes ad en aften ind for jul,
og så giver det da sådan et forskrækkeligt hvæl. Så siger
de til hverandre, hvad det kunde være, det kunde de ikke
forstå, og de løb, alt hvad de kunde. Så kom de til et sted,
og der går de ind og fortæller om det, de kunde da ikke
udgranske, hvad det kunde være. Da siger den gamle mand
i huset: <Der var I i held, te I var ikke komne i vejen
for det; det ér noget forskrækkeligt noget, der er mange
mennesker komne galt af sted med det.» Så sporger den ene
karl om, hvad det var for noget. Det var natravnen, siger han.

En anden én blev en aften slået om kuld så mange
gange,s for det han var kommen i det; han var rogter på
gården, og han havde fortalt den her gamle mand det.

Mikkel Jensen, Grynderap.

113. En gang for påske vilde a gå ud at fiske og skyde
vilddragier. Der var et par små drenge med, og de bar
lysteret. Den gang vi går så sønder mellem Pors sø og
Tyrkjcer op efter Overgård til i Hvidbjærg> da hører vi en
en sær elendig jammer og ryg. Allerførst hørte vi to kvinder,
der skrannigrinnede, og så kom der en karlerost, der råbte
lige så hojt, som den kunde : <6å af æ vej, gå af æ vej !»
Dernæst lød det, som der var kommen én og havde taget £
det karlfolk med pigge og flojet op i luften med ham, og
det kom oven over os. A turde ikke se op, for a var j>ange
for, det var en natravn. De bitte drenge sagde : <A, der
tog de et menneske.» A svarte: «Det betyder aldrig det
mindste, bryd jer aldrig om det.» Vi kunde høre det helt
hen over Svankjær hede og Ove sø og Sønderhave hede, al
den jammer og s krigen, og det var en sorgelie ting at høre.
Natravnen skal have et hul i hojre vinge, og den må dø in-
den fire og tyve timer, der ser igjennem det hul.

Anders Kristensen Istrup, Hedegårde, Ørum.

114. Der var en natravn, der floj nede i engene ved
Ddkbjcerg. Det var særlig om hosten, når folkene var i
marken sildig om aftenen, at de hørte den. Ja, de så den
jo også; Den kunde slå ild med vingerne, så de kunde se
den i mørke, og de var helt bange for den. Niels Pedersen, Hårby.

7. Natravnen. 131

115. En mand havde kjørt et læs lyng her over, som
de havde draget over i bakkerne. Da de vilde nu til at bære
det ind om aftenen, da kom natravnen og forskrækkede min
moder, og hun sprang værgeløs ind ad.

Det var en gang i Gravlev kro, der var så mange unge
forsamlede. Så var der én, der hed Jokum, han skjæft efter
natravnen og sagde ba-u ligesom den. Men så kom den
efter dem ude på gaden, og de sprang jo ind i kroeret og
vilde hytte dem. Jokum havde sit: «fivad er det for en
it, der siger ba-u?» og siden kaldte de den så Jokumsgut.
å, så, floj natravnen jo væk igjen, men Jokum turde ikke
vel komme ud af kroeret, han var den sidste der den aften.

Jens Kristensen Ersted.

116. * Signes brønd, hvor hun kastede sin guldkjæde ned,
ses nu ikke anderledes end en hulning, man plojer hen over.
Ikke langt derfra plojer man også over Natravnshullet på
gamle Niels Larsens mark. Der blev nemlig sat en stor tønde
ned med bunden i vejret, så den dækkede hullet, og bærer
både et lag sten og muld. Men endnu går toget lige fuldt
derfra om natten til Kirstensbj&rg forbi et ny-opbygget sted.
Jeg sagde endda til manden, at det skulde ikke have været
mig, der skulde have bygget der. Jørgen Hansen.

117. Medens det endnu var skik at lade kreaturerne
ude om natten, efterabede en hyrde et fugleskrig, men

iglen anfaldt ham så eftertrykkelig, at de andre hyrder
måtte lægge sig oven på ham, til det blev dag N. Kr. P., Gr.

8. Gammen og valravnen.

118. Det er almindeligt hos de gamle i sognene, at
Ojemsø i gamle dage haver været kaldet Broby, men af en
hændelse skulde navnet forvendt blevet, ti der siges, at der
en gang skulde en grif,som indbyggerne kalde en garn, kom-
met flyvendés og sat sig på et hojt bjærg hos byen, som
kaldes HeUebjærget, og blev der siddendes hart ved to dage,
og ingen midlertid turde gå af sit hus eller lade sit kvæg
ud. Omsider haver de ladet en tyr ud på gaden og gik og
bølede, og gammen blev hannem vaer og svingede til og tog
ham i sin klo og floj på bjærget igjen med hannem og for-
tærede hans blod og nans kjød. JDerefter haver gammen
flojet sin vej. Og siden er byen kaldet Oamshoj og nu siden

ved idelig brug kaldet Gjemsø.
Gjemsø sogn, Villands herred. Præsteberetninger til Ole Worm.

9*

132 C. Farende uhyrer.

119. I Øsløs sogn er der en jævn stor bondegård, som
kaldes Bisgård eller Bispegård, for der er sagn om, at her
bar været et bispesæde. På den gårds mark var der en
meget stor hoj, som næsten al tid stod grdn. En meget varm
sommerdag, fortælles der, kom en uhyre stor fugl, som kunde
skygge over hele hojen, når den bredte sine vinger ud. Be-
boerne, som så det fæle uhyre, blev meget bange for det,
og ingen af dem turde komme i nærheden af det Nu havde
de på Bisgård en tyr, som var gal, og der var kun én af
gårdens folk, som turde komme til den. Der bestemtes da,
at den skulde prøve en dyst med fuglen, og de fik den da
drevet der ud. Da den nu følte sig fri, løb den først hornene
i en harve og splittede den så aldeles ad, at der ikke blev
det mindste tilbage, som kunde kaldes en hel pind, eller
bruges tU nogen ting. Alle lovede sig nu god held og lykke
med tyren og troede, at den nok skulde få Dugt med fuglen.
De fik den da også op til hojen efter, og lige så snart den
fik oje på fuglen, så sparkede den i jorden med benene og
stangede i den med hornene og brolede, så det kunde høres
milevidt hen. Fuglen begyndte nu at forsvare sig og slog
så eftertrykkelig med vingerne, at tyren ikke kunde komme
den nær. Nu vendte tyren sig om og vilde gjøre et hoved-
angreb mod hojen, og den løb og brølede og stampede i jorden,
så det var grueligt at se. Da den nu igjen kom hen imod
fuglen, Boj denne op og ned igjen på tyren, slog sine kløer
i den og floj så til den forskrækkede mængdes store forbav-
selse med den ud over Limfjorden ad Himmerland til, og væk
var den. Lang tid efter spurgtes der, at en uhyre fugl med
en tyr i sin klo var dreven i land på Bjomsholm klosters
ejendom, som er en mO syd for Løgstør. Georg Himmelstrup*

120. Når de i et slag ikke fik kongen eller hovdingen
funden og begravet, så kom der ravne og åd af ham, og
disse ravne blev til Valravne, og den, der åd hans hjærte,
den fik menneskeforstand og kunde gjøre ondt og forvende
mennesker og havde overmenneskelig magt, og det var nogle
skrækkelige dyr. Peder Johansen, Mos sø.

121. Der strandede en gang et skib ved Bunkens strand,
som der blev gjort megen uret imod. Noget af forstavnen
blev siddende i kviksandet ved strandbredden. Mod ondt vejr
kommer der en fugl, og den sætter sig på vragstumpen, men
flyver atter under skrigen ud over havet i den retning, som
skibet var bestemt til at sejle. Det er de skibbrudnes sjæle,
der nu har fugleskikkelse. L. C. P.

9. Drager. 133

9. Drager.

122. Dragerne ragede guld ud i hojene. De var glo-
ende forved som en bagerovn, og så havae de en lang hale
bagud. Når nogen stod under tagskoen og smed egstål ind
oven over dragen, så skulde guldet klatte ned til dem. Der
var en mand, der prøvede det, men da fyldte dragen ham
hele gården med hestemøg i steden for. Det kan være, den
drage havde ikke guld. Det floj de med i favnen, det skulde
være det gloende forved dem, der var guldet. Kr. Ebbesen, Egtved.

123. Drager er så lange som en læsmerstang og er sorte
i enden. De har penge at fare med. Lavrs Knudsen, Bode.

124. De gamle så, at der kom drager flyvende og kom
trækkende hen i luften med penge. Det mentes jo da og,
når de kunde få et stykke egstål kylt hen over dem, så
faldt skatten ned, og de kunde £1 hold i den. s. Hansen, Hårup.

125. Niels Simonsen i Vejrum har set en drage, der
floj over efter Randrup skov til. Han var nede at sætte deres
Øg> °g da kom der en lang, gloende én, næsten som en læs-
merstang, og satte sned ned efter æ Ned&rskov (det nederste
af Randrup skov). Den havde en rød klundt i enden. Da han
så den, løb han, alt hvad han kunde, hjem.

Én kan se, når drager har meget guld ved dem, for så
har de en stor rød klundt und-ved dem. Lars Kielsen, Vinkel.

126. Ikke lånet herfra var en mand, som en aften, da
han kom ud, så en Tang ildrød drage flyve hen over hans gård.
Når han nu blot havde haft et. stykke stål at smide hen
over den, vilde eller rettere skulde den have tabt enten sølv
eller guld, for sådanne drager flyver omkring og opsamler

S mie nedgravede skatte, og de nødes til at lade noget falde
l sig af det røvede gods, når stålet kommer over dem. Så-
dan har somme folk båret sig ad og har al tid fået noget.

Søren Hansen, Skjold.

127. Der var en drage i en hoj inde ved Linå, han

var lige så lang som en læsmerstang og gloende rød. Han

flyttede hans penge fra en bakke, der kaldes Kovesbakke lige

nord for Linå og over til Rondingshqj til den sydvestre side

af sognet. Når de kunde så kyle noget egstål over ham,

idet han flytted e pengene, .slap de ned fra ham, og så kunde

man tage dem. Men det var vel ikke så nem en sag.

Peder Hansen.

128. Man kan få dragen til at give sig guld, når man

134 G. Farende uhyrer.

kan kaste en sten på dens hale, idet den kommer flyvende.
Da falder halen ned som guld, med undtagelse af det ene
sted, hvorpå stenen træffer, der bliver uforandret Men når
stenen træffer på dragen, giver den et skrig frø sig, der dræber
den, der kastede stenen, hvis den hører det(?).

I Saltum sogn var en karl, som så dragen. En pige
malede på den tid på håndkværnen i gården, og han bad
hende nu at dreje så hurtig rundt som mulig. Hun lovede
det. Da dragen kom, kastede han en sten og var heldig og
traf halen. Han stak øjeblikkelig sine fingre i ørene og put-
tede sit hoved under kværnen. Derved undgik han at høre
skriget og fik halen, der var purt guld. Tigen hørte også skriget,
men hende kunde det ikke skade. Nik. Christensen.

129. Af en hoj, Storhbj på Bægårdes mark i Lyngå
sogn, ses ofte gloende drager at stige i vejret om natten og
i skikkelse af en lang stang. Det må kikkert være en djævel]
der ruger over en skat. I samme hoj er en konge begravet,
der kaldes kong Nor. Sådanne dragers penge kan man let
få ved at kaste egstål op over dem i deres fart, da de så
kaster en pose med sølvpenge ned, dog må man tage sig i
agt for ikke at blive ramt deraf, da dragen gjærne ønsker at
kunne slå et sådant menneske ihjel. B. H. Kruse.

130. Dragerne ligger og samler på skatte. Min moder
havde en gammel morbroder, han var født inde i Vrold, og
da han var sådan en dreng, vilde ban jo gjærne rende og
lege ligesom andre skoleknægte. Det var om aftenen, men a
véd ikke, hvad årens tid det var, da kommer der sådan en
drage over byen. Den lyste så stærkt og var ligesom et hjul,
der var ild i, og så havde den en lang stjært bag ud, det var
ligesom gloende ild alt sammen. Alle de skoleknægte så nu
den drage, og der var sådan hoben huse og gyder i byen, dreng-
ene sogte så ind, hvor de nærmest kunde komme i skjul. To
mænd havde været kjørende i Århus. Både vogne og bæster
var slage, og så var den enes vogn gået i stykker. De sam-
ler så stumperne på den anden vogn, og så spændte de alle
fire bæster for den, og den ene* mand red på de to forreste.
Da kom dragen farende over dem lige neden for byen, tæt
ved byen at kalde, og de sut lige ned, alle bæsterne. Der-
efter satte den op over en mose vesten for, og de så den
aldrig siden.

Når de så sådan én, vidste nogle det råd, at de skulde
kyle et knippe nøgler over ham, så gav han pengene fra sig,
men det skulde være ved et hastigt skjul (o: sådan, at de
kunde skjule sig hastig), for ellers slog han dem ihjel med

9. Brager. 135

pengene. Dragerne har en skindpung bundne om hver kjæbe,
•og der er et hoved foran på hjulet. Søren Jørgensen, Alken.

131. I en dal i Astrup, Hinge sogn, var der en drage,
som lå på en kjedel fuld af penge, men ingen turde komme
til dem for dragen. Så var der en kone, som var så fattig,
at hun hverken havde noget at bide eller brænde, og hun
-dristede sig da endelig ud i dalen, og tog en pude med og
lagde dragen på, men så fik hun også lov til at tage nogle
uf pengene, for den sagde til hende : Æu tog mig sodt og lagde
mig blodt, derfor fik du lov.> S. P. Jensen, Vole.

132. Byen Hjorting er meget gammel. Dens navn har
man villet forklare på flere måder. Her er én af dem. Tæt
uden for Hjorring ligger en hoj, kaldet KUxmhoj. Der var
-en gane nogle mænd ved at grave efter en skat, som der
var nedsat De stodte da også på en kiste af jærn med en
kobberring. Denne ring tog de fat i, og da de havde kisten
omtrent ovenpå, siger én af dem: «Nu et tag til, så har vi
den !> Men i det samme røg kisten ned i hojen igjen. Ringen
beholdt de, og den blev siden sat ind i st. Olai kirkeaor.
Navnet Hjorring skulde så komme af Hojring, siden Hj3ring
og nu Hjorring. Mændene vidste nu ellers godt, at de ikke
måtte tale, når de gravede skatte op, men de få ord slap jo
helt ubetænkt fra den ene af dem. Krist. Frederiksen.

133. Nord for Hjorring ligger Klovrihqj. For mange
år siden lå der en stor skat begravet i denne hoj. En nat

pk tre mænd fra byen ud til hojen for at grave skatten op.

^6r de begyndte at grave, taltes de ved om, at mens de grav-
ede, måtte de ikke tale sammen, ti så fik de ikke skatten.
Nu begyndte de på arbejdet, og kort efter stødte de på en kob-
berkiste.. De tog stiltiende fat i en stor ring, der var på
kistens låg, og drog så i den af alle kræfter. Da den var
næsten oppe, udbrød den ene mand : «Blot et tag til, så har
Ti den!> I samme Ojeblik foer kisten fra dem, men da de
var håndfaste mænd og havde godt tag i ringen, så beholdt
de den. Da kisten floj fra dem, hørte de en stemme, der
råbte : «Må jeg ikke i Klovnhoj have hjemme, i Gårdbo sø
skal jeg mig gjemme.» Mændene tog ringen * og satte den i
st. Olai kirkeaor, hvor den skal sidde endnu. På den tid
havde byen intet navn. Men efter den tid blev den kaldt
Hojring, der senere er forandret til Hjorring. Kr. Gr. Lavridsen.

134. Der fortælles, at en gang, for byen Hjorrina i Vend-
syssel blev bygget, så to mænd, der brændte et lys på en
hoj, kaldet Kloonkoj, tæt ved, hvor senere byen blev bygget.

136 C. Farende uhyrer.

De mente, at der måtte være penge skjult i hojen, og de
besluttede sig til at grave der, for om mulig at finde pengene.
De gik altså en dag derud og begyndte at grave, og da de
havde gravet i nogen tid, kom de til en stor kiste. Der var
en jærnring i hver ende af kisten. Da de nu havde fået
tilstrækkelig jord bort, greb den ene af mændene i den ene
ring og sagde : cNu har jeg godt hold, kan du nu bare fk
ved, så skal vi nok få den op !» Men aldrig så snart havde
han sagt disse ord, for kisten floj bort, så han kun beholdt
ringen tilbage. Men for den floj bort, sagde en rost:

c Ja, må jeg ikke i Kloonhtij blive,

så skal I mig aldrig af Sørig sø fordrive.*

Sørig sø ligger oppe i Råbuerg sogn i Vendsyssel, og

der menes nu, at kisten skal ligge på bunden af denne.

Søen er nu udtorret, men der er et sted midt i den, hvor

der ingen bund er at finde. Det har været prøvet at

finde bund, men det har ikke været muligt. Der menes, at

det er stedet, hvor kisten er sænket Ringen, som den ene

af mændene beholdt, er endnu at se i st Katrine kirkedor i

Hjorring. Der siges, at byens oprindelige navn er Hojringy

og at det stammer fra den ring, som blev funden i hojen.

Navnet skal så i tidens løb være forandret til Hjorring.

Joh. Jakobsen (Bindslev), Amerika, ved Kr. Østergård.

135. En gang ved nattetid gik tre mænd ud til Klum-
hoj ved Hjorring for at forsøge lykken. I samme hoj ruger
en drage på en stor skat Da de var komne derud, begyndte
de at grave, og de gjorde noje aftale, at ingen måtte sige et
ord. Da de nu havde gravet dybt ned i iorden, stodte deres
spader mod en kobberkiste, og nu gjorde de tegn til hver-
andre og tog fat af alle kræfter i en stor kobberring pa kiste-
låget og vilde drage skatten op. Men da de næsten havde
den oppe, råbte den ene: c En gang endnu, så har vi den!>
Men i samme ojeblik floj skatten fra dem hen i Stovrup sø.
Da de nu alle havde holdt godt ved, beholdt de kobberringen.
Denne hæftede de i st Olai kirkedor, og dér sidder den den
dag i dag. Chr. Ad. Christensen.

136. I Ilbjærg, en mil ost for Hjorting, boede der i

gamle dage en drage, men da Hjorring efterhånden rejste

*ig; °g der kom kirker i byen, så kunde dragen ikke mere

bo i Ilbjærg for kirkeklokkerne. Den besluttede da at rejse,

men inden den drog af sted, sagde den:

« Ja, må jeg ikke i Ilbjærg være,

gå skal I mig aldrig af 8jørnp sø drive.*

Dermed fl5j den fra Ilbjærg til Sjørup sø, hvor den har
boet siden. Johannes Nev«.

9. Drager. 137

137. I TJgilt og Tårs sogne ligger nogle hoje, Ilbjærge
kaldet. I den storste hoj, Stuehoj (Stowwhoj), ragede en drage
over en stor skat. Denne vilde folk jo gjærne have fat i, og
en gang vilde da tolv stærke karle prøve at hente skatten
op. Det skulde ske torsdag ved midnatstid og under dyb tavs-
bed. De grov første og anden torsdag alten uden at finde
noget, men tredje aften traf de på en stor kobberkiste fuld
af guld og med tykke ringe i begge sider og ender. Med
umådelig moje fik de endelig kisten op på randen af hullet
og satte den der for at hvile, får de bar den videre, men
én af karlene glemmer tavsheden og udbryder: <Se så, nu
har vi den!» I samme nu styrtede kisten tilbage, og de
kunde høre, at den rullede langt længere ned, end de havde
gravet. Karlen stod med jærnringen i hånden, og det var
det eneste, de fik af skatten. Ringen blev sat i den indven-
dige side af Katrine kirkedor i HjOrring, og der sidder den
endnu. Da kisten sank, floj dragen, sprudende ild og edder,
op af hullet og skreg:

«Ma a énti StowwhOw blyww.

så skal I mæ åller & Sjørup sø dryww.»

Dermed floj den hen og kastede sig i Sjørup sø i Tårs sogn,
så vandet skummede og sydede om den.

* Så langt fra min barndom. Efterfølgende har jeg af en mand,
Kristen Kristensen, Svendstrup,som i sin tid ejede én af Sjørupgårdene..

Da dragen havde tbget bolig i Sjørup sø, gik den fra
søen hen til nogle hoje på den anden side, et stykke derfraA
og hvor den havde sin gang, var græsset afsveden som af
ild. Hdjenes navn husker jeg ikke, dog forekommer det mig,
det var Boelhozvwen, men sikkert er det ikke.

Da Kristen Kristensen kom til gården, vilde han bygge
sig en smedje netop på dragens vej. Naboerne frarådte ham
det for dragens skyld, men han byggede, hvor han vilde. Da
smedjen var opført, rejste sig en nat en stærk storm, og om
morgenen lå huset på jorden. Trods naboernes advarsler
byggede han atter smedjen på samme sted, men hvad sker?
en nat brændte den, og det var jo dragen, der havde tændt
ild i den, fordi den ikke vilde have sin vej afspærret. Manden
byggede tredje gang på samme plads, og den smedje står der
den dag i dag. Dragen måtte give tabt og har ikke siden
været at mærke. Søen er omtrent udtorret, kun en sig er
tilbage af den. Katrine Høeg-Htfyer, HjOrring.

138. Sydftst for Tårs kirke på en temmelig stor hede
ligger en enlig gård, som kaldes Sjørup, og tæt derved ligger
Sjørup sø. Her skal ligge en stor skat begravet, men en
gloende drage ruger over den, og i klart måneskin vil man

138 C. Farende uhyrer.

kunne se dens gloende ojne på bunden af søen, ja, den skal
endog stundom i mørke nætter bave svævet frem og tilbage
over søen. Men når denne en gang udtørres, så at dragen
ikke kan være der, uden at solen skinner på den, så dør
den, og så får Sjørup-manden skatten, og Sjørup bliver da
til et slot N. Beedtz.

139. I gammel tid floj en drage fra osten ind i Quld-

bjærget og bavde der sit ophold. Det vidste folkene i Ham-

melmose, og de grov efter den. Da floj dragen ud med de

ord : cMå jeg ikke i Guldbjærget blive,

så skal de mig aldrig af Sjørap sø drive.*

Fra den tid har den været i Sjørup sø (Serritslev).

Dragens hoved er som en and, dens hale som en læsse-
stang. Guld flyver af hende, og hun er så klar som ild.
Det er ikke så længe siden, at en mand så hende i denne
skikkelse flyve over en gård i Em. Hun floj fra nordost til
sydost. Nik. Christensen .

140. I Folkjcer, Vrå sogn, har der også opholdt sig en
drage; men folk gravede også efter hende, og hun flygtede
bort til en sø i nærheden. cMå jeg ikke i Folkjær blive, så
skal jeg i søen drive. » Nik. Christensen.

141. Soren Meldgård fra Hårup lå nede ved hans nuler
lidt ost for, hvor nu Sejbæk station er, norden for Hjul sø.
Den gang var det stor skov. Der var bøge på 18, 20 kløv
og en fire alen i omkreds. Så ser han, at der hen over beden
kommer en skikkelse som en hovedløs stud og af en for-
færdelig stdrrelse, og den kommer skridende hen imod ham.
Han vilde nu ikke tro, at der var sådant spøgeri der nede,
endskjondt de andre milebrændere havde sagt, at de ikke
kunde have deres miler i fred, der var noget, der splittede
dem ad. Det havde han grint ad og bandt på, at det var
ikke andet énd ene loen. Men da nu det her spøgelse kom-
mer, så siger han: «vær nådig, hr. Satan !» Da bliver der
en hylen og skrigen i luften, og milerne splittes ad rundt
omkring; men han tog ingen skade selv. Det var en drage,
der kom flyvende fra Osterskoven og kom ben over søen.
Min fader bavde været ude at sejle og kom da heldigvis i
land, inden han hørte den susen og hylen, ellers vilde han
vel være bleven slynget ned til bunden.

Her bar tjent en karl, og han var ude at kjøre med
bans moder og et kvindfolk til. Da de kom midt imellem
Lang sø og Vester-Kejlstrup, standsede studene og var ikke
til at drive frem. De holdt da stille en fem minutter, og så
kom den hovedløse stud farende nord fra og forbi vognen.

9. Drager. 139

Konen gav sig til at skrige og råbte hojt: c Nu ser a aldrig
min mand mere !» Men karlens moder blev ikke så bange.
Derpå hørte de sådan en hylen ned efter Lang sø, og så var det
først, de kunde kjøre. Dé så det alle tre. Skjellerup Nygårde.

142. Der kom en aften en drage til en mands vindue
i Klejstrup og sagde: Han skulde komme ud. Men han gav
sig god tid og kom ikke. Endelig kommer den igjen og
sagde, at det nu var for sent at komme, nu var skatten hun-
drede alen inde i Storkbjærg. — Således kaldes kalkværket
ved Hole mølle. Vokslev.

143. I Kalvø skal der ligge en drage på syv års skat.
Tårnet står endnu, om end alle murstenene er pilket af, de
kan ikke ride det ned, og det er sagtens dragens skyld. e. T. K.

144. Der bor en drage i Lyshqj, som ruger over en
skat. Hojen rejser sig tit på vættelys, og der brænder blålys
over den. Dragen går tit ned til fjorden ved Kolindsund for
at drikke, og da kan man hæve skatten. Tøstrup. . F. L. Gr.

10. Hvirvelvinde og storke.

145. En des værre nu afdød »eventyrfortæller fra Vest-
Møen skal blandt andet have fortalt om hvirvelvinden, at den
er en forvandlet kjærling, som en gang blev beskyldt for at
have forøvet et tyveri, hvilket hun benægtede ved at sige,
at hvis hun var skyldig, vilde hun ønske, at hun måtte blive
til en vind og flyve bort, og straks blev hun forvandlet til
en hvirvelvind, der må fare verden rundt 03 aldrig kan finde
hvile og aldrig gjor andet end ulykker. Enhver, den får fat
i, vil sygne hen og bliver aldrig til menneske mere.

N. E. Hansen.

146. En knægt, der har tjent os, sagde, at dersom én
vil hugge en kniv ind i en hvirvelvind og så trække den
ud igjen, er der blod på den, det havde han prøvet.

vindblæskonen sagde til Kræn Smed: «Du har været
for nær ved en hvirvelvind, du har enten gabt eller snak-
ket, i det den er kommen forbi dig, og noget af den vind
er så kommet ind i din mund. Dersom du havde gået lidt
længere med det, så var det bleven til kraft (kræft). »

Ane Marie Kristensen, Ørum.

147. En lille pige, som gik på isen over en bæk, kom
til en hvirvelvind der, og en rost sagde: cKom her, kom
her, kom her.> Hun syntes ikke, at den rørte ved hende,

140 C. Farende uhyrer.

men alligevel blev hun kastet baglænds om på isen. Det
var i en skov på Frørup bjcer§e tæt ved Tyrstrup. Nik. Chr.

148. En bonde i Ryslinge gik en gang i gamle dage
og tottede hø, og da han så en hvirvelvind, sagde han til
den: «Kom og hjælp os at totte!* Hvirvelvinden kom og tog
hans hat, så han fik den aldrig mere. Lars Frederiksen.

149. På Hindsholm tjente i en gård for mange år siden
en mand, der hed Lars Jensen. lian havde fået omgang
med en ellepige, og da han til sidst ikke kunde slippe hende,
måtte præsten til at skille ham af med hende . Samme Lars
Jensen formentes at stå i pagt med en ond ånd ; han kunde
nemlig gjøre adskillige overnaturlige ting. Således kunde ban,
når de hostede, få pigernes forklæder til livagtig at ligne en
stork og få dem til at flyve. Endvidere kunde han få selv
de sløveste hostjærn til at skjære udmærket. Han byttede
ofte jærn med en anden, hvis jærn ikke kunde skjære; men
så snart han fik det, skar det godt. En gang var Lars Jensen
med ude på marken at hoste. Uge med et lægger han sit
jærn og vil hjem til middag. Husbonden gjflr ham opmærk-
som på, at klokken kun er halvtolv, men nan siger, at han
vil hjem, for han skulde, så bandte han, nok lære den karl,
og sa gik han hjem til byen. Her var alt i røre. Alle folk,
både store og små, var stimlede ud på gaden, da der hørtes
en rumlende lyd. Da det viste sig, at den ikke hidrørte fra
en kværn, opdagedes det, at den kom fra en lille sort sky.
Himlen var ellers aldeles klar, og lyden lignede ikke torden.
På dette tidspunkt kommer Lars Jensen hjem. Han går over
i et tomt kornhus, i det han atter bander, at han nok skal
lære den karl, for tiden var ikke omme endnu. Man hørte
nu et forfærdeligt spektakel der ovre fra. Lidt efter kom-
mer Lars Jensen ud, aldeles forpjusket og forvildet, det varede
længe, inden han fik sin forstand igjen. Inde i kornhuset
såes i en krog en masse blodpletter på væggen, og en tyk
bjælke var knækket over. p. Jacobsen, Kjobenhavn.

150. Der var en gang en mand i Afrika, der floj til
Evropa som hvirvelvind. En karl, som stod i heden og
grov torv, tog en kniv og kastede ind i hvirvelvinden og
så den ikke mere. Siden blev karlen soldat og blev fangen
og kom til Afrika. Der kommer han til en halt mand og så
sin egen kniv ligge på mandens bord. «Det er min kniv,»
siger soldaten. cDet kan godt være,» sagde Afrikaneren,
«ti jeg var en gang ude at kjøre i karet, og da satte der
mig én den i låret,; så jeg blev halt Min fader boede ellers
som stork i mange år på dm faders lade.» P. Chr.

10. Hvirvelvinde og storke. 141

151. Storken er bleven til på den måde, at en asiatisk

Eriuds ønskede at blive til en fugl og så blev til sådan en
LDgbenet fyr. J. K. Jensen, Borup.

152. Der varen karl, der gik og slog hø. Så gik storken
tæt ved, som ban jo gjærne vil. Da tykte karlen, han var
ham så nær, og så vilde han slå efter barn og tager hans
lommekniv og hugger hen på storken. Men den tager så
kniven og flyver med. Siden den tid var han så sær, der
var ingen råd til, at han kunde være hjemme, han tykte,
han skulde ud, og så rejste han lange veje omkring og var
i så mange lande, at det var grueligt. Til sidst kommer han
ned til Ægypten, og der kommer han ind i en kro. Kromanden
spurgte barn ud om, hvad han rejste efter. Men han kunde
ingen redelighed gjøre for det. Sådan og sådan havde han
hugget en kniv efter en stork, og det tyngede på barn. Så
rejste kromanden sig og gik hen og hentede hans kniv og
flyede ham. Så fojede ban til: «Dersom det ikke var for
det, jeg havde ruget så mange unger ud på din faders lade,
så skulde du have kommet galt af sted, men nu skal du
have din kniv, og så kan du rejse bjem med fred.» Men
han pålagde ham, at han ikke måtte gjøre storken fortræd
mere. Så rejste han hjem igjen med det. Byrial Nielsen,Grynderup.

153. En gårdmands son slog sin kniv efter en stork,
der rugede på faderens lade o. s. v. «Hvis jeg- ikke havde
ruget så mange unger ud på din faders lade, skulde døden
nu have været dig vis.» N. Kr. Pedersen.

154. En sdmand kom .en gang til et fremmed land,
hvor han modte en mand, der hilste på ham og takkede
ham for sidst, og da sømanden ytrede, at ban ikke vidste,
hvorfra deres bekjendtskab stammede, fortalte den fremmede
ham, at ban havde avlet tretten born på hans hus. Da sø-
manden forundrede sig herover, forklarede den fremmede, at
han var menneske i nogle måneder af året og stork i nogle,
og således er det med alle storke, de er mennesker i nogle
måneder af året, hvilket er årsag til, at ingen dræber dem.

Bjærggård, Holmslands klit. Lærer N. P. Olsen, Samsø.

155. Der var en karl, der rejste så langt omkring,
og han var kommen ind i Afrika. Der kom en herre og
kjendtes ved ham, som ban aldrig havde set. Da sagde her-
ren: «Det var dog mærkeligt, for jeg har boet på din faders
gård i mange år og er der bleven behandlet så godt.» Her
var ban herre om vinteren, og han var så glad ved den her

142 O. Farende uhyrer.

karl, og han blev der den hele tid, indtil herren skulde ar
sted og hen at være stork på hans faders gård igjen.

J. B. og M. H. LUle-Tåning.

156. Man må ikke skyde storken, ti så gjælder det liv
for liv ligesom ved mennesker.

Det var en gang, soldater herfra kom til at liggg i kvar-
ter dér, hvor storken opholder sig om vinteren. JEnaf dem
logerede hos en bonde og udtalte til sin vært, hvor godt han
følte sig tilfreds. Han svarede, at han jo sagtens kunde
huse ham en tid nu, da han havde boet på hans faders tag

i så mange somre i træk og al tid følt sig vel tilfreds.
Lyngby ved Grenå. P. Uhrbrand, IUerop.

157. En jomfru var sådan til at dandse, og så ønskede
hun, at hun måtte dandse i luften, når hun var død Når
det blæser og så hviner stærkt, siger vi : «Hør, hvor jom-
fruen dandser i luften. » Ane Marie Jensdatter, Hårby.

D.

Vandets ånder.

1. Havmænd og havfruer.

1. Der var en fisker fra Ty ude at fiske sig lidt, kan
ske han dorrede (fiskede med enkelt krog), for han var alene.
Nok er det, han fik da snart noget på krogen, og så halede
han jo til, men havde nær tabt snøren af forskrækkelse, ti
det var et menneske, og det klagede sig ynkelig og bad, at
han vilde skåne dets uskyldige liv. Så fik han* jo snoren
skåren over i en hast, for han havde jo ondt af den stak-
kels skabning. Han roede hjem, det tørste han kunde, og
fortalte, hvad der var hændet. P. Uhrbrand.

2. Der nede ved Vesterhavet ved æ Bonneland der kom
en havfrue op til én kone om vinteren og vilde sidde hos
hende og spinde, ilav der var is i fjorden, og det var koldt

1. Havmænd og havfruer. 143

i vejret Så sad han der på ét sted og spandt på én tenfuld
hele vinteren igjennem. Da det så blev forår, flyede hun
konen det nøgle og sagde, at hun måtte tage af det og trende
af det, så meget hun vilde, det skulde aldrig slippe op, så
længe hun ikke gav noget bort af det Det stand hun nu
selv brugte af garnet, var der lige meget, men så kunde hun
ikke lade være at give hen af det, og så slap det op. Rødding.

3. Her nede ved fjorden troede de, at der var kommen
en ellekone eller havfrue og havde sat bo i et hul, der var
ind i det faste bjærg tæt norden for Troshule. Hun var som
en fisk og havde så langt hår, at det kunde nå efter hendes
bæltested. Hun sad ude og spandt på hendes ten om efter-
middagen, når det var godt vejr, og havde også tit hendes
guld ude. Vi drenge var tit bange for hende, når vi var
nede ved fjorden at plukke sortbær. Rødding.

4. Det er vist, der er havfolk til. 1826, da havet bred
ind, var det sådan forfærdeligt godt vejr dagen for. Det var
den dag, de skulde have deres juleaftens-natter, og fiskerne
var tagne ud og var rigtig komne til at fiske. Så lå der en
fisker noget fra de andre og fiskede. Da kommer der en
havfrue op lige tæt ved hans båd, og hun trækker en hose
af den ene fod og på den anden, og det lige så såre, hun
havde ikke uden én hose, og den byttede hun idelig. Men
så river han en sok af hans ene ben — han havde jo under-
sokker — og kyler ud til havfruen. Hun snapper den og
sætter ned igjen i vandet. Den gang hun havde været nede
så meget som et kvarter, så sætter hun op lige ved haus
båd igen: «Hør du, mand, mig hosen gav, du skal stræb*
og skynd' dig i land, hejs kommer, du til at spis' din ywl-
attensnætter her i aften. > Så stræbte han og hans makkere
at sætte i land, men de var aldrig så snarere i land, før hav-
fruen rejser en sådan storm, te de druknede hverén, der var
på havet. Men den mand og hans folk blev frelste. Den dpg
yar det, havet brød ind. Niels Ebbesen, Andrup.

5. Der vai* en gangen fisker ved Vesterhavet, der fandt
en vante på stranden. Han tog den hjem til sin kone og
lod hende stiikke mage til den, gik så hen og lagde begge
vanterne på stranden igjen, og tog derefter ud at fiske. Så
var der noget, der råbte :

c De' råber i nær (nord),
& de* suser & taer,
draw i land, du mand,
som wånten band.*

Så skyndte fiskeren sig i land, og straks blev det så stræng

144 D- Vandets ånder.

en storm, at mange fiskere druknede, men manden blev frelst,
fordi han havde givet havmanden vanten. J. Kristensen, Ersted.

6. En fisker fandt en gang ved stranden en meget stor
og vid hose, hvilken han tog med sig ud på havet. Ud på
natten mærkede han, at der var noget ved roret, og da han
gik hen at se efter, hvad dette kunde være, fik han oje på
en havmand, der sad og kradsede ved roret Fiskeren for-
holdt sig nu rolig en stund, men da havmanden blev ved at
kradse, tog han og smed hosen ud i ha ve t> hvorpå havmanden
forsvandt, men lidt efter kom ban igjen og sang:

tDen mand, mig hosen gav,
tag dine bakker og gå til land,
der kommer en stork storm i æ hav,
' det må du visselig vente. »

Fiskeren skyndte sig at komme i land, og kort efter brød
en storm løs, der kostede mange mennesker livet.

En gammel fisker fra Bjærggård, Holmslands klit. N. P. Olsen.
^^ < ^^

7. For mange år siden var to fiskere ved Tarup strand

ude at fiske på havet lille-juledag. Da skød der en havfrue
op af bølgerne. Fiskerne vidste, at man skulde give havfruen
noget, så spåede hun. Den ene fisker trækker da af sine stfttt-
hueser (stonthoser, fæddeløs hueser, eller hvad man )nu kalder
dem), dem havde han uden over sine rigtige hoser, og dem
kaster han så ud til havfruen. Så sagde hun:

c Ro i land, ro i land, da ædle mand,

som mig sttttthoser gav ;

det suser og braser i nord,

ellers får da din j aleaftensnad ver her i år.»

Skyndsomt roede da fiskerne mod stranden, og næppe var
de komne på land, for der rejste sig en voldsom storm.

Joh. Skjoldborg, Kollerup.

8. Der var en gang en sømand fra Borre, der var ude

at sejle ved Søbjæra. Ser fandt han en stor vante, som

han tog og lod forfærdige mage til i Borre, og lagde dem

så begge, hvor han havde fundet den første. Da han så

nogen tid efter igjen sejlede ud fra Borre, hørte han, i det

han kom forbi Søbjærg, en stærk stemme råbe :

<Hør da, vantevennen min,
læg skaden til Borre ind,
ti Tolk skryer,
og egene knager i Norge.

Skipperen lagde da ind til Borre igjen, og straks efter rejste

sig en storm, som der ikke var set mage til, og alle de skibe,

der var ude på havet, blev ødelagte.

Borre er en by på Møen, hvortil man sejlede i gamle dage. Sø-

1. Havmænd og havfruer. 145

bjærg var i den tid et bjærg i søen, nu er der enge der omkring.
Det ligger mellem Sømose og Klinten. cTolk» er navnet på vandet
i Grtfnsund ; det tolker uvejr for Møenboerne. Fortalt af Kirsten
A ndersdatter i Borre, som har det fra sin fader. xh. Jensen N.-Åby.

9. En gang steg en havfrue op af vandet foran et skib
og sagde: «Giv mig et par hoser !» Men der var ingen,
der vilde give hende et par. Siden dukkede hun op ved et
andet skib og sagde: «Griv mig et par hoser!* Så gav styr-
manden hende også et par. En tid efter kom hun igjen
til samme styrmand og sang:

«Og hør du, mand, som hosen band,
det regner i nær, det tordner i tær,
dét fælder grønne skove i Norge. »

Styrmanden blev også advaret derved, ti straks han var
kommen i land, gav det et Gudsens vejrlig. K. L. Vestergård.

10. En gammel kone fra Sønder- Nissum fortæller, at
det var fiskerskibe, der var ude, og så var der en på skibet
(styrmanden), som endelig gav havfruen et par hoser, da hun
bad derom. Så en dag ener kom hun til ham og sagde:

«Og hør du, mand, som hosen band, drag til landl

det regner i nOr, det tordner i tør, det lælder grønne bkove i Norge. »

Så drog han til land, advaret af hende, men alle de andre
fiskerskibe gik under, sådan et vejr blev det Fjaltring.

11. En norsk skipper vilde en aften ankre ved nordenden
af Romsø, men da hørte han én råbe til ham inde fra land :
«Læg dit skib fra sønden ind ! fra norden kommer den stærke vind.*
Skipperen fulgte rådet og undgik derved en stor fare, ti om
natten blæste hun op med en forrygende storm af nordvest,
der vist var blevet skibets undergang; hvis det ikke havde
ligget i læ af øen. A. O. P.

12. Der var et menneske, der var både så urimelig rig
og så urimelig gjerrig. Endelig bliver han syg og tror, han
skal dø. Så får han samlet hans rigdom i ene små guldmønter
og resolverer, at han vil have dem i sig, for han kan ikke
nænne at gjøre nogen godt med dem hverken i liv eller død.
Så far han en bøttefuld sur mælk, smider pengene deri og
rører om, og så hjasker han i sig af det« Først går det knebent,
men da han først får æ vane på det, går dét rask. Hvad
der sker, han får dem i sig til hobe, og er heldig nok til at
beholde dem. Men så får han et slemt mavetilfælde der ovenpå,
og det udarter til en hæftig sygdom, som ender med døden,
deher kanaljer kunde han jo ikke sådan bære i æ sæk. Folk
lurer og lurer på, hvor rigdommen er bleven af, og da han
imidlertid er bleven begravet, kommer én i tanker om en tid

E. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde, n. 10

146 D* Vandeta ånder.

efter at ville forsøge på at kaste ham op igjen, da han be-
stemt tror, at den døde har pengene i livet Men da han
kommer til liget og kikker derned, sidder der en bussemand
ovenpå ham med en potte i den ene hånd og en ske i den
anden og har filet prakket hul på den her døde. Da han
ser nojere efter, opdager han, at den lille øser penge op af
maven på liget. Da bliver han forskrækket, sky vier jorden
ned iglen og rejser af. Han bliver nu helt urolig i sindet
over det her og kan ikke sove om natten. De brugte jo se-
hav der omkring, men han brugte ellers ikke havet Da det
bliver nu ved at stå for ham hver tag, den kirkegård og det
døde menneske, og hans naboer mærker, det er galt fat med
ham, får de ham med der ud en dag. Det tørste, de nu.
gjor, når de kommer ud, det er at sætte æ kroge. Så ligger
de et stød for anker, eller rider af, mens de hviler dem, de
siger, at de rider de ståend. Mens de nu ligger der, inden
de skal til at tage krogene ind igjen, og det er stille forårs-
vejr, sover de så nær som ham. Da ser han en mand, der
sidder oppe på en bølge på hans bare ende og bar kun én
hose, og den bytter han fra det ene ben til det andet. Så
vækker han de andre, at de skal have den komedie at se,
for sådant et syn havde de vist ikke set for. Så siger han :
«Det er snart synd, at han skal sidde der, a tror, a vil give
ham en af mine hoser.* Altså kyller han den ud, og så
såre den er ude, dukker havmanden under, og de så ham
ikke mere. De andre gjorde nar ad ham for aet, men han
lod sig ingen ting forstå med. De var på havet en gang
siden, og da gjorde de også nar ad ham for den hose, men
da dukker havmanden op lige ved siden af skibet og råber
så hOjt, som han kan:

c Hør du, mand, som hosen gav,
tag dit garn og drag i land.
det suser i nær, og det tuder og ta'er,
og det brækker skov i Norge. »

Så kom de til at tænke på noget andet De tog knaphændig
i land, og det stod hårdt for dem at komme op, men op kom
de, og så var de glade ved æ havmand. Da nu Daniel —
sådan hed den unge fyr — kommer hjem, giver det en storm
og et vejrlig, te æ hav havde ikke været så galt i mange år.

Niels Lisbjærg, Hove.

13. Havfruen kunde stå op og synge i vandet, så smuk
ud og havde store bryster. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.

14. Jens Tun og Soren Præst kom sejlende i en båd
fra Århus. Da de kom mellem Tunø og Nardbylandet, siger
Jens Tun: «Ser du, hvad der er dér forude.* Soren Præst
ser da i den angivne retning og opdager en skikkelse, hvis

1. Havmænd og havfruer.. 147

overkrop lignede en skjon kvinde med langt hår og store
bryster. Overkroppen ragede op over vandet. Underkroppen,
som var i vandet, lignede en fiskehale. «Hvad tror du, det
betyder?* siger Jens Tun. Ja, det vidste Soren Præst da
ikke. «Jo, det betyder storm, og derfor er det bedst, at vi
skynder os at komme i havn,* siger han; og ganske rigtig,
de var aldrig så snart komne i havn, for en stærk storm
brød løs. Samsø.' Bas Dam, Selsinggårde, ved N. P. Olsen.

15. Der var et par folk, som a kjendte ret godt, og
dem var der noget skidteri ved. Folk sagde, at manden
havde ligget ved en havfrue en gang. De havde et lille
sted til fire køer på Harboøre land og havde også nogle får.
Så var det en morgen, de kom op, da var der fem får i deres
fåresti, og de havde fået ti lam alle sammen på én nat. Nu
véd a ikke, om det var om morgenen efter, men nok er det,
en morgen lå de døde på fåretolde (o : den bund, fårene gik

Eå) alle femten får. Det var jo en forfærdelig ting. Så snak-
er konen da med manden om det her. Når de Tå i sengen
om aftenen, havde konen mærket mange gange, te der var
kommen én og gået i sengen til dem. Hun havde aldrig
fået den at se, men hun var så forklemt og mærkede,
at den var kommen der, men vidste ikke, hvad det var.
Manden vilde ikke gå ved det. Hun havde nok hørt det
om den havfrue, men han sagde, at det havde ikke noget
at betyde. Der gik nu én dag, og der gik flere dage. De
havde store born, og de gik henne og græssede deres køer
på deres mark imellem kornet. Der så de en forfærdelig
stor kat, de havde aldrig set så stor en kat på Harboøre.
Somtid kom den og slikkede på deres hænder og var så
tålig. Det kom de hjem og fortalte for deres moder, og hun
gik flere gange for at ville se den kat, men kunde aldrig få
den at se. De var nu tre born, og det var sådan mange
gange, at den ene gik hjem for at hente moderen, mens de
andre paste på katten, men den blev stadig henne, og de
vidste aldrig, hvor den blev af. De to af bornene var drenge,
og de var rigtig store, men så skete det, at de blev
så ringe, først den ene og så den anden, helt visne i
nederkroppen, og kunde ikke gå. Manden blev omsider syg
og skulde til at dø, men drengene levede da endnu. Så
hentede konen jo præsten, at han skulde komme og snakke
med manden om den havfrue. Men a kan ikke sige, om
han fik noget at vide af ham om det. Endelig døde manden, og
da han var begravet, siger præsten til hende: «Jeg kunde
ikke få noget ud af din mand. Men så meget kan jeg sige dig,
at du skal flytte dit hus.> Så fik hun en bitte plet af en

10*

148 D. Vandets ånder.

anden mand at bygge på og flyttede så helt af deres mark.

Siden den tid lykkedes al ting for dem, og de to drenge, der

var solle, de blev jo ved at være det, men de andre, der var

ungere, de kom aldrig til åt fejle noget Der var tre ungere,

en dreng og to piger. Der var meget snak oin den havfrue

og den kat, og andre folk kunde godt få den at se, men

hun aldrig. Konen sagde selv for flere, at hun tit gik af

hendes seng, når hun mærkede, den anden kom, og gik i

den, men aldrig hun så den. Folk vilde bilde hende ind,

at det var en mare, men det vilde hun ikke tro.

Ane Kristensdatter, Myrb6j.

16. En dag fik en fisker, som gik ved fjorden, nogle hav-
fruer at se. Deres sælhundeskind havde de last på Drinken,
og de solede sig på landet. Så snart de så ham, greb de
deres skind og svommede ud, men én af dem var ikke så
hurtig som de andre, så fiskeren tog hendes skind. Nu måtte
hun følge med hjem og blive hans kone, og de fik fire bom
sammen. Men en dag, da fiskeren ikke var hjemme, fandt
bornene et gammelt skind ude ved et hæs, og det viste de
deres moder. Så snart hun så det, løb hun ned til fjorden,
men her mddte hun sin mand. Hun bad ham om at være
god ved deres born, og så tog hun skindet på, og inden
manden så sig for, var hun langt ude i vandet, p. K. M.

1 7. En gang boede der en fisker ude på Vejrø. Her var
han ganske ene uden at komme til andre mennesker, og det
var vist nok, fordi han i hjemmet havde begået en slem for-
brydelse. Han levede af at fiske og skyde ude på havet, og
tidlig og sent færdedes han omkring Vejrø i sin lille båd.
En aften, da han således var på havet i smukt måneskins-
vejr, så ban en dejlig, kvinde stige op af bølgerne med en
harpe i hånden, og Eun begyndte at synge for ham. Han
holdt op med at ro for at se på havfruen, hvis lige han
endnu aldrig havde set, og for at nøre på hendes musik ; og
jo længere han hørte og så, des dejligere blev hun. Han be-
gyndte at ro for at komme nærmere til hende, men så svom-
mede hun længere hen og vedblev at spille for ham, som for
at lokke ham efter sig. Således vedblev han at ro, indtil
han helt havde tabt land af sigte. Da standsede havfruen,
så han kom tæt til hende, og nu var hun endda dejligere
end for. cHvor jeg har ventet efter dig,> sagde hun, c i
lange tider har jeg fulgt dig ude på havet, uden at du har
set mig. Følg med mig ned til mit slot, og der skal vi leve
sammen. » Fiskeren kunde, slet ikke sige imod, men lod sig
glide ud af båden, og fulgte med ned til hendes prægtige
slot på havbunden. Her boede han i mange år sammen med

1. Havmænd og havfruer. 149

havfruen og havde næsten helt glemt sit tidligere liv, kun
når han var ene, mindedes han lidt, og en gang kom han til
at tænke på sit hjem og på sin moder og søskende, og at
de dog vist vilde blive glade, når de så ham igjen. Han
bad derfor havfruen om at måtte få lov til at besøge dem.
I førstningen vilde hun ikke vide noget heraf at sige, men
da han vedblev at bede, fik han dog endelig lov, imod at
han bestemt måtte love at komme igjen samme dag. Hun
førte ham altså op til overfladen, og hvor forundret blev han
ikke, da han der så sin egen båd ligge sejlfærdig for at føre
ham tilbage til hans hjem. Havfruen tog end videre det
løfte af ham, at han ikke måtte gå i kirke eller synge en
salme. Men da han kom forbi kirken og hørte salmesangen
og klokkernes ringen, glemte han sit løfte til havfruen og
gik ind og istemte sangen. Da han gik ud af kirken, så han,
at alle stirrede på ham og veg til side for ham, hvor han
gik, og da hørte hån en stemme, som råbte :

cTænk på de store, og tænk på de små.

og tænk på den lille, som i vuggen lål>
Da styrtede han af sted ned til havet, men der lå hans båd
og var knust mod stenene. Havet var i stærkt oprør, og
på toppen af en bølge så ban havfruen hæve sig i vejret og
true aa ham med den ene hånd. Næste morgen fandtes hans

lig i havstokken. Mikkel Sørensen.

Det er sagtens kun en forkvaklet prosaisk gjengivelse af visen
om Agnete og havmanden.

18. Der var en bonde på Bornholm, hvis marker gik
ned til stranden. En dag, da han red ud at sætte sine heste
å græs, så han en havfrue ligge ved strandbredden. Hun
aldte på ham og lokkede ad ham, at han skulde komme
ned til hende og bo på havsens bund, så skulde han få så
meget guld, han ønskede. Han havde dog ikke lyst til det,
og da han havde taget grimen af sin hest, kastede han den
pi havfruen, så hun kunde ikke komme bort. Da hun mærk-
ede, at hun var fansen, bad hun meget for sin frihed og
vilde give ham, hvad det skulde være, når han vilde tage
grimen af. Han brød sig ikke om hendes kostbarheder og
vilde ikke lade hende fare. Til sidst sagde hun: «Dersom
du vil komme her ned i morgen ved samme tid, skal du
& en son.» Så tog han grimen af hende og gik hjem. Næste
dag gik han atter ned til stranden, og der var havfruen, som
gav ham sdnnen. «Men,» sagde hun, «han er kun halvt så
klog, som han vilde have været, hvis du ikke havde lagt
den grime på mig, men han er dog syv gange klogere end
andre mennesker. » Bonden tog sdnnen med hjem og kaldte
ham Bonde-Hvede. Han blev både klog og rig. E. L.

i

150 D. Vandets ånder.

19. Der er en gemen sagn over Barnholm om én i denne
sogn, som hed Bonnevedde, hvilken der skulde være fød af
en havfrue, med hvilken faderen havde omgjængelse, den tid
han en gang gik ved stranden, hvilken Bondevedde der var
synsk, og det kunde se, som andre ikke. Denne, den tid
faderen var død, bekom gården, gav sig i ægteskab, og
den tid hustruen blev frugtsommelig, og barselnød var for-
hånden, var Bondevedde gået frem om en hoj, kaldet Kors-
haj, i hvilken bjærgtroldene hugge på et stykke træ og sagde :
«Hug det snevnæset, så er Bondeveddes hustru.* Og som
nu kvinder var hos hende i hendes barselnød, kom troldene
med deres troldbillede, tog kvinden af sengen og lagde trold-
billedet i steden, hastede med Bondeveddes nustru ad vinduet
til de andre, som var der udenfore. Men Bonnavedde var
får færdig end de, tog imod sin kvinde, de andre kvinder
uafvidendes, lod så gjøre sin bageovn varm, kaste troldbil-
ledet derind. Kvinderne gave sig ynkelig, som til stede vare,
ikke andet videndes, end at det havde været Bondeveddes
hustru, som opbrændes, men siden forgik dennem denne sorg,
den tid (de) lgjen med glæde så Bondeveddes hustru levendes.

Item siges der, at han i lige måde kom en gang frem
om den samme hoj og hørte troldene sige: «I morgen skal
Bondeveddes hustru brygge, så vil vi derhen at hente oliet
fra hende. » Hvad sker? Bonnavedde går hjem, lod sin bryg-
gekjedel fuld med vand og gjorde det det allersyhedeste
han kunde, og sagde til sine karle: «Hvor jeg slår med
vandet, der skulle I slå med træstænger. » Den tid troldene
kom med deres så (o : en øse, eller en mellemting mellem kar
og tønde med Jåg) og en jærnstang at hente oliet, slog Bon-
nevedde dem over med vandet, og karlene slog med stænger,
alligevel de så ingen, og i så måde forjagede troldene fra
såen og jærnstangen. Siges, at Bonnevedde gav jærnstangen
til Peders kirke, og skulle det være de jærn, som kirkeddren
hænger udi. Item siges, at han en gang red frem for hojen
en nats tid, da dandsede troldene omkring hdjen og vare
lystige, drukke Bonnevedde til. Den tid han fik bægeret, lod
ban, som han drak, slog det over akselen og kom en part
på hesten og gik så vidt håret af, som det påkom, men B.
red hjem med bægeret, og gav det siden til kirken, hvor der
blev kalk og disk gjort af i kirken.

(Resens atlas III, 338—348. Suhm p. 37) Af præsteindberetninger
ti) Ole Worm. Navnet staves i flæng Bondevedde, Bonnevedde, Bon-
navedde. En variant hertil underskrevet : Hans Ravnoldt, egen
hånd, findes også i ovennævnte indberetninger, og heraf anføres:

Haver der boet i samme Persker sogn en bonde ved
navn Bondevedde, som boede der i sognet ved stranden, og

1. Havmænd og havfruer. 151

— — ■■ ■ - ■ ■ ■ ■ ii ■ i m, ■■ ■■ ■ ~ - ■■■■ ■■■■■■■ i —■■■■■■■ ■ i — .— ^^^— — —

véd endnu old efter old af hannem at sige, samme bonde
siges at være født af en havfrue og er så tilgået, som
rygtet endnu står. Hans fader skulde en gane gået ved
stranden og imidlertid skulle siddet på strandbakken en
iiavfrue, hvilken han straks skulle haft sin omgjængelse
med. Og den tid det var sket og gjort, sagde havfruen til
hannem: «Om et år skal du komme igjen og her finde en
son, han skal kunne fordrive bjærgpuslinger eller trolde. >
Hvilket også skete, at årsdagen derefter kom han og fandt
et lidet drengebarn liggendes ved havbredden, hvilket han
tog hjem med sig, fostrede det op og kaldede det Bonde-
vedde. Samme barn vokste op, blev stor 9g stærk og blev
synsk og kunde se det, som andre ikke kunde se. Faderen
døde. Bondevedde bekom sin faders gård og boede derudi
og giftede sig og. Efter at han var gift, blev hans hustru
frugtsommelig. Nu ligger der en hoj nordvest ved en bondes
længe. Bonden, som nu iboer, hedder Anders Svendsen i
Korshoj, og haver gården sit navn af hojen, og bondens
gård er straks hos, som Bondevedde boede. Vesten fra i
.samme hoj siges at have været puslinger, og haver det hændt
sig en gang, at Bondevedde er kommen derfram og hørt, at
-de have hugget på et stykke træ og sagt: Hug det snev-
rnæset, så er Bondeveddes hustru. Nu, der Bondeveddes hustru
gik i barselseng, og der var kvinder inde hos hende, kom
også troldene med deres træbilleder, tog kvinden af sengen,
lagde træbilledet i steden, ligesom det var den rette kvinde.
Troldene var i stuen, stak Bondeveddes hustru ud af vinduet
til de andre, som var der udenfor. Men Bondevedde var
for færdig end de, tog imod sin kvinde og forvarede hende,
de andre kvinder, der var i stuen, uafvidendes og lod så
gjøre sin bageovn varm og vilde have troldebilledet udi, som
og skete, så at troldebilledet knagede og spragede. Kvinderne
i stuen græd og klagede sig ynkeligen, vidste ikke andet,
end det var Bondeveddes hustru — og viste siden kvinderne
sin egen hustru.

Item siges der, at Bondevedde en gang vankede fram

for Korsh5j Og går endnu rygtet på denne dag af,

at Bondevedde haver så handlet med bjærgepuslinge i Kors-
hoj, så de nftdes til at undfly, så de ere hennyttet i Falhoj.

Indberetningen er trykt i Thieles € Danske Folkesagn* II, 225,
men ej ordret som her.

20. Der er også i Persker et sted, kaldet Bondevede-
gård, således kaldet af en vis beboer, Bondevede, om hvem
der fortælles, at han med sine ojne kunde se forskjellige
mærkelige ting, dæmoner og genier. Resens atlas III, 174.

152 D. Vandeta ånder.

21. Om sandflugtens fremkomst fortælles følgende : En
gang kom der en dødmand (således kaldes alle lig, der kom-
mer ved havet), og han blev ført op og begravet på Nissum
kirkegård. Aldrig så snart var liget begravet, for det be-
gyndte at blæse med sandet fra stranden ind i landet. Der
gik tre dage, og det blev jo længere jo værre. Folk kom
nu i tanker om, at der var trolddom med i spillet, og hen-
vendte sig til en klog mand om hjælp. Da han hørte, at
sandstormen havde rejst sig, straks efter at der var begravet
en dødmand på kirkegården, sagde han, at denne upåtvivle-
lig havde været en havmand, hvis nedlæggelse i kristenjord
havde voldt sandflugten. Nu skulde de ojeblikkelig grave
ham op igjen og se efter, om ban havde suget pegefingeren
ind i munaen over det andet led. Havde han det, så var
der ingen råd, men ellers skulde de begrave ham i havbjærg-
ene, så skulde sandflugten nok stilles. Så gravede man hav-
manden op igjen, og han lå ganske rigtig med fingeren i
munden, men havde ikke fået den suget længere ind end til
det andet led. Så gravede man ham ned i bavbjærgene, og
sandflugten hørte op. Men siden den tid blev alle dødmænd
begravet i bjærgene, indtil den nyeste tid. Kr. L. Vestergård.

22. I det sekstende århundrede var der stor sandflugt
i klitterne nord for Husby kirke. Klitrækken sender der en
tunge ud, som strækker sig en halv mil op i landet, og derom
fortæller sagnet følgende. Husbyboerne havde npde ved stranden
fundet et havlig, som de kjørte op til Husby kirke o. s. v.
Den kloge mand .... Hvis det var havmanden, som han
troede, så kom sandflugten derfra, han kunde nemlig ikke
være i kristen jord, og han havde sat et af sine elementer i
oprør af den grund. Så skulde de kjøre liget ud og lægge,
hvor de havde taget det. De grov nu liget op og fandt, at
den kloge mand havde ret, for havmanden sad op i graven
og gnavede på sin store tå. De tog ham da og lagde ham
på en vogn, der var forspændt med seks løbske heste (andre
siger to røde køer) og lod dem løbe med ham til havet, alt
hvad de kunde, og ojeblikkelig ophørte sandflugten. Maren Bonde.

23. Jæn gåftg stråånd dær en dø hawwmand ve æ
Vceæsterkaw liig wr får Huusby. Æ beborøerer i Huusby slu
en kiist samel te ham å begrawer ham o æ kjæregor. Mæn
han war alder så sndr komen i æ jowr, faar dæ blow saren
en sanndknåg, te jæra ku hwærken si væj hælder stæjj. Så
gik di te æ præst å spowwr om, huren di sku bær dæm ar,
mæn han swåår å såi, te di sku ta tkw røø kwier, dær haj
alder wat i tøj faar, å dæmm sku di spænd far en ueu, dær

1. Havmænd og havfruer. 153

war et beslånn, å så sku di go åp o æ kjæregor å kast æ
hawwmand åp, å læ æ kwier læv mæ ham ar æ harø. Mæn
d*«d gå«g han war komeao« «en,låw han å be/er b* sjæ/
i hans stower tø, å æ kwier le/ev mæ ham ur ar æ haw, så
låndt en ku se/e. Mæn i de samm hør æ sanndknåør åp, å dæ
wa blowen en bjærehåål en he/el fjarengvæjliigåp te Huusby
kjærk, å dænd æ dær ino. J. L. K.

24. Der har været en by vesten for Husby kirke, der
hed Qrim by. Der drev en gang en død mand ind for
Husby strand, og den sugede al tid på sin tommelfinger, i
hvor meget de tog den af, så puttede han den dog stadig i
munden lgjen. Så fik de ham da jordet i Husby kirkegård,
men de måtte til at grave ham op igjen. De gik nemlig til

E ræsten om det, og han rådede dem til at grave liget op og
egge det på en slæde og spænde to røde kvier for. Da de
havde løbet med det, så længe de vilde, skiltes de ved Grim
by, og der skulde liget så jordes. Da var der en mand, der
sagde: «Det var endda grim.» Den præst boede i Kavild
præstegård. Kristen Olesen, Fjand.

• • •

25. . . . De kunde høre havmanden i kirkegården.
Kvierne kjørte ud i havet med ham. J. Kr. Koreglrd, Nissum.

26. En gang fandt nogle hostfolk liget af en havfrue
med hængende bryster og skjællet fiskehale ligge på marken.
Hun var bleven ødelagt af torden* De morede sig med at
stikke til hende med stokke, river og høtyve, men da en
hyrdedreng, som på den varme sommerdag gik med bare ben,
stodte til hende med foden, rådnede den op på ham. Næste
dag, de kom der, var liget blevet bortslæbt af de andre havfolk.

Anna Stolpe.

27. En mand badede sig ved Ilandklit-stenen, og da
så han en kat under stenen, og den blev så til en jomfru.

Mariane Agger, Bjærgby.

2. Havheste og havkøer.

28. ^ Det nasserede ved Rydhave, at der gik en havhest
°P °S gik ve" de andre heste. Da der kom folk ned og
vilde flytte dem, gik den der, men så foer den ud i fjorden,
og de så den aldrig mere. Den er i bagenden som en fisk
og i forenden som en hest både med hoved og ben. De
kunde ikke komme den nærmere end at se, hvordan den så ud.

Kristen Ajstrup, Ovstrup.

154 D* Vandets ånder.

29. En gård her oppe i Bislev hedder Iglsøgård, og
derved er et kjær, hvor der har været en sø, som nu for
resten er tilgroet. Men i min ungdom, da ieg gik og rev
der ude, var det endnu en sø. Her fortælles, at der har
ligget en gård, som er sukken, og når det var blankt sol-
skin, og de lagde dem ned ved siden af søen, sagde de, at
de kunde se skorstenene nede på bunden af søen. A så også
efter det, men a så ingen.

Der skal være kommen en ko til deres hoveder fra
gården, som gik ude i kjæret, og gik ved dem i flere dage.
Til sidst fulgte« den med hovederne hjem. De troede, at den
var kommen løbende dertil, og lod den oplyse, men det blev
aldrig opdaget, hvor den var fra, og så beholdt de den. Den
var så svær til at malke, og de havde sådan lykke med den
ko. De lagde kalve til på den, og fik en hel besætning i
gården, så afkommet til sidst kun blev af den kofamilie. Om-
sider bFev hun gammel, og så gav de på hende og vilde
have hende fed. Da kom der en rost uden for vinduerne om
natten og råbte og sagde:

«Kom, kow kålld mæ din kali &lld!
i måån ska du få knywen hålld.*

Så om morgenen var huset renset, der var ikke et hOved.
Sådan gik fortællingen. De mente, at koen var kommen fra
den gård, der var sunken. Jens Mark, Vokaler.

30. Meget spætteret eller broget hftveder det kaldte de
gamle havfæi, og de troede, at det var havtyren, der havde
sprunget køerne. Meget gamle folk troede, at der var fæi
i havet. Søren Jørgensen, Alken.

31. Gamle Esben Ydernæs tjente i sin ungdom på
Svinø hos Hans Kusk, som var én af halvøens mest velbår-
en de gårdmænd, der havde meget kvæg, hvilket just ikke
var almindeligt hos bønder for 50, 60 år siden. Nu havde
Hans Kusk foruden den jord, som blev kaldt Lodden^ en
temmelig stor strandeng, som gik umiddelbart ned til Oster-
søen, og som om sommeren blev benyttet til græsning for
ungkvæget. Man havde vel en tyr på gården, men den kom
aldrig på strandengen. Når det nu skete, at en af kvierne
blev tyrgal, begyndte den jo at brole dygtig, og straks kom
en vældig tyr op af havstranden og indlod sig med den. Var
dette nu først sket én gang, kunde man være vis på, at den
løb ned til stranden, når den atter blev tyrgal, og søtyren
indfandt sig straks. Den var helt blå, og Hans Kusk havde
derfor meget blåt kvæg i sin hjord. Undertiden havde tyren
en hel drift blå køer med sig, aer trolig ventede ude i flad-

I

2. Havheste og havkøer. 155

vandet, til deres mand havde forrettet sit ærende på land-
jorden, hvorpå hele massen gik til havets bund igjen. En
eneste gang så Esben ved nattetid en 10, 12 stykker komme
helt op på strandengen, men en ejendommelig lyd ude fra
havet kaldte dem tilbage til deres egen græsgang. Denne
lyd var et signal af havmanden, der ejede kvæget. Det lig-
nede aldeles det andet kvæg, når undtages den blå farve. p. N.

32. Tibirke by i Sjælland blev bedækket med flyvesand
å følgende måde. Nogle havkøer var gåede op på stranden
or at græsse og blev tagne op af bønderne. Dernæst kom

havmændene og forlangte deres kvæg og tilbød at give håv-
grses til erstatning, men bønderne nægtede at udlevere kvæget,
hvorpå havmændene i deres forbitrelse sendte en havtyr op
på stranden, som rodede i sandet nat og dag, indtil byen
var tilføget, og beboerne reddede dem kun med nød og næppe.
Kun kirken blev stående, og derfor står den endnu et stykke
fra den nye by. V. Lund.

33. For lod en havfrue, som boer i Kattegat, sine tolv
røde køer og sin røde tyr græsse på bøndernes marker. Men
så en gang sagde bønderne til havfruen, at hun herefter
skulde betale for køerne. Men hun havde ingen ting at be-
tale med. Jo, sagde de, hun havde jo sit bælte, som skin-
nede af sølv og guld. Det gav hun dem også, men så var
det ikke andet end et siv. Da havfruen så skulde drive
kvæget ud i havet, vendte hun sig om og sagde: «Nu, min
røde tyr, nu kan du rode så meget du vil i bunden,* hvilket
den også gjorde, og deraf kommer flyvesandet F. L. Gr.

34. Mads i H&fet, den gamle Mads-Jenses fader, havde
en ko, og det var sådan en skrap ko, men hun løb også al
tid med en havtyr. Når hun var tyrgal, og de jog hende
til vands i gadestdvlen, så stak hun af oster ud af byen ad
Ostersøen til, og de så hende ikke igjen forend om aftenen,
men så vidste de, at hun var med kalv. Det havde de
det rede med ; men da hun blev gammel, lagde hun det af,
så måtte de trække til tyre ligesom andre folk, og så kunde
de endda ikke få koen tyrgal, uden når de gav hende en
levende ål. Rasmns Toxtærd.

35. Der var en mand i gamle dage, de kaldte Skjorping-
Smeden, og han bildte en kone ind, at der var kommen en
havtyr i land og havde ædt så mange tønder salt på Lundø.
Han sagde også, at der var en stor skov ude på fjorden, og
hun rendte og fortalte det runden omkring.

Jens Begs enke, Smidstrup.

156 !>• Vandets ånder.

3. Åmænd.

36. Åmanden hedder nøkken i det sydlige Vendsyssel,
syd for Vildmosen, ti i de egne bruger de fcjendeordet cen»,
men nord for Vildmosen hedder åmanden Nøkki. Der siger
man nemlig ci> som kjendeord, ligesom Fynboerne. Navnet
åmand er et aldeles fremmed ord i Vendsyssel. Jeg har al-
drig hørt det nævne af en Vendelbo, endda jeg er kjendt og
har rejst i de fleste egne af Vendsyssel, ikke heller har jeg

hørt andre navne bruge til ham end Nøkken.

Friskolelærer A. E. Jakobsen, Orritslev.

37. I ramle dage var der megen mangel på vand i
Vendsyssel. Folk vidste da aldrig, hvad de skulde gjøre. Da
kom der en gammel mand og sagde, at det kunde da aldrig
være så farligt at få vand, det var ham en smal sag, når
man vilde give ham en ordentlig betaling. Det blev ham
lovet Han tog da en kjæp, trak den bag efter sig, og hvor
som helst han drog frem, kom der vand. Det er Ry å, og
da manden rystede på hånden, så kom dens mangfoldige
bugtninger deraf. Men da folk så, at der var vand i over-
flødighed, vilde de ikke give ham den lovede betaling. «Ja-

!'a,» sagde manden, «så skal åen nok kræve den.» Deraf
tommer det, at der hvert år drukner et menneske i den.
(8ml. « Dannebrog* nr. 1.) Nik. Christensen.

38. Ry d i Vendsyssel tager et menneske hvert år, og
når den kræver det, råber den: « Tiden og stunden er kom-
men, men manden er endnu ikke kommen.* Når folk hører
denne rost fra åen, skal de vare sig for at komme den for
nær, for gjor de det, så får de en uimodståelig lyst til at
springe i aen, og de kommer aldrig mere op igjen. Der skal
være mange, der har hørt den råbe de ord. Blandt andre
var der en pige, der gik langs med den og havde en hund
ved siden. Da hun hørte den råbe, råbte hun: «Ikke mig,
men hunden U Og straks sprang den der ud i og druknede.
Hun så også en lille bitte mand med et stort skjæg løbe i
åen, det var Nøkken og vel sagtens den, der havde råbt.

Det, at åen sådan tager et menneske hvert år, er kjendt
i vide kredse og bliver den dag i dag troet af mange. Mø-
drene advare ofte deres born mod at komme denne slemme
å for nær, og det ikke alene for at afholde deres born fra
at falde der i, men også fordi, at de selv tror, den har magt
til at give folk lyst tfl at springe i den.

Om åens tilblivelse fortæller sagnet følgende: Vendel-
boerne manglede et vandløb til at lede vandet af de sumpige

3. Åmænd. J57

moradser, der dannedes af den store Vildmose og flere mose-
drag i det sydlige Vendsyssel. De sluttede da overenskomst
med en mand om, at han skulde grave et sådant vandløb ;
men denne mand var imidlertid en Ted trold, eller det måske
var Nøkken selv, som nu løber i åen. Mere end sit Fader-
vor kunde han, ti han tog blot sin spade og slæbte efter sig,
og der, hvor han slæbte den, brød åen frem i samme skik-
kelse, som den har endnu. Men da manden krævede beta-
lingen derfor efter overenskomsten, svarede Vendelboerne, at
da han var kommen så let fra det, vilde de ikke give ham
nogen ; derover blev manden vred og sagde : «Så skal den
fra nu af hvert år tage et menneskeliv. » Og det har den
nok også gjort og gjor endnu. Sit navn fik åen af det store
ry, der gik om dens tilblivelse, og dens råben. A. E. Jakobsen.

39. For en fyrretyve år siden stod en skjon sommer-
eftermiddag en hyrde på broen over åen ved Rendbæk og
fiskede. Som han stod dér i sin gode tommerumme, hører
han pludselig bag sig i et høl, at der råbtes med stærk stemme :
c Stunden er kommen, men manden er endnu ikke kommen. »
Derpå gav det et vældigt plask i vandet, så det kom i stærkt
røre. At drengen løb sin vej, er en selvfølge. Mange vil

Eåstå at have hørt lignende råb, og det har været alminde-
g troet, at åen tager en mand om året. Anton Andreassen.

40. Ry å er meget dyb, og den skal råbe en gang
hvert år : « Tiden er kommen, men manden er endnu ikke
kommen, » og så skal én drukne. Så var det en gang i tolv
år, der var ingen, der druknede, men da hændte det, at tolv
tærskere, der om vinteren havde været til hove på Birkelse
og om aftenen gik hjem, de druknede alle tolv. For hvis
det driver over et år eller fiere, så tager åen på én gang alle
dem, den har til gode. Jens Mark, Vokslev.

41. Ry des vand har uden at være mudret et sortagtigt
udseende, hvilket måske hidrører fra dens moseagtige leje.
I umindelige tider har den hvert år krséyet et offer, enten
ved badning, eller når man sætter over i de små sejlbåde.
I seks år indtraf der en gang intet ulykkestilfælde, men i
det syvende år druknede på én gang syv unge mennesker
deri. Bosten siger: « Tiden og timen er der, men manden
er der ikke.» j. d. Jensen, Vindblæs.

42. De havde stensatte overgange eller overkjorsler over
Ry å. Når de færdedes over dem, ofrede de en skilling til
åmanden. Disse skillinger kan undertiden findes endnu, når
man vader i åen. Erik Sørensen, Sønder-Saltum.

158 D- Vandets ånder.

43. I Odense går åmanden i åen og råber, og hvilket
år der drukner ikke et menneske, så året efter får han to:

Jens Bircherod.

44. Åmanden i Odense d lader sig sjælden se. Der var
nogle fra landet, som gik ind til byen, og de så, han sad
splitternøgen på en sten i åen og sagde : Æden og standen
er kommen, men manden er ikke Kommen.* For de gik
hjem, var en mand druknet på samme sted. D. Johansen.

45. I Odense å boer der en åmand. Hvert år kræver
han sit offer, og skeer det et enkelt år, at der ingen druk-
ner deri, så skal han nok sorge for at få to det næste år.
Således fortælles der, at da der en gang gik to små drenge
og legede ved åbredden, faldt den ene af dem i vandet. Den
anden løb til for at hjælpe ham op; men idet han fik fat
i sin legekammerats hånd, råbte åmanden op af vandet : «Nej,
jeg vil nave jer begge, jeg fik ingen i fjor,» og i det samme
gled drengen ud i vandet, og de druknede begge. Et par
mænd, der fra den modsatte bred i nogen frastand var vidne
til ulykken, vilde med en båd ile hornene til hjælp, men de
kom for sent Drengene var druknede, og man fandt aldrig
deres lig; åmanden havde beholdt dem.

Fortalt mig af mange i og omkring Odense, bl, a. af min egen
moder og min moster, Maren Sirstine Johansen, der boede 1 Dræby,
og af gamle Madam Brun og Smed Basmassen i Odense.

Herman Pedersen, Hammerum.

46. Nede fra Hersom å lød en stemme en gang om
året, for den skulde i det mindste have en hvert år. Men
tog den fiere på én gang, kunde den godt vente lige så mange
år, som den havde taget mennesker. Så råbte den f. eks.:

«I år tager jeg to eller tre, til næste år ingen.*

Niels Jensen, Glenstrup.

47. I Vendsyssel er der en å, som kaldes Liver å, og
om den har jeg nørt fortælle, at der skal drukne to men-
nesker hvert år. Der er en bro over åen, hvor folk færdes
meget ad, og det træffer da undertiden, at man hører råbet
fra bunden) c Tiden og stunden er omme, mennesket er ikke
kommen. »

På begge sider af åen er der engskifter, som ejes af folk
langt borte, hvorfor der i høbjærgningstiden arbejdes både
dag og nat, indtil høet er kommet bort Så en nat, som folk-
ene lå i høstakkene og sov, vågnede én af karlene og hørte
en rost, som sagde: cPeter, Peter!* Der var nemlig én af
dem, som hed kreter, men han sov. Han, der hørte rosten,
sagde da : «Her er ingen anden end vor hund, som hedder

S. Åmænd. 159

Peter;* og straks, som han havde sagt det, foer hunden ud
i åen, og man så den aldrig mere. Earl Timmermann.

48. Liver å, som løber en halv mil vest for Hjorring
og udmunder i havet ved Tornby, har et slemt ord på sig.
Hvert år kræver den et menneskeliv. Man har somme tider
fra åen hørt følgende ord: cTiden er kommen, men manden
er endnu ikke kommen.* Da varer det ikke længe, inden
et menneske drukner, og det menneske, som er bestemt,
undgår ikke sin skjæbne, ti det har ingen ro på sig, for det
kommer ned til åen. Chr. Ad. Christensen.

49. På Liver åes øvre løb kaldes den også Astrup å.

Den vil hvert år have et menneske. Når tiden er omtrent

udløben, og den endnu intet menneske har fået, hører man

den råbe med dyb, hul rdst : c Tiden og stunden er kommen,

men manden er ikke kommen endnu. > Det varer så ikke

længe, inden man spdrger, at nogen er kommen af dage i åen.

T. Er. Kristensen.

50. Ved Sjelle bro løber en å, og dem, der boede ved

åen og kjendte det, de kunde høre på den, når den vilde

have nogen. Efter gammel snak skulde den sådan råbe om

aftenen, og der druknede også tit nogle. De kunde altså

høre det på den, når den vilde have et offer. Sådan var

det en nat, der kom nogle Molboer og kjørte til Randers

med fisk, og da var strommen så svær, at de plat der ned

mand og kone og hest og vogn og druknede. Folkene der

omkring kunde høre næsten en hel time, te konen skreg, og

de mente, at det var hendes skjorter, der havde holdt hende

op, men mandens rOst blev snart forstummet. Hun drev

ned efter Flojstrup, og der fandt de hendes lig.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

51. Den gamle Per Tip lå nede i engen ved øgene om
natten og hørte, at det råbte i åen: c Tiden og stunden er
kommen, men manden er endnu ikke kommen. > Så nogle
dage efter druknede der én. Niels Eristian Nielsen, Evorup.

52. Et sted i Vestjylland var der en gang nogle folk,
som slog græs i engen ved en å, da hørte ae fra vandet en
rost, som sagde: cTiden er kommen, men manden er ikke
kommen !> Lidt efter kom en mand løbende, alt hvad han
kunde, og vilde vade over åen, men folkene standsede ham,
greb i ham og sagde, at det måtte han ikke, for så druk-
nede han. cGiv mig da noget vand at drikke, for jeg er så
torstig, > sagde han. De hentede da noget vand til ham, men
som han havde drukket det, sank han sammen -og døde på
stedet. T. Kristensen.

160 D. Vandets Inder.

53. Nede ved åen i Ringwe gik der en dag en karl og slog
græs. Allerbedst som han nn der går og slår, hører han en
rost, som siger: c Tiden er kommen, men manden er endnu
ikke kommen !> Han så sig da omkring efter rosten, hvor
den kom fra, men han kunde intet videre opdage, og forun-
drede sig meget over, hvordan dette hængte sammen. Han
gav sig nu atter til at slå, men havde knap fået begyndt, for
han fik en rytter at se, der kom oppe på bakken og red ned
ad vejen og over broen, alt hvad hesten kunde springe. Men
ligesom han kom på broen, styrtede hesten, og manden faldt
ud i åen og druknede. Endskjondt karlen løb derhen, det
bedste han kunde, for at redde ham, var det dog for silde,
der var ingen redning, og manden var og blev død. Nu
kunde karlen forstå, hvorfra rosten var kommen.

Kristen Nielsen, Egsgård.

54. En gammel mand gik og arbejdede på en skrænt

ned imod Limfjorden. Der hørte han en stemme, der sagde

hoit og tydelig, men han vidste ikke, hvor den kom fra:

« Tiden er kommen, men manden er ikke kommen.* Det

råbte det samme lidt efter endnu hojere. Straks efter kom

en mand løbende ned ad skrænten. Han talte til ham, men

manden standsede ikke og løb lige ned og forsvandt i vandet.
Kjttbenhoved.

55. Der druknede én hvert år i Limfjorden ved Brovst.
Der hørtes en rost, som sagde: « Tiden og stunden er kom-
men, men manden er ikke kommen. > Så var det i syv år,
der druknede ingen, men så druknede der syv ét år.

Om Brabrand sø fortælles også, at den råber: Tiden er
kommen .... Det er sådan på visse tider, og kort efter
skete der al tid et eller andet. En gang havde nogle været
ude i en båd, kort efter at rosten var hørt, og de blev der.

56. Det er en almindelig tro, at Banders fjord (Guden å)
hvert år kræver et menneske, og fiskere, som har været ude
på fjorden at fiske om sommernætter, har hørt stemmer fra
dybet råbe : « Tiden er kommen, men manden er endnu ikke
kommen !» Laurits Thastum.

57. En mand i Borre på Møen fortæller, at da hans
nu afdøde fader tjente som karl på den gård, der ligger lige
ved Hune sø, stod han en aften silde uden for gården og
hørte, at der råbtes ude fra søen: cMand, mand! timen er
kommen, og du er ikke kommen endnu b men om morg-
enen fandt man en mand, der var druknet i søen, og som
blev begravet på Magleby kirkegård, uden at man nogen
sinde fik opdaget, hvem efier hvorfra han var. n. E. Hansen.

3. Åmænd. 161

58. I Larrø 50 ved jf)'efe er der noget, der råber om
efteråret. Det er en vis nat, og det giver et skrig for hver,
der skal drukne. Der stanges meget på søen om vinteren,
og det sker jo, at nogle drukner. H. Ohr. Hansen, Handest.

59. Der er en lille sø oppe ved Rold skov, jeg kan
ikke komme på, hvad det er, den hedder. Den kan ordentlig
brøle, når den vil have en mand, og så drukner der også
snart én.

Jeg så den det andet år, da jeg og min kone var deroppe, det
var da et mærkeligt vand at se på, det så ud, som var det ene guld
og sølv, men jeg var ikke tæt ved det, for det måtte vi ikke. Man
kan slet ikke komme til det fra de tre sider; ham, der ejede det,
hans hoveder går til det hver dag og drikker, men de går aldrig
nden til den ene side. Anders Svendsen ved K. M. Rasmussen.

60. Dér skal have været en trold her i Tastum sø i
skikkelse af en rød kalv, og han vilde ikke lade søen ud-
tørre. En aften, nogle mænd var ude at fiske, gav det et
stort plask lige uden for dem, et judetisk pludder, som den
gamle mand sagde, og så vilde han ikke have mere med det
fiskeri at gjøre. Søby.

61. Der var nogle ude at fiske i Lillestrand. De hørte

da en rost, som sagde : cDen fisk skal hr. Peder i Pjedsted

have, og den fisk skal hr. [Jens] i Brædstrup have.» Men de

så ingen. Nu strammede der rigdom til disse to mænd, da

de begge fiskede så overhånds meget

Måske der i steden for præsten i Brædstrup skal sættes ejeren
af Ødstedgård. Fortælleren kan ikke ret huske det. Almind.

62. En gang vilde de på Birkelse drage våd i Oase-
lunerne i Vildmosen, men der boer en stor karl, som vil være
enerådende her, og de almindelige garn var snart ødte. Så
fandt de på at lave et garn af jærn og kaste det ud. Det
hjalp dog Uge meget, ti aldrig så snart det var kastet ud,
så blev det draget ned i dybet Siden prøvede de aldrig
på at fiske der. Nik. Christensen.

63. Der var en gang på Birkelse en rigtig stivnakket
herremand, som lod sin fisker og to andre rejse ud til Gåse-
lunerne med et våd for at fiske. Deres fangst tegnede også
til at skulle blive god, for da de fik vadet midt i den ene
af dammene, havde de alt hvad de kunde trække. Så hivede
de til af alle kræfter, men da blev vadet med et så let, som
om det var helt tomt, og da de fik det i land, var det revet
fuldstændigt itu. De måtte da drage tomhændede hjem. Men
da herremanden hørte, hvordan det var gået, og troede, at
fiskene havde splittet vadet ad, lod han lave et af ståltråd,

£. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 11

162 D* Vandets ånder.

og så lod ban folkene rejse anden gang ad til dammene til-
lige med to andre, så de var fem i alt. Denne gang tegnede
det også til at blive en god fangst, men da de nu fik vadet
tæt til land, havde de en aparte stor fisk i det med hale og
manke ligesom en hest, men den fisk var dem for stærk, den
tog hele vadet med tilbehør fra dem, og det hjalp ikke, at
de firede i rebene, de blev omsider for korte, for der var in-
gen band i disse damme, og da "fisken stak rigtig langt ned>
måtte de til sidst give slip på det hele. A. E. Jakobsen.

64. På Oammélvrå drog de en gang i Lunerne med
et stålvåd og fangede en fisk så stor som en kalv. Den havde
både hale cg manke. Yåddet stødte sig løs og blev der og
er der endnu. Nik. Christensen.

65. I Oåseluneme fiudes en sø, hvor der i gammel tid
blev nedmanet en stor del mennesker af præsterne. De skal
siden være skudte op afvandet i fiskelignelse, men med mos
på ryggen.

En gang forsogte nogle at drage våd i søen, men da
blev garnet sønderrevet af dem. Derpå gjorde de et våd af
jærn, men det blev revet ned til søens bund af dem, og der
ligger det endnu. (Sml. nr. 62) Nik. Christensen.

66. På Dragstrup mark tæt op til kjæret findes et hojt
punkt agerland, som Kaldes Stojbjærg. Der gik en gang en
mand og såede korn, medens folkene sad nede ved kjæret
og spiste meldmad. Som de sad allerbedst, hørte de en rost,
som råbte : « Timen er kommen, men manden er endnu ikke
kommen.» Med det samme slængte såmanden hvad han
havde i hænderne, og løb ned i et hul nede i kjæret, hvor
man aldrig så ham mere. Manden hed Find, og hullet har
siden den tid haft navnet Finds pyt. Dette hul er rædsomt
at se ned i, det er temmelig stort i omfang og tragtforcnigt
Der er godt drikkevand, og det er meget klart, men ikke
let at komme ti], da grunden uden om er meget sumpig.

Mads 8kriver.

67. En mand gik ovre på Mors og såede hans korn.
Så hørte de en rost, te der råbte : « Tiden er kommen, men
manden er ikke kommen,* og den kom fra en pyt eller et
hul, de kaldte Vinds pyt. Så kyller manden sædeløben og
flyver af sted hen til hullet, og der mistede han livet Det
hul var al tid blank, der var ingen bund at se og føle i dét

Hans Kirk, Rødding.

68. I kjæret mellem Dragstrup og Froslev, som kaldes
Søkjceret, findes et hul, der k?ldes Fi:ids pyt9 og det er
bundløst. Man har forgjæves forsogt at nå bund aer med

3. Åmænd. 163

lange stænger. En mand, der hostede på Frøslevgårds mark,
hørte en rost, der råbte: « Tiden er kommen, men manden
er ikke kommen.» Så kastede han leen, løb ned og styrtede
sig i hullet. Morten Jenser.

69. En vel bedaget mand, som endnu lever, haver be-
ret for mig, at han udi sin oprindelse, der han var endnu
hjemme hos sine forældre, som boede i en af disse (Tåsbro)
møller, da haver han hørt en sælsom spillemand udi åen (Hel-
le-å) ganske konstelig og liflig lege, så hannem tyktes, at jorden
rystede under hannem.

Filkested, Villands herred. Præsteberetninger til Ole Worm.

70. I Hassélø-noret er en blødning, som hedder Hyl-
léken eller Sortehylleken, for der er bare sort mudder og slet
ingen rigtig Bund at finde. Ja, nu er den rigtig nok udtor-
ret, men det er da ikke svært mange år siden, man ikke kunde
føle fast bund med en alierestage (ålejærnstage), og den er
da heller ikke helt pålidelig på alle tider endnu. Der nede i
Hylleken bor ålekongen. Han har en manke som en hest
og låwrer (gnægger) også ligesom en hest. Alestangerne kunde
somme tider få ham på aljeren, men de kunde aldrig få ham
helt op, så de fik kun overkroppen at se. For resten var det
også sjælden, at de fik nogen rigtige ål der i Hylleken.

En hylleken er ellers et klæde, som småbørn her i gamle dage
havde bundet om hovedet, det havde samme form omtrent som de
russiske hætter, damerne brugte for en del år siden, og blev bundet
i nakken ligesom de. Karen Toxværd, Sillestrup.

4. Den lange hest. Flere oppe på den.

71. Syv koner vilde følges ad til en barselkone, og så
skulde de over et vand. Så klagede de dem for, hvordan
de skulde komme over det. Men i det samme så de en
hest, der stod ved dem ved siden af vandet, og da de nu
fik sigt på den, vilde de ride over. Så tog de deres hose-
bånd og bandt sammen til tojle, og nu begyndte de at sætte
déra op. Da der var kommen én og to op, blev den så stor,
at der blev plads til dem alle syv. Lav de nu rider ud
åen, da siger én :

cJessu kås,

da hår vi aldrig sjet så stower en hås !>

og så gik hesten midt i stykker og blev henne, og de stod
midt i åen og holdt ved hosebåndene. Kristen Ebbesen, Egtved.

11*

164 D. Vandets ånder.

72. Nede ved Békgrén mellem Borup og Blans kom

der en aften en hel flok kartepiger og vilde over åen. Denne

var svulmet op, så broen var overskyllet, og nu vidste de

slet ikke, hvorledes de skulde komme over. Da udbrød én

af pigerne: cHavde vi bare et helmis, så kunde vi ride over.»

I det samme kom der en grå hest og stod ved siden af dem.

En af pigerne satte sig straks op på den, og det viste sig,

at der var god plads til én mere. Så satte én til sig op, men

pladsen var lige god derfor. Nu satte flere piger sig op, og

alt imens voksede bæstet, og blev længere og længere, sa

efterhånden fik alle kartepigerne plads på ryggen af det Da

alle var komne op, gik hesten ud i åen med dem. Hid indtil

havde pigerne ikke sagt et ord af bare forundring, men midt

i åen udbrød én : « Jossus Kristus kors,

sikken et langt hors.*

Ved disse ord før s vandt bæstet under dem, og alle pigerne

lå og plaskede midt i vandet. De fleste mener, at aet var

<e trold », som de red på, og som måtte vige, da korset blev

nævnt. Sundeved. Hans Peder Hansen-Ndrremølle.

73. En aften gik der en halv snes piger hjem fra karte-
hus, og så skulde de over Borup bæk. Nu vidste de nok
i forvejen, at broen var flydt bort, og de gik da og talte om :
cHvis der endda vilde stå en hest der nede, som kunde ride
os over bækken. > Og da de kom derned, stod der en stor
sort hest i vandet Så satte de sig op, den ene efter den an-
den, og der var endnu plads til flere. Da så den forreste

tilbage og sagde : c Jassus Kristus kos,

sikket langt hos!»

Da kastede hesten dem alle af i bækken og forsvandt
Sundeved. Anna Andresen, Snogbæk.

74. En gang havde de unge karle og piger i Funder den
uskik, når de gik til legestuerne om natten, og de kom forbi
en hest, der stod tdjret, at de al tid red på den et stykke
vej, og så igjen jog den tilbage; dog skete dette hyppigst
på de steder, hvor de skulde over en å. En aften, da vel
en halv snes unge karle og piger fra Funder gik til Løg-
ager til legestue, og de kom til Funder å, kunde de ikke
finde gangtræet Som de der stod rådvilde for, hvordan de
skulde komme over åen, så de pludselig til deres store glæde
en hest stå midt i den, med saddel og bylsel på, lige parat
til at modtage sin rytter. De betænkte sig ikke ret længe,
men begyndte at stige op på den den ene efter den anden,
og jo flere der satte sig op, jo længere blev hesten, så at de
alle fik god plads. Den forreste begyndte da at støde i bid-
selet for at rå hesten af sted, men pludselig gik hovedet af

4. Den lange hest. Flere oppe på den. 165

den, og han så sig da forskrækket tilbage, og som han da
fik oje på hestens længde, udbrød han:

<0 Jessu kås,
no hår a alle sit så lang en hås.»

Men i det samme skiltes hesten i 'midten i to dele og for-
svandt, medens alle faldt i åen med et stort plump. Siden
den tid lod de folks heste stå i fred. Lærer Christen Etørdum.

75. Fra et kartegilde i Hammerum fortælles følgende:
Pigerne fra Gjellerup kirkeby havde også været med til gil-
det. Da de om aftenen gik og skulde hjemad og kom til
bækken, som løber mellem Hammerum og Gjellerup kirke,,
kunde de ikke finde broen, men i steden for så de et lille
føl stå i bækken. Pigerne, som var noget overgivne og ly-
stige, sprang da op på føllet, den ene efter den anden, og
der var plads nok, ti føllet udvidede sig og blev så langt,.
så langt, så pigerne til sidst blev forbavsede derved ; da siger-
én af dem o. s ,v. Jens A. Favrholdt.

76. En aften var der bindestue i Knudsirup, og ung-
dommen fra Torning var med. Da de sent om aftenen skulde
hjem, var en bæk, som de skulde over, på grund af et stærkt
tøbrud, gået over sine- bredder, så at den dannede en lille sø.
Mens de nu stod og rådslog om, på. hvilken måde de skulde
komme over, fik én af dem oje på en gammel hvid hest,
som gik og græssede i engen

cJdsses Kristi kårs,
sikke da en lange hårs»

Men pludselig forsvandt hesten, og de lå alle i vandet, s.

77. Nogle karle og piger fra Vium vilde til dands i
Torning. De tog vejen over den såkaldte Vesterbro, et vade-
sted i nærheden af sidstnævnte by. Da de kom hertil, var
det netop hoj vande, så de ikke kunde komme over gangtræet.
De rådslog derfor om, hvorledes de skulde vinde over. Mens
det stod på, opdagede de en hovedløs hest; en af de dri-
stigste satte sig op på den, og fiere fulgte eksemplet ....
Den blev så lang, at fordelen nåede over på den modsatte
bred, medens bagdelen endnu stod tor på aen anden. Som
de nu holder således, udbryder én:

•Jøsses kors,

nu har jeg aldrig set så lang en hors.»

Aldrig så snart var. det sagt, for hesten gik. midt over, og
karle og piger dumpede i vandet. Kristen Pedersen, Hals.

78. En del kvindfolk i Dommestrup havde været henne
at karte. Da de gik hjem, kunde de næppe bunde i den

166 D. Vandets ånder.

søle, der var i de dage. Et gammelt øg ... . c Jdsses Kristi
kås, hæ æ plads te femden tadere (tatere) inow.» D. Johansen.

79. Ved siden af den ny Silkeborg- Århus landevej, lige
hvor den ny vej løber af til Galten, ligger et hul! som om
sommeren er tort, men om vinteren er fyldt med vand. Det
kaldes Bor skullet. En gang gik nogle karle og, piger denne
vej til Hover, hvor der var legestue. Det var ved vintertid,
og hullet var fyldt med vand, så de kunde ikke komme over
uden at blive våde helt op på benene. De vilde da gå uden
om, men i det samme så de et gammelt hors stå lige for
sig. Den ene af karlene satte sig straks op airide .... og
smedes gik det, til de var komue op så nær som én. Han
gik uden om, men da han kom lige midt or hullet, stod han
stille og så efter de ?ndre. Øget stod just midt i kjæret
med dem, og han så nu først, hvor langt det var. «Nej,»
sagde han, «no håer a alder sit så lang ethåsb I det samme

horset midt over, 03 alle de ridende dumpede i vandet,
[en der hørtes en stærk hul latter, og øget var borte. Så
måtte de opgive at gå til legestue. K. P. Dalin.

80. Der var en gang en hel hoben unge mennesker, der
skulde til Ullits til legestue, og der var ikke andet end et
vadested der imellem. Da de kom til stedet, gik der en
hest, som de vilde ride over på. Der kom aldrig så mange
op, der kunde alligevel være én til. Da de kom midt i vandet,
var den bleven så lang .... Med det samme lå de i åen
alle sammen, og så var de dyppede. Nu kunde de gå hjem
og kom ikke til legestue den nat Anders Kr. Smed, VesterbøUe.

81. De Stjære unge folk vilde til Store-Ring til bal.

Det var om efterårstiden og et forfærdeligt vejr med regn

og sne. Da de kom ned til Mårbæk-sten-bcekken, kunde de

ikke komme over, for alting gik over sine bredder. Så gik

der et bæst løs der nede og paste sig selv — den gang gik

al ting jo løs om efteråret — og så satte de dem op, og de

blev ved at sætte dem op en forfærdelig hoben mennesker,

kanske der var over tyve. Så kom én af dem til at vende sig

om, og han sagde : c Jøsse kors,

sikken et hors.>

Da gik det midt over, og de faldt i bækken. Så måtte de
hjem igjen og kom ikke til bal den aften. Niels Pedersen, Stjær.

82. VaUted og Selbersund ligger tæt ved hinanden, der
er kun en bitte fjerdingvej imellem dem. Imellem byerne
løber en bæk, der kaldes UoJdbæk. En gang var de unge fra
Sebbersund i Valsted til legestue. Da de gik tilbage, var

4. Den lange hest. Flere oppe på. den. 167

det blevet tøbrud, og de kunde ikke komme over bækken
uden at vade. Så får én oje på en gammel hest, og den
skulde så være færgemand ..... Plat, så lå de i Goldbæk
alle sammen. C. Brøgger, Ravnkilde.

83. Ulerup unge folk vilde over til Bjedstrup til lege-
stue. Så er der en dal, de kalder Linddal, og der er stærkt
vandefald, helst når der har været meget sne. Der går så et
gammelt bæst. «Nu skal vi se, om vi ikke kan få pigerne
op,» sagde karlene, cvi får nok bæstet styret over, så tår vi
bag efter at se, hvordan vi selv kommer over.» De løfter
da én op at ride og så den anden og så den tredje, og de
kom op alle sammen, og så viser de hesten ud i vandet, men
midt i det slipper det midt over. Der var en gammel kone,
-der har boet i Ulerup, og hun var levende, siden a kom her,

liun havde været med oppe at ride på den hest.

S&ren Jørgensen, Alken.

84. En gang gik de Sorringer og de Dallerupper til

Kalbygård og skulde gjøre hovning. Da de gik hjem om

aftenen, kom de til et vad, og så klagede de dem for at

komme der over. Det kaldtes Langvad. Så gik der et løst

bæst ved den anden side. Det vilde de ride over på, for det

var tåligt nok. Nu satte der sig én op, og så kunde der

godt sidde én bag ved. Til sidst var der kommet fjorten eller

femten op. Som de nu rider over, siger en kone:

c Jøsses Kristas kås,

no haar vi alder sit så lang et hås.>

Så blåt de ned i vandet alle sammen. Niels Kristiansen, Vole.

85. Over Hinnerup å var der for et halvt hundrede år
siden ingen bro, men alligevel kunde man komme over åen

om natten. Der gik da et stort sort øg ved åen, og det
kunde der ride så mange over på, som det skulde være,
men nævnede én af dem Vorherres navn, faldt de alle i åen.

Jens Pedersen, Otting.

86. Den lange hest . . . Der var én tilbage, som ikke
vilde op, og det var ham, der sagde:

«Josses Kristi kors,
hvilken dol lang hors.»

Så stod karlene (14, 15) i is og kvadder til armhullerne. Nik.Chr.

87. Nogle unge folk fulgtes ad fra marked og kom til
Tuesvad i Hatting sogn. Dér var et gangtræ over åen, men
den var stor, og de kunde ikke komme over. Så gik der
et bæjst i engen ... et par op ad gangen ... De op hverén
. . . midt ude i vadestedet • . . det gik midt over og slog en
akogger så stor op ad dem. Mariane Kristoffersdatter, Bask mølle.

168 D. Vandets ånder.

88. Imellem Boost og Logtved er et vad, og der går et
langt hors. En aften kom cler en hel flok unge folk fra
Boost, og da de klagede over at komme over vandet, så de
pludselig en hest ved siden af dem. Først sad én op, og så-
dan blev de ved .... red så over . . • midt i skiltes hesten,,
forsvandt, i det den slog en skoggerlatter op. Nissen, Ramten.

89.— Der var nogle mennesker eller hellige brødre, som
de kaldte dem i gamle dage, der blev forfulgt af deres fjen-
der og kom nord på. Da de så kom til den strimmel vand,
der går fra fjorden og vester på næsten ud til havet der omme
ved Harboøre, og som kaldtes Noret, var de ukjendte og
kunde ikke komme over og vidste ikke, hvad ae skulde
gjøre. Da så de en hest, som de satte dem op på én efter
én, men der de kom til æ norre land og stod af, stod hestens,
bagben på æ søndre land, da sagde der én af dem:

<Å Herre J tisses Kr. o. s. v.»
Da de ord var sagt, blev hesten henne, men de var glade
ved den alligevel. Joh. Nielsen.

90. En karl på Karmark vilde gjærne spille kort, og-
så måtte han gå over til Hjorthede at få selskab der. Nu
skulde han jo igjennem Lovskal skov. En gang var Soren
Tind og den gamle møller med, og da kom de til en hest
inde i skoven, der gik og ruskåd. Så tænkte de, at ham
kunde de gjærne tage og ride på et bitte stykke. « Vi kan
jo gjærne byttes til,» sagde de. Så sætter altså mølleren sig
op. Hesten var tålig nok, og de bandt deres hosebånd sam-
men og lagde i munden på den. Da de havde redet et bitte
stød, siger mølleren : «Der kan magelig sidde én op til !» Så
red de igjen en bitte smule. «Ja, vi kan magelig sidde her
alle tre.» Altså satte de dem op og red fort væk. Lidt efter
slap hesten midt over, og så stod de på jorden på deres
ben og kunde gå deres vej. Men de tog aldrig hest mere i
skoven. Mollerup. (Sml. nr. 94)

91. Dæ wa en piig å en kåel hie fræ Toreng, dæ sku
ri u\ en aawten mæ djæ brøster åp i Kalbe hie) di sku go
løøs om næten, de wa jo skik i di tie. Da di gek så hjæ?ft
ijæn, så kam di te et brøst åpo Kielsgo mark. Så sæ/e kålen :
«Læ wås ta de, vi ka kom åp å rii, så ka vi snååre kom
hjæm.» De blow di så eenig km. No gek di jo mæ bjæs-
leren åpo aarmen, di håi hat å ri brøsteren åp mæj, å så tu
di et å vild læg i mynden å et, mæn di ku it fo brøstet te
å gååb å fo bjæslet lå åpø't. Di så: miil! mæn de villd it.
Så sæ/e han, de g/d kefelen: <A skit, så ka vi læg et om

4. Den lange hest. Flere oppe på den. 169

halsen.» Så løwt han fest hend åp å sat bend åboeg æte,
å så sat han sæ sjæl åfår. cNo mo do pas,» sæ/e hon, «å
sæj håp, nce vi knme te en lønngren, få de de ska it falld,
tk de æ jo de Ki'elsgo tråsøg, å de æ jo blend. » Så korne
di å te en lønngren, å han sæ/e : håp, men i de samm gie
bæstet et snobel, å så såå piigen: c Joses Kresti kås!» Liig
mæ jæt sto di åpo joeren bægi tåw å so engen terøg meje te.
Da ai kam hjærø, så blow di så syyg å bræket dæm, te de
wa måågeslos. Tulstrup.

92. To drenge fra Egitslevmagle kommer op at ride på
en hest, der græssede, men den gik kan et lille stykke, for-
end den blev stående, og alt hvad de sporede den, gik den
dog aldrig af stedet. Som de nu var bestemt på at stå af og
gå hjem, opdagede de, at hesten var bleven så stor, så det
var umuligt for dem at komme ned. Men i det samme gav
den sig til at) ryste på samme måde, som når en hest har
trillet sig, og begge drengene rullede hver til sin side af
hesten, hvorpå den slog en skoggerlatter op, der lød, som
det var Fanden selv, og forend drengene kom på benene,
var der hverken hest eller nogen anden ting. Mads Pedersen.

93. En gammel mand fra Såby fortalte: Han boede i
Såby, og hans broder, Peder, boede i Ejer, men de var begge
to opfedte i Såby. Mens de var drenge, var de en jul gåede
fra Såby til Sønder- Vissing i besøg, for der stammede folk-
ene fra, og imens de var der i Vissing et par dage, havde
det været tøvejr, og så var der et vandløb ned gjennem Vis-
sing skov, der hedder Oaltbcek, det var blevet så stort, da
de kom til det, at de kunde ikke gå over uden at vade. Så
stod de nu der og var helt tvivlrådige, og den ældste, Lavst,
stod og så sig omkring efter en gjenstand at lægge overåen.
Da så han et hvidt bæst, der gik henne og gnavede i lyngen.
Han gik nu hen og tog det, og det fulgte villig med hen til
åen. Så satte han hans broder op og satte sig selv op, og
så red de ud i bækken. Men da de kom midt ud, sagde
Per til Lavst : cDa var det godt, vi fik det bæst.'* Allerførst
drengen havde sagt det, så midt det F. han tå mig lige midt
over, og de lå begge drenge nede i vandet, og det gav et
stort skogger. Havde de ingen ting sagt, så var de nok
komne over. M. H. og J. B.

94. En gammel møller og to andre i Kvorning var ovre
i Lovskal at spille kort. Da de skulde tilbage lien ad dag-
ningen og kom til vadet over åen, gik -der en hest, og den
kom de op at ride på. Da de var komne på den anden
bred, slap hesten midt over. Lars Nielsen, Vinkel.

170 D. Vandets ånden

95. Jeg har hørt fortælle, at Adsbøl koner skulde over
at se til en barselkone i Morsbøl, men da de skulde over
åen mellem Adsbøl og Morsbøl, var spangen væk, hvorpå de
skulde gå over åen, men så var der en stor hest, som vilde
bære dem over, og den var så lang, at de kunde sidde på
den alle sammen. Da de kom ud midt på åen, dukkede den
under med dem, og de druknede alle. Man siger, at det
skulde være den Onde selv, som der havde vist sig i skik-
kelse af et hors. Niels Nielsen, Topgård, StreUev.

96. Et steds i Torning sogn står der en busk, hvor der
om natten går en hest uden hoved. En aften kom nogle unge
folk og satte sig op . . . Ud i en stor dam, der druknede
de alle. S. J.

5. Ridtet over bækken.

Hesten lang eller høj m. m.

97. Nede i Tolstrup har de så meget kjær, og det går
så langt hen fra gårdene. Nu var det skikken, at de slog
deres øg løse der nede om efteråret, og så havde de nogle,
de kaldte øgdrenge, der gik ved dem om natten. Så var der
en slåjring (o: en halvkarl på en 16, 17 år), han var så
tidlig oppe en morgen og skulde ned at hente deres øg, og
da han sa kommer på en plads, som de havde sagt, der gik
en hovedløs hest, men det havde han ikke børt noget om,
da kommer han der til et øg, som han sætter sig op at ride på
ned i kjæret Da han kommer der ned, vilde det ikke den
vej, han vilde, og han havde intet bidsel på det Så vilde
han til at hverre (vende) øget, og da han nu slår omkring
på det med hånden, så var der hverken hoved eller hals.
Så riger han : cHvad Satan er det, a er kommen op at ride

Eå?> Og med det samme slog den ham så langen en vej
en, at han vidste snart ikke, hvor han var, men han stod
da midt i en vandplask. Niels Konregård, Havbro.

98. De kom jo noget for op i forrige tider end nu. Så var
der en dreng, der hed Skjovmåten (Skjæve-Morten),han var kom-
men så tidlig op og skulde ud efter bæsterne. Da han kom op på
vor mark til noget, de kalder Porsdammene, så siger han:
«Der går sku en hest, det var godt, du kunde komme til at
rk'e,» og han havde, blot en tornekjæp i hånden. Han kom
godt nok op og begyndte at ride; men den sætter en gal vej
med ham. Han vil møde den med den her kjæp, men jo

5. Ridtet over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 171

stærkere han slog, jo stærkere den rendte. Så kom ban ned
i kjæret, og der var en god slant vand. Så siger ban : cHerre
Gud, hvad er det, a er kommen op at ride på her ?> Så hug
den ham af, lige til han smat, og han stod i vandet og gik
videre. Jens Lyngborg, Havbro.

99. For en halvtredsindstyve år siden gik en karl, som
havde været dragon, tit ud om aftenen at lede om heste, og
han havde et reb i lommen med en pind i, som han brugte
til mundbid. Når det nu traf sig, at han kom til en nok
heste, satte han sig gjærne op på en af dem. Det var en
gang, at han traf en Droget hest, som var så meget smuk.
r>en satte han sig op på, men den red med ham ud i en
mølledam, så at ban måtte lade sig drive af på brinken.
Hesten forsvandt i dammen og med et stort brøl, da han

var kommen af. Siden tog han aldrig mere heste at ride på.

Nik. Christensen.

100. En flok unge mennesker gik en aften gjennem Fer-
ritslev. Lage med et fik de et lille gråt æsel at se, som kom
løbende henne på vejen. De tænkte, at det var æselet henne
på Ferritslevgård, for de havde et æsel. En af karlene sagde :
«Nu vil jeg dog op at ride, det er dog lettere end at gå.>
Han sad nu op, men lige med et var det borte, og han stod
på jorden og vidste ikke, hvor det var bleven af. Men karlen

fik ondt i det ene ben og blev en stakkel alle sine dage.

Sødinge skole.

101. De war je/ gang i min fders filers f&rfiJers ti, da
tient en piig i Slustrup i Skiivom sown, hun war hællens
frå e bette hurøs nier i Aste. De wa no sdent om ætterowe.
Dæ; gang hon kam wæjsten får Skjowthåldt, tendt hon : cDæs-
som dær no endda ha waer nowwen å wor øeg hæær bænn
i hien, så kuj a få rii hjærø. De wåår så hælder endt sue
lænng, forri non kam te sown e spag gammel øeg, dæ gjæk
å gnorø åpå skorøej. Hon sat sæ åp å rii, mæn i stee får å
rii twat ower bu/en, så re hon no omkreng. Hon re i sdent
e duusi traw, te bon war hatte we Slustrup. Så wild hon
sej å øge, mæn dæ; gang hon så wild si tebaag, så kuj hon
endt si te de awtest å øge. Så begøjndt hor å bræjj om
heje øører, hun skøjnt sæ å kom nier frå de ryttere. Som
hon kam så å, så stow hon akkerat på de siél samm ste
hon sat sæ åp. Se så war hon fhnøwe å de slaw rien, å så
kuj hon gåt go hjærø po hejer bien uen nowwer betrøk. L. O. P.

102. Har du nogen tid mødt « hesten uden hoved ?> Ja,
nu skal du høre. Mathias derovre var gåen til Himmelev,
og han var ikke af dem, der har jag med at komme hjem,

172 D- Vandets ånder.

så det blev langt ud på aftenen, for ban kom på vej. Da
han nu kom ned ved åen mellem Himmelev og Marbjærg
marker, kunde han ikke finde gangbrættet, og han gik frem
og tilbage for enden af stien og ledte, men væk var det, og
væk blev det, endda det lå der om eftermiddagen, da han
gik ud. Som han nu går og leder, står der pludselig en
hvid hest ved siden af ham ; men det var en sommernat, og
tågerne lå tæt over engen og åen, så han ikke rigtig kunde
se den. Han tager da alligevel mod til sig og (springer op
på den, og straks gik den ud i åen og vadede over på den
anden side med barn. Men da han nu vilde til at krybe
ned, begynder hesten at vokse, og Mathias syntes allerede,
at han var så hojt oppe som på en huslænge. Så blev han
bange og lod sig dumpe, og der lå han, så lang han var —
han var nu ellers ikke meget lang — i græsset, og besten
nåede til sidst helt op til skyerne. cHæ-hæ-hæ!> grinede
den, og da Mathias så op, så han, at den havde intet hoved.

Fortalt af Jens Pedersen ved M. Abrahamsen.

103. Der var en aften en bonde, der lidt beskjænket
vendte tilbage fra et gilde. Han skulde over en bæk, men
lige midt i Bækken stod der en hest Han kom op på den
i en fart, og nu gik det, alt hvad remmer og toj kunde
holde. Nu kunde bonden se, at det gik ned mod en sø. I
sin skræk råber han: «Jdsses Krest! ålde so a stoftr hæst*
Straks var hesten forsvunden under ham, han så den al-
drig mere.

Noget lignende fortælles om en anden mand, men da var
det en tdrvemose, der var målet, og da var hesten kulsort,
medens den i første tilfælde var helt hvid. Mads Jepsen.

104. Der var en 2, 3 mænd her, der ejede den mark,
de kalder Porsdammene. Vor nabo var handelsmand og havde
mange heste, og så var min fader kommen så tidlig op en
morgen og vilde ud og have en hest af hans nabos at ride
på, for han vilde et sted hen. Han går da hen, hvor han
tror, de er, og det var netop ved Porsdammene, der finder
han også én og kommer til tojret og følger det til hesten og
går så runden om den, men kunde ikke komme til rette ende
på den, det var lige galt i hver ende. Så blev han ræd og
rejste sin vej. Jens Lyngborg, Havbro.

105. En gammel bødker var meget overtroisk, og han
har fortalt en hel del af den slags. Jeg vil nu selv lade
manden fortælle et træk heraf. «A hår en gang wat uud å
lid om øg, de war om muenen tiile, å de wa let tooget i
væ/ret. Da a kam dær ud i hæjjsthawwen, dier so a tre; suet

5. Ridtet over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 173

&g, mæn de war it wår. No tendt a: Dæær ka doJFan-ulek
Jkom åp å rii, å a ga mæ te å stap å tænnd mi piiv å sat mæ
å.p po de jænn. Han vild alder o støjet No ja, vel do it,
sa vel wal ed ååndt, å a sat mæ åp po de ajen, mæn bon
wa lisså tw<er. Mæn æ di såen oldsammel, tøt a, ja, da må
ao prøww de treddi mæ. A kam åp po de tisse, mæn de
wa liidan. Da skuld åsse Faanen fløt å føør dæ a støj, såå
Sk9 å så ga hon da ed sprørøg så howt, så I hår alder kjænd
roaag. Mier ka a it howw, mæn da a kam te mæ sjæZ, lo a
po røgen i en agerrcen, å så war a Fan-ulek vildt å f ek en-
gen øg mæ-wæ hjæw dæwd da.» A. Svendsen, Stejlbjærg.

106. En anden gang havde jeg været en tur af by og
kom sent bjem om aftenen. Jeg kom forbi et dige, og der

;ik to heste og græssede: «Håhå,» tænkte jeg, «der kan du
^an-ulek komme op at ride, der er ikke så kort endnu.* Jeg
gav mig til at stoppe min pibe og gav mig til at slå ild med
mit fyrtoj, men da jeg var færdig, og havde fået min pibe
tændt, så var hesten borte, og jeg var Fan-ulek vildt og
måtte gå til langt ud på natten, for jeg kom hjem.

A. Svendsen, Stejlbjærg.

107. Der er en by i nærheden af Viborg, der kaldes
Kirkebæk, det er da til Romlund sogn, og der er et vad,
som kaldes Kirkebæks vad. Om natten, når folk er kommen
derad, har der græsset en hest ved siden af i nogle vælder.
En aften kom der en mand og vilde over, og der var ikke
andet end nogle sten at gå over på. Så havde vandet sat
sådan op, at han kunde ikke gå torsko over, og så vilde
han have hesten at ride over på. Nå, han kommer op at
ride, og han bliver ved at ride, til han kommer lidt ad den
anden side af bækken, for der er sådan en lang vase, og
han vilde helt på det torre land. Da kommer han til at se
sig tilbage, og (fa kan han ingen ende se på hesten. Så siger
han ved sig selv : fJosses, hvor er du lang.» Men så slår
den ham fra sig helt over til den anden side af bækken i
vælderne, te h an var nær aldrig kommen derfra. Så var der
én mand til, der vilde over på den samme Iiest, og han satte
sig også op at ride, og han blev ved at ride i hans egen
tummerum og tænkte ingen ting på, til han stod på jorden,
og hesten svandt ligesom væk under ham. Han kom da
tørskoet over og kom godt fra det, for det han ikke så sig
tilbage og ingen betænkning gjorde sig over det Den hest
kaldes mest Katdalshest, og folk siger der på egnen, at de
skal op at ride på Katdalshesten. Der er en stor dal tæt
ved siden af, der kaldes Katdal Svenskerne kalder den
Bækhesten. Petrine Kristiansen, Mollerup.

174 D. Vandets ånder.

108. Der var en mand fra Tapdrup, der havde været
i Vejrum til smedje. Det var ben på efteråret, og da han
nu gik tilbage mea hans plovjærn under armen, da kommer
han til et bæst, der går ved siden af vejen, der gik jo mange
bæster ude den gang. Så tog han det og satte sig op at ride

Eå. Da han havde redet lidt, tykte han ingen hoved det
avde. Den grng han så kom i skjeUet imellem Tisted og
, Tapdrup, så skiltes hesten rent ad, og så tykte han, der stoa
to store stykker, et æfor og et æbag ved ham, og han stod
og så på det så længe, til det blev til to mus, og de rendte
af vejen og blev henne. Da han så kom hjem, fortalte han
jo, hvordan han havde været oppe at ride den aften.

Kristen Smed, Viborg mark.

109. En mand havde været til kræs en efterårsaften
og gik hjem efter. Så gik der et gammelt bæst æfor ved
ham. Han råbte da til det : «Kan du ikke bie lidt, vi kunde
følges ad?» Bæstet svarede naturligvis ikke, men det gik
dog lidt mere sagte. «Da var det vel, du kunde give dig
stunder, at du kunde være mig behjælpelig, a har meget at
bære. Det er slemt beskidt i aften, og nu kan du bære min
byldt og mig selv også.* Så sprang han op på ryggen af
krikket og red ind i byen. Den gang de kom til kirkegården,
blev bæstet så stort som et hus, og manden kom til at hænge
i den alydre kvist af et af de store træer, der gjærne er
om ved kirkegården, så kunde han redde sig ned derfra, som
han vilde. Han kløv jo ned, men havde ondt ved det

Niels Pedersen, Stjær.

110. Svenskerne snakker noget om bækhestene. De er

hvide, og når de kan få dem beslået, så kan de beholde dem

og få dem til at arbejde for sig, og de æder ikke noget.

M. H. og J. B.

111. Nogle mænd fra Sundeved havde været til .Flens-
borg med korn. Da de rejste hjem, var de inde i en kro i
nærheden af Gråsten, og der drak de så meget, at de næsten
hverken kunde gå eller stå. Da de nu kom ud, sagde den
ene: cBare æ da haj hai et gammelt asen å ri jern å.» I det
samme opdagede han et sådant et, som græssede ved vej-
grøften. Han satte sig nu op på det, men straks floj det
op i luften med ham, og det igjennem alle trætoppe i en
stor skov, som er der lige ved. Tre dage efter fandt man
ham på en mark, næsten død, og med alt håret slidt af hovedet.
Det havde været trolden selv, han havde redet på, og havde
denne kommet over markskjellet med ham (over i et andet
sogn), så havde han faet magt med ham. Marie Johansen.

112. En dag sad en bonde i Adsbøl kro og bandede og

5. Eidtel over bækken. Hesten lang eller høj m. m. 175

drak ganske forfærdelig. Da han skulde hjem, sagde han:
c Gid jeg havde en hest, som jeg kunde ride på!» Han gik
uden for, og se, da stod der en grå hest, som han steg op
på ; men den hest foer således af sted med ham, at han
dånede. Først tre dage efter fandt man ham liggende på
vejen, der var ikke et hår på hans hoved, og han blev al-
drig rigtig menneske mere. Bette er sket for mange år siden,
men der lever endnu en gammel mand, som husker, at folk
talte meget om denne begivenhed. Charlotte Peum.

113. En mand i Butrup gik til Horsens en morgen for
dag. Da han kom forbi Olsted kirke, gik han ad en sti, der

går fra Olsted til Oens. Da han nu kommer til Olsted Brede-
made, var der så meget vand, og så stod der nogle heste i
engen, og der tog han én af dem og red på. I)a han så
kom ud i vandet, skiltes hesten komplet ad, og den for-
svandt aldeles. Bask mølle.

114. Min bedstefader, som var kusk på Rodstenseje i
Hads herred, så en aften, han gik hjem fra gården, et gam-
melt hvidt øg, som han for havde kjørt med. Han vilde stryge
det over ryggen og sagde: cHåhå, min tøs!> men så gik det
lige midt over og var borte med det samme.

Lærer S. Frederiksen, Homå hede.

115. I en hule, der går ned til Kristianslund, kom én

til en hest og kom op at ride på den gjennem skoven. Så

stod den stille og vilde ikke gå videre. Da han så stod af,

var den hovedløs, og så blev mennesket vild.

Hans Krist. Pedersen, Haslum.

116. Min oldefader gik en gang til Rands, og der kom-
mer han til noget vand, som han var nødt til at pjaske
igjennem, men da han lige vil til at gå over, opdager han,
at der står en gammel hest i vejgrøften. Så tænkte han:
«Det var da herligt, nu kan jeg komme torskoet over,> og
beredte sig til at sidde op. Men i det samme kom der en
stor sort hund og lagde sig forved ham, som. han skulde
træde på den for at komme op på hesten. Det syntes han
nu ikke om, og slog derfor til hunden med en hesselkjæp,
han havde skåret sig. Men den sprang midt over, og både
hund og hest var væk med det samme. Jørgen Hansen.

117. Min gammelino'r var jordemoder og gik meget
på Lundbæk, for hun havde ammet to baroner og var så
gjæv med herskabet Så havde baronessen lovet hende en
skjæppe æbler, og hendes mand skulde hente dem på Lund-
bæk. Men de var temmelig tunge for ham at bære, og da

176 D. Vandets ånder.

han kom ned i Møllehulen imellem Orydsted og Hule mølle,
der er en ualmindelig dyb hulvej, kommer han til en hest,
og da han nu var træt, tykte han, at han gjærne kande lægge
sækken på den ; men vilde alligevel ikke, inden han fik den
at se. Så slog han ild, og så da, at den havde intet hoved«
Den skred ned ad vejen og drev forbi ham, og så gik han
videre og kom hjem med hans æbler. Jens Mark, Vokslev.

118. Per Povl og hans fader gik en aften på vejen til
Smakkerup, da de så et par løse heste foran sij. De drev
af sted bag efter dem, indtil de kom til den lille å midtvejs,
der forsvandt hestene pludselig i nogle rør, uden at de kunde
se, hver de blev af. Men de hørte noget, der sagde : <Ha-
hahaha!* Jørgen Hansen.

119. Ved Tværsted å går et føløg med føl lidt borte
på engen og græsser, og hvis man går hen imod det, er det
dog lige langt borte, man kommer det ikke nærmere, j. BT.

120. I Hans Bødkers eng i Herskind går hver hojtidsnat et
hovedløst bæst Ras Kræmmers folk har tit set det, og det
trådte i vejen for dem, så de kunde ingen steds komme. K. P. D.

121. Der er nogle her (Gylling), de kalder Aatrismæad
{Ærterismænd). De er lange og smalle som et læssetræ. En
sådan mand lagde sig over en bæk, sådan at folk kunde gå
over på ham, men når de er midt på ham, springer han op,
og folkene falder i vandet. Det slår han en skvalder op af.

Pastor Otto Møller, Gylling.

E

Lindormeogsmåkryb.

1. Lindorme, der er set.

1. Lindorme er komne af, at en af de små orme, som
kan være i hasselnødder, er gåede helt igjennem et men-
neske. Så borer den sig ned og ligger nogle år i jorden,
indtil den bliver til lindorm.

Jvf. navnene : heeslinger, hæsselorme. D. Johansen.

1. Lindorme, der er set. 177

2. Her nede lidt norden og osten for Torstedlund er
<eu lavning, de kalder Sorvad. Der kommer Lavst Gammel-
iiolm gående en dag, og da ser han den forfærdeligste lind-
orm foran sig på vejen; der var et dige ved hver sin side
af den vej, og ormen kunde nå fra det ene dige til det an-
det Nu havde han hørt, at der var spået af, at der skulde
komme en lindorm op i Ersted w ælder — det er inde i skoven
ved det, de kalder Ersted kjaar, men det hører ikke til Er-
sted nu, for da jægermesteren solgte gårdene, da tog han
engene fri — og da Lavst nu ser ormen, så går han tilbage
igen og fortæller det, og så kom birkedommeren, Knud Teil
hed han, og hans skrivere derop med deres bøsser og vilde
have dræbt den her orm, for de troede jo, den var der, si-
den det var sådan en mand som Lavst Gammelholm, der
havde sagt det, — men væk var den. Jens Kristensen, Ersted.

3. Der har været en lindorm i Skrddstrup skov, og der
er flere, der har set den. En pige vilde gå til Mariager til
doktor, og da hun' så kom midt i skoven, da ser hun en
lindorm, der var så lang, at den kunde nå over hele vejen.
Så blev hun så ræd, at hun rendte om og fik en mand, der
hed Tykhow til at følge med sig, det var en mand, der var
skoven bevandret. Han havde også set den en gang. Men
da de nu kom tilbage, var den gået over i Kjellerup-skoven.
Den kom nord fra og gik sønder på. Dalbynedre.

4. Min broder så en dag, vi var ved at kjøre skudtorv
hjem, en slange lige så tyk som en lasmerstang og helt kul-
sort. Den lå på nogle hvineagre, og da han kom nærere til
den, rejste den sig med hovedet en tre kvarter fra jorden og
kikkede efter ham. Den var så tyk, som hans arm. Han
blev nu ræd og rendte ned over Dybdal, og da han kom
over på den anden side af dalen, kunde han endnu se, den
lå på det samme sted. Lars Kielsen, Vinkel.

5. En gammel mand, Rasmus Krænsen, traf en dag en
kridhvid slange henne ved Hindsholm i skoven. Han nø-
dede ad den med sin kjæp, og så sprang den op i et klejnt
træ og snurrede sig nogle gange om det og slog ud efter
ham. Han blev bange og rendte, alt hvad han kunde, for
at komme fra den. Lars Nielsen, Vinkel.

6. Der var en stor lindorm i Hindsholm skov. Den sad
oppe i et træ, da nogle kom der igjennem, og de blev bange
for den og løb deres vej. Rasmus Nielsen m. fl., Vinkel.

7. Her på øen (Møen) findes så mange slags orme og
sådanne, at der næsten intet steds i riget findes enten flere

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. IL 12

178 E. Lindorme og småkryb.

eller sjældnere. Der kryber herfra ikke blot snoge og sniå
slanger, men også store. Jeg har selv for to år siden set en
grå eller askefarvet, to alen lang, med en stor manke. Og
sidste forår så bønderne i Hune sø et slangehoved eller hoved-
skal af en mægtig størrelse med en vedhængende manke, der
var næsten stdrre end en hestemanke. I det tornekrat, som
hører til Frenderuvgård skal endnu to færdes, som er af
den mest usædvanlige storrelse. Og for nogle år siden dræbte
adelsmanden Peder Basses skytte én, som var tolv alen lang.

Resen. HL 108-109.

2. Lindorme i bakker.

•

8. En klog kone ovre på Tyland var synsk. Da hun
kjørte forbi en bakke, kunde hun se, at der var en lindorm
inde i den. Hun vendte siden til, for hun vilde ikke se den.
Det var ovre i Store- Ty, sådan kaldes landet fra Tyholm ind
til Tisted. Lem.

9. Ved Dame er der to hoje, som ligger på én mands
ejendom. I de hoje har der en gang været en lindorm, og
den har en præst, som hed Anker Bork været i lag med.
Denne her Anker Bork har min bedstefader tjent for karl hos.
Folk der i Dame vidste ikke, hvad det var, der boede i
hOjen, men de kunde se, at det havde fast bo i denne og
havde sin gang over i den anden, for der var lige som en
gangsti mellem dem, som der aldrig voksede et strå på. Til
sidst kunde de aldrig have et stykke kreatur til at gå i den
mark, hvor hojen var, og så sendte de bud over tu Anker
Bork og bad ham om at komme og hjælpe dem. De siger,
at han kunde mane ned. Han sagde også ja til, at han vilde
hjælpe dem, og så en nat gik han ud til hojen, og der var
et par mænd med ham. De turde Uge godt ikke gå med helt
derhen, men blev stående et stykke derfra. Præsten gav sig så
i lag med lindormen, men den var for stærk ; præsten kunde
ikke magte ham, og til sidst måtte han flygte til den nær-
meste gård. Men efter den tid, da præsten havde været i
lag med lindormen, så kunde de somme tider få ham at se,
for så gik han fra den ene hoj til den anden, når han fik
det i sinde. Møen. Hans Peder Hansen.

10. Manden i Norbjcerge i Gjotrup turde ikke bo i
gården, for han troede, at der var en lindorm i det bjærg,
som ligger tæt ved, og den vilde bryde ud.

Lars Kristian Madsen, ROnneliden.

2. Lindorme i bakker. 179

11. I Ntirbjaerg bjærg i Ojotrup var en lindorm. Der
var et limstensbrud i den bakke, og til en bestemt tid skulde
den netop komme der ud af. Alt det, den så, og alt det,
den kunde nå, det døde. Den var så lang, at den kunde nå
syv gange omkring kirken. Lærer Kristensens kone i VæsJøs.

12. Som dreng hørte jeg, at der var en lindorm i Nor-
bjc&rge i Ojotrup , og det kunde vare tre hundrede år, inden
den kunde æde sig ud. Men det var også et stort bjærg.

Jens Kristian Smed, Tranum.

13. Der var en lindorm i Gjdtrup i Norbjærge bjærg.
De skulde have hørt den en gang, de tog sten der. For der
har de også savet sten og taget lim til kalk. K. Kjeldsen, Ullerup.

14. I Kirkebjcerg i Tisted har der været en lindorm,
men den blev hugget i stykker, da manden gravede ned i
bjærget. Nik. Christensen.

15. Der var en lindorm i Lundbjærg. De opfedte en
tyr i tolv år

16. På Oammélvrå var der en gane en skytte, som
skød lindormen ved Sandalsbjcerg, da den la og sov. Nik. Ohr.

3. Lindorme i skove, søer o. s. v.

17. I den skov, der ligger lidt neden for Værhoj, fin-
des flere træer med afgnavede toppe, medens det øvrige bærer
blade. Lindormene, som ligger ved rodderne af træerne, rejser
sig hver nat og slynger sig op ad stammerne, hvor de æder
bladene og barken. V. Boye.

18. På Mundsbækgårds mark i Lceborg sogn, findes en
dam, som kaldes Lindedam. I gamle dage, fortæller man,
fandtes der meget skov omkring denne dam, og inde i denne
skov lå en uhyre lindorm og rugede. Den krævede hvert år
mange dyr til sin føde, og disse måtte manden på Hunds-
bæk give den for ikke selv at ske en ulykke af den. For
nu at befri sig fra denne plage lod han en tyr i syv år op-
føde med hvedebrød og mælk, og da den nu var bleven frygte-
lig stor og stærk, blev den ført ud for at stange ormen ihjel.
Den havde også nær fået bugt med den ; men efter en hård
kamp fik ormen overhånd, og tyren blev dræbt. Da lod ejeren
af Hundsbæk skoven brænde af, og så brændte lindormen

også. Men siden den tid findes ingen skov til Hundsbækgård.

John Hansen.

12*

180 E. Lindorme og småkryb.

19. Der står i visen, at Klavs Høg skar en sølvknap
af sin faders stadskjole og skød Prinsenskiold med, men
det forholder sig ikke sådan. Han blev slaget ihjel med
en brændøkse og nogle møggrebe på Storegade 1 Bonne
ud for, hvor apoteket nu ligger. Alle de andre Svensk-
ere blev dræbte bag efter. Da budskabet herom kom til
Sverig, blev der megen sorg hos dem, der havde sonner og
brødre blandt de dræbte, og Prinsenskjolds frue sorgede sin
del, men hun vilde tillige hævne sig. Nu var hun om at få
skaffet sig et par lindormeunger. JDem lagde hun i en lille
æske og overgav dem til en svensk skipper, som fik en svær
betaling for at tage dem med til Bornholm ; men han måtte
ikke åbne æsken, for han kom i land. Men han var nysgjerrig,
da han kom ud at sejle, hvorfor han lindede låget lidt, og så
slap den ene orm ua og druknede i havet Da han kom til
kysten, åbnede han for den anden, og den sdgte skoven og
voksede der til. Hver dag hørte man tale om, at folk havde
mistet køer, heste og får, men yngle kunde den ikke, og det
var dog et held. Til sidst blev lindormen opdaget af en
mand, der, for solen stod op, skulde hente præsten for at få
et nyfødt barn dobt. Han så ormen vanåre ad skoven til
med en toårs stud i flaben. Den kunde kun bevæge sig,
mens natteduggen var i græsset. Alt mandskab fra Norre
herred, og jeg tror fra Vester herred med, blev tilsagt til
klapjagt, og de indringede skoven. Til sidst tyede den op
i et træ og sad der og grinede ilde ad folk. Det kunde
ikke hjælpe at skyde på den, og så blev de enige om at stikke
ild på skoven, som også blev brændt lige til jorden, og på

den måde fik de død på ormen. Bornholm. Chr. Weiss.

Om mordet på den svenske anfører, Prinsenskjold, tillige med
hans folk, haves ej alene en vise, men og flere sagn.

20. Der var et sted, der var en lindormebegravelse og
lige så langt som stendiget var, der stod over den, lige' så
lang har lindormen været. Den havde ædt en mand og et
spænd heste .og så en plov, og så var den bleven dvask af
det, og der var kommet nogen over den og havde stenet den
ihjel med sten ene af det dige. Så byggede de det dige over
den der, hvor den lå, og sådan blev det til. Ja, det lyder sært,
men én må tage i betragtning, at det var små bæster den
gang og træplove. Min oldefader sagde, hvor det var, men
a kan ikke huske det peder Johansen, Mos sø.

21. Der var ved en af herregårdene her i det sydlige
Fy en en lindorm, gom havde taget ophold i et hult træ tæt
ved gården. Når malkepigerne kom her forbi med mælke-
spandene, havde den for vane at gå ud af træet og hen til

3. Lindorme i skove, søer o. s. v. 181

spandene, hvor den da drak så meget mælk, den vilde. Man
turde nemlig ikke forstyrre den, da den så kande blive far-
lig; men når man lod den gjøre, som den vilde, så gjorde
den ingen fortræd. Forvalteren på gården faldt dog en gang
på at ville skyde den, men for i nøds fald dog at kunne
redde sig gjorde han sig ridende ud til træet. En sådan
lindorm kan nu kun skydes på et bestemt sted, og det ramte
forvalteren ikke. Ormen blev derfor ikke dræbt, men den
foer efter ham, alt hvad den kunde, idet den bed sig selv i
halen og gik som et hjul. Forvalteren reddede sig -dog ved
at ride bort så hurtig som mulig. p. Jensen, Kværndrup.

22. Lindkjcer er navnet på en stor torvemose, som til-
hører stamhuset Ravnholt I gamle dage skal der have været
en stor lindorm i denne mose, og den beskrives som et frygte-
ligt uhyre. Af størrelse var den som et læssetræ eller binde-
stang, og ingen turde komme i nærheden af dens opholdssted.
En mand, som en gang kom mosen for nær, blev forfulgt af
den frygtelige orm lige til Ryslinge, som ligger en fjerding-
vej derfra. Her krøb manden i sin nød op i kirketårnet, og
der kunde lindormen ikke følge efter ham. Den forsogte
vel at slå kirken omkuld med sin hale, men det kunde den
heller ikke. Manden, der med stor skræk havde set, at lind-
ormen slog til kirken, og at den med sin hale rakte næsten
op til lydhullerne, slap da derfra med livet. Til sidst skal
en skytter fra Ravnholt dog have skudt lindormen og derved
befriet egnen fra den. Jørgen Nielsen.

23. I Ringe sø, som nu næsten er groet efter, var der
for nogle år siden to lindorme, en gammel og en ung. De
kunde orøle så hojt, at det kunde høres lige hertil, og det er
dog en mil. Hvor den gamle lindorm blev af, véd man ikke
noget om, men den unge blev skudt. Den blev nemlig så
næsvis, at byens folk forenede sis om at ødelægge den.

Senere har der nok været tale om, at der var endnu en
lindorm ved kirken eller præstegården, men den gior da in-
gen fortræd, og der er heller ingen mere, som véd nogen
besked om den. p. Jensen, Kværndrup.

24. Byen Ristinge på Langeland var i gamle dage hjem-
søgt af en lindorm. Ved Ristinge klint gik den i land af
Søndenstvand og gik op i markerne og slugte både heste og
kvæg. Der var spået en mand i samme by, at lindormen
vilde volde hans død, og for at undgå den gik han til søs og
opholdt sig al tid på havet på rejser til fremmede lande.
Lindormen blev imidlertid stadig ved at hjemsøge Ristinge

182 E. Lindorme og småkryb.

og drive sit uvæsen der, men så blev bymændene enige om
at anfalde den, de gik alle ud godt bevæbnede, og efter en
hård kamp tog den flugten ad stranden til Den havde om-
trent fået sin rest, men nåede dog at vælte sig ned ad klinten;
her måtte den så «tøve», vred sig forfærdelig og slog med
sin hale i dødskampen en dyb dal ind i klinten, der den dag
i dag forevises under navn af Lindormegraven. Det blev
meget omtalt, at nu var lindormen dræbt, og den mand, der
af frygt for den, var rejst bort, hørte derom. Nu rejste han
glad hjem til Ristinge. Så gik han en dag med flere til
stranden for at se Lindormegraven. Da han kom derhen, hvor
ådselet lå, sagde han til de andre : «Nu er jeg så rolig og
sikker for den lindorm, den spådom duede ikke.» Derefter
gik han hen og trådte på den, men derved trådte han et ben
af den op igjennem sin skosål, og foden hovnede meget op,
og af dette sår døde han kort efter. En anden meddelelse

siger, at bønderne begrov den, men der stak dog et ben op.

Marie Sandal.

25. På Hans Mortensens lod på Langø i klinten ved
den søndre side ud imod ostre hoved har fordum en lind-
orm haft sit ophold. Medens han var der, kunde de ej
komme der nær ved at ploje formedelst hans skrig, men ved
at skyde en del sten der omkring jog de ham bort. Han
tog da sin kås ned forbi Kalvehave færgegård med en for-
færdelig brusen i vandet, og siden har man ikke mærket no-
get til ham der i egnen. B. Olsen.

26. Henning skytte skød en gang en lindorm på Lind-
kjcer mellem Sandager og Ryslinge. Straks, da han så ormen,
blev han bange og gik baglænds, men gled da i noget kogjød-
ning og faldt. Ormen, som med oprejst hoved havde fulgt ham,
lagde sig også stille. Henning gjorde igjen mine til at rejse
sig, men nu begyndte også ormen at krybe. Langt om længe
fik han bøssen gjort i stand, som han la og trykkede af, og
ormen gik midt over. Hans store hund foer på stumperne
af ormen, men både hund og lindorm gik i torvegraven og
kom aldrig til syne. Henning kunde aldrig fortælle dette uden
at græde. Han er død for en menneskealder siden. p. j.

27. På Tiornelunde mark lå en sten med et mærke,
som om en vældig orm kunde have slået i den med sin hale.
En pige havde opfødt en orm med sød mælk, da de gik på
fælleden at malke. Men til sidst Hev den så stor og vold-
som en lindorm, at den blev en frygtlig plage for byen . . .
Tyr i kamp med den; og da slog ormen mærket i stenen.

Jørgen Pedersen.

4. Lindorme under gårde. 183

28. Der var en jomfru, hendes fader havde fundet en
nød i en skov, og så tog han den med hjem og gav datteren
den. Der var en orm i den, og den opelskede hun og havde
i en æske så længe, til den blev til en lindorm. Hun kunde
ikke siden blive den kvit; men så blev der rådet hende, at
hun skulde rejse over til en ø med den, hvor der ingen hoje
var. Så søgte hun til Lundø, og der boede hun i nogle år
tide nord på landet. Lindormen gravede sig allerførst et hul
ned i jorden, men så var der en hoj ovre i Hald, der rejste
denover til og boede i, og siden kaldtes denne hoj Lindhoj.

Ane Kirstine Refsgård, Rødding.

4. Lindorme under gårde.

29. Stubbergård må aldrig være fri for folk. Hver gang
manden rejste ud, forbød han det, ellers faldt gården ned,
sagde han. Det var en dag, de var rejst ud hveren så nær
som en rdgter, og så kom han i tanker om, han vilde ikke

være ene hjemme, og han bandede på, at han vilde endda
gjærne se, om det også kunde falde. Han gik derfor ud vesten
gården, men så begyndte det at brage, og det blev mere og
mere. Han så sig om og blev lidt forskrækket, og så rendte
han tilbage igjen ind i gården. Da holdt det op. Men de
mente også, at en lindorm lå under Stubbergård med den
ene ende og under Landting med den anden, og så var det
lindormen, der rørte sin hale. Det troede de da. Der var
også én mand, der ejede begge gårde. J. Villadsen, Ramsing.

30. Stubbergård i Sevel er ikke noget nu imod, hvad
den var far mæ sinnd (for om dase), da var der efter de
gamles fortælling en mængde herligheder, som tilhørte den.
Den skal have haft syv kirker, syv møer(?) og syv søer, syv
drivende plove og syv gange halvfjerdsindstyve vinduer i
boregården. Der fortælles, at der i sin tid skal have ligget
en lindorm under borggården, og den vilde ikke tåle ud i
gården om natten, da den så vilde rejse sig og ryste byg-
ningen om. Derfor blev det løfte udtrykkelig afkrævet hver
pige, der vilde fæste sig til gården, at hun måtte sorge for,
at al ild på gården var slukket efter solens nedgang. M. M.

31. Gården Stubbergård er bygget på en holm ud i
siden af søen, og uden for den er en mindre ubebygget holm,
der i grunden skal stå i forbindelse med den anden, og i denne
mindre skal der have været en lindorm, om hvilken der siges,
at den skal omvælte gården, dersom den en gang bliver

134 H* Lindorme og småkryb.

blottet for mennesker. En gang skal det og være sket, at
intet menneske var på gården uden et toårs narn, som sov,
mens de andre gik ude på marken. Imidlertid vågnede det
op, og da det ingen så inde, skal det være løbet ud af huset
og ned i porten, skrigende, fordi det var ene. Dette fik folk-
ene at høre, hvorpå de alle ilede hjem og så da gården

op og ned og store bølger rejse sig i søen, som om alt skulde
forgå. Men de trådte uforsagt inden porten, og alt blev da
roligt og kom til at stå i sin gamle orden. Lærer Hansen. i*

32. I gravene omkring herregården Søby-Søgård er der
en fæl stor lindorm, som arbejder på at få gården under-
gravet, så at den kan synke, hvilket også vil nå sig en gang
ved juletid. De gamle herskaber har derfor heller ikke vil-
let bo på gården til hditiden, fortæller man, men er rejst
anden steds hen. Undertiden bliver vandet i gravene tykt
og plumret, det er, når lindormen er rigtig vred og mudrer
stærkere op i bunden. p. Jensen, Kværndrup.

33.' En lindorm ligger under Astrup med sin hale, og
hovedet ligger henne under Lævverbakke sønder på fra gården.
Når den trækker halen til sig, så søkker Astrup, og så flyder
Eskjær, og så brænder Norgård. Kristen Mortensen, Vejsmark.

34. Der ligger en lindorm helt uden om Astrup vig.
Halen af den ligger under Astrup hovedbygning, og nar den
tager den til sig, skal bygningen søkke. 1 det samme skal
N&rgdrd brænde, og Lskjær skal flyde. Jebjærg højskole.

35. Så længe der er en ordentlig kone på Astrup, kan
lindormen ikke komme til at bide sig i halen .... Norgård
brænder, og Astrup og Eskjær synker. Jebjærg højskole.

36. Herregårdene Norgård og Astrup i Salling er byg-
gede på en lindorm, den ene på hovedet, og den anden på
halen. Der skal komme den tid, da lindormen trækker halen
til sig, og da falder den ene gård. Samtidig skal den spy-
ild op i den anden gård, og si skal den forgå.

En karl på Testnip højskole.
37. I det sydostlige hjorne af staldladen (man siger også
koladen) på gården Langesø i Vigerslev findes indmuret på væg-
gen en tavle med en del figurer i, der er overslyngede af en
lindorm, og om denne tavle fortæller folk, at hvis den bliver
taget bort, vil der komme uro på gården. Der er nemlig
en stor allé med meget store linde, og under disse vil en
lindorm tage bolig, når lindene bliver hundrede år gamle*
Men så længe denne plade findes i muren, vil den beskytte
gården mod ormens ødelæggelse. En karl p& Testrap højskole.

4. Lindorme ander gårde. 185

38. Min fader var langt ude fra Horsens-kanten. Han
tjente på Bygholm, og der var en lindorm. Så gik den op
og vilde tage deres lam og kalve på marken, og så gjorde
de et skafut til folk at se i, hvordan det gik, for så lod de
en tyr gå imod den, og den gjorde kål på den lindorm. Da
de skulde til at se efter i bjærget, havde den syv unger.

Ane Marie Madsdatter, Brovst.

39. I herregården Søbos have, et par mil nordvest for
Fåborg, står en ældgammel, halvudgået lind, der tidligere har
stået i en nu bortryddet skov. Når denne lind forgår, så
skal også Søbo forgå, idet en lindorm, som ligger under træets
rod, da kommer frem og vælter Søbo ud i søen. Lindormens
billede påvises i træets bark, idet nogle striber eller udbol-
ninger i barken, navnlig omkring hullet på stammens side,
siges at være et billede af det frygtelige dyr underneden.
Desuden har ormen tidligere ofte været set, især af gårdens
piger; når de om morgenen tidlig kom ud for at se til lær-
redet på blegen, var det ikke sjældent, at den var kommen
frem af skoven og lå på blegepladsen og badede sig i mor-
gensolen.' Den er af storrelse omtrent som en nyfødt kalv,
på den ene side ligner den også en kalv, men på den anden
ser den ud, som den var af bare glas. Linden har oftere været
solgt på auktion — to gange véd man med vished — mens
den var omgiven med skov, men når det kom til stykket,
kunde eller turde ingen tage den, eller måske den igjen blev
kjobt af vedkommende ejer på gården ; man véd ikke ret,
hvordan det har hængt sammen dermed, men så meget er
vist, at den gamle lind nu er det eneste, der er tilbage af den
tidligere skov på dette sted. Der har også været gjort forsøg
på at brænde den, hvoraf den endnu bærer spor. Ilden havde
fænget i trøsken oppe i den hule stamme, hvor det var van-
skeligt at komme til at slukke den, men der blev anvendt
alt muligt derpå, og det kostede også store anstrængelser,
inden den blev fuldkommen slukket. Om dette forsøg var
gjort af kådhed eller af ondskab, vides ikke. Omegnens be-
boere ser bevis for sagnets pålidelighed i den kjendsgjerning,
at efterhånden som linden svinder hen af ælde, svinder også
gården. Søbo har nemlig i dette århundrede haft flere ior-
skjellige ejere, som alle har sogt at gjøre sig den så ind-
bringende som mulig. Bøndergodset er solgt fra, skoveue
for en del ødelagte, og en stor del af selve gårdens jorder
bortsolgte. Også bygningerne • er svundne ind til et par lader
og en stump af hovedbygningen. A. H. Schade.

186 E. Lindorme og småkryb.

5. Lindorme ved kirker.

40. Fordi der ligger en lindorm på kirkens nordside,
lægges våbenhuset al tid på sydsiden. Og for at værne mod
lindorme er det også, man planter lindetræer på kirkegårdene.

V. Bennike.

41. Når et menneske spiser en nøddekjærne, hvori der
er en orm, og denne uden at blive knust kommer ned i ind-
voldene, lever den der. Den vokser hurtig, er hvidgul og
skaldet med undtagelse af enkelte stive, røde hår. Den nærer
sig af de fødemidler, mennesket ellers skulde have nytte af,
derfor bliver det magert og kommer til at se elendig ud.
Til sidst bliver ormen så stor og stærk, at den ved at trykke
sig mod menneskets hjærte volder dets død. Efter begrav-
elsen nærer den sig en tid af sit offers lig; når det er for-
tæret, sønderbryder den kisten og graver sig frem gjennem
jorden til det sidst nedsænkede lig, som den også fortærer,
og således vedbliver den en tid lang, til den en skjonnedag
viser sig oven på jorden. Den tager da gjærne stade på sol-
siden af kirken. Denne plads forlader den nødig, da den er
så fed, at det kun er med stor moje, den formåer at bevæge sig.

Midtsjælland. Henrik Pedersen. Maribo amtstue.

42. I Hvidbjærg kirke på Tyholm var der en gang en
lindorm, og når den blev så stor, at den kunde nå rundt om
kirken, troede man, at denne vilde blive væltet Det gjaldt
da om at få den slået ihjel. Men der var ingen, som turde
binde sig ved den. Så kom de i tanker om at lægge en
tyrekalv til, og opfostre den med nymalket mælk i tre år.
Folkene i Hvidbjærg sogn leverede mælk i fællesskab dertil,
og i denne tid turde ingen mennesker komme i kirken. Da
tiden nu var omme, var tyren bleven stor og stærk og skulde
nu slås med uhyret. Så blev tyren lukket ind i kirken, og
folkene stod udenfor i massevis for at få enden at vide. Nu
blev der et forfærdeligt spektakel, og tyren brølte, så kirken
rystede, men efter en tids forløb blev alt stille derinde, og
nogle af de modigste kravlede op i vinduerne for at se, om
uhyret var blevet dræbt Da så de, at både lindorm og tyr
lå døde og s vom mede i deres blod. Nu fik man i en hast
kirkedoren op og fik de døde kroppe slæbt ud. Lindormen
fik de ned til fjorden og i en båd, og så sejlede de med den
hen til en lille ø og begravede den der, og den ø kaldte man
siden den tid Lindø. K. Er. Jensen, Gudum.

43. Norden for Hcjby kirke ligger en lille sø, og på
dens bred lå fordum et slot, som blev beboet af to nonner.

6. Lindorme ved kirker. 187

To brødre, begge unge karle, var så umenneskelige, at de en
aftenstund sejlede over søen, brød ind til de to nonner og
voldtog dem. Herover blev de så forbitrede, at de svor at
hævne sig, og besluttede at gjøre, det i kirken en højtidsdag.
Da de vilde gå ind i kirken, modtog karlenes moder dem
med de ord: <Stat til side, dannekvinder! og lad mine son-
nekvinder komme frem.» Nonnerne tænkte kun på hævn,
og efter ofringen dræbte den ene af dem sin forfører foran alt-
eret med en dolk, medens den anden først fik lejlighed til
at myrde sin i nærheden af kirkedoren. Da der nu var be-
gået mord i kirken, så lod paven den lukke T ti år, og i den
tid blev der holdt gudstjeneste under åben himmel.

Im edens kirken var lukket, vokste der imidlertid en stor
lindorm på kirkegården, som lagde sig foran kirkedoren og
spærrede indgangen. Da kirken igjen måtte åbnes, skulde
ormen først dræbes, for man kunde bruge den. Derfor slap
man en stor tyr, som var fedet med sød mælk og hvedebrød,
løs på uhyret. Længe kjæmpede de frygtelig, og ormen slog
med sin hale så kraftig, at tårnet revnede lige fra grunden
til lydhullet, men endelig fik dog tyren bugt med lindormen.

Om de to nonner eller jomfruer fortaltes endnu i dette
århundrede, at de gik og spøgede i den gård, hvor de to
karle var fra. F. L. Grundtvig.

44 Omkring Hordum kirke lå en gang en lindorm. I
førstningen var den ikke ret stor, men tfl sidst voksede den
op til sådant et dyr, at den nåede syv gange omkring kirken
og kunde endda tage sin egen hale i munden. Men den blev
til en uhyre plage for folk der omkring, ti ikke alene kom
der naturligvis i mange Herrens tider ikke et eneste men-
neske i kirke, men den dræbte også mange mennesker der
af egnen, den krævede al tid sine visse ofre. Hverken ild
«Uer stål bed på den, og det var en hård tid at leve i. Men
ak blev der en gang rådt dem, at de skulde lade en tyr
opføde ved nymaJket mælk, til den var syv år gammel, ikke
en smule andet måtte den få, og når den havde nået den
^lder, så skulde de lade' den med samt dens bur føre til
kirkegården og slippe den løs der, så skulde den nok gjøre
kål på goden lindorm. Tyren blev da også opfostret på her-
regården Irup, hvorhen hele omegnen hver eneste dag måtte
bringe deres mælk i svære mængder, for tyren var en karl,
der kunde tage til sig. Et uhyre jærnbur havde man fået
lavet til den, og det var da også svært, hvor den voksede,
så efter de syv års forløb var den rigtig nok også bleven til
et mægtigt stykke karl. Efter svære omstændigheder fik man
endelig ved mange hestes hjælp buret kjørt til kirken, hvor

188 E. Lindorme og småkryb.

tyren allerede begyndte fælt at brøle, for den slap ud, så man
mærkede straks, at den øjeblikkelig havde fornummet lind-
ormen. Men da den så var kommen ud — Vorherre beva-
res, den snusede og brølte, og den skrabte og sparkede i
jorden, så hele egnen måtte ryste derved — og så foer den
lige løs på lindormen, der imidlertid også lod sin stemme
høre ved at stille an med en hvæsen, så det var grueligt.
Nu begyndte da en kamp på liv og død mellem de to uhyrer,
og hele omegnen gruede derved, ti det var klart, at dersom
lindormen sejrede, så blev den ikke længere ved kirken, men
vilde gå en blodig vej gjennem landet både nær og fjern, til
måske det halve af verden var bleven ødelagt. I begyndelsen
spyede den både edder og ild, så det røg hojt op i luften,
og tyren blev ilde tilredt, gav også somme tider slemme brøl
fra sig, medens dog også lindormen måtte doje adskillige
slemme puf af lyrens pande, indtil denne så lejlighed til
fuldkommen at spidde den på sine horn. Dermed var det
ude med lindormen, men også tyren bavde fået nok, edderet
hjivde dræbt den. P. Uhrbrand.

45. I Ntirre-Nissum kirke, fortælles der, levede en gang
en lindorm, der grov ligene op på kirkegården, og ingen
kunde komme op til kirken for den. Folkene der i omegnen
blev da kjendt det råd, at en tyrekalv med en vis kulør og
visse mærker skulde opfostres med nymalket mælk i tre år,
hvilket en pige skulde give den, og den måtte ingen andre
folk f& at se; den skulde nok lade sig føre til kirken af

Eigen, og så skulde den nok f& magt med lindormen. Der
lev leveret mælk til den fra flere sogne. Da den var tre
år gammel, blev den ført op til kirken, hvor den også fik
magten, men døde af den mængde gift, der udstrdmmede af
lindormen. I dennes mave var der en unge, og den levede.
Når den bliver så stor, at den kan nå rundt om kirkegården
og bide sig selv i halen, vil den vælte kirken, og verden
skal da foigå. iver Kr. Jensen, Vester-Fiskbæk.

46. Nordvest for Læborg kirke ligger Fru Mettes bjærg,
et af de bojeste punkter i fiibe amt. Bakken ligger i Hunds-
bæk krai, der efter sagnet en gang har været en stor ege-
skov, som blev ødelagt ved ild. Årsagen til ildebranden skal
have været, at der var en stor lindorm, som man vilde have
ødelagt, og derfor stak man ild i skoven, men lindormen red-
dedede sig ved flugten og lagde sig dernæst rundt om Læ-
borg kirke, som den sandsynligvis havde væltet, hvis den
ikke havde været for kort til at få halen i munden. Da
folk næste dag kom til kirken, det var just en søndag, blev

6. Lindorme ved kirker. 189

de ikke lidt forskrækkede over at se den således belejret.
Man fandt da på at hente en mandolm tyr, og den blev pudset
på ormen, som efter en gruelig kamp måtte bukke under.
(Sml. nr. 18.) N J. Termansen, Gammeiby.

47. I gamle dage var der en lindorm, som lå uden for
Tostrup kirke, Holbæk amt. Ingen lig kunde ligge i fred, for
han havde sådan gange i jorden, at man kunde høre ham
knyrkle på ligene. Tyren rev lindormen ihjel, men var nu
bleven så gal, at den vilde ødelægge alle mennesker, og de
måtte krybe op på kirketaget for at få den skudt Der er
endnu et stort rundt hul i kirkegårdsmuren, som de siger,
lindormen har slået med sin hale. Chr. Knuth.

48. Min gamle bedstefader fortalte mig i min barndom,
at da sognefolkene en søndag morgen kom til Toksværd kirke
på Sjælland, da lå der uden for doren et frygteligt uhyre,
som Kaldtes en lindorm. Ingen turde nærme sig den, så man
den dag med sorg måtte gå hjem uden at kunne komme i
kirke. Kun én af mændene gik op i tårnet og skød med
kraft på uhyret, men alt prellede af på dets tykke skind.
Man fik da en tyrekalv til præstegården, og sognets folk bragte
mælk og blod til den at drikke. I få måneder voksede (fen
så stærkt, at den blev helt uvane og sprængte til sidst stald-
døren, sprang over på kirkegården og rev uhyret ihjel. I
den tid, da kalven voksede, gik man dog i kirke, idet man
fik lavet en dor i den nordre side, og den anden blev så
muret efter. Nu er indgangen i den vestre ende.

Stine Lauritsen, Des Moines.

49. Vemmelev kirkes våbenhus skal forhen have ligget
i den søndre side, men så kom der en vældig stor lindorm,
som kunde sno sig tre gange omkring kirken Tyre-
kalv opfostret .... Da slaget var endt, sad der en mand
oppe på klokketårnet og skød tyren, for han var bleven giftig,
og våbenhuset blev flyttet om, hvor det nu er, og den gamle
dor muret til. Chr. R.

50. Ved Hvalsø kirke havde en drage en gang taget
ophold, og når det var solskin, lå den og solede sig uden
for kirkecføren, så folk ikke kunde komme ind i kirken for
den, hvorfor de måtte hugge hul i den nordre side af tårnet
og^ lave den indgang, sonibenyttes den dag i dag. Det var
alligevel til uhygge at have dragen der, og meget blev prøvet
for at blive utysket kvit, men ingen ting hjalp. De fik da
det råd at føde en tyrekalv op med bare sød mælk og nød-
dekjærne, den skulde nok f& bugt med utysket Da tyren
var et år gammel, prøvede de den, men den turde ikke gå

190 E. Lindorme og småkryb.

i

å; da den var to år, gik det ligedan, men da den var tre
r, stod kampen mellem dem, og det gik så hårdt til, at de
omkom begge. I sin dødskamp baskede dragen kirketårnet
således med sin hale, at det slog en revne, som endnu kan
ses. Den drage blev begravet uden for kirkedøren, for at en-
hver, som går ind i kirken, skal nødsages til at træde på
den. Da dragen var død, vilde de føre tyren hen i den gård,
hvor den var opfedt* men den styrtede død om på vejen ud
for degnens have, hvor der nu er en gammel stenkiste, som
kaldes Tyrébræn; her blev den gravet ned, og heraf fik broen
sit navn. Pedersen.

51. Ved Skibbinge kirke har ligget en lindorm for ind-
gangen ved den søndre side. Derfor måtte man slå hul og
sætte en dor i den nordre side, medens de opfedte en tyr
med sød mælk i syv år. Men da de syv ar var omme,
kunde tyren alligevel ikke få magt med lindormen og blev
ødelagt af den. Den gik på omgang blandt bønderne, og nu
måtte en bondekone tilstå, at hun én eneste dag havde givet
tyren afskummet mælk, og derfor var det, at den ikke kunde
vinde sejr. De måtte nu atter opføde en tyr i syv år, og
den overvandt lindormen. Fr. O.

52. Udenfor LeUinge kirke ved den side, hvor kirke-
døren var, havde der en gang lagt sig en lindorm, så folk
ikke kunde komme i kirke. Et par karle prøvede rigtig nok

SI at springe over den, men den slog efter dem med stjærten,
og slap de helskindede, men tårnet fik en revne, som kan
ses den dag i dag. Nu fandt man vel en udvej og lav-
ede en kirkedftr ved den anden side, men da lindormen
mærkede dette, snoede den sig omkring kirken, så det halve
af kroppen lå på hver side, og det var da helt umuligt at
komme i kirke. Så måtte man have den ødelagt, men det
var ingen let sag. Man opfødte en tyr i tre år med sød
mælk og hidsede den på udyret. Tyren fik godt nok magten,
men straks efter løb den hen og druknede sig. På Leflinge
kirke er der en indskrift til minde herom.

Dette fortælles også lidt anderledes. Lindormen fødte
to unger, som lagde sig ved den ene kirkedor, i steden for
at den snoede sig omkring kirken. Ole Hansen.

53. En søndag, medens folk var i kirke, var der kom-
met en lindorm og havde lagt sig uden for Bis kirkedor. Da
folk nu kom til dåren og så det fæle uhyre, blev de meget
forbavsede. Nogle af de forreste sprang over den, men da
den begyndte at rejse sig, måtte de øvrige søge ud af vindu-

5. Lindorme ved kirker. 191

erne. Så måtte man lave en anden udgang og opføde en
tyr og nok én o. s. v. O. Grove.

54. Lindormen oin Sæby kirke stank ilde, og han var
skudfri. På anden måde turde man ikke binde sig ved ham,
men så sogte man en klos mand, og han rådte, at de skulde
støbe en kugle af altersølv og skyde lindormen med. Det
prøvede de så og blev af med ham. O. Grove.

55. Der har også været en lindorm ved Tjornelunde
kirke. På det sted, hvor tyren og lindormen sloges, ligger
en stor sten, som der er et dybt slag i, og det er kommet af,
at lindormen i kampen kom til at slå til ham med rumpen.
Tyren fik magten, men døde nok med det samme. c. Grove.

56. Tyrens kamp med lindormen ved Smorum kirke i
våbenhuset. Opfødt i tre år ved sød mælk, men bukkede
under« En anden opfødt i fem år vandt sejr. v. Boye.

57. En lindorm skal have haft sit leje under den store

flade sten, der ligger udenfor den tilmurede søndre dor i

Bjerre kirke, anneks til Ørslev. Opfødte tyr o. s. v.

Lærer Hansen.

58. Der er et billede indridset på Lyngby kirkemur,.
der skal forestille en tyr. Lindormen o. s. v. Sjælland. Fr. Gr.

59. På Tømmerup kirkegård lå en lindorm og rugede.
For at betvinge den opfødte tolk en tyr med hvedebrød og
mælk og sendte den mod ormen. De to kjæmpede vold-
somt, men ormen blev ved at drive tyren ned til et vandhul,
hvor de begge dræbte hverandre. Dette hul kaldes nu Død-
ens tanke. V. Bennike.

60. Der lå en lindorm rundt om Velling kirke, og når
den kunde nå at bide sig selv i halen, vilde den vælte kirken.
En ridder dræbte den, og til minde om det blev der sat en
lindorm på sydsiden af tørnet. Vinding højskole.

61. Spiret på Holstebro tinghits forestiller en ridder,
som dræber en lindorm. Denne lindorm lå om Holstebro
kirke og ødelagde mange mennesker, indtil en ridder kom og
dræbte den, og det er derfor, han og ormen er afbildet på
tinghuset. Niels Knudsen, Tvis, ved Kr. Ostergård.

62. En lindorm havde lagt sig ved den søndre side af
Lindknud kirke, hvis bjælker er huggede i Bøgeskov, og in-
gen kunde komme ind. Så bar alle sognets beboere mælk
til for at opdrætte en tyrekalv, som da også voksede til og
blev så stærk, at den tumlede lindormen.

192 E. Lindorme og småkryb.

Oppe ved Eisgård ligger Rishoj, uden for hvilken er set
et par små gamle mænd med røde luer på gå omkring. Lige
over for ligger Lunder hqj, hvorpå tommeret til Lindknud (?)
kirke skal være vokset. H. F. F.

63. Lindknud kirke har fået navn efter en lindorm, der
gik og åd de døde af gravene og var så forfærdelig stor, at
folk ikke kunde komme ad kirken for den. Den lå oppe på
loftet og var en forfærdelig prygl, som de ikke kunde komme
af med) og skyde den kunde de heller ikke. Så blev der
lært dem det råd, at de skulde dræje en tyrekalv op i tre
år, og den skulde fødes så forfærdelig godt op med nymalket
mælk og korn og fodres af en enlig pige, for ingen andre
måtte komme til den end hende. Da hun havde opdraget
den i tre år, skulde hun følge den hen til kirkegården alene.
Så snart de nu kom der hen, kom lindormen jo. Da tyren
kunde se, at ormen vilde søge pigen, vilde den værge hende,
og så klemte de på at slås, for tyren holdt meget af hende. Da
lindormen så næsten havde bidt tyren ihjel, stak den sine
horn ind i den, og så faldt det om og døde ved hverandt.

Kristen Ebbesen, Egtved.

64. Der var en lindorm i Lindknud, som huserede me-
get slemt og gjorde stor skade der i egnen. Endelig blev
folkene opsatte på, at de vilde have den lagt øde. Den gang
var der stor skov, hvor der siden har været lyng, 'og i den
opholdt lindormen sig. Beboerne tændte nu ild på skoven
fra alle kanter, og så brændte de på denne måde ormen med.
Forinden den døde, kravlede den op på en lille bakke eller
knude, der var i skoven, og her blev den liggende. Det er,
hvor Lindknud kirke nu ligger. Men herfra stammer navnet.
Man kan endnu i jorden omkring Lindknud se kul fra den
tid, skoven blev afbrændt for lindormens skyld. K. P. Bandlev.

65. Noget syd for Lindknud kirke er der noget krat,
Bøgeskov kaldet. I dette krat opholdt der sig en lindorm,
som gjorde stor skade og indjog folk stor skræk. Endelig
gjorde man stor jagt på den, og drev den omsider op på
en lille hoj, omkring hvilken man antændte et stort bål, som
opbrændte lindormen. På denne boj blev senere kirken byg-
get og fik navnet Lindknud efter lindormen og hojen eller
knuden, hvorpå den blev bygget. Discipel Jørgensen, Ribe.

66. Lindum har fået sit navn af en lindorm, der har
været så stor, at den kunde nå om kirken tre gange. Glenstrnp.

67. Der lå en lindorm ved Lindum kirke, og dens hoved
og hale lå udenfor kirkeddren. Så fedede de en tyr i syv

5. Lindorme ved kirker. 193

år, og den fik alt det mælk, den vilde drikke. Der var så
mange karle om at trække den hen til ormen. L. Nielsen, Vinkel.

68. Der lå en lindorm om Ovsted kirke, så folk kunde
ikke komme i kirke i flere år. Så opfødte de en tyr med
kjærnemælk, og denne gjorde det af med lindormen.

Jens Andersen, Ealvris.

69. De kunde ikke komme til rette om, hvor Ovsted
kirke skulde bygges. Så koblede de to stude sammen, og
hvor de lagde aem den første nat, skulde kirken bygges.
De lå så i et krat

Så var der siden en lindorm, der vilde have væltet kirken.
Men den kunde ikke nå at få i sin hale. Havde våben-
set ikke været, så havde den kunnet nå den, for det var i
vejen, og så havde den væltet kirken. Der var en fra Bjod-
strwp, der kom og skød den i to stykker, det var Kipkjæl-
lings son på Bjodstrup, han havde fået patten, til han var syv
år. Så var han så stærk, at han turde gå op i tårnet og
skyde den der. Hovedet af den faldt ned sønden for kirken
og slog Ma Barns hul. Lavst Sommer, T&ning.

70. I banken, hvorpå Ovsted kirke er bygget, var en
lindorm. Den var utilpas over kirken og snoede sig om den
og gjorde stiling på at ville have vælt den. Men der mang-
lede en bitte smule i, at den kunde få halen i munden. Så
skulde den lægges øde, for folk' frygtede, at den til sidst
skulde blive sa stærk, at den skulde vælte kirken. Én, der
havde rejst meget i udlandet, udfandt et redskab, der kald-
tes en glibe, til at skyde den med, og så skød ban den midt
over. Det ene stykke floj ned og slog Ma Barns hul, og det
andet floj ned og dannede Ris mose. J. B. og M. H., Lille-Tåning.

71. Da Ovsted kirke skulde bygges, var der en lindorm,
som forstyrrede arbejdet, og aldrig så snart de fik noget op,
fér den fik det revet ned igjen. Så fik bygmesteren det råd
at binde to stude sammen .... de lagde sig til leje for
natten på det nuværende sted. Det var nær, lindormen havde
fået arbejdet forstyrret der også; når den havde fået bidt i
sin hale, kunde den have væltet kirken. Men så kom en
mand til med en bøsse, og han skød den midt over ved navlen.
Den tog da så vældig et spring, te den faldt ned og slog et
hul i jorden tusende alen sønden for kirken. Der har siden
vældet vand ud, og det er kaldt Ma Barns hul. Det er også
kaldt Set-Annas kilde, for det skal have haft lægende kraft,
og folk sogte dertil. Tåning.

72. Om Tdby kirke havde der snoet sig en lindorm,
E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 13

194 E. Lindorme og småkryb.

som var så lang, at hovedet lå ved den ene side af kirke-
muren, og halen ved den anden. På én gang kunde den æde
en hest og en ko, og den slugte alle dem, der kom i nær-
heden. Da nu folk ikke kunde komme i kirke for den, fødte
de en tyrekalv op, og folk fra sognet bar i tre år nymalket
mælk sammen til den, hvorpå de førte den til kirken. Men
ormen var for stærk, og med nød og næppe frelstes tyren.
I fire år til fødtes den nu på samme måde og overvandt da
lindormen, hvis skrog blev ført ud på en i fjorden liggende
ubeboet holm, som er osten for Boddum og deraf har fået
navnet Lindholmen. Den blev ført derhen, fordi den var
giftig, og for at den ikke skulde forpeste luften. H. A. B.

73. I gamle dage var der kommet en lindorm på Ydby
kirkegård. Den voksede og blev meget farlig, ti den vilde
tage både mennesker og dyr, og til sidst var den så lang, at
den nåede helt rundt om kirken, så ingen turde komme der.
Så hittede manden i æ Kjærregård på råd. Han lagde en
tyrekalv til, og den fik i fire år al den nymalkede mælk,
den kunde drikke. Længe havde den været mandvolm, og
ingen kunde komme den nær uden pigen, som gav den
mælken. Da den nu var fire år, sagde manden til hende:
cA, tag æ spand og list æ tyr med dig op på æ kirkegård,
og så kan du jage æ spand inden æ stette og så rende hjem.*
Skjflndt pigen var gruelig bange, blev dette gjort Men da
lindormen nu så tyren, fastede den sig over den, og der
kom til at stå en frygtelig kamp. Men tyren vandt sejr, og
lindormen blev stukken ihjel. . Den er begravet i den lille
hoj lige vest for kirken, som endnu hedder IAndormehojen*

Joh. Nielsen.

74. Om Funder kirke skal der i sin tid have været en
lindorm, der var så lang, at den næsten kunde omslynge
hele kirken. Folk så med skræk, hvor stærkt den voksede,
ti efter ældgammel spådom vilde den vælte kirken, så snart
den blev så stor, at den kunde bide sig selv i halen. I denne
nød henvendte beboerne sig til en gammel klog mand, som
gav dem råd : Den første fuldbårne tyrekalv af en kvie
skulde de i tre år føde med hvedebrød og nymalket mælk,
og aldrig bruge den til arbejde. Så skulde de lade den
kjæmpe med lindormen. Dette råd fulgte beboerne med glæde
• . . Lindormen måtte bukke under, og siden har der aldrig
været nogen. Hids herred. Lærer Ohr. Htfrdum, Funder.

75. Omkring Tranbjcerg kirke ved Århus har* der ligget
en lindorm med unger, og de havde huller uden for den nordre

5. Lindorme ved kirker. 195

indgangsdør ind under kirken. Der lå altså ungerne inde.
Så blev den indgangsdør muret efter, og nu er den i syd.

En karl på Testrup htfjskole.

76. Der er en lindorm under Ndrre-Nissum kirke. A
bar tjent på Kongensgård og da hørte a, der var et hul i
muren inde i kirken, og der trak lindormen sin ånde igjen-
nem. De måtte putte, hvad sten de vilde, i hullet, så kom
den dog af vejen. Peder Kristensen, Rottesgård.

77. Under Norre-Nissum kirke ligger en lindorm, og
når den bliver så stor, at den kan £å sin hale i sin mund,
så vælter den kirken. S. Mortensen.

78. Under Nissum kirketårn ligger en lindorm/ og den
har slået en revne i muren, hvilken al tid er åben, hvor me-
get de end kalker den til. Tårnet vil falde en påskedag.

Lærer Knude, Heldum.

79. Der var en mand i Norre-Nissum, han hed Per
Jensen og var noget klog. Så vilde han mane den lindorm
ud, der ligger under Nissum kirke og efter gammelt sagn
en sang vil vælte den. Han fik hans karl med op på kirke-

f arden en aften, for han skulde holde lygten, og så bad han
am endelig at tie stille, ihvad han så. Så begyndte manden
at læse, og der åbnedes et hul, og der ud af stod ild (og røg.
Da blev karlen angst « Herregud, Per Jensen, vi er fortabt 1»
råbte han. Men så var det ovre, nu kunde Per Jensen in-
gen magt få over lindormen. Kristen Kristensen, Vandborg.

80. Under Nissum kirke ligger en lindorm. Når den
giver lyd fra sig, så vil den vende sig, og kirken vil da
falde ned. Nik. Christensen.

81. Der lå en lindorm i et kirketårn, og hver gang
der kom nogen forbi, styrtede den sig over dem og dræbte
dem. Opfødt en tyr o. s. v. Fr. Gr.

82. Om Brande kirke fortælles, at en lindorm ligger
rundt om kirken, og når den får vokset sig så stor, at den
kan få halen i munden, vil den vælte den, og det skal ske
en dag, når kirken er fuld af folk. Der efter skal der komme
en tyr fra Brandholm, der skal løbe ned til Sandfuld sande,
og aer skal den skrabe så meget guld og sølv op, som der
kan gå med til at bygge kirken op igjen. Chr. M. Møller.

83. Under Brande kirke skal der ligge en lindorm, som
skal vælte den, når den bliver så stor, at den kan nå tre
gange om kirken. Men syd for kirken i Lund bakke skal der
være en kjedel fuld af penge, hvorfor man kan bygge den

13*

196 E- Lindorme og småkryb.

op igjen. Men disse penge findes ikke, inden der opfedes
to kalve, én i Lille- Langkjær og én i Sandfuldbjærge, med
nymaJket mælk og hvedebrød, tU de er ni uger gamle, for så
6kal de mødes på Lund bakke og slås, til de begge ligger
døde på stedet, og der, hvor de ligger, skal man grave og
kunne finde kjedlen, hvis indhold er rigt nok til at bygge en
ny kirke for. T. Kristensen.

84. Der lå en lindorm om Århus Domkirke, og den
var tilsidst ved at gå helt om kirken. Så vidste de aldrig,
hvordan de skulde få den kvælt De havde nemlig været
efter den flere gange og kunde ikke få magt med den. En-
delig opfødte de en tyr i tre år med sød mælk og nødde-
kjærner. Den kom nu imod lindormen, men kunde ikke stå
sig. Så fødte de den i tre år til, og nu fik den magten.

Kirsten Marie Pedersdatier, Hornslet.

6. Lindorme i bålet

85. Der var en kirke et sted, som de ikke kunde bruge, for
den var så fuld af tusser og frøer og firben, te det var for-
skrækkeligt. Så kom der en Nordmand til byen, og de er
jo bekjendte for at være noget kloge. Så snaskede folkene
med ham, om ban kunde ikke rydde det af kirken, sådan
at de kunde få den taget i brug igjen. Jo, det kunde han
jo nok, men det var for resten en meget kostbar historie, og
så fortalte han dem, at der var en lindorm under kirken, og
den var det, alle deher dyr sogte efter, så når de skulde ud-
ryddes, skulde lindormen også, og det var ikke så let en
sag. Der skulde sættes tre bål ild på uden for våbenhus-
doren, det første skulde der være tyve Ises torv i, og tredive
i det andet, og halvtreds i det tredje. Da alt det brændsel
var nu kjørt sammen, tænder ban ild i alle tre bål, og de
kommer rigtig til at blusse, det var \o ikke så små bål at få

J>å. Så havde han en flojte, og med den går han ud uden
or det Aorderste bål, så at ane tre bål var mellem ham
og kirken. Nu tager ban på i fldjten, og så kommer alle
deher tusser og frøer og alt det skidteri vravlende ud, og det
bliver i det første bål. Endelig så kom lindormen, for Nord-
manden flojtede jo stadig efter den. Den satte også gjen-
nem det første bål, og det var som ingen ting. Så satte den
også gjennem det andet, men det tødede den endda noget
Endelig kom den i det tredje, og der blev den. Siden den
tid kunde de bruge deres kirke, da var der ingen ting utoj
i den. Anders Kirk, Rødding.

6. Lindorme i bålet. 197

86. Der er en bakke ved Jebjærg, der kaldes Lind-
kjærsbakke, og der var mange slanger og orme derpå, der
iblandt én, de kaldte lindormen. Den kunde de ikke få
fordreven. Så hitter de på at sætte ild på bakken med både
skov og lyng, og manden, der stak ild på, han red runden
om og gjorde det. Men ban måtte ride så forfærdelig, for
ormen havde nær taget ham. Ilden fik dog så megen over-
hånd, at lindormen kunde ikke komme ud, og så omkom- *
mes den.

Hele den ejendom, som bakkerne ligger på, kaldes Ly w sent,
og selve den store bakke skal være den højeste pynt her i Jylland
næst efter Himmelbjærget. Hans Krist. Pedersen, Haslum.

87. Ovre i Hov var der en karl, hans søster var bleven
bidt af en hugorm. Så lovede han for, de skulde få andet
at bestille, og han lavede da et bål i udkanten af skoven.
Nu kom det jo an på, at der ingen lindorme var i nærheden.
Hugormene kom også, de peb, og de hvæslede, men til sidst
kom lindormen. Så var det første træ det bedste ; han kom
op i det i en fart, og nu hvælte han jo om redning, men der
var ingen, der hverken vilde eller kunde redde ham. Lind-
ormen snoede sig så op ad stammen og knuste karlen, så han
drattede ned på stedet. Dalbynedre.

88. En gang var der så mange snoge og hugorme på
Falster, så de næsten ikke kunde opnære dem for dem.
Men så kom der en mand her til landet, som kunde udrydde
sådan noget, og han påtog sig også at skaffe dem af med. det.
Men først måtte de love ham, at der ingen lindorm var på
landet. Så tændte han et stort bål et sted nede omkring
ved Stubbékjøbing, og i det bål skulde alt krybet brændes.
Da ilden nu brændte godt, så kom snogene og hugormene
meget rigtig og gik i den, men der havde lige godt været
en lindorm på landet, og langt om længe kom han brolende
så forfærdede, at de kunde høre det meget langt borte. Nu
havde den kloge mand nok tvivlet på, at der var en lindorm,
og derfor havde han ladet et stort kar bære ned, hvor han
tændte ilden. Da han nu hørte, at lindormen kom, så krøb
han ind under karret, der lå med åbningen nedad. Lind-
ormen skulde nu brændes, men han havde magt til at tage
manden med. Ham kunde han imidlertid ikke få, men han
slog rumpen om karret og tog det med i ilden. Det måtte
han nojes med, så manden ban blev reddet ilejn (alligevel).
Men da lindormen var et stykke fra bålet, slog han så for-
færdelig et slag med rumpen, at han slog den dal, der er ved
Fribrødre, et lille stykke fra Stubbekjøbing. H. P. Hansen.

198 E. Lindorme og småkryb.

89. På Bogø havde de en gang en forfærdelig hob snoge
og hugorme og sådant noget kryb, men så var der en mand
i Sortsø på Falster, der kunde udrydde sådant noget, og ham
sendte Bogøerne bud til og bad ham, om han ikke vilde
komme og befri dem for det Han rejste til Bogø og blev
enig med beboerne der ovre på den måde, at han vilde tage
sig på at ødelægge alt dette hersens skidteri, når de vilde
forsikre ham, at der ingen lindorm var på landet. Der
var ingen, der vidste noget om det, men han havde alligevel
en anelse om, at der var én, og så lod han lave tre kister
af jærn, den ene inden i den anden og med et mellemnim
imellem hver. Disse kister førte han ned til stranden lige
over for Stubbekjøbing, og så tændte han et stort bål, hvori
alle snoge og hugorme og det andet kryb skulde brændes.
Da nu bålet brændte godt, kom også krybet og gik ind i
ilden. Men nu kunde manden mærke på sig, at en lindorm
var på vej -til bålet. Han lagde sig i den inderste af kist-
erne og sagde til dem, som var hos ham, at de skulde lukke
i for ham. Det gjorde de, og så skyndte de dem at komme
til side, for de kunde nok vide, at der var noget galskab ved
det Så kom lindormen, og han gik tre gange rundt om
ilden, inden han gik der ind i. Han skulde brændes, men
han havde magt til at tage manden med sig. Det gjorde
han også; han snoede sig rundt om kisten og gik så ind i
ilden med hende. Men da han nu var kommen derind, så
kom folkene fra Bogø og trak kisten ud med brandhager, og
hvad de nu havde ved hånden, og så slæbte de hende ned
ved stranden og lukkede op for manden. På den måde blev
han reddet. Han fik sin betaling og rejste hjem til Sortsø.
Da der nu var gået et årstid eller to, så fik han lyst til at
se, om han havde fået alt krybet udryddet på Bogø, og så
rejste han der over igjen. Han gik så ned ved stranden og
vilde se pladsen, hvor han havde tændt det store bål, men
der gik det ham galt .... Et ben i foden (se£. nr. 24) • • •
Men ellers havde han fået udryddet krybet så godt derovre,
at der for. et halvt hundrede år siden ingen snoge eller hug-
orme var på Bogø. Hvad de har nu, det véd jeg ikke. Der
hvor lindormen han blev begravet, dér er nu en bro, som de
går i land på, og den kaldes Lindebroen efter denne lindorm.

Hans Peder Hansen.

90. På en tid, da man på Bogø var slemt plaget af rot-
ter, kom en fremmed mand dertil og tilbød sig for en vis
betaling at ville fordrive dem fra øen, især hvis der ingen
lindorme skulde opholde sig der. Det, mente man, var ikke
tilfældet, og da man var bleven enig om betalingen, bestemte

6. Lindorme i bålet. 199

^dea fremmede en vis dag til at udføre sin gjerning. Der
blev antændt et stort bål ved stranden, men forinden havde
manden bestilt en båd med fire roerkarle til i påkommende
tilfælde at være parat for ham. Rotterne måtte nu spasere
ud på gaden og mødte skarevis ved bålet, spaserede selv ind
i det og blev der opbrændte. Men lige med et begyndte
det at knage og sprage i en gammel lind oppe på øen, og
manden sagde straks, at nu var det nok ham, det gjaldt,
hvorpå han i en fart sprang i båden, og ved de fire karles
hjælp i huj og hast skød så langt ud fra landet, som de
kunde nå. Lindormen lod sig også snart se og styrede ad
bålet til, men da den så manden, foer den ud til strand-
kanten, vendte sig med bagdelen til vandet og slog med halen
et så vældigt dask deri, at den havde nær nået båden,
og i så fald havde det jo været ude med dem, der var på
den, og den havde da taget manden og båret ham på bålet.
Men da den nu kun strejfede båden lidt i den ene ende,
måtte den selv spasere på bålet, hvor den blev opbrændt
På det sted; hvor den slog i strandkanten og ud i vandet
med sin hale, blev et stort hul eller huk, som kaldes Linde-
broen, på den nordre side af øen, hvor beboerne, der for
størstedelen er søfolk, oplægger deres både ligesom i en lille
havn. Men fraoden tid skal der ingen rotter have været at
se på Bogø. Året efter skal rottemanden igjen være kom-
men der til stedet for at efterse pladsen, hvor bålet stod, om
han ikke skulde kunne finde et ben af lindormen, der var
brugelig for ham til hans kunster, men han fandt ingen, der
imod stak der et spidst ben, der lå skjult under asken, som
var bleven tilbage af ormen, op gjennem hans tynde skosåler
og op i foden, hvoraf han snart døde.

Fra Møen, på hvilket land ingen muldvarpe findes, skal
disse være fordrevne på lignende måde. Lærer Hansen.

91. Ovre i Jylland boede en mand, som kunde uddrive
rotter og mus, og da Samsingerne var meget plagede af så-
danne, blev der sendt bud over til ham, om han ikke vilde
komme for at øve sin kunst. Det vilde han nok, men for at
sikre sig mod en lindorm, hvis en sådan skulde findes her-
ovre, forlangte han, at de skulde tænde og vedligeholde et
stort bål, samt holde en kraftig hest opsadlet. Manden be-
gyndte nu sin idræt; men så kom der en lindorm ovre fra
Lindholm hen imod ham. Han steg da til hest, og da lind-
ormen var tæt ved ham, red han igjennem ilden. Så snart
ormen så dette, .satte den bagefter. Det gjentog sig så tit,
-at ormen til sidst forbrændte sig og døde deraf. Året efter
«fter kom manden herover igjen, og han vilde da hen at se

200 E. Lindorme og småkryb.

stedet, hvor han havde fældet lindormen ; men i det han gik

og sparkede til levningerne af den, fik han et ben i foden,,

og deraf døde han.

Det er en gammel tale, at den, der dræber en lindorm, må ikke
komme tilbage til stedet, hvor drabet er udført, da dette vil koste
ham livet. Lærer N. P. Olsen, 8elsinggårde.

92. I Sunds sogn var der i en hdj en lindorm, som bed
mange folk ihjel. En gang kom der så en fremmed ridder
og sagde, at han kunde dræbe lindormen, når han kunde få,
så mange torv, han vilde have. Torv fik han i en svære
mængde og stablede dem op i tre dynger, den ene storre end
den anden. Dem tændte han nu ild i og red derpå hen og
tirrede lindormen, så han fik den efter sig. Han red først
gjennem ilden af den mindste torvestak, så den mellemste
og til sidst gjennem den storste. Lindormen fulgte ham
gjennem dem alle, men blev i den sidste. Han red bort og
ingen vidste, hvor han blev af, for tre år efter, da han kom
tilbage igjen for at se, hvad der var bleven af lindormen.
Der var ikke noget af den at se uden et hvidt og spidst ben,
som stak op gjennem asken, det kom han til at stikke sin
ene fod på og døde så. N. Knudsen, Tvis, v. Kr. Ostergård, Amerika.

93. Henne i Herringe sogn blev beboerne en gang enige
om at ville søge at få udryddet alt det kryb, der var i sognet
(o: rotter, mus, hugorme, snoge o. s. v.), og da der til den
tid var en klog mand i sognet, henvendte de dem til ham.
Han var også villig til at besdrge det væk, men han stillede
fiere betingelser. Således forlangte han først, at beboerne
skulde betale ham en sum penge for ulejligheden, og så
skulde de indestå ham for, at der ingen lindorme fandtes i
sognet Dernæst skulde der rejses et bål i Herringe by, på
den gronne plet om efter smedjen og kirken, til at brænde
alt krybet på, og endelig skulde de skaffe en stærk tønde til
veje, så stor, at han kunde sidde i den og ved hjælp af den
blive rullet igjennem ilden uden at komme til skade. Da
alt dette var Hbragt i orden, tændtes bålet, og den kloge mand
krøb ind i tønden og begyndte sine kunster. Der kom nu
også snart en hel del mindre dyr, som klagende og jamrende
mødte frem til bålet og måtte derind i, hvor de straks blev
brændte. (Den kloge mand måtte vist nok selv igjennem
ilden, da de fulgte efter ham.) Men til alles forskrækkelse
brød der nu en lindorm op af jorden under de to store linde-
træer, som stod der på pladsen, og den kom med sådan kraft,
at den nær havde kastet begge de store træer omkuld. Alle
mand væbnede sig nu det snareste og bedste de kunde med
grebe, forke, leer o. s. v., og da lindormen nu brølende gik

6. Lindorme i bålet. 201

løs på den kloge mand i tønden, måtte de rulle ham ind i
ilden, hvor lindormen fulgte efter ham, men da den bedre
end de små dyr kunde tåle ilden, måtte de blive ved at rulle
tønden frem og tilbage, så at han ikke nåede den kloge mand>
og hver gang lindormen viste sig i bålets udkanter, stak og
stødte de den med deres forskjellige redskaber for bedre at
holde den i ilden. Endelig kunde den ikke længere blive ved
at forfølge manden,* men blev brændt i ilden. Det var også
på hoje tid, for der var lige ved at gå ild i tønden, og så
bavde det været ude med den kloge mand, ti uden for bålet
vilde han være bleven dræbt af lindormen.

De to store linde knnde meddelerens forældre huske havde
stået på den beskrevne plads. Et andet sagn om nedmaning knyt-
ter sig til den samme plads i Herringe. P. Jensen, Kværndrup.

94. Ved indkjorselen til Herringe præstegård står nogle
lindetræer, hvortil knytter sig følgende sagn. En gang var
man der i sognet særdeles plaget med rotter, de fandtes i så-
dant tal, at de var ved at øde alt både på mark og i huse,
og det var umuligt ved de sædvanlige midler at få bugt med
dem. Da kom der en dag en mand til bys, som fortalte, at
han var i stand til at dræbe alle rotterne. Man bad ham nu
mindelig om at øve sin kunst, men han sagde først ja, da de
lovede ham med hånd og mund at dræbe alle lindorme i
sognet; så længe disse levede, var det nemlig efter mandens
sigende livsfarligt for ham at give sig i kast med rotterne.
Nu gik da sognemændene omkring og slog alle. lindorme ihjel,
hvorpå de samledes forved kirken på det såkaldte plantebed,
hvor de på den fremmedes bud tændte et stort bål. Da det
var sket, tog han en klokke op af lommen og begyndte at
ringe, og snart så man rotterne, skjondt modstræbende, kom-
me løbende omkring fra hele sognet op til plantebedet og ind
i ilden, hvor de snart fandt deres død. Næppe var imidler-
tid den sidste rotte brændt, for der ud fra et af lindetræerne
ved præstegården kom en lindorm, som altså måtte have
undgået efterstræbelsen. Den gik nu løs på rotteøderen og
dræbte ham. Han fik kun tid til at udtale til sognemændene,
at fordi de ej bedre havde passet på, skulde mændene i
sognets to byer, Herringe og Rudme, nu stedse ligge i strid
med hverandre. J. Martin Pedersen, Rudme.

95. Lidt uden for Lyndélse ligger en mose, som kaldes
Sortelung, nu er der en del huse og teglværker der ude, og
noget af jorden er allerede plojeland. Men i gamle dage var
det anderledes, da var der en stor skov, hvori der levede
en hoben orme og alle slags giftigt kryb, som gik og for-
tærede kvæget på markerne om natten. Til sidst blev det

202 E. Lindorme og småkryb.

så grovt, at ingen kunde være i nærheden. Så lejede de en
mand til at brænde skoven af,, og han stak ild på alle sider,
for at ingen af dyrene skulde komme ud, men for at vide
sig sikker krøb han ind i en tønde, som han havde taget
med til det brug. Det begyndte så at brænde, og utojet
vrimlede mod kanten og vilde ud, men det kunde ikke komme
over ilden, kun en stor lindorm, der slog så meget rasende
med sin hale, nåede tønden, hvfcri manden lå, og trillede den
i ilden, så han brændte med. På stedet blev en stor sø, men
i slutningen af forrige eller i begyndelsen af dette århundrede
blev vandet gravet ud, og der blev en torvemose, hvori man
ser tydelige spor af det svedne træ, og der er så mange
huggenaker, snoge og firben endnu, at man sjælden ser mage.
Nogle siger, at der en gang har ligget et stort slot, eller
sådan noget dér, men véd ellers intet derom. d. J.

96. Der var en gang en mand i Ods herred, som tilbød
at udrydde alle de hugorme, snoge og lignende dyr, der
fandtes på halvøen, når blot man vilde borge for, at ingen
lindorme fandtes der imellem. Dette blev forsikret ham, og
han antændte da en stor ild på en hoj i nærheden af Tols-
ager by i Asnæs sogn. Nu kom der en mængde hugorme og
lignende dyr strommende til fra alle sider, o* de løb alle ind
i ilden. Men til allersidst kom også en lindorm, og så snart
manden fik oje på denne, styrtede han sig ind i ilden, da
lindormen ellers havde ædt ham. Siden den tid har ingen
set hugorme, snoge eller snærrelser i Ods herred.

H. Petersen, Fårbæk.

97. I den nordlige del af Ikast sogn findes en stor
hede, som i daglig tale kaldes Norreheden. Den var en' gang
så fuld af hugorme, at ingen mennesker kunde færdes der.
Folkene, som ejede heden, var kjede af dette, der er nemlig
mange, som har lodder der, særlig af beboerne i Tulstrup
by, og skal have lyng og torv derfra. De henvendte sig da
til en klog mand, og han lovede at rydde hugormene væk,
når de vilde love ham, at der ingen lindorme var. Det lovede
de. Han plantede nu et træ, som hurtig voksede op og blev
stort; så gravede han en ualmindelig stor grøft, som han
fyldte med lyng og torv og stak ild deri, derpå gik han op
i træet og sagde nogle ord, hvad det var, er der ingen, der
véd, og straks kom alle hugormene fra hele heden og foer
ned i grøften; men i det samme revnede bakken, som er ved
den sydlige side af heden, og en forfærdelig stor lindorm
kom væltende ud derfra ; den havde halen i munden og kom
rullende i en krølle imod træet, hvor den kloge mand sad.
Ved det første og andet tilløb blev træet stående urokkeligt,

6. Lindorme i bålet. 203

men tredje gang, lindormen med stor kraft rullede mod træet,
faldt det, og den kloge mand måtte lade sit liv,

Jens A. Favrholdt,

98. I Tarup kjær, Vejlby, var en snogbo, og snogene blev så
movsne, at hjorderne ej en gang kunde gå ved kreaturerne for
dem. Så kom der én, som var så klog, og han skulde sætte
dem væk. Der blev kjørt tre favne træ ud på en banke i
kjæret og gjort ild på aet. Så stilte han et stort jærnbånd
an inde i uden, og der skulde de gå på og brænde. Nu blev
snogene ved at komme, og han gjente på. Endelig kom
snogenes konge eller lindormen. Manden kunde nok høre, at
det blev galt, og så kom han op på en hest og red, alt hvad
han han kunde. Lindormen satte efter ham, men han blev
lige godt frelst, for han satte efter havet, og kom ud med
en båd. Peder Kristian Kristiansen, Karleby.

99. Der var et sted, hvor der var så mange orme,
og så tog én sig på at kvæle dem, hvis de vilde forsikre
ham, at aer var ingen lindorme. Han gjorde nu ild på, men
udenom slog han en kreds, og alle de orme, der kom inden
for den kreds, skulde i bålet, men selv red han udenfor kredsen
og gjennede de andre småorme i. Så gav det et vældigt
brøl, og nu kom lindormen. Manden måtte smide sig på en
hest og ride, alt hvad han kunde. Han vidste, at når han kom
over Egå bro, kunde han stå sig. Han kom også lige over
broen, og hvis ikke, havde den taget ham og slæbt ham ind
i branden. Nu brændte den selv i steden for. De orme kunde
bide i halen og løbe som et hjul. Peder Thomsen, Hvilsager.

100. De var så plagede af hugorme og firben og sådant
kram på Lundø. Så kom der én, der vilde tage sig på at
skaffe folkene af med det på den betingelse, at der var in-
gen lindorme i den omliggende egn. Han samlede et stort
bål og tændte det an, og så kaldte han utojet sammen og
vilde drive det deri. Men så var lindormen ikke længere
henne, end at den kom og splittede ham ad. Han nåede
endda at komme op i et træ, men kunde alligevel ikke redde sig.

Ane Kirstine Refsgård. Rødding.

101. Omkring Hostrup siges i gammel tid at have været
mange orme, som gjorde stor skade både på kvæget og på
kornet udi marken, hvorfor bymændene opsogte en mand,
som lovede at ville fly dem af med .samme orme, om de
vilde love hannem, at der ikke var lindorme der omkring.
Og der de nægtede lindorme der at være, optændte han en
stor ild på marken, og der komme hastelig adskillig slags
orme, som løbe udi ilden og døde. Men på det sidste for-

204 E. Lindorme og småkryb.

nam manden en lindorm komme og sagde til bymændene:
«Nu haver I forråd mig, I mænd, fordi I haver dette gjort,
da skulde I og eders efterkommere sjælden holde nogen gildes-
lav, at I jo skulle kivfes og trættes med hverandre. > Og der
lindormen kom til manden, førte han hannem med sig på ilden,.

og der døde tilsammen. Christen Lanritzøn. Høstrap.

Præsteberetning til Ole Worm.

102. Der har været lindorme i nogle bjærge her ovre i
Fjends herred, der kaldes Lindbjærgene. Folk var så ilde
plaget af dem og kunde ikke være for dem. Så kommer
der en ståkelsmand, og han sagde, at han kunde skaffe dem
af med dem, når de kunde sige, hvor mange der var. De
siger, at der var ni. Så satte han et stort bål ild på, og så
kom de der én efter en anden og gik i ilden. Men der var
én for mange, og da den også kom, måtte ståkelsmanden selv
til at springe i ilden, og den gik bag efter ham der ind. Så-
dan blev de af med det hele. De bjærge er i Kloster sogn,
tror a, og går ned til fjorden. Jens Begs enke, Smidstrup.

103. Nede ved Vorde er en stor hoj, de kalder Orms-
hoj. Det år vi gik til præst, da skulde vi konfirmanter al
tid op på den og så rende ekap ned ad den, og så sagde vi
al tid til hinanden, te vormene kom efter os. Så vilde a have
at vide, hvordan det havde sig, at den kaldtes Ormhaj, det
spurgte a om, der som a tjente. De svarte, at i gamle dage
var der så mange orme der omkring og sådan nød med dem,
for folkene kunde ikke nære dem for dem. Så var der en
karl, der lovede at skaffe dem af vejen, når de vilde love
ham til visse, at der var ingen lindorm i nærheden. Nej, dem
havde de aldrig set, de troede da ikke, den var der. Så
gjorde han et stort bål ild på der ude på marken uden for
byen, og så havde han en bitte pibe og peb i. Nu begyndte
de at komme fra den bitte ende af lige så stærk, som de
kunde, og sprang ind i ilden. De blev ved at komme, men
ligesom nan står allerbedst, så ser han lindormen komme
ovre i Lynderup, og den slår krølle opå sin hale over fjorden.
Da karlen ser det, springer han i ilden, for nu vidste han,
han skulde af med livet alligevel, og ormen sætter bag efter.
Der blev en hoj så forfærdelig og så stor der a£ ene orme-
aske, den er lige så stor, som en hel gård, og det er den,
der kaldes Ormhoj, den er lige sønden og vesten for Vorde*

Petrine Kristiansen, Mollerup.

104. Der var et sted, hvor der var så meget utoj, orme
og skidt, de gjærne vilde have fordrevet. Så kommer der
én, der vilde fordrive det .... Ormene kom også, men så

6. Lindorme i bålet. 205

kunde han høre lindormen suse. Så siger han: Nu havde
de narret ham godt, nu var der ingen redning for ham, hvis
han ikke kunde komme i kirken. Han løb nok efter at nå
kirken, men lindormen nåede ham alligevel og tog ham og
rendte ind i ilden med ham. Jens Doktors enke, Ørum.

105. Beboerne på Fur var svært plagede af en uhyre
mængde rotter og mus, uden at det var dem mulig på nogen
måde at blive denne plage kvit. Endelig kom en gang en
klog mand til øen, som tilbød sig for en betydelig betaling
at fordrive dette ut5j. Dog betingede han sig tillige, at be-
boerne skulde lade gjøre en svær jærnkiste, hvori han kunde
skjule sig, når han havde fordrevet rotterne og musene, da
ellers den lindorm, på hvis hoved Fur hviler, vilde komme
og slå ham ihjel. Da kisten var færdig, samlede han med
en pibe virkelig alle Furlands rotter og mus og fordrev dem
fra øen, men de var aldrig så snart borte, forend den grue-
lige lindorm viste sig. Manden krøb nu hurtig i jærnkisten,
men den var ikke stærk nok, ti med et slag af sin store
hale, knuste den både kisten og manden, som lå deri. Fur-
boerne havde stor fordel af denne begivenhed, ti de blev
ikke alene en stor plage kvit, men slap også for betalingen,
da manden på denne sorgelige måde mistede livet. R. H. K.

106. Den gang Furland var så besat med rotter,
kom der én, der skulde vise dem deraf, og han var en Nord-
mand. Men så skulde de love ham, te lindormen var ikke
på deres land. Den var rotternes prokurator, og de stod jo
imod hinanden: Nordmanden og lindormen. Så kaldte han
også rotterne sammen, den her svend, og de kom i hjorde-
tal, te der var sådan hylen og skrigen på landet af dem, den
sang de skulde af sted, og den sidste det var en gammel én,
for den var kridhvid. Så var der fire kraftige karle bestilt
til at ro for ved dem til Rotteholmen og vise dem vej, men
de skulde ro godt, for hvis rotterne kunde komme på båden,
så kunde den ikke bære dem. Lindormen var der ligevel,
og den tog livet af Nordmanden. Peder Jensen Smed, Strandby.

107. Rotteholm er så fuld af rottehuller, at man næsten
ikke kan gå der. I gamle dage har der været rotter her i
Jungøt, men de blev af en troldkvinde forjagede til Rotte-
holmen. Når der et sted var bryllup og blev musik, kunde
man se dem i store flokke romme bort fra gården. Det er
bevis på, hvor mange rotter der har været her. Så var der
i lange tider ingen rotter her, og i min ungdom kjendte vi
slet ikke rotoer, men nu er de ved at komme igjen.

Fru Brask, Junget.

206 E. Lindorme og småkryb.

7. Hugorme og snoge.

108. Kroppen af en hugorm er god mod edder og mod
eddervol bos kreaturerne. Derfor når karlene gik til mose
i gamle dage med den skarpe klynespade i hånden, så de
aldrig en hugorm uden straks at skille den fra hovedet, de
trak da bælgen af den, og satte den op under hattebåndet, hvor
den sad og vred sig til aften, for en slange dør ikke, for
solen er nede. J. M.

109. For flere sygdomme lød husrådet på, at man skolde

tage en hugormekrop og spise den, når den var stegt, eller

også brænde den i pulver og drikke det i vand. Fik man

medicin på apotheket, og der på flaskens seddel eller på æsken

var aftegnet en slange med vinger, da antog man, at medicinen

var tilberedt af slangekongen. Havde den in^en vinger, var

lægemidlet lavet af almindeuge slanger og altså ikke så kraftig.

Lærer Kissen. Ramten.

110. FOr Vrads hede brændte, var den så fuld af orme,
at fårene, som græssede der, næsten var ormebidt hver aften,
når de kom hjem. Bønderne kurerer den, som er bidt af
en hugorm med urin og sød mælk. Bides dyr eller mennesker
derimod af en snog, er der ingen redning. Ved en snogs
mund står derfor også en ligkiste, ved en hugorms derimod
en medicinflaske. For resten véd bønderne på en let måde
at dræbe disse dyr. Når de nemlig træffer et, byder de det
en pibe tobak, og straks griber ormen over pibespidsen i den
hensigt at bide i den uden at ane, at den derved får halsen
fuld af tobakssovs, hvoraf den øjeblikkelig revner i hele sin
længde og dør under de frygteligste pinsler. Th. J.

111. I Randlev var der et par folk, hvis lille datter
var sygelig og havde langsomt med at tale. Hun fik den
vane at gå ud til en kampesten, der lå lidt fra huset. Det
blev man opmærksom på og fulgte så noget bag efter. Hun
sad på stenen, og i hendes skjød lå en stor snog, en stålorm
eller hugorm, hvilken hun madede, mens hun strøg den hen
ad ryggen og sagde med sin ufuldstændige udtale: «Du ræk-
ker dig, du krymper dig, jeg stryger dig.» Forældrene spurgte

S ræsten, hvad de skulde gjøre, og han . rådede dem til at
olde barnet inde. Så græddet og viste sig meget ulykke-
ligt, i ndtil man lod det komme ud igjen. Da gik det straks
med sin mad til stenen, og ormen kom igjen og lod sig
made. Præsten mente, at dette på ingen måctø gik an, og
at barnet for alvor måtte holdes inde. Det skete også, men

7. Hugorme og snoge. 207

så døde den lille Dige, og da man kom ud til stenen, lå
snogen der og var død. M. Goldschmidt.

112. Henne på Lindbjcerggård i Olgod gik en lille pige
ude i haven og legede. Der blev hun en hugorm vaer, som
hun snappede og gik ind i kjøkkenet til sin moder med.
cModer,> råbte hun, sikken en dejlig ål, der lå ude i haven. >
— eja, mit barn, men den duer ikke, gå ud og læg den
igjen, hvor du tog den.» Det gjorde den lille, og sådan slap
hun godt fra det, fordi moderen ikke blev forskrækket

Morten Eskesen.

113. Hugormen gjor ikke born fortræd, uår de ikke
gjor den fortræd. Vor datter Karoline kom en dag hjem
og sagde: «Moder, a har fundet en ål der ude i heden, og
den har sådan en blå tunge, der må én have tabt den; her
skal du se.> Så tvivlte hun nok på, hvad det var, og sagde:
fSlip ved dit forklæde.^ Det gjorde hun, og så faldt hugormen
ned og gjorde ingen fortræd. Iver Skade og kone, Havbjærg.

114. En mand kom til en tusse og en hugorm, der
sloges. Hugormen kunde ikke stå sig. Men manden syntes,
at det var en stor skam, at tussen skulde kunne blive sejr-
herre, og derfor slog han den ihjel. Siden trådte han en
gang på dette sted og fik edder ved foden, den blev meget
solle, og han måtte holde sengen. En tid derefter kom der
noget og kradsede på doren, han lod den lukke op, og en
hugorm kravlede ind. Først vilde folkene i huset ikke til-
lade den at komme ind, men karlen sagde: c Lad den kun
komme.* Han rakte derpå foden hen til hugormen, den tog
fat i den og sugede al gift ud, så han blev fuldkommen rask.
Sådan vilde hugormen gjøre gjentjeneste. P. J. Lystbæk.

115. En kone i Madum har fortalt mig, at hendes fader
havde kjendt en mand, der en dag gik og hostede korn i
nærheden af en å, og der kom han af vanvare til at såre en
hugorm. Om middagen lagde han sig til at sove, men al-
drig så snart han havde lagt sig, kom enjiugorm og vilde
slå ham. Han skjonnede nok, at det var dens mage, han
havde såret, der vilde hævne sig, og derfor tog han og kast-
ede den over på den anden side af åen, så var den da godt
af vejen, syntes han, og så lagde han sig igjen rolig til at
sove, men han vågnede ved et hugormeslag, så den fik sig
alligevel hævnet Maren Bonde, Ulfborg.

116. Der var en gang to karle, som lagde sig på en
åben plads for at sove til middag. Den ene var allerede
falden i sovn, da den anden så en stor hugorm komme hen
til den sovende og lægge et stort gront blad lige på hjærte-

208 E- lindorme og småkryb.

kulen af ham. Derefter løb ormen bort igen. Men den
vågne karl skjdnnede nok, at det gronne blad kun var et
mærke, som ormen lagde på det sted, hvor den siden kunde
«hugge>, og han tog derfor et økseblad og lagde ind under
det grdnne blad, ventende så på, hvad der uu vilde ske.
Det varede heller ikke længe, for hugormen kom igjen og
belavede sig på at hugge karlen ihjel. Den foer rask frem,
rejste sig op og huggede ned i mærket, og det så voldsomt,
at den brast midt over, da den ramte øksebladet. På den
måde blev karlen frelst. p. Jensen, Kværndrup.

117. En mand, der hed Niels Krog og var nabo til mig,
han gik ude i heden og passede fårene- Der var en masse
hugorme, og næsten hver aften havde de bidt et får. Han
var nemlig så slem til at slå dem ihjel, og derfor var de så
slemme tu at hade ham. Han havde en kjæp, som han slog
dem ned med. Så var der en kone, der lærte ham at sige
til den første, han mOdte: c Vil du læ mæ å minn væær, så
skal a nok la dæ å dinn væær.» Siden lod han dem i fred,
og de også ham. Det var her i Kloster hede, det gik for sig.

Lærer Søe, Gudum.

118. Oppe i IAsbicerg skov der var en gang så mange
hugorme. Mændene i byen havde nogle skovlodder deroppe,
og undertiden satte de nogle kreaturer der på græs. Så var
der en mand, der hed Soren Bas, han bavde en dreng, der
kunde binde hugormene. En middag skulde han gå derop
og flytte kreaturerne, og så skrev han tre kredse, først en
stor og så én lidt mindre og endelig en bitte i midten. Der
stilte han sig an i den midterste kreds. Så kom der så
mangfoldige hugorme, og de stillede sig an uden for den
ydre kreds og satte bråddene ind imod den. Men nu havde
han glemt, hvad han skulde sige for at få dem derfra, og så
kom de inden for den yderste kreds. De satte endelig også
over den anden kreds. Nu var han i en svær knibe. Det
var lige ved, at\le vilde brække inden for den tredje kreds
også. Men nu tykte Soren Ras, det varede for længe, inden
drengen kom hjem, og så tog han hans ridehest og bøsse
og red op i skoven. Da han fik at se, hvordan det stod sig,
og alle de brådde, der stak ind imod drengen, råbte han
til ham, at nu skulde han springe ud til ham, og skød i det
samme ind imellem dem. Drengen løb til det sted, hvor der var
gjort hul, sprang ud og kom op på hesten til Soren, der nu
red tilbage, alt hvad hesten kunde springe. Hugormene tog
halen i munden og rendte som hjul efter dem, og hvis han
ikke havde redet tværs over marken, kunde hesten ikke have

8. Hugorme og snoge. 209

rendt fra dem, men da de ikke kunde løbe sådan med halen
i munden uden at følge et hjulspor, kunde de ikke nå dem.

Rasmus Elgård, 8kejby.

119. Når man får hugormefedt af en hvid hugorm, bliver
man synsk. En lille pige kunde se, at en ko, der kom lige
fra tyren, var med kalv. Der var én, der dræbte en hvid
hugorm, og så satte hugormene al tid efter ham.

Nede i Himmerland er der en klog kone, der kurerer
med hugormekjød. Pastor Worm, der har været præst her,
fortalte, at han en gang kom ind i Rold skole, og der var
to småpiger fra en gård i nærheden, som havde været syge
en tid, den ene var allerede kommen i skolen, men den
anden ikke. Så sporger Worm søsteren om, hvordan det var
med hende. Ja, hun var syg. Hvad råd de brugte? De
spiste hugormekjød, sagde hun. «Hvorfor er du kommen
dig og din søster ikke?» — «Nej, for hun snakkede, mens
hun spiste det.> De fik det pa deres meldmad.

Kræ Mon her i Ovdum spiser hugorme. Han skjærer
hoved og hale og navlestykke af, torrer dem i solen, og så
er de lige så gode som spegede ål. Lærer Søe, Gudum.

120. En mand havde én til at plftje for sig. De bræk-
kede lyng i Gjern hede, og der var så knusendes mange orme.
Så kommer der så meget en vældig stor én. Ham, der kjørte,
han siger til den anden: «Nu skal du nok se!> og så skrev
han en streg med en kjæp uden om ormen i en krands. Han
sagde måske noget, men nok er det, ormen gav sig til at
løbe, lige så stærkt som den kunde, runden om i .denne her
kringle. Så gik manden hjem til meldmad og siger til den
anden : «Nu må du ikke slå den ihjel, for den skal løbe der
så længe, til den løber sig ihjel. > Så kjørte nu den her
mand og plovede, og han keg hen til ormen, for den stod
ham jo i tanker. Han tykte, te det var synd, den sådan
skulde løbe, og så resolverede han ved at gå hen og tage
hans pisk og slå ormen ihjel. Aldrig så snart han havde
gjort det, så stod manden der og siger til ham: «Du slog
den jo ihjel, alligevel a bad dig, du måtte ikke. Se, havde
du vidst, hvad du gjorde der, så havde du ikke gjort det.»
Det var Antons egen fader, der plojede, og han forsikrede,
at det var sandt, men hvad ormen skulde bruges til, det
vidste han ikke. Peder Johansen, Mos sø.

121. Det er en gammel tro, at hugorme kan indhente
mennesker ved at bide sig selv i halen og så løbe som et hjul.

Salling. M. Møller.

122. Hugormen samler gift om morgenen, mens duggen
£ .T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 14

210 E. Lindorme og småkryb.

er på jorden. Kreaturerne kan undertiden blive tykke og
syge ved at æde græs ined duggen på, det er, når de har
ædt det, for hugormen har været der at samle giften.

Mikkel Sørensen.

123. Man må ikke kaste eller jage efter hugormen.

H. Th. Nybo, Vester-Assels.

124. Snoge, man slår midt over, lever, til sol går ned«
Skårup. V. Bennike.

125. Man skal ikke slå snoge og hugorme ihjel, ti jo
mere man hader sligt skidteri, des mere ser man af det.
Denne mening var forhen meget almindelig, og man troede,
at både snoge og tusser kunde malke køerne, og mente, at
de vilde spise mad med bdrnene. Nissen, Ramten.

126. Slangen, når den kryber ud igjen af jorden, klarer
den sine ojne med fennikel. Men til hvilken urtegårdsmand
monne de komme, og til hvad tid? og hvor finder man om
foråret så megen fennikel? Petr. Septr. De vnlgi.

127. Når én tager en hugorm og smider i en stor myre-
bo, kan den ikke løbe derfra. Myrerne stimler sammen om
den og æder kjødet helt fra benet. Den rad kan bruges til
én ting. Lars Nielsen.

128. Der siges til den første hugorm, man ser om for-
året: < Hugorm den skjønne,

far i busken deu grønne,

bewår mæ å min',

så skal a bewåår dæ å din\»

Karen Marie Jensdatter, Ravnkilde.

129. « Hugorm så skjøn i busken så grøn,
bliv dn borte fra mig og mine,

så skal jeg spare dig og dine.» Gudum.

130. Til den første hugorm, man ser om foråret, siger
man: «Lad du mig og mine gå, så lader a dig og dine gå. »

Lars Nielsen, Yinkel.

131. Til den første snog, man møder om foråret, skal
man sige: «Gud bevare mig og alle mine fra dig og alle
dine, vil du intet ondt gjøre mig og alle mine, skal jeg ikke
heller gjøre dig og alle dine,» og intet giftigt kryb skal da
skade én den sommer. Lars Findsen.

132. Bliver man bidt af en hugorm, skal man skynde
sig ned til et vand, for det gjor hugormen, og kommer den
først, døer man af -såret, ellers kommer man sig.

Sønderjylland. V. Bennike.

133. Hvor der er mange snoge, der er god lykke i huse*

Christen Møller, Ringive.

7. Hugorme og snoge. 211

134. Snogebid -er et farligt bid. PåbøL

135. Et knylle snoge betyder, at der er gravet penge ned.
Kaster man sin kniv eller et andet stykke stål hen imellem
clem, så bliver det igjen til penge. H. P. Nielsen, Sejling.

136. Snogene vil tvinge tusserne til at udruge deres æg.

H. P. Nielsen, Sejling.

137. Æggene, som snogene lægger, siger man, at tus-
serne ligger ud. p. Jensen.

138. Snogen bruger ikke at ruge sine egne æg ud, men
lader en tusse gjøre det for sig. Når så tussen bliver tårstig,
tager snogen den i munden og løber ned til vandet med den
og bærer den derpå tilbage på ægene igjen. Den bringer
også æde til tussen, for at den kan blive ved at ruge.

Jtfrgen Hansen.

139. Snoge æder jo tusser. Når de slæber af med dem,

så tror folk, at de vil tvinge dem til at udruge deres æg.

E. T. K.

140. Enkelte snoge kan træffes på fire alens længde og
så tykke, som en arm. De har en tommelang manke belt
ned ad ryggen og et hvidt hjærte. De kaldes hæslinger.

Sønderjylland. (Sml. E. nr. 1.) V. Bennike.

141. Margrete Vævers i Flødstrup har fortalt, at på
Langeland var et sted en lille dreng, som lå ved dørtærskelen
af sin faders hus. Da kom der en snog hen til ham. Drengen
havde en hesselkjæp i banden, med hvilken han krattede
snogen på ryggen, og det holdt den meget af. I nogen tid
kom snogen således en gang om dagen hen til den lille dreng,
og han klattede den med hesselkjæppen. Til sidst vilde
drengen, at snogen skulde spise med ham. Men det vilde
faderen ikke, hvorfor han slog snogen ihjel, men da blev
drengeu tovle. L. Fr.

142. Der har al tid været så fuldt af snoge ved Brønd-
sted mølle, og så var det en dag, at begge den gamle Soren
Møllers sonner vilde ud at skyde på dem, som de lå og sol-
ede sig rundt om på jorden ved ae store elletræer. Da den
gamle hører skuddene, kommer han imidlertid ud til dem og
siger: « Drenge, forvar jer! de har været her for min tid
og vil blive ved derefter, se jer op til træerne og skynd
jer bort herfra. » Og da de så op, var træerne fulde af snoge,
der hang omkring på grenene. Det havde de ikke set.

JOrgen Hansen.

143. Der var på Langeland en karl, som var meget
brystsvag. En dag var han tilligemed flere ude i en mose

212 & Lindorme og småkryb.

for at skjære tftrv, og om middagen* tog de dem en lur i
græsset En af karlene kunde ikke falde i sovn, og han så
da, at en stålorm krøb ind i den syge karls mund og var
borte noget Da den kom ud igjen, var den fyldt over hele
kroppen med slim og materie, men dette gned den af i græs-
set og krøb så ind igjen. Flere gange krøb ormen ind og
ud, men sidste gang var den ren. Da karlen vågnede, var
han rask, og det var han i mange år efter den tid. Kr. R. Stenbæk.

144. En karl traf en gang et par snoge, der spdgte, og
slog da den ene ihjel. Men siden kunde han ikke være i
ro for den anden, hvor han var, fulgte den ham, og til sidst
døde han. Jeg har hørt, at når man slog en hugormekonge
ihjel, så kunde man aldrig være i ro for hugormene, ja, man
kunde være ganske sikker på at blive bidt p. J. Lystbæk.

145. A kom en dag forbi en snog, der lå med en frø i
munden, så bagbenene endnu sad frem. Så pirrede a til den,
og nu slap den frøen, der hoppede sin vej, og selv snoede
den sig bort. En Svensker, Jens Karlsen, sagde, at a skulde
have gået ind imellem det, så kunde a have reddet en kone,
der var i barnsnød. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet

146. Skrædder Daniel Jensens s5n Peter fortalte, at
der var en gårdmand i — jeg husker ikke, om det var Syv-
endekjøb eller Jyderup — som fortalte til ham og en anden
mand, da de fulgtes ad hjem fra Holbæk, at en gang, som
Jian gik og rev hø, var der en snog, som stak ham i den ene
tå gjennem et hul i træskoen. I syv år havde han al tid
pine i den tå; han måtte have sød mælk i træskoen al tid,
så lindede det. Men til sidst blev det så slemt, så han måtte
holde sengen, og den fod hængte al tid uden for. En dag
kom katten ind i stuen med en levende mus. Den tog manden
og flåede og trak så skindet på tåen, og katten kom nu hver
dag på samme måde, og manden gjorde hver dag det samme.
Om få dage gik smærten væk, og siden har han ikke mærket
den. I den egn er der så mange snoge, så at de kan ligge
på høstænget om sommeren inde i husene og række hovedet
ned. En karl mærkede en sommeraften, da han gik i seng,
noget koldt ved fodderne, og da han skulde se, var det en
snog. Ja, jeg må selv tilstå, at ved min hjemstavn var der
steder, hvor snoge gik ind og slikkede fløden af mælkefadene.

Niels Johansen.

147. Der har for været adskillige kloge mænd i live,
som har kunnet binde orme og slige ting. Således var der
en gang en dyrlæge i Lindemark, som havde fundet en snog.

8. Hugormekongen. 213

På vejen hjemad var han inde hos en anden mand og spurgte,
om han måtte slibe sin økse på hans slibesten. Snogen gjemte
kan med den ene hånd bag ved sig, men drengene så den
alligevel og blev nysgjerrige. De løb nu ad i gården, og da
den ene fandt den på en vognbund, råbte han til de andre:
«Her ligger en bunden snog!» Men i det samme begyndte
snogen at vælte sig og var ikke langt fra at løbe. Da kom
dyrlægen rendende der hen, og med en ildtang, han havde fået
fat i, pirrede han ved snogen, til den igjen lå ganske stille.
Da vendte han sig vredt til drengen og sagde ganske hårdt:
«Vil han holde sin mund.» Annette Jensen.

8. Hugormekongen.

148. I et hvert hugormebo var der en konge. Han var
gennemsigtig som glas, havde en krone på hovedet og vinger
i nakken, derfor kunde han stå ret op, når han holdt rad
med sine undersåtter. Nissen, Ramten.

149. Hugormekongen bærer hans krone på ryggen.
Mollerup.

150. En pige var ude at samle bær, og da så hun en
orm lige så tyk som en arm, og med en manke langs hen
ad ryggen. Ry.

151. Når man spiser den hvide hugorm, der er konge
over de andre hugorme, bliver man synsk. Den ligger langt
nede i mosen midt imellem en stor dynge almindelige hus-
orme. En mand, der grov torv i den store Vildmose, fandt
en gang et sådant lille kongerige flere alen nede i mosen.

A. E. Jakobsen.

152. Når man spiser brådden af den hvide hugorm
(kongen), kan man se kalvene i køerne. P. K. M.

153. Ormekongen er det vanskeligt at få at se og endnu

vanskeligere at komme nær, da den al tid har mange orme

omkring sig. Livsfarligt er det derfor at gribe og dræbe den.

J. Madsen.

154. En karl fra Tåning, der tjente her, han kunde
binde hver orm og tage den i hans hånd. De blev ved at
komme, indtil endelig også kongen kom. Han havde både
hale og manke. Når han var kommen, skulde karlen jo til
at løse dem igjen, for så var hele familien kommen, og så
skulde han passe på, at de ikke kom til at gjøre ham for-
træd, når han løste dem. Ane Laradatter, Tåning.

214 E- Lindorme og småkryb.

155. I heden syd for Z^rø mark ligger Per Syv hoj
og lige osten for er Per Syv mose. I denne mose var en
hugormebo med en hugormekonge. Han var helt hvid og
ikke let at skjæmte med, for han stikker halen i munden og
render efter dem, der ærrer ham, som en trille, og bliver nogen
bidt af hugormekongen, kan han ikke leve. M. Eskesen.

156. Hugormekongen var helt hvid og havde et rodt
hoved. Det var den eneste hun, der var i boet, så det er
med dem som med bierne. En hestepranger havde en gang
fået fat i én, og vilde have den kogt og spist, så kunde han
komme så vidt, at han kunde se lige sa laugt ned i jorden,
som han selv rar hoj, og kunde også se kalvene i køerne.
Så kommer han ind et sted og vilde have denne hugorme-
konge lavet til. Der havde de en bitte næsvis tøs, som stod
med noget brød i hånden og bed af. Det falder ned i pot-
ten, og hun tager det op igjen og bider videre på det Da
kunde hun se igjennem væggen, at hesteprangeren sad inde
ved siden af kakkelovnen, og hun kunde også se, om der
var hvide eller brogede kalve i køerne. Nu vilde prangeren

have kjobt pigen af folkene, men de vilde ikke sælge hende.

Jens Kristensen, Ersted.

157. En mand i Silkeborg-egnen fandt en gang en hug-
ormekonge. Det var eu forskrækkelig stor orm med manke
som en hest Han slog den nu ihjel og tog den hjem og
kogte fedtet af den. Det fedt kom han i en skål og satte
ind i et skab, for han vidste nok, at den første, som spiste
af det, blev* så grantsynet, at han kunde se meget, som an-
dre folk ikke kunde se. Men nu skulde han i marken, og
så tænkte han, at han al tid en anden gang kunde spise af
dette her ormefedt. Så havde manden en datter, og medens
hendes fader var i marken, fandt hun denne her skål med
fedt i. Tøsen tænkte, at det var almindeligt stegefedt, som
hun var meget hægen for, og så smurte hun det på en meld-
mad og spiste det Da manden kom hjem, smurte han også
en meldmad og spiste, men han syntes ikke, at han endnu
kunde se mere, end han plejede. Så ved aftenstid, da køerne
blev trukne hjem, kom tøsen ud og .sagde: cNej se, fader,
der er en stor, rødbroget tyrekalv inde i den sorthjelmede ko.»
Nu kunde han altså tænke sig til, at hun havde spist af
hugorme-fedtet for han, og at hun altså havde fået visdom-
men i steden for ham. S. P. Jensen, Vole.

158. En karl havde fanget en hugormekonge og fik den
kpgt i en potte. Men en dreng slikkede fedtet. Kom ud . . .
En trækkende med en ko, der havde været til tyr. Den be-

8. Hugormekongen. 215

bøvede ikke at komme der tiere, for du var den med ec
sortbroget kalv. Nu bliver karlen gal og råber : «Hvor har
du været henne?* — «A har ingen steder været.» — «Har
du været i kjøkkenet?* Ja, drengen vilde ikke rigtig tilstå
det, men måtte jo til det, og nu havde han klogskaben.

Johanne Marie Thomasdatter, Tirstrup.

159. En herremand vilde have fedtet af en hugorme-
konge. Den skal koges, og det er det allerførste, der skal
virke. I det samme kom der en lille gåsepige ud i kjøk-
kenet, og hun var sulten og fik et stykke bart brød, som
hun dyppede i gryden. Så blev hun synsk, og da hun kom
ud i nødset, kunde hun se kalven i koen. Men herremanden
blev gal. Niels Simonsen, Vejrum.

160. Den hvide hugorm kan blive til en lindorm, når
den bliver ved at gro, men ingen får den at se. Der var
-et bitte krumme krat i heden ved Underliden bjærg, der
også kaldes Pirrup krat, og der havde en karl skåret sig en
kjæp i det krat. Så kommer han til Kjobenhavn i tjenesten,
og der møder han en mand på gaden, som tager ved denne
her kjæp og kommer til at se på den. Så sporger han ham
ad, hvor han havde skåret den. Ja, han svarer, at han havde
■skåret den på et sted, hvor han havde frihed til at skiære.
Så siger den anden, om han ikke nok kunde vise stedet, hvor
han havde skåret kjæppen. Det sagde han jo til, men det
kunde jo ikke lade sig gjøre nu, da det var i Vendsyssel,
og han var i Kjobenhavn. Ja, han skulde nok få frihed til
at rejse, siger manden, når han kunde bestemt vise, hvad
gren han havde skåret kjæppen på. Ja, det var han sikker
nok på, men det var ikke sikkert, at den passede til stumpen,
for han havde skåret et stykke af kjæppen. Det gjorde heller
ikke noget, kunde han blot vise ham grenen og træet, vilde
de rejse efter det De rejste også og kom til stedet, og han
fremviste kvisten. Så blæste den fremmedemand i kvisten,
og i det samme vældede der en masse hugorme op om dem.
Så blev karlen forskrækket og vilde have stukket i rend, men
den anden sagde, at han skulde ikke være bange, han skulde
nok love ham, at de ikke skulde gjøre ham noget. Endelig
kom den hvide hugorm op, og han tog den, og de rejste
igjen. Peder Brogård, Jetsmark.

161. En, der var ridende, kom forbi en dreng, der lige
havde skåret sig en kjæp. Så siger herren til ham: «Hvor
har du skåret den kjæp? kan du ikke vise mig det?> Jo, han
kunde, for det var ikke svar langt derfra. Så viste han ham
også stedet, c Ja, her boer en hugormekonge under den busk. »

216 E. lindorme og småkryb.

Men det var en farlig fyr at komme til, for han vilde gjøre
ondt, og hvad han ikke vilde, så vilde hans krigsfolk, det var
jo de andre hugorme. Dem kande de da slå fra dem og slå
ihjel, men når de så kom til kongen, han havde en kam i
hovedet ligesom en kok, og i den kam der lå en bitte usle
orm, den vilde springe på dem, og hvis den kunde komme
til at ramme dem på deres bare legem, så var der ingen
redning for deres liv. Nu véd a ikke mere om det, men den
rytter han kunde jo se på kjæppen, at den var groet, hvor
der var en hugormekonge.

Når én koger en sådan konge, så skal én spise det første,
der kommer, det er fedtet, og så bliver man synsk. Fedtet
er det allerførste, der kommer, siden kommer giften, og den
må man jo ikke få. Det-gjælder altså om ikke at få fejL
En karl fik fat i sådan en konge, og så kommer han til en
kone og får hende til at skulle koge sig den. Så skulde
hun endeligmål lade ham vide, så snart potten kom til at
koge. Men hun forså sig og lod den koge for længe, så
fedtet var kogt ud i forgiften, da hun kaldte på ham, og han
fik da ingen nytte af det Ole Mønsted, Holbæk.

162. I egnen tæt ved Orend boede der en mand, som
hed Peder Sjællænder. Han træffer en dag en hjordedreng,
som gik med en hesselkjæn i hånden, og så siger han, det
gjor Peder Sjællænder : cHvor har du skåret den kjæp, min
dreng ?> Så fortalte drengen, at han havde skåret den der-
henne i en skov, som lå ikke så langt derfra. Peder bad
nu drengen om at følge med sig og vise bestemt stedet,
hvor kjæppen hayde groet, for Peder Sjællænder kunde se
på den, at lige nedenunder var et hugormebo. Da de kom
til stedet, trækker manden en bog op af lommen med røde
bogstaver i og giver sig til at læse op af dep, og så kom
der mylrende op af jorden så mange hugorme, så de lå der
rundt omkring som et helt dige. Drengen blev stående, og
ormene gjorde heller ikke ham nogen fortræd. Tilsidst kom
der en orm med en stor, gron hale og manke, den snappede
Peder og skar hovedet af. Og da han atter gav sig til at
læse i bogen, så gik alle ormene ned i jorden igjen. Drengen
fik så et par skilling, og manden gik hjem og kogte fedtet
af den store orm, som var en hugormkonge, han vidste, at
den første, der spiste af det fedt, blev så viis, at han kunde
se, hvad ingen andre kunde se, han kunde se tre alen ned
i jorden. Men medens manden var i marken, spiste hans
datter af fedtet, som var sat ind i et skab; hun troede, det
var gåsefedt. Manden spiste nok af fedtet bag efter, men
det hjalp ikke noget.

8. Hugormekongen. 217

Fortalt af en gammel mand, der er født i Grenåegnen, men na
boer på Linå mark. S. P. Jensen, Vole.

163. Det er somme tider tidlig om foråret, at man kan
se en hel mængde snoge hængende hen ad gjærderne, der
kan endog være flere hundrede. De går da på råd, konge-
snogen sidder for det meste på sin hale midt imellem dem,
men det skal ikke være så meget let at få øje på den. Men
hvem der ellers kunde komme til at slå den ihjel og spise
fedtet, han vilde blive meget rig og viis. En dreng ved navn
Anders, der gik omkring at bede om en bitte mad, kom
igjennem en skov, hvor der boede en kongesnog. Han tænkte
ikke på det, men skar sig en hesselkjæp til at støtte sig ved,
og med den gik han videre. JEn dag kom han til en klog
præst, som spurgte, hvor han havde taget den kjæp. Han
sagde det. Præsten tilbød, at han måtte være der og få god
mad og en varm seng at ligge i om natten, når han vilde
vise ham stedet Det lovede drengen, og næste dag gik de
derhen. Præsten sagde nu til ham, at han måtte gå hjem,
for nu kunde han nok ene. Derpå ledte han kongeormen
op, som han bar hjem og kogte i en storgryde. Dagen efter
kom drengen ud i kjøkkenet, hvor gryden stod, og han var
ikke sulten, men da der just lå en brødskorpe på bordet, tog
han og dyppede den i fedtet, som flød ovenpå, og spiste den.
I det samme kom præsten og drev ham på doren. c Du
havde det godt,* sagde han, «men nu tog du det, jeg vilde
have, derfor kan du skrappe af, nu er du også meget klogere
end jeg.» Drengen blev så urimelig klog og rig tillige, så at
han reiste op ved skovsiden og kjobte sig en gård, som hed
Brødgard, og der gik megen snak om den Anders Brødgård.

D. J.

164. Hugormene har en konge, der er hvid; den gjor
ingen fortræd, fortælles der, men den er ikke let at få fat
på, da den al tid er omgiven af en mængde andre hugorme,
som forsvarer den. Lykkes det imidlertid at fange den, skal
man koge suppe på den, og den, som først smager på denne
kongesuppe, kan se alt, hvad der er skjult for andres blikke.
En bondekone havde været eå heldig at fange hugormekongen,,
og hun skulde til at lave suppen. Da det varede for længe,
inden hun fik gryden til at koge, måtte hun forlade den, ti
hun skulde ud at malke. Kort efter var gryden i kog, og
nu gik tjenestedrengen igjennem frammerset. Da han så
gryden, fik han lyst til |at få at vide, hvad det var, c vor
muer» kogte der, stak sin finger ned i suppen og smagte på
sagerne. Da han kort efter kom ud i stalden, sagde han til
konen: cNæjj sikken know rødbrogge kaZ, dæ leget i dænd

218 E. Lindorme og småkryb.

kow !» Nu kunde konen jo vel forstå, hvordan sagerne stod,

og sagde: cHwa sku din verrisknæjt i mi gryyr afer!/

M. Møller, Sir.

165. Én skulde ride ud til et hugormebo og se at få
fat i en hvid hugorm, og det skulde han have sådan en dusør
for. Det var jo et væddesmål, der var sat på det. Han fik
også hugormen i hans kjole, og han var ridende for at ride
fra de andre hugorme, men det kunde han ikke; de kom
efter ham og satte halen i munden og trillede. Den gang
de nu kom ham så nær, at han ikke kunde undgå dem, så
måtte han smide frakken ned til dem, og de splittede kjolen
ad. Men han tabte hans væddemål. And. Kr. Smed, Veaterbølle.

166. Snogekongen er hvid, men dog har han nok rodt
hoved. Drik det vand, hvori den er kogt, og du bliver al-
vidende .... Kalven i koen o. s. v. F. D.

167. En mand, der var ridende, kom til nogle snoge.
Så snappede han deres konge og red, så stærkt han kunde.
Nu satte snogene halen i munden og spillede efter ham alle
sammen. Da de nåede ham, smed han hans kappe ned til
dem og red videre. De rev den i ene stumper og malede
den ud så fint som smul. Da de nu blev standsede der,
frelste han sådan hans liv og beholdt deres konge. Den
vilde han koge suppe på og blive klog af, for den første, der
spiser af sådan en suppe, han véd al ting. Men pigen vilde
smage suppen tilpas .... Kristen Ebbesen, Egtved.

168. A har set en hugormekonge her' nede i vor egen
hede, da a var hjorde, lige så gjorlig som a kan se Dem.
Den lå på en bar plet, og den var så evindelig lang, a skal
indestå for, den var tre alen lang i halvt mål, for den lå jo
dobbelt, så den må jo altså have været seks alen i det hele,
og så var den så tyk som en almindelig vognstang. Den var
blakket grå af udseende. Ikke for så mange år siden var
der én ovre i Kragelund skov, og den var der mange, der så.
Kunde én komme til at hugge hovedet af den og så koge
det hoved og spise et stykke brød, der var dyppet i det
fedt, som flød ua af det, kunde én se alle tilkommende ting.
A skulde nu rigtig nok ikke spise brød, der var dyppet i
fedt af den slags dyrer. En tigger oppe fra Vandet, sådan
en diskursprygl, fortalte, at han havde haft fat i én, men
hans lille pige fik fedtet. Så sagde hun: «Fåer, a kan se,
hvad kalv der er i vor ko.» Søren Jørgensen, Engesvang.

169. En mand rejste landet rundt for at finde en hug-
ormkonge og fandt endelig sådan en i Vindblces. Han gik

8. Hugormekongen. 219

da med den til det nærmeste hus for at få den tillavet, da
han jo vilde spise den. Konen var ene hjemme og vægrede
sig i begyndelsen ved at have noget med det at bestille, men
han fik hende da omsider overtalt dertil. Der skulde nu
laves suppe på hugormen, og manden sad imens og snakkede
med konen. Da kom i det samme hendes datter hjem fra
skole og løb ud i kjøkkenet, tog suppen af ilden i den tro,
at det var hendes middagsmad, og gav sig til at spise. Det
var nemlig skikken, at hendes mad stod over ilden for at være
varm, til hun kom. Så kommer moderen ud i kjøkkenet til
hende og ser, hvad der gik for sig, og den for så lykkelige mand
blev nu helt ulykkelig. Det skete stod jo ikke til at ændre,
han havde tænkt at skulle blive en stor heksemester og
kunne se skjulte ting, men nu fik den lille pige videnskaben,
og det er hende, der blev til den kloge kone i Vindblæs,
som er bekjendt næsten over hele landet. J. Jensen. Befsh.

170. For ikke mange år tilbage levede en mand i Vend-
syssel, som gik under navn af Hæs præst. Der fortælles om
ham, at han var synsk, han kunde se inden i et menneske,
hvad der befandt sig, så snart han fik det at se, samt kunde
sige, hvad der skulde ske i fremtiden. Han skal selv have for-
talt, at han fik sin visdom på følgende måde. Mens han var
en lille dreng, hændte det sig en dag, at han noget sulten
kom hjem fra marken, og da han ingen mennesker fandt i
huset, gik han selv ind i spisekammeret for at lave sier en
meldmad. Han fik derved oje på en krukke, som stod på
en af hylderne, hvori der var noget dejlig, velsmagende fedt,
som han spiste til et stykke brød. Men da hans moder kom
hjem og straks savnede fedtet i krukken, spurgte hun ham,
om han havde spist det, hvortil han svarede ja. cDet måtte
du ikke have gjort, » og nu fortalte hun ham, at fedtet var
af en stor, hvia hugorm, der var hugormenes konge. Moderen
måtte altså finde sig i, at sdnnen kom i besiddelse af den
egenskab, hun havde tiltænkt sig selv. (Se afdl. L, bjærgfolk nr. 597.)

I gamle dage, da der var langt flere hugorme end nu om
stunder, skal hyrderne, der vogtede kvæget ude på mosen,
tit have seet et hugormebo. Hugormene sad da i utallig
mængde i en mosetue og stak hovederne i vejret, og midterst
i flokken var der én, meget storre end de andre, med hvidt
hoved, og det var hugormenes konge. Lovise Hansen.

171. En søndag kjørte en præst til sin annekskirke for
at prædike. Som han kom ind i en skov, som han skulde
igjennem for at komme til kirken, så han en flok snoge
vrimle på vejen foran hestene, c Holdt!* råbte han da til

220 E. Lindorme og småkryb.

sin kusk Per, csprine af vognen, og tag mig den store snog
med det hvide hoved, som du ser der midt i flokken,* Per
sprang af og vilde tage snogen, men den rejste sig på halen
og lod, som den vilde bide ham ; så turde Per ikke tage den.
Præsten langede da Per et hvidt lommetdrklæde og sagde :
<Læg dette indeni din hånd og tag så snogen med det, så
gjor den dig ikke noget Per tog torklædet og lagde det i
hånden, og så tog han snogen, som var bleven ganske tam,
og gav præsten den. Han viklede lommetørklædet om den
og stak den i kjoleiommen. Så kjørte de til kirke og for-
rettede tjenesten, og kjørte hjem igjen. Da de var komne
hjem, red Per i marken med hestene, og præsten gik ind i
sit studerekammer, hvor han skar snogen i stykker, og tog så
navlestykket og gik ud i kjøkkenet med, og sagde tal sin
husholderske, at hun skulde koge dette stykke kjod godt, og
når det var kogt, måtte hun gjærne smide kjødet ud, men
snppen vilde han have, hun måtte derfor på ingen måde lade
nogen andre få noget af den. Dette lovede pigen, og præsten
gik da ind i sit kammer igjen. Da kjødet var kogt, kastede
pigen det ud og hældte suppen op på en tallerken. Per kom
imidlertid hjem fra marken, var meget tørstig, og gik ind i
kjøkkenet for at få sig noget at drikke. Da han så suppen
stå på bordet, gav han sig straks i færd med den. Dette så
pigen, som stod ved ildstedet, og hun snappede en ildskovl
og slog ham for panden med, så han satte tallerkenen fra
sig uden at have fået ret meget af dens indhold. Præsten
hørte spektaklet og kom løbende ud. Her så han til sin for-
skrækkelse, at Per havde smagt på hans visdomsdrik, og
skjændte så dygtigt på husholdersken, fordi hun havde været
så uforsigtig at lade suppen stå. Men hvad der var sket,
stod ikke til at ændre. Han tog da suppen med ind og satte
den til livs, men sagnet mælder ikke noget øm, at han blev
klogere deraf. Derimod blev Per meget viis af det lidet,
han havde fået, han kunde forudsige skjulte ting og tale så
kløgtig, at vismændene knap kunde forstå ham. Dette blev
de misundelige over, og for at han ikke skulde beskjæmme
dem med sin visdom, tog de ham og skar enden af hans tunge,
så kunde han ikke så godt gjøre sig forståelig. Men trods
denne mishandling gik han dog i mange år omkring blandt
bønderne og forudsagde dem inange skjulte ting ved hjælp
af enkelte ord, som han kunde fremstamme, og ved hånd-
bevægelser og ved af, hvad materiale der fandtes, løselig at
tildanne figurer, som kunde anskueliggjøre, hvad han ikke
kunde sige med ord. Han færdedes mest i byerne et par
mil nord for Slagelse. Jens Pedersen, Fiskerhuset, Tis sø.

• *

9. Stålorme, firben og tusser. 221

9. Stålorme, firben og tusser.

172. Stålormen er meget mere giftig end hugormen.
Vendsyssel. (Sm). E. nr. 143.) A. E. Jakobsen.

173. Stålormen vil slå morgen, hojmiddag og aften, lige
når sol går ned, og lige sådan netop idet den kommer. An-
dre tider kan de ikke slå. Såret er uhelbredeligt. Påbøl.

174. Firben kan blæse ondt på folk. H. P. Nielsen, Sejling.

175. Firbenene lægger æg på størrelse som svaleæg, og
de er kridhvide, men de hænger ikke sammen i rangel som
snogeæg. A traf en gang nogle og kvassede dem, og da var
en levende firbenunge i hver. Lars Nielsen.

176. Der var en pige, der var i engen og havde lagt
sig ved en høstak at sove. Nu har hun jo ikke holdt sin
mund samlet, for der kom et firben og løb ind i den og ned
igjennem halsen på hende. Hun mærkede godt, da den var
i munden, jog tænderne sammen, og bed også halen af den,
men den gik alligevel ned i maven af hende. Nu var hun
jo svært ilde holden med det, og endelig fik hun da også
råd for det og skulde brække det af sig. Men firbenet havde
lagt unger i maven, og da hun begyndte først at brække sig
for alvor, så kom der et efter et andet Da der var kom-
men seks, så mente de andre, der var til stede, at nu var
der nok ikke flere ; men pigen sagde jo, der var et endnu,
det kunde hun fornemme; og det var der også, for nu kom
den stumphalede, moderen til alle de andre. Se, man skulde
ellers Være forsigtig med at lægge sig til at sove sådan i
engen eller i heden. Karen Marie Rasmussen.

177. Det almindelige firben kaldes her en snære og be-
tragtes med stor afsky. Man siger, at den vil krybe ned
igjennem munden på sovende mennesker. De siges at høre
til de dyr, som Fanden fik lov til at skabe, hvorfor man gjor
Vorherre en stor tjeneste ved at ombringe dem og får til
belønning syv synder afkvittede. Deres slægtning, den store
skruptusse, er ligeledes meget afskyet og siges at suge blodet
af ryggen på heste og køer, når disse på marken ligger i
tøjrslaget. Nordsjælland. V. Lund.

178. Eddertusser kaldes de gamle, grå tusser, og de kan
helbrede for edder. Man flækker en levende tusse og vikler
eller sætter den om den dårlige finger. Folk er virkelig
bleven kurerede af det, og det har været meget brugt.

H. P. Nielsen, Sejling.

222 E. Lindorme og småkryb.

10. Æver m m.

179. Når man vrænger ad gjøgen, i det den kukker, så
bider den sig i tungen, så den bløder. Hvis der nu falder
en dråbe blod på en tynd kvist, så danner der sig uden om
kvisten en fynd ring eller perle, som kaldes en cGjøgetår*.
Jeg bar forøvrigt selv som dreng fundet og set adskillige
Gjøgetåre, og jeg har endnu én af dem. Det er en tynd, flad
spiralring, der ligesom er sammensat af utallige småbitte, fine
perler, et sandt lille kunstværk af naturen; men på hvad
måde det i virkeligheden dannes, er mig ubekjendt

Skjondt lindormene, hvoraf der for har været en svær
mængde, rimeligvis nu er helt uddøde på Bornholm, findes
der dog endnu en hel del meget farlige dyr, som snager (snoge)
og orm (hugorme), ormeslåer og tåssebed. En snage er natur-
ligvis ligeså giftig som en orm, om ikke værre, og begge to
kan, når de bliver rigtig ondskabsfulde, bide sig om halen
og trille som et hjul efter den, de vil til livs, og ban er da
redningsløst fortabt, hvis han ikke husker på at løbe i sik-
sak, men gjor han blot det, så er han frelst, da de kun kan
løbe lige frem på den måde.

En ormslå (stålorm) er kun et usselt lille kræ; den er
ikke mer end halv så stor som en snog, og så er den ikke
en gang forgiftig ; men tingesten er så stærk, at den navnlig i
middagsstunden magelig kan slå benet over på et voksent
menneske. Et tåssebed er en endnu uslere maddik, ikke stort
tykkere end ét hår; men det er netop ved sin ringe tykkelse,
at den bliver så farlig, ti denne egenskab sætter den i stand
til i en fart at smutte ind i godtfolks fingre, hvad den siges
at have stor lyst til, og kommer den først ind, så er den
næsten ikke til at dnve ud igjen, uden man mærker det
straks ; så kan man stundom liste den ud ved at gnide stedet,
hvor den er krøben ind, med en pisseblå hosesok (o : én, der
er farvet i urin). Bornholm.

180. På Sjælland er der et insekt, som kaldes Flåt.
Det lever i skovene, og man kan få det på sig, når man
ryster ved træerne. Det er vist nok et dyr af mideslægten,
og det borer sig ind i kjødet på de nøgne steder, så som
hals og hænder, og volder en slem svie og smærte. Chr. Weis.

181. Jower har hoved og ojne i begge ender.

Lars Nielsen, Vinkel.

182. Jowwer er nogle bitte spøgelser, der har hoved i
begge ender. Ja, det har de nu ikke, men enderne ligner
hinanden meget. De kan hvæse lidt af arrigskab, og så kan

10. Æver m. m. 223

de blæse edder fra dem ni kokketrin. Den edder, der kom-
mer blæsende, er den værste. Der var en gang én ovre i
Dunkjær i Vammen sogn. A så den i noget græs, der var
slået De gjorde kort proces med den, hug den over med
en høle, og tog og puttede den i et lille bul.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

183. Jowwen skal kunne blæse ni fjed ind i en kirke-
mur, men kan ikke blæse gjennem en hosemaske. Den skal
ligne en dele. Kommer den til at blæse på et menneske,
kan det ikke leve. Jens Ravnkilde, Haverslev.

184. En Joww er det mest giftige dyr, der er til. Dens
bid kan ingen kurere. I en mose på Lovel mark er der af
dem. Det er nogne bitte brune nogne omtrent som firben.
Folk var så rædde for den mose, og et hoved, der blev bidt
af én, styrtede for resten med det samme. Den blev lige så
sort, og de måtte uden videre kaste kjødet ned.

Dorte Skomagers, Ørum.

185. Jflwwen kan ikke blæse gjennem en uldhose, men
kan blæse gjennem en kirkemur. Der var nogle, der en gang
viste mig en joww, det var kun en bitte orm. Når de kunde
komme til bart, så spyttede de sådan gift, at der var ingen
redning. E. T. K.

186. Hvor æven bider, det kan ikke læges. Forhen
gik én hellere imod en hugorm end imod en æve. For et
ævebid det svinder et menneske efter, men et hugormebid
det kan gjøre det af straks. Den kan bide i en hølé, sådan
at én kan høre, te den bider. Peder Johansen, Mos sø.

187. Det var i mange år der henne i Vesterbølle, de
kom ikke i deres eng fra klokken 11 til 2 om middagen
for jowen. Det er kun én dag om året den kan gjøre for-
træd, men hvad dag det var, vidste de ikke. Det var vist
i avgust. I den* tid kunde den blæse på dem, og det var:
ulægeligt. Jens Kr. Kristensen, Risgårde.

188. Æven findes i kjær og damme. Den ligner en
hvid snegl, men har hoved i begge ender. Dens bid er al
tid dødeligt. Th. J.

189. Æverne de går i vand. A kjehdte en mand i
Hqjbjærg, som de sagde var bleven ævebiat. Hans ben sad
sådan op bagud, og han gik ved to krykker.

Kirstine Madsdatter, Havredal.

190. Peder Tambur fra Bystrup blev jowwblæst ovre i
Ojedsted kjær, da han gik og paste novderne. Han blev en

224 & Lindorme og småkryb.

stakkel af det og gik på to krykker alle hans dage. Men
han kunde lige godt give lange spring. Vi tog cugl for stav>
fra kirkegården og her hen, og nan satte krykkerne forved sig
og slyngede sig gjennem dem og kunde sætte så langt hen,
at det var forskrækkeligt Jo, han kunde nok bruge kryk-
kerne, da han fik det lært. Ullits.

191. Gjennem en gårds mark i Ørritslev by, Nordfyen,
går der en grøft, hvor der for flere år tilbage var så mange
æver, så det var forskrækkeligt. Når køer og heste blev
tojret ved den om natten, blev de æveblæst, især hestene ;
det kunde sees på, at de om morgenen var så ophovnede i
hovederne. Ejerne brugte da at gnide dem med honning, og
det hjalp al tid. A. E. Jakobsen.

192. Det at blive jftweblæst kan ikke lade sig læge.
Der skulde være jower i det kjær, vi havde ved Lund-
gård. Vore folk fortalte, at det var så grusseligt at blive
joweblæst, og vi knægte skulde passe noje på. Når vi var
i det kjær, skulde vi blive både i hoser og træsko, og det
var for de dyrs skyld, ellers trak vi jo af det A har set
dem. Det var nogne bitte stakket, tykke nogne, og de var
grå af kulør, ja, de var så mænd ikke så villele at se til.

De kunde blæse gjennem en kirkemur, men ikke gjen-
nem en uldhose. Kristen Jensen, Fovlum.

193. Der er et dyr i Vendsyssel, orner kaldes det; det
er meget frygtet og regnes for det mest giftige dyr, vi har
her til lands. Jeg har aldrig set det og kan ikke sige, hvad
dets rette navn er, ieg véd kun, at det hører til krybdyrene.
Det slår ikke som hugormen, men blæser på folk, når de
rører ved det, og at blive omerblæst er langt mere farligt
end at blive hugormeslået; det er fa, der slipper fra det med
livet Børglum herreds vestlige sogne. A. E. Jakobsen.

194. Gindinger er sådan nogle gruelig giftige fluer.
Ni hvevser og så en ginding kan stikke en hest ihjel. De
er godt en halvanden tomme lange. Mollerup.

195. Man siger: En halv snes gindinger kan stikke en
hest ihjel. Niels Simonsen, Vejrum.

196. Ni gindinger kan stikke en hest ihjel. Ørum.

197. For nogle år siden var der en gindingbo i et have-
dige her i byen, og den ødelagde de ved at hælde en gryde
koghedt vand ned over dem. Ni hvevser og en ginding (o :
gedehams) kan stikke en hest ihjel. Lars Nielsen, Vinkel.

_l 10. Æver m. m. 225

^ 198. Guldbruden er en væsel, som er meget hyppig i

a? VigsnæSy hvor den antages for at være giftig. En gang, for-
^ tæller de, var der en kone, der havde ladet sin ovn stå åben
w om natten, og da huu næste dag skulde bage i den, foer der
7*" en stor guldbrud ud af ovnen og op på konen, spyede for-
gift på hende og bed hende, så hun døde tre dage efter.

F. L. Grundtvig.

199. Væsseler har de sagt var giftige. De kunde væs-
selbiæse kreaturerne. De blæste ind i halsen på dem, og så
blev de helt øde, og de gamle var da så rædde for, at deres
kreaturer skulde blive væsselblæste. Væsselerne gik mest ned
i kanten af torvegrave og havde huller der. Men nu er det
forbi, for alt vildt går fald på nu om dage. Haslum.

200. Den lille væsel — Bruden — skal ved at blæse
kunne bevirke, at mennesker svulmer op. Dette var i egnen
om Præstø en almindelig tro i min barndom. Ohr. Weiss.

en.

ler
le

> *

i

r 201. Væselen strider med slangen (Plin. 20, 23) og æder

rude, for at den ej af giften skal skades .... tager heller
en mus eller frø i en kostald, hvor ej plantes rude for den,
til med skrives det om den, at forgift kan ej skade den mer,
end den skader storken . . . undfanger med øret og føder af
munden. Fabel 1 Petr. Septr. : De vulgi.

•

202. Når man lader en bjornespinderlarve (uldworm) gå
over sin hånd, skal den aldrig blive storre, end den er. M. M.

203. Løber en angermus (spidsmus) over lænden af en
ko eller hest, bliver den slinger. A. E. Jakobsen.

204. Når man kan slå en angermus ihjel med tre slag
af sin baghånd, så kan én kurere et kreatur, som en sådan
angermus er løben over. E. T. K.

205. I Salling har hyrdedrengene det råd, så snart en
angermus har bidt ens hånd eller er løbet over den, straks
at slå musen ihjel med bagen af den befængte hånd og der-

• næst stryge denne hen ad et kreaturs ryg. P. K. Madsen.

206. Ørentvisten er så skarns til at søge efter folks
| øren. Den kravler så ind i hovedet, hvor den bygger sit
, bo og yngler helt forskrækkeligt. Så bliver mennesket tå-
beligt. A. E. Jakobsen.

207. Man skal vare sig for at drikke af åbne vand-
I pytte. Sådanne steder opholder et dyr sig, som ligner en kok,

og får man den i livet, udvikler den sig og bliver stor og
.stærk, får mæle og kan gale som en virkelig kok. En pige

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 15

226 E. Lindorme og småkryb.

fik et sådant dyr i sig, og det kunde give sig til at gale i

hende, når han mindst tænkte på det Som barn fik jeg en

gang hæftig ondt i maven, og ae, der var hos mig, antog da,

at jeg havde drukket af åbenstående vand i marken.

A. £. Jakobsen.

208. Gjedder kan blive gruelig gamle; et sikkert tegn
på deres alder over hundrede år er, når der gror mos i deres
pande. En sådan gammel gjedde skal en gang være fanget
i Ry d. Tise sogn, Vendsyssel. A. £. Jakobsen, Ørritslev.

209. I Stege nor lever en stor gjedde, som ingen tor
fange. De véd, at så snart de hugger efter den, går de ud
af båden, og derfor tor aldrig nogen prøve det mere. Alle
folk kjender den.

Et sted kan man helt tydelig se, at der nede på bunden
afvandet liggeret nøgent kvindemenneske. J. Jensen, Gjed ved.

11. Basilisken.

210. Når hanen bliver syv år gammel, lægger den et
$g. Bliver dette ruget ud, kommer der af det en djævel,
der vil tage honsene.- Dette haneæg er ikke til at skjelne
fra almindelige honseæg. N. Kr. Pedersen, Grynderup.

211. Basilisken er en fugl, som har et hul i den hojre
vinge, og når et menneske ser ind i det hul, døer det. Den
kan også dræbe folk ved at se på dem. Når en hane blev
ni år gammel, så lagde den et æg, og deraf blev en basilisk.

K. N. Stegger, Lystrup.

212. Basilisk. Andet hundret hist 54. Man lader næp-
pelig en hushane leve ni år. Hdns udlægger æg og ej haner,,
men om hanen det skulde gjøre, var han bekvemmere dertil
i sin ungdom end alderdom. Petr. Septr. : De vulgi.

213. I mjødtønderne kan der avles nogle store dyr,,
der ordentlig kan slå mod siderne, så det kan skvalpe inden,
i tønderne. Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

214. Når de har en stor mjødtønde, og de lader mjøden
blive for gammel og tapper den ikke omkring, så bliver der
en basilisk, og han slår tønden i stykker, og så dør de men-
nesker, han ser på. Kristen Nielsen, Mosehuse.

215. I Skjoldborg i Ty havde de lavet gammel-8l. Men
da de skulde til at tappe af tønden, var der ikke ol, men
noget, der brumlede. Så kjørte de tønden ned i nogle bak-

11. Basilisken. 227

ker et stykke fra fjordbakkerne og grov den ned der. Det
dyr, der var avlet i den tønde, skal vokse der og bryde ud
og være så ualmindelig stort, når det kommer ud af fjord-
bakkerne, at det vil ødelægge det halve af Ty. Dissing, Erslev.

216. Når en basilisk bar sprængt en mjødtønde og rum-
sterer nede i kjælderen, skal man gå baglænds til den og
slå den ihjel der nede, for hvis man kommer til at se den i
ojnene, bliver man bunden fast og kan ikke gå af stedet, ej
heller røre hånd og fod. e. T. K.

217. Min bedstemoder fortalte, at når én kan få en
basilisk til at spejle sig ned i en k jelde, så <den ser sig selv, så
døer den. Eokæg er ikke storre end dueæg. Lars Nielsen, Vinkel.

F.

Varulve 02: marer

1. Varulve.

1. Når en kvinde første gang er frugtsommelig og
går i angst for fodselssmærterne, kan hun slippe for dem,
når hun selv vil. Hun skal da for dag gå hen, hvor der
ligger en horserad (hestebenrad) eller en horseham (ham-
men, som omslutter føllet for fødslen) og stille den op. Når
hun så kryber nøgen der igjennem tre gange i Djævelens navn,
får hun aldrig nogen sinde fødselsveer at mærke; men der
knytter sig til hendes førstefødte den forbandelse, at barnet
bliver halvvejs dyr; er det en dreng, bliver han en varulv,
men er det en T>ige, bliver hun en mare. Sådanne små stakler
ser ud som anare born på det nær, at djenbrynene går helt
sammen over næsen. Men de er tillige født med en lådden
cdot» (lidt ophojet plet) mellem skuldrene ; den søger moderen
meget omhyggelig at skjule, medens barnet er lille, men når
det bliver stBrre, meddeler hun det, hvad dotten har at be-
tyde, og så skal barnet nok både da og siden vogte sig for
at blotte sig i andres nærværelse. Når barnet bliver fuldvoksent,
kommer dets forbandelse, dyrenaturen frem ; så snart mørket er

16*

228 F. Varulve og marer.

faldet på, fjærner den ulykkelige sig fin andre mennesker, hvorpå
dutten mellem skuldrene udvider sig, så hele legemet bliver
låddent og med det samme får dyreskikkelse. Så står der
en varulv eller mare, eftersom det er en mand eller kvinde,
der er forvandlet. ( Varulven farer ud for at se, om han kan
træffe en kvinde, der er frugtsommelig ; kan han det og kan
komme af sted med at rive fosteret levende ud af moderens
liv og dræbe det, så er hans forbandelse hævet med det
samme, så han for fremtiden er som andre mennesker. Når
en varulv farer ud, humper den af sted på tre ben, medens
det fjerde stikker bag ud som en hale. Hunde er al tid
slemme ved en sådan stakkel og farer hylende og. halsende
efter den, og da den kun kan humpe på tre ben, har hund-
ene let ved at indhente den; den må da søge tilflugt mel-
lem tætte* buske og tjorne, hvor hundene ikke vover sig ind
efter den. Man kan al tid se på et varulvmenneske, når
hundene har været efter ham, ti så er han så fælt forreven
i ansigtet. Et varulvmenneske kan også blive forløst fra sin
ulyksalige tilstand, når én, medens han er i sin naturlige
skikkelse, kommer til at sige til ham, at han er en varulv.
En mares skikkelse véd man ikke så meget om, kun at
den er som et lille låddent dyr. Maren søger mest at komme
ind, hvor mænd sover, dog kan den også godt få i sinde at
«ride» kvinder. Den kan kun komme igjennem nøglehullet
eller et hul, som er boret i ddren, loftet, vinduet eller andet
træværk, derfor må man være så forsigtig at tilstoppe alle
slige huller, hvis man vil undgå mareridt. Man Kan også
værge sig ved at stille sine træsko foran sengen med hælene
ind mod den, ti maren kan ikke komme op, uden at den kan
træde ret i dem først. Ridningen består i en meget smærte-
fuld trykken for brystet og helt op i halsen, det er ligefrem,
som om man skal kvæles. Denne fornemmelse fremkommer
ved, at maren lægger sig oven på sengedynen lige over ens
hjærtekule, og skjont maren kun er lille, har den en umåde-
lig vægt, når den sådan lægger sig på én. Den, som frygter
mareridt, skal anbringe et rundt håndsold således, at han kan
lade det falde over maren og fange den, men. han skal an-
bringe snoren, eller hvad han nu Bruger, således, at han, så
såre maren er ved at lægge sig, kan lade soldet falde blot
ved at gjøre en lille bevægelse, ti har den først lagt sig, så
er det umuligt for ham at røre så meget som en finger ; det
eneste, man under ridningen kan bevæge, er ojnene. Lige
med et, får man véd af det, er maren borte, man mærker
ikke, den kommer Jnå, og heller ikke, at den forlader éns
sovekammer. Kan man på den nævnte måde slippe til at

1. Varulve. 229

fange en mare, er den frelst fra forbandelsen, ti den har
ikke magt til at kaste soldet til side, for den far talt alle
hullerne i soldets bund; men det kan den ikke komme af
sted med. Når så dagskjæret falder ind på den, er den , for-
vandlet til menneske med det samme, og den bliver aldrig
mare mere.

Der er sikkert ikke få frugtsommelige kvinder, der tror på var-
ulves tilværelse, og af den grund ikke tør vove sig uden for en dør,
når mørket falder på. Midtsjælland. Henrik Pedersen, Maribo.

2. En varulv lignede en almindelig ulv på det nær, at
den kun havde tre ben. Den var et forgjort mandfolk, der
om dagen var som andre, men i enkelte nætter blev til en
varulv og færdedes vidt omkring. Et menneske kunde fri-
gjøresfor denne ulykkelige tilstand ved at fortære et. uskyldigt
(o: ufødt) barns hjærte. Frugtsommelige kvinder gik derfor

„ gruelig nødig ene om aftenen, og uår de blot havde en lille

dreng med dem, havde varulven ingen magt. Ligedan blev

varufvemennesket forløst, når der blev sagt til det, idet det

angreb en frugtsommelig kvinde : «Du er jo en varulv !>

Kr. Larsen, Finderup*.

3. En varulv bar en stor lådden plet på brystet. Den
ligner en stor glubende hund med et fladt hoved og store,
gronne, tindrende og rullende ojne. Hårene er lange og strit-
tende. Den humper af sted på tre ben, det fjerde stikker
den bag ud i steden for hale, da denne mangler. De søger
især frugtsommelige kvinder, som de sønderriver for at få
et stykke af det ufødte barns hjærte, da fortryllelsen så hæ-
ves. Mange påstår dog, at dette kun sker, når barnet er et
drengebarn. Når man siger til den: «Du er jo en varulv!*
må det siges i en oprigtig og ærlig mening, for siger man
det i en ond og trodsig tone, hæves fortryllelsen vel, men
man får til svar: «Nu er jeg forløst, men nu kan du være
det lige så længe, som jeg har været det», og fortryllelsen
går da over på én selv. Når han mærker, at forvandlingen
vil foregå, søger han bort og lægger sine klæder på en kors-
vej, hvor han atter kan opsøge dem. Er de imidlertid bort-
tagne, bliver han ikke menneske, for han igjen finder dem.
Fortryllelsen hidrører fra, at en moder for at lette sin fore-
stående nedkomst, opsøger en hoppe, der er ved at fole, tager
skarnet -(følhinden) og udspiler det mellem fire staver og
kryber tre gange under det. Barnet bliver en varulv, hvis
det er en dreng, og en mare, hvis det er en pige. M. K. G.

4. Når piger kryber nøgne igjennem en følleham, skal
de kunne føde bom lige så let, som når et øg foler

230 F. Varulve og marer.

Varulven går omkring i skikkelse af et vildt dyr eller en
stor hund og graver sig ind under syldstenene. A. N.

5. Varulvene hjumper som trebenede får og er gramme
især efter frugtsommelige koner. Pebersvendene bliver til
varulve, og peWmøerne til marer.

Et sted var der oppe under loftet et underlig fedtet hul;
man kunde få et helt lag fedt på finerene, når man tog derop
i, men de turde ikke lukke det, for det var maren, der havde
sin gang der. Jttrg. Hansen.

6. Varulvene er slemme til at forfølge frugtsommelige
kvinder. En gang kom en sådan ind i stuen til en kone,
men heldigvis havde hun et drengebarn hjemme. Hun bad
da barnet gribe en stor træsløv (træske), og med denne drive
den slemme gjæst på doren, ti et drengebarn kan let få magt
over den. Kr. E.

7. Varulven rev får og kalve ihjel og pinte køer, så
blodet kunde løbe ud af yveret på dem. Der blev en gang
et lam henne hver dag for byens hyrde et sted, og folkene
mente, at det var en ulv eller ræv, der gjorde det. Men
konen troede ikke manden ret og hængte sit gamle røde ryes
skjort over et lam. Hun passede nu selv på, at de alle
kom vel ind, men et blev dog oorte, og da manden kom ind til
nadveren, så hun grangivelig, træ vierne af hendes røde skjort
sidde fast imellem hans tænder. Man har endnu det ordsprog
om en person, hvis ojenbryn er sammenvoksede over næsen :
«Af ham kunde der blive en varulv. » a. L.

8. Er øjenhårene groet sammen over næsen på en mand,
er det en varulv. Lars Frederiksen.

9. Når man ser et menneske, på hvem ojenbrynene er
voksede sammen over næsen, skal man tage sig i agt for at
få noget, med ham eller hende at bestille, ti dette er et tegn
på, at vedkommende kan hekse. H. Pedersen.

10. En horseham er den hinde, som føllet er omgivet
af ved fodselen. Man havde den tro over alt på Sjælland og har
ikke helt mistet den endnu, at når en kvinde i sit første
svangerskab krøb igjennem sådan en ham i Fandens navn,
vilde hun undgå fodselssmærter, og det er aldeles vist, at
det har været prøvet. Hvis det første barn var en dreng,
blev han en varulv, var det en pige, blev hun en mare.
Ved Pedersaård ved Kalvehave gik en mand tredje pintsedags
morgen tidlig ud på et dige mellem en skov og en af hov-
markerne, hvor kvæget var på græs. Han kunde se, at pi-

1. Varulve. 231

gerne måtte være på marken, ti malkespandene stod der, men
pigerne så han ikke. Malkehoppen havde folet og stod og
slikkede føllet. Nu fik han dog oje på pigerne noget borte
fra malkepladsen; de var ganske nøgne og i færd med at
krybe igennem horsehammen, én for én. Hvad hån havde
at gjøre: han fik skåret en lang, smækker hesselkjæp, fik
slået en af de andre heste løs, kom på ryggen af den og
hen til pigerne, som han jog foran sig, nøgne som de var,
hjem på gården. De måtte så rejse. Det er sket i dette
århundrede. Ohr. Weiss, Tingerup. m

11. Inden jorderne blev udskiftede, holdt bønderne i
Løve så vel som andre steder en rogter, der skulde vogte
alle deres bæster langt ude på marken. Han havde fået nys
om, at der en vis nat vilde komme nogle piger, som havde
i sinde at -krybe gjennem en følleham. Han havde da til-
lige med nogle andre mandfolk lagt sig i baghold for at passe
dem op. Ud på natten kom pigerne, klædte sig af og vilde
just til at udføre deres forehavende, da mandfolkene sprang
frem af deres skjul. Pigerne vilde flygte, men mændene satte
sig til hest og drev dem med svøber foran sig til Løve, hvor
de til straf blev slæbte over gadekjæret

Denne straf overgik ofte sladder ki ællinger, de sattes på et halm-
knippe og droges så i et reb over gadekjæret. (8. G.) A. N.

12. Når en kone går nøgen igjennem en følleham, da

vil hun føde horn uden smærte, men det første barn bliver

da enten en mare eller en varulv. Fire piger fra Greve vilde

benytte dette middel, og de tog en sådan ham og gik med

den ud ved stranden, men da de var afklædte, kom nogle

af byens karle bag på dem og jog dem nøgne tilbage til byen.

Kristoffer Jensen.

13. Tre piger fra Forlev havde hørt, at når de krøb
nøgne igjennem en horseham tre gange, så kunde de aldrig
få (rigtige) born, for de skulde blive til varulve, og det- fik de lyst
til at prøve og gik derfor ud på mærsket med en horseham.
Men en dreng, der havde hørt deres snak, fortalte deres fore-
havende til et. par mænd, som straks gik ud og fulgte pigerne
hjem med piske, så de .fik ikke at vide, om det var kjæl-
lingesnak eller ikke. Chr. R.

14. Min fader har fortalt, at der en gang var to kjæl-
linger, der trak af derø) klæder og krøb gjennem en heste-
hud, de havde hængt op på en pind. De var frugtsomme-
lige, og de var nøgne, og så blev deres fostre til varulve.
Men de var jo mennesker det meste af tiden. Når de var
ulve, så det første, de ramte på, det splittede de æd, ihvad

232 F« Varulve og marer.

det så var« En karl her hjemme kjørte i heden at skulle
hente lyng med en pige. og de var kjærester* Da de kom*
mer til en dal eller et lavt sted der ude i heden, sætter
karlen sig af og siger til pigen: cDersom der kommer en
ulv til dig, så må du endelig ikke jage forken i den.» —
c Hvad skal a så gjøre ved den?> Ja. hnn kunde hægte
hendes forklæde af og slå den i det Straks han var hen«
gået, kommer der også en ulv til hende, . og den vilde havft
sprunget på hende. Men hun greb forklædet og slog efter
den. Den snappede det og splittede i ene små stumper,,
og så rendte den sin vej. Lidt efter kom karlen igjen. cUer
har været en ulv her og villet splitte mig æd, og du biede
så længe.* Han lo noget æd det. Hendes forklæde var blåt
med nogle hvide striber i. Den gang karlen nu gav ag til
at le, kunde hun se trådene imellem hans tænd. cDet var jo
dig,» siger hun, efor a kan se trævlerne imellem dine tænd.*
Så blev han aldrig til varulv mere, for nu var han røbet

Jens Kristensen, Ersted.

15. Der var forhen tale om, at nærenstid en karl gik
hen og tog den ham, som føllet ligger i, når en hoppe foler,
og så går igjennem den, så kunde han blive skabt i en ulv.
Der var en karl, som havde gjort det, og så var både han
og manden i engen at slå. Da kom det på ham, at han
blev til en ulv, og han gik hen og rev føllet ihjel og for-
tærede en stor del af det Lidt efter kom han og blev til
en karl igjen og lagde sig ved manden, men klagede sig over,
at han var dårlig tilpas, hvorpå manden svarede og sagde :
cDet er intet under, for du har fortæret mit føl.»

Den slags dyr kaldte de varulve. Der skal nok gjøres
eller siges noget mere end blot at krybe gjennem den ham,
men det kjender a ikke. SSren Hansen, Hårap.

16. I Stavréby boede der et par folk, hvad de hed,
kan jeg ikke huske, skjondt konen, som fortalte mig historien,
mens jeg var barn, også nævnte deres navne. Nok er det,
manden var en varulv, det var godt at se, for hans ojenbryn
var sammenvoksede over næsen. Så skete det en gang, mens
konen var frugtsommelig, at hun skulde med til Nykjøbing,
og da de kom til Lindeskoven, skulde manden der inden for
et ojeblik. Aldrig så såre havde han bundet hestene og var
gået indenfor i skoven, for der kom et fælt låddent dyr og
vilde kravle op i vognen til konen. Hun løser straks sit gode
ny hvergarnsforklæde og slår løs på dyret, og til sidst måtte
det også gå med uforrettet sag, men først efter at hun næsten
havde slidt sit stærke forklæde op på det. Lidt efter kom-
mer jo manden, og meget rigtig sidder der nogle trævler af

1. Varulve. 233

forklædet mellem hans tænder, men konen turde jo ikke sige,
at han var en varulv, for havde han så svaret og sagt : cDet
kan du være, til jeg bliver det,» så havde han ganske vist
været frelst, men så var hun jo kommen i samme ulykke.
Siden vogtede hun sig vel for at kjøre ud med ham, så
længe hun var i de omstændigheder, og da barnet var født,
vogtede hun det så godt hun kunde med stål, og hvad hun
ellers vidste, og hun var ikke tinden kirke> længer, end hojst,
nødvendigt. Hver nat i den tid var manden ude en lille tur,
og så tudede det uden for, så det var rædsomt Sidste nat,
for barnet skulde i kirke, var det dog allerværst, og moderen
var i en dødsens angst hele natten; det tudede snart uden-
for vinduerne, snart omme ved doren, og der blev krasset
og revet i den. Da konen kom ud om morgenen, så hun,
at der var krasset et stort hul i udengulsdoren. De havde
ikke mere end det samme barn. Karen Toxværd, Sillestrup.

17. Martin Andersen ved Korsør kan huske, at hans
farm o Y fortalte ham og hans søskende, da de var bftrn, så
mange historier om varulve, og de blev så bange, at når det
blev aften, trak de benene op på bænkene for ej at blive
varulvebidte. Han kan huske, hun gav følgende forklaring,
når hun blev spurgt om årsagen til varulvefortryllelsen : Der
gives kvinder, som ved hjælp af tryllemidler føder deres born
uden smærte, enten af den grund for bedre at kunne føde i
dølgsmål eller også for at undgå fødselsveerne, men følgen
bliver da, at disse born, som fødes på den måde, bliver var-
ulve. Dette kan forebygges, i fald man kan opdage disse
kvinder under udøvelsen af tryllemidlerne og få dem for-
hindret i fuldførelsen heraf, ti da er fosteret fri, og de må
da selv bære varulvehammen. En mand, som hun meget
godt kjendte, gik en morgen tidlig, for det endnu var blevet
dag, ud på Næsby fed for at søge efter sine heste, men da
han er kommen ud på feddet, opdager han igjennem morg-
entågen lige foran sig tre nøgne kvinder i færd med at løbe
under en følleham, de havde spændt ud over fire i jorden
nedrammede pæle. Manden var ikke sén, greb sin pisk, som
han havde med sig, og drev dem bort, inden de fik fuldført,
hvad de skulde (tre gange nøgne under hammen), og manden
så dem alle tre fare bort i varulveham.

Martin Andersens farmo'r vidste også at fortælle om
måden eller midlet, hvorved varulven kunde frigjøres for
varulvehammen, hvilket, fortalte hun, skete, når én tre gange
sagde til et menneske, som til sine tider måtte gå i varulve-
ham: «Du er en varulv !» Så var han med det samme fri-
gjort Herom fortalte hun følgende historie: Der var en

I

234: F. Varulve og marer.

fang en maod og en kone, som var ude i marken for at
jøre korn hjem. Manden var fortryllet og måtte til sine
tider gå omkring som varulv, hvilket han hidtil havde holdt
skjult for sin kone, men som de sad på vognen, mærkede han,
at varulvenaturen kom op i ham, og han siger derfor til hende :
c Jeg skal et ærende om bag gjærdet hist henne, men skal
der komme noget efter dig imens, så må du vide at slå fra
dig med dit blåtærnede forklæde.* — cDet har ingen nød,
hvad skulde der vel komme efter mig?» — c Ja, husk nu
å, hvad jeg har sagt dig,» sagde manden og gik. Et Qje-
lik efter at manden var forsvunden bag gjærdet, så konen
en varulv komme farende hen til vognen, hun sad på. Den
sogte at springe op til hende, og rev og bed efter hende, mens
hun brugte det blåtærnede forklæde så godt, at hun til sidst
ikke havde mere tilbage deraf end forklædebåndet, men da
måtte ulven også vige, og den forsvandt atter bag gjærdet
Da der var gået en kort tid, kom manden tilbage og havde
sin menneskeskikkelse, men konen opdagede imellem hans
tænder nogle trævler af det blåtærnede forklæde og sagde
derfor til ham: cDu er en varulv!* Manden svarede intet
hertil, og konen gjentog det anden og tredje gang. Nu tog
manden ordet, idet han sagde sin kone hjærtelig tak, ti nu
var han forløst fra ulvehammen. Niels Kjær, Trunderup friskole.

18. En mand og en kone, begge to unge folk, kjørte
en vinteraften i gråvejr ved midnatstid fra besøg. De sad
ene på vognen. Så siger manden til konen, at han skal af
lidt, og hun måtte holde på hestene. Men for han stod af,
tog han et hjemmestrikket, gult, uldent klæde af halsen og
flyede hende, idet han sagde, at hvis der kom noget, skulde
hun slå dygtig fra sig med det. Så hopper han af vognen
til venstre side og går ind i skoven; og kort efter kommer
der en varulv tilbage, sætter forbenene op på det nærmere
forhjul og lader, som den vil op i vognen. Hun slår fra
sig, det bedste hun kan, med klædet et par minutters tid.
Pludselig gjor dyret venstre om, smutter ind i buskene og
forsvinder. Kort efter kommer manden tilbage, står til vogns
og kjører hjem. Da de kom ind i stuen, og konen fik tændt
lys, så hun, at dér sad gul, ulden tråd imellem mandens
tender. Så siger hun : cMen Per, du er jo en varulv.* —
c Ja, nu er jeg det ikke mere, for nu er jeg frelst, Maren!*

Jørgen Henriksen Borre, Testrap.

19. En mand, som boede på Sjælland, blev hver nat
omskabt til en varulv, og han ^kjæmmede sig meget der af,

å grund af, at han måtte løbe lange stykker vej. En gang,
a han havde været kjørende bort, var konen med

s

• . • •

1. Varulve. 235

En stor hund .... Kun forklædelinen igjen .... Konen
fortalte, hvad der var sket i hans fraværelse. Manden lo
kun ad hende. Ved denne bevægelse kom tænderne til syne,
og nu så konen . . . . : cDu er jo en varulv.* Han svarede
nej. Konen gjentog det anden gang og fik det samme svar,
men da hun sagde det* tredje gang, sagde han : «Nu har du
frelst mig fra en stor ulykke, ti nu har det ikke mere magt
over mig.» Fra den tid af havde han ro og blev i sin seng
om natten. Peder Jensen, Tune.

20. En mand bliver til en varulv .... En sort hund
på tre ben .... Trævler mellem tænderne o. s. v. H. Børdam.

•

21. En gang kjørte en bonde fra Termestrup til Mols
med sin kone. rå vejen løb han bort og kom først tilbage
efter et par timers forløb. Imidlertid var konens klæder revet
itu af nogle usynlige væsener. Ved mandens tilbagekomst
spurgte hun ham, hvor han havde været, men han lo be-
standig og svarede intet .... Imellem hans tænder hængte
klude, som var af hendes klæder o. s. v. R. H. K.

22. Der var en gård i Slagelse-egnen, hvor der var
gilde til langt ud på natten. Mens manden fulgte de sidste
gjæster lidt på vej, var konen inde i spisekammeret, og her
kammer en stor hund hende i møde. Hun bandte den, men
den blev værre heraf og bed endog i hendes klokke. Så sagde
hun: c Vig bort i Jesu navn!» og da løb den. Om aftenen
talte hun intet herom, men om morgenen ved davrebordet
fortalte konen om hunden, som bed i hendes klokke, hvor-
over hun var så angst Manden lo ad hende, og derved op-
dagede .... cDet skal du have tak for, mo'r, nu er jeg
frelst, da du sagde det rent ud til mig.» N. J.

23. En karl og en pige var ude at grave torv. Han
vidste ikke af, at han var varulv, og det var imod hans
vilje. Så grov han en tid, men da skulde han hen i hans
eget ærende. Om lidt kom en stor, grimme ulv .... For-
klæde .... sled det i pjalter. Bort igjen. Lidt efter kom

karlen, og de begynder at grave. Så siger pigen: cDu kan
tro, a har været ved mit spil, siden du gik.» — cHvad med?»
siger han. «Ja*, sådan og sådan kom en ulv, og a troede, te
han havde split mig ad. Her kan du se, hvordan mit for-
klæde er revet i pjalter.* Så tager ban til at skogre af det,
og da ser hun så vis på ham, for hun ser en pjalt i klemme
imeld hans tænd. cHvad, a troer, du er en varulv, der sid-
der et stykke ...... Han vidste det ikke, men nu var han

frelst. La« Nielsen, Vinkel.

236 F. Varulve og marer.

»

24. En karl og en pige kjørte hø. Mens de læssede,
gik karlen op i skoven . . . . Han måtte tage sig i agt for
at støde efter den med forken .... Ulv springende, og kun
med nød kunde pigen værge sig .... cDet var jo dig, der
var her, du har noget af mit forklæde imellem dine tænder. >
Siden var karlen fri for at blive varulv. Eriksen, Bramdrap.

25. En kone var ilde faren med hendes mand ude i
heden .... Ulv til hende, som var færdig at splitte hende
ad ... . Stumper af hendes forklæde imellem hans tænder,
da de kom hjem. Jens Begs enke, Stmdstrnp.

26. Der var en kone her vester på, hun var med hendes
mand nede i engen .... Hun fik værge sig, det bedste hun
kunde .... tage fork med sig. Næste morgen .... træv-
ler af hendes skjort imellem hans tænd. Anders Udsen.

27. Varulven kan ellers ingen magt få med én, når
man bliver ved at gå rundt i stuen, for den skal forind (ad
navlen). P. L. J.

28. Når én spændte fra og så smed puden sådan, at
den kom til at vende avet (o: med svedsiden op ad), så
skulde han spytte igjennem den, for han vendte den om, for
hvis det ikke blev gjort, og én så krøb igjennem den pude,
den blev til en varulv. Det kunde jo godt tænkes, at én
dreng kunde få i sinde at gjøre det. I forrige tider brugte
de jo al tid pudetoj. Knud Andersen, Ntørbeg.

29. En tækkemand, Peder Rasmussen, blev anset for at
være en varulv, ti den, der tjente tækkemand (var håndlanger)
for ham, så en 'gang op på taget, og da lå der kun det tomme
klæder, men manden var borte. Et par timer efter var tæk-
kemanden i klæderne igjen og fortsatte sit arbejde, men in-
gen fik at se, hvorfra lian kom, eller hvorledes han kom
i dem. A. N.

30. Der var en dreng — det var nok oppe i det nord-
lige Sjælland — som skulde gå ud og give hunden dens
aftensmad. Da han blev noget længe borte, gik en pige ud
for at se, hvad der blev af ham, og hun fandt ham da stå-
ende henne ved hunden. Så snart hun nærmede sig, råbte
han: c Jeg bli'er, jeg bli'er!» — «Hvad bliver du?> spurgte
hun, « bliver du en varulv ?» — «Ja!» sagde han, og dermed
var han frelst p. L. J.

31. Der var en mand og en kone i Borregårde, og de
skulde over i ÆrtbeUe hede at hente et læs lyng. Da de
havde fået lyngen læsset på og vilde kjøre hjem ad, siger

1. Varulve. 237

manden til konen: «Nu kan du tage tommen og kjøre,
der bar du forken, og kommer der noget til dig, skal du sil
fra dig, men du må ikke stikke med den.» Nå, så en bitte
tid efter, at ban var hengået, kommer der en forfærdelig stor
ulv til hende, fof det var i de tider, der var ulve, og den
søger hende og gjor sig forfærdelig grum, og hun slår, alt
hvad hun kan, men jo mere hun slog, des mere trængte den
ind på hende og snap i hendes forklæde og rev det ad. Så
griber hun til med forken og stikker. Så snart hun begyndte
med det, så veg den og rendte sin vej fra hende. Kort efter
kommer manden igjen og var så forfærdelig værkelig og gna-
ven og skjældte ud. Som hun så ser på ham, bliver hun vaer,
at der sider tråde af forklædet imellem hans fortænder. Så
siger hun : c Det er godt at vide, at du sagde, a måtte ikke
stikke, men kun slå, du er jo en varulv og en djævel ud af
Helvede. Godt er det,> siger hun, c te a sagde det, nu er
det åbenbaret, nu kan du aldrig blive det mere.*

Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

32. Der var en mand og en karl, som gik i heden og
grov torv ved siden af kjæret. Så siger manden til karlen:
«Vi vil have os en ordentlig sovn i dag, for det tilkommer
torvegravere.* Den mand han var meget uvenner med hans
nabo. Denne havde et føløg, som stod med sit føl i nær-
heden. Som de nu har lagt dem til at sove, så rejser manden
sig op og går hans vej, men karlen lægger mærke til, at
manden blev henne. Han troede, at han var gået hen at ar-
bejde, men så ser han, at der kommer en Helvedes stor ulv,
og den springer på føllet. Så tænkte karlen: cDa var det
dog sdrgeligt, skulde den nu gå hen og splitte mandens føl
ad.» Dermed griber han hans lyngle og vil hen og redde
føllet, men ved det han kommer, så river ulven struben ud
af føllet, og han fik nok ulven jaget derfra, men føllet var
jo død. Karlen havde så ondt af det og gik og så sig om,
og manden var henne, og ingen var at se. Han tænkte på
at gå hen til manden og sige ham, at føllet var ødt. Men
imidlertid ser han, at manden, han grov torv med, kom op
fra den venstre side af bakken, hvor de havde lagt dem.
«Hvor har I været henne?* siger karlen. cTu a har været
for mig selv på den anden side.* — «Nej,» siger karlen,
-c det er logn, og du er en varulv og en djævel, og a er vidne
til, at du har split mandens føl ad.* Lige så snart det er
åbenbart, så kan de ikke blive det mere, siger sagnet.

(Sml. F. nr. 13) Niels Kr. Jensen, Fredbjærg.

33. En mand var ude at kjøre med sin kone, som var
frugtsommelig. Da de kjørté hjem om natten, vilde manden

238 F. Varulve og marer.

gå afsides et ojeblik, og han sagde da til konen, at hvis der
skulde komme noget efter hende .... Den vilde splitte

konen ad og komme til at æde baraehjærtet Næste

morgen, da de spiste frokost, så konen, at manden havde
trævler af forklædet imellem tænderne. *Hun sagde da til
ham : «Du er jo en varulv !» Så var han frelst
Fra Møen. £. F. Madsen.

34 Hvis en varulv kan få fat i et ufødt drengebarns
hjærte og spise det, kan den frelses- Sjælland. E. F. Madsen.

35. En husmand, der havde en frugtsommelig kone,
kom en aften hjem fra arbejde. Doren var lukket i, så han
havde læs med at komme ind, men jorden var rodet op et
sted under sylden. Da han kom ind i stuen, lå hans kone
på sengen og var død, og livet var revet op på hende. Så
vidste den elendige mand nok, hvem der havde gjort det,
og da han så sig for omkring huset, sad varulven i mød-
dingstedet og åd barnet. A. N.

36. En kone var frugtsommelig. Så en dag om som-
meren, hendes to små born sad uden for og spiste grød, kom
der et underligt dyr på tre ben hoppende, og det var en
varulv. Konen løb straks ind, smækkede og låsede doren.
Så kom ulven hen til de småbOrn. Den ene var en lille
dreng, og han siger: «Vil du have lidt grød?» Dermed tog
ban lidt på skeen og viste det frem. Men varulven rynkede
næse og lavede ansigt af det. Så siger drengen: cBændtdu
dig po gøen, mens du giner sådan a' en?> — han kunde jo
ikke snakke rigtig. Så gik varulven igjen, og nu var den fare
overstået Der var sådan to halvdore på det hus, og da
konen havde lukket den nederste i, sprang den op ad doren
og skrabede på den, men hun fik da tid til også at smække
den øverste i.

Varulven vil rive frugtsommelige modre ihjel, når de
går med drengeborn, og så river de fostrene op og drikker
hjærteblodet af dem. Når den får hjærteblodet af tolv, bliver
den til menneske. Når de går med pigeborn, behøver de
ikke at frygte for varulven, men de kan jo ikke vide, hvad
barn det er, de går med. Der er flere, der troer på varulve,
og der var hjemme megen snak om dem.
Sjælland. Lærer Mortensens kone, Vinding.

37. En mand fra Vollum fortæller, at hans bedstefader
en gang lå i fugled (o: for at skyde ænder). Da kom der
en ulv til ham, som holdt sig nær til. Men han kunde nok
mærke, at det var ingen rigtig ulv, men en varulv. Hver

1. Varulve. 239

gang, han pegede efter den med bøssen, blev den stående,
men lod han den synke, kom den nærmere, og således pla-
gede den ham hele natten. A. L.

38. Der var et sted, hvor man troede, at det var ikke
rigtig fat. Så hændte det sig en aften, at konen var ene
hjemme. Bedst som hun sad, hørte hun, at der var noget,
som skrabede så frygtelig på væggen uden for. Hun blev
bange og turde ikke være i stuen, hvorfor hun gik ind i en
anden stue, men der var det lige så galt, det skrabede også
der på muren udenfra. Imidlertid kom manden hjem, og da
ban fandt sin kone siddende i oppestuen, spurgte han om
årsagen dertil, og hun fortalte da, hvad hun navde hørt De
skulde da til at se efter og opdagede, at det var en var-
ulv, som havde skrabet for at komme ind og ødelægge konen.
Men da manden kom, måtte den til at løbe sin vej. Der
manglede kun en lille smule i, at den havde gjennemskrabet
to vægge. E. L.

39. Manden en varulv .... Konen følger efter ham
ud i skoven, ser, at han lagde sine kiseder og blev til en var-
ulv. Går hjem og tager klæderne med sig. Manden foer nu
flere dage tudende og hylende omkring i skoven og kom ikke
igjen hjem efter nogen tids forløb, som han f$r havde plejet.
Hun bar da atter klæderne der ud, og manden kom nu straks
efter hjem. M. K. Godskesen.

40. Der var en mand i Biersted, som blev anset for at
være en varulv. Da han skulde begraves, så stak en mand
sin tjornekjæp i graven og sagde : cSå vist som denne tjorne-
kjæp aldrig kan blomstre og gro fast, så vist kommer denne
mand aldrig til Himmerig. > Men da nu folk havde været i
kirke og kom igjen, da havde tiornen blomstret, og den sad
så fast i jorden, at ingen mand kunde oprykke den. Nik. Chr.

41. For mange år siden boede i Norhalne en husmand,
der kaldtes Kristen Burmand. Han var en rigtig trold. Folk
troede fuldt og fast, at han kunde forvandle sig til en ulv
og i en sådan skikkelse udøve de samme gjerninger som en
virkelig ulv. Folkene i Norhalne, der var hans næste naboer,
levede han tilsyneladende i venskab med, men de måtte dog
flere gange føle virkningen af hans ulvenatur. En nat blev
hovedet bidt af deres gasse, og Burmand blev i bele byen
anset for gjerningsmanden, hvorvel folk ikke ligefrem turde
sige ham det Men da der nogen tid efter blev dræbt en
kvie af ulve for de samme folk, brød uvejret løs over hans
hoved. Hans kone, Maren Jorgensdatter, foreholdt ham hans

240 F. Varulve og marer.

ugjærning og beviste sin beskyldning ved de kjødtrævler, som
hang i hans lange tænder. Skjondt her var syn for sagen,
forsikrede dog Barmand hojt og helligt, at ban var uskyl-
dig* og ønskede, at der måtte vokse en tora op af hans
hjærte efter haus. død, dersom han var skyldig i kviens og
gassens drab. En dag, da hans kone var på heden efter en
dragt lyng, blev hun angreben af en ulv. Hun værgede sig
først bravt med lyngleen, men da hun mærkede, at hun pa
denne måde ikke kunde undgå at blive ulvens bytte, sogte
hun med list at undslippe. Hun afførte sig sin klædning i
storste hast, hængte den på lyngleen, sneg sig bort og kom
lykkelig hjem. Noget efter kom hendes mand. Hun fortalte
barn, hvad der var modt hende, og da opdagedes det, at
han havde været ulven, ti i hans tænder hang der trævler
af hendes klædning, som han havde revet i hundrede styk-
ker. Hun beklagede sig for en nabokone, og denne gav
hende det råd, at hun skulde nævne ham ved navn, dår
hun en anden gang blev angreben af ham. Kort efter gik
en ulv løs på hende ved Biersted kirke. Nabokonen kom
hende til undsætning, men om end skjondt de nu var to
mod én, så havde ulven dog vundet sejr, dersom Burmands
kone ikke havde husket, at hun skulde nævne hans navn.
Aldrig så snart havde hun i sin angst sagt: «Burmand, er
det dig?» for manden stod nøgen og beskjæmmet for dem.
Da Burraand døde, og hans grav var tilkastet, stak en af
ligfølget sin stok i graven med de ord: «Hvisduhar været
en trold, da vokse den op af dit hjærte.» Stokken voksede
op og blev til en tornebusk, som endnu findes på Biersted
kirkegård.

Kirken er omgiven af store kjæmpehøje, og Ira én af dem har
man en vid udsigt over 33 kirker i 8 herreder. Nik. Christensen.

42. I Fredensborg fattighus var der for nogle år siden
en gammel stum kone, der gik omkring og solgte frugt. Hun
havde en gang boet i et matros-herberge i Helsingør, og da
var hun ej stum. Om værten der i huset var det et alminde-
ligt sagn i byen, at han var en varulv. Så en aften, som
konen står i gården og poster vand, kommer der en stor
hund til hende og springer op ad hende ; alt det hun slår
ad den, hjælper ikke, og til sidst springer den helt op til
hendes ansigt og ligesom blæser på hende, og fra den tid
var hun stum. i)et var da værten, der havde væiet i var-
ulveskikkelse, p. Stolpe.

2. Marer. 241

2. Marer.

43. Marren er én, som man ikke kjender, men dog på
<en måde er elsket af. Det er mange gange let at høre, når
marren kommer, man kan høre, den sætter sine træsko og
går op i sengen; men vil man blot vende ryggen i vejret i
sengen, så går den igjen. Marren vejer efter kyndiges sig-
ende omtrent ved en sæk hvedemel. Når den, som sover hos
den, der bliver marreredet, blot vil nævne hans navn, så er

{>lagen ovre. Uden at nævne navnet hjælper det ikke at tale.
Sådan har pålidelige folk fortalt. p. Jensen, Kværndrup.

44. Mare er et kvindfolk, der bolder af dem, de ikke
véd af. Vinkel.

• 45. Folk, hvis ojenbryn er sammengroede, kan få mare-
ridt. Det kommer af, at man har en kjæreste, som man
ikke véd af at sige, og når denne da tænker på den anden,
kommer hun og trykker ham. Men hun kommer kun om
natten. .Heste skal også være plagede af mareridt. Manken
kan være rullet sammen i små lokker^ så man ikke kan trille
dem tilbage igjen. K. Kr. Jensen, Gudum.

46. Når piger kryber tre gange igyennem en horseham

i Fandens navn, så skal de i ægteskab ikke mande brød til

deres børn, men det første bliver også en varulv eller en mare.

P. L. J.

47. £ natmål (maren) er i skikkelse af en sort pud-
delhund, og det begynder da nede ved tæerne på et men-
neske og strækker sig så helt op til hovedissen; men det
kan kun de folk se, som er fødte i midnatstunden. En mand,
som var slemt plaget af e natmål, sogte råd derfor og fik
også et sådant, som så skulde udsees af én, der var født i
midnatstunden, da den jo kun kunde se det. Dette skete
°gf&> og e natmål blev da til en ung kone, og hun råbte:

cA, mine stakkels småborn på Pyen.* Marie Johansen.

48. En kone fortalte, at hun som ung pige en gang
havde været i besøg et sted i flere dage. Den første nat,
hun sov der, fik hun e natmåL Om morgenen, da hun for-
talte det, sagde folkene, som hun var i besøg hos : cDet er
da underligt, hver gang en af vore ddtre bar sovet i den
seng, har de også al tid haft e natmål. » Sengen blev nu
flyttet ned i et andet værelse til næste nat. Og konen, som
fortalte det, sagde, at hun hverken for eller siden havde
mærket til e natmål. Marie Johansen.

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. IL 16

242 F. Varulve og marer.

— ' ■ " ^v

49. Jeg har hørt, at den, hvis ojenbryn er groede sam-
men over næsen, skal være meget plaget af maren, men så
snart han kan nævne sit eget navn, er han straks befriet..
Marelokker kaldes hår, der er filtret og uredt.

Jftrgen Jørgensen, Langemark, Samsø.

50. Kvinder med saramengroede ojenbryn skal som of-
test være marer. Man skriver marekors over heste i stalden.-

Et sådant kors danner en seksoddet stjærne og skrives nd i ét
træk ligesom det i nr. 68 nævnte. J. M.

5f . Når ojenhårene er groede helt sammen på et kvind-
folk, er hun en mare. Chr. Weiss.

52. Når maren rider én, sætter den sin bag lige på
éns mund. F. Wennerwald.

53. Plages man af mareridt, skal man, inden man går
til sengs, tage tre bid rugbrød og derpå *gå baglænds til sin?
seng, samt sætte sine træsko eller tofler således, at nælene vender
mod sengen, så kan maren ikke få magt over én. M. Meller.

54. For mareridt stikkes der en kniv i sengestokken
om aftenen. Hvis maren da har været der om natten, kan:
man se, at der er blod på kniven. Lærer Søe, Gudum.

55. Mod maren skal man tage et sold over hovedet, og-
når hun kommer, må hun sætte sig derpå Hun kan da ikke
gjøre én noget, for hun har talt alle nullerne, og hun kan
Ske tælle længere end til fire. cNår jeg får talt alle disse
gukker, skal jeg dig gihi!> Men hun må blive ved at tælle:
1 gukke, 2 gukke, 3 gukke, 4 gukke. N. P. Nielsen.

56. Lider nogen af mareridt, da kan han slippe det så-
ledes. Når han går i sin seng om aftenen, sætter han sine
træsko med næserne fra sengen. Kommer så maren, skal
hun træde i træskoene først. Eller også tager han en spand
og sætter den forved sengen med en barberkniv med eggea
op ad oven over. Den, der fortalte mig det råd, tilfojede:
c Jeg har selv prøvet det. Jeg lå om natten og ventede på
maren, ti jeg plejede at kunne høre hende, når hun kom, men
denne aften hørte jeg et plump i vandet, og siden den tid
har jeg ikke mærket noget til hende.* Sjælland. Mart. Dyrholm.

57. Hvis man vil sikre sig for ikke at få e natmål,
skal man sætte træskoene, eller hvad man har haft på, med
hælene ind imod sengen, og så gå baglænds op i den. Når
e natmål så kommer, tror den, at man er gået ud af sengen.
Man kan også sætte en spand vand foran sengen, ti e nat-

2. Marer. 243

mål må da drikke alt vandet, inden det kan komme op i
sengen. Et andet middel er, når man er kommen op i sengen,
da at slå et natmålskors for sig; det ser ud som en otte-
oddet stjærne og skrives i ét træk. Marie Johansen.

58. Mod mareridt er det allervigtigste at skrive på
senge lågen tre såkaldte marekors. Hvert kors dannes ved
at SKrive en streg ud i ét, således at den danner 5 spidsvinkler,
og det hele kors bar form som en femoddet stjærne. A. L.

59. Når en har e natmål, kan man få det at se, hvis
man kaster en spand vand over den, som har det. Marie J.l

60. Når man vil være fri for mareridt, skal man blot
lade være at tale om morgenen, da maren ikke kan lade sit
vand, inden man har talt. Den skal da nok komme og for-
søge at få vedkommende til at tale, men når man har holdt
igjen en tidlang, skal man sige tre gange: cDu er en mare!»
og når den dertil svarer ja, så er de begge frelste, p. L. J.

61. For at maren ikke skal ride små born, kommes et
vættelys i enden af listen. p. l. J.

62. En mare eller varulv kan frelses derved, at man
nævner dens (menneske-) navn, eller hvis man kan stoppe
nøglehullet, når den er inde, og fange den. Sjælland. £. F. M.

63. Mange vil sige, at dersom mennesket, som maren
har redet på, kan bag efter sige til den, forend den går
bort: cKom i morgen og lån tre lån af mig foruden trug, sold
og kniv,» så kommer hun om morgenen og viser, hvem hun
var, og daskai mennesket sige tre gange: c Du er en mare,»
hvortil den anden svarer: c Er jeg det, da gid jeg aldrig
bliver det mere,* og bliver så borte. j. Bircherod.

64. Ni vare grene, de 3 fore oster hen, de 3 fore vester
hen, og de 3 fore ret frem over st Hanses dåb. St. Hans
vende sig om i dåben og bandt dem alle 9 : St. Hans, bind
ikke mig, jeg vil aldrig ride den mand, dreng o. s. f., hvo
disse ord nævne kan i navn g. F. . . .

Petr. Sept.; De vulgi erroribus.

65. En karl og en dreng lå sammen, men karlen var
al tid slemt plaget med mareridt. Så en aften borede han
et hul helt igiennem dorstolpen og sagde derpå til drengen :
«Når det nu Kommer på mig, skal du rask springe op og slå
denne pind i hullet, » og dermed rakte han ham en told, han
lige havde snittet, så den passede i hullet. Da det så om
natten kom igjen, gjorde drengen også, som karlen havde

16*

244 F. Varulve og marer.

sagt. De tændte så lvs og så da, der stod en nøgen kvinde
midt i stnen. I det de trak pinden ud af dorstolpen, for-
svandt hun. V. Bennike.

66 Blev spurgt, om han ingen uvedkommende

åbning havde i sin stue. Jo, der var et hul i loftet, som en
knast var falden ud af. «Ja, gå nu i seng i aften, så skal
vi gå op på loftet^ og når vi bører dig stonne, putter vi en
pind i hullet^ så har du magt over hende o. s. v. En dejlig
nøgen jomfru, som han giftede sig med. En tid efter sagde
han til sin kone: c Vil du se, hvor du kom ind til mig?»
Han kravlede op og tog pinden ud, og vips var hun forsvunden
der igjennem, og han så hende aldrig mere. V. Lund.

67. En karl var plaget af maren. Da siger ban til
drengen : «Når hun kommer igjen, da sæt en nagle i det hul
i stolpen; hvor igjennem hun kommer. » Drengen gjor det, og
om morgenen ligger en dejlig jomfru i sengen. Hun og karlen
bliver gift og får born sammen. En gang besøger karlen
med hans kone sin forrige husbond, kommer ind i Kammeret,
viser konen hullet i stolpen og siger: c Der kom du fra! >
Han tager naglen ud, og hun er borte med det samme.

Louise Sadolin.

68. Når man (rygter mareridt, skal man stoppe alle
åbninger til kammeret, så nær som et, der kan stoppes
med en pind. Der skal da være to i kammeret. Når maren
så er kommen ind, og den angrebne begynder at stonne, så
skal den anden kaste et sold over brystet på den sovende, så
er maren fanget og ma åbenbare sig i [sin sande skikkelse.
Det er ellers en KJendsgjerning, at også kvinder lider af
mareridt. Chr. Weiss.

69. En mand var så plaget af mareridt Så satte han
et sold for sengen, for han vidste, at maren skulde tælle alle
hullerne deri, for den kunde ride ham. Han hørte, dei* sagde
én to, én to, men den kunde ikke tælle mere end til to, og
da den nu ikke kunde tælle alle hullerne, så blev han fri.

Lærer Mortensens kone, Vinding.

70. Der var en karl, som maren red hver nat. En
morgen borede han et hul i doren, stoppede alle sprækker
og lavede en pind, der bestemt passede td hullet i doren, ti
han vidste, at maren kunde komme ind alle vegne, når der
bare var et ganske lille hul, men ikke ud igjen, når alle åb-
ninger var stoppede. Så sagde han til drengen, at han, når
han hørte ham stonne, skulde sætte pinden i hullet; ti han
vilde fange hende. Om morgenen stod der også en nøgen

2. Marer. 245

kvinde med en tot uld på ryggen i kammeret. Men karlen
vidste ikke, at, når man fanger maren, kan man ikke blive

hende kvit, og så måtte han gifte sig med hende*

Niels Andersen, Ørslev ved Skjelskør.

71. En karl, der var ilde plaget af mareridt, fik en aften
drengen til at hjælpe sig. Han stoppede alle huller ind til
kammeret så nær som et, for der skulde maren komme igjen-
nem, mente han. Så skulde drengen rejse sig, når han mærk-
ede, det blev galt, og stoppe det hul også. Dernæst skulde
han kalde på karlen, så han kunde komme til sig selv igjen.
Det gjorde drengen også, og om morgenen lå der en pige
ved dem i sengen. Der var ingen, der kjendte hende, og
heller ikke vidste hun, hvor hun var kommen fra, eller nogen
ting. Den karl var mandens sOn i gården, og så giftede han
sig med pigen og fik gården, og de havde mange bom sam-
men. Så var det en dag, han vilde til at vise hende det
hul, hun var kommen ind ad, og så smut' hun ud af det igjen,
og han så hende aldrig mere. j. B. og M. H., Lille-T&ning.

72. Intet menneske kan være en mare, når det er med
andres vidende. En gammel kone i Svendstrup, Vejlø, som
lever endnu, var i sin ungdom en mare, men blev befriet
derfra. Hendes forældre ejede en gård i Eettestrup og havde
både karl og dreng i tjeneste. Hun havde et godt Øje til
karlen, men da denne ikke besvarede hendes følelser, hæv-
nede hun sig ved at ride ham om natten, og hun kom al
tid gjennem et naglehul ind i karlekammeret, for en mare
kan aldrig have gjennemgang andre steder. Drengen havde
nok mærket, at karlen mumlede i sovne og svedte stærkt,

hvorfor han lovede at hjælpe ham. Stoppede hullet o. s. v.

P. N.

73. Hvis man vil tage en spand koldt vand og slå over
den, som plages af maren, i det oieblik han plages deraf, da
vil den elskende person blive synlig, og man vil da med for-
nøjelse overbevise sig om, hvem det er. Der fortælles om
en dronning, som var en stor elsker af heste. Især havde
hun én hest, som var hende det kjæreste af alt, og hun be-
skjæftigede sig med den både vågende og sovende. Stald-
knægten bemærkede flere gange, at det ikke havde sig rig-
tig med hesten, og troede, at den blev reden af en mare.
Han greb derfor en gang en spand vand og kastede på den,
og se : dronningen sad nu på dens ryg. Th. K.

74. En karl fortæller, at maren var så slem til at ride
ham, og når det var sket, var hans hår så sammenfiltret, at
det ikke kunde redes ud i et par uger. Amager. F. L. Gr.

246 F. Varolve og marer.

75. Maren kan ikke gjøro den skade, hvis ojenhår er
sammenfiltrede. Maren filtrer håret på den, hun rider, så at
den ikke kan rede det P. K. Madsen.

76. En mand har fortalt mig, at en aften, han var kom-
men i seng, syntes han, der kom noget hen til sengen; han
vilde tale, men i det samme var det, ligesom der blev lagt en
tønde korn på brystet af ham, så det var ham umuligt at sige
noget Han vilde støde til én, der lå ved siden af ham, og
kalde på ham, men han kunde ikke, og således måtte han
ligge i nogen tid. Skiondt han var vågen hele tiden, så han
dog intet Det var aen eneste gang, han selv havde haft
med mareridt at gjøre; der fmod havde han ligget ved en
karl, som tit var plaget dermed, og når det kom over ham,
pustede og stonnede nan meget, og intet andet kunde vække
ham i denne tilstand og føre ham ud af klemmen, end når
man kaldte på ham ved at nævne hans navn.

En anden mand har fortalt mig, at han en gang havde
ligget hos en mand, som var meget plaget af mareridt, og
når det kom over ham, gav han en pipilyd fra sig. Der
skulde også kaldes på ham ved navn.

En tredje mand har fortalt mig, at en aften havde han
næppe lagt sig i sengen på et fremmed sted, for end han så
en sort skikkelse komme forbi vinduerne, gå ind ad doren til
stuen og i sengen til ham, klemte ham op mod væggen
og var så kold. Dette kammeratskab huede han ikke, han
foldede sine hænder og sagde : «Er du et menneske, så svar,
er du en djævel, så vig! Jeg har lært: Du skal tilbede Her-
ren din Gud og dyrke ham alene. > Da han havde sagt dette,
hørte trykket op, og han mærkede intet mere.

Den samme mand fortalte også, at han en gang havde
kjendt og talt med en mand, hvis ojenbryn gik sammen over
næsen, og han havde- selv sagt, at han var født til at være
en moor eller mare, og kunde ikke lade det være. Når han
mærkede, det kom over ham, gik han til sengs; der lå hans
legeme, men alligevel var der noget af ham et andet steds
henne enten for at flette en hestes manke eller knuge et men-
neske. Lærer T. Kristensen, Rtfnslunde.

77. En ung karl på Salling mærkede en nat, at en
dreng krøb op i sengen til ham og trykkede ham mere og mere.
Karlen skubbede til ham, te han faldt ud, men han kom
igjen og klemte ham stedse værre, så det blev forfærdelig
pinligt Da gik det op for karlen, at det måtte være Fanden
selv, og han foer op af sengen og skreg: «Vig bort, Satan U
Og straks forsvandt plageånaen. Karlen var i tvivl om, hvor-

2. Marer. - 247

vidt han nu skulde blive oppe; men han gik dog iseng igjen
og fremsagde c Fadervor ». V. Bennike.

78. Der var én, te måren han red, og han var meget
.slem ved ham. De låste, og de skadede, men måren gik
derind alligevel. Så havde han givet agt på, at den gik al
tid op ved fodderne, og så tog han skjærekniven til hakkelse-
tojet og stillede den sådan an, te dersom der nu kom noget,
43å skulde det i den. Siden mærkede han det aldrig, men en dags

tid efter hørte de, te der var én en mils vej henne, der havde
skåret maven op på sig en nat, og så havde de sagnet til,
te det var ham, der havde gået måre.

AUejTolk, te øjenbrynene de går sammen over næsen på,
-de gjær måre, og et almindeligt middel til at blive dem kvit
er, at vende træskoene avet ved sengen, for de skal i dem,
for end de går i sengen. Peder Johansen, Mos sø.

79. En mand i omegnen af Asferg lagde en høle uden
for hans seng, og så hørte han, det kom fuslende. Derefter

Jav det et klinger i høleen, og så skar den sig. >Å,» siger
en: c Ja, sne er hvid og blod er rød,

inden a kommer til Asferg, så hår a min død.»

Det passede også, der var en pige i den by, der døde så
pludselig. Lars Nielsen, Vinkel.

80. Vi havde en karl, og han havde været murstens-
-stryger tillige med en anden karl ved Randrup teglværk.
Der kom tit noget efter ham, og han kunde ligge og puste
og storme, og når han lå forinden i sengen, så kom det over
•den anden karl. Han kunde godt høre, nar det kom fuslende.
^Når han havde vendt hans træsko med næsen ind til sengen,
kom det ind af siden af sengen, men vendte han dem avet,
kom det ind af fodderne. Nok er det, han var i en slem plage.

Lars Nielsen, Vinkel.

81. Min broder Jorgen og en anden knægt, der hed
-Mikkel, de tjente hver i sin gård, det var to nabogårde i
Løsning. Dem var maren slem efter hver nat Så gik de
sammen og lå, for den ene kunde tale til den anden, når
det kom. De kunde lige så tydelig høre, når det kom fir-
mende og kravlende op over sengestolpen til dem. De fej-
ede stuen cg rundt om i alle hjorner, for de troede, den var
der inde, ag de slog omkring i hjornerne og stoppede nøgle-
hullerne, så mente de, den skulde blive henne. Én gang satte
de hakkelsekniven for den, og da gav den et stort skrig fra

-sig, og siden blev den henne. Trebjærg.

82. I en gård i Vemmelev har forhen været marer.

248 F. Varulve og marer.

Karlene kande ikke nære sig i sengen for hende om aftenen^
Hun kom trillende som et lille nøgle fra benenden af sengen
og op til hovedet, og når hun kom dertil, så kunde der*
sovende hverken røre sig eller drage ånde. Et godt råd mod
mare er at sætte et kornsold o. s. v. Hun kan kun tælle tit
fem. Hende i den omtalte gård hun sagde, at hun var fra
Skåne. Chr. B.

83. En karl, der tjente i en gård i Lindeskov ved Ør-
bæk, led meget af mareridt. Han klagede herover til en mand,
der gav ham det råd, at han skulde stoppe hver revne og
utæthed i sit kammer og der efter bore et bul i doreny lave
en tap dertil og beholde den hos sig. Når han så mærkede
maren, skulde han springe op og sætte proppen i hullet*
Næste aften, han mærkede, det begyndte at tage ham, gjorde
han, som sagt, og gik atter i seng. Om morgenen stod der
et fruentimmer i kammeret hos ham. Siden var han fri.

Fortalt af min fader, som da tjente som dreng i Lindeskov.

H. O. Hansen- Jeppesen, Refsvindinge.

84. En pige fra Sjælland har fortalt mig, at mens hua
var ung, kom det al tid over hende, at det klemte hende om
natten, og hun kunde mærke, at det kom fra fodderne og
gik op til brystet, og det trykkede forfærdeligt, men om også
den tur var ovre, så turde hun alligevel ikke lægge sig til
at sove, for så kom det igjen. Hun talte nu med folk om,
hvad hun skulde gjøre ved det, og de rådede hende til at
gå til en klog mand. Han sagde, at når det kom næste nat,
skulde hun ligge vågen, og når hun mærkede det ved fod-
derne, skulde nun sige : tHvis du vil tale med mig, så kom
i morgen igjen klokken — (her skulde nævnes et bestemt
klokkeslæt).* Nu skulde hun til at prøve rådet, men hun
kunde ikke holde ojnene oppe og faldt som* i en slum. Al-
ligevel mærkede hun dog, at det -kom, og fik så megen magt,
at hun fik ordene sagt. Ved det klokkeslæt, hun havde nævnt,
var hun inde i kostalden at malke, og da kom der virkelig
en karl, som tjente i nabogården, han havde rendt længe ef-
ter hende alle steder. Da hun nu så ham, blev hun meget
fornærmet og sagde : «Tag du og rup af ud ! hvad står du
her og gaber på mig efter?* Siden kom dét aldrig, og den
kloge mand sagde siden, at hun nu havde frelst ham fra det

Marie Nielsen. *

85. En pige på Engestofte havde tit mareridt, og maren
holdt hende for munden, så hun ikke kunde tale. Man gik
først op ad siden af hendes seng, og hun kunde godt mærke,
når han kom, og når han sprang op på dynen. Det nyttede

2. Marer. 249

ikke, at hun hver aften vendte sine træsko, og først, da hun
fandt på at slå kors for sig, for hun lagde sig, blev hun fri.

F. L. Grundtvig.

86. En gammel jomfru fortalte som et mærkeligt til-
fælde. Hun sad på en stol med hovedet op mod væggen;
hun lukkede djnene halvt, men sov ikke. Så kom der en
skygge ind ad adren og gik langs væggen hen til hende og
lagde sig over hendes bryst, hvor den trykkede, så hun ikke
kunde skrige. Hun fik kun luft ved at slå fra sig med armene.
Vejle. P. Jacobsen.

87. Maren rider heste. Petr. Sept. (Peder Syv ): De vulgi.

88. Hestene bliver tit redne af marer, og om morgenen

er de ganske svedige og har da to marehanke i deres manker.

Der, hvor hænderne har siddet, er der noget strå indflettet

Fr. L. Grundtvig.

89. Hestene kan også & e natmål, og da bliver mank-
erne, somme tider kun noget af dem, men somme tider også
det hele, sådan snoet og filtret sammen, at det næsten ikke
er muligt at få dem rigtig redt ud igjen. Vor hest havde
for kort tid siden en nat således fået en del af manken snoet
og filtret sammen. Det er for resten pudsigt at se en sådan
manke. Marie Johansen.

90. Over hver hest skulde der skrives et marekors,
for at maren ikke skulde ride den. A. H. Poulsen.

Det er en otteoddet stjerne, skreven ad i ét træk.

91. En gammel mand har fortalt mig, at nar en hest
var slemt plaget af e natmål, skulde man skjære manken
af den og hænge i et træ, ti så vilde e natmål komme og
flette manken der, og så blev hesten fri. Marie Johansen.

92. En flintesten med hul i frier for mareridt i stalden*

O. Gr.

93. ,Når maren vil ride en hest, skal man blot tage en
sten med et hul i og hænge op over dens bagdel, da har hun
ingen magt over den. Jørgen Hansen.

94. For at bindre, at maren rider hestene, skal man
blot tolde en lok af manken ind i bæslingen (o: skillerum-
met mellem hver bås), så rider den der. p. l. J.

95. For mareridt hos hestene er det godt at tage
nogle teglsten hos en anden mand uden forlov og hænge
dem op i æ bås oven over æ, heste. Kristen Ebbesen, Egtved.

96. Når hestens manke bliver i wattet (når de wat-

s

250 * F. Varulve og marer.

rer) eller i lænkeboww og i knuder, kaldes de mareknuder,
og så er den marereden. Det er stor skade på den. Vinkel.

97. Marelokker betyder lykke og gemmes vel. j. B.

98. Når en marelok vikles op, sker der en ulykke.
) H. V. K.

99. En mand i Hennetved bavde en rød hoppe, som
undertiden' hvinede og skreg og gjorde st5j om natten. Når
karlene kom med en lygte, var alt forbi. Men så snart de
igjen kom i seng, begyndte det påny. De mente, at maren
red hoppen, hvis manke om morgenen var så sammenfiltret,
at den Kun med stort besvær blev ordnet c. M. L.

100. En mand der havde et føløg, lagde mærke til, at
maren red hende. Han fik da det rad af en klog mand, at
han skulde tage en spand vand og slå på øget, når det skete
næste gane, og derpå hurtig tænde lygte. Det gjorde han også,
og da stoa der et splitternøgent karlmenneske for ham, der
bad om at få klæder, hvad han også fik, og derpå takkede
for frelse, ti nu skulde han aldrig være mare mere. Jørg. H.

101. Det var et sted, karlen han kunde ligge inde i
sengen og høre, når maren var på øgene. Nærenstid han så
råbte og sagde : »Fyllifyl !» så gik den af dem. Men så
varede det ikke længe, inden den kom tilbage og vilde på
hesten igjen. Han mærkede, at den stod og lurede der inde
og vilde Komme, da han var gået i seng. Så snakkede han
om det inde, hvor galt det var, øgene var færdige til at blive
øde af det. De havde hørt, at når én slog en spand vand
på det, så kunde det blive henne. Altså stod han og manden
der 'en aften med en spand vand, og da de hørte, den kom,
så slog de det hen på øget. Så stod der et nøgent kvind-
folk. «Å, bvi gjorde du nu det, a skal både over sø og salt
vand til mine små born.» Så hjalp de hende jo hjem, og
hun kom ikke til at gå mare mere. Trebjærg.

102. Der var en mand, som havde en hest, hvem maren
red hver nat En aften var der så én, der opholdt sig i
stalden for at fange maren, og da han hørte, besten be-
gyndte at fnyse, slog han en nagle i et naglehul, som var
den eneste åbning, der var til stalden. Han fik også maren, en
uog pige, der blev i gården, og til sidst blev kone. Men da
stalden en gang skulde bygges om, måtte man slå naglen ud
for at få skilt tommeret fra hinanden, og da floj maren ud
gjennem naglehullet igjen, og så så de hende ikke mere.

Hans Pedersen, Haldagermagle.

2. Marer. 251

103. Jens Jensen, der boede ved Skipie Made, sådan
kaldes et torvekjær! han tjente forhen i en gård i Grejs, og
der var det lige så vist, at maren kom og red øgene hver
nat, og når den havde redet dem, så kom den på ham, hvordan
siden han så bar sig ad. Enten han vendte træskoene, eller
han stillede havrekjærve for den eller skrev marekora eller
N satte vand for den, det var lige meget, hvad hån gjorde, den
skulde nok blive ved, til den kom på ham. Så var det én
nat, han var bleven så kied af den og var så træt, for den
vilde ikke lade ham sove, så rejste han sig og gik ind i
fodergulvet for ved hestene, Ida stod der en kridhvid skik-
kelse for ved dem, og han siger da til den : tHvad skal du?»
Så svandt den væk, og siden kom maren aldrig hverken til
ham eller hestene. Trebjærg.

104 En gang kom en staldkarl i Åker ud i stalden, og
der står en hoppe og springer og er meget urolig. Han står
og ser på den lidt, kommer så i tanker om at gå op til den
og føler i manken. Da er der ved at danne sig en marelok.
Han føler i den og mærker noget ligesom en stoppenål, men
den var så blød, at han kunde boje den. Så trak han den
ud og gik tilbage i stalden med den. Jo, det var ganske
rigtig en stoppenål med die, og han kunde alligevel boje den
helt om. Han stak så spidsen ind i 5jet og kastede den i
den tilstand- ned i gravningen. Om morgenen, da han kom
ud i stalden, ser han til sin store forbavselse, at den nær-
meste nabokone ligger og spjætter der i gravningen med ben-
ene op over nakken og kunde ikke komme der fra.
Bornholm. Højskoleforstander J. West, Voldby.

105. På en gård i nærheden af Engestofte blev alle
hestene sådan plagede om natten, så de om morgenen var

. halvt døde, eller havde ojnene halvt kradsede ud og kunde
ikke bruges. Men da man efter en klog kones råd gravede
en levende hest ned midt i stalden, så holdt det-^MPrrE; Gr.

106. For at maren ikke skal ride ploven, bor der al tid
holdes med hammelen vendt mod ost. K. Toxværd.

G

sagn,

1. Fra skabelsen.

1. Da Vorherre var ved at skabe urter, bad Djævelen

om tilladelse til også at skabe, og sådan blev tobakken til.

O. L. Rasmussen.

2. Da Vorherre skabte hestene, vilde den Slemme have
et ord med at sige. Han mente, at hele hestens ben burde
laves af horn, for at de kunde blive stærkere at slide på.
Men Vorherre vilde ikke gjøre hesten stivbenet, og så lavede
han kun hoven af horn. Sigersiev, Stevns. N. P. Nielsen, Jowa.

3. Da Vorherre dannede hesten, blev Fanden misun-
delig; han så, .at det blev et kjont og ædelt dyr, der vilde
blive mennesket til glæde og nytte; det tålte han ikke,
og gik derfor hen til Vorherre, da denne var ved at danne
ojnene, og sagde: <Det er et fejlt sted, ojnene kommer til
at sidde, de burde sidde her,» og i det samme gjorde han
et dybt mærke på indresiden af hvert af dens ben. Men
samme steder lod Gud udvokse horn for at udslætte et hvert
mærke af Fandens fingre. Vendsyssel. A. E. Jakobsen.

4. Da drægtighedstiden for dyrene blev fastsat, blev det
stillet til ræven og hoppen selv at afgjøre, hvilken af dem
der vilde gå drægtig et helt år, og hvilken i seks uger. Ræven
vendte sig da til hoppen og sagde, at nu måtte den vælge,
om den vilde gå de seks lange, lange uger eller det lille, lule
bitte år ; hoppen valgte da at gå et år. J. M. Pedersen, Rudme.

5. Der er en fortælling om myrernes skabelse, at det
var Fanden, der kneb dem, så de derved fik deres dybt ind-
skårne legeme. Henrik Pedersen, Maribo amtstue.

6. Da Gud havde skabt mennesket i sit billede, vilde
Djævelen også prøve, om han kunde skabe et, men helst
skulde det ligne Vorherres skabning. Det blev imidlertid
kun til en abe. Chr. Weiss, Tingenip.

1. Fra skabelsen. 253

7. Det såkaldte Adamsæble (luftsrørshovedet) kom frem
på den måde, at da Eva gav Adam af den forbudne frugt,
spiste han jo også deraf, men kom for sent i tanker om, at
det var synd. Han greb sig. vel med hånden om halsen for
at standse en mundfuld, og den blev også siddende som en
fremstående knude, og efter ham arvede så alle mænd Adams-
æblet. P. Jensen, Kværndrup.

8. Mændene har alle en lille udvækst på halsen under

hagen, det kommer af, at den gang Adam havde fået æblet,

som Eva rakte ham, så fortrød han det

Annette Jensen.

9. Da Vorherre skabte verden, blev dér en lille klat
tilbage, deraf lavede han Fynboen. Han blev skrabekagen, og
da der ikke var andet end rodt hår tilbage, og det vilde in-
gen andre have, så måtte Fynboen nojes med det; derfor er
der så mange rødhårede i lyen. H. V. E.

10. Sønderjyden siger spottende til Norrejyden : Véd
du, hvordan Jyllænderne blev skabt? Vi havde i vort land
en mægtig stor ko, som rendte fra os langt op imod nord.
Der tabte den en dag noget på en hede, og da det havde
ligget nogle dage der, og solen havde skinnet der på, be-
gyndte det at røre sig deri, og det var så mænd Jyllænderen,
der nu var bleven til. Han sprang op, idet han udbrød:
cHer er a, men hur er sønder, å hur er nær, å hur er
mi madpues?* Derfor er det, at Jyden holder så meget af
kræet, for dét er af hans egen slægt, og derfor søger han
her ned til os Slesvigere, for hans stammemoder var en god
slesvigsk ko. ' H. V. E.

11. En mand fortalte mig en dag følgende: Da der
var skabt alle slags folk, manglede Svenskerne. Men så en
dag blev Moses så vred og slog med sin stav så hårdt på
en kokase, at der sprang en skikkelse som et menneske op
der af, og det blev til en Svensker. Han og hans afkom var
al tid i vejen for andre mennesker. Derfor er Svenskerne
så ilde lidt, hvor de kommer hen. M. Balle.

12. Imellem de tre landsbyer Slangerup, Manderup,
og Kvinderup i Frederiksborg amt, siger man, at Paradis
har ligget. Gustav Bang, Bækbølling.

13. Fanden skulde en gang ud at så; og da gav hans
oldemoder ham en hel sæk fuld af herregårde. Så begyndte
han oppe ved Bogense og gik sønder på. I førstningen så-
ede han helt jævnt, men da han kom ned mod Svendborg,
så han, at der var meget igjen i sækken, men så tog han alt

254 O. BeligiMe sagn.

det, han havde tilbage, og smed od der, og derfra er de
mange herregårde i Svendborg-egnen. By.

14. Der var en frøken eller sådan en fin tingest,
hun ønskede, at hun skulde fa et barn, der skulde over-
gå verdens skaber. Det fik hun også, og det var ligesom en
stor orne, der voksede og blev så stor, at borsterne ragede
over trætoppene. Der var også skov helt nord på dengang,
og så blev den ved at gå og rode oppe i den strækning og
lavede en hel del huller, og det blev så til Limfjorden.

J. B. og M. H. Lille Tåning.

15. Vorherre havde en gang lovet Djævelen, at han
måtte råde på jorden i den tid, da der ingen lov var på
træerne, men for at han så ikke skulde få for meget råde-
rum, indrettede han det således, at de små bøge beholder
bladene vinteren over. p. Jensen, Kværndrup.

16. Der var en mand, som fandt en æske, da han gik
på vejen. Han lukte op, og Fanden sprang ud. Nu nødte
manden ham til enten at springe i æsken igjen eller også
samle vinden i visse minutter i hele verden. Så floj han
og foer hen i de fire verdensdele, men så var minutterne forbi,
inden han nåede den femte, og derfor måtte han i æsken
igjen. Af den grund er jorden ikke flad, men der, hvor F.
har lagt vinden, der er bakkerne komne. Charl. Knuth.

2. Jesus og si Peder.

17. Jeg er født på Hjarnø og har der trådt mine barne-
sko. Dagen for juleaften hen imod klokken 3, 4 om efter-
middagen vilde vor fader have os til at muge og gjøre godt
rent i nøds og stald, og lige sådan til nytårsaften. Til dag-
lig dags var det ellers vor bestilling om morgenen, når vi
var komne op. Vi spurgte ham, hvorfor vi skulde sådan
muge til aften de to dage, og han svarede: Det var, fordi
Vorherre var født i en stald, og det var da at bevise ham
lidt ære ved at have hans usle første leje i tanker. Det
var noget, vi born lagde os bag øret Den aften skulde alle
kreaturerne have et rigtig godt givt til natter, for, som han
sagde : <De>kal også være glade sådan en aften,* s. Hansen.

18. En gammel mand har fortalt, at han en julenat gik
ned for at høre kvæget tale. Men hvad de sagde, kunde ban
ikke høre, ti det gik i en mumlen, som når en del men-
nesker taler i munden på hverandre. A. 0. F.

2. Jesus og st. Peder. 255

19. En dag Jesu fader var ude at tømre, var der et stykke
tommer, der var blevet for kort for ham. Da Jesus så det,
sagde han : c Fader, tag du ved den ene ende, så skal jeg
tage ved den anden. > Da de nu halede i tommeret, blev det
så langt, at det lige var til pas. Marie Johansen, BøffelkobbeJ.

20. Jesu kjortel, som stridsmændene kastede lod om,

strikkede Jesu moder Marie, da han var lille, og efter som

Jesus voksede, voksede kjortelen med, og endskjondt han

bar den stadig, blev den dog ved at være som ny.

A. E. Jakobsen.

21. En gang, medens Jesus vandrede her nede på jorden,

vilde Jøderne prøve, om det også var sandt, at han var en

rigtig profet og kunde åbenbare det skjulte. Da de nemlig

fik at se, at han kom noget borte, tog en af dem og skjulte

sig i en omvendt tønde, og da Jesus nu kom der hen, sagde

de andre: «Du siger ellers, at du véd al ting, kan du da

nu sige os, hvad der er i den tønde ?» — c Ja, det er et

svin,» sagde Jesus. Nu lo da alle Jøderne og skyndts sig

hen og lettede tønden op for at vise ham, at han havde

taget fejl, men så var manden bleven til et svin, og dette

løb hen imellem en flok, der gik på marken, og blandede

sig imellem dem, så det ikke var muligt at finde det igjen«.

Siden den dag spiser Jøderne ikke flæsk.
Stevns. P. Chr. Hansen, Enø skole.

22. I gamle dage kunde små bflrn gå, det. første de bier
fødte. Men en gang, da Vorherre og st. Peder vandrede på
jorden, kom de til et sted og bankede på. Konen i huset,,
som havde travlt med sit arbejde, bød nu et lille nyfødt
barn, som gik der inde, at det skulde gå hen og lukke op*
for dem. Det giorde barnet også. Men da Vorherre så, at
det var så lille et barn, sagde han : «Skal småborn allerede
begynde at gjøre tjeneste så tidlig, for at de gamle kan være
mere magelige? det er synd, og det skal ikke være sådan
længere. » Derpå tog han det lille barn op til sig og satte
to af sine fingre i barnets lænd, så at der blev to små hul-
ler. Da han havde gjort det, kunde barnet ikke gå, for de
to huller voksede ud igjen, og siden den tid har nyfødte
born ikke kunnet gå. Kristen Nielsen, Egs gård.

23. Medens Jesus vandrede på jorden, kom han engang
silde om aftenen til et hus og bankede på for at blive luk«
ket ind. Konen lå i barselseng og kunde ikke stå op. Manden
gad ikke ulejlige sig, og de øvrige folk havde heller ingen
lyst til at komme ud ai sengen. Det spæde barn blev der-
for anmodet om at åbne doren, hvad det også villigt gjorde.

256 G* Religiøse sagn.

Denne ladbed syntes Jesus ikke godt om og rørte derfor med
to af sine fingre ved barnets ryg, så at der fremkom to hal-
ler. Dernæst sagde han til de voksne, at forend hullerne var
voksede bort, skulde spæde b&rn ikke kunne gå ene, og de
altså ikke være fristede til at sende dem i steden for sig.
Siden den tid går born ikke gjærne ene, fdr de er et år
gamle. N. Kr. Pedersen, Grynderup.

24. Da Vorherre var en lille dreng og løb om her nede
som andre born, kun uden synd, vilde han en gang ind i et
hus, men var for lille til at lukke ddren op. Han råbte da :
«Luk op!> men folkene, der nok hørte ham råbe, var for
dovne til at ulejlige sig selv og sendte en lille spæd dreng
hén at lukke op o. s. v. £&rgen Hansen.

25. Vorherre kom en gang i besøg hos nogle folk, og
da han bankede på ddren, kom der et bitte, bitte barn og
lukked e op. Han blev vred på forældrene, fordi de selv var
så magelige, og for at de ikke tiere skulde bruge deres born
på den måde, tog han på barnet, så det ikke kunde gå, for-
end det blev noget stbrre. Siden den tid har så alle små
bdrn et lille hul i hver side, som ikke bliver fyldt, førend
de kan gå. Annette Jensen.

26. Mens Vorherre som dreng var hjemme hos sine
forældre, blev han en dag sendt hen for at kjøbe fisk. Da
han nu stod og så på dem, fik han fat på eu flynder og

sagde til den : cFaver est du, flynder fisk,

da skal ind på Marie disk.>

Men flynderen vred sig og vilde ikke med ind at blive
spist. é& vred han hovedet om på den, så det blev skjævt,
og siden den tid sidder flyndernes hoved skjævt på kroppen.

Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.

27. St. Peder og Vorherre kom en gang ind til en
skomager. Da de gik derfra, kom st. Peder til at ytre, at
det var da sådan en grimme kone, den skomager havde.
Det syntes Vorherre dog ikke. «Lad os gå der ind igjen,>
sagde Vorherre, «så skal du nok få andre ojne at se med.>
Så går de atter der ind, og han ser på hende. Men hun

lige grim ud. Så går Vorherre hen og tager brillerne af

skomagerens næse og sætter på st. Peders, og så skete der

en stor forandring, da blev hun så grumme kjon.

K. Timmermann.

28. Men? Vorherre vandrede på jord ep, kom han en
dag ind til en væverkone og vilde snakke med hende.
Men hun havde så travlt med at væve og var så fortråden

3. Jesus og st. Peder. 257

-over hans. besøg, at hun slog efter ham med skytten. Så
forbandede ban hende og sagde, at siden hun var så gjer-
rig på arbejdet og ikke vilde give sig tid til at tale med
ham, skulde der ingen velsignelse blive ved det for hende,
og hun skulde aldrig tjene mere ved væveriet end dag og
dagsens komme. Deraf kommer det, at væverne siden den
tid al tid er fattige og får lidt for deres arbejde.

Maren Nielsdatter, Vester- Brønderslev.

29. Vorherre og st. Peder gik en dag en tur og kom
da til en doven dreng, der lå på ryggen tæt ved vejen. De
gik hen til ham og spurgte om vej. Men drengen sparkede
blot ud med det ene ben, viste med den ene arm hen ad
vejen og sagde ikke et muk. Så kom de til en lille pige
og spurgte hende om vej. Og hun løb og sprang foran dem
^t sfykke vej og viste, dem, hvor de skulde hen. Så sagde
st. Peder til Vorherre, at den lille pige skulde da have noget,
fordi hun var så god, om hun ikke skulde have et ønske?
«Nej,» sagde Vorherre, «men hun skal have den dovne dreng,
for der skal al tid en rask og en doven sammen, ellers kan
det ikke gå i denne verden.* Annette Jensen.

30. Jesus og hans disciple lå en nat i en lade, og der
lå en flok kjæltringer også. Så var der så meget en bitte
ung én, der blev syg den nat og skulde føde et barn, og
den skreg så farlig. Så vilde st. Peder, te Jesus skulde
hjælpe den. Han gik også ud og så efter æ stjarer. cMin
time er endnu ikke kommen,* siger han, da han kommer
ind igjen. Der var en stjærne, der skulde skride lidt mere,
ellers blev barnet uheldigt. £t bitte stykke efter forbarmede
han sig over hende, og så fødte hun, Peder Chr., Rottesgård.

31. Vorherre og st. Peder vandrede omkring og kom
til et sted, hvor en kone var i barnsnød og kunde ikke
blive forløst Der var nu sådan en elendighed. Så siger
st. Peder: «A, forløs bend', forløs hend'.» Nej, det kunde
han ikke. «Gå ud, st. Peder, og se efter, hvad tegn der er

{)å himlen. » Ja, der var en økse. Så kunde han ikke for-
øse hende endnu. Hun klager sig igjen. «Gå nu ud og se,
hvad der er på himlen. > — tDer er en opredt seng.> Så
blev konen forløst, og al ting var i sin orden.

Andre fortæller, at han første gang skulde se efter, om
der var grå skyer på himlen. Ja, der var. Så kunde han
endnu ikke forløse hende. Anden gang var der blank sky,
og så kunde han.

De var der om natten, og så siger st. Peder, om de
skulde ikke give det lille barn, der nu var født, et ønske«

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. U. 17

258 G. Beligiøse sagn.

Jo. Han vilde så ønske, at barnet måtte få alle de røde kalve,

der blev født i den bele by det år. Der blev ellers aldrig

født en rød kalv i den by, men det år blev alle kalvene røde.

Juliane Marie Povlsdatter, Vokslev.

32. Ed kone sknlde til at få barn. Så bad st. Peder
Vorherre om at forløse hende. Han skulde da gå ud og se
efter, hvad tegn, der var på himlen. Første gang skulde
harnet have været hængt, og så skulde det ikke være endnu.
Da han gik ud tredje gang, blev hun forløst

Ane Marie Jensdatter, Hårby.

33. i Vorherre og st. Peder kom. ind et sted, hvor
konen var i barnsnød. Manden bad Vorherre hjælpe til med,
at hun kunde blive forløst, og så skulde han gå tre gange
og se efter tegnene. Første gang var der en galge. Nej, det
kunde ikke ske endnu, for dersom hun blev forløst i dette
ojeblik, vilde barnet blive hængt. Hans Kristiansen, Vokslev.

34. En kone var i barnnød, da Vorherre og st. Peder
kom vandrende forbi . . . . St Peder gik ud og så efter, og
da var der en galgepå himlen. Hvis barnet nu fødtes, skulde
det blive hængt. Han gik atter ud, og da var himlen klar
og pæn. Så fødtes det og blev til et godt menneske.

Bodil Marie Andersdatter, Jerslev.

35. Vorherre vilde en gang prøve, om ikke alle men-
nesker kunde blive enige om at ønske regnvejr. 1 tre år
kom der da slet ingen regn på jorden, og der var stor elen-
dighed. Nu mente han, at alle var enige om at ønske regn,
og den kom da. Men samme dag havde en kone hængt sit
tftj ud til tørring, og hun blev slet ikke glad. tDet var da
ærgerligt,! sagde "hun, thar det nu været tørrevejr i tre år,

så kunde det dog gjærne have varet den dags tid til.

K. B. Stenbæk.

36. En dag, da Vorherre og st. Peder fulgtes ad, siger
Vorherre: c Hvordan går det til i verden?* — tDet går
underligt til,» siger st. Peder, efor den uskyldige kommer
til at lide for den skyldige. I det samme kom de forbi
et bjærg, hvor der var et kildevæld neden for. «Nu skal
du sætte dig her på bjærget, > siger Vorherre. Så kom der
en rytter ridende, og han var torstig og sprang af hesten
og drak af dether vand, men ved det kom han til at tabe
hans pengepung, og han agtede det ikke, men satte sig
op igjen og red hans kås. Så kom der en hjordedreng
drivende med nogle får, og han vandede dem ved den
samme kjelde og fandt pengepungen, og så gik han igjen
og sang og var glad, for det han havde fundet såraange
penge. Da han så var dreven ud ad marken igjen med

2. Jesus og st. Peder. 259

hans får, kom der en stoddermand og vilde også drikke
af vandet. Nu var der så meget blftdt græs, og ban lagde
sig til at sove der. Da rytteren var kommen langt ben,
vilde ban til at fornemme efter bans pengepung og op«
dagede, at den var benne. Da ban ingen steder havde
været afe uden der ved vandet, så rider ban tilbage og
træffer denber stodder, tester barn an for bans penge og
forlanger, te ban skulde da komme med dem. Men han
havde jo ingen penge fundet. Så trækker rytteren hans
sabel og hugger ham ihjel. Lav han nu havde gjort den
gjerning og endda ingen penge fundet, sætter han sig på
hans hest og rider igjen. «Nå,» siger Vorherre, c hvad så
du da?> — c Ja, hvad a så, te den uskyldige kom til at
lide for den skyldige, for drengen havde fundet pengene,
og stodderen blev slået ihjel.* — «Nej,» siger Vorherre,
eder skete ingen uret, for den stodder han bar slået den
hjordedrengs fader ihjel, og nu skulde den rytter hævne
drengens faders død, for drengen kunde ikke, og så skulde
han også have de penge til arv efter hans fader, så der
skete ingen uret. Povl Madsen, Gadbjærg.

37. Det var en gang, st. Peder spurgte om forlov til
at gå ned på jorden. Jo, det måtte han da nok, sagde
Vorherre, og han får lov til at være henne i tre uger. Så
går han derned og bliver henne i seks uger. Da han kom-
mer tilbage, siger Vorherre til ham, at det var længe, han
blev væk. Ja, der var så skjflnt at være på jorden, t Nå,
det var skjftnt.» Ja, det var, for folk var så fornøjede og
glade, det var rent forskrækkeligt, for det havde været så-
dan en god avl det år, og så var de så i stand med det.
c Var der så ikke nogen, der snakkede om mig og takkede
for det?> sagde Vorherre. «Nej,» siger st. Peder, t det var
der ikke, der var ikke andre end en gammel kone, hendes
bus var brunden, hun klagede sig og råbte og bad til
Vorherre.* Nå, så var det nogle år efter, da sagde st. Peder,
om han måtte have lov at gå på jorden igjen. Ja, det
måtte han nok, og så måtte ban blive benne i seks uger.
Men så kom han igjen, han havde ikke været benne uden
tre dage. « Hvordan kan det være, du kommer igjen så
hastig?« — ti , der var ikke skjflnt at være på jorden,
for der havde været misvækst, og de græd og klagede dem
sådan, og det var ikke skjflnt at høre.> — c Var der så
ingen, der snakkede om mig?> — «Jo, de råbte på dig

alle veje; hvor man hørte, råbte de på dig.»

Johanne Marie Kristensaatter, Søheden.

38. Der var mange svinedrifter på OjøL Da Vorherre

17*

260 G. Religiøse sagn.

og st Peder kom til øen og så, at der ingen mennesker var,
tog han nogle l.... og sagde: «Bliv en GjølboU Derfor er
de så brune. Vendelboerne siger : cHvad, du tager det nok
med fingrene, ligesom Gjøl born.> Nik. Christensen.

39. Den gang Vorherre og st.-Peder vandrede på jorden,
kom de også over til Fyen. Det var sådan et dejligt land.
Så siger st-Peder, at det var en skam, sådant et dejligt land
skulde være ubeboet Men Vorherre svarer, at de folk, som
kom til at bo dér, skulde blive så slemme til at bande. St--
Peder snakker lige godt med Vorherre om, at han syntes,
der skulde bo folk i sådan ét land, og han fojede ham også.
Som de nu gik hen over marken, sparkede Vorherre til en
hestepære og siger : cFynbo, kom her ud !» Så kom Fynboen
straks frem med de ord: cDet skal, Fanden pine mig, jeg.»

— «Der kan du høre,» siger Vorherre, c han begynder alle-
rede. > Jebjærg højskole.

Bisse to sagn tilligemed et par foregående (i afsnittet c Fra
skabelsen>) kan egentlig kun opfattes som spottende skjæmtesagn,
og deres berettigelse til at stå her er nærmest kun den, at de sæt-
tes i forbindelse med Vorherres vandringer og landenes bebyggelse.

40. En herremand og en husmand kom en gang i
himlen. St.-Peder modtog dem begge, og han viste herre-
manden al den opmærksomhed, der kunde tænkes ; men det
lod til, at han slet ikke brød sig om husmanden. Denne
syntes, det var kjedeligt, og spurgte st.-Peder om grunden
der til. Han svarede : «Det kommer af, at det er så uhyre
sjældent, der kommer en herremand i himlen, så når der en
enkelt gang kommer én, véd vi aldrig det gode, vi vil gjøre
ham.» Men af den slags, som husmanden var, kom der så

mange, så derfor tog de det ikke så noje med ham.

Annette Jensen.

41. Tre døde kom på én gang til Himmerigs port og bank-
ede på. St Peder lukkede op og spurgte den første: «Hvem er
du?» — c Jeg er Katholik, jeg har den eneste saliggjørende tro,
men de andre to er kj settere. > — «Godt, sæt dig på bænken her
udenfor. Hvad tro har du?> spurgte han den anden. «Jeg
troer den rene evangeliske lære, sådan som Luther har ren-
set den fra pavens vildfarelser. » — tNå,» sagde Peder, cdu
kan også sætte dig der på bænken.* Derpå spurgte han den
sidste, hvad tro han var af. cJeg er Keformert, jeg tror
hverken på pavens falske lære eller på Luthers vildfarelser.*

— «Ja, du kan sætte dig hen hos de andre. » Nu sad de
og betænkte sig lidt Da begyndte én af dem at synge den
salme : c Vi tro, vi alle tro på Gud,» og de andre stemmede

2. Jesus og st. Peder. 261

i med. Da de havde sunget salmen til ende, åbnede Peder
porten og sagde : cNu, så I har én tro alle sammen, ja, kom
kun så ind. » Derpå slap han dem alle ind i Himmerig. At. N.

42. Der var en Katholik, som kom til Himmerigs port
og forlangte at blive lukket ind. Apostlen Peder spurgte
ham om, hvem han var. Han sagde da, at han var Katholik.
«Du kommer ikke ind endnu,* svarede så Peder, c men sæt
dig lidt der uden for på bænken.* En tid efter kom en
Jøde, som også forlangte at blive lukket ind. Da apostelen
hørte, hvem han var, sagde han : c Du kommer ikke ind
endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.* Lidt
efter kom en Hedning til porten og bad om at bliv? lukket
ind. Til ham sagde Ireder desamme ord: cDu kommerikke
ind endnu, men sæt dig lidt der uden for på bænken.* De
sad der alle tre længe og ventede. Endelig kom det dem
for, at de skulde synge, og så sang de alle tre: «Vi tro, vi
alle tro på Gud.* Da apostlen hørte det, lukkede han porten
op for dem, og de kom ind. Således skal den første salme
være bleven til. Jakob Rasmussen, Stensby.

Sagtens forvansket. Se foregående stykke.

43. En karl stod og grov tOrv, og pigen trillede dem
ud. Hav de havde lagt dem for at få deres middagssøvn,
kom Vorherre der forbi, og denne ene gang var han netop
i følge med Fanden. Så siger Fanden til Vorherre: «A
skal have skyld for ait det, der er skidt, og du skal have
æren for alt godt.* Det troede Vorherre lige godt ikke,
men Fanden sagde: c Vi kan gjøre et forsøg på det. Tag
nu karlens spade og fiel (skjul) deu et sted.* Det gjor han, og
så går de begge om bagved en haj eller en ting, hvor de
kunde være dækket og endda høre, hvad der blev sagt.
Det varer ikke længe, fCr karlen og pigen kommer op og
skal til at fortsætte arbejdet. «Hvad Satan 1» siger han,
c nu har Satan i Helvede været her og taget min spade. »
Salapas han puffer til Vorherre og siger: «Det fik a skyld
for, og du har endda gjort det. Men nu skal du se, hvor-
dan det skal gå videre.* Hav nu karlen. og pigen går og
leder om spaden, så lister Satan sig hen og smider den
omtrent hen på pladsen, hvor de skulde grave. «Høronu
efter,* siger han. Karlen finder den, og så siger han : <Å,
Gudskelov og tak, nu finder a min spade.* — «Der kan
du se,* siger han til Vorherre, «a skal have skam, men
du skal have tak og ære for alt godt.* Vokslev.

262 & Beligiøse sagn.

3. Fugle.

44. Gåveb kaldes en lille grå fugl, om hvilken der går
det sagn, at da fuglene en gang vilde prøve, hvem der
kunde flyve hojest, for den, der kunde det, skulde have konge-
navnet, da satte den lille gåveb sig på ryggen af ornen.
Denne floj nu et godt stykke hojere op end de andre
fugle, og vendte sig da og så ned til de andre for at blive
hyldet af dem som konge. Men da floj den lille gåveb endnu
et lille stykke hojere op og blev så hyldet som konge. Den
kaldes derfor meget almindelig ^kongefuglen*. Marie Johansen.

45. Fuglene var en gang ude at flyve, og da ornen
var kommen meget hdjt op, sagde den: «Hvem kan flyve
hojere end jeg?» — c Det kan jeg,» sagde den lille brun-
konge, og så floj den op fra ornens ryg, hvor den havde
siddet ; men nu floj den så hojt, at den brændte sine vinger
mod skyen, så de blev brune, og derfor Blev den siden kaldet
c brunkonge ». Annette Jensen.

46. Da gjærdesmutten floj ned, efter at den ved list
var bleven fuglekonge, satte de andre misundelige fugle efter
den, men den gjemte sig i et musehul. Uglen blev da sat
til at passe på den, mens storken blev hentet for med sit
lange næb at trække den ud; men uglen faldt i sovn, så
gjærdesmutten smuttede ud. Siden den tid er uglen forhadt
af de andre fugle. J&rgen Hansen.

47. Fuglene kunde en gang ikke enes om, hvem af
dem, der skulde være ..deres konge, og flokkede sig derfor,
for at vælge sig én. Ornen, som jo var den storste, og som
sagtens mente at være den nærmeste til værdigheden, fore-
slog da, at de skulde prøve, hvem der kunde flyve hojest,
den skulde da være konge. Der var da en lille fugl, gjærde-
smutten, den satte sig på ornens ryg, og da ornen, som jo
kunde flyve hojest, kom over de andre og spurgte, hvem der
var længst oppe, sagde gjærdesmutten jo, det var den. Det
måtte ornen finde sig i, men nu skulde de prøve, hvem der
kunde flyve længst ned, sagde den. Den lille gjærdesmutte
floj da ned i et hul, hvor der havde stået en humlestage, og
da ornen spurgte, hvem der var længst nede, sagde gjærde-
smutten, at det var den. Og den blev så fuglekonge.

Niels Johannessen.

48. Skaden, den bedste bygmester blandt fuglene, skulde
lære skovduen at bygge rede, derfor skulde skovduen give
skaden en ko. Da de lige havde begyndt, sagde skovduen :

8. Fuglene. 263

«Nu kan jeg, nu kan jeg!> — cJaja,» sagde skaden, «så be-
høver jeg ikke at lære dig mere.* Derfor laver skovduen
ligesom kun en begyndelse til rede, som man kan se igjen-
nem neden fra, og som er ganske flad ovenpå, hvor æggene
ligger. Derfor sidder den om sommeren og sorger over sin
ko og siger: «Ko ko-o! ko-o!> K. Toxværd.

49. Skaden og skovduen . . . ikke mere end to pinde over
.hinanden, for duen råbte : « Jeg tror, jeg kan ! jeg tror, jeg
kan!. Jeg tror^ed, jeg tror'ed, jeg tror'ed !» Skaden holdt
straks op. c Vist ka' du! vist ka' du! Det bliver din egen
skade-skade-skade-skade-skade !» sagde skaden, tog sin ko
og drog derfra. Duen skulde ikke have været så kojter (ind-
bildsk), for den fik aldrig lært at bygge anderledes, end at
dens æg dratter ned. Det sorger den over, og hver gang et
æg falder ned af reden, siger den klagende: c Jeg tro'de, jeg
kunde, jeg tro'de, jeg kunde ! Jeg tro'de, jeg tro'de, jeg tro'de !»
Når den ser skaden, råber den : «Min ko! min ko !» og skaden
svarer: cDer ska vi ha'ed, der ska vi ha ha'ed b

Præstø-egnen. Obr. Weiss.

50. At det hus er lyksaligt, hvor storken og svalen
bygger, hvor farkyllinger findes. Petx. Sept. De vulgi erroribus.

51. At storken, spurven, svalen og flere fugle giver ti-
ende. Petr. Sept. De vulgi erroribus.

52. Glerup på Baggesvogn havde en son, ja, det var
egentlig fruens son med sin første mand, der af våde kom
til at skyde en stork. Det var tåget, og han antog den for
en orn. Fra den tid mistede han sin forstand. Nik. Cbr.

53. Der var nogle udflyttere fra Fovlum, der havde
storke, og de havde ikke givet tiende i fire år, folkene havde
nemlig ikke mærket, de havde kylt noget ned i den tid.
Det efterår da samledes der flere hundrede storke på marken
på én dag der i nærheden, og de gik og knæbrede og span-
kulerede. Endelig stak de en unge ihjel, så den blev lig-
gende. Den havde sort næb og sorte ben. Den var lige så
overstukken af næb over hele kroppen. Folkene mente, at
det var én af deres storkeunger, som de havde glemt at give
i tiende. Det var regnvejr den eftermiddag, og da de kom
op over byen, satte der sig snese af storke på hvert eneste
bus i byen. De samme folk havde en gang prøvet at bære
en unge, der var bleven kylt ned, op i reden igjen, men så
gav de gamle den ikke noget at æde, og den sultede ihjej.

Lærkerne giver også tiende. Ægget kommer da væk
af reden. Ane Marie Kxistensdatter, Ørnm.

264 G* Religiøse sagn.

54. I Serritslev så a en gang, storken hyt en unge ud
af reden. Den var så stor, at den allerede havde fået fjer*
Så lå den på jorden og vrælte. Folkene bar den op i re-
den igjen, men den blev atter smidt ned. Sådan kom dert
op tre gange, og da storken til sidst mærkede, at han ikke

kunde blive af med den, så hug han den i sig.

Thomas Krat, Søheden.

55. I forrige tider, når der blev eftervinter, skar de her
kalvefjerdinger i stykker til storkene, når de gik nede i gård-
ene, og hjalp dem til at bjærge livet, så godt de kunde.

J. B. og M. H., Lille T&ning.

56. Der var en pige, hun skulde sy noget for sin frue
Mens fruen så var ude, stjal pigen en lille rød klud og en
saks. Da fruen kom ind, savnede hun det straks og spurgte
pigen, hvor det var blevet af. Men pigen sagde: «Eh rød
klud og en saks, en rød klud og en saks, det så jeg aldrig !»
Men til straf for denne logn blev hun til en fugl. Saksen
blev hendes hale, og den lille røde klud kom til at sidde på
hendes hals. Denne fugl er svalen. Når den synger sit:
c Vit vit vidivit, vit vit vidivit, vit vit vidivit !» siger den:
cEn rød klud og en saks, en rød klud og en saks, det har
jeg aldrig setU N. O. Andreassen, Ørslev.

57. En heks havde stjålet et nøgle rodt garn og en
saks. Men husets folk mærkede snart, at det var borte. De
satte da* efter tyven, men da heksen mærkede, at de var
hende nær, satte hun nøglet under hagen og stak saksen bag
i sin kjole og forvandlede sig til en fugl. Det var svalen, og
deraf kommer det, at svalen er rød på struben og har den
lange saksformede hale. Kik. Christensen.

58. Svalen var en pige, der stjal en rød klud og en
guldsaks, men vilde ikke tilstå tyveriet, hvorfor hun blev for-
vandlet til en fugl med halen som en oplukket saks og al
tid synger: «En rød klud og en saks, det véd-e Gud, det
véd-e Gud, dem så jeg aldrig !» • Louise Fenger.

59. Svalen siger : c Jomfru Marie har møst en rød klud
og en saks, in te to ja den, inte to ja den.» Ada Frederikaen.

60. En pige stjal en guldsaks fra sit herskab, men næg-
tede det med de ord : cHar jeg taget den, ønsker jeg, at jeg
må blive til en vibe.» Derfor har viben en saks i rumpen.

Jtirgen Hausen.

61. Fortællingen om, hvorledes svalen blev til, er på
Fyen overført på viben, ganske i den samme form. Den
bærer så saksens billede på sin hale. h. Hansen, Hjallese.

3. Fuglene. 265

62. Der var en stuepige på en herregård, som stjal en
guldsaks, hvorfor hun blev til en glente. Derfor er det, at
glenterne al- tid har en kløftet hale. M. Rosenkjær.

63. Horsjøder (bekkasiner) har en gang været mennesker,
men de er fordomt til at være fugle, fordi de har været hors-
jøder eller hesteplagere. Dog kan de ikke lade være med
deres ondskab endnu, de vil gjærne narre øgene, som går på
græs i moserne, ud i dyndet, derfor er deres sprog al tid:
cGaté-gaté-gaté-gaté (gå til)!» og så griner de bag efter om-
trent som en gammel hest. D. J.

64. Medens Vorherre vandrede på jorden, kom han en
gang forbi en viberede, og viben, der troede, at han vilde
tage dens æg, begyndte da at råbe : «Tyving, tyving !» Vor-
herre sagde da, at fordi den kaldte ham en tyv, skulde den
aldrig få lov til at hvile sig på noget træ, og derfor ser
man aldrig viberne sidde på træer. H. P. Nielsen, Sejling.

65. En gang, mens Vorherre vandrede på jorden, kom
en vibe flyvende forbi ham, og den skreg : cTyvit, tyvit !»
Fordi den sådan kaldte ham en tyv, sagde han : cForbandet
er du vibe, men ikke dine æg!» Deraf kommer det, at vi-
ben er afskyet af menneskene, men dens æg ikke, de er
derimod tjenlige til menneskeføde og opsøges gjærne af dreng-
ene. Men så snart æggene bliver til unger, ja, så |er forband-
elsen over dem. Maren Nielsdatter, Vester- Brønderie v.

66. Viberne er de gamle pebermøer, og skronnegederne
er de gamle pebersvende. Viberne siger derfor: cHwi vi-il
do et, hwi vi-il du e£?» og skronnegeden svarer: cFor a
turr et, for a turr et!> F. P. J. Lund.

«

67. De piger, der ikke bliver gift, kommer ned i en
mose, og der oliver de til viber. Karlene, som ikke bliver
gift, kommer der også, men bliver til brushaner. Så flyver
viberne og siger: «Hvi vi du it? hvi vi du it?» og brus-
hanerne svarer: «Får a turr it! får a turr it!> t. Kristensen.

68. Alle pebersvende bliver skronneborse, og alle ugifte
piger viber. De mødes på Skrøbelev hede, og viben siger
nu: «Hwi vi-i du it, hwi vi-i du it?» — c For a tor-rr et,
for a tor-rr et, hå-hå-hå !» Palle Fløe.

69. Alle pebersvende bliver til horsegjøge, og pebermø-
erne til viber, når de døer. Når man lægger mærke dertil,
vil man kunne høre, at viben siger: «Hvorfor vild du eet!

266 G. Religiøse sagn.

hvorfor vild du eet?» Horsegjøgen svarer da og siger: c Fordi
a turd eet, fordia turd eet. » N. P. Olsen, Selsinggårde, Samsø.

70. En hest gik en gang om vinteren fast i et kjær.

Da den igjen kom op, fulgte en vibe med den ene hov. feen

havde et græsstrå i sin mund og blev lagt på ovnen, men

da forårssolen begyndte at varme, blev viben levende.

N. Kr. P., Grynderup.

71. I det hus, som Dorte Skomagers boer i, havde
svalerne et efterår sådan fart ind ad overdoren, og da konen
en tid efter kom op på loftet og så i en løb, lå der så
mange svaler som en halv skjæppe, som vilde have vinter-
kvarter der. De var i dvale, og hun kunde rage imellem
dem med hænderne. Så bar hun dem ud i solen, og de
kom til live og floj én efter én. Men hun fortrød det, for
hun kunde jo have hyllet lidt over dem, så katten ikke
kunde have taget dem, og så ladet dem blive. Hendes son
sagde for resten, at det, der ligger i dvale, kan katten ikke
tage. Der var ikke så tæt i husene i den tid, og så var de
jo komne op på loftet fra gangen.

Karen Didrikes fik en vibe at se ved en staarknold, den

havde vrådet sig ind der. Hun opdagede først hovedet, og

det var den første vibe, hun så det år.

Ane Marie Kristensdatter, Ørum.

72. Der var en kone, der hed Ma Lundgårds, hun
havde et føl, der løb hen en gang. Så ønskede hun sig til
en fugl for at komme ud og lede om hendes føl. Nu flyver
hun og siger: «Fyll fyll fyll, fylle, kom hjemU Det er al-
mindeligt her på egnen at kalde uglen Ma Lundgårds.

J. K. Jensen, Borup.

73. En krage var den første fugl, Vorherre så skjær-
torsdag morgen, da han gik til Jerusalem med sine venner.
cHurra, hurra !» råbte den. Den havde hørt Judas gjøre ak-
kord om de tredive sølvpenge. Præstø egnen. Ohr. Weiss.

74. Viben må bygge sin rede på jorden til straf for,

at da den floj over Frelserens kors, skreg den: «Pin ham!»

Annette Jensen.

75. Da Jesus hang på korset, floj der fire fugle forbi,
og den første, der var en Jærke, sagde : «Læsk ham, læsk
ham!» Den anden, nemlig storken: cTrost ham, trost ham!>
Men viben sagde: «Pin ham, pin ham!» Derfor er viben for-
bandet, hvorimod de tre andre er hellige fugle. Maren Bonde.

Den fjerde fugl er glemt af afskriveren.

76. Da Vorherre hang på korset, råbte en lille fugl:

8. Fuglene. 267

*Svdl ham, sval ham!> Derfor blev den kaldt svalen. Viben
skreg: «Pin ham, pia ham !» Men til sidst kom der en stor
fugl og råbte : « Styrk ham, styrk ham !> og derfor blev den
fugl kaldt storken. N. Madsen, Vorgod.

77. Da Jesus hang på korset, floj storken, svalen og
viben oven over.*Storken sagde: «Styfk ham!» svalen sagde:
«Sval harnU men viben sagde: «Pin ham!» Derfor er de
to første fugle yndede, hvorimod den sidste er ilde set.

Martin Nielsen, Stangegård, Åkirkeby.

78. ..... Storken sagde: c Styrk ham, styrk hamb
svalen sagde: «Sval ham, sval ham!» lærken sagde: «Læsk
ham, læsk ham!» og hjejlen: cHjælp ham, hjælp ham!»
Viben der imod råbte ondskabsfuld: «Pin ham, pin ham!»
Siden den tid kan viben for dens ondskab ikke finde hvile

Jå noget træ, således som de andre fugle, men må bestandig
vile på jorden. H. Petersen, Fårbæk.

79 Viben sagde: «Pin ham, pin ham!» spurven:

« Spark ham, spark ham b storken: <Styrk ham, styrk ham!»
lærken: «Læsk ham, læsk hamU og svalen: c Sval ham,
sval hamU T. Kristensen.

80 Svalen bad: «Sval ham!» Viben skreg: cPin

ham!» Storken sagde: « Styrk ham! » N. Kr. Pedersen, Grynderup.

81 Viben: «Pin ham, pin ham!» Stenpikkeren:

«Sten ham, sten ham! » Rylen: Riv ham, riv ham U Storken:
«Styrk ham, styrk ham!» Spurven: «Spar ham, spar ham!»
Lærken: «Læsk ham, læsk ham!» Tåffelen (bekkasinen):
«Tuml ham, tuml ham!» Jeppe Jensen, Åkjær.

82. Jeg har hørt, at det var uglen, der ved Kristi kors
sagde: «Ynk ham!» M. Møller, Sir.

4. Verdsens skomager.

83. Den gang Vorherre gik her på jorden, var han en
aften bleven træt og stod og hvilte sig tæt ved et hus i Jeru-
salem. Manden i huset kom da ud og så ham, blev vred
og sagde, at han skulde gå væk fra hans hus. Da sagde
Vorherre til ham: «Gå du ind i din stue og tag dit toj, for
du skal her efter gå om på jorden, så længe verden står.*
Siden den aften har Jerusalems skomager vandret om på
jorden, og har ikke noget blivende sted. Annette Jensen.

268 G. Religiøse sagn.

84. Man bor al tid sftrge for at & plove bragt i has
til juleaften, ti dersom de henstår på maiken nævnte af*
ten, kan Jerusalems skomager hvile sig derpå. Nævnte sko-
mager boede i Jerusalem på Kristi tid, men da vor Frelser
på sin vandring til Golgata vilde hvile sig lidt på hans
trappe, drev skomageren ham bort derfra. Til straf for sin
vantro og hårdhjærtethed måtte han i hast, som han gik og
stod, forlade hus og hjem og begive sig på vandring randt
omkring i den vide verden uden at hvile — med mindre han
kan træfie en plov på åben mark juleaften — og denne
vandring fortsættes indtil dommens dag. Når Jernsalems
skomager viser sig, er der en ulykke i vente. Han formenes
således at være set i Kjobenhavn kort forinden koleraepide-
mien udbrød i 1856 og i Altona ved krigens udbrud i 1864,
i det nemlig en skikkelse i en forunderlig klædedragt, der
så ud til at være bevokset med mos, viste sig. Han for-
svandt straks bag bygningerne, og når man så efter, hvor
han blev af, var han ikke til at finde. Sergt. C. L. Rasmussen.

85. Wassens skomager sagde jo til Jesus: «Gå væk du
....,» den gang han stod til stød ved hans hus.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.

86. Jerusalems skomager må kun sove hver hundrede
år, så. bliver han hundrede år yngre, ellers vilde han jo blive
for gammel en gang. J. B. og M. H., Lille-Tåning.

87. Hver søndag må Jerusalems skomager hvile sig
en time under en harve. Jørgen Rasmussen Bak, Tulstrup.

88. Juleaften alene har Jerusalems skomager lov til at
hvile sig og sætter sig da på plovene og trykker dem itu,,
da han skal hvile ud efter sin anstrengelse året rundt. Der-
for skal man have plovene inde, for at de ikke skal gå i
stykker. N. P. Ohr.

89. Jerusalems skomager kan ikke hvile sig uden én
gang om året, og det er på en plov, hvissom han kan finde
én at sætte sig på en julenat. Andre tider i hele året må
han ikke hvile, derfor har folk plejet at tage deres plove i
hus for jul, fordi de ikke kunde lide, at han skulde sætte
sig på dem. Nogle har påstået, at de har set ham den nat, og
hans klæder var gronne af mos. Bjerre herred. Sttren Hansen.

90. Her på egnen har de haft så ondt af det for Je-
rusalems skomager, at de har ladet deres plove stå ude julen
over, for at han kunde have noget at hvile sig på. « V i har
så ondt af det for ham, det solle fjolter!» har a hørt mange

4. Verdseris skomager. 269

sige, «han må have noget at hvile sig på, når han kommer
her igjennem.* Dorthea Marie Pedersen, Skjæve.

91. Verden skal forgå, når Jerusalems skomager kom-
mer til Danmark. Uglbølle.

92. Nu er de€ så vidt med Jerusalams skomager, at der
groer mos på hans frakke. Han går med to kjæppe, der er
meget hojere end han, for han er svunden ind, og de er
blevne det, de var. Bodil Marie Enevoldsen, Avning.

93. Jerusalems skomager gik med et par sko over nak-
ken. De har set ham gå over Lågårds eng i Tise osten for
bakkerne. Det sidste, de så ham, var han ikke storre end
en myre. Kristen Nielsen, Mosehuse.

94. For omtrent tredsindstyve år siden var det kjær,
som nu hører til Sebberkloster, et stort morads fuldt af
damme og bække. En morgen tidlig gik en mand (ra Bar-
mer by ad vejen til Store- Ajstrup, der nu er anneks til Seb-
ber, men tidligere hørte til Lundby. Han så da en mand
svæve hen over kjæret, og ikke bedre mauden kunde se, så
havde han en skomagerlæst på ryggen. Han rørte ikke ved

jorden med fodderne, og det kunde heller ikke lade sig gjøre,
da der ikke var så meget tor plet, at en fugl kunde sidde
på. Det var Jerusalems skomager. Nik. Christensen.

95. En Himmelbo har fortalt, at der en dag kom en
mand ind et sted i Himmerland, han var så gammel, at hans

klæder var mosgroede, og så stod han hele tiden og lettede

£å f5dderne, så omme var de, men han sagde ingen ting.
[an bød ham en meldmad, han tog den ikke. Så gik manden
ind efter en skilling til ham, men da han kom igjen, var den
gamle henne. Man så ud, han var ingen steder at se, og så
tvivlede man ikke om, at det var Jerusalems skomager.

P. K. M.

96. Jerusalems skomager har en gang været i Vend-
syssel og hvilet sig på en tue i Vestergårds kjcer, Manna
by, Tise. Han blev set af nogle hyrder og var ikke storre
end tuen, han sad på, og der groede mos i hans pande.

A. E. Jakobsen, Orritslev.

97. Min moder tjente oppe i'Grydsted, og der var det
skikken, at pigerne skulde op om natten klokken l og malke
køerne, og så sætte dem ud, mens alle andre sov. Den gang
hun så havde været ude med dem, kom der en ældgammel
mand gående lige bag efter hende, og hun blev jo forskræk-
ket for ham, for hun kunde se, at han var så fuld af mos

270 ' Q- Religiwe sagn.

over det bele, og støvlelæsterne de hængte over hans nakke.
Så meget så hun da, ihvorvel hun turde ikke ret se sig til-
bage. Hun gik nu hjem ad, og han blev ved at gå bag efter
hende. Så gik hun ind ad oryggersdoren og ind i hendes
seng. Han var så nær, at hun ikke kunde få lukket for
ham, og så gik han også ind i stuen og lagde sig et bitte
korn op til en bænk, der var for enden af bordet Ret satte
han sig ikke på den, men støttede sig til den, og hun lå
i hendes seng og kunde se ham. Han sad der og stormede
og pustede lidt og så underlig ud. Da han sådan havde
lounet (o; hvilt sig) et bitte korn, gik han ud igjen, den
samme vej, han var kommen ind. Hun tog nok dynen over
hovedet, men kunde dog ikke lade være at kikke efter ham.
Juliane Marie Porlsdatter, Vokale v.

98. Der boede en mand her henne i H&ring, ham
brændte det for for en del år tilbage. Så gik han lange
veje omkring at tigge og var helt langt ned efter Ålborg til.
Der skulde han en aften være kommen ud i Vildmosen, og
så have modten mand der ude, som var overbegroet med mos
over det bele. Sådan har han da fortalt, og så vidt a husker,
sagde ban, at Jernsalems skomager hjalp ham i land af mo-
sen og fik ham på ret kjøl igjen.

Han skulde også en gang have kommet ind i UWyterg
præstegård. Da han lige var kommen derind, så forsvandt
han, og så var de i mening om, at det var Jerusalems sko-
mager. Men det er nu mange år siden. Lavst X, Bjærggrav.

99. En kone var ene hjemme en middag, og så kom
der én ind, der så så besynderlig ud ; han gik med træv-
lede og lasede klæder og langt uredt hår, der hang ham
ned ad ryggen. Hans djne var så små som fugleojne.
Hun troede, det var en tigger, og så gik hun ben og hen-
tede et stykke brød og Syede ham, men da hun rækkede
efter ham, var han væk. Det var henne ved Nb'rrestrand
(ude ved Vesterhavet) i de nOrre sogne. De skulde også
have set barn ude ved Ålborg, han gik ved fjorden, og når
de gik ned imod ham ved den side, hvor ban var, så gik
han med ét over til den anden side. De vilde så over -
fjorden for at træffe ham der, men da var han atter flyt
over til den side, hvor de kom fra. Sådan prøvede
de det flere gange, men kunde ikke komme ham nærere.
Så troede de, det var Jerusalems skomager.

Lovise Sorensan, Oster-Brønderslev.

—

6. Sjælevandring. 271

5. Sjælevandring.

100. To karle var ude i heden at grave torv. Så faldt
den ene i sovn, og en hvid mus koin ud af hans hals og
løb hen til en rende, hvor den løb og snolrede. Den anden
lagde sin torvespade over renden, og så løb musen over og
ind i jorden på den anden side. Lidt efter kom den tilbage
og løb atter ind i karlens hals. Så vågnede han. «Du dromte
nok.> — «Ja.» — «Hvad dromte du?» — «A dromte, te
der var en kjedel fuld af penge i den bakke. » — «Da
vil vi også have dem, vi vil hen at kaste efter dem med
det sammen — «Å skiid,» siger karlen, der sov. c Ja, a vil
nu have gravet. > Han fandt også kjedelen, og den var fuld
af penge. Så fortalte han den anden karl, hvordan det var gået til.

Jens Kristensen. Ersted.

101. Fire karle gik og slog i en eng. Der var en bæk,
der gik ned ved engen, og så var der en bakke ved den an«
den side af bækken. Nu var det sådan en varme den dag,
og så lægger de dem til at sove deres middagssovn. Ved
de nu ligger der, var der én af dem, der ikke var falden i
sovn. Da ser han, at der kommer en hvid mus op af den
andens mund, og den render ud i engen og hen til bækken
og render og væjtrer hen ved bækken. Nu var den ikke
bredere, end at et menneske kunde for resten springe over den.
Så render han hen og tager hans hjølle og lægger bladet over
bækken. Da musen kommer til den, går den over på hjøl-
len, og karlen bliven jo ved at se efter den. Den går over
til bakken og ind i et hul der. Da den havde været der inde
lidt, kommer den tilbage igjen. Karlen bliver ved at passe

å den. Den går det samme strog over bækken og hen til
en anden karl og ind i hans mund. Så vågner han og siger :
cA, a har da haft en forfærdelig sær drom.» De sporger
ham efter, hvad han da havde dromt. Ja, han dromte, at han
var ude på en tur, og så kom han for noget vand, som ban
ikke kunde komme over. Men så var der én, der havde slået
en jærnbro for ham, og der gik han over på. «Så tykte a,
a kom ind i en bakke, og der var så mange penge, så mange
penge, te det var magesløs, de var gravet ned der.» Ved den
Fortælling kom den første karl nu i tanker om, at det var
hans ånd, der var gået af ham, og så gåv de dem til at grave
ind i det hul og kom til en jærngryde der inde fuld af penge.
De byttede skatten imellem sig, og så blev de rige alle fire.

Jens Bær te] sen, Vole.

102. To karle er henne at grave splittørv, og så læg-
ger de dem, da de har fået deres middagsmad, og den

i

272 G* Religiøse sagn.

ene han falder siraks i sftvn. Da ser den anden, at der
render en hvid mus ud af hans mund, og der er en bæk,
der render den hen og febler og febler, og han rejser sig
og går ben og lægger hans spade over bækken, det var
sådan en lang krogen spade. Så render musen der over.
På den anden side var der en stor myretue med heste-
myrer, og der render musen ind i tuen. Lidt efter kom-
mer den og render ind i halsen af karlen igjen. Da han
vågner, begynder hau at ravsle. Den anden taler ikke
om noget. «A har haft sådan en slem drdm og været i
sådan en fare,» siger han, der sov. c Hvad da?> siger den
anden. «A skulde over et vand, og det kunde a ikke, råen
så kom der nogen og lagde en bro, a kom ad, og der
ovre var så mange penge, det var forfærdelig, de penge,
der var.t Den anden karl tav endnu stille og sagde ingen
ting, og de gik hjem. Siden gik den anden karl tilbage
og kastede myretuen til. side, og der finder han en kjedel
fuld af penge. Den tog han så og tilegnede sig.

Mossi-Jens (o : Jens Mosen), Oster-Brønderslev.

103. En hjempermitteret soldat og en karl vandrede hen
ad landevejen. Så blev de trætte og lagde sig til bvile ved
siden af vejen. Da faldt karlen i sovn, og soldaten så en
mus løbe ud af munden på ham. Han tog da sin kaskjet
af og dækkede hans ansigt til med, fulgte der næst med
musen gjennem skov og krat hen til en bæk, og da han
kunde se, den var i forlegenhed for at komme over, tog han
sin pallask og lagde over strommen. Musen gik da over og
blev ved at løbe, til den kom til et stort bjærg, og der løb
den ind i et musehul og blev der nede et stød. Da musen
kom igjen, løb den samme vej tilbage, soldaten lagde atter
sin pallask, og da de kom til karlen, løb den ind i ham,
og han vågnede straks. Soldaten spurgte da, om han ikke
havde dromt, mens han sov. «Jo, jeg dromte, at jeg var
udrejst og kom igjennem skov og krat til en flod med en
jærnbro over, og da jeg var kommen over den, kom jeg ind
i et dybt hul, hvor der var en gruelig mængde penge.* Sol-
daten fortalte nu karlen, hvad han havde set, og så gik de
hen til bjærget og gravede der, hvor musen var løbet ned,
og fandt en stor skat der. H. M. Iversen, Varde.

104. Da to soldater efter endt felttog fulgtes ad til deres
hjemstavn, kom de på vejen til en kro, hvor de overnattede.
De lagde sig hver på en bænk, og den ene faldt straks i
sovn, hvorimod den anden slet ikke kunde sove. Han blev
imidlertid liggende helt rolig. Efter at have ligget i nogen
tid, så han en lille mus .... Rendesten. Myretue ....

6. Sjælevandring. 273

Da den sovende næste dag vågnede, spurgte hans kammerat
ham, hvorledes han havde sovet om natten. «Godt h svarede
han, men han havde haft en forunderlig drom. Han havde
nerrflig drftmt, at han var ude at rejse, og at han var kom-
men til en meget stor strom, som han ikke på nogen måde
kunde komme over. Længe gik han ved bredden, men plud-
selig stod han ved en sær besynderlig bro, som han aldrig
havde set mage til hverken her eller der. Han gik da over
broen og fortsatte sin rejse, indtil han kom til et stort bjærg,
der straks åbnede sig for ham. Efter nogen betænkning tog
han mod til sig og gik derind. Her fandt han en stor
mængde kostbarheder både af guld og sølv og andre herlig-
heder. Efter at have set på alt det vendte nan tilbage ad
samme vej, som han var kommen. Vestervig, Ty. Oluf Obel.

105. Det traf sig en gang på en gård i Vendsyssel, at
man havde 'ejt skrædder, han sad en aften på bordet og sy-
ede ligesom andre skræddere, mens en af gårdens karle lå på
bænken véd siden af og snakkede med ham. Under samtalen
faldt karlen i sovri, og noget efter bemærkede skrædderen,
at der /var noget, der floj ud af munden på ham, og sam-
tidig holdt karlen op med at drage ånde. Skrædderen stude-
rede noget på dette her, og endelig fandt han da ud, at det
vist måtte være karléns sjæl, der tog sig en lille natlig ud-
flugt. For nu at se disse lojer til ende greb han en klud
og lagde* over karlens mund, da han så antog, at den ikke
kunde komme ind, når den kom tilbage. Noget efter kom
sjælen og sogte ganske rigtig at slippe ind, men da den jo
var forhindret deri af kluden, blev den ligesom vildfarende
og begyndte at flagre omkring i værelset. Skrædderen hop-
pede ned af bordet og gav sig på jagt efter sjælen, og det
lykkedes ham også endelig at fange den. Nu vilde han gjærne
have den til at fortælle sig noget om den natlige færd, men
det vilde ikke lykkes, den kunst forstod han ikke; dog lade
den slippe ind, hvor den havde hjemme, havde han heller
ingen lyst til, da han nu en gang havde gjort. et så sjældent
bytte. Han puttede den så ned i en æske, hvor han havde
den i lang tid ; men endelig blev han kjed af at gjemme på
den og solgte den så til to omrejsende mormonpræster(!).

HjOrring amt. . (Slutningen helt forvansket.) Johannes Neve.

106. To karle var ude at grave sandtorv, og så lagde
de dem og sov deres middagssøvn. Da løb der en mus ud
af munden på en karl, og da den kom tilbage igjen, så holdt
den anden hånden for munden af ham, så den kunde ikke
komme ind, og da var han død. Bodil Marie Andersdatter, Jerslev.

£. T. Kristensen : Danske sagn i folkemunde. II. 18

274 & Religiøse sagn.

107. To karle snakkede ude i heden om, hvordan de nu
havde det hjemme. Den ene siger da til den anden, at han
havde magt til at se det, og han bad ham blot om ikke at
røre sig. Så lagde han sig til at^ove, og den anden så da en
hvid mus løbe ud af munden på ham. Efter nogen tid kom
musen igjen og løb ind i munden på den sovende, som der
efter vågnede og kunde da bestemt sige, hvordan det stod
til hjemme. P. Chr.

108. Der var en gang en skipper fra Vestervig, som
sejlede til Norge, men det blev vinter for ham, og han måtte
da blive i Norge en tid. Han blev hos en af indbyggerne i
Finmarken, og da juleaften kom, spurgte hans vært, om han
ikke kunde have lyst til at vide, hvad de spiste til juleaf-
tens-nadver i Vestervig. Jo, det vilde han da gjærne vide ;
ja, han vilde endog give en halv pot brændevin- derfor. Det
blev så bestemt, og Finnen drak den ene pægl og .snakkede
så lidt Derpå drak han den anden pægl og lagde s% så på

!;ulvet Hans kone tog da en dyne og lagde over ham ; der
å han og rystede en halv time, derefter lå han stille en
halv time, vågnede derpå og fortalte, hvad de fik til nadver,
og til bevis på, at han havde været der, fremlagde han en
kniv og en gaffel, som skipperen ganske rigtig kjendte som
sine, da han brugte det, når han var hjemme i Vestervig.

P. Chr.

109. Der fortælles om en skrædderpige fra Ty, at hen-
des legem kunde slumre bleg som et lig, medens hendes sjæl

foer gjennem verden. Der var krig, og hendes kjæreste var
med, og ham dvælede hun hos. Men når hun kom igjen,
vidste hun besked om meget og om ham med. p. Uhrbrand.

110. Per Hjulmand mente, at menneskets sjæl kunde
forlade legemet i skikkelse af en mus eller sådant et dyr.
Det kaldte han for en mare, og den foer på mennesker eller
heste, redte dem ilde til, og filtrede hestens manke. En an-
den skulde slå en spand vand over hovedet, så stod den i
menneskeskikkelse og jamrede sig og havde ofte mange mil
at gå hjem. (Se : Varulve og marer.) A. M.

111. Min fader siger til mig: c Tag hestene og rid ned .
til bækken og vand dem.» Der var en indhegning med et 1
led for, og der skulde a ind ad. Som a rider igjennem, flyver
der en solsort op, og så bliver hestene rædde, og de lægger
af sted om ad en hulvej, hvor a stegler af hesten og kom-
mer ned på hovedet Nu fornemmer a ikke mere til noget;
men så dromte a, te a var i den evige glæde, og den gang
aså vågnede og kom til mig selv, siger a : «Hvor er du, og

5. Sjælevandring. 275

hvor har du været?* A daskede af hjem og kom til min
fader uden for, han stod og kløvede noget træ. «Tog du
bæsterne med her op?» sagde han. « Bæster, hvor har a
været?* Så kom a endelig til mig selv og kunde huske
bæsterne. Det er bevis nok på, at min sjæl har været andre
steder på vandring imens. Rasmus Nørregård, Egholt.

112. En vens hustru har fortalt mig følgende: «Da hun
boede i Odense, stod hun en dag i kjøkkenet i færd med at
lave mad til manden, som var ude. Da stiger der et billede
klart og skarpt op for hende, hun ser et stykke af gaden
mod Albanibroen og broen med, og der ser hun sin mand
komme gående, og ikke nok med det, men hun kan tydelig
se eller føle, hvad han går og tænker på. Hun ser
ham, indtil han er over broen, da forsvinder billedet atter.
Da manden kommer hjem, og hun fortæller det for ham, be-
kræfter han, at han også tænkte på det omtalte, mens han
jgik der. H. G. Hansen- Jeppesen, Refsvindinge.

113. A har også drdmt, og det passede. Mens a var
«n knægt og gik i Årestrup skole, dromte a, te a i skolen
på et bestemt sted fandt en kobber-fireskilling. Om morg-
enen, a kom i skolen, fandt a den også på det selve samme
sted. Jens Kristensen, Ersted.

6. Stjærnerne.

114. En mand havde stjålet en pose fuld af gronkål.
Da han så gik med den, kom der en anden mand og lod
ham vide, at det var hans kål, han havde stjålet. Det på-
stod den anden var ikke sandt, og dersom han havde stjålet
kålen, så vilde han ønske, at han måtte komme til at ride
oppe i månen. I samme ojeblik blev han også forflyttet og
sidder endnu den dag i dag i månen med sin pose gronkål
på ryggen. Annette Jensen.

115. Det første tyveri på jorden udøvedes af en mand,

der stjal kål. Som straf lod Vorherre ham vælge imellem

at sidde på månen og fryse eller at sidde i solen og hedes.

Tyven valgte det første. På fuldmånen ser man derfor en

mørk figur, det er kålstokken. Manden må sidde på den

anden side. Lærer H. Hansen, Hjallese.

Tyskerne benytter derom et andet sindbillede. De ligner den
mørke figur ved en kvinde med en gammeldags håndten i den ene
iiånd og den udspundne tråd i den anden hånd.

18*

276 G- Religiøse sagn.

116. Den første mand, der stjal kål, er harn, der nm
sidder på månen og kaldes cmanden i månen*. Han havde
en aften, mens han var her på jorden, og altså for han fik
den plads, han nn har, stjålet en del kål og var på vejen med
dem hjem. Da modte ban en mand, der spurgte ham, hvor
han havde fået dem fra. c Jeg har ikke stjålet dem,> svar-
ede han. c Jo, det tror jeg, du har,» svarede den anden. cHvis
jeg har stjålet dem,> gjentog den første, cså vil jeg være for-
domt til at sidde på månen.* Og straks, han havde sagt det,
gik hans egen dom i opfyldelse. Han sidder nu der oppe
til skræk og advarsel for alle tyve, men særlig for kåltyve~

A. E. Jakobsen, Orritelev.

117. Der var en mand, der gik ind og stjal en borren
kål et sted. Så kom Vorherre til ham, da han kom bærende
med de kål i den ene hånd og en munk i den anden, og
han sagde til ham, hvor han helst vilde sidde enten i solen
eller i månen til straf for det, han stjal kål. Han valgte da
at sidde i månen, og der sidder han endnu med en borren-
kål under armen og en munk i hans hånd.

Jens Begs enke, Smidstrup.

118. Der står en Amager med to hvidkål i hånden i
månen. E. T. K.

119. Syvstiærnen er fra først en kone med syv born.
Manden og hende de kunde aldrig forliges, og så ønskede
han omsider, at de aldrig skulde komme til at se hverandre
mere, og at hun og hendes born måtte blive til sy vstjærnen
og han selv til en gjøg. Ønsket gik i opfyldelse, og deraf
kommer det, at vi aldrig ser syvstjærnen på himlen, imens-
gjøgen kukker. Maren Nielsdatter, Vester Brønderslev.

120. En mand skal have forønsket sin kone og sine
born. Han blev til karlsvognen .... Karlsvognen er ikke
på himlen, når syvstjærnen er der. Mossi Jens, Oster-Brønderslev.

121. Der var en gang en mand, der var så slem ved
hans kone, og han havde endda syv born med hende. Når
han kom hjem om aftenen — han var vel sagt fuld og grim
— så gjente han dem ud. Sådan var det en aften, det var
sådant et mørke. Hun gik med det ene barn i hendes arm
og gik der på marken og var helt vildt og vidste ikke, hvor
hun var. Så kom der en mand imod dem, og han spurgte
om, hvor de vilde hen. Det vidste de ikke, for deres fader
havde gjent dem ud. Ja, de måtte ikke klage dem, og så
gik han videre. Der kommer han til manden, han var lige
godt kommen i tanker om, at han vilde hen og se efter dem.
Den fremmede mand sporger ham om, hvor han vil hen. Ja,

J

6. Stjærnerne. 277

lian vilde hen at lede om en so med syv grise, om han havde
ikke set den? Nej, han havde set en kone med syv tørn.
-Ja, det var da også dem, han ledte efter. «Ja, du skal komme
til at flyve al verden om og være en kukmand, for det du
har jaget dem ud. Men de skal blive de hdjeste stjærner,
der er på himlen.* Sådan er det gået til, at vi har den kuk-
mand og så syvstjærnen. Jørgen Villadsen, Ramsing.

122 en so med syv grise. Det var hans kone

og bom, han mente. Fra den tid blev han skabt i en kuk-
mand, og de andre skabt i en syvstjærne. Siden den tid
kukker kukmanden ikke i den tid, syvstjærnen er på himlen,
»og omvendt. Lars Nielsen, Vinkel.

7. Helligdagsbrøde.

123. Findes et sted i et engemål, kaldes Kjærnen, hvor
•en gjerrig bonde ved navn Jorgen Tange på en søndag un-
der gudstjenesten gjorde hø, og den høstak sank straks ned
i afgrunden, og findes endnu et trindt hul på samme sted,
som høstakken stod. Trøstrup. Ole Worm.

124. Nede i Kolding-egnen var en mand bleven gift
med datteren i gården, og han vilde til at kjøre korn ind om
søndagen, det havde de ikke brugt for dér, men med ny
herre kommer ny skik. Så var det en vanskelig host, og der
.stod mange traver korn ude, da giver han en søndag ordre
til, at de skal kjøre ind. Det var svigermoderen meget mis-
fornojet med, men han forklarede hende, at det var om at
•gjøre at få det under tag. Så svarte hun: «Gud har tag
•over dit tag!» Det brød han sig ikke om, og han begyndte
at kjøre hjem. Til sidst får de det i hus, og da han kom-
mer ind om aftenen, så siger han : cNå, svigermoder, nu har
Jeg fået så mange hundrede tønder sæd under tag.» Hun
svarer det samme som for. Lige i det samme trak det op
til torden, og en lynstråle tændte det hele, og alt brændte.
Han gik fra forstanden ovet det og kom i dårekisten, og når
nogen siden sagde noget til ham, gjentog han stadig de ord,
-og sagde aldrig andet. Lærer Søe, Gudum.

125. Skjærtorsdag må ingen mand ploje på sin mark.
En gang var der en mand, som gjorde det ; men så forvand-
lede Vorherre ham til straf derfor til en muldvarp, for at
Ihan alle sine dage skulde ploje og vræde i jorden, p. K. M.

278 G. Religiøse sagn.

126. Der var en bondekone, som var meget nøjeregnende-
med tiden. Hun spandt, og pigerne kartede eller spandt hver
vinteraften til klokken elleve eller derover; de havde nemlig
deres visse arbejde, de skulde være færdige med inden senge-
tid, som så måtte indrettes der efter. Hun havde mange
kister fulde af linned og dynevår, og om sommeren havde
man nok at gjøre med at sole og passe det, at hverken fugt
eller møl skulde lægge det øde. Hun var påpasselig i alt,
og samlede skilling tu skilling, så hun havde ord for at være
rig. Omsider blev hun gammel og svag og måtte lade rok-
ken stå, men pigerne måtte fremdeles spinde, bestandig mere.
Til sidst kunde hun ikke holde sig varm andre steder end i
sengen, hvor hun nu måtte blive. Da hun mærkede, døden
nærmede sig, lod hun pigerne bringe sig alle pengeposerne
med penge, der nu kun gjorde hende mere fortvivlet. «Hvad
har jeg nu for alt mit arbejde og alle mine penge h råbte
hun, «jeg skal jo alligevel dø !» Hun døde da og blev be-
gravet Men så var der ikke fred i gården, når spindetiden
nærmede sig. Det klagede og sukkede uden for og puslede
uhyggeligt i krogene. Man brugte i de tider ingen gardiner
for vinduerne, og da stuen al tid vendte ud til gårdsrummet,
behøvedes det heller ikke. En aften så da en af pigerne et
dødningeansigt ved vinduet, der næst kom et par blodige
hænder, og så hørte hun en klagende lyd, der sagde:

c Se, se, hvad jeg vandt,

for jeg løverdag aften spandt.*

Det kom jo snart ud mellem folk, og siden bliver der aldrig
spundet løverdag aften i noget hus; den aften har pigerne til
deres egen rådighed. Chr. Weiss.

127. En gammel kon i Vole har fortalt, at der var en

gang en gjerrig kone, som aldrig kunde få nok spundet, hun

spandt nætterne ud, enten det så var hellige eller sogne. Men

en lille-juleaften, hun sad og spandt, kom der én og rakte

en blodig hånd ind ad vinduet til hende og sagde :

c Der kan da se, hvad jeg vandt,
fordi at jeg en lille- juleaften spandt.*

Siden den tid var konen nok ikke så glubsk til at spinde,
som hun for havde været. S. P. Jensen, Vole.

128. Det er ikke godt at spinde om helligaftenerne,
heller ikke løverdag aften. En pige, der spandt en sådan
aften, så et spøgelse strække tre gloende fingre ind ad doren,
idet det sagde: «Se,Jdet fik jeg, fordi jeg spandt om løver-
dag aften !» p. Jensen, Kværndrup.

129. Fra ældgammel tid have 3 det sagn, at en kone

7. Helligdagsbrøde. 279

til visse ubestemte tider skal sidde i en fenne nær ved Skan-
derup by og spinde under sus og brus. Broder Brodersen
fra Bredebro, en vældig jæger, som i sin ungdom strejfede
gjennem mark og eng ved nattetid, fortæller: En gang kom
jeg i klart måneskin over bemældte fenne på harejagt. Uden
at jeg tænker på andet end de harer, jeg håber at skyde i
de Skanderup kålhaver, hører jeg med ét en susen og brusen
rundt omkring og ser da lige for mig en skikkelse dreje en
rok med et voldsomt brum og følte mig selv hvirvlet om-
kring et ojeblik. Straks efter var alt forbi. A. L.

130. I Skanderup ligger Rilyngdal. JEn aften kom en
mand der igjennem dalen og så da en kone komme farende
med en gloende rok. Manden blev så forskrækket, at han
besvimede, og kom først længe efter til sin bevidsthed, s. J.

131. Nordvest for Vester- Vedsted by ligger på præste-
gårdens mark en hoj, Spindenbank eller Spindelbanke kaldet.
Når man ved nattetid kommer forbi denne, ses ikke sjælden
en hvid kone, som spinder på en rok. Enhver vejfarende,
som ser hende, farer vild. Præstens karl Jorgen forsikrede,
at synet af hende var skyld i, at han var gået rent vild og

kommet til Sønder- Far drup i steden for Vester- Vedsted.
(Sml. Afdel. I, nr. 241.) H. F. Feilberg.

132. Der var en kone, som var så begjæriig, at både

hun og hendes piger spandt løverdag aften. Da hun var

død, kunde hun ingen ro finde i graven, men måtte hver

nat sidde oppe i kirken og spinde foran alteret. Præeten

gik da en nat derop og spurgte hende, hvorfor hun sad der

og spandt, hvortil hun svarede:

c Her skal jeg lide stor mOje og tvang,
fordi jeg en løverdag aften spandt.*

Han læste da cfadervor* for hende og lyste fred over hende,
og fra den tid fik hun ro i sin grav. H. B. Schak.

133. En mand havde advaret sin kone mod at spinde

de helligdage, men det hjalp ikke, hun blev lige godt ved

med arbejdet. Det gik endog så vidt, at hun satte sig til

at spinde en juleaften. Da rækker der en blodig hånd ind

ad doren og siger : c Der skal du se, hvad a vandt,

sidste juleaften a spandt.*

Det var altså en kone, der havde været ligesindet med hende.
vjSter-Hornum.

134. Ved Ryssensten stod der et hus, jeg kan endnu
mindes, ruinerne blev ført bort. De kaldte det slottet. Der
skulde en kone have sjunket, fordi hun spandt om juleaften.

2S0 G* Religiøse sagn.

På det sted var der al tid et bul, som' der. hvert år blev ført
mange læs jord i, for de vilde have det under plov med dét
øvrige land, men det blev hvert år ved at synke, hvor me-
get de end fyldte i det, og der voksede aldrig andet på det
end følfodder og tidsler. j. M.

135. En gammel dame nede på Gammel-Estrup havde
hørt, at det var slemt at spinde lille-juleaften ; men hun tro-
ede ikke, det havde noget at betyde. For nu at trodse over-
troen, gjorde hun det så, men blev straffet hårdt derfor. Han
blev nemlig domt til at skulle efter hendes død gå omkring
på hele det store gods og se efter, om nogen spandt den
aften. På et sted, hvor sådant skete, kom hun, rakte armene,
som hænderne var huggede af, så at blodet* dryppede ud af
stumperne, ind ad vinduet, i det hun sang : .

c Her kan I se, hvad jeg har vundet, -• _. — , .
for det jeg lille-juleaften har spundet* r - * '■

Det skal hun blive ved med til dommedag: N. EhrenreichL **'

126. A gik fra mit hjem i Hylling skov og vilde til
Veigels eng oi hente min farbroder, han skulde hen at spille,
og der rendte a for en kone, der sad og spandt på en rok.
Hun var sort og havde hvide ojne og spandt sorte tæjer. A
tænkte ingen ting på og rendte lige så tæt på hende, men
så vendte a lige straks og rendte tilbage, så a kom ingen
farbroder til. (Sml. af dl. I. nr. 238-241.)

137. En gjerrig kone kunde aldrig få nok spun-
det, men spandt hver aften til langt ud på natten, enten det
så var helligt eller sognt. Hun plejede hver aften at sætte
sin rok ind i et afsides kammer, men en søndag aften, da
hun havde spundet længe og var meget træt, lod hun rok-
ken stå i sovekammeret. Om natten blev hun vækket ved
en stærk snurren. Hun ser ud og ser då en lille mand sidde
ved rokken og spinde, som om clér skulde gå ild i den.
Konen blev her over. meget forskrækket, og siden den tid
spandt hun aldrig mere om helligaftener. s. J.

. • •

8. Dødes gudstjeneste.

138. En mand gik stadig i byen hver aften klokken 12.
Dette undrede hans kone sig over, men da han så også gik
juleaften, listede hun sig bag efter ham. Da så hun, at
hån gik ind i kirken, hvor sule de døde sad og sang salmer.

8. Dødes gudstjeneste. 281

Han gik op på prædikestolen. Hun listede sig bag efter og
plukkede ham i ærmet. Han vendte sig hastig oui og råbte
(meget hojt): cHvad vil du her ?> Mads Jepsen, Kongsted.

139. En ridende kom en gang forbi Orritslev kirke ved
midnatstid og hørte inde på kirkegården sådan en sær mu-
sik, hvorfor han holdt stille og så nu, hvorledes de døde
hoppede og sprang over gravene. En af dem bød ham at
drikke af et glas, som han rigtig nok tog i hånden, men
kastede straks bag over sig og red så ... . Han kom ikke
ret langt hen, for hesten faldt død om; en dråbe af glasset
var falden på den. Th. J.

140. Der var legestue i en by, som hedder Djørup,
en lidt her irk Bislev, og så var jeg og en anden dreng be-
stemt på at ville derhen. Vi gik så hen til kirkegården og

^satte>08 ved diget for at se efter, om der kom ingen andre
fra Bislev, som vi kunde følges med. Imidlertid giver det
sig til at synge i kirken, og vi sad og hørte på det et skjonne
bitte korn. Der kom ingen og vilde til legestue, og det var
ikke fri, vi blev lidt bange, nok er det, vi bestemte os til
at løbe hjem, og*så lod vi legestue være det, den var.

Jens Mark, Vokslev.

141. . For mange år siden var manden på Kjærsgård

en nat ude at kjøre. Så siger han til kusken, ligesom de

kjører forbi en kirke : «Hold stille, der er nogen, som synger

inde i kirken.* Kusken holdt og sagde, at han havde^også

hørt det. «Guds hus er for godt til det,» sagde manden, «nu

går jeg der ind. Hvem der nu end kommer ud til dig, og

om der end aldrig kommer så mange, og hvad de end siger

til dig, så skal du ikke blive bange, ti de kan ingen ting

gjøre dig, men kjøre må du ikke, for end jeg kommer og

siger: Kjør så i Guds navn.» Så gik manden ind i kirken,

og det varede heller ikke længe, for end der kom en hel

del ud til kusken. De nejede for ham og satte sig op i vognen

til ham og sagde, at nu måtte han kjøre, men ingen af dem

kunde sige : i Guds navn. Snart kom manden, og da han satte

sig op i vognen, så kunde de andre ikke være der, men de

forsvandt straks. Så sagde han : «Kjør så i Guds navn,» og

de kjørte hjem. Af det, som blev sunget i kirken, begyndte

et vers^sådan : tFrisk, Peter Mikkel, stem dine strænge,

tøsen i Kina glemte vi længe. H. Hansen, Ørridslev.

Verset er en styg forvanskning. Hvordan det har lydt, er ikke
godt at sige.

142. En skrædder og hans son, der har boet her i
Egtved og har været naboer med os, de kom en aften om

282 & Religiøse »agn.

ved kirken. Så ser de, at det var lyst der inde, og de
går da op til degnen og siger, at han havde glemt at slukke
lysene i kirken. Ja, det kunde jo være, han heller ikke
havde slukket dem, og så bad han dem om at gå der op,
og han flyr dem nøglen til kirken. Lav de kommer der indr
så brændte alterlysene, men da de kom op til dem, så
slukkedes de. Så vilde folkene gå ud igjen, men det var bælg-
mørkt, og de kunde ikke finde ud af kirken, det var, ligesom
kirkegulvet var helt fuld af døde helmisser, som skindet var
taget af, og de modte og spærrede for dem, hele gulvet var
fuldt. Da nu folkene turde ikke vove at træde på dem, tog skræd-
deren hans store skræddersaks op, og den slog han op og
lod den skræve ud, så da han nu holdt den forved sig, blev
der en revne i helmisserne eller et spor så vidt, som saksen
kunde skræve, for den var jo af stål. Den revne gik de så
ad, den ene bag efter den anden, og sådan kom de ud. De
bar tit fortalt os det Kristen Pedersen, Egtved.

143. Da min morfaders fader, den gamle Henrik, efter
hvem jeg har fået navn, en hostaften gik fra arbejde fra
Horstofte (nu Asetofte), skød han gjenvej hen over marken
lige forbi kirkemuren. Det var en mild, helt stille aften.
Da han når kirkemuren, hører han til sin store forbavselse
en dæmpet, sorgelig, langsomt tonende sang inde fra kirken«
Klokken var over elleve, han stod lidt stille og lyttede; sangen
blev ved at tone lige ensformigt, lige dæmpet og sorgeligt ;
så gik han videre, men nu kunde han høre sangen helt hen
på marken. Siden talte han med den gamle klokker om den
mærkelige sang i kirken, og denne sagde: «Det var da
underligt, at du aldrig har hørt den for, når du er gået forbi
kirken om natten; det har jeg så mænd hørt mange, mange
sommernætter, men jeg lader blot som ingen ting, det skal
man helst, det er de døde, der synger. Det troede gamle
Henrik på som på evangeliet Henrik Pedersen, Maribo amtstue.

144. I gammel tid blev der holdt ottesang julemorgen
klokken fem. Så var der en gang en kone, der vilde gå til
ottesang i kirken; men hun havde set fejl på klokken, så
hun var kommen rent for tidlig af sted. Når hnn så kom
ind i kirken, så hun, at kirken alt var fuld af folk, der sad
og så i salmebøgerne. Hun syntes nok, at det så noget un-
derligt ud, og hun lagde især mærke til, at de alle sammen
havde blå næser; hun turde dog ikke gå igjen, men satte
sig ind i en stol, hvor der sad én, hun får havde kjendt
Da hun havde siddet lidt, så hun hen til hende, hun sad hos ;
men da så den anden arrigt til hende og sagde: «Ja, hade

8. Dødes gudstjeneste. 28$

<3u ikje vad min stolsøster, så skujlle jaa beded næsan å.
<laj!» Det hele forsvandt så i det samme, og der begyndte
at komme rigtige folk i kirken. Bornholm. Kr. Skovmand.

145 Pigen blev stående ved doren for at høre,

hvad de sang, men kunde ikke forstå det, det var et for
hende fremmed sprog, og præsten, som prækede, var heller
ikke som en anden præst. Det lod, som han talede, men pigen
kunde ikke forstå et ord. Med ét blev den døde menighed
hende vaer, og én rejste sig og kom hen til hende. Pigen
kjendte sin søster, der var død for flere år siden, og denne
sagde: c Hvad vil du her? var jeg ikke din søster, så vilde jeg
rive dig ihjel. Gå nu ud af kirken o. s. v.» Møen. E. L.

146. En lille-juleaften gik nogle folk forbi Vindblæs
kirke og så med undren, at kirken var oplyst. De gik hen
for at se, hvad der kunde være på færde ved denne tid, og*
så da, at der var en stor forsamling i kirken, nogle sad med
hvide skjorter om halsen, andre havde noget andet underligt
toj på. Forsamlingen sang, men de, der stod uden for, kunde
ikke forstå et eneste ord. Præsten stod for alteret, men af
ham kunde de hverken se hoved eller hale, som man siger,
c Men hvem er nu alle de?» sagde de til hinanden. cDer er
min salighed da fogden i Balle,* sagde én, og han var endda
død for længe siden. K. M. Rasmussen.

147. En kone gik til fropræken. Så hørte hun, de sang
i kirken, og der var lys tændt. Da hun kom ind, gik lyset
ud igjen, og da var hendes kåbe reven, men hun vidste ikke,
hvem der havde gjort det. De hørte også, de smækkede
lågerne og stolene i for dem om natten. Kr. Ebbesen, Egtved.

148. En pige gik til fropræken i Boskilde domkirke.

Men hun var kommen alt for tidlig op, klokken var ikke

mere end 2. Da hun kom ind i kirken, var der mange komne,.

og hun tykte, at hun kunde kjende dem, men de var døde

for flere år siden. Så kom hun til at sidde hos et kvindfolk,

der sad og skubbede til hende og sagde så stille: cGåb Så

blev hun bange og gik, men der kom én bag efter hende, og

Uge i det hun kom over dortrinet, slog doren i efter hende,

og fligen af hendes kåbe blev siddende fast Så måtte hun

slippe den. Doren slog i, så det sang i hele kirken. Den

var pænt oplyst, sagde hun, og præsten, som stod for alteret,.

var også død for mange år siden.

Peder Andersen Søndergård, Svendstrup.

149. I den gård, der var lige vesten for Vokslev kirkey
var karlen ude en julemorgen at give hestene. Det var i

284 G- Religiøse sagn.

den tid, de havde ingen stueklokker, og de gik i kirke om
morgenen ved lys. Så kommer han ind og siger: c Vi har
sovet for længe, det er snart en skam, for nu synger de i
kirken. > Konen hun snapper hendes kapperollik og sætter
deø på hendes hoved, og så tager hun en bitte stakket da-
maskes kåbe på til at hægte om hendes hals, og nu gik hun
op i kirken. Da hun nu kommer ind i stolen, kommer hun til
at sidde ved én, som hun havde været så gode venner med,
men som var død for mange år siden. Hun kunde også
kjende mange flere' bekjendte, og kirken var fuld af folk, men
alle sammen var de døde. Så siger hun: «Hvordan er du
kommen her ind ? Du må hellere gå igjen, så snart du kan,
og når du mærker noget, der rykker i din kåbe, så skal du
hægte den op og ikke se dig tilbage, men gå Uge frem. A
skylder min nabomand fire skilling, og dem skal du betale
for mig, > sagde dødningen til hende. Så går konen, og den
gang hun kom i kirkeddren, da kom der noget og rev kåben
fra hende. Hun havde hægtet den op, og så lod hun det
beholde den. Om morgenen, da folk kom og vilde til kirke,
da lå kåben uden for kirkeddren og var i ene stumper. Hun

betalte de fire skilling, som hun havde lovet

Jens Mark, Vokslev.

150. For en menneskealder siden havde et fruentimmer
i Mariager bestemt sig til at gå til fropræken i Mariager
kirke. Den begyndte klokken otte, og det var om vinteren.
Midt om natten omtrent klokken 4 vågner hun, står op og
trækker sin puds (stads) på, da hun antager, at det snart er
ved tiden, og skynder sig derpå op til kirken. Doren stod
åben, og alle vinduer var oplyste, og hun kunde høre orgelet
spille. Hun gik nu rask ind og sogte sin stol, men forun-
drede sig over, 8t hun næsten ikke kjendte et eneste af de
mennesker, der var i kirken, og de få, hun kjendte, var døde.
Præsten, som stod for alteret, havde også været død i nogle
år. Hun bliver nu helt forvirret der over og vil løbe ud,
men det var hende ikke mulig at rejse sig. I sin forvirring
så hun sig om og blev en veninde vaer, der stod i stolen bag
ved hende, men som også var død for et par år siden.
Denne veninde bojede sig nu over til hende og hviskede,
at hun skulde hægte sin kåbe løs (det vaer en rød ærmekåbe),
og når præsten havde sagt amen på prækestolen, og forend
ban lyste velsignelse, skulde hun løbe ud af kirken, for ellers
kom hun galt af sted. Hun kunde nu heller ikke rejse
sig, for præsten sagde amen, men så løb hun alt hvad hun
kunde, og lige da hun kom uden for udgangsdøren, sloges
den i bag ved hende med et frygteligt brag, og hendes kåbe

8. Dødes gudstjeneste. 285

blev siddende fast i doren, men selv tog hun ingen skade.
Om morgenen, da folk kom og vilde i kirke, fandt de kåben
siddende i døren. Det, der sad udenfor, var helt, men det,
der sad inde i kirken, var revet i lutter småstumper, der lå
spredte over hele kirkegulvet.

Samme tildragelse i Banders kirke. H. A. B.

151. En kone var så forfærdelig nap (knap). Da hendes
mand døde og blev klædt som lig, havde hun skåret et
stykke af hans ligskjorte, for hun tykte, når han havde no-
get for på sig, så folk kunde se det, så havde han nok. Så
kom hun en nat ind i kirken, og der var nogen inde, som
var død for flere år siden. Hun kjendte mange af dem, og
hendes mand kom i det samme og gik op ad kirkegulvet.
Så er der en kone, der sidder ved siden af hende, og som
kun kunde kjende var død for et par år siden, hun siger:
«Der kom din mand, nu kan du se, hvordan det ser ud, at
han går der med hans bare ryg op ad kirkegulvet. Du må
helst gå nu, og a skal sige dig, hvordan du Kan komme fra
det. Du skal spænde din kåbe op, når du går ud, og når
han så griber i dig, slipper du den, så hastig du kan, så kan
han tage den på hans ryg.» Da hun nu skynder sig ud af
kirken, for hun kunde jo nok skjonne, det var en forsamling,
hun ikke skulde være i, så gjor hun, som konen har sagt,
og de rykte også kåben af hende.

Johanne Marie Kris tensd atter, Søheden.

152. To koner følges ad til kirken. Kirkegjængerne
var hvidklædte alle. Den ene kones mand var der iblandt.
Hun havde, da han døde, taget bagdelen af hans ligskjorte
til et lommeklæde. Den anden kone gjoide hende opmærk-
som på det. Hun hægtede kåben op, og den tog de fra hende.

Sognefoged Jens Jensen, Volstrup.

153. I én af kirkerne i Odense var der for mange år
siden en morgen tidlig froprædiken, og en kone fra byen gik
da i kirke. Men da hun kom ind, så hun, at alle de, aer
var i kirke, var helt hvidklædte, og nu erfarede hun, at det
var de døde, der var stået op af gravene. Da blev konen
angst; men én af de døde, der havde kjendt konen i levende
live, kom hen og sagde til hende, at hun skulde ikke være
bange. Da gudstjenesten var forbi, gik de døde ud og smak
kirkedøren i efter sig med et stort bulder, så der floj ild-
gnister fra den ; de gik da i deres grave igjen, men konen
gik til sit hjem. Lars Frederiksen.

154. I Stenstrup i Sydfyen var der en gang en mand,
som blev kaldt Hans Post. Da han en aften kom hjem fra

286 & Religiøse sagn.

Odense, hørte han, at der var nogen, som sang, han troede
straks, at det var folk, som kom omme fra kroen, men da
han kom lien til sit hus, som lå lige ud for kirken, så kunde
han høre, at det var i kirken, der blev sunget. Så blev han
bange og skyndte sig ind. Han hørte det samme flere gange
siden. H. Hansen, Orritslev.

155 Hun så kun tre fruentimmer, den ene hendes

moder, den anden hendes mormoder, som begge var døde
for lang tid siden, og den tredje en ukjendt. De to første
puffede og stodte til hende, hvor hun sad, så hun kunde
tydelig mærke, hun var i vejen, skjdndt hun sagde til den
første: c Du er jo min moder.* — «Nej, jeg er ikke, går du
ikke, så æder jeg dig.» — «Nej, du gjor vel ikke,» sagde
pigen. Endelig fik den ukjendte sagt til hende : «Skynd dig
ud af doren og lad kåben glide bag af dig o. s. v.> Marie Moltke.

156. Min kones oldefader var præst i Synderup og hed
E. Gr. Vieth. Den første juleaften han var der, sad han langt
over midnat og studerede på sin præken. Da bankede hans
folk på og bad ham komme op til kirken, der var lys og
salmesang. «Lad dem kun synge, born,> sagde han. En gam-
mel jomfru hos ham tog mod til sig og gik ind i kirken
o. s. v. N. J.

157. En nu afdød mand har fortalt mig, at han be-
stemt vidste, at de afdøde præster, som i livet har været
særdeles gode sjælesørgere, endnu af og til i deres kirke for-
samler de afdøde, som, mens de levede, havde været aldeles
ligegyldige for alt åndeligt. Der er lige så fuldt i kirken
om søndag aften som om formiddagen, sagde han. Disse
sjæle opholder sig i tusende år på et sted, jeg véd ikke hvor,
men tror, at det er på et hojt bjærg, og når den tid er
omme, da først indgår de til det evige liv. A. L.

158. Den gamle pastor Fritz så en aften klokken 11

kirken fuldt oplyst. Sa måtte han have bud over efter hr.

Engel, præsten i Nim, og de forenede dem om at gå der

ind. Da de havde været der inde en tid, blev lysene slukkede.

Johan Mejer, Trebjærg mark.

Her tilføjes et par stykker om levendes dands på kirkegården.

159. En aften var tre jomfruer fra Kongerisgård i Norre-
Nissum til Lemvig marked, og de vendte først hjem ved
midnat. Da de kom til kirken, der ligger lidt vest for Kong-
ensgård, syntes de, det kunde være morsomt at gå ind på
kirkegården og få sig en dands. De gik altså der ind og
begyndte at dandse og synge mellem gravene på den mest

8. Dødes gudstjeneste. 287

upassende måde. Men der fortælles også, at de fik deres
straf derfor. Jorden åbnede sig under dem, og de sank lev-
nende ned i afgrunden. Den plet, hvor de sank, vises endnu,
og på det sted gror der aldrig græs. Karl Kr. Jensen.

160. . . . Karle og piger kom hjem af heden, for det havde

fivet sådan en regn, at de kunde ikke slå lyng. Da de så
ommer forbi Nissum kirkegård, er der en karl og en pige,
som giver sig til at dandse på den. Men de sank ned i jorden
•og blev rent henne. Peder Christensen, Rottesgård.

9, Kvinden i kirken.

161. Gamle folk fortæller, at der skal i gamle dage
lave boet et lille menneske inde i Stege kirke. Han fik for
en skilling hvedebrød hver nytårsmorgen, og det levede han
-af hele året igjennem. Der var aldrig nogen, der så ham,
men når hvedebrødet blev lagt i kurven, som hængte på
samme sted, hvor skibet hænger nu, så svarede der en rost
fra kurven: c Gustav Høg lever endnu. >

Meddeleren mente, at det forholdt sig med denne Gustav Høg
ligesom med Jerusalems skomager. Han må en gang have gjort en
ond gjærning og skal derfor blive ved at leve. Dog føjedes der til:
cMen jeg véd ikke, om han er der endnu.* Annette Jensen.

162. Der var en kone, der byggede en kirke, og hun
holdt selv talen, da hun indviede den. I den tale sagde hun,
.at hun vilde ønske, hun selv måtte leve, så længe som hendes
kirke stod over muld. Hun levede i velstand og lykke i år-
inger, men alderen faldt lige godt på hende. Den ene slægt
døde væk efter den anden, men hun levede. Hendes hår blev
hvidt og gult af alderdom, og hun blev så lempelig, at hun
hverken kunde røre arme eller ben og ikke heller dø. Så
lavede de en kiste, lignendes en ligkiste, og lagde hende deri
og satte den op i hendes kirke. Hun kunde vågne op og

bede til: € Havde kirken endda været brændt,

så havde min lidelse været endt.* Egtved.

163. En kone ønskede, hun måtte leve, jeg véd ikke,
om det var tre menneskealdere ellei tre hundrede år. Dette

ønske fik hun også opfyldt, men hun blev til sidst så ussel,
at hun måtte hænge i et uldned (garnnet) og lade sig made
med melvælling, for hun havde jo ikke en tand i munden.
Man kaldte hende æ pustenhujkjælling. j. M.

164. Der var en gang en gammel frøken, der var me-

288 G- Religiøse sagn.

get rig og ejer af mange penge/ hun byggede da en gård,
som hun kaldte Bastenku. Så bad hun v orherre, 'om hun
ikke måtte leve, til Bastenhu faldt. Vorherre opfyldte da
også hendes bon og lod hende leve, til hnn. blev så lille, at
hun sad i en æske. Men man kunde dog høre hende sporge
med en spæd stemme, om Bastenhu ikke, snart faldt E. T. K.

165. Der var en frue, der boede i Bæstenhuj, og hun
ønskede, at hun måtte leve så længe, som Bæstenhuj stod.
Så døde hun, men ikke rigtig. Hun lå hjemme i sengen i
tre år, og så talte hun til dem og spurgte, om Bæstenhuj den
stod. Siden talte hun blot hvert syvende år og lå endnu i
sengen. Så gjorde de et kobberskib til hende, og det sad
hun i oppe i kirken. Ole Sig, Rær up.

166. En gammel kone i Buxtehude ønskede at leve så

længe, som Buxtehude stod. I sin vrede hørte Gud hendes

bon, men nu indskrumpedes hun således, at hun indesluttet

i en . kurv hænger i Buxtehude kirke. Hver nytårsmorgen

åbnes kurven, for at man kan give hende et lille hvedebrød og en

flaske vand, rationen for det følgende år, og da udbryder hun:

Hu, Buxtehude, står da endnu? -,- : ♦•

gid Buxtehude var brændt,'
så var min pine endt.>

Peder Syv peger på denne remse, her er den fuldstændig så
ledes, som jeg hørte den af Maren Barnepige. H. Br. .

167. Bostenduu havde bygget en kirke og vilde ikke

dø, inden hendes kirke faldt ned. Hun stod i våbenhuset og

var så bitte : <Når Bostenduu var bræend,

var al hendes sorrig æend.

Jørgen Rasmussen Bak, Tulstrup.

168. Der var en gang én, de kaldte Båstehuu-kjællingen.
Hun ønskede at leve så længe, som Båstehuu (et sted i Hol-
sten) stod. Så blev hun ved at leve så længe, til hun svandt
helt hen og blev ikke storre end en mus. Endelig satte de
hende ad kirken, og så kom de med hvedebrød til hende
hver nytår, hun skulde have at leve af. Når de kom med
det, sagde hun: cHu-hu-hu! står Båstehuu endnu?» Hun
hovede ikke, når de så svarede, at den stod endnu.

Som drenge i skolen fortalte vi om den Båstehuu-kjælling.

Kristen Ebbesen, Egtved.

169. En frue byggede en kirke og ønske at leve, så
længe den kunde stå. Så blev da tiden, at hun skulde dø
som andre mennesker, men det kunde hun ikke. Hun blev
lagt i en kiste og sat ind i kirken, og der lå hun. De kunde
nok skjonne, at hun var levende, men var så for gammel, at

9. Kvinden i kirken. 289

hun kunde ikke røre sig. Så brand kirken. De bar kisten
ud, hun lå i, men så var hun død.

Thomas Kiats kone, Søheden.

170. Der var to snedkere ovre i Sverig, som stod og
arbejdede under prækenen. Da kom der sådan s ovn på dem.
De lagde dem på hver siu hovlbænk og sov. Da de nu blev
ved at ligge der, fik man fat på en præst, der gik hen og
spurgte dem: « Sover I? hvor længe skal I sove?» De svar-
ede: «Til dommedag. » Så blev der bygget et hus over dem.
I min barndom var det flojet igjen med sand, de de kunde
du ikke se andet end toppen af det. En Svensker, der tjente
os for en fyrretyve år siden, sagde, at han havde set toppen
af huset. Hans Fladbirk, Søheden.

10. BarnefodseL

171. Det var i Tise i mit gamle hjemmen, der blev
født mig et barn, som havde en lykkelig stjærne på him-
melen. Han blev født mellen 11 og 12 om natten, og da
stod der en klar stjærne. Så siger jordemoderen: «Det barn
bliver ikke gammelt, > og det kom også til at passe, for det
døde, netop den dag, det var to år, ved samme klokkeslæt.

Maren Skade, Åsted.

172. Der var en gang en præst i Vorning, hvis kone
var i barnsnød, og medens hun lå i den stilling, gik præsten
udenfor og bad til, at hun ikke måtte blive forløst, så længe
det himmeltegn var på himlen, der var nemlig en galge på
den; men da præsten kom ind, var hans kone alligevel bleven
forløst. Den son, hun fødte, blev en røver, og omsider hængt
på Galgebakken mellem Kvorning og Hammershoj. Da han
skulde hænges, bad han om at måtte kysse sin moder, men
hun sagde nej. Så sagde han, at det heller ikke var hans
mening, men han vilde have bidt næsen af hende, fordi hun
ikke havde givet ham en bedre opdragelse.

Fortalt af Niels Leths kone, Mollerup. J. Jensen.

173. Vorning præst havde en son, der blev henrettet
på Galgebakken ved Årup. Da han blev født, var der en
galge på himmelen, og præsten bad om, at barnet ikke skulde

fødes, så længe den var opå Lov til åt tage afsked

med hans moder, og da hun så kom, vilde han kysse hende,
lod han til, men bed så næsen af hende. Så ondskabsfuld
var han. o Siden gik han igjen og blev nedmanet af en præst
ude på Arup mark ved siden af. Morten Simonsen, Kvorning.

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 19

290 & Religiøse sagn.

174. Kristen Testrap var herredsfoged og meget klog«
Så var hans kone hojfrugteommelig, og han skal da have
gået ude og set på stjærnerne, og dernæst gået ind til jorde-
moderen flere gange og bedet hende om at opholde tiden.
Så sagde hun til sidst, at det var ikke muligt længere. Han
skulde da have sagt: cHvor ulykkelig fødes dog ikke det
barn til verden ». Den gang det blev stort, var det så vildt
og gik og prangede sine klæder bort med andre bønderbom
og handlede med, hvad det kunde få fat i, og de kunde ikke
styre det på nogen måder. Så sendte han barnet uden lands,
vist til England, og udstyrede det med penge, så det havde
nok af dem. Kristen Spillemand, Farsø.

175. Der var en præst på Mors, hvis kone var i barns-
nød. Præsten loppede vinduet, så ud på stjærnerne og bad,
at hans kone måtte føde i denne time. Da de sagde, at
nu var timen kommen, hun skulde forløses, sagde han: c Ja,
så lad det ske i Guds navn.> Hun fødte en son, men denne
dreng blev så ustyrlig, at de ikke kunde råde med ham.
Så kom han til at gå ude ved avlskarlen, som var den, der
bedst kunde styre ham. En dag, de kjørte korn hjem, fik
drengen, der løb ved vognen, bagrebet om halsen og kvaltes.
Karlen, der var ude af sig selv der over, sagde det til kok-
kepigen,[som ban var kjæreste med. Hun sagde det til præsten,
han slog sine hænder sammen og sagde : «A, Gud ske lov I
ieg havde ikke tænkt, det havde gået så godt.* p. k. m

176. Der var en gang en præstekone, der var i barns-
nød. Så gik præsten ud og så op til himmelen, og han så
uheldige himmeltegn. Han blev ved at gå sådan en ni, ti
timer, og det blev hele tiden mere uheldigt Til sidst blev
hun forløst. Det barn skulde hænges. Da barnet var en fem,
seks år, blev han hængt i bagrebet. Så var faderen så glad,
tog barnet i sine arme og gik hjem. Men konen var så
bedrøvet. Nu fortalte han hende, hvad der var spået barnet.

Maren Skade, Åsted.

177. På en herregård var konen frugtsommelig, og så
kom tiden, da hun skulde føde. Da jordemoderen kom nu
derind, gik manden ud og så op efter stjærnerne. Så kommer
han ind og ønsker, at hun ikke må blive forløst endnu i
denne stund, går så ud igjen og ser, kommer atter ind og
siger ligesom forrige gang. Tredje gang kommer han ind og
beder om, at det nu måtte ske. Men det blev ikke. Så
gik han ud fjerde gang, og da blev barnet født. Det så nu
ud til, sagde han, at barnet skulde hænges, men han sagde
det aldrig til moderen, og gik og bar det ved sig selv. Da

10. Barnefødsel. 291

i;:

c barnet var en syv, otte år, traf det om hosten, at folkeue kjørte
i korn hjem, og så vilde det op at kjøre med dem ad marken,
og de tog det jo også med. Den gang de havde så flet
i stangen trækket ud, så den slæbte bag efter vognen med den
• ene ende, og den anden ende var i vognen, som de bruger endnu
her på egnen, da sætter drengen sig op at ride på stangen,
og så fik han hans hånd ind i en løkke og faldt af og slæbte
jorden. Folkene lagde ikke mærke til det. Havde stangen
igget på jorden, havde han ikke kommet sådan af sted. Da
folkene nu havde fået tillæsset og skulde have stangen op,
får de det jo at se og bliver så harmede, at de holder i
marken og tor ikke kjøre hjem, for drengen var jo død. Så
kommer manden derud og får det hele at høre. Men han
var ikke vred, han takkede Vorherre, at det nu var sket,
mens drengen var barn og ikke blev fuldvoksen, for han
mente jo, det var bestemt, det skulde sådan være, og sagde
det nu til folk, hvad han havde set i stjærnerne. For havde

han ikke sagt det for ej at gjøre hans kone harmet.

Iver Skade, Havbjærg.
178. En kone sad og svobte hendes barn, og det lå
helt nøgent på hendes knæ. Det var en bitte dreng. Så
kommer der en fattig kone ind, og ligesom hun ser på barnet,
så giver hun sig sådanner til at role (o : græde). Så sporger
moderen om, hvad hun sådan rolte over. Ja, det kunde hun
ikke sige. Jo, hun skulde sige hende det. « Herregud, skal
a sige dig det, så kan a også. Det barn, der ligger, er født
i den time, at det skal hænge sig selv, kan du ikke se strik-
ken under sin hage?» Nej, hun kunde ikke. Så går den
fattige kone hen og viser hende, te der sad en hinde under
hagen af det. Siden den tid fik konen mange flere bftrn
og hver gang hun gav dem brød, gav hun jo også ham brød,
men så rolte hun. Så vilde manden have at vide, hvad
hun rolte for. Hun siger ham det. Drengen blev den pæneste
karl, nogen kunde se, og en grumme rar karl og kom til at
tjene en præst for avlskarl. Men hver aften, når de andre
gik til hvile, gik han op i kirken for alteret og satte sig og
bad til Vorherre. Sådan var det flere aftener, og så fulgte
præsten bag efter og så, han sad der på knæfaldet, ligesom
når vi går til Herrens bord. Men præsten kunde se, der
var en strikke dér, som hængte fra loftet og ned under hagen
af ham. Karlen vidste jo nu, hvad der vilde ske med ham,
derfor bad han. Da præsten så ser dette her, siger han:
cKom nu hjem, min kjære son! nu er du frelst fra nød og
fare,» og så fulgte han med og blev så lykkelig over at høre

præstens ord. Siden gik al ting så godt for ham.

Maren Skade, Åsted.

19«

292 G- Religiøse sagn.

179. Der var en gang et bitte barn i Tise kirke at
blive dobt Da sukkede det så dybt og foldede sine hænder
så pænt Men ottende dagen efter, nemlig næste søndag, blev
det jordet. Præsten sagde:' «Hvem bar lært det bitte barn
at folde sine hænder, jeg er ræd, det bliver ikke gammelt >
De born, der folder sine hænder som bitte, de bliver aldrig
gamle. Maren Skade, Åsted.

180. Der var nogle folk, der fik et barn. Lidt efter,
at det var født, slog klokken 12. Så sagde barnet: <Nu
slog klokken tolv.> Da den slog 1, sagde det igjen : «Nu
slog klokken 2, nu skal a snart te'n.> Da klokken så slog
2, sagde det : «Nu slog klokken 2, nu skal a af sted. Men
der skal komme to gode år og to onde år.> Da det havde
sagt det, Så døde det (Et forvirret brudstykke.) A. F.

181. En pige i Marri-Malene vilde ikke giftes, inden
hun var de halvtreds. Men da hun så blev gift, fik hun
syv b5rn på én gang, og de blev bårne til Ryomgård på et
tinfad, for at de skulde se dem. Maren Knadsdatter, Uglbølle.

182. Der var en pige, som ikke vilde gifte sig, inden hun
var sikker på at blive fri for born. Men hun var lige vel
fremmelig, for hun fik da tre af én gang og fire af én, [det
blev syv i alt. Lavst Jensen, Bjærggrav.

183. Der boede en kone her uden for byen, hendes
mand kaldte de Svejborg-Rask, hun var 49 år, inden hun
giftede sig, for hun havde sat sig for, at hun vilde ingen
born have, og derfor vilde hun først komme over hendes
borneår. Så kom hun lige godt til at lave til barsel, og hen-
des mand mærkede det nok. Da tiden kom, fødte hun det
ene barn efter det andet, og jordemoderen, der hed Maren
Knudster, hun sagde, at manden måtte helst løbe ned til præsten
og få ham til at komme og døbe dem. Så kommer han jo
og forlanger ham til at døbe nogle bom. Præsten, han hed
Zimmermann, siger helt forundret : cNogle born U — « Ja,
min kone havde fået fem, da a gik hjemme fra, dg det
kommer an på, hvor mange hun har fået nu, når vi kom*
mer hjem.» Så fulgte præsten med, og da havde hun fået
syv i alt, og de blev lagt på et tinfad og blev dobt. Jorde-
moderen var der endnu og forsikrede, at det var gået regel-
mæssigt til ved fodselen, så det har virkelig tildraget til,
og huset har navnet Svejborg -huset endnu efter dem. Den
straf skulde konen jo have, for det hun havde fattet det
slemme forsæt. Ane Hansdatter, Torrild.

184. En fattig kone kom til en rig herremands kone og

10. Barnefødsel. 293

bad hende om lidt i Guds navn. Ja, hun havde ikke noget
at give hende, hun skulde pakke sig. Den fattige kone bad
igjen om det, for hendes born de var så sultne. Men det
var lige nær. Nu havde fruen kun ét barn, og så sagde
tiggerkonen: «Nu vil jeg ønske, når fruen skal have barn
igjen, at hun må få så mange, som der er dage i et år. >
Da tiden kom, fødte hun så mange småskabninger, der var
trukne på en tråd. K. N. Stegger, Lystrup.

185. På Brejninggård var to søstre, den ene havde så-
dan afsky for born og vilde ikke gifte sig, for hun blev
over den alder. Søsteren der imod giftede sig. Da hun blev
ved de halvtreds, blev hun syg og døde. Søsteren havde
altså småborn, og de løb omkring i haven. Så kommer der
sådan en gammel venlig dame til dem en eftermiddag og
vilde spøge med dem. De kommer ind og fortæller det. Så-
dan gik det flere dage i træk. Så skulde barnepigen med
dem ud en dag, og damen kommer også til hende og beder
hende, om hun vil ikke få svøbelsebarnet der ud, hun øn-
skede så gjærne at komme til at svøbe et lille barn. Barne-
pigen vægrede sig noget ved det, men da det var godt vejr,
gik hun endelig ind og bad om at få det ud. Manden var
ikke ret tryg, og han går med i afstand for at se efter det.
Damen tager nu barnet op og giver sig til at ville svøbe
det. Det tykte manden var galt, og så går han hen og snak-
ker til hende, men hun svarer: c Forstyr mig ikke, hvad jeg
har forsomt i levende live, skal opfyldes nu.» Så lod manden
hende også have hendes vilje, og hun svobte barnet, og så
forsvandt hun. Han pålagde nu pigen ikke at sige det til
hans kone. for han vilde ikke, at hun skulde blive ræd og
kjed af det. Mette Marie Vig, Olgod.

186. En pige ønskede, at hun måtte få lige så mange
born, som der var dage i et år. Hun fik dem også, men
mange ad gangen, og de var ikke stftrre end fingre. De
gamle soldater, der i forrige krig lå i garnison i Kjobenhavn,
fortalte, at de havde set nogle af dem opbevaret i spiritus.
Hun fik dem, hun havde ønsket sig, men det er heller ikke
nemt at ønske noget. Kristen Ebbesen, Egtved.

187. En gang kom der en fattig kone ind på en gård
for at tigge. Hun var frugtsommelig, og det hændte sig så-
dan, at hun just blev syg og nedkom med et barn. Gård-
konen var meget vred over det og sagde nok så hovmodig,
at hun ikke vilde være so for én gris at få. Nogen tid ef-
ter gjorde samme kone barsel, og hun fik tvillinger. Så
kunde da folk forstå, at Vorherre havde straffet hende for

294 & Religiøse sago.

de slemme og hårdhjærtede ord, ban havde sagt til den
fattige kone. J. G. Pinholt.

188. For et halvt hundrede år siden kom der i Brce-
strup-egaen et dødfødt barn til verden. Det havde på ho-
vedet en udvækst, der lignede en stor forloren hårfletning
af den slags, som moderen og hendes søster plejede at gå
med. Folk troede nu, at det var en himlens straf for mo-
derens stolthed og udmajning, at barnet således fødtes van-
skabt. G. L. Rasmussen.

189. I Ndrre- Snede levede for en menneskealder siden
en pige, om hvem der fortælles følgende : En søndag fulgtes
hun med en del andre unge piger til kirke, og de gik og
førte samtale under vejs; blandt andet kom de til at tale om
kjæresteri, og der var nu nogle, som sagde til nævnte pige,
at det nok var godt med hende og en vis hoj karl, som de
nærmere betegnede. Karlen var fattig og derfor ikke særlig
anset, og da pigen var rig og stolt, vilde hun ikke være ham
bekjendt, men talte hånligt om ham, for at få de andre til
at tro, at der intet kjærlighed sforhold var til stede mellem
dem. Hun sagde blandt andet: c Skal jeg have ham, kommer
jeg til at have ham skåren af i knæene. » Hun blev imid-

ertid senere gift med den hoje karl; men det første barn,
hun fødte, fattedes den nederste halvdel af benene, fra knæ-
ene af og ned efter. Nikoline Mortensen, Vilgårde, ved O. L. R.

i

190. I Nordre- Hadsund havde en karl lokket en pige.

En aften, de unge gik på gaden, lod de ham høre det «Hvad

kan det gjøre?> siger han og spotter med det, «får hun en

son, skal han kun have én arm.» Pigen var frugtsommelig,

og da barnet blev født, havde det kun én arm.

Lærer Stegger, Lystrap.

191. En kone lå i barselseng, og de havde et andet
lille barn, der gik ene ude på gulvet. Så lå der en fem-
dalerseddel på bordet, og den fik barnet fat på og rev den
i stykker. Da manden kort efter kom ind og så det, blev
han så vred, at han slog barnet hen imod kakkelovnen, så
det døde. Da konen, der lå i sengen, mærkede, hvordan han
bar sig ad, blev hun så forskrækket, at hun også døde, og
da manden mærkede det, gik han ud og hængte sig.

Nikoline Katrine Axelsen, O v trup.

192. Der har været en fortælling om en port på Rod-
dinggård, ja, porten er der endnu. Den måtte aldrig blive
lukket op, for hver gang det skete, indtraf der en stor ulykke
på gården. Der var tre ejere, hvis hustruer døde i barsel-
seng lige efter hverandre, for det den kom op. Kjobenhoved.

11. Forsk jelligt. 295

11. Forskjelligt.

193. Vorherre er aldrig så vred, at han ikke lader løver-
dags-solen se. K. Kr. Jensen.

194. Der var en karl her nede i Vinkel Vesterby, han
blev født i en sejersskjorte. Så fik han et galt ben, og så
sagde Mikkel Bødker: «Han dør nok ikke, for han er født
i en sejersskjorte.* Lars Nielsen, Vinkel.

195. Der var spået af, at der skulde komme en stor, sort
hund og følge med en af hærene i felttoget. Den bær, den
fulgte, skulde vinde sejer. Hunden kom til de Danske, til
•et vist regiment, og fulgte dem hele tiden. l. N., Vinkel.

196. Min fader har fortalt om en mand, der var så
slem til at drikke. Det var inde i Sundeved, det skete. En

dag, han var ved at sætte dige og sad ved siden af det og
spiste sin meldmad, så kom han i tanker om, at der var en
Gud til. Så blev der sådant et lys omme ved den anden
side af diget, og han hørte en rost, der sagde : «Hererjeg.»
Med det samme var det hele væk. Efter den dag lagde han
drikken af. Lorens Hansen, Fælsted.

197. Det var en Krabbe, som ejede Torstedlund, og han
havde en datter, som en gang fik et stykke kjød i halsen
og kvaltes deraf. Nu blev hun lagt i kiste og sat op i kirken.
En aften efter hører degnen en ynkelig klagelyd inde fra
kirken, og da ban nu tog nøglen og lukkede op, viste det
sig, at pigen var kommen til live. Hun blev bragt hjem, men
var fra den dag sindsforvirret og led forfærdelig. Faderen

gjorde da det løfte til Vorherre, at dersom han vilde løse
op for hende, så vilde han oprette Årestriip hospital. Fire
fattige koner og en forstander skal der have (feres ophold,
og fire gårde blev satte i pant, for at de fik deres. Først
for nylig er pantet indløst og gået over på Torstedlund.

L. Mosbæk, Støvring.

198. Min fader har fortalt, at medens han og hans
ældre broder var drenge, morede de sig somme tider med at
«himle» tusser. De lavede en lille vippe, og på den ene
«nde satte de tussen, og når de så slog på den anden ende,
iloj den hojt til vejrs og udstrakte benene, og det så så mor-
somt ud. En tusse kunde tåle flere sådanne omgange, inden
den døde. Efter nogen tids forløb blev drengene imidlertid
£yge og1 helt grå på kroppen ligesom en skruptusse. Den
almindelige mening var nu, at det var en straf for deres dyr-

296 & Religiøse sagn.

I Jageri. Det varede længe, inden de kom sig, og de tårn-
ede ikke tusser oftere. G. L. Rasmussen.

199. Den tidligere kroejer i Remmer, Hans Pejter, var
stum de sidste år han levede, han kunde blot give nogle
lyd fra sig. En nat loserede en håndværkssvend, som var
stum, der i kroen. Om morgenen, da han skulde betale for
nattelejet, så havde han ikke penge nok, der manglede otte
skilling. Kromanden var ubarmhjærtig og fordrede sine penge,
men da mennesket nu ikke kunde betale, trak han ham af
vesten og vilde beholde den. Så var der to tjenestepiger, der
sagde: c Skal vi ikke betale. » De gav nu hver fire skilling,
og han kom af sted. Dagen efter var kromanden aldeles stum.
Han var tidligere noget tunghør, men kunde da nok snakke.

Lærer Søe, Gudum.

200. Der var en kone, der syntes, at det var skamme-
ligt, så meget hun gav hen mellem år og dag. Så kom hun
i tanker om at lade det være, og vilde se, hvor meget det
kunde blive til, hun nu sparede. Altså lagde hun alt til side,
hun ellers vilde have givet hen. Da året var omme, havde
hun så meget mel, at hun kunde bage en hel bægt brød af
det. Men den dag, hun så bagede, kom der ild i huset, og
det brændte. Lærer Søe, Gudum.

201. Der var en fattig pige, som tjente på en gård her
i Horsens- egnen, og hun gik al tid og græd, fordi hun var
så bange for, at hun ikke skulde få det brød, hun kunde
spise, mens hun var her i verden. En dag skulde hun gå
hen til brønden for at hente en spand vaud, og gik og spiste
af et stykke brød, men så faldt hun derned og druknede
med brødet i munden. S6ren Hansen, Skjellerup.

202. Der var en kone, der vilde gå tvært over Norre-
Økse sø, hun gik fra Norre- Økse og vilde til Klithuse, og
hun havde en bitte dreng med sig. Den samme kone havde
alle sine dage været så gruelig gjerrig, og hun sagde så-
ledes, at hun kunde ikke forstå, hvordan folk kunde få
stunder til at sidde ned og pisse, for det havde hun aldrig
kunnet få stunder til. Så rejste hun altså tvært over søen,
det var jo vinter, og der var jo is på, men da hun kommer
midt på, så søkker hun. Så løber den her bitte dreng op
til Norre-Økse efter folk, at de skulde komme ud til hende,
og der kommer så mange mennesker derud, hele Norre-Økse
by. Hun hængte der endnu på isen i hendes arme, og de
hyttede reb ud til hende og lagde fjæl derud, men kunde
på ingen måde redde hende. Hun sang salmer, og præsten

11. Forskjelligt. 297

blev hentet og berettede hende, og da det var nu forrettet,
og der ingen redning var, sagde ban dem farvel alle sam-
men og puttede sig ned. Så sagde folk: «Hun havde ikke
stunder til at sidde ned at pisse, men hun havde endda
stunder til at sidde i søen og dø.» J. Kristian Smed, Tranum.

203. Et par ussel fattige folk havde en datter, som var
kommen til at tjene på et rigtig godt sted og havde det
godt. Så skulde der være barsel hjemme hos hendes for-
ældre, og hun fik da lov til at gå hjem og se til dem, og
hendes madmoder gav hende en halv kage med, da de nu
havde det så fattigt. Under vejs kom hun til et sted, hvor
vejen var så beskidt, og hun vilde ikke gjærne smore sig.
Så lagde hun brødet i skidtet og trådte over på. Men da
sank kagen ned i jorden, og hun sank med helt til hendes
bæltested. Der var ingen råd for hende til at komme op, og
de måtte have bud efter præsten, og han kom og manede
hende helt ned. Maren Nielsdatter, Vester-Brønderslev.

204. En pige fra Dragsted i Torning len havde været i
Bredebro, og da hendes forældre var fattige, havde de der
givet hende et brød. Hun vilde nødig tage imod det, men
kunde dog ikke være bekjendt at sige nej dertil. Altså gik
hun med det, men var kjed af at skulle ga og slæbe derpå,
og da hun kom til Dragsted bro9 var der vand ved den an-
den side af den, og for så ikke at gjøre sine kjonne sko
våde lagde hun brødet i vandet og trådte over på. Men det
sank med hende, og hun kom aldrig mere til syne. Det er
endnu ikke rigtigt ved den bro, ti et par gange har trovær-
dige folk mærket noget underligt og er bleven syge deraf.

Pastorinde C. Boisen.

205. Ovre i Toving er Pigens vadested. En fattig pige,
der tjente på en bondegård, havde gjort sig så fin og stads,
og en dag, hun vilde hjem, gav konen hende et brød med,
som hun kunde give hendes moder. Men det lagde hun i
bløden at træde på, og så sank hun selv helt ned. Lem.

206. Tjenestepigen, der trådte på brødet, sank så langt
ned, at der ikke var andet at se af hende end hendes ene
finger, den kunde i nogen tid ses over jorden. Ane Nielsen.

207 Madmoderen gav hende to kager med til

forældrene. Nu havde hun fået et par ny sko, og da hun
kom til et blodt sted i vejen, lagde hun kagerne dér at træde
over på. Så sank hun i jorden, og brødene forvandledes
til sten. Hans Fladbirk, Søheden.

298 G. Religiøse sagn.

208 Folk, der kom til, kunde ikke få hende

op. Nu fik man bud efter præsten, og da han kom, havde
hun kun hovedet over pølen. Han læste og sang da over
hende, til han havde fået både hende og brødene op. Den
Død var hun kommen i, fordi hun havde trådt Guds gaver
under fodder. p. Stolpe.

209. En rytter kom ridende og vandede hans hest ved
en kilde. Imens tog han mantelsækkeu af. Men så glemte
han den og red videre hen til en kro. Der savner han den
og rider så tilbage. Imidlertid havde en dreng fundet den
og gået med den, og så var der kommet en stakkel på to
krykker og havde lagt sig ved kjelden og var falden i sovn.
Bytteren troede nu, at han havde taget pengene, og slog ham
så ihjel med hans sabel. Men denne her gamle stakkel
havde i sin tid røvet fra den dreng sine forældre, så han
var bleven et fattigt barn og nu gik og tiggede. Men nu
var han igjen kommen til penge. Det var én af Guds for-
underligheder. (8lo1. G. 2 nr. 36.) Peder Christensen, Rottesg&rd.

210. Der er en tid om året, månen om aftenen står op til
én og samme tid. Det skal være fra den gang Israels Dorn
gik over det røde hav. Da lod Gud månen stå op ved
mørkets frembrud nogle aftener i træk i den tid, Israels born
brugte til at gå over havet. Jens Jensen, Refshalegå*d.

211. I min moders forældres tid gik en Jødemand med
kone og son omkring og tiggede og var da også her i gården.
De lå her om natten. Om morgenen vilde folkene give dem
flæsk at spise, men de vilde ikke have det, og det tykte
vore folk jo meget underligt om; de tænkte ikke rigtig over,
at Jøderne ikke må spise flæsk. Drengen vilde godt have
haft det og måtte også nok for moderen, men faderen sagde :
«Du må ikke, du faugst den dæwel i dit liv.» Vinkel.

212. Midt imellem Glorup og Ellerup ligger Snapind-
huset, og her boede forhen en mand, som hed Peder Frand-
sen. Han havde en son, der havde truffet den aftale med
en god ven, at de vilde samles juleaften, enten de var lev-
ende eller døde. Da juleaften kom, vilde Peder Frandsen

å jagt og spurgte sonnen, om han ikke vilde med. Denne
uskede på sin aftale med venneu, som var død, og afslog
det først, men gik siden med på jagt. Aldrig så snart
var de komne hjem, for doren gik op, og den døde kom.
Han blev stående ved doren og vinkede med fingeren ad
Peder Frandsens son. Denne rejste sig og sagde til foræl-
drene, at han skulde komme straks igjen, han vilde Llot

i

11. Forskjelligt. 299

følge sin ven til graven. Da han atter kom, sagde faderen
til ham: c Ja, du kom rigtig nok straks, da har været borte
i tre timer. > Ohr. Hardum, Funder.

213. Der var to karle, som gjorde den akkord med
hverandre, at de skulde med til bryllup, den ene hos den
anden, og det skulde være sikkert. Men så døde den ene,
og da den anden noget efter holdt bryllup, kom den døde
lige godt og bød sig til gjæst. De var nu så glade ved ham,
og da han skulde af sted, vilde brudgommen følge ham på
vej. Han fulgte da med så længe, at den døde endelig måtte
sige til ham, at han skulde te'n hjem ad. Sagen var, at han
skulde ned på jorden at dø. Han vidste ikke andet, end det
var nogle få timer, han havde været henne, men da han
kommer tilbage til gården, hvor brylluppet stod, sad der en
gammel kone, som han ikke kjendte, i kakkelovnskrogen. Han
sporger, om hun ikke vidste af at sige, te et par folk havde
haft bryllup her. Jo, hun kunde nok mindes, der havde
været snak om, at brylluppet havde været, men hun havde
også hørt, at brudgommen var bleven henne under selve
festen. Det var imidlertid så mange år siden, bun vidste
snart ikke, hvor længe det var. Ane KristeDsdatter, Dalgårdhus.

214. En mand gik på kirkegården, og der lå et men-
neskehoved, som var kast op. Så siger han: cDet har min-
sæl været en stærk én, for det er et stort hoved,» og han
pirrer til det med hans kjæp. «Vil han komme til mig nyt-
årsaften, så skal a give ham hans nytårsnatter. » Så kom
han også, men var ikke godt tilpas og vilde ikke have no-
get at spise. Endelig siger han til manden, om han vilde
ikke følge med ham op på kirkegården. Siden de kommer
så derop, bliver der sådant dejligt solskin, og træerne stod
gronne, og der var så mange frugter på dem, og det var
så yndigt. Så gik han tilbage igjen og vilde hjem at se til
familien, men tykte, han var så sær træt og stiv. Da han
kommer hjem, var der ikke andre end en gammel kone, der
sad ved siden af kakkelovnen og sad og spandt. Så sporger
han da, om hans kone og born var til stecle, og hvor de var.
Nej, dem havde hun aldrig hørt sige af. De havde kjobt
gården for et halvt hundrede år siden, og hun vidste ikke
noget om dem. Men så kornener manden ind, og han havde
hørt sige af én, der rejste hen med en anden på nytårsaften
for to hundrede år siden, og de så ham aldrig mere. Så gik
han til præsten og fortalte nam, hvordan det var gået, og
der efter var han død med det samme. Mossi-Jens,0.-Brønder8lev.

215. Der var én, der gik ud juleaften. Så kom der én

300 O. Religiøse »agn.

til ham og siger, om han vilde ikke følge ham noo kon (noget) på
vej. Det gjorde han også, og de bliver nu ved at gå et stort
tag og snakker om et og andet. Han kommer så et langt
stykke hen med ham, og da hører han med ét sådan musik
og klokkeklang og herlighed, det var rent forskrækkeligt.
Han sad noo kon og hørte på det, og så sagde han til den
anden: c Nu vil a til gang njem igjen.» Han kom også af
sted og satte jo efter den egn, han var frakommen. Men han
kjendte aldrig et menneske. Han havde nogle penge ved sig,
de var der heller aldrig nogen, der kjendte. Så var der en
gammel mand, han kom i snak med, han kunde huske,
de hans bedsteforældre havde snakket om, den mand var
bleven henne juleaften og havde aldrig kunnet opspurgtes
siden. Nu var han altså helt fremmed der på egnen, kunde
han tykke, og så døde han med det samme.

Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.

216. En mand i Fredborg kom en aften til Volstrup
kirke. Der kom en mand til ham og bad ham om at følge
med ham hjem. Så fulgtes de ad ind på kirkegården, og de
gik ned i et hul under jorden. Der var store sale nede og
en mængde lys. Hvert menneske, der var jordet på kirke-

fården, havde der sit lys. Manden spurgte om hans, og da
an så det, var det ikke uden en bitte stump. Da ban så
igjen kommer op, vil han gå hjem, og da han kommer ind
i hans egen stue, kunde han slet ingen kjende af folkene,
som var der, de var helt fremmede for ham, og de kunde
heller ikke kjende ham. Den nuværende mand i stedet fulgte
så med ham til præsten, og han opsogte i kirkebogen, at der
for et par hundrede år siden virkelig havde været en mand
af det navn. Så faldt han om der hos præsten og døde.

Sognefoged Jens Jensen, Volstrup.

217. Hvad man lover en døende, er man nød til at
holde. Der var for få år siden to karle i Stenløse, som blev
enige om, at dersom den ene døde, skulde den anden møde
ham et bestemt sted en vis nat, og få at vide, hvordan han
havde det Den ene døde et års tid efter, og hvor bange
end den anden var for at træfie sammen med ham, turde
han dog ikke lade være at indfinde sig. Hvad der skete med
dem, og hvordan den døde havde det, fik aldrig nogen at
vide, for når de spurgte den levende ad, græd han al tid og
sagde: c Ti stille, stakkels menneskebørn, I snakker om dét,
I ikke kjender noget til,» så hans ven har nok ikke haft det
ret godt. D. J.

218. I gamle dage levede der i Haderup ved Holste-
bro en præst, der hed Hr. Peder, og som førte et meget

11. Forskjelligt. 301

ugudeligt liv. På samme tid boede der en mand ost for
Haderup kirke i en gård, der kald es Ostergård. Han dromte
en nat, at der kom en mand til ham og bød barn gå op til
hr. Peder og sige, at hvis han ikke forandrede sit liv, skulde
han, når han døde, komme til Helvede. Da manden om
morgenen vågnede, fortalte han sin kone denne drom, og
han var meget forknyt over det ærende, som han skulde ud-
rette. Han turde ikke godt gå op til præsten og fortælle
ham drommen, da han ikke var sikker på at beholde livet;
men da han næste nat dromte det samme og atter tredje
nat igjen, .turde han ikke lade det være, men tog sin kone
med sig og gik op til præsten og fortalte ham, hvad han
havde dromt, samt hvor bange han havde været for at for-
tælle ham det; men da han havde dromt det samme tre næt-
ter i rad, turde han ikke lade det være. Præsten blev vied
og bad ham passe sine egne sager, for hans salighed skulde
han ikke bryde sig noget om. Men præsten lovede ham
dog, at når han var død, skulde han komme og fortælle ham,
hvordan han havde det Præsten forandrede ikke sit liv,
og omsider døde han. Så en tid efter kommer Ostergårds-
manden en nat kjørende fra Holstebro, og da han kjørte langs
med kirkegårdsdiget, hørte han én kalde på sig ovre fra
kirkegården, og han vidste nu, at det var den afdøde præst,
som vilde tale med ham. Han gav så tommerne til en mand,
der var med ham, og gik selv over på kirkegården. Da han
nogen tid efter kom tilbage, spurgte manden på vognen ham,
hvad han havde været der ovre efter. Manden svarede,
at det fik ingen mennesker at vide. Men en gang i et godt
lag, da der blev tale om deres afdøde præst, og hvor-
dan han måske nu havde det, sagde Ostergårdsmanden : «Han
kunde have lydt mine ord, så havde han haft det bedre, end
han nu har det> Men samme nat døde manden. Folk kunde
dog nok forstå, at deres præst ikke var på det rigtige sted.

Peder Lavridsen, Haderap.
219. Et sted i Jylland var en gang et par forlovede, og
kort fbr den tid, da deres bryllup var bestemt, døde karlen.
Pigen gik nu og sorgede meget over ham. Hun tjente hos
en degn, som boede lidt uden for byen tæt ved kirken, og
en aften hun havde været et ærende i byen og gik hjem
igjen, så hun en rytter, der kom ridende imod hende, på
vejen fra kirkegården. Månen skinnede klart, og hun kunde
se, det var hendes døde kjæreste. Da rytteren kom tæt til

hende, sang han: « Månen skinner blank;

den døde rider krank,
bliver du ikke bange ?>

Pigen blev for skrækket stående, og rytteren sang det samme

302 G- Religiøse sagn.

igjen, men da han sang det tredje gang, begyndte han at løbe
hjem efter. Da rytteren så dette, sprang han af hesten og
løb efter hende, men hun fik doren smækket i, inden han
nåede hende, og inden for kunde hun høre, hvorledes han
uden for stod og skrabede på dåren.

Fortalt af Lars Pedersen ved Jørgen Jørgensen, Langemark, Samsø.

220. En pige og en karl havde forsvoret sig til hinan-
den (o : lovet at møde hinanden, enten levende eller døde). Så
døde karlen, og han kommer ridende om natten, det var måne-
skin, og tager pigen med sig, der går ved siden af hesten.

Så siger han: cSe. månen skinner blank,

dødmand rider rank,
frygter du ej, mit hjærte?>
(eller: Bliver du ikke bange, min lille pige?)

Pigen svarede nej og fulgte ham til kirkestetten. Her binder
han sin hest og går ind på kirkegården, mens hnn bliver
stående ved stetten. Hun venter og venter, men han kom-
mer ikke. Så trækker hun af et skjort og hænger det der
og går ind til degnens. Lidt efter kommer han og banker
stærkt på doren, men ingen vil lade ham ind. Om morgenen,
de ser til, er hesten borte, og skjortet i mange stykker, p. K. M.

221. £n karl og en pige forlovede sig en gang. Karlen
rejste imidlertid til udlandet, efter først at have lovet sin
kjæreste at hente hende på en bestemt dag. Han døde in-
den den forløbne tid, men hun vidste intet der om. Ende-
lig, da dagen oprandt, kom han også ridende, og hun fulgte glad
med. Hun sad foran på hesten, og han bagved, og nu gik
det i skarpt trav gjennem ukjendte egne. Det var et smukt
måneklart vejr den aften, så de kunde se deres skygger på
jorden, og dødningen sang :

c Månen skinner blank,

døde rider rank,

ræddes du ikke, lille pige?>

Vel havde han forekommet hende så underlig på rejsen, men

hun svarede: «Hvorfor skulde jeg ræddes, når jeg er hos

dig?> De kom efter nogen tid at have fortsat ridtet, til en

kirkegård, her stod han af hesten, under påskud af at skulle

udrette et ærende, og forsvandt. Senere erfarede hun, at her

var han død og jordet. Jutta Jørgensen, Kistrup skole.

222. Der var en død mand, der red med sin kjæreste
men hun var levende og sad hos ham på hesten. Så siger han :

« Månen skinner blank,
og den døde mand rider rank,
æ du et ræd, lille Maren!*
Hun svarede: «Nej, hverken er a ræd, heller ikke har a

11. Forsk jelligt. 303

været ræd, hvi skulde a så være ræd for dig.> Det sporgs-
mål gav han hende tre gange i alt, og hun kom hver gang
med det samme svar. Så rider han hen til sin moder. Da
de kommer der, siger Maren til hende: «A tøkker, jer tænd
blywer så lånng, lelle mowerb og den gamle svarer: «Ja,
de skal a sæjj dæ, lelle malle, de kommer å, a vel slu-ug dæU

I det man siger eller rettere brøler ordet slu-ug, gjtfr man en
bevægelse, som man vil sluge det barn, man fortæller historien, og
det bliver naturligvis ræd og giver sig til at skrige. Man ser altså,
at sagnet er blevet til en rædebistorie i ligbed med G. 8, 138.

223. For over tredive år siden var der en degn i Hes-
selager ved navn Holck, og han var frimurer. Han havde

kjobt et hus i byen, det ligger lige ved kirkegården, og dette
skjænkede han til præsteenke-sæde for madam Bendixsen.
Nu var det en gang, at hun holdt sin fodselsdag og havde
indbudt degnen med flere. De morede sig godt i hendes
ny bolig, og forend de skiltes ad, drak de hendes skål.
Da sagde madam Bendixsen: cLever vi alle til næste år,
så vil vi med Guds hjælp forsamles igjen.» Det lovede
de, og Holck sagde : « Jeg kommer, enten jeg lever eller
dør.» De skiltes nu ad, og næste år var de atter samlede
undtagen Holck, som var død. Da de nu skulde til at
spise, og maden stod på bordet, sagde madam Bendixsen :
«Nu, min gode Holck, nu mangler vi kun Dem.» Men
aldrig så snart hun havde sagt dette, for end doren gik
op, og de fade og tallerkener, som var på bordet, enten
faldt på gulvet, eller maden spildtes af dem, og der blev et
forfærdeligt bulder i huset. De, som var til stede, blev me-
get forvirrede, og ingen af dem vidste, hvor længe det varede.
Men de så intet, og da alt blev stille igjen, satte de sig til
at spise og mærkede ikke til mere den aften. Sødinge skole.

224. En nat, da vægteren i kirketårnet råbte tolv, så
han nede på kirkegården de døde dandse rundt omkring
på gravene, kastende deres liglagener rundt om. Han fik lyst
til klæderne, og da de døde ikke bekymrede sig om dem, gik
han ned og tog nogle af dem, men nu blev han så bange,
at han uden at tage flere skyndte sig op i tårnet igjen. Da
klokken blev henimod ét, hørte dandsen op, og enhver sogte
nu efter sine klæder, hvorpå de sank ned i deres grave igjen.
Men én af dem blev tilbage, og da han ikke kunde finde
sine klæder, blev han helt fortvivlet. Til sidst gav han sig
til at lugte op i luften, og nu kunde han lugte, at klæderne
var oppe i tårnet. Han gav sig nu i færd med at krybe op
ad den stejle kirkevæg og havde allerede hånden udstrakt
for at gribe den ulykkelige vægter, da klokken pludselig slog

304 G- Religiøse sagn.

ét, og dødningen faldt ned af tårnet og knastes til støv.
Han måtte nemlig ikke blive ude fra graven længere end fra
12 til 1. C. W. H. M.

225. En mørk aften var en herremand ude at kjøre;

han havde kusk og tjener med. Deres vej faldt igjennem en

landsby. Da de var kommen ud for kirkegården, hørte

de råb og stoj der inde, og hestene blev så bange, at kusken

ikke kunde tvinge dem frem ad. Da befalede herremanden

sin tjener at stå af og gå ind på kirkegården for at se, hvad

der var på færde. Tjeneren vilde grumme nødig, men han

måtte jo af sted. Han gik da ind på kirkegården, hvor han

så en mængde blege skikkelser, og dem var det, der voldte al

larmen. Han råbte til dem: cHvad bestiller I?> De svarede:

c Vi er døde, som rusker og tusker vor sognepræst,
fordi han ej lærte os troen ret>

Tjeneren skyndte sig ud til herremanden, som selv havde
hørt det. Han befalede kusken at vende og kjøre hen til
præstegården. Da de kom der hen, blev tjeneren sendt der
ind for at sporge, o in herremanden kunde blive der om nat-
ten, men tjeneren kom tilbage med det svar, at det kunde
ikke lade sig gjøre, da præsten var død i samme ojeblik.

Martin Dyrholm, Brudager.

226. Min oldefader, Iver Knudsen, der boede tæt op
til Revninge kirkegård, en halv mil fra Kjerteminde, var en
søndag aften gået hen i byen, og da han noget sent på af-
tenen gik hjem, så han til sin store forundring, at der brændte
lys i kirken. Han stod stille en stund og grundede over,
hvordan det kunde hænge sammen. Så endelig kom han i
tanker om, at der om dagen havde været altergang i kirken,
og at man formodentlig havde glemt at slukke alterlysene,
og da han netop var kirkeværge, mente han, det var hans
pligt at undersøge det nærmere. Han gik da ind for at
hente nøglen til kirken, ved hvilken lejlighed han fortalte
for sin kone om lyset i kirken, og at han kom til at gå der
over; hun rådte ham derfra, men han blev ved sin beslut-
ning, tog nøglen og gik ind i våbenhuset, hvor han stod og
lyttede, og der hørte han tydelig to kjendte roster, han var
så vis på, at det var to afdøde præster, der var kommen i
en ivrig disput Det var altså noget, som ikke vedkom ham,
og han lukkede derfor våbenhus-dOren igjen og gik ganske
rolig ind i sin seng. Marie Kirstine Nielsen, Hundslev.

227. Til Ojelting kirke, der ligger i Angel, knytter
sig følgende sagn. Det er hvert år om natten mellem den
24de og 25de oktober på slaget 12, at en hvid skikkelse

11. Forskjelligt. 305

viser sig i kirken. Den lister sig op efter alteret, og når
skikkelsen kommer til knæfaldet, knæler den ned som for at
bede. Efter en halv snes minutters forløb ser man pludse-
lig tre lignende personer, som ganske langsomt nærmer sig
den førstnævnte, og i samme ojeblik de når vedkommende,
griber de fat i skikkelsen for derpå i løb at slæbe den efter
sig tre gange op og ned ad kirkegulvet. Dernæst forsvinder
<Le alle fire, og endskjondt man ikke ser, hvor de bliver af,
antages det dog, at de går ned i én i den sydlige side af
kirken værende storre åben begravelse, hvori man i ældre
tider nedsatte ligene af hojtstående personer.

Fortalt af 8ergeant 8. Jensen, Fredericia, ved G. L. Rasmussen.

228. I ældre tid gik bøndernes heste og græssede ude

?å marken helt til jul og derover, hvis vinteren tillod det.
)e passede sig naturligvis så selv, hvorfor det heller ikke
al tid blev så let en sag at finde dem, når man skulde have
dem i brug. Således fortæller Gammel-Rasmus, at han en
aften, mens han var dreng, skulde ud for at hente hestene
hjem. Han ledte efter dem til ud på aftenen uden at finde
dem, og da han tilfældigvis kom om ved Føvling kirke, som
ligger ude på marken, gik han ind i æ vavens for at hvile
sig lidt, til månen kom. Her lagde han sig til at sove på
ligbåren, men hvor forskrækket blev han ikke, da han våg-
nede og så, at han ikke lå der, men i en kalkdynge i en
krog i nærheden. Det var da åbenbart, at han af de døde
var flyttet af ligbåren, fordi han, som han senere kom i tanker
om, havde et spil kort i lommen. Th. J.

229. Her har en gang været en degn i Tåni?ig,
der ikke vilde holde kirken ren. Så en søndag var nogle
folk komne temmelig tidlig til kirke, og de vidste, at degnen
var der ikke, men de hørte tydelig, at én fejede inde i kirken.
De snakkede nu med hverandre om, at det var mærkeligt, at
den nu skulde gjøres ren, og de vilde hen og se, hvem der
gjorde det. Da så de, at der gik noget oppe i koret og fej-
ede, men hvad det var, kunde de ikke blive klog på. Siden
blev kirken gjort ren. Tåning.

230. Der skulde komme håndværkere til Understed
kirke, og en karl havde været i Sæby og fået noget redskab
med sig, som han skulde sætte ind i våbenhuset. Da han
havde sat det, hørte han en stemme, som sagde: c Vil du
ikke herind?> Han svarede: «Nej, der har jeg ikke noget
at gjøre.» Så hørte han en latter, der skingrede gjennem
hele kirken, men han skyndte sig bort Frk. E. Thomsen, V.-B*

E. T. Kristensen: Danske sagn i folkemunde. II. 20

306 & Religiøse sagn.

231. Ved nattetid skal det ikke være godt at komme
forbi Orritslev kirke for spøgeri. Således siges der, at kon-
firmanterne fra Tvingstrup en gang, som de meget sildig kom
fra præsten i Katrupy gik ind i våbenhuset, hvortil doren al
tid i gammel tid stod åben. Her morede én af drengene sig
med at stikke sin kjæp ind under kirkedøren, men spøgeriet,,
eller hvad det nu var, trak kjæppen fra drengen, og næste
dag fandt man den i kirken, hvor den var brudt i mange
stykker. Th. J.

232. Bornene i Jerslev vilde for mange år tilbage have
deres legeplads på kirkebankeu, og som de var bedst ved
at skåte, kom der en stor lådden hund ned iblandt dem,
og så blev de jo baijge. Der var hatte også føre folk imel-
lem. Så var der en af drengene, der havde en fyrtønde ved
sig, og ban fik i sinde at hugge ild for at se, hvordan en
sådan bund så ud. Da havde den ojne, der var så røde, at
det var forskrækkelig. Nu blev de rædde og løb ned til
byen, men den dreng fik en byrde at bære på, så ban næppe
kunde slæbe sig af sted, og blev først fri, da han kom un-
der tag. Deres skåten fik så ende på den plads.

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.

233. De unge klører i Jerslev havde fundet på at løbe
omkap fra kirkedøren og ud ad stetten om aftenen, og den,
der blev sidst, ham skulde Fanden have. Men så viste der
sig en rød tunge underneden kirkedoren, for der var lidt åb-
ning, og da de nu løb, så hug det stetten i efter dem, ret

te det klamrede og gav gjenlyd ned ad byen.

Johanne Marie Jensdatter, Klæstrup.

2U. To karle gik i mørkningen og slog græs på Un-
dersted kirkegård. Så siger den ene til den anden: «Da kan
a ikke vide, om Pojtfod(o: Fanden) han er kommen endnu. >
I det samme giver det sådant et rabalder i kirken, som om
huset var ved at styrte sammen. De skyndte sig nu at for-
lade kirkegården. E. Thomsen, Veeter-Brønderslev.

235. Den gang Niels Johnsen var en lille dreng, lob
han en dag og legede på Kippinge gade. Så kom han til
at kige ind på kirkegården gjennem tremmerne i lågen; der
løb nogle små born i deres bare, nøgne skind og legede med
noget sand og nogle tagpotter. Niels havde godt haft lyst
til at lege med dem, men han kunde ikke komme der ind,
og det var sagtens heller ikke rigtige born. Karen Toxværd.

236. Der er et arbejde, som Fanden ikke kan gjøre, og
det er at bære staver (gjærdestaver). Han skulde prøve det

11. Forskjelligt. 307

en gang og fik også en halv snes stykker på skuldrene; men
så snart han begyndte at gå med dem, gled nogle ned
med den forreste ende, andre med den bagerste, derved dan-
nede de kors, og det kunde han ikke bære. Værre gik det
ham dog en gang, han skulde prøve at hugge med en kryds-
økse (en økse, som har bid i begge ender, det ene på langs,
det andet på tværs). Da han lettede øksen i vejret for rig-
tig at hugge til; kom han til at hugge sig selv i panden, så
der gik hul. «Der vendte jeg nok den fejle ende til,> tænkte
han, vendte øksen og huggede til igjen, men traf atter sin
egen pande, og denne gang kom såret på den anden led, så
han fik et blodigt kors i panden. Karen Toxværd, Sillestrup.

237. En tre fjerdingvej lige syd for Hejnsvig kirke er
en lavning, de kalder Fandens hul, og der i den er en hoj,
hvor Peder Spillemand er begravet. Han var spion under
krigen, blev fangen og overbevist og skulde dræbes. De
kunde ikke skyde ham, men da han mærkede, at han allige-
vel ikke kunde undslippe, sagde han, at de skulde stikke
ham ind i det hojre oje og gjøre det i Fandens navn. Da
de gjorde det, døde han. Ingen tor gå forbi den hoj om
aftenen. Lærer Mogensen, Ovtrup.

238. Her på egnen har det også været skik, når man
begyndte på en gjerning, at sige : i Jesu navn. Når det var
et naturligt udslag af ønsket om at have Jesus med sig i alle
ting, så var det jo smukt og i sin orden, men tit blev det
også brugt tankeløst eller som en slags trylleformular. Så-
dan blev det sagt om en karl, der skulde ud at plOje, at han,
da han spændte hestene for, sagde: «Så, i Jesu navn,» og
kjørte ploven i stykker; så spændte han for en anden plov
og sagde: cl Jesu navn> og kjørte også den i stykker. Men
så spændte han for den tredje plov og sagde : «&u da i alle
djævles navn,i og så holdt ploven. Den tankeløse brug af
Jesu navn er det, at ordsproget rammer, når vi siger: «I
Jesu navn slåw PæjerKistne føøste gang.> Karen Toxværd.

239. På HelUbjærg var der først aldrig forslag i nogen
ting for manden. Men da han fik den anden kone, sagde
hun al tid : «Kors i Jesu navn !> og det hjalp. jørg. Hansen.

240. På landet er det næsten kun møllerne, der hellig-
holder mortensaften ved en mortensgås og ved at få « noget
på lampen*. Gjor de ikke det, vil der ske en ulykke ved
møllen. Enten vil vandet bryde løs (vandm.), eller vingerne
vil knækkes (vindm.). Det er til minde om bisp Morten, en
hellig mand; som har levet i gamle dage. Han har opfundet

20*

308 G. Religiøse sagn.

rørepindeu, der sætter kornkasseu i en vippende bevægelse.
For skulde mølleren selv røre kornet, hvilket var et sent ar-
bejde. P. K. M.

241. Ingen mølle må gå mortensaften, for så tager Fan-
den mølleren. Der var en gang en møller, som sagde, at det
var kun gammel snak og overtro, han vilde male alligevel,
men så vilde ingen af folkene og ikke en gang hans kone
være hjemme hos ham. Kun hans lille otteårs son blev.
Mølleren satte møllen i gang, og det gik godt i førstningen,
men så ud på aftenen kom den Gamle og satte ham ind imel-
lem stenene, så han blev knust Drengen så tydelig, at den,
som satte ham ind, var gloende under kappen. Det har sat
sådan skræk i møllerne, at endnu ingen vover at lade sin
kværn gå den aften. D. J.

242. I Lunden ved sk-Jorgens præstegård var der i
min barndom en plads, hvor der aldrig var græs (rimeligvis
fordi drengene fra Svendborg dér legede bold). Man sagde,
at det var det sted, hvor st-Jorgen sloges med dragen, og
at det var grunden. E. Møller.

243. I gamle dage lå lidt ost for Svendborg et befæstet
slot, kaldet Ørkildsborg. Det var i den tid bolig for én af
de mange småkonger, hvorunder landet var delt Denne var
meget mægtig og underlagde sig alle sine nabokonger. Nu
sad han i lykke og fred en tidlang. Men så kom der en
stor drage, som huserede frygtelig. Han forlangte hver dag
en ung pige til føde, og de blev ham udleverede ved lodkast-
ning. Endelig skulde kongen også udlevere sin datter. Men
da kom en ridder, som tilnød at frelse hende. Han kastede
den først nogle kager i gabet, der var lavede af båt og beg,
men de gjorde ingen virkning. Så hug ridderen den ene
vinge af dragen, og endelig forblodte den sig og døde. Han
afhug nu dens hoved og bragte det til kongen, som befalede,
at der skulde laves til bryllup. Men ridderen vilde ikke have
prinsessen. Han sagde, at han var en ridder Jorgen, der
ene levede for at frelse folk og hjælpe dem til rette. Der-
imod ønskede han, at kongen skulde bygge en kirke på sted-
et, hvor dragen var falden, og der lade ringe med klokkerne
og synge messe tre gange daglig til minde om dragens drab.
Således blev st-Jorgens kirke ved Svendborg bygget a. C. P.

244. Når Tylands fiskere i strængt vejr vender hjem fra
havet, skal først rorgjængeren og derefter de øvrige bådsfolk
udråbe: « Tøger, Tøger !> i det farlige djeblik, da fartojet
vendes, for at søen kan løfte det over den inderste revle.

H. V. R.

11. Forskjelligt. 309

245. Osten for Trunderup ligger en skov, som kalde«
Nord torp. En kone fra Kværndrup gik en gang her ud for
at malke til middag. Og da hun ikke havde gået i kirke
efter en barselfærd, var der noget inde i skoven, det lignede
mest et langt, hvidklædt menneske, der lagde armene, slåene
i lås, på skovgjærdet og råbte: « Skynd dig, du hedenske
kvinde, det er hoje middag. > p. Jensen.

246. En præstekone i Butterup lå en gang syg. Da
natten forekom hende så lang, ønskede hun ved sig selv:
cGid du vidste, om det snart var dag!> Da blev rullegar-
dinet løftet halvt i vejret, og så snart hun havde set dag-
skjæret, gik det langsomt ned igjen. S. G.

247. På vestsiden af Kværndrup kirke er der i en
grundsten udhugget et menneskeansigt, der sidder omtrent
en alen fra jorden. Niels Hjulmand i Kværndrup fortalte
derom, at det var et billede af st.-Laurentius (kirken er en
st.-Laurentius kirke). Man fortæller ellers om dette ansigt,
at det tidligere har siddet hojere i muren, men bliver ved at
synke, og når det en gang når jorden, så vil verden forgå.

P. Jenseu, Kværndrup.

248. En gang var der en munk, han kunde ikke for-
stå, hvorledes noget menneske kunde udholde at være evig
i Himmerig, det vilde dog blive kjedsommeligt med tiden,
mente han, dér al tid at synge og prise Gud. En morgen
gik han ud i skoven, og da ban kom hen under et meget
stort træ, hørte han en fugl, som sang så liflig, at han aldrig
havde for hørt så dejlig en £ang. Han stod da og lyttede til
sangen den hele formiddag, og da han syntes, at det kunde
være middag, gik han hjem. Forend han gik, sagde han til
fuglen: «Jeg kommer igjen, lille fugl, og hører på dig i
eftermiddag.* Da han kom ud af skoven, syntes han nok,
at bækken løb således som for, men klosteret var ganske
forandret, og den munk, som mod te ham i doren og vilde
forbyde ham indgangen, kjendte han 'heller ikke. Munken
spurgte ham om, hvem han var, og hvad han vilde, og på
hans svar, at han hørte der til klosteret, og at han nylig var
gået bort om morgenen, troede de, at han ikke var rigtig klog.
Ved nojere eftersyn i gamle bøger, blev det da vitterligt,
at en munk var forsvunden der fra klosteret for tusende år
siden, og det måtte følgelig være ham, for at han på denne
måde kunde komme til at se, at man nok kan holde ud at
synge evindelig i Himmerig. N. P. Chr.

249. Der kom en gang ild i nordenden af Skive. Da

310 G- Religiøse »agn.

tog en kjftbmand, der boede benne i Norregade i dens syd-
lige ende, og gik ud med hans skjæppe og potmål og sagde:
«Har a forvejet og formålt nogen noget, da lad Gud mit
hus brænde også>. Men så standsede ilden ved hans hus.
Se, nu kunde folk da se, at han var ærlig. Den gang var
Skive helt tækket med strå, og ilden kunde let brede sig.
Kobberup.

250. I Lindvedkus ved Lindved boede for mange,
mange år siden en hellig gammel kone. Uden for bendes
bus stod en bevreasp — efter sigende er bevreaspen just
det træ, hvorpå Kristus blev korsfæstet — og konen var så
bellig, at hun kunde se frelseren hænge og dinke (vippe op
og ned) under bladene. En nat stjal karlene fra HjaUese
aspen, men Gud lod da en ny vokse op inde i stuen ved
siden af hendes kakkelovn. Lærer H. Hansen, HjaUese.

251. Efter sagnet fortælles, at Jesu kors var af bevre-
ask, og derfor, når der er torden i luften, kan de blade ikke
være stille, de bevrer, om også det er blikstille vejr.

Jesu tornekrans var af hoffeltora (o : kristtorn, vinter-
grønt). Her kaldes den vintergrdnt. Dørup.

252. I Ojødvad boede der en gang en from og klog
kone, som, for hun døde, bad folkene i gården, hvor hun var,
at de ikke måtte lade ringe over hende med kirkeklokken,
når hun skulde jordes. På begravelsesdagen lod man allige-
vel ringe over konen; men aldrig så snart man havde be-
gyndt, faldt klævveren af klokken. Så bandt man den med
godt nyt reb, men aldrig så snart man havde begyndt at
ringe, faldt den af igjen og var slet ikke til at finde. Først
da der var kastet jord på konen, og ligfærden drog bort,
fandt man klævveren. S. P. Jensen, Vole.

253. En kone var så ugudelig og gik aldrig til kirke.
En dag modte hun præsten. Han sporger hende, hvorfor
hun kom aldrig til kirke. Nej, det brød hun sig ikke om.
Ja, hun skulde blot ptøve det engang, siger ban. Så kommer
hun også en søndag, Præsten prækede om de bodfærdige
syndere, og hvordan Vorherre tager dem til nåde, og da hun
hørte det, fik bun sådan lyst til at komme i kirke, at hun
besluttede at komme der hver helligdag. En dag var det
sådant rendfog, at der var slet ingen folk mødt, og præst og
degn gik tilbage igjen. På vejen møder præsten konen, hun
kom og vilde til kirke. Ja, det kunde ikke hjælpe, hun gik
videre, for der var ingen præken i dag. Ja, hun vilde til
kirke, siger hun, «kan a blot få mit hoved inden til kirke-
doren, så er det nok,» og ban skulde da følges med hende

11. Forskjelligt. 311

derhen og lukke op. Det gjorde han også, og så var hun
fornojet. Lav det blev søndag igjen, var det godt vejr, og der
var tjeneste dér som alle steens. Se, da var hun der ikke.
Præsten han tykte, det var en sær handel, og da han gik
fra kirke, vilde han hen og se, hvorfor hun var ikke kom-
men. Så lå him og var døden nær. Hun bildte sig ind, at
Jiun kunde ikke dø, for hun fik præsten at se, og da hun så
ham, døde hun. Johanne Marie Kristensdatter, Søheden.

254. Nogle unge folk vilde en aften til dands på den
anden side af fjorden, og dei var en bro over vandet, men
den var gået i stykker. Det vidste de nu ikke af, men det
havde en gammel kone lagt mærke til, der boede tæt ved
broen. Da de nu kom den ene efter den anden og vilde
gå over i mørket, faldt de i og druknede. Så fortrød det
sådan den gamle kone, at de skulde blive ved at komme af
med livet, og hun stak da ild på sit hus. Dem, der nu kom
og vilde over senere, de standsede ved huset for at slukke
ilden, og så fik hun dem advaret. Thomas Krats kone, Søheden.

255. Der var en mand i Avlum ved Holstebro, som
var meget hård ved sin kone, og i de to sidste år hun le-
vede, da gik hun med en tæring, hvoraf hun døde. Hun var
selv godt fornojet med at dø, da hun var bleven så træt af
verden, at hun tykte, der var ikke mere for hende at leve
efter, endda der var syv små born, men hun sagde : «Dem
skal Vorherre nok s5rge for.» Hun døde så, og manden, der
var inde i kammeret med et par af den nærmeste slægt, ham
slog det nu ind på. Han kastede sig på sengen over den
dode, græd og bad så mindelig, at hun måtte komme til
live igjen. Så rejste hun sig også op, stillet på sin albue, og
sagde : cA, hvi kunde du ikke fade mig nave ro, da jeg
havde det?» — «Nej, jeg kan ikke undvære dig,» sagde han.
Nu levede hun i fire og tyve timer, men i den tid skjældte
hun ham meget ud, for det han havde været så hård mod
hende, og det var mærkeligt, for for havde hun intet sagt.
Hun blev sådan ved at tale, til tungen blev stor i munden
på hende. Nu var nogle af slægten og nogle andre venner
inde i fredestuen, og aer snakkede de med manden om, at
Lau endelig skulde gå ind til sin kone og bede hende til-
give sig, for at hun Kunde få ro, ti inden kunde hun ikke
dø. Nej, det vilde han da så nødig, i hvor meget de end
holdt det med ham, in en så som de stærkest talte med ham
derom, hørte de med ét et sært smæk ved vinduet, og så
sagde han: «Nu må a te'en,* og han løb ind til hende og
bad hende tilgive ham, for det han havde været så ond ved

312 G. Religiøse sagn.

hende, så måtte hun gjærne dø, sagde han. Han tilgav ham
nok også, ti nu lagde hun sig ned og sov hen. Sådan én
kalder man en gjenkalding. P. K. Madsen.

256. Et gjenskrig kaldes her på egnen et menneske,

der er grædt til live igjeu. I byen Ojerndrup i Brørup sogn,

fortalte min plejemoder,